Ez tog smilende imod skålen med suppe og pustede forsigtigt på den varme mad. Det der med at bruge ske var han ikke så vant til, så han drak bare direkte fra skålen, mens han lyttede til samtale med Juno.

Han nikkede, da Juno fortalte om sit hus til Killian, og det fik ham til at smile lidt.

"Som jeg sagde, du har et godt hjerte," brummede han roligt, inden han tog endnu en tår af suppen. "Der er ikke mange i den her by, der gør som dig. Eller som Killian; redder en fremmed, selvom de slet ikke behøver."

Mens han talte, sneg hand frie hånd ned for at hvile på Killians lænd.

”Det var godt, så skal jeg ikke forvente, at Thoran kommer brasende ind hvert øjeblik.” han sendte ham et grin og spiste af sin suppe, noget han dog brat stoppede med, da Juno nævnte et hjem fyldt med gadebørn. Killian havde på intet tidspunkt spurgt ind til Junos hjemmeliv, mest fordi Juno ikke havde fortalt noget om det og Killian bare derfor antog, at han ikke ville fortælle om det. Men nu havde han åbenbart fortalt noget til Ez, som han også skulle vide. Killian blev ikke sur over, at han fortalte Ez ting, han havde sådan en rar fremtoning, så selvfølgelig fortalte man