Det var lidt en lettelse, da Zofrosts nye herre sagde, at det var nok. Han behøvede ikke at fortælle mere. Lettelsen forsvandt dog hurtigt, da manden rakte ud i mod ham. Helt automatisk krympede Zofrost sig under hans berøring, som forventning om, at blive slået eller skadet på anden måde. Men det var bare det. Et lille klap på hovedet, som var han den hund, de fleste anså ham for at være.

Endeligt fik han besked på at spise og han foldede sig hurtigt ud for at gribe skålen og trække den nærmere. Skeen gik direkte fra skålen og ind i hans mund, hvilket fik ham til at brænde sig, men han ænsede det næsten ikke. Han var så sulten, det kunne ikke gå stærkt nok med at spise. Især fordums tids minder om ejere, der tog maden fra ham igen, fik ham til at klamre sig til ske og skål og spise så hurtigt som muligt. Pænt nok, men hurtigt. 
Ordet assistent fløj næsten over hovedet på ham, men han nåede dog en lille tanke om, at det var underligt at manden ikke bare sagde det, som det var - han var hans slave, købt og betalt. Men det var ikke første gang, nogen kaldte ham andet end slave, så han var egentligt ligeglad. Det ændrede ikke på noget, at blive kaldt andet end slave, det var, hvad han var.

En hånd fór hurtigt ud og greb brødet, der lige så hurtigt blev taget en bid af og tygget i. Hele hans krop jublede over at få den varme mad ned i maven og der faldt meget hurtigt lidt mere ro over ham, selvom han stadig var anspændt i frygt for at få taget maden fra sig. Men hans skuldre faldt en smule ned og han så lidt mere op, men undgik stadig øjenkontakt. Det ville tage lang tid at lære ham at se nogen i øjnene, siden han hele sit liv havde fået at vide, at det gjorde en som ham ikke.
Det var kun i den anden skikkelse, at han kunne finde på det, fordi han fik mere selvtillid, mere styrke, i den anden skikkelse.
Lige nu spiste han bare, hurtigt og koncentreret, uden et ord.

"Du er sulten," mumlede Sejr, da han så, hvordan Zofrost slubrede maden i sig uden tøven. "Fra nu af skal du bare spise den mad, der bliver serveret for dig. Du behøver ikke tilladelse fra mig. Jeg ved ikke, hvordan det har været med dine tidligere herrer, men jeg kan næsten regne ud, at du blev holdt i stram snor. Det bliver du ikke hos mig."

Sejr lænede sig tilbage og tog en tår af sin øl, inden han tørrede sit skæg med hånden.

"Lad mig så fortælle dig noget om mig," fortsatte han. "Men spise endelig videre!" tilføjede han også i det tilfælde, at Zofrost ville lægge skeen fra sig for at lytte.

"Mit navn er Sejr," begyndte han roligt, "men det er kun mit navn lige nu. Jeg har også et andet navn, en anden skikkelse. Jeg går også under navnet Liv og tager skikkelse af en kvinde. Om jeg egentlig er en mand eller en kvinde... ja, det har jeg faktisk glemt." Han lo lidt for sig selv. "Du kommer til at følge mig, hvorend jeg går. Lige nu bor jeg i et hus sammen med mine børn. Og børn har jeg mange af - flere end du vil kunne tælle. Jeg er nemlig ikke helt ung længere, ser du." Sejr smilede igen lidt for sig selv. "Mine børn skal du beskytte med dit liv, ligesom du beskytter mig. Til gengæld vil du få en varm seng i mit værelse. Du vil få et fast antal krystaller om ugen, og én gang om måneden vil du få et døgn fri til at bruge dine krystaller, som du finder passende. Hvis du ønsker fri i længere tid til for eksempel at besøge familie, må du sige det til mig. Så kan vi forhandle om det. Du skal være min hjælper, min assistent, som jeg forventer at kunne regne med. Jeg bryder mig af princip ikke om vold, og jeg ser helst, at du ikke giver mig grund til at bryde mine principper. Du vil få det godt hos mig, Zofrost, og hvis du engang får brug for min hjælp, vil jeg være velvillig, hvis det står i min magt. Nå ja, og hvis du foretrækker at leve i din anden skikkelse, så er du fri til at gøre det, med mindre jeg beder dig om noget andet."

