Aldric troede ikke på Marad, a han sagde, at han ikke ville dø af det, men han valgte at lade emnet falde. I stedet fulgte han lidt tøvende efter manden efter at have kastet et smil på den forskræmte pige og sendt hende et lidt forsigtigt smil, der dog ikke så ud til at virke.
De stoppede kort så manden kunne snakke med endnu en tjenestepige, inden han førte ham til en stor dør og så på ham.
"Jeg skal nok være forsigtig." Hans ord var ikke beskrivende nok. For Aldric var en bog noget umådeligt værdifuldt og han havde kun set dem på templet, hvor han havde været holdt fanget i så mange år. Faktisk følte han sig næsten i tvivl om han kunne og turde begynde at læse i en anden persons bøger, men...

Hans tanker blev afbrudt, da Marad åbnede døren. Aldric spærrede øjnene op og tabte underkæben, da han så, hvor mange bøger, der var. Aldrig havde han set så stor rigdom på ét sted. Ikke bare den materielle værdi, der måtte være i det rum, men også al den viden. Han følte helt, at han mistede vejret og måtte huske sig selv at trække vejret ind. Langsomt gik han ind i rummet, som var det en drøm og han lagde slet ikke mærke til tjenestepigen før hun stillede sig ved væggen. I et ryk vendte han sig mod manden, der havde taget ham til dette hus for at heale en tjenestepige. 
"... tak..." nåede han lige at få fremstammet, da manden gik. Om han hørte det, vidste han ikke, men han tænkte heller ikke nærmere over det. I stedet gik han i gang med at læse de små skilte på reolerne. Endeligt fandt han en, der besad det, han ønskede. Anatomi og lægevidenskab.

Uendeligt forsigtigt tog han en bog ud og åbnede den. De smukkeste tegninger over den menneskelige krop dukkede op og han lukkede den hurtigt igen. Det var lige før, at han fik tårer i øjnene. Hurtigt fandt han et par stykker mere, inden han gik hen til bordet og lænestolen. Forsigtigt lagde han bøgerne fra sig, inden han langsomt satte sig. Lidt usikkert så han på tjenestepigen.
"Hej." Han smilede forsigtigt til hende, alt for klar over, at hans øje var synligt. Hun kastede kun et kort blik på ham, inden hun så frem igen. Nervøs. Han fugtede sine læber, inden han prøvede igen.
"Mit navn er Aldric."
Hun svarede ikke. Han gav op. Lige som han tog den ene bog, kom det næsten lydløst fra hende.
"Sierra. Mit navn er Sierra. Jeg må ikke snakke med dig." Hun kastede et skrækslagent blik mod døren. Aldric rynkede panden, åbnede munden for at sige noget, men besluttede sig for, at han ikke ville få hende i problemer, så han sendte hende et smil og nikkede for at sige, at han forstod. Det gjorde han ikke, men han var for træt til at forsøge. I stedet slog han op i bogen og fordybede sig i tegningerne og ordene, han næsten ikke kunne læse, fordi de var så ukendte.

Marad havde rykket sig ind i huset spisestue. Der var efterhånden gået et godt stykke tid siden at havde forladt Aldric i biblioteket, men han havde også sendt besked til køkkenet om, at de bare skulle tage sig god tid med maden. Han havde en fornemmelse om, at Aldric var rigeligt optaget inde i biblioteket, og jo længere han kunne holde ham optaget, desto bedre.
Der var blevet sendt en stuepige afsted til biblioteket for at hente Aldric, så han kunne gøre ham selskab til aftensmaden.

Han sad afslappet tilbagelænet i stolen, mens han ventede på, at hans gæst dukkede op. Der stod er glas vin foran ham, som han af og til tog en lille tår af. I den anden ende af det solide træbord, stod et tomt glas til Aldric. Hele spisestuen var lige så overdådigt indrettet, som resten af huset. Det var ikke svært at se, at han var en mand, som satte pris på at omgive sig selv med alverdens rigdomme.

I tiden der var gået, siden han havde forladt biblioteket, havde han skiftet tøj, til noget lidt mere behageligt. Det var i hvert fald hans undskyldning, hvis han blev spurgt om det. Realiteten var, at han havde brugt det meste af tiden på at straffe den stuepige, som var brudt sammen i gråd, efter hun var blevet healet. Hendes blod havde plettet hans dyre tøj, hvilket ikke havde gjort noget for at hjælpe hendes situation. Nu var hun låst inde i et rum, forladt til uden tvivl langsomt at dø af sine skader. På trods af han nu skulle bruge tid på at finde en ny tjenestepige, var hans humør blevet markant forbedret af afstraffelsen. 

