Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Pantalaimon Bhàsa Gaël
Kaldet: Pan
Køn: Mand
Alder: 156
Fødselsdag: 13. juni
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Ingen. Han tror på, at alt i naturen har sin egen ånd, men tilbeder ingen guder.
Erhverv: Healer og alkymist
Nuværende levested: Dianthos - I en lille to etagers bygning i Dianthos' centrale bydel, hvor han driver sin healer/alkymist butik. Han bor i en beskeden lejlighed ovenpå butikken.
Race: Dæmon

Udseende

Højde: 182 cm
Vægt: 72 kg
Han klæder sig i oftest i sort og hvidt, og jo mere dyrebare stoffer, de mønstrede gevandter kan være syet af, jo bedre. Tøjstilen er ikke strengt maskulin, og af og til bærer han gevandter, der leder tankerne i retning af en kjole. Smykker bærer han overalt, hvor han kan. Armbånd dingler fra hans håndled, øreringe sidder i de spidse ører, og sågar hornene og halen er udsmykket med sølvringe, der støbt specielt til formålet.

Hvad der skiller ham ud fra mængden ved første øjekast er uden tvivl den lange, æsellignende hale med den lille hårtot for enden, og de sorte horn, der bryder ud igennem hans pande. Førstnævnte skjules dog oftest under hans lange gevandter, og den er et ømtåleligt punkt for ham, idet den afslører hans humør omtrent lige så nøjagtigt, som en hunds hale afslører dens. Han har desuden dårlig erfaring med griske individer, der har forsøgt at skære den af ham i den tro, at noget så sjældent utvivlsomt må bringe gode penge ind på det sorte marked. Hornene er der til gengæld ingen, der nogensinde har forsøgt at snuppe. De buer bagud, og deres spidse ender er skjult bag en slags sølvfarvet fingerbøl, idet han mere end én gang er kommet til at stikke folk ved et uheld.

Af bygning er han høj og slank, og han finder ofte sig selv tårnene over menneskemængden, når han besøger travle bydele. Hans lemmer er ligeledes slanke, grænsende til feminine, og ansigtets form er androgynt. Håret er krøllet og lyst lilla, og det samme er hårtotten for enden af hans hale. Hans øjne er kridhvide uden synlige pupiller og regnbuehinder, og de står i skarpt kontrast til huden, der har en blågrålig farve.



I sin menneskelige form ligner han ethvert andet menneske med solbrun hud, gyldne øjne og sort, halvkort hår. Enkelte træk fra dæmonformen hænger dog ved i form af de spidse ører, de genstridige krøller og enkelte hvide hår, som stikker ud af hårpragten i nakken. Han har endnu ikke mestret denne form.

Magi

Magisk evne (1): Han har telekinesiske evner, og han kan få objekter såvel som sig selv til at lette. Det er ham dog ikke muligt at løfte ting, der vejer mere end hvad han normalvis kan bære (hvilket nogenlunde svarer til hans egen kropsvægt). Når han bruger evnen på tunge ting, bliver han hurtigt udkørt, som havde han fysisk båret rundt på svære objekter hele dagen, men det synes ikke at tappe på hans energi på samme måde at få sig selv til at svæve. Dette svarer nogenlunde til den kraftanstrengelse det er at gå, hvilket ikke kan siges at kræve meget, og han ses derfor ofte svævende et par centimeter over jorden.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Han kan fremmane lilla flammer, der opfører sig som normale flammer bortset fra den fundamentale forskel, at de er iskolde, hvis man rører ved dem. De æder ting op på samme måde, som varme flammer gør det, og de kan dermed være temmelig destruktive. Evnen er forholdsvist ny opdaget, og den kikser alt for ofte for ham, når han forsøger at bruge den. Han har før skudt flammer af sted som følge af et vredesudbrud, og ved et uheld sat ild til en fremmedes hår. Han undgår derfor helst at bruge den.
Dygtighed til at kontrollere evne: Lidt trænet

Personlighed

Charmen hviler som en tyk aura omkring ham, men det er sjældent, at den er oprigtig. Oftest dækker det flirtende ydre over ilde intentioner, og facaden er blot en manipulationsfaktor i hans spil. Hele sit liv har han været en suveræn skuespiller, og løgne kommer lidt til ham – lidt for let, vil nogen måske mene. Hvor store dele af hans liv der er pure opspind og farverige vendinger ved kun han, om end han før har formået at snyde sig selv, stensikker som han var på, at løgnen måtte have hold i virkeligheden.

Sarkasmen dækker over indre sorger, og den bruges ofte til at anfægte nysgerrige spørgsmål. Han har let til humor, og alting bliver taget med et gran salt. Den spøgefulde adfærd har dog før formået at skræmme folk bort, idet drillerierne hurtigt kan tage overhånd og vender på en tallerken, når hans dæmoniske side skinner igennem. Andre folk er trods alt ikke andet end skakbrikker i hans spil, og han finder det svært at vække sympati for dem.