Efter denne tale tog Sejr endnu en slurk af sin øl, mens han ventede på Zofrosts reaktion.

Hurtigt kastede Zofrost et blik på manden, der var hans herre, da han sagde, at han altid bare skulle spise og ikke vente på tilladelse. Det var ikke første gang, at det havde været sådan, han havde næsten haft det sådan hos Balthazar, der havde han skulle spise med mandskabet på skibet. Trods Balthazars vilde voldsepisoder, havde Zofrost haft det rimeligt godt ved den sindssyge pirat. Men det føltes som evigheder siden.
Han spiste videre, forsøgte at tømme skålen så hurtigt som muligt. Hans mund brændte, men det rørte ham ikke. Det ville hele igen i løbet af de første minutter, så snart han var færdig med at spise.

Selv hvis Sejr ikke havde bedt ham blive ved med at spise, havde han nok gjort det alligevel i forventning om at hans ejer nok skulle sige til, hvis han skulle stoppe med at spise. 
Sejr. Intet efternavn. Det måtte Zofrost finde ud af alligevel, han havde lært at bruge efternavn i tiltale. Det virkede næsten til, at han var uinteresseret, som han spiste videre, men han lyttede meget grundigt efter, hvad der blev sagt, også selvom han ikke forstod det med den kvindelige skikkelse. Kunne han skifte til kvinde som Zofrost kunne skifte til dyr? Forvirrende og han lod være med at tænke nærmere over det.

Til gengæld gik skeen i stå halvvejs oppe, da der blev nævnt løn. Med et meget overrasket, meget forvirret blik, så Zofrost op på Sejrs ansigt. Krystaller. Penge. Han ville... han ville få penge? Aldrig havde nogen givet han penge før, ikke til ham selv. Det måtte være en morsomhed fra mandens side af, en løgn til at få ham til at opføre sig pænt. Ingen gav en slave løn. Så forsvandt konceptet med at have en slave. Han blinkede forvirret, fik en rynke i panden og spiste så en skefuld mere. Ordene om, at han kunne besøge familie fik ham næsten til at le, men tanken faldt på Ella. Måske han kunne... nej, han kunne ikke bede om fri for at finde Ella. Bede om fri. Tanken var lige så absurd som at få penge og han rystede svagt på hovedet for at skubbe de tanker væk.

Ingen vold. Ordene der kom fra den store mand gav ingen mening, og Zofrost var efterhånden begyndt at lukke af for dem, for han troede ikke på noget af det alligevel. Men han løftede hovedet igen og flyttede lidt uroligt på sig, da Sejr sagde, at han selv kunne bestemme, hvilken skikkelse, han ville være i. Det ville være rart. Han kunne godt lide selv at bestemme. Det skete en gang i mellem, at han fik lov til det.

Det var en lang smøre fra Sejr og det meste af det var så forvirrende, at han ikke vidste, hvad han skulle svare eller gøre, så han svarede bare på den ene ting, han dog vidste.
"Jeg har ingen familie," mumlede han og skyndte sig at spise videre, afvisende i sin udstråling. Han ville ikke være utaknemmelig, men han troede ikke på meget af det, der var blevet sagt. Han burde sige, at han forstod sine opgaver, at beskytte, men han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle lave som assistent, så han sagde ikke noget. Han håbede det var godt nok.

Sejr vidste ikke helt, hvad han havde forventet fra Zofrost, men det var ret tydeligt, at Zofrost på ingen måde troede på hans løfter om løn og fridage. Men det var vel man man kunnet have forventet af en slave, der havde ligget under for mange ubarmhjertige herrer igennem årene. Tillid var nok ikke ligefrem den følelse, Zofrost følte mest af, så Sejr måtte bare bevise overfor ham, at han fortjente hans tillid.

"Du finder nok på noget at bede om fri til alligevel," sagde Sejr med en dyb kluklatter. "Jeg kan se på dig, at du har svært ved at tro mig på mine ord, men så må jeg bare bevise det overfor dig igennem mine handlinger. Så ender du nok med at tro på mig alligevel."

Han nikkede mod den halvtomme suppe skål og tilføjede, "Vil du have mere?"