Tiden var fløjet af sted, og Aldric havde ingen anelse om, hvor længe han havde sidde med næsen i bøgerne. Der stod så meget, at han var helt svimmel, og han havde ingen mulighed for at lære det hele i løbet af en formiddag. Men han prøvede, så han studerede tegningerne, som gjaldt det hans liv. Læste så meget hans hoved kunne holde til. Det var længe siden, at han havde læst noget så tungt som dette og mange af ordene var fremmede for ham. 
Men han havde lært noget. Bare det at se en tegning af det indvendige i et menneske. Aldrig havde han haft så store åbenbaringer. 

Han opdagede slet ikke, at der kom en person mere ind i rummet. Det var en tjenestepige mere, der bad ham følge med. Med et suk og et længselsfuldt blik mod bøgerne, kom han på benene og gik med hende. Hele verden føltes sær efter at have været så koncentreret så længe, så han gned sig i ansigtet med hænderne, inden han så sig om. Penge. Penge, penge, penge. Stedet osede af det og et eller andet sted gav det Aldric en sur smag i munden. Han var vokset op i fattigdom og havde set så mange fattige væsner på sin rejse, at mængden af rigdom vist frem bare for rigdommens skyld, var for meget. Så snart var hans blik rettet mod pigens ryg i stedet for.

Endeligt førte hun ham ind af en dør. Det så ud til at være en spisestue. Marad sad ved den ene bordende med et glas vin og der var redt op til Aldric ved den anden bordende. Lidt usikkert bevægede han sig hen og satte sig på stolen. Han var ikke dum, han kunne jo nok regne ud, at det var spisetid. Og tanken fik hans mave til at rumle, og han kom i tanke om, hvor sulten han var. Lidt uroligt flyttede han på sig og bed sig i læben, inden han fandt sin stemmes brug igen. Han havde ikke besluttet sig for, om han kunne lide manden eller ej, der var noget uhyggeligt over ham, noget ondt, men samtidigt virkede han meget... høflig. Flink. Det forvirrede Aldric, han havde brug for at vide noget mere om ham for at kunne beslutte sig. Men selvom han helst ville bruge dage, ja uger, på biblioteket, ville han rigtigt gerne derfra. Han kunne ikke slappe af, som musen i et hus med en glubsk kat.
"Mange tak, fordi jeg måtte kigge i bøgerne. Der... er meget at lære."

Kort efter Aldric havde sat sig ved bordet, blev maden placeret foran dem. To skåle fyldt til kanten med en ragout, som stadig dampede lystigt. Hvis Marad kendte sin kok ret, ville smagen være lige så kraftig som dampen der stod op fra den varme ret. Han tog en mundfuld af maden, og tillod sig at nyde den kraftige smag. Hans kok var nok den eneste af hans ansatte, som han endnu ikke havde overvejet at slå ihjel, og for ham betød det en del.

Han spiste lidt i tavshed, inden han duppede sig om munden med sin serviet og så ned på Aldric.
"Formåede du at finde noget i mit bibliotek som kunne vække din interesse?"
Han var faktisk reelt nysgerrig for en gangs skyld. Det var sjældent at han havde gæster. Fanger havde han ofte, gæster var en del sjældnere. Og så var han faktisk reelt nysgerrig efter at vide, hvad der optog knægten. Der burde i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at han ville have været i stand til at finde der i biblioteket.

Maden duftede vidunderligt og Aldrics mund løb i vand så snart skålene kom ind i rummet. Men han holdt på formerne og gav sig kun langsomt i gang med at spise af den varme ragout. Selvom hans krop krævede at han slugte den for at fylde maven op. Han værdsatte god mad, især nu, hvor han spiste så sjældent, som han gjorde. Han var tynd, hvilket ikke helt kunne ses under hans tøj, men det hang lidt på ham, afslørende. 
Smagen var endnu bedre end duften og han lukkede øjnene i nydelse for et øjeblik.

