"Det vil du få at mærke tidsnok, elvermand," sagde han med et velvidende smil. Uglen flaksede lidt. Hun brød sig aldrig om de aftaler Cúlainn lavede. Hun vidste hvilken magt der lå i de aftaler. Hun havde mærket Skyggernes straf hvis man kæmpede mod aftalen, og hendes aftale ville kunne resultere i hendes død hvis hun ikke adlød. 

"Godt." Hans stemme var fyldt med selvtrilfredshed, og en skræmmende tone. Det var som om en jæger havde sit bytte lige hvor den ville have det. En edderkop der smilede sulten til en flue der havde forvildet sig ind i nettet. Davian ville komme til at mærke et sug i maven eller at det løb koldt ned af ryggen. Han ville have en besynderlig fornemmelse af at vide hvor det ville være en god idé at gå hen hvis han skulle støde på Valainistima, Vinterens Stemme. Det var som en ren intuition der fortalte ham at måske skulle han tage til Sølvfloden på et givent tidspunkt, tilfældigvis det samme tidspunkt som hun ville være der. 
Cúlainn trak sin dolk og gik langsomt helt hen til elveren. Dolken hvilede roligt i hånden som hang slapt ned langs siden. "Så er det til min del af aftalen," sagde han med et ulvesmil. Han ville gå hen og gribe med sin frie hånd om nakken på elveren og tvinge ham halvt i knæ. "Stå stille!", beordrede han, så elveren var mere medgørelig. Hvis han ikke opførte sig ordentlig kunne Cúlainn ikke overholde sin del af aftalen. Jagten lå i hans blod. "Åben munden!", kom endnu en ordre. Magien strømmede fra hele Cúlainns krop. Den var nærmest taktil som man stod så tæt på en fae i gang med et mægtigt ritual. Dolken blev hævet op til Cúlainns mund. Han bed tænderne om skæftet. Hans hånd gled over klingen, og rødt blod dryppede fra de lange slanke fingre. Han lod blodet dryppe ned i munden på elveren. Syv dråber. Smagen ville være sød som flydende honning, med en duft af skovbund og nåletræer. Behagelig og tillokkende.
Cúlainn slap elveren og trak sig lidt tilbage, og stak dolken i skeden. Han vendte elveren ryggen, men pludselig trak han sin bue og affyrede en hurtig pil der for forbi elveren. Et dødshyl kom fra et dyr der blev fældet af den pludselige pil. Den selv samme buk der for lidt tid siden havde lignet et sygeligt ådsel var atter blevet til et friskt og smukt bytte.

Ville få at mærke hvordan en aftale var. Hvad var nu det for noget pjat at sige? Han var slet ikke sikker på noget mere. Han kiggede på uglen og så hvordan hun nærmest blev mere febrilsk i sin gøren. Hvad var nu det for noget? Skulle han bakke ud af denne aftale inden den allerede var fastlagt, eller skulle han se hvad der skete? Han bed sig i læben og fast holdte sit blik på uglen. "Javel ja...." kom det lidt stille fra ham mens han holdte øje med uglen.

Stemmen som Cúlainn brugte fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han brød sig ikke rigtig om stemmen og hvad der nu skulle ske. En sky lagde sig hen over månen og det fik det bare til at virke mere uvelkommen det hele. Der var noget i luften som ikke føltes rigtigt, Davian kunne bare ikke sætte en finger på hvad det var. På intet given tidspunkt havde han haft Valainistima i tankerne. Han vidste ikke engang hvem han egentlig mente med Vinterens stemme, men alt dette skulle nok komme til ham på et eller andet tidspunkt.
Cúlainn trak sin dolk og kom tættere på ham, hvad skulle der nu ske?! Det var slet ikke dette her han havde aftalt, og slet ikke at skulle op i kamp. Han ville aldrig vinde, selvom buen sad på ryggen ville han ikke nå at kunne trække den. Der var jo kort afstand mellem dem og Cúlainn ville nå ham hurtigere end noget andet. En hånd blev lagt i nakken på ham og han blev tvunget ned i knæ hvor meget han så end prøvede at kæmpe imod. Lyden af Cúlainn's stemme gjorde indtryk på ham og han slappede lidt mere af, dog kæmpede han stadig på at komme fri. Ordren kom og med et åbnede han munden mod sin vilje. Hans blik var fastholdt på Cúlainn og hvad han gjorde med dolken. Han gjorde store øjne da kniven blev lagt i munden og han skar sig hen over hånden. Hvad var dette for en form for magi?! Magien flød i luften og det kunne mærkes, den varme blod dryppede ned i hans åbne mund og gled direkte ned i svælget på ham. Selvom det var blod var det sødt hvilket han ikke kunne forstå hvorfor. Skyen der havde været over månen forsvandt idet Cúlainn gik væk fra ham, der gik noget tid inden han kunne rejse sig. Hans vendte sig om da buen blev skudt og ramte den selv samme buk der havde ligget ved siden af dem for lidt siden. Hvad var dette for en magi?! "Er du sindsyg!? Hvad skulle det blod til for?!" han tørrede sig om munden selvom han faktisk hungrede efter noget mere.

//Inaktivt//