Tro på ham. Zofrost tvivlede. Medmindre han gjorde lige nøjagtigt det, han havde sagt, ville Zofrost ikke tro på ham, Han vil altid forvente at blive behandlet som det han var, en hund, en slave, et laverestående væsen – og som slave fik man ingen penge og ens ejer slog. Eller på anden måde fik det til at gøre ondt. Sådan var det bare, det vidste Zofrost da, med mere end tyve års erfaring som slave.

Da der blev spurgt, om han ville have mere, tøvede han synligt. Han ville gerne sige ja, for han var stadig sulten, men han vidste også godt, at han med en mave, der var så uvant med at spise, ikke skulle spise for meget. Han ville bare få ondt og blive dårlig, det var dumt. Han havde gjort det så mange gange før.
Så langsomt rystede han på hovedet, hvilket fik hans lange hår til at bevæge sig.
”Nej tak.” Og så snart han havde sagt det, begyndte han at spise videre, hurtigere end før, stadig bange for at miste sin mad. Suppen var efterhånden også kølet lidt ned, så det gjorde knapt så ondt at spise den.

Han stoppede dog op lidt efter og skævede tøvende mod sin nye herre. Han havde et spørgsmål eller to, som han ikke helt vidste, om han kunne tillade sig at stille, men manden havde jo lige sagt alt muligt om ikke at være voldelig og give ham penge.
”Hvad hedder De til efternavn?” Han dukkede sig lidt automatisk, da han havde stillet det uskyldige spørgsmål, men det var så indgroet i ham, at han var ”fræk”, når han stillede spørgsmål, og det gav normalt slag.

"Chaia," svarede Sejr og løftede et øjenbryn af, hvordan Zofrost dukkede hovedet efter sit spørgsmål. Troede han, han ville blive slået? Højst besynderligt. Han lænede sig lidt frem over bordet for at tilføje i et lidt lavere stemmeleje, "Men det skal du ikke gå rundt og fortælle folk. Jeg er efterlyst i min kvindeskikkelse, og selvom vi ikke deler fornavn, så deler vi efternavn."

Sejr lænede sig tilbage i sin stol igen og løftede sin ølkrus for at tømme resten af indholdet i det, inden han smilede til Zofrost.

"Når du har spist, går vi hjem," sagde han og strakte sine arme over sit hoved med det let grynt. "Så skal jeg vise dig rundt i huset, så du kan lære det at kende. Du kan også møde min tjener, Cole, en venlig men meget genert dreng. I vil sikkert blive fine venner."

Chaia. Zofrost brændte det ind i sin hukommelse, så han kunne huske det. Men hans herres næste ord gjorde han lidt forvirret. Efterlyst? Det i sig selv var ikke et problem for Zofrost, han var ligeglad, men skulle han så lade være med at bruge navnet? Efter et par sekunders overvejelse kom han frem til, at han heller måtte bruge sin herres fornavn i stedet. Hvilket han straks demonstrerede.
"Ja, Herre Sejr."

Han svarede ikke på, at de skulle hjem og han skulle møde en anden slave - tjener - som han sikkert "ville blive fine venner med". Zofrost gjorde aldrig noget for at socialisere med de andre slaver i huset, faktisk gjorde han det modsatte. Han ville ikke have venner. Hvad skulle han det for? Han var der sjældent ret længe alligevel, og han var ikke som dem. Ofte var folk bare bange for ham på grund af hans anden skikkelse og lidt intense væremåde. Nej, han ville ikke blive venner med mandens tjener. Især ikke, hvis denne var en fri mand og Zofrost var, ja, som altid, en slave.

Men han skyndte sig at spise sin mad, så hans herre ikke skulle vente for længe på ham. Det tog ham ikke længe at komme til bunden af skålen og skeen skrabede mod keramikken. Det var lige før, at han havde lyst til at slikke skålen, men han lod være. Det var ikke god bordskik, så meget vidste han da. Så i stedet stillede han den fra sig og så på Sejr.
Han var efterhånden blevet varm og mæt. Men han havde ikke rørt sin øl, han brød sig ikke rigtigt om det, heller ikke selvom det nok var tyndt øl. Alkohol ødelagde ham og han kunne ikke lide det, hverken i større eller mindre portioner. Han var ked af at efterlade det, men han ville heller ikke drikke det, ikke på den tomme mave, han havde haft, da de kom.
"Jeg er klar, Herre." De blå øjne gled kort til hans ansigt, men ellers holdt han blikket mod bordpladen.

