Mars ventede ikke på Tobias men greb med det samme fat i hans hånd, trak ham op ad stolen, igennem krostuen og udenfor. Det var begyndt at støvregne og mørket havde sænket sig over byen. Gaderne var halvtomme, for de fleste var indendøre. En eller anden uforståelig kraft greb Mars, og han tog sin jakke af, så han kunne lægge den om Tobias' skuldre, så han ikke blev mere kold og våd. Der gik cirka to sekunder, fra Mars havde taget sin egen jakke af, til Bøfs tunge, skindjakke blev lagt om hans skuldre uden han overhovedet behøvede at spørge ham om det. Mars reagerede ikke engang på det, for han tog det som en selvfølge. 

Mars trak af sted med Tobias ned gennem gaderne, tæt forfulgt af Bøf, der holdt sig tæt ved dem. Alene tilstedeværelsen af den næsten to meter høje og brede mand var vist nok til, at de to drenge blev ladt helt alene af diverse skumle typer. 

"Vent her," sagde Mars, da de nåede til gaden, hvor børnebandens hus lå. "Jeg skal lige introducere dig først..."

Mars ville helst have haft, at Bøf ventede med Tobias, men det ville aldrig komme til at ske; Bøf ville aldrig lade Mars alene igen, så meget vidste han, men han viftede alligevel den kæmpe mand væk, inden han vendte sig mod døren og bankede selvsikkert på.

Juno stod lænet op af dørkammen ind til stuen og snakkede med Lily, da det bankede på døren og hans ene øjenbryn fløj straks i vejret. Det var meget få, der bankede på hos dem. Tarek, var hans første tanke. Ingen af bandens medlemmer bankede på og få andre vidste, hvor huset lå eller hvem der holdt til derinde. Det var også derfor at han selv straks gik hen for at åbne døren, med et skeptisk og irriteret udtryk, der kun varede indtil det øjeblik han fik øje på sin lillebror.

"Mars," hilste han med et skævt smil og trak straks knægten ind i et varmt kram. "Du er sent ude," kommenterede han som det første, inden han overhovedet overvejede at slippe ham. Han begravede sit ansigt i fyrens krøller og holdt ham tæt ind til sig i flere sekunder, bekymret for sin lillebror, der, på trods af at være hans familie, sandsynligvis ikke var egnet til at være alene ude efter mørkets frembrud. Hvad hvis nogen fra Kiles Orden fik hænderne i ham? Eller en byvagt? Eller nogle af de værre typer, der også fandtes i byen.

"Hvad bringer dig herhjem?" spurgte han, da han endelig slap ham, og kærligt, men drillende, strøg en hånd over hans hår, så det kun strittede endnu mere ud til alle sider end før, og så, bare for at være provokerende, strøg en hånd igennem sit eget hår, så det kun sad endnu mere perfekt; på magisk vis, sad hans lyse hår altid som det skulle, med intet andet end en håndbevægelse. Bogstavelig talt magisk, men det var der ingen grund til at fortælle andre.

Et mere genert grin bredte sig på hans læber da Mars tog hans hånd og trak afsted med ham. Tobias blev helt smittet af Mars' energi og han fulgte gladeligt med ham, tilbage ud i kulden. Da han mærkede Mars' jakke omkring sine skuldre, kiggede han tilbage på ham med et stort smil, sikker nu i sin bedømmelse af at Mars virkelig var et ægte godt menneske. Denne gang lagde han også mærke til hvordan kæmpen tog sig af Mars, og Tobias spekulerede på om kæmpen var ligesom i hans eventyr, det store monster som ikke kunne gøre en sjæl fortræd.

Selv da de nærmede sig dette mere slidte og ubeboligt udseende hus, stolede Tobias stadig på Mars. Tobias kiggede sig lidt nervøst omkring og puttede sin hånd på sin snittekniv, men han fulgte troligt med dem.