Mandens stemme nåede ham og han sank en mundfuld, inden han efterlignede ham og tørrede sig om munden med servietten ved skålens side.
"Ja! De har mange spændende bøger. Men Deres samling af bøger om anatomi... jeg har lært meget i dag." Han pillede lidt ved stofservietten, inden han efter lidt tøven snakkede videre. Stilheden føltes ikke videre behagelig og det var næsten bedre bare at tale lidt i mellem mundfuldene af mad.
"Jeg har en stærk evne til at heale, men jeg har aldrig haft muligheden for at lære om den eller forskellige væsners anatomi. Jeg er overbevist om, at jeg vil blive en bedre healer, hvis jeg forstår kroppen, jeg skal arbejde med." Han fugtede sine læber og så ned i maden. "Øvelse hjælper ikke så meget, når man stadig famler i blinde." Og med de ord, gav han sig til at spise igen, følte næsten, at han havde afsløret for meget om sig selv. Han talte helst ikke om sig selv, hvis han kunne undgå det.

Maden varmede og han kunne mærke den velkendte blanding af, at kroppen fik mere energi, men samtidigt blev mere træt. Han var ikke så grå mere, kun lidt hint af grå i hans grønne øje, og lidt mere frisk efter bare at have siddet stille og hygget sig med bøgerne. Nu var det mere hans hoved, det var galt med efter al den viden, han havde forsøgt at stoppe ind i det så hurtigt som muligt. Han trængte til at sove noget mere, men det ville han ikke. 

Marad samlede hænder under hagen, mens Aldric svarede på hans spørgsmål. Så det var anatomi der ingeresserede ham? Det var et godt tegn, det tydede på at han var ivrig efter at forstå mere om sin evne.
"Anatomi er et særdeles interessant emne. Jeg har salv brugt flere år på emnet"

Hans næste ord kom en smule bag på ham. Han havde ikke mødt mange væsner, som havde en lraftig evne, og som valgte at studere for at forstå det nærmere. Han var selv nødt til det, ellers kunne han ikke udvikle sygdommene. For han var viden for alvor vejen til succes.
"Talent og evner kan kun få dig så langt. Jeg har brugt en livstid på at arbejde med sygdomme, og selv jeg har stadig meget at lære" Det var jo ikke egentlig ikke løgn. Han arbejdede med sygdomme. Men at han arbejdede for at finde sygdomme som kunne dræbe så mange som muligt kom ikke Aldric ved. Endnu.

Han tog selv endnu et par mundfulde af maden. Han var utålmodig efter at se, hvordan hans sygdomme ville virke på Aldric, hvis han i sandhed var så mægtig en healer, som han påstod.

Lidt overrasket så Aldric på manden i den anden ende af bordet. Han havde faktisk studeret anatomi? Og havde ikke bare bøger stående? Langsomt byggede der sig et eller andet form for håb op i ham, havde han endeligt mødt nogen, der ville kunne lære ham noget? Det var nærmest umuligt at finde en lærd indenfor anatomi, de fleste han havde mødt, havde været nogle kvaksalvere eller havde vidst så lidt, at det ikke var besværet værd. Selv Helbredelseshuset havde været en skuffelse, de arbejdede alt for lavpraktisk til, at Aldric fik noget ud af at være der. Og de satte ikke nok pris på hans evne.

"Ja. Viden er vigtigt." Han rodede lidt rundt i maden med skeen. "Men svært at finde." Han sukkede og skovlede en skefuld mere op, som han langsomt gav sig til at tygge på. Lige pludseligt føltes hans sind så tungt. Her sad han med en mand, der uden tvivl kunne lære ham alt det, han ønskede - Aldric var ikke i tvivl om, at manden ikke var et menneske, hvilket nok gjorde ham til et ældre væsen, et væsen, der havde haft tiden med sig til at lære i - og et bibliotek fyldt med bøger. Og han vidste, at han inden dagen var omme, ville gå ud af døren uden at se sig tilbage. Hvad ellers? Han var kun en midlertidig gæst, som altid. Uden noget sted at høre til.

Et anfald af svimmelhed kom over ham, og han blev kort bleg, men det forsvandt så hurtigt, som det var kommet. Det var nok mængden af negativ energi. Han burde betale, men det kunne han ikke her midt inde i en bygning. Nej, når han gik derfra, måtte han finde noget at føre den negative energi over i.
Så stædigt spiste han videre. Han var sulten og hans krop havde brug for næring, inden han gik ud i kulden igen. Syd på, mod varmere himmelstrøg. 
"Jeg har ønsket at lære mere om min evne i mange år, men det er de færreste, der finder anatomi vigtigt, også blandt healere." Ikke at han havde mødt så mange på sin vej, men nok til at vide, at de fleste blot stillede sig tilfredse med deres evne, som den var.