Styrker:
- Han har et musikalsk talent, og der findes næsten ikke det instrument, han ikke har mestret i sit lange liv. Oftest ses han med sin lut på ryggen.

- Han har et særligt bånd til naturen, og ved stort set alt, der er at vide om dens planter og skabninger. Det er denne viden, der gør ham til en brillerende healer og alkymist. På grund af sit særlige bånd til naturen bliver han desuden let vred, hvis folk gør unødig skade på den.

- Han er analyserende og velovervejet, og der skal meget til at slå ham nok ud af kurs til at foretage sig noget overilet.

Svagheder:
- Hele hans væsen synes at være blottet for al sympati, og det har ofte bragt ham i problemer, når han uden succes har forsøgt at ofre folk sin kærlighed. Tit formår han at såre andre uden at have intention herom med sin apatiske tilgang til deres følelser.

- Han frygter ensomheden og bliver let angst, hvis han befinder sig selv på egen hånd alt for længe af gangen. Ofte er det ufrivillige folk, han vælger at pådutte sit selskab, og så må de lære at affinde sig med den byrde, hans selskab kan være. Frygten nedstammer fra dengang hans åndeform var fanget i en bog i en alkymists laboratorie, hvor han havde selskab alle døgnets timer. At være foruden selskab er noget, han aldrig har vænnet sig til.

- Han er ironisk nok, hans magiske evner taget i betragtning, bange for ild. Det er utvivlsomt denne forbi, der har forhindret ham i at træne sin evne.

Baggrundshistorie

De første år af barndommen er sorte huller i hans hukommelse, og han husker intet derfra. Han ved dog, at hans mor må have efterladt ham, for den menneskeheks, han siden da har tiltalt ”moder”, fandt den lille baby mutters alene i skoven og besluttede sig for at tage dæmonafkommet med sig på trods af den fare, et valg som dette kunne føre med sig. Adskillige forsøg på at spore hans biologiske familie siden hen har været forgæves.

Dæmonen voksede op i en lille hytte midt ude i skoven, hvor civilisationen syntes milevidt borte. Kun sjældent fik Pan et indblik i omverdenen, når folk kom til hytten for at søge hjælp hos heksen Ivalaine. De ønskede helbredelse fra livstruende sygdomme, ville nedkaste forbandelser over deres naboer eller jage onde ånder på flugt; hvad end problemet var, syntes Ivalaine at have en løsning. Som Pans interesse for hendes håndværk voksede, begyndte hun at lære ham op i alt, hun vidste om helbredende planter, salver og eliksirer, og den lille dæmon tog med iver hendes lærdom til sig.

Tredive år passerede forbi i den idylliske skovhytte, før Ivalaine i en ualmindeligt høj alder drog sit sidste åndedrag. Aldrig før og aldrig sidenhen har Pan erfaret så hjerteknusende en smerte som den dag, han kyssede hendes kind farvel og forlod sit barndomshjem for at drage ud i den store verden. Han mødte ethvert nyt væsen og bekendtskab med en blåøjet naivitet, der senere skulle fordufte, da ulykken ramte ham. Kun to år nåede han at tilbringe som omrejsende eventyrer, før han faldt i en fælde, der de næste fyrre år sikrede hans åndeforms tilfangetagelse i en bog. Tilfangetageren var en vampyr ved navn Nicholas, som han mødte på en kro en sen aften. Denne var alkymist, og Pans nysgerrighed var straks vagt, da vampyren lovede at vise ham sit laboratorie. De nåede at bruge adskillige dage i hinandens selskab, Pan som gæst hos Nicholas, der lærte ham et og andet om alkymi, før vampyrens gæstfrihed vendte på en tallerken. Pan nåede ikke at kæmpe imod, og han sekunder senere fandt sig selv indespærret i en tyk, gammel bog.

Det var en underlig ny tilværelse. På trods af, at han intet kunne gøre eller sige, kunne han følge med i alt, der skete i det lille laboratorie. Årene haltede forbi, og livet var én stor sorg, før redningen kom i form af en kvindelig vampyr, der måtte have set sig sur på Nicholas, for Pan overværede hende separere dennes hoved fra kroppen. Med ét var forbandelsen brudt, og Pan fandt atter sig selv i sin fysiske form. Aldrig før har det føltes så skønt at trække vejret.

Siden da har han rejst omkring og nydt sin frihed, selvsagt uden at stole på fremmede. Tiden blev brugt på at studere alkymi og botanik, og han sugede viden til sig fra de mange læremestre, han studerede under i løbet af årene. Først for nylig har han slået sig ned i Dianthos og åbnet en lille butik.

Familie: Han kender ikke til sin biologiske familie, og menneskekvinden Ivalaine er derfor det tætteste, han kommer på at have haft en mor. Hun er dog for længst død.

Andet

Om halsen bærer han altid en lille sølvmedaljon, der er hans kæreste eje. Den kan åbnes, og formår man at tvinge den op, vil man blive mødt af indtørret, blå blomst. Denne stammer fra skoven omkring hans barndomshjem, hvor alle hans lykkeligste minder udspillede sig.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Fantastisk
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Over middel