Det så ikke ud til at være en information, han var forberedt på og hans blik blev fjernt, mens han tænkte. Cora kneb øjnene sammen, ligeglad med om han kunne bruge hendes beskrivelse af kvinden. Hun havde været skarpskåret og iskold, noget Cora havde fundet smukt, men det ville hun ikke til at forklare ham. Hun havde gjort som befalet, fortalt hvem der havde hyret hende.

Hendes krop var fyldt med smerte, men langsomt lettede noget af den. Hans greb i hendes hår var knapt så hårdt. Var det hendes mulighed? Hun tøvede ikke, selvom hun vidste, hvor ondt det ville gøre. Hun kunne ikke bare blive liggende og gøre ingenting, lade ham pine hende, som han ville.
I en hård bevægelse og en lyd af smerte og vrede trak hun sig op at sidde, så godt hun kunne med et knæ på hendes arm. Hendes fremdrift brugte hun i mod ham, hendes hånd blev fast sat i hans bryst og hun skubbede så hårdt til, som hun kunne i et forsøg på at få ham af sig.
Smerten fra skulderen fik hende til at bide hårdt sammen og hele verden føltes usikker og grå. Men hun ville slås for sin frihed og sit liv!

Zahinael var blevet distraheret af sit tankespor, der alligevel ikke var ledt nogen steder, og det lod hende komme op og vælte ham ud af balance. Han havde ikke det bedste fodfæste, og det meste af hans position var understøttet af hendes krop, så når den rykkede sig, rykkede han sig med. 
Med et irriteret hvæs, måtte han flytte hånden og tage fra på jorden for ikke at vælte, og tabte i samme ombæring boblen - heldigvis ned på hende, så han lod den bare poppe og håbe på, smerten ville sænke hende lidt. 

Med den anden hånd, der nu ikke længere havde fat i håret, pressede han mod hendes brystkasse, og lod to små bobler formed hurtigt under sin hånd, hvor de poppede med det samme. Der var ikke samme sirlige smerte i dem, som der havde været i de andre, men der var måske nok til at få hende ned igen. Det ville være en skam at lade hende smutte nu og stoppe legen. 

Det virkede! Han flyttede vægten fra hende, hvilket gjorde, at hun kunne trække sin arm fri fra hans knæ. Boblen i hans hånd faldt ned på hendes mave og blødte hurtigt igennem hendes tøj, men hun snappede bare efter vejret og kæmpede for at komme på benene. Hun ville ikke lade ham vinde, hun skulle op, trække sit ene sværd og hugge hovedet af ham!
Hans hånd lagde sig i mod hendes bryst og smerten skød ud derfra. Men det skulle ikke være nok til at stoppe hende, og hun bandede højlydt på mørkelvisk, inden hun på en eller anden måde kom på benene.

I sekunder følte hun en form for håb. Men så gav hendes ben efter under hende. Hendes krop nægtede at samarbejde, slået ud af den smerte, hun følte. Kniven i hendes skulder og den smertemagi, han havde brugt i mod hende. Hele hendes verden blev grå for et øjeblik og hendes knæ blev banket ned i den bløde jord under hende. Hun forsøgte straks at komme op igen, men var nær væltet. En hånd blev usikkert løftet mod skæftet på hendes sværd, der sad på ryggen af hende, hun måtte kæmpe! Forsvare sig selv! Spidde den nidding, inden han gjorde hende ondt igen!

Der var ingen grund til at holde hende mere nede, så Zahinael svang sig op at stå, væsentligt mere flydende end hun tumlede på benene. Det gav hende plads til at komme op, og ham tid til at børste det værste jord af sin frakke. Hans mundvige trak sig misbilligende nedad, som han opdagede et par blodpletter.

Så afventede han hendes næste træk. Hun havde talt og gjort, som han sagde. Hvis hun ville kæmpe mere, ville Zahinael med glæde presse hendes ansigt en ekstra gang ned i mudderet.
"Er du helt sikker på det der er en god idé?" spurgte han nedladende og nød at stå højt over hende, som hun var faldet sammen. Hans bobler havde tjent ham godt. "Du lød ellers til at påskønne dit liv i starten."

Bare fordi han kunne, satte han en fod på hendes skulder - selvfølgelig den med kniven i - og gav et let puf.