Tobias nikkede alvorligt da Mars bad ham om at blive, og kiggede nysgerrigt på denne person som åbnede døren. Med det samme var han dybt fascineret af denne mand. Han bar sig på en selvsikker facon og Tobias var sikker på at han måtte være ældre en både ham og Mars. På den anden side havde han så fine ansigtstræk og hans lyse hår fik ham til at se nærmest skrøbelig ud.

Tobias blev næsten helt misundelig når han så hvor meget Mars og den anden mand godt kunne lide hinanden. At have en bror eller søster var noget han altid havde drømt om at have selv. Men efter den hårde fødsel som hans mor havde med Tobias, kunne hun ikke få flere børn.

Det var egentlig ikke planlagt sådan, men Mars var faktisk ret glad for, at han havde ladet Tobias stå lidt længere væk, så han ikke kunne se det blide, overkærlige smil, der spredte sig på Mars' læber ved synet af Juno. Mars skulle jo gerne som en sej, hård person, men det havde Mars meget svært ved, når han var sammen med Juno, som han vitterligt forgudede og ville gøre alt i hele verden for. 

Mars grinede fjoget, da Juno rodede i hans hår, men han sagde ikke fra eller skubbede Junos hånd væk, for han ville aldrig frivilligt nægte Juno at røre ham. Jo mere, jo bedre!

"Altså, øh," begyndte han og blev pludselig lidt, om det her nu var en god idé eller ej, "jeg har fået en ny ven, som mangler et sted at bo og et arbejde. Han-- han kan snitte i træ og fletter ting, og han kan også synge, sådan da! Jeg lovede, at jeg ville spørge, om han måske måtte bo her lidt og hjælpe til?"

Mars skævede over skulderen til Tobias, som stod længere nede ad gaden. Han stod der heldigvis stadigvæk.

Juno havde altid været stolt af Mars og ville altid være det, men han blev det lidt mere, da han hørte at hans lillebror fandt folk, der havde brug for hjælp og så hjalp dem. Det var hvad Juno selv havde gjort og hvordan han havde startet sin bande, og han blev stolt af at se Mars følge i sine fodspor.
Han havde mistet så meget dyrbar tid med ham, at når han endelig var sammen med ham, havde han svært ved at give fysisk slip på ham, men da Mars nævnte sin ven, slap han ham alligevel, kun for at træde et skridt tættere på ham og dermed tvinge ham bagud, så Juno kunne komme ud på trappen og spejde efter drengen Mars talte om.

Han fik hurtigt øje på ham - en lille, mørkhåret fyr med krøller. Lille og spinkel, og med en jakke på, som Juno straks genkendte som Mars'. Hans blik vendte tilbage til Mars, der havde en jakke på der var flere størrelser for stor, og som Juno ikke genkendte. Havde byttet? Hvor meget af deres tøj havde de haft af og på igen? Juno ville helst ikke tænke for meget på det. 

"Slef må han det," svarede han i stedet og lavede et nik med hovedet fra Mars' ven og mod huset, der inviterede ham indenfor. "Bøf bliver udenfor," tilføjede han, selvom Mars burde vide det, og uden at vente på svar førte han an indenfor. Der var fyldt i stuen, så Juno gik helt ud i køkkenet, der var tomt, så de kunne snakke rigtigt sammen. 

Tobias stod tæt nok på til at høre hvad Mars sagde om han, og han blev glædeligt overrasket over at Mars kunne huske de ting han havde fortalt ham. Jeg må hellere prøve at præsentere mig bedst muligt hvis ham her kan give mig et job. Tobias rankede ryggen og prøvede at ordne sit hår lidt så han forhåbentligt ikke så alt for ynkelig ud.

Tobias turde næsten ikke at trække vejret da den unge mand trådte frem og kiggede på ham, og han var tæt på at tigge for hjælp igen da han ikke svarede med det samme men først kiggede undrende tilbage på Mars. Så da han godkendte ham sukkede Tobias dybt i lettelse og viklede jakken tættere omkring ham selv.