Marad nikkede kort til drengens ord, uden fuldkommen at høre, hvad han sagde. En plan var ved at forme sig i hans hoved. En plan, som måske ville kunne få aldric til at blive, indtil sygdommen for alvor havde fået tag i hans krop. Uanset hvad, kunne han ikke få lov til at gå, så meget var helt sikkert.

Han tog endnu en tår af sin vin, mens han overvejede, hvordan han skulle komme med forslaget.
"De fleste healere stoler for meget på deres evner" Han lod ordene hænge i luften et kort øjeblik, som om han måtte overveje sine næste ord.
"Når du nu udviser så stor en interesse for anatomi, kan jeg lade dig få adgang til mit bibliotek resten af dagen, hvis du ønsker. Sengen du sov i tidligere står og til fri benyttelse" Et kort øjeblik slog tanken om faktisk at undervise knægten ned i ham, men han fejede den hurtigt væk igen. Knægten var der kun af en enkelt grund, og der var ingen grund til, at han brugte mere tid på ham end højst nødvendigt. Men hvis det kunne fremme hans healerevner, kunne det måske være værd at se på i fremtiden. Han havde trods alt brug for den dygtigste healer, før hans planer ville kunne lykkedes.

Aldric nikkede til mandens første ord, han var enig. Men han var ved at kløjes i maden, da manden tilbød ham at blive resten af dagen for at kigge i bøgerne i biblioteket. Overrasket så han på ham og for et øjeblik fik han næsten et barnligt udtryk af begejstring i ansigtet. At bruge resten af dagen med al den viden mellem hænderne. Han flyttede lidt på sig med sænket blik, der dog skævede lidt til ham. Alle hans alarmklokker ringede stadig, men hvorfor? Det eneste manden havde gjort ham, var at tage den negative energi fra ham, og selvom det havde gjort ondt og været ubehageligt, var det jo for at hjælpe ham. Ikke? Han havde jo fået det meget bedre.

Så endeligt tog han en dyb indånding.
"Jeg vil meget gerne have lov til at se mere på bøgerne i Deres bibliotek. Det vil være mig en ære at få lov." Maden var glemt for et øjeblik. Tanken om at få lov til kigge mere i bøgerne og lære mere gjorde ham helt varm. Og en seng. Han fik lov til at overnatte. Lettelsen over at kunne sove indendørs fik ham til at lukke øjnene lidt. han var træt helt ind til marven og en rigtig seng ville være fantastisk.
"Og jeg kan heller ikke sige nej tak til tilbuddet om en seng. Det er hårdt at sove ude hver nat." Det blev ikke sagt med selvmedlidenhed, det var hans eget valg. Men derfor var det hårdt alligevel.

Han pillede lidt ved stofservietten og var ikke helt villig til at se direkte på manden, for det ville bare få ham til at genoverveje det. Der var noget over ham, der føltes forkert, men Aldric kunne ikke sætte fingeren på hvad. Om det var hans blik, hans udstråling eller den måde han opførte sig på. Men med den mulighed han gav ham, kunne han ikke være kræsen, og ind til videre havde han jo vist sig at være gavmild og flink. 
Aldric kørte en hånd igennem sine let filtrede krøller. Nej, han var nok bare træt, det var nok ikke noget.

Marad kunne nu næsten ikke holde at smil tilbage. Aldric gik direkte i fælden, fuldkommen uden nogen ide om, hvilke forfærdelige ting, som ventede ham. Det det var jo nærmest smukt.
"I så tilfælde skal du være velkommen til at vende tilbage dertil, når du har færdiggjort dit måltid. Min tjenestepige skal gerne vise dig vej" ikke at tjenestepigen ville have meget valg, men det var underordnet. For nu.

Når morgenen kom, burde Aldric gerne være for svag til at forlade ejendommen. Så ville han nok komme til t savne de"hårde" nætter udendørs. Hvis han samarbejdede kunne det dog være, at han faktisk fik lov til at beholde det pæne værelse, som han hidtil havde opholdt sig i. Men det måtte tiden og hans eget humør afgøre.
"Mine tjenestepiger står til din rådighed. Hvad end du har brug for, skal du bare give dem en ordre." For tjenestpigernes egen skyld håbede han, at de ville holde sig fra at tale med Aldric, medmindre de fik en direkte ordre. På den anden side.. han kunne altid bruge en undskyldning for at afstraffe dem. 