"Godt!" sagde Sejr muntert og rejste sig med det samme. Han gravede lidt i en lomme og efterlod et par krystaller på bordet som betaling for mad og drikke, inden han gestikulerede til Zofrost om at følge med sig.

Det var efterhånden blevet mørkt udenfor, og vinden hylede en smule ned af de snoede gader. Sejr slog kraven på sin jakke op og skævede til Zofrost med et smil.

"Gå ved siden af mig, som mennesker eller hund, det bestemmer du," sagde han og satte i gang ned ad gaden i et roligt, men beslutsomt tempo. Han glædede sig til at komme tilbage til huset. Det var dét sted, han havde boet længst i mange år, og det var egentlig meget rart at føle sig knyttet til et sted. Det var trods alt her, Liv havde født deres to yngste børn, så der var en hvis sentimentalitet knyttet til det. 

Det tog mindre end en halv times gang, før de nåede palæet. Det lignede sig selv (heldigvis ikke brændt ned), og den hvidpudsede facade lyste næsten op i skæret fra gadelamperne.

"Det er her," sagde han til Zofrost og førte an op ad den lille brolagte sti, der først igennem forhaven til hoveddøren. Han tog i mæssinghåndtaget - døren var åben, hvilket mindede han om, at han måtte se at få lagt en besværgelse på håndtaget, så det kun åbnede for ham og hans familie, tjenere inkluderet. 

Hall'en, de kom ind i, var oplyst af en enkelt olielampe på et lille marmorbord og huset lå stille hen. Cole var måske ude? Sejr tog sin jakke af og smed den over ryggen på en stol, inden han satte sig for at hive sine støvler af.

"Gå du bare på opdagelse," sagde han til Zofrost, mens han kæmpede med de tunge støvler. "Men kom herned igen, når jeg kalder. Så skal jeg vise dig, hvor du skal sove."

Zofrost rejste sig op og fulgte med Sejr ud af kroen. Der var stadig koldt ude, men nu havde han da i det mindste fået varmen, så da hans herre sagde, at han selv kunne bestemme, valgte han at beholde sin nuværende skikkelse og gå ved siden af ham. Ingen grund til at tiltrække sig unødigt meget opmærksomhed i dag. 
Turen var lang nok, men Zofrost brugte den på at studere sine omgivelser i mørket. At han var i bar overkrop virkede ikke til at påvirke ham på nogen måde, hverken ved kulden eller generthed.

Endeligt nåede det frem til et stort hus og Zofrost måtte konstatere, at hans ejer måtte have mange penge, for han havde ikke set mange af den type huse i sin tid i Krystallandet. Hvis overhovedet nogen. Med en følelse af, at han var for beskidt til at komme med ind, trådte han forsigtigt over dørtærsklen og så rundt. Så meget plads. Zofrost havde haft ejere med endnu større huse tilbage, hvor han kom fra, og han kunne lige så lidt vænne sig til at være inde i dette hus som de andre. Mente han. Forskellen her var bare, at her skulle han åbenbart bo i hovedhuset og ikke i tjeneste/slaveafdelingen. Eller stalden.

Han nikkede kort til ordren og langsomt og lidt usikkert begyndte han at bevæge sig rundt. Stuerne var kæmpe store og fyldt med dyre møbler, tæpper og gardiner. Ud af vinduerne kunne han skimte en have i mørket. En stor have. Køkkenet var mere trygt, men stadig stort. Tænk at han måtte gå herud, når han ville. Og spise? Han var lige ved at snuppe et æble fra et fad, men lod være. Ikke mere mad lige nu. Og han kunne jo have misforstået noget.
En trappe ledte ham ovenpå, hvor han lige så forsigtigt kiggede ind på værelserne, hvor dørene stod åbnet. Han ville helst ikke røre ved noget eller forstyrre nogen.

Der var ikke meget lys. Et forskrækket gisp lød fra ham og han stødte ind i et lille bord, da der var noget, der bevægede sig, men det viste sig bare at være hans eget spejlbillede fra et stort spejl på væggen. Hans hjerte galoperede af sted, mens han trådte væk fra det lille bord. Lidt nysgerrigt så han nærmere på spejlet og sig selv. Det var sjældent, at han så sig selv genspejlet andet end i vandspjl og de var ofte så forstyrrede. Nej, her kunne han se sig selv. Radmager, lettere beskidt og med et mangefarvet, langt hår, der trængte til at blive filtret ud. De blå øjne lyste op selv i halvmørket omkring ham. Han var på en måde lidt rystet, for han havde tabt sig meget, siden han havde set sig selv mens han var hos Balthazar. Men han havde kunne se det på sig selv, de udstikkende hofter og tydelige ribben. Hans ansigt bar også præg af det.
Han glemte helt sine omgivelser, som han stod der og så på sig selv i spejlet.