Han blev dog distraheret et øjeblik da han endelig hørte kæmpens navn og han smilede op til manden og sagde før han kunne stoppe sig selv. "Bøf?" Men så hostede han akavet og skyndte sig efter dem, da han ikke ville risikere at fornærme den store mand.

Inden i huset kunne han ikke lade være med at kigge sig nysgerrigt omkring mens han fulgte efter de to. Huset var stort men slidt, og han undrede sig over hvem der ejede dette her mystiske sted.

Bøf skævede blot lidt til Tobias, inden han nikkede mod Juno. Det var kutymen, at han blev udenfor, at Bøf havde set Juno våge over Mars, lige siden Mars blev anbragt på familien Pyralis' trappesten. Han vidste godt, at Mars var sikker hos Juno.

Mars vendte sig ikke engang for at se på Bøf men hev i stedet fat i Tobias' arm og trak ham indenfor i det varme hus. Entreen var ét stort kaos af tøj og sko som altid, og Mars smed bare Bøfs store jakken ovenpå bunkerne og gestikulerede til Tobias, at han skulle gøre det samme. Huset duftede af mad - en slags grøntssagssuppe måske? - og Mars så da også en stor gryde stå og boble dovent på brændeovnskomfuret. Mars satte sig ved det store bord og skulle lige til at hive Tobias med sig ned, da de lød et skingert hyl inde fra stuen, brøl af børnelatter og en høj stemme, der skar igennem hele huset, "Kuli, for fanden, hvis du kilder hende, så er det sgu da klart hun tisser på dig, din idiot!"

Lyden af hovslag gungrede ud i gangen og to sekunder senere kom Hector, Junos kæreste, marcherende ud i køkkenet, helt opkogt i hovedet. 

"Man kilder sgu da ikke en et-årig, mens man har hende i skødet!" vrissede han til ingen speciel, næsten som om han slet ikke havde set Mars og de andre. Med bestemte skridt marcherede Hector direkte over til vasken og fandt en våd klud og en masse tørre stofrester, de brugte som viskestykker. Han vendte sig, og først dér så det ud, som om han fik øje på de andre i rummet. 

"Jeg tror, Kuli er evnesvag," fnøs Hector til Juno og rystede på hovedet. "Den dreng er fandme ikke for skarp. Hej Mars, hva' så?"

Mars grinede bare stort til den arrige satyr og vinkede glad til ham. "Hej Hector! Det er min ven Tobias."

Hector så ud til at glemme at være vred, og hans øjne kneb sig i stedet en smule sammen, da hans blik faldt på drengen ved siden af Mars.

"Nå," sagde han bare og skævede til Juno. "Hvad skal han her?"

Juno skulle til at hilse på Tobias, da Hectors stemme gjorde al form for kommunikation umulig. Juni løftede et øjenbryn og besluttede sig for at vente med at hilse, til det var muligt rent faktisk at høre hinanden.
Han vendte sin opmærksomhed mod døråbningen og så til, imens Hector kom ud i køkkenet. Han grinede blot som svar på Hectors spekulationer om Kuli og imens fyren hilste på Mars, lagde han helt uden at tænke over det en hånd om hans liv, der sneg sig op under hans trøje, så han kunne kærtegne hans nøgne hud.

"Tobias mangler et sted at bo og sove," forklarede Juno. "Jeg skulle lige til at tilbyde ham at han kan gøre begge dele her, men jeg har sgu hverken hilst rigtigt på ham endnu eller fortalt ham hvordan vi tjener til føden her, så hvem ved, hvad der kommer til at ske." På trods af sine ord kunne Juno nu ikke forestille sig Tobias afslå et tilbud om et sted at sove. Ikke når det var gratis. De børn der kom til ham havde sjældent andet valg, men nu var Tobias jo heller ikke kommet af egen vilje og Juno vidste ikke hvad Mars havde bildt ham ind.