Alting drejede rundt for Cora og hun vidste, at det kun var hendes egen stædighed, der holdt hende fra at glide ind i besvimelsens tåger. Lige nu var alt hun kunne registrere den smerte, hendes krop led under. Det og så mandens tilstedeværelse, der var en trussel i mod hendes liv. 
Endeligt fandt hendes fingre frem til det ene sværds skæfte, men hans ord fik hende til at stoppe i bevægelsen. Den nedladende tone fik vreden til at samle sig i en gloende kugle i hendes mave, men hans ord fik hende til at tøve. Ville hun kunne klare ham? Ville hun kunne kæmpe? Svaret var uden tvivl et nej, men hun var ikke meget for at indrømme det og sværdet gled nogle centimeter ud af skeden, inden hun stoppede sig selv.

En støvle blev sat i mod hendes skulder og skubbede til, hvilket bare fik smerten til at brænde endnu mere fra kniven i hendes krop. Uden nogen form for balance væltede hun ned på røven og måtte slippe sværdet for at tage fra, så hun ikke væltede helt. Hendes lidt tågnede blik blev rettet op i mod ham, fyldt med had og afsky.
"Jeg vil aldrig give efter," hvæsede hun, "jeg frygter dig ikke!" Det gav et svagt ryk i hendes krop, som ville hun kaste sig efter ham, men hun blev siddende. Hun vidste, at hun var overvundet, også selvom hun ikke ville indrømme det overfor ham. Hun burde være bange, og det var hun også, men vreden og hadet fyldte som altid mere, druknede alt andet i hende.

I et langt skridt trådte Zahinael tættere på hende. Tårnede sig op over den siddende kvinde, hvis positur modsage alle hendes ord. Han rakte ned og trak sværdet fra hendes skede og smed det et par meter væk bare for at understrege hendes nederlag og vriste flere desperate tanker fra hende. Så hev hav kniven ud af hendes skulder og stak den tilbage i hylsteret ved hoften. Den måtte få en rengøring senere.

Den vrede hun havde drev hende fremad. Lidt for meget lige nu, virkede det til, men hun havde også været den svage i den her kamp hele vejen, og for hende virkede det sikkert absurd, at Zahinael endnu ikke havde stukket hende ned. For ham var der bare ingen grund til at dræbe, medmindre det var nødvendigt. Alle kunne bruges og passe ind på en eller anden måde. Det var som regel kun nødvendigt for ham at dræbe, hvis man blev ubrugelig, eller hvis en kamp til døden endte der. Selv der hadede han at skulle levere dødsstødet. Så meget potentiale, der bare gik tabt, fordi nogen havde en forkert overbevisning eller var lidt for fanatiske omkring deres tilbedelse.

Han lænede sig ned over hende og tog overraskende blidt fat under hendes hage, så han kunne løfte hendes hoved og få deres blikke til at mødes.
"Der er meget kamp i dig," kommenterede han, og nu var stemmen anderledes. Roligere, og al snerren var væk fra den. "Og du har tydeligvis evner. Hvis du mangler et rigtigt arbejde, må du besøge mig på mere lige fod en dag. Jeg vil gerne se, hvad du kan imod en modstander lidt mere på dit eget niveau."

Cora så op på manden, noget hun ikke brød sig om, men også noget hun ikke kunne gøre så meget ved lige nu. Hun måtte hjælpeløst se til, mens han tog hendes sværd og kastede dem væk fra hende. Hendes våben, det hun var bedst til. At svinge sine sværd. Men nu var hun våbenløs, siden hendes store kniv lå på jorden uden for hendes rækkevidde. Okay, næsten våbenløs, hun havde en enkelt kniv tilbage, gemt godt væk i en støvle. Måske, hvis hun var heldig...

Tanken blev afbrudt, da han hev kniven ud af hendes skulder. En lille lyd af smerte kom fra hende og hun bed hårdt sammen. Hendes første reaktion var at række op til skulderen, men det ville ikke hjælpe noget at lægge pres på alligevel. Såret gik hele vejen igennem og hendes tøj var gennemblødt af blod på begge sider.
Det gik pludseligt op for hende, hvor svag hun følte sig. Både på grund af blodtabet, men også i hele situationen. Hun hadede at føle sig svag, så da han tog fat om hendes hage, mødte hun hans blik med sit eget, der brændte af vrede. Hun lyttede til hans tilbud, hvilket hun svarede på med en lind strøm af elviske bandeord og forbandelser.
I mens hun bandede løs, sneg hun sin gode hånd ned til sin støvle. Forsigtigt trak hun kniven ud.
"Aldrig i livet!" afsluttede hun hvæsende sin svada med, og samtidigt svingede hun kniven ud i mod hans ben.