Falk var kommet hjem for flere timer siden, kun for at opdage et tomt hus. Ingen Liv, ingen Sakse. En tjener Falk ikke kunne huske navnet på, som hun i et raserianfald havde været lige ved at smide ud af huset. Han havde fået lov til at blive, men kun under trusler om at Falk ville gøre ham fortræd, hvis hun opdagede ham i huset. Det måtte være hans eget ansvar at holde sig ude af hendes synsvidde.
Hendes vrede var kun vokset, da hun havde opdaget to børneværelser, der var blevet taget i brug. Legetøj, børnetøj, børnebøger. Falk havde mest af alt haft lyst til at sætte ild til huset, da hun opdagede det - Liv havde lovet hende, at hun ville være den sidste. Hun var træt af at få flere og flere søskende.

Hun var faldet i søvn på sit værelse. Med sin levendegjorte bamse, Bjerg, i armene. Selv når hun ikke rejste med andet, havde hun altid Bjerg med sig, og han sov ikke, da hoveddøren blev skubbet åben. Han var ikke god til at tale, det havde han slet ikke nok sjæl i sig til - Falk havde overvejet at give ham lidt mere fra nogen, men der var to minusser ved det: For det første var hun nødt til at tage et sjælestykke uden at Liv opdagede det og for det andet var hun ikke sikker på, at hun gad hvis Bjerg fik nok intelligens til at kunne sige hende imod eller tænke for sig selv overhovedet. Var det ikke også derfor Liv blev ved med at få små børn? For at have et dumt væsen, der ikke kunne tænke udover sin kærlighed? Falk følte at hun havde regnet sin mor ud for længst.

Bjerg rykkede hende i håret og Falk kom langsomt til sig selv i et helt mørklagt værelse. Hun havde sovet længere end hun troede. Allerede imens hun var på vej op, fik hun øje på nogen på sit værelse, og hun stivnede samtidig med at han gjorde. Havde han opdaget hende? Nej, han havde set sit spejlbillede.
Uden et ord rejste Falk sig op og på et øjeblik havde hun grebet fat i fyrens overarm. Han var tynd som en gren og hun tænkte ikke engang på at få fat i den kniv, der lå på hendes natbord. I stedet brugte hun sin evne til at gribe fat i hans sjæl og flå i den.

"Hvor er min mor?" Hvæsede hun, imens hun strammede grebet om drengens sjæl. Havde Liv virkelig tænkt sig at hive sådan en lille dreng ind i sin seng? Han var højst på alder med hende! Hun fik kun endnu mere lyst til at myrde ham ved tanken. 

Zofrost havde været så optaget af spejlet, at han ikke havde opdaget, at der var andre i rummet. Det var først i sidste øjeblik, at han så en anden bevægelse i spejlet, men da var det for sent. Nogen havde grebet ham om armen, og inden han kunne nå at reagere, skete der noget. Et halvkvalt, forskrækket skrig kom fra ham, inden han desperat trak vejret ned i sine lunger igen. Det føltes som om, at nogen var ved at flå hans indre ud, det gjorde ondt og var meget ubehageligt. De isblå øjne blev løftet til pigens ansigt, skræmt og i smerte, mens han gled ned på knæ, da han mistede styrken i sine ben.

Spørgsmålet forvirrede ham, han vidste da ikke, hvor pigens mor var henne? hans herre boede her og han havde ikke nævnt andet end noget om nogle børn, ikke noget om en hustru... og så dog. Det slog Zofrost at manden havde snakket om at kunne skifte krop til en kvinde. Måske det var pigens mor? Det var meget forvirrende for Zofrost. Normalt ville han have forsøgt at forsvare sig selv, men han vidste ikke, hvem pigen var. Hun havde åbenbart ligget i sengen, så hun måtte høre til huset, regnede han da med, og derfor var hun nok en af dem, han skulle passe på. Især hvis hun virkeligt var en af hans herres børn.