"Har du lyst til at blive?" spurgte han og trak drillende i Hector, som ville han have ham ned på sit skød, fordi han vidste at Hector ville hade det, men udover drilleriet var det et ægte nok tilbud om at give Hector lov til at hilse på Tobias og modsætte sig, hvis ikke han ville have ham i banden. Hector styrede den trods alt mindst lige så meget som Juno gjorde nu, selvom Juno aldrig ville indrømme det.

Tobias tøvede et øjeblik da Mars gestikulerede til at han skulle tage sin jakke af, for den havde føltes som et venligt kram fra en ny ven da han fik den på. Heldigvis var der varmt indenfor, så Tobias fulgte trop og lagde Mars' jakke mere forsigtigt ovenpå bunken. Da han trådte videre ind i huset kunne han ikke lade være med at smile af synet af den store gryde hvor en vidunderlig duft af mad kom fra. Det mindede ham om når han ville hjælpe sin mor i køkkenet derhjemme, og hvordan hun lærte ham alle de gode tricks til at få selv den simpleste suppe eller sovs til at smage endnu bedre.

Disse dejlige minder forsvandt hurtigt fra Tobias' tanker da en irriteret stemme kunne høres gennem huset. Tobias trådte et skridt nærmere Mars så han næsten stod bag ham og kiggede nervøst på dette væsen der kom ind i rummet. For Tobias så det nærmest ud som om at vrede skyer af damp stod ud af hans næse, og han kunne ikke undgå at stirre på hans hove et øjeblik og ubevidst føle han ikke kunne stole på denne Hector. Det hjalp så heller ikke at Hector det næste øjeblik stirrede tilbage på ham og Tobias trak skulderene op til ørene, så han kom til at ligne en nervøs skildpadde.

Endnu engang på kun et kort øjeblik blev Tobias distraheret af noget der forvirrede og overraskede ham. Fra at stirre på Hectors hove, kunne han nu ikke lade være med at kigge på Junos hånd der bevægede sig op under blusen på Hector. Han følte han kiggede på noget meget privat og han kunne mærke sine kinder rødme, da han hurtigt kiggede væk igen for at fokusere på Juno og det spørgsmål han lige havde stilt ham. "Jeg ville være meget taknemlig for hvad end I kan tilbyde," svarede han høfligt før han tøvende fortsatte. "Øhm, hvordan tjener I til føden her..?"

Udtrykket i Hectors ansigt blev med det samme mildere, da han mærkede Junos varme fingre snige sig op under sin trøje, og havde Hectors hud været lysere, ville det være meget nemt at se den svage rødmen, der blomstrede frem på hans kinder. Han sukkede og trak på skuldrene og lod sig trække tættere på Juno, men dog ikke ned i hans skød. Der var sgu grænser!

"Hvis du synes, vi har plads, el-- chef," mumlede Hector til Juno, mens hans ene hånd lagde sig på Junos skulder og hurtigt fandt vej til hans nakke og kanten af hans trøje, hvor den næsten distraheret kærtegnede lige omkring kraven.

Tobias' spørgsmål fik Hector til at trække en millimeter på smilebåndet. Mars havde altså ikke fortalt ham noget som helst? Hector blik landede på Mars, der bare smilede helt uskyldigt, selvom der lige så godt kunne vokse horn frem i panden på ham. Hector kendte ikke Mars skide godt, men han vidste, at Mars langt, langt fra var så uskyldig, som han kunne se ud, og han havde helt stensikkert bagtanker med at slæbe den stakkels knægt herhen, også selvom det bare var for at se hans reaktion, når han fandt ud af, hvad børnebanden egentlig levede af.

Hector havde selv en lille lyst til at opdrive det hele lidt bare for at chokere Tobias, men han holdt sig dog til sandheden. Sådan da...