Zahinael skulle lige til at smide hende fra sig og gå sin vej, og lade hende om at afvise et så generøst jobtilbud, da kniven snittede ham dybt i læggen. En vred hvæsen undslap ham, som hans negle kort borede sig ind i hendes kæbe, før han måtte give slip og springe et skridt bagud. 

"Du skal virkelig lære at give op," vrissede han, og mærkede det varme blod gennembløde bukserne. Havde det ramt støvlerne? Havde hun skåret i støvlerne?!
Zahinael tillod sig et kort blik ned på benet, og en stor flænge i de fine høje støvler var voldsomt synlig med alt blodet som indramning. Med et vredesudbrud, der kom fra et sted så dybt nede i hans hals, at man skulle tro han hev det op fra jordens indre, låste hans blik med hendes igen, og han trådte frem. Trak sit sværd - hele sit sværd, med skeden stadig på - og hamrede læderskaftet ned mod hende. Hun skulle ned at ligge nu og bøde for hvad hun havde gjort. Ingen grund til at trække sværdet. Døden ville kun være en velsignelse for hende, og velsignelser havde Zahinael ikke flere af nu. Hun havde lige ødelagt hans nok kæreste eje, og selvom han blod kunne få lavet et par nye, kunne han på ingen måde troppe op til det møde, han egentlig var på vej til så usselt klædt! 

Tilfredsheden spredte sig i Coras efterhånden lettere tågede sind. Hun havde ramt hans ben og ramt godt! Det var først, da hun så vreden i hans udtryk, at det gik op for hende, at hun måske havde begået en stor fejl. Men hun blev jo nødt til at kæmpe, hun kunne ikke bare give op. En mørkelver gav ikke bare op og slet ikke hende, der havde kæmpet for alt igennem hele sit liv. Ikke at hun forventede, at han forstod det, som mand havde han sikkert fået det hele meget lettere end hende.

Hans hårde greb om hendes hage gik hende næsten forbi, fordi hun havde så ondt i forvejen. På en måde føltes hende skulder næsten helt følelsesløs på grund af smerte og hun kunne næsten tydeligere mærke blodets klistren end selve såret, men måske det bare var hendes krop og sind, der forsøgte at beskytte hende.

Hendes blik fulgte hans bevægelser og hun så ham trække sværdet. Døden. Ville den indhente hende nu? Hun gjorde ikke modstand, da han løftede sværdet op og lod det falde mod hende med skæftet først. Hvad kunne hun alligevel gøre? En skarp smerte gled igennem hendes hoved og alting blev mørkt. Hun vendte det hvide ud af øjnene og faldt slattent sammen på den våde jord, kniven faldt ud af hendes hånd og vreden forsvandt fra hendes udtryk. I bevidstløshedens bløde træk kunne hun næsten se køn ud, men det var som om, at man stadig kunne fornemme et ekko af hadet og vreden over hende, selv med hendes sind pakket ind i det beroligende mørke.

Kvinden faldt om. De sorte øjne lukkedes. Den eneste bevægelse på hende var blodet, der stadig løb ud af hendes skulder, og kniven, der faldt fra hendes fingre. Zahinael rettede sig op og satte sit sværd på plads igen. I næsten et minut stod han bare og kiggede på hende med afsky i blikket og overvejede, hvad han skulle gøre. Han kunne tage videre til sit møde nu, og måske lige få tid til at redde lidt af sit tøj. Det var ikke et enormt vigtigt møde, og der var tid at løbe på, så selv at komme for sent ville ikke være alt for slemt. Vreden i ham ulmede stadig.

Nah, hun skulle ikke slippe så let. 