"J-jeg v-ved ikke..." Fik han klemt ud, mens han forsøgte at rive sig fri af hendes greb, men han kunne ikke. Det var ubehageligt og han gispede efter vejret, mens hans ansigt fortrak sig. Han var bange. Var hun ved at slå ham ihjel? Hvad gjorde hun ved ham? Hvordan kunne han få hende til at stoppe?
Trangen til at skifte skikkelse var stor, men han gjorde det ikke. Han vidste ikke, om han måtte skade hende, så han ville hellere lade være, selvom det gik ud over ham selv. Desperat rev han i sin arm i et forsøg på at komme fri.

Sejr havde været i køkkenet og i gang med at spise et æble, da han pludselig hørte tumulten ovenpå. Han smed æblet fra sig og begav sig hurtigt ud til hall'en og op ad trapperne. Hvor ville det være typisk, hvis han mistede sin nye hjælper, lige efter han han havde fået ham! Sejr håbede bare, at Zofrost kunne forsvare sig mod hvem end, der havde angrebet ham.

Det var ikke svært at finde ud af, hvilket rum slåskampen fandt sted i, for Sejr kunne bare følge fornemmelsen af de to sjæle, og han havde været helt klar til at forsvare sin slave, da han brasede ind i lokalet, men synet fik ham til at stoppe op.

To helt klare og konkurrende tanker fór igennem hans hoved på samme tid: 1) der var en ung, smuk, kønsmoden kvinde inde for hans rækkevidde, 2) de vilde brune krøller vækkede et svagt men indtrængende minde i hans hukommelse; denne unge kvinde var hans... Livs datter. Hun hed.... hun hed Falk.

"Falk!" sagde han og trådte et skridt tættere på, forsigtigt. Hvis han huskede korrekt, så var Falk ikke til at spøge med. En vildkat med meget skarpe klør, og selvom han nemt kunne tvinge hende af Zofrost med magt, så ville han meget nødigt være hende fortræd.

"Falk, det er mig," sagde han og holdt en hånd ud mod hende. "Kan du slet ikke kende mig, lille rovfugl?"

"Du ved det ikke?" Skreg Falk tilbage af ham. Enhver mand hendes mor tog med hjem, var nødt til at være en mand hun hev med sig i seng, selv dem der var på hendes alder. Hvis ikke han var her for at tilfredsstille hende, så var han her for at stjæle hendes ting og det var kun en smule bedre.

Hun fulgte efter ham ned på gulvet, hvor hun greb fat om hans hals med sin frie hånd og fik tvunget ham helt ned at ligge. Hun satte sig overskrævs på ham, og selvom hun ikke havde meget vægt at holde ham nede med var det nemt, når hun samtidig var ved at vride sjælen ud af ham.
Hun stoppede ikke engang dér - hun hev så hårdt, at hun flåede en del af hans sjæl ud af ham. Fra erfaring vidste hun, hvordan det føltes; koldt og ensomt. Som om al ens grund til at leve blev taget fra en. Som om intet betød noget længere, som om ens krop var et tomt hylster. Hun havde slet ikke lyst til at vide, hvor slemt det var hvis hele ens sjæl blev revet ud. 
Hun sad med en lysende kugle i sin hånd, da endnu en mand kom ind på værelset og hun så straks op på ham med mord i blikket. 

Det tog hende et øjeblik at genkende ham. Hende. Liv. "DU!" Råbte hun og i mangel på noget at stoppe mandens sjælstykke ind i, stoppede hun det tilbage i hans væsen med samme kraft som hun havde revet det ud af ham. Der var ingen grund til forsigtighed, ikke når det kom til Falk. "Du har fået børn! Jeg skulle have været den sidste!" Hun flyttede sig endnu ikke fra fyren under sig og havde heller ikke fjernet sin hånd fra hans hals, selvom hendes tag havde løsnet sig en smule.

Zofrost var bange. Meget bange. Den unge kvinde flåede i hans indre, som forsøgte hun at flå det hele ud. Hun skreg af ham, men han kunne ikke svare hende. Hendes hånd lukkede sig om hans hals, hårdt nok til at han begyndte at få problemer med at trække vejret, mere end han havde i forvejen, og det krævede ingenting at få ham ned på gulvet. Han kunne simpelthen ikke kæmpe i mod mere, desperat gispende efter vejret og helt uden kræfter i kroppen, der skreg i smerte over hendes rykken i hans sjæl. Hvilket han ikke vidste, at hun gjorde, han vidste bare, at det var ubehageligt.