"På alle tænkelige måder," svarede han Tobias uden at tage hånden fra Junos nakke. "Vi er ikke kræsne. Vi tager, hvad vi kan få, også selvom dem, vi tager det fra, ikke altid selv er med på det."

Det var ikke unormalt for nye medlemmer af banden at være bange for Hector. Hvis Juno skulle være helt ærlig, var der nok nogle af dem der stadig kunne blive bange for ham, når fyren blev vred. Hector passede på banden, passede på Juno også, og al hans vrede kom fra et godt sted, men han var højrøstet og havde en aggressiv attitude, der kunne konkurrere med hvem som helsts. Ham og Juno var også røget i flæsket på hinanden flere gange end Juno kunne tælle.
Junos vrede var koldere. Han havde endnu ikke tilgivet Kuli for at lukke en byvagt ind i hans hus og Kuli havde været smart nok til at holde sig væk fra ham. Den første og eneste regel medlemmerne af banden lærte var ikke at stole på voksne og Kuli havde brudt den regel. Den kulde Juno viste Kuli lagde forhåbentlig også et godt eksempel for de andre børn.

"Vi har altid plads," svarede han affejende Hector. Juno havde aldrig kunnet afvise et barn og Tobias var ikke mere end et barn endnu. Om ikke andet kunne han sove på sofaen Eller på madrassen under trappen. Det var en svær tanke, men det var også på tide at forsøge at finde en familie til Lizzie. Hun var et kønt barn, og hun føltes lidt som deres barn, men hun var også lille nok til at en familie måske ville tage hende ind, og hun fortjente et bedre liv end hvad Juno og Hector kunne give hende.

Juno så også hvordan Tobias' udtryk skiftede, da han fik øje på Hectors nøgne hud og Junos hånd under hans trøje. Han opfangede den slags med det samme. Havde opfanget det hos Mars, der havde været fræk nok til at flirte med Hector, og nu opfangede han det samme hos Tobias. Det bekræftede kun hans teori om, hvad drengene enten havde lavet eller kunne finde på at lave sammen.

Han kunne ikke modstå fristelsen det var at drille de to unge drenge lidt, så imens Hector svarede Tobias, skubbede Juno sin hånd længere op - op til Hectors brystkasse, højt nok til at Hectors trøje knap skjulte noget af hans bløde, gyldne mave.
Hans blik gled afslappet imellem de to drenge, imens hans fingre kradsede ned over Hectors brystkasse. Han havde set, hvordan Tobias så på hans lille lillebror, og han havde set hvordan Mars havde set på Hector, og det var ikke fordi han forventede drama. Tværtimod forventede han at skulle se nøje efter, for overhovedet at opdage en reaktion, men han kunne ikke modstå fristelsen det var både at markere Hector som sin og samtidig kunne drille dem.

Mars lagde ikke rigtigt mærke til, at hans storebror ragede lidt på Hector, for det gjorde de næsten altid, hele tiden, og Mars var efterhånden blevet lidt blind overfor de små kærtegn. Han var stadig så ung, at han ikke helt kunne bestemme sig for, om han synes, det var interessant eller klamt. Nok mest begge dele, når alt kom til alt. 

Da Hector fortalte, hvad banden lavede, kunne Mars ikke lade være med at vende hovedet for at se på Tobias og holde øje med hans reaktion. Tobias virkede så... god, og Mars havde virkelig svært ved at forestille sig, at Tobias nogensinde ville være okay med at stjæle og svindle folk, men på den anden side så kunne man aldrig vide. Selv de folk, der så mest uskyldige ud, kunne gemme på mørke hemmeligheder, og Mars kendte jo faktisk ikke Tobias ret godt. 