Først slæbte han elverkvinden lidt væk fra vejen, nu mere ligeglad med om hun blødte på ham. Hun blev skubbet op at sidde med ryggen til et træ og hænderne strakt bagud og bundet sammen, så de sad på hver side af den tykke stamme. For en god ordens skyld blev hendes fødder også bundet sammen. 
Så hentede Zahinael sin hest og tøjrede den tættere ved vejen, så han vidste, hvor den var. Elverkvindens sværd blev lagt nydeligt uden for hendes rækkevidde, og han lagde en hurtig forbinding om hendes skulder. Det ville være trist, hvis hun ikke kom op fra besvimelsen, eller hvis hun blot besvimede igen af blodtabet. 
Han sad på hug foran hende og så lidt på hende med et smil på læben. Så rev han et stykke af hendes ærme og foldede det til en stram knebel. Han formede en mellemstor smertebobel med noget af den skønne brændende smerte, hun havde reageret så voldsomt på, og proppede den i munden på hende, før han bandt stoffet stramt om hendes mund, hvor det maste sig godt ind i hendes mundvige og holdt boblen inde. Uden at poppe den, satte han sig selv godt til rette foran hende, forbandt sit eget sår, og begyndte at rense sin kniv, mens han ventede på, hun vågnede.

Cora var langt væk. Måske var det ikke kun slaget i sig selv, men hendes krop, der forsøgte at beskytte hende i mod den fysiske smerte, det grimme sår i skulderen gav hende. Hun mærkede i hvert fald intet, som hun blev flyttet rundt med og bundet fast til et træ. Nej, hun svømmede rundt i det behagelige mørke, der omfavnede hende og fik hende til at slappe af fysisk og psykisk. 

Men langsomt begyndte virkeligheden at komme tilbage. Og med virkeligheden kom smerten. En svag klynken kom fra hende, inden hun var vågen nok til at kontrollere sig selv.
Med et ryk løftede hun dog hovedet med en hård og forskrækket smertefuld vejrtrækning igennem næsen, mens de rød-sorte øjne blev slået op. Hun var lige ved at bide sammen på grund af smerten, men noget fik hende til at stoppe. Hun havde noget i munden. En knebel. Og noget andet. Hendes øjne blev spærret op, da det gik op for hende, at det var en lille rund kugle. En af hans kugler. Dem med smerten. Hurtigt gabte hun op, så hendes tunge ikke længere lagde et pres på kuglen mod hendes gane. Et ryk fortalte hende, at hun var bundet fast til et træ. Forbandet!

Hun flyttede blikket til ham og et svagt glimt af frygt kunne anes, for hun var hjælpeløs. Og kuglen i hendes mund skræmte hende meget. Hvad ville han gøre ved hende? Døden skræmte hende som sådan ikke, selvom hun da helst ikke ville dø, men hvad han kunne gøre ved hende indtil døden, det skræmte hende nok til, at det kunne ses, som vreden syntes at være blevet glemt i bevidstløsheden.

"Velkommen tilbage," Zahinaels stemme var alt for rolig til situationen. "Jeg ville spørge om dit navn, så jeg kunne tiltale dig korrekt, men det har jeg lidt selv umuliggjort." 
Et bredt smil dominerede hans ansigt, og hans bevægelser med pudsekluden blev mere og mere fraværende, som han i stedet nød den panik, hun udstrålede. Han holdt sig selv kølig og afmålt, uden at vise nogen form for truende adfærd eller tegn på, hvad han havde i tankerne. Selv hans ben var lagt afslappet over kors, som om han bare havde en hyggelig samtale. 

"Du har skåret i min støvle, elvertøs," fortsatte han, stadig med samme næsten venlige tonefald. "Jeg ville have godtaget, at du afviste mit stillingsforslag, for det er ikke alle, der kan klare mosten, og jeg respekterer blot dem, der erkender deres begrænsninger. Men du, du kender ingen begrænsninger. Endnu. Forhåbentlig går du herfra med et par stykker.
Kuglen i din mund kan jeg prikke hul på hvornår det skal være." Han hævede en hånd og knipsede, men kuglen forblev endnu intakt. "Du kan tage det på forskud og selv bide i den, eller du kan vente til jeg synes det er det rette tidspunkt. Hvem ved? Måske behager du mig nok til, at det ikke bliver nødvendigt."

Med de ord fremmanede han fire kugler til i sin håndflade. Den ene lagde han på toppen af hendes hoved. Den indeholdt kold, stikkende smerte. 
"Sid stille. Hvis den falder ned, popper jeg den i din mund." Den næste blev proppet ind under hendes halsåbning, og den var fyldt med følelsen af forstrækninger og hud, der blev trukket for meget i. Den tredje lagde han i hendes skød fyldt med smerter som stiksår, og den fjerde beholdt hans i hånden og kastede lidt op og ned foran hende. 
Så poppede han den kugle, der lå på hendes hår.