Han færdiggjorde sin mad og sit vin og betragtede Aldric, mens han ventede på at denne også blev færdig. Han måtte huske at have en tjenestepige til at holde øje med alle tegn på sygdom ved den unge healer. Alle hans tjenestepiger kendte al for godt symptomerne. Han kunne ikke selv nævne en, som ikke havde været udsat for de frygtede sygdomme. Om det så havde været ved en fejlagtig smitte eller med vilje.

Aldric sendte Marad et svagt smil ved de sidste ord om at give ordrer. Den slags gjorde han kun i visse tilfælde. Han ville bede dem. Pænt. 
"Jeg takker Dem mange gange for Deres gæstfrihed."
Resten af måltidet foregik i stilhed, hvilket ikke gjorde Aldric så meget, hans tanker drejede sig om det, han havde læst i bøgerne. Opbygningen af en krops indre, organerne og deres placering. Når han heale, kunne han intet mærke, andet end nogenlunde hvorhenne i kroppen evnen slog til. Han vidste intet om, hvad der lå de forskellige steder, men det kunne bogen fortælle ham og det var et stort skridt i forståelsen af hans healing.

Da han var færdig med at spise, takkede han manden igen, for maden og for at han måtte låne biblioteket, inden han fulgte efter pigen tilbage til biblioteket. Sierra. Hun virkede meget sød, men nægtede stadig at tale med ham og han pressede hende ikke.
Snart sad han med næsen begravet i bøgerne igen, mere frisk efter at have fået noget at spise. Også en smule træt, så han endte med at tage en lur i stolen. Han kunne sagtens sove siddende, det var stadig mere behageligt end jorden på en regnvejrsdag.

Da han vågnede igen, havde han fået feber og han havde det ubehageligt. Var han virkeligt ved at blive syg? Han forsøgte at ignorere det og læse videre, men efter en times tid, havde han det efterhånden ret dårligt. Sveden var begyndt at dukke op på hans pande, hans næse var stoppet og han havde kvalme. Hans gode øje virkede næsten lidt blankt af feberen. 
Endeligt gav han op. Han blev nødt til at lægge sig. Så han kom på benene.
"J-jeg har det ikke så godt. Vil du... vise mig tilbage til... mit værelse." Han gik et skridt, vaklede og gik så i knæ. Han var så svimmel og hans mave vendte sig, men han holdt maden nede. Han kunne ikke huske, at han havde været så syg siden sin barndom. Han forsøgte at komme på benene igen, men det sortnede for hans øjne og han satte sig på sine hæle. Han havde det så dårligt. Så varmt, samtidigt med at han rystede af kulde. Hvordan var han blevet så syg så pludseligt, han blev aldrig syg.

Marad sad stadig ved spisebordet. Nu sad han dog med næsen begravet i en bog. Han kunne jo ikke rigtig gå ind i sit bibliotek. Han var dog i højere grad optaget af sine egne tanker, end af bogen. Aldric burde snart begynde at mærke virkningen af sygdommen. Hvert øjeblik nu.
Netop som han tænkte det, kom en tjenestepige ilende ind i spisestuen for at meddele, at Aldric var blevet dårlig. Nu var det tid til at se, hvad den unge healer kunne udføre.

Han gik hastigt end af gangene, indtil han nåede biblioteket. Her nærmest smækkede han dørene op, hvorefter han gik hen til knægten på gulvet.
"Hvad står i der og glor for? Få bragt ham hen til værelset!" han ordre var rettet mod de to stuepiger i lokalet. De var knapt nok store nok til at løfte Aldric, men de fik dog bakset ham op, så han havde en arm over hver af deres skuldre. Sådan gik de end af gangene, indtil de ramte det værelse, hvor Aldric tidligere havde sovet. Her blev han lagt i sengen og fik trukket tæpperne over sig.

Marad placerede sig i en af de behagelige lænestol i lokalet, mens han holdt skarpt øje med Aldric. Han ville forhåbentligt snart vågne op, og forhåbentligt ville han være fri for symptomerne.

Aldric var knapt ved bevidsthed, da Marad dukkede op og begyndte at kommandere rundt med de to stuepiger. Han ville protestere, men ikke et ord kom fra ham, da de med besvær fik ham på benene. Heldigvis for dem, var han mere skind og ben og vejede ikke ret meget. Han snublede af sted, som de gik ned af gangen, gjorde han han kunne for at bære sin egen vægt. 
Inde i rummet blev han lagt i sengen og fik trukket et par tæpper over sig. Det sidste han huske, inden mørket kom, var pigens øjne. Hun så bekymret ud, inden hun forsvandt. Verden forsvandt. 