Mens han ventede på Tobias' reaktion, kom Mars til at se på Hector og Juno igen, og synet af Junos hånd, der nu havde nået hele vejen på til Hectors brystkasse og hev lidt op i Hectors bluse, så man lige kunne se den gyldenbrune hud, der lige akkurat afdækkede Hectors navle og striben af mørkt, krøllet pels, der løb ned fra den, fik hele Mars' ansigt, inklusiv hans ører, til at gå fra normalfarvede til knaldrøde. 

Mars havde altid synes, at Hector var pæn, meget pæn endda, og han var nok en af de få i omgangskredsen, ud over Juno, der ikke var bange for ham (okay, Mars var lidt bange), og synet af måden, hans storebror bare sad og åbenlyst ragede på Hector, fik alle mulige forvirrende tanker sat i gang i Mars' hoved. Hans hjerne var på ingen måde udviklet nok til at fatte præcis, hvad der foregik, men det stoppede ikke hans krop i at blive varm over det hele.

Hector lod ikke til at være bekymret over det åbenlyse rageri og territoriumsmarkering fra Junos side, og han gjorde ikke mine til at stoppe det, så Mars kunne ikke lade være med at halvt grine og kvække, "Hvor er I klamme!"

På alle tænkelige måder...dette svar burde ikke have overrasket Tobias og han kiggede sig diskret om, og tog tilstanden af dette hus ind igen. Hvor han før så det som en hemmelig hule der kunne redde ham, måtte selv Tobias indrømme overfor sig selv at det her var et sted der mere samlede folk fra den moralsk skæve side af samfundet. Men hvad var han så..? For bare få dage siden var han klar til at stikke den mand ned som stjal hans hest, og da han stod ude i kulden og sang i dag, var han flere gange fristet til at stjæle fra boderne på pladsen. Så Tobias kiggede tilbage på Hector med en alvorlig mine og svarede. "Jeg kan se nu at Dianthos er en by hvor man gør hvad man kan for at klare sig. Jeg er klar til at hjælpe. Øhm, jeg kan måske også lave nogle ting jeg kan sælge eller jeg kan lave mad til jer..?"

Det lykkedes Tobias at give et næsten klart svar, før han kunne mærke hvordan hans kinder varmede voldsomt op igen. Han havde aldrig set nogen røre nogen på den måde offentligt før. Det vildeste han havde set var et kys eller kram, eller når han hørte en seng knirke om natten i rummet ved siden af ham. Hvor natlig knirken altid irriterede ham, følte han ikke det samme ved synet af Junos hånd der bevægede sig højere og højere. Måden han rørte ved Hector var nærmest som om han ejede ham. Gad vide hvordan det føles at blive ejet af nogen? Tobias slugte nervøst når han indså at ideen om at blive ejet var ikke så skræmmende en tanke endda.

Tobias blev distraheret af Mars og han smilte akavet til ham i et forsøg på at grine med på hans joke. "Ja, øhm, klamme..." Til sidste lykkedes det Tobias at endelig stoppe med at stirre på Junos hånd og han mumlede. "Der er varmt herinde...øhm, det er dejligt siden det er så koldt udenfor..."

Hector blev helt varm i maven, da Junos drilske hånd fortsatte opad og trak hans trøje op med sig??!! Hans første reaktion var at trække sig væk, men han tog sig i det; han kunne jo egentlig godt lide, at Juno rørte ved ham, og hvis han nu skulle være helt ærlig, så nød han også den besidderiske måde, Juno demonstrativt ragede på ham foran den nye fyr, også selvom den nye fyr kun var en lille baby i Hectors øjne. Så Hector lod som ingenting, men Juno måtte nu alligevel kunne mærke gåsehuden, der spredte sig over Hectors brystkasse.

"Madlavningen kunne vi sikkert godt bruge hjælp til," sagde Hector med et nik, mens han forsøgte ikke at grine over, hvor tomatrød i fjæset begge de to drenge foran ham blev. "Men du skal også skaffe krystaller til huset, ellers er der ikke noget mad at lave. Hvordan du skaffer dem, er dit valg, men du skal bidrage ligesom alle andre her i huset. Er du med på den?"