Cora stirrede bare på manden, der begyndte at snakke til hende. Noget af vreden kom tilbage, hvilket kunne ses i hendes stikkende blik. Hun lyttede tavst. Så hun havde dummet sig. Det kunne hun bande sig selv langt væk over, men der var ikke noget at gøre ved det nu. Ikke som hun var bundet. Hun ville kunne skære sig fri med sin evne, og det var egentligt også, hvad hun ville gøre, men hun kunne ikke så længe han blev siddende og så på hende. 

Det gav et sæt i hende, da han knipsede, da hun forventede smerten ville eksplodere i hendes mund, men intet skete. Der var ikke tid til at være lettet, for der dukkede pludseligt flere af de kugler op i mandens håndflade. Hendes hjerte satte farten en smule op, for hun var godt klar over, at de skulle bruges på hende. Tortur. Noget hun mentalt burde være forberedt på, men en tanke der stadig skræmte hende. Ville hun kunne klare det? Eller ville hun knække?
Hun sad som frosset til stedet, da han lagde boblen på hendes hoved, men en svag vred lyd kom fra hende, da han flyttede på hendes tøj, så han kunne putte den anden ned i hendes halsudskæring. Og den tredje endte i hendes skød. 

Hun mødte hans blik og holdt det fast, også da boblen på hendes hoved poppede. Smerten skar ned igennem hendes hovedbund og fik det til at føles som om, at nogen flåede al hendes hår af. En lyd af smerte kom fra hende. Ikke et skrig, men en gennemtrængende lyd, der passede godt med smertestårerne, der dukkede op i hendes øjne. Hun var lige ved at glemme kuglen i hendes mund, men det lykkedes hende ikke at ødelægge den. Smerten blev ved og ved og hun klynkede bag kneblen. Endeligt begyndte det at lette lidt og hun trak hårdt vejret ind igennem næsen for at forsøge at falde til ro.

Zahinael nød synet af den hjælpeløse kvinde, der ikke engang kunne vride sig særligt meget i rebene. Han fulgte smerteessensens vandren ned under hendes hårstrå, trænge ind i hendes krop, og blive udskilt fra hendes øjne som tårer. Det var en smuk cyklus.
Han rakte en hånd frem og aede hende ned over kinden, mens hun prøvede at få ro på sin krop og vejrtrækning. Imens lod han kuglen under hendes trøje springes. Den havde lagt sig i en fold i tøjet lige over hendes navle, og essensen bredte sig ud over maveskindet, hvor det lagde sig som en tyk hinde og gav fornemmelsen af at blive trukket i de helt forkerte retninger. Der skete ingenting med hendes krop, for det var kun følelsen af det, kuglen indeholdt. 
Han huskede selv den smerte. Muskler, revet fra hinanden, strukket i umulige positioner, før de gav efter og lod sig rive over. Hud, der blev strukket, før de endelig bare gav slip for kniven og lod sig gå i stykker.

Al den smerte, han kunne påføre andre, var bitre erfaringer fra sig selv. Han kunne godt give en kugle en type smerte, han ikke selv havde prøvet ud fra en beskrivelse, men det blev aldrig rigtig lige så godt, som hvis han havde prøvet det selv.
Når han havde muligheden, samlede han flere erfaringer. Der var så mange magier derude, der kunne påføre smerte, som han ikke havde prøvet før, og det gjorde kun ham bedre til hvad han gjorde.

Cora gispede efter vejret igennem næsen, der allerede var smule stoppet, som tårerne var dukket op i hendes øjne. Følelsen af at blive kvalt på grund af kneblen i hendes mund var for et øjeblik gennemtrængende, men hun fik sig selv til at slappe lidt af omkring det. Hun fik luft nok igennem næsen. 
Det gav et ryk i hende, da han rørte hende, men han aede hende bare på kinden. En følelse hun kunne brække sig over, men hun fik slet ikke tid til at reagere på det, før den næste kugle ploppede på hendes mave.