Det var ikke fordi, at han helt mistede bevidstheden, han lå og flød rundt i et stadie mellem vågen og bevidstløs. En gang i mellem var alting væk, andre gange havde han en fornemmelse af, at manden sad og så på ham. Kunne han ikke gøre noget?
Kvalme. Tørst. Varme. Kulde. Smerter. Følelsesløshed.
Tanken om at han skulle dø kom over ham og han tog i mod den med en blanding af lettelse og frygt. Fortrydelse. Han var ikke klar til at dø, men han glædede sig til det. Freden. Måske så han sin bror igen. Det håbede han.
Han mumlede hans navn i sine febervildelser. Satte sig på et tidspunkt næsten op og skreg det, inden han gled tilbage i sengen og fortsætte med at vride sig og stønne i ubehag.

Det blev kun værre som tiden gik. Sygdommen fik mere og mere fat og hans bevidste perioder blev efterhånden mindre og snart begyndte han at forsvinde helt, hvilket fik ham til at ligge helt stille og svede i den abnormt høje feber, der var ved at slå ham ihjel. Selv den smule selvhealing hans krop havde overfor sygdomme gjorde intet for ham. En gang i mellem rystede han så meget, at man kunne fornemme det på sengen. Der var ingen tvivl om, at han var døende af sygdommen, der raserede hans krop.

Marad blev siddende som forstenet i stolen og betragtede nøje hvert åndedrag Aldrig tog. Der var noget galt. Hvorfor healede han ikke sig selv! Kroppen burde reagere på de første tegn på sygdommen, og så burde han evner træde i kræft! Så hvad var det, der foregik?

Jo længere tid der gik, jo mere blev Marad sikker på, at der var noget galt. Knægten var ved at dø, det kunne der ikke være nogen tvivl om. Han havde set det ske mange gange før. Han vidste, at knægten havde evnerne til at heale. Han havde hevet en stuepige tilbage fra kanten af døden. Noget kun gganske få healere før ham havde været i stand til!

Han blev nødt til at gøre noget. Hans nysgerrighed var for stor til at lade drengen dø.. og så var der jo den lille detalje med, at der ikke var nogen tvivl om, at drengen vsr en dygtig healer.
Han rejste sig fra stolen, og gik hen til sengen. Han kunne mærke hvordan det rystede. Aldric kunne ikke have langt igen. Han lagde hånden på hans pande, og lukkede øjnene. Han koncentrerede sig om at trække sygdommen ud af Aldric. Han rynkede panden. Han hadede at gøree det her, det drænede ham, selvom han trak på den negative enegi, som sygdommen fik til at emme fra drengen. Da han havde fjernet hvert spor af sygdommen trådte han et skridt tilbage, mens hab så på Aldric med et tydeligt irriteret ansigtsudtryk.

Der var intet i Aldric, der bemærkede, at manden i rummet rejste sig og rørte ved ham. Men befrielsen skyllede igennem ham, som magien tog ved og fjernede sygdommen fra hans krop. Feberen faldt på sekunder og alting fulgte efter som om, at det løb ud af et hul i en spand. Hans vejrtrækning blev dybere og faldt til ro og rystelserne forsvandt. Det var lige før, at han blev helt slap i mellem tæpperne, som om at han sov.
Det gjorde han også i nogle sekunder. Sov. Men Marads berøring og hans tilstedeværelse fik ham til at slå øjnene op og trække vejret forskrækket ind. Hurtigt satte han sig op og så forvirret og skræmt rundt, men der var kun Marad og et par tjenestepiger.

Hans blik gled til manden og noget fortalte ham, at det var hans skyld. Hvordan vidste han ikke, måske maden havde været forgiftet. Det gik op for ham, at han nok havde fejlet det samme som pigen, han havde healet. Hvor kom sygdommen fra? Han ville aldrig selv være blevet smittet, for selvom hans evne ikke virkede på ham selv, havde han alligevel et meget stærkt immunforsvar og i de sidste mange år, var han højest blevet forkølet, selvom han burde have fejlet meget mere.
"Hvad... hvad skete der?" Han skubbede sig væk fra manden og trak benene op som beskyttelse mod ham. Et blik mod pigerne fortalte ham, at han var på rette vej, de så skræmte ud. 