En lidende lyd kom fra ham, da hun rev et stykke af hans i forvejen ødelagte sjæl ud af ham. Det var som om, at nogen trykkede på en knap. Hele hans krop blev slap. Han kæmpede ikke mod hendes greb mere, men lå slapt på gulvet. Det klare blå blik stirrede tomt op i loftet, uden nogen form for livskraft. For et øjeblik var han død indeni. Alting føltes tomt og ligegyldigt, men samtidigt var der noget andet. Billeder. Minder. Usammenhængende og uden mening. Ham selv der skreg, men med to stemmer. Følelsen af at gå i stykker og blive sat sammen igen. En indre krig, han kendte alt for godt, men meget mere voldsom og levende.

Og så stoppede det hele igen, da hun pressede sjælestykket tilbage i hans krop, og han gispede hårdt efter vejret og klynkede ynkeligt, mens han begyndte at forsøge at kæmpe sig fri fra hende i panik. Han var ikke en svag ung mand, så da han endeligt gik i panik og var ligeglad med, hvem hun var, skubbede han hårdt til hende og fik hende skubbet af, inden han skubbede sig hen over gulvet til hans ryg rørte en mur. Her trak han benene op til sig og krøllede sig panikslagent sammen. Hvad havde hun gjort ved ham, hvad var der sket?!
Han havde opfanget, at Sejr var kommet ind i rummet, men han værdigede ham ikke et blik, men holdt øje med den farlige pige.

Sejrs forælderfornemmelser var i forvejen ikke alt for stærke, men de var dog lidt stærkere, når det gjaldt Livs børn fremfor sine egne. Men der var stadig langt til den intensitet, som Liv elskede sine børn med, især når det gjaldt voksne børn. Små børn var nemmere. Lige nu var Sejr mest optaget af at redde sin nye hjælper fra den rasende Falk, men han havde dog stadig ikke lyst til at skabe hende eller bruge magt overfor hende. Hun var tydeligvis meget sur på Liv, og det ville kun blive forværret, hvis Sejr gjorde hende ondt.

"Jeg ved ikke, hvad Liv har lovet eller ikke lovet dig," sagde han roligt, stadig med hånden rakte frem mod Falk. Hans blik flakkede kort mod Zofrost, der ny havde fået skubbet sig væk fra pigen, så Sejr turde godt gå tættere på. Han gik roligt hen til Falk og holdt en hånd ned til hende for at hjælpe hende op. "Men jeg er ked af det, hvis hun ikke har holdt sit løfte til dig."

Hvis Falk ikke tog hans hånd eller trak sig væk fra ham, ville Sejr stryge over hendes mørke krøller og hendes pande. Mens han ventede på hendes reaktion, mærkede han forsigtigt på Zofrosts sjæl; den var noget forslået og ved første indtryk ret besynderlig, men den var der stadig. Sejr strøg blidt over den, og selvom han ikke ligefrem kunne lindre sorger eller bekymringer, så kunne han dog give Zofrost en lille følelse af ro.

Falk lod sig skubbe af den unge mand. Det var Liv hun var kommet efter, så kunne hun altid slå andre ihjel bagefter. Hendes mor var åbenbart allerede eftersøgt i byen, så hvis hun efterlod et lig eller to i hendes hjem, ville det så virkelig gøre den store forskel?

Hun tog hånden der blev rakt ned til hende og lod ham hjælpe sig på benene, men så snart hun stod foran ham, greb hun fat om hans sjæl i stedet. Hun var ikke andet end en lille pige ved siden af sin mors nye form, men hvis der stadig var noget af Liv tilbage i manden foran hende, ville han ikke gøre hende noget, hvorimod hun ingen kvaler havde ved at gøre sin mors form noget.

"Giv mig hende, så skal jeg nok selv straffe hende," snerrede Falk, imens hun med en kraftanstrengelse hev ud i hans sjæl. Det var sværere at få et stykke af hans, fordi han var så meget ældre, men hvis ikke han gjorde noget for at stoppe hende, ville hun også snart have flået et helt stykke af hans. 