Hector havde ikke noget imod at tage styringen lidt, nu hvor Juno lod til at være optaget, men Hector forventede dog stadig, at Juno brød ind, hvis han havde noget at tilføje.

Mars rødmende ansigt var det hele værd. Juno kunne næsten ikke få nok af synet og han grinede også bare lykkeligt, da Mars kaldte dem klamme. Tobias fik det tydeligvis også varmt og så kun ud til at have endnu sværere ved at skjule, hvad synet gjorde ved ham. Han så selvfølgelig også ud til at være et par år ældre end Mars, måske var det dét der gjorde det.

Først efter Hector havde talt ud, slap Juno langsomt sin kæreste, hans fingre legende over fyrens hud helt til det sidste øjeblik. Han ville gerne have holdt om ham lidt længere, men han kunne umuligt koncentrere sig imens og han ville alligevel gerne føre en rigtig samtale med Tobias.

"Du behøver ikke at stjæle eller svindle. Du kan hjælpe os ved at synge og aflede folks opmærksomhed, så vi lettere kan stjæle fra dem. Du kan gøre lige hvad du vil, så længe du trækker din egen vægt. Vi skal nok hjælpe dig i gang."

Han smilede afslappet til den unge fyr, imens han snakkede. Hector havde været hård nok ved ham, der var ingen grund til at forsøge at skræmme ham væk. Hvis Mars havde godkendt ham, var han også straks godkendt af Juno. Medmindre selvfølgelig Tobias havde haft hænderne om Mars, i hvilket tilfælde han ville blive smidt ud med det samme.

Juno kunne ikke sidde stille længe af gangen og så snart han havde sagt sit, fandt hans hånd diskret op til Hectors hale, som han gav et ryk, hvor hverken Tobias eller Mars kunne se det, inden han igen forsøgte at tage sig sammen og fjernede sin hånd fra sin kæreste.

Mars var lettet, da Juno endelig slap Hector, for han kunne ikke helt overskue, hvad synet gjorde ved hans krop og især ved hans ansigt, der føltes, som om det var ved at eksplodere af varme. Han ville seriøst ikke havde været overrasket, hvis der kom damp ud af ørerne på ham. Han havde så travlt med sin egen akavethed, at han slet ikke opdagede det lille sæt, det gav i Hector, da Junos hånd forsvandt bag om ryggen på ham.

"Ja, mand, Tobias passer da perfekt ind i gruppen!" sagde han til Junos uddybning af bandens aktiviteter og klappede Tobias en smule for hårdt i ryggen i sin iver for at distrahere sig selv lidt fra sit røde ansigt. Han smilede bredt til Juno, og med en lidt blødere stemme tilføjede han, "Tak, bror. Du er sgu den bedste."

"Ja, selvfølgelig, krystaller," svarede Tobias og nikkede i en nærmest pligtopfyldende facon, ivrig efter at vise sit værd til gruppen. "Hjemme i landsbyen kunne jeg underholde alle en hel aften, så jeg ved jeg kan nemt distrahere folk med en sang eller en af mine eventyr," fortsatte ham med at stolt smil på sine læber. Det ansigtsudtryk blev dog mere seriøst da Hector påpegede behovet for krystaller. "Du har ret. Alle bidrager."

Endelige stoppede Juno med at røre så besidderisk på Hector, men Tobias undrede sig kortvarig over det lille sæt han så fra Hector. Havde Juno lige klappet Hector i numsen? Det havde han set hans far gøre før på sin mor, og Tobias huskede hvordan hun altid smilede lidt skælms til hans far når det skete.

Et hårdt klap på hans ryg tvang ham væk fra de minder og han snublede over sine fødder før han fik balancen igen. Han smilede til Mars, så taknemlig for al hans hjælp og tiltro til ham. Men han kunne ikke skjule sin overraskelse når han hørte det næste Mars sagde. "Din bror? Jeg troede dine forældre var rige?"