Det gik op for Aldric, hvilket udsat position, han havde sat sig selv i. Alene i et stort rigmandshus med en mand, han intet vidste noget om. Ingen ville savne ham, hvis han forsvandt. Selvom farven var kommet lidt tilbage til hans ansigt, blev han bleg igen og han så mod døren. Han skulle ud herfra. Også selvom han lige nu følte sig så svag, at han knapt ville kunne stå på benene.
"Jeg... jeg vil gerne have mine ting nu, tak." Han kunne ikke gå uden sine ting, han kunne ikke overleve uden dem.

Marad gjorde intet for at skjule sin irritation og vrede. Det rasede simpelthen for meget i hans krop til, at han ville kunne ligge låg på følelserne. Hans manglende forståelse for, hvad der var sket, fik ham på en eller anden måde til at blive mere gal. De to stuepiger så på hinanden, og forlod lokalet. De ville hellere tage chancen med at vrede senere, end risikere at være i farezonen nå. De havde set stuepiger miste livet, når han var i dårligt humør. Alverdens grusomme måder at slå den unge knægt ihjel på hvirvlede rundt i hans hoved. De mest vidunderligge grusomme scenarier.

Han trådte helt hen til sengen. Han svarede ikke på Aldrics ønske om at få sine ting. I stedet så han blot på ham, emns han overvejde, om han kunne forsvare at slå ham ihjel. endeligr akte han armen ud, og greb fat i Aldrics bluse, og hev i ham, så det stod ansigt til ansigt. Hans greb om blusen var så stramt, at han knoer var hvide.
"Hvorfor healede du ikke dig selv for sygdommen" stemmen var lavmælt. Så lavmælt, at havde Aldrics ansigt ikke været lige ud for hans eget, havde han formentlig ikke kunne høre det. Vreden i hans stemme var dog ikke til at misse. 

Der var et eller andet galt. Marads ansigt var fordrejet på en måde, der skræmte livet af Aldric, sammen med det glimt, der var i hans øjne. Han lignede pludseligt lidt for meget den vrede staldkat Aldric engang nær var kommet op at slås med. Det var lige før man kunne forstille sig hans pels stritte, havde han haft sådan noget.
De to tjenestepiger forsvandt stille ud af døren, måske nok det tydeligste tegn på, at der skulle ske noget farligt. Der var ikke længere nogen tvivl om, at Aldric var i problemer. Men han havde bare ikke styrken til at forsøge at gøre noget ved det.

Så da manden greb fat i hans trøje, der stadig var fugtig af sved, kunne han ikke andet end at lukke en svag hånd om hans håndled i en forsøg på at stoppe ham. De to øjne, både det ødelagte og det grønne, var spærret op i frygt, da Marad dæmpet stillede ham et rigtigt godt spørgsmål.
"J-jeg kan ikke. M-min evne virker ikke på m-mig selv." Han var bange og det var tydeligt, men samtidigt skinnede hans indre styrke igennem. Han var bange for smerte, for hvad manden ville gøre ved ham, men han havde en stærk tro på, at han nok skulle komme igennem. Og hvis han skulle dø, ville det være gudernes beslutning. Skæbnen. Hvad end der stod for sådan noget. Og så ville han tage den derfra, hvis han kunne.

Vreden i sig selv var skræmmende, han kunne ikke huske, at nogen nogensinde havde været så vred på ham. Ikke andet en enkelt gang i templet, hvor en af præsterne havde haft en dårlig dag og havde skældt ham huden fuld.
Han var bleg af skræk, farven i hans kinder var forsvundet igen og han rykkede slapt i mandens håndled i et forsøg på at komme fri, men han var alt for udmattet efter sygdommen til at kunne andet.

MMarad nød knægtens frygt. Han følte, at han næsten kunne smage den. Han havde været alt for flink ved ham. Havde han brugt vold med det samme, havde han hurtigt kunne vurdere knægtens kræfter.