Det var mange, mange år siden, nogen sidst havde taget fat om Sejrs sjæl, og han havde fuldstændig glemt, hvordan det føltes. Det var bestemt ikke rart, og et lille gisp undslap hans læber i halvt ubehag, halvt overraskelse. Det tog et par sekunder, før han reagerede, og da han endelig gjorde det, kunne han mærke, at et stykke af hans sjæl næsten var blevet revet af.

"Stop!" knurrede han og tog både fat om begge Falks håndled med én af sine store hænder og fat i hendes sjæl. Den var lille og fin, og der var en stemme - nok Livs stemme - i hans baghoved, der hvinede og skreg op om, hvor forkert det var. Men Sejr var ikke klar til at miste et stykke af sin sjæl til et hysterisk pigebarn! Han klemte til om hendes sjæl og gav den et hårdt ryk. Det var på ingen måde nok til at vriste sjælen løs, ikke engang en lille smule, men det var nok til at føles, som om Falk var ved at blive vendt på vrangen indefra.

"Stop, datter," knurrede han igen. "Jeg er ikke lige så sød som din mor."

Falk havde ikke regnet med at Liv ville kæmpe imod, ikke engang i denne nye krop. Det var jo hendes mor, hendes mor, der aldrig havde krummet et hår på hendes hoved. Hun skulle være blevet med hende - sikret sig, at Liv ikke fik børn, at hun ikke skiftede krop, at hun ikke pludselig fik lyst til at invitere en dreng på hendes alder ind i sit hjem, at hun ikke blev til den slags mand, der kunne finde på at gøre hende noget.

Hun hvinede hysterisk, så snart han fik fat om hendes håndled, et hvin, der udviklede sig til et fuld ud skrig, da Sejr fik fat om hendes sjæl. "Jeg slår dig ihjel!" skreg hun og vendte derefter blikket imod den unge mand, der var blevet slæbt med hjem; "Jeg slår jer begge ihjel!" Hendes blik borede sig ind i hans, fuld af raseri, indtil smerten blev for meget for hende og hendes ben gav op under hende, så det eneste, der holdt hende oppe var Sejrs greb om hende. 

Hun skreg ikke længere, men kæmpede efter vejret, i så store smerter, at hun ikke kunne gøre andet end at bide tænderne sammen og trække vejret overfladisk. 

Sejr slap med det samme taget om Falks sjæl, da hun stoppede med at skrige, og han lagde begge arme om hende og trak hende helt tæt ind mod sin store brystkasse, så han kunne holde hende der, næsten som et lille barn. Han havde allerede forfærdelig dårlig samvittighed over at have gjort hende ondt, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle have gjort.

"Shhh, lille fugl," hviskede han og strøg over Falks vilde hår. "Hvad er du dog så rasende over? Du ved da godt, at din mor stadig elsker dig selvom hun har andre børn, ikke?"

Sejr skød et blik over Falks hoved hen på Zofrost for at sikre sig, at han var okay. Han smilede lidt undskyldende til den unge mand. Det her var ikke ligefrem den bedste start på deres arbejdsforhold.

Panikken rasede igennem Zofrosts krop og han gjorde sig så lille som muligt, mast op i mod væggen bag sig. Hans blik flakkede fra den ene til den anden i et forsøg på at forstå, hvad der skete omkring ham. På et tidspunkt føltes det som om, at nogen hældte kølende vand ud over hans brændende indre, men det hjalp ikke rigtigt på angsten, han slappede i hvert fald ikke mere af, af den grund. Og den lille piges trussel fik ham bare til at klynke og se væk. Han havde en fornemmelse af, at hun mente det.

Han var så forvirret og rundt på gulvet, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Minderne, svage som de var, der var kommet til ham, rumsterede stadig i hans sind, uden at han kunne placere dem nogle steder. Han havde aldrig oplevet det, han huskede. Havde han? Hvornår skulle det være?
Og samtidigt forsøgte han at forstå forholdet mellem sin nye herre og pigen. Hvem var Liv? Var det mandens kvindeskikkelse? Var pigen hans… hendes… datter? Det var et stort rod og efterhånden gav Zofrost op på at få mening ud af det. I stedet hvilede han panden mod sine knæ og ventede på, at de gik væk. Ventede på, at han var nogenlunde sikker igen.