Det var tydeligt på Tobias, at fyren var ivrig efter at opfylde hvad end krav Hector og Juno lagde på bordet, og selvom Juno havde lyst til at drille ham, så var det næsten synd, når han var så sød. Det tog altid et par dage for nyankomne i Dianthos at miste den blødhed og tro på verdenen, som de var kommet ind i byen med, og Juno kunne høre at Tobias meget hurtigt havde mistet meget af sin. Normalt ville en pligtopfyldende knægt som ham forventes at have mere imod tanken om tyveri og Juno gik ud fra, at han virkelig måtte være på røven, når han bare godkendte det sådan uden videre.

Mars' bløde stemme hev ham ud af hans tanker, og Juno smilede straks blidt til sin lillebror. "Det er godt at du tog ham med hertil," roste han ham kærligt. Han kunne ikke gøre for det, han blev bare fuldstændig blød hver gang Mars var involveret, mere end han blev med nogen anden, selv med Hector. Knægten var hans største svaghed og han var umådeligt glad for at han havde fået Bøf med sig, især nu hvor Asad og hans drenge var efter dem.

Juno fnøs af Tobias' spørgsmål, selvom det var et udmærket ét. "Det er de også. Nogle af de rigeste i byen," svarede Juno stolt. Han havde valgt dem godt, hvis han selv skulle sige det. "Men det er ikke dem, der har produceret det lille monster her. Det gjorde mine forældre - der skam også er rige, eller min far i hvert fald. Rige, men forfærdelige mennesker. Så jeg gav Mars til de mennesker, der nu er blevet hans forældre." Han fortalte det så henkastet som muligt, selvom han længtes efter at høre at han havde truffet den rigtige beslutning. Fra Mars, men måske allermest fra et fornuftigt, voksent menneske. Én hvis mening han stolede på.

Hector blev nødt til at bide tænderne sammen for ikke at grynte, da Juno hev ham i halen. Sådan noget gjorde Juno normalt ikke udenfor deres soveværelse, og Hector havde svært ved at forestille sig, at Juno ikke vidste, hvilken reaktion han satte i gang i Hector. 

Han grinede lidt og rystede på hovedet, mens han lagde en arm om Junos skuldre og hviskede, "Du er død."

Om de andre hørte det, vidste Hector ikke, men Mars lod i hvert fald ikke til at have lagt mærke til noget som helst. Drengen smilede blot over hele hovedet til Juno og sagde, "De er heller ikke tossede, mine forældre. Måske lidt pylrede... Bare vent til jeg bliver voksen! Så gør jeg lige, hvad jeg vil!"

Hector havde enormt svært ved at forestille sig, at Juno eller Mars' adoptivforældre nogensinde ville lade Mars gøre 'lige hvad han ville' bare sådan uden videre.

Tobias havde inden for få uger oplevet at miste alt på sin vej til Dianthos og hurtigt lære nogle nye sider af sig selv at kende. Han havde allerede truet folk med sin snittekniv, og været klar til at tigge og stjæle for at overleve. Så når han nu stod over for en gruppe mennesker der så ud og opførte sig på en måde han aldrig havde oplevet før, så så hans indre drømmer dem som sine egne eksotiske helte, og Tobias var klar til at gøre hvad som helst for at blive. For selvom han godt forstod at han lige havde sagt ja til et eller form for liv som kriminel, i hans eventyr-fyldte sind, så han stadig det her som en fantastisk rejse. Han havde nu gået så grueligt meget igennem, og nu kunne han blive en del af denne gruppe som hjalp dem der havde mest brug for det.

Derfor sagde han til Juno i den mest ærlige og dybfølte facon. "Hvor stor en gave du har givet til din bror. Du gav slip på ham, slip på din familie for at han kunne få et bedre liv. Det tager en helt speciel generøs og stærk person at udføre så nobel en handling."