Han kneb øjnene sammen ved Aldrics ord. Han kunne ikke heale sig selv. Han så et øjeblik på ham, inden han pludselig brød ud i grin. Der var dog ingen glæde bag grinet.
"Du kan ikke heale dig selv, men du kan heale alle andre"
Han nærmest kastede ham fra sig, stadig grinende.
"Til dit held kan jeg stadigvæk bruge dig, men.." han gik hen og låste døren ind til værelset. Han ville ikke forstyrres nu. Han vendte sig atter om mod Aldric, og smøgede armene op.
"Du har gjort det meget besværligere, end det burde være"

Grinet var væk, han smilede dog stadig. Et koldt smil, fuldkommen blottet for alt varme og glæde. Han så frem til det her, han havde ventet alt for længe. Det var også ved at være kedeligt kun at straffe tjenestepigerne. De havde været udsat for det så mange gange, at mange af dem ikke engang skreg mere. Han savnde de fantastiske smertefulde skrig, så blottet for håb.
"Jeg ville gerne fortælle dig, at det her kun vil gøre ondt et kort øjeblik, men eftersom du ikke kan heale dig selv, tvivler jeg på det vil være tilfældet."

Det gav et sæt i Aldric, da manden, der havde fat i hans trøje, pludseligt grinede. Men et grin, der fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, og han vidste pludseligt, at han måske ville være heldig, hvis han døde. Aldrig havde han nogensinde set et væsen se sådan på ham før, han havde aldrig set så meget... had og kulde i en person før. Ondskab, følte han pludseligt. Og han blev om muligt endnu mere bleg i skræk.

Da han blev skubbet bort, ramte hans ryg væggen bag sig, en tryghed han ikke flyttede sig fra igen. En tryghed og en skræk, som han var fanget. Han var fanget i et hus, ja i et rum, som døren blev låst, med en sindssyg mand, der uden tvivl ville skade ham. Ordene gav ikke rigtigt mening for ham, men hans hjerne var også frosset i frygt og hans gode øje rettede sig kort mod Marads arbejde med at skubbe ærmerne om. Tæv. Han ville banke ham.
Aldric var vant til, at folk slog ham i ny og næ, oftest folk han havde healet, der vågnede op og havde en forsvarsmekanisme. En gang i mellem havde det været andre af forskellige årsager. Men ingen havde tævet ham, ikke siden den sidste røvfuld i templet. Og selv dem, havde der ikke været mange af.

Marads smil sendte iskolde stik igennem Aldric, og han pressede sig op i mod muren bag sig.
"J-jeg forstår ikke... hvad har jeg gjort forkert?" Han forstod ikke, hvorfor han skulle have tæv. Hvorfor ville manden slå på ham? Han havde jo ikke gjort noget, han havde tværtimod været hjælpsom og sit sædvanlige høflige jeg. Hvorfor? Hvad han havde gjort for at fortjene at få slag?
Han vidste et eller andet sted godt, at svaret var ligegyldigt, udtrykket i mandens ansigt sagde, at han kunne have gjort noget så forkert som at trække vejret. Langsomt krøb han mere sammen og løftede hænderne op i et forsvar, der nok ville være ligegyldigt.
"Vær sød at lade være..." Han klynkede næsten, rystede næsten at frygt, som værdigheden smeltede fra ham. Han ville intet kunne gøre for at forsvare sig selv, svag og med en stædig tro på ikke at skade andre, lige meget hvad. Om han så skulle tigge, ville han forsøge at få manden til at lade være med at slå.

Frygten i rummet var nærmest til at tage og føle på, og det var vidunderligt. Der var intet som frygten for det ukendte og for, hvilke uhyrligheder der mon lå i den uundgåelige nære fremtid. Der var alt for længe siden, at Marad havde været skyld i den frygt. Han var ikke i tvivl om, at knlgtens frygt umuligt blev mindre af, at han ikke vidste hvad han havde gjort for at fortjene denne afstraffelse.
"Jeg har aldrig påstået at være nogen tålmodig mand, og du har gjort det hele meget mere besværligt, end det burde have været"

Han gik hen til Aldric, og så kort på ham. Sådan et ynkeligt lille væsen. Det her skulle nok blive sjovt. Han satte sig på hug, så han var nogenlunde i øjenhøjde med ham.
"Lad være" efterabede han vrændende, inden han atter brød ud i det ildevarslende kolde grin.

Han rejste sig sig op, trak benet tilbage for kort efter at lade det møde Aldric mellemgulv.
"Men hvorfor stoppe så fantastisk morskab!" Han grinede igen, og sparkede atter ud efter Aldric. Denne gang efter hans side. Han var klar over nøjagtig hvor meget smerte og skade, han kunne udsætte knægten for, og han havde tænkt sig at trække det helt til grænsen.