Der kom ingen reaktion fra Zofrost, da elverkvinden sagde, at hun levede som hun ville. Det gjorde de fleste, og han fandt ikke noget forkert i det. Hvorfor skulle han? Sådan var verden bare indrettet. Og han var ikke en, der drømte om et frit liv. Hvad skulle han bruge det til? Ikke at han godt kunne tænke sig ikke at være slave, men han kunne bare ikke forestille sig det.
Stilheden gjorde ham ikke noget, han havde alligevel ikke noget at sige og det var lidt akavet med alle de spørgsmål. Det var sjældent, at han blev spurgt ind til, især af nogen, der virkede til at blive påvirket af det, han fortalte. Nej, stilheden var bedre og han koncentrerede sig om at spise. Dog ikke så meget, at hans blik ikke ofte tog turen rundt på deres omgivelser. 

Det tog ikke lang tid for ham at tømme skålen, heller ikke selvom hans tunge efterhånden føltes ret brændt, men det ville forsvinde igen inden der var gået mange minutter, så det rørte ham ikke. Nej, det vigtigste var, at hans mave var fuld. Så fuld, at han burde have stoppet lidt før, men han var god til at tvinge sig selv til at spise mere end hvad godt var. Han vidste ikke, hvornår der var mad igen og hans krop havde brug for næringen.

Han nikkede hurtigt til hendes spørgsmål og slikkede sig om munden, inden han gav hendes skålen tilbage. Hans blik flakkede lidt til og fra hendes ansigt, inden han kort så direkte på hende.
"Mange tak for suppen." Hans blik slap hende med det samme igen, inden han kom på benene, uden at bruge den ene arm, der straks blev holdt ind i mod brystkassen, da han var oppe at stå. Han følte, at han skyldte hende for maden, men han vidste ikke, hvordan han skulle betale hende tilbage. Han havde intet. Var intet. Tøvende blev han stående lidt, inden han bakkede nogle skridt væk fra ilden. Hans øjne gled til hendes igen, men han vidste ikke, hvad han skulle sige, så han endte med bare at vende sig om og begynde at gå. Han havde lyst til at skifte skikkelse, men med en skadet arm var det nemmere at være på to ben.
Nu ville han finde sig et sted, hvor han kunne hvile lidt og fordøje, inden det var tid til at vende tilbage til sin herre.

Vanya nikkede blot og betragtede ham som han gik væk. Det var ikke fordi hun ikke havde lyst til at stoppe ham og tage sig bedre af ham, men hun viste også at hendes vrede over hans skæbne nok ville ende med at tage over. Det huede hende ikke og hun havde besluttet sig for at det var bedre at lade ham gå og komme videre med sit eget liv end at kaste sig ud i et eller andet dumt.
Selv spiste hun lidt mere og gnubbede sine arme før hun forvandlede sig til den hvide ulv med den tykke pels og lagde sig ned på den kolde jord og ventede på at Melda kom tilbage. Tankerne kredsede om den unge mand og hans problemer længe før hun døsede lidt hen og skubbede tankerne i baggrunden.