Pans kridhvide øjne blev smalle, idet han så kvinden an. ”Hvad er du for en…?” lød det undrende. Hun lignede et ganske ordinært menneske, en tjenestepige endda, hvis han ikke tog fejl af paladsets uniform, og alligevel påstod hun, at hun var adskillige hundrede år gammel. Skeptisk hævede Pan hagen af hende, overvejende om rollerne mon var byttet om, så det nu var hende, der forsøgte at narre dem. Teorien blev dog hurtigt droppet, da han ikke kunne se, hvilke fordele det skulle give hende at lade dem tro, hun var en dæmon, vampyr eller noget, der var endnu værre.

Blikke strejfede rytteren, og det var med et nervøst smil, som ikke forekom spor overbevisende, at han mødte dennes øjne, taknemmelig for, at den anden havde grebet tøjlerne igen.
”Det vil jeg se frem til,” løj han, og der herskede vist ingen tvivl i selskabet om, at han ikke havde nogen som helst anelse om, hvordan man håndterede en hest. Dyr som transportmidler føltes så overflødige, når man havde evnen til at flyve, at det syntes som spild af tid at lære at ride.

”Tyve minutter!” sukkede Pan dramatisk, om end han nok burde sætte mere pris på, at der rent faktisk var nogen, der ønskede at hjælpe ham. Kvindens næste ord blev mødt af et par himmelvendte øjne. Hvis det var det, hun havde brug for for at kunne komme igennem dagen, så måtte han hellere lade hende vade rundt i sin egen sure vælle og bedømme folk, om det så passede dem eller ej.

Theo trak let på skuldrene og nikkede let for at give kvinden ret. Han var efterhånden også selv holdt op med at holde styr på hvor mange år han havde været til. Det virkede ikke vigtigt efter man ramte en vis alder. Kun når Theo havde behov for et dække, løj han for det meste og fortalte folk, at han var lige præcis hvad han så ud til at være. - En helt almindelig, ung mand på 23.
Han sukkede over kvindens svar. 20 minutter. Han kunne godt fornemme, at han havde vænnet sig for meget til at være til hest, for 20 minutters gang lød af meget. Måske det egentlig mest bundede i, at han stadig var lidt bekymret for at byvagterne fik fat i dem. Det krævede kun en mistanke fra en enkelt af dem og så ville de være nødsaget til, at tænke hurtigt over en vej ud.

Det lod ikke til at være nødvendigt, for de 20 minutter gik hurtigere end Theo havde regnet med og inden længe stod de ved bymuren. Han stoppede op og sørgede selvfølgelig også for, at hesten gjorde, inden han rettede sig mod kvinden.
"Tak for hjælpen," sagde han med et venligt smil bredt over læberne. Uden hende var de ikke kommet så let væk fra rodet i nærheden af markedspladsen. "Jeg håber ikke du ender med at få problemer på paladset, nu hvor du har brugt din tid på at hjælpe os." Han vidste, at hun ikke var menneske, men uniformen afslørede stadig hendes erhverv og det ville da være ærgerligt, hvis hun egentlig havde været på vej mod paladset, før hun var stødt ind i hesten.

//Inaktiv