Denne gang skreg hun igennem kneblen. Hun kunne slet ikke beskrive den smerte, hun kunne mærke. Det føltes som om, at nogen flåede hendes mave fra hinanden og hun måtte slippe hans blik for at se ned. Intet blod. Det var bare smerten. Hun skreg kun den ene gang, et langt forpint skrig, og bagefter klynkede hun ynkeligt og vred sig i rebene. Smerten var intens og hun gispede endnu mere desperat efter vejret, mens hun forsøgte at koncentrere sig om ikke at ødelægge boblen i munden af hende. Et enkelt tørt hulk kom fra hende, inden smerten igen begyndte at aftage. Det tog alt for lang tid og hun lukkede øjnene for at skjule smertestårerne i hendes øjne. Så meget smerte. Selv smerten fra skulderen føltes svag i forhold til det, hendes maveskind lige havde gennemgået. 

Smilet blev større, da kvinden skreg bag kneblen. Zahinael lukkede øjnene en smule i og lignede én, der duftede forårets blomster for første gang i sit liv. Han virkede helt ekstatisk over endelig at få et skrig fra hende. Bare ærgerligt, at han var blevet nødt til at lukke hendes mund til.

Han kunne ikke helt holde en let klukken tilbage, da hun kiggede ned på sin mave. 
"Bare rolig, du går ikke i stykker," sagde han koldt, men med  morskab i stemmen. "Ikke fysisk i hvert fald."
Blikket vandrede fra hendes forpinte ansigt ned til den kugle, der lå i hendes skød. Han prikkede lidt til den, så den trillede ned mod hendes knæ, og lod den opløses på vejen, så følelsen af stiksår væltede ud af den fra toppen af hendes lår og ned til hendes knæ. Det var en af hans absolut favoritter. Den fik de fleste til at snakke, hvis det var det, han var ude efter, og helt generelt var den bare effektiv. 
Noget af det folk næsten aldrig forventede under tortur, var at blive stukket ned, fordi det generelt var upraktisk at påføre sit offer for meget skade, når man havde brug for at de fik munden på gled. Der var det praktisk for Zahinael at han ikke behøvede rense sår eller sende healers ned, når han havde været der. Den eneste fare ved hans metoder var, at svagsindede væsner bukkede under og blev mentalt skadede, før de fik de informationer, de skulle bruge.

Hun nåede hverken helt eller halvt at komme sig over smerten i maven, der på ingen måde var væk, da han prikkede til den tredje kugle, der spredte sit våde inde ud over hendes lår. Smerten uudholdelig. Den mindede om den fra skulderen, bare mere kraftig og hun skreg igen. Hun kunne simpelthen ikke lade være. Hele hendes lår føltes som, at det var blevet skåret op i en milliard dybe snitsår, hver millimeter af hendes hud gjorde skærende ondt. Hun skreg og skreg igen, inden hun manglede luften til at fortsætte og i stedet begyndte hun at hulke. Tårerne faldt ikke, men hendes lunger trak sig hårdt sammen i stød. Hun glemte næsten at hun havde endnu en af de små kugler i munden, men på en eller anden måde havde hun stadig undgået at ødelægge den. 

Smerten forsvandt kun langsomt og hele hendes krop rystede under anstrengelsen. Hun lukkede øjnene lidt, forsøgte at skubbe det hele fra sig, men det var umuligt. Det gjorde så ondt. Til sidst åbnede hun øjnene og så på manden, der gjorde dette ved hende. Smerten skinnede igennem, men det samme gjorde hadet. Hun var langt fra knækket, men hun var absolut heller ikke sit gamle vrede jeg. Ville hun bede ham stoppe, hvis hun kunne snakke? Det var ikke til at vide, men lige nu var hun vred og hadefuld nok til ikke at ville tigge for sin frihed. Et eller andet sted vidste hun godt, at det bare var smerte, kuglerne gjorde hende ikke andet end det. Men smerten var ekstrem og hun ønskede ikke at føle mere. Tanken om den hun havde i munden lå hele tiden i udkanten af hendes bevidsthed og hun vidste, at hun ikke kom derfra uden at den også gik i stykker. Den viden gav hende en knude i maven. Frygt. Hun hadede at føle frygt. Men hun hadede manden foran sig endnu mere.

"I er så hadefuld en race," kommenterede Zahinael næsten hånligt. "Men jeg er glad for at se, at der er noget rationel frygt derinde et sted. Dit vredesskjold holder ikke evigt."
Med de ord greb han fat om hendes hals næsten før den anden smerte helt var forduftet. Mellem hans hånd og hendes hals lå den sidste kugle, han havde lavet, og den poppede så smerten ramte dem begge. Det var en trykkende smerte. For Zahinael føltes det bare som om hans hånd stod imod noget hårdt, eller en sten var ved at blive presset mod ham, og hans håndled ville give efter, men når den bredte sig rundt om halsen på elverkvinden ville det give en følelse af at blive kvalt, selvom luften uhindret flød ned i hendes lunger. Presset fra hans hånd var der, men ikke hårdt, som smerten ville antyde. Alt ved situationen var forkert. Følelsen ville forhåbentlig sætte en reaktion i gang om ikke andet så fordi nervebanerne ville tro, hun blev kvalt, mens kroppen sagtens kunne få luft.

Zahinael var tæt på hende nu. Han drak frygten direkte ud af hendes øjne, og smilet på hans læber blev kun større. Der var ikke tvivl om, at han nød hvert eneste skrig, hvert eneste hulk, hvert eneste vrid i hendes krop. For ham var hendes skrig bedre end nogen anden lyd han kunne få et væsen til at frembringe, og at mærke hendes hårde vejrtrækning og rystende muskler gjorde det kun bedre.
Snart ville han ikke kunne holde sig tilbage mere, og han ville springe kuglen i hendes mund. Hun havde tydeligvis ikke gjort det selv endnu, og han kunne ikke lade være med at beundre den viljestyrke det tog at lade sig være under hans magt og det spinkle håb, at han måske ikke ville ende med at gøre det alligevel.

Coras blik fulgte hans hånd og for et øjeblik skinnede frygten igennem. Endnu en kugle. På vej mod hendes hals. Hvad ville han gøre ved hende?
Hun skulle ikke vente længe for svaret og hun begyndte straks at gispe efter vejret, selvom luften havde fri adgang igennem hendes hals. Det blev nogle lange, forpinte gisp igennem hendes næse, mens hun havde det som om, at hun blev kvalt. Samtidigt med at hun fik alt for meget ilt i kroppen og hun begyndte at blive svimmel. Desperat forsøgte hun at slappe lidt af, men følelsen af at blive kvalt var for realistisk og hendes krop gispede helt automatisk efter vejret.

Hendes baghoved hvilede må træet bag hende, mens hun forsøgte at få kontrol over sin krop. Det gjorde stadig ondt i hendes lår, men smerten var faldet til et næsten holdbart niveau. Smerten i maven var blot et svagt minde og det gjorde ikke ondt i hendes hovedbund mere. Ikke så hun kunne mærke det for al den anden smerte, i hvert fald. 
Hendes blik flakkede lidt, næsten som i søgen efter hjælp, men vendte tilbage til ham. Tids nok til at se hans udtryk, som han poppede kuglen, hun havde i munden. 

Hun skreg. Det føltes som om, at nogen havde puttet et stykke glødende kul i munden på hende, en smerte der spredte sig ned igennem hendes hals. Tårerne flød fra hendes i øjne og hendes ansigt fortrak sig i smerte. Hendes skrig var halvkvalte og hun rykkede hårdt i sine reb. Det gjorde så ondt. Selv tanken om, at det kun var smerten, hjalp hende ikke, hjalp ikke hendes krop i panik over både den kvalte følelse og smerten der fyldte hendes mund. Skriget endte ud i en voldsom hulken og nogle små skrig. Tårerne løb ned over hendes kinder og dryppede ned i det store røde løse halstørklæde, hun havde op. Ville det ikke nok stoppe igen. Hun kunne ikke holde til det.

Zahinaels smil blev større og større med hendes skrig. Hans greb strammedes en smule om hendes hals, men slap så igen, og han lod sin finger følge hendes hals ned til kravebenet, mens den trykkende smerte aftog. 
Hun var stadig overvældet af smerten i munden, og et par tårer ramte hans hånd og gled videre fra den. Det bedste var, når hans ofre kom til at synke imens han lavede dét nummer. Så ville den brændende følelse godt nok forsvinde hurigere, men den ville lige blive følt hele vejen ned ad spiserøret og i maven først.


Han forblev helt tæt på hende, tog hendes hage i sin hånd og løftede hendes ansigt, så hans ånde ramte hende, da han talte.
"Er du ved at have fået nok? Har du lært, at du ikke skal forsøge noget imod mig igen?" Hans stemme var rolig igen, selvom hans åndedræt stadig var en smule hurtigt efter spændingen i at se hende lide. Han lød lidt mere som en formanende far end én, der lige havde brugt tortur for at få sin pointe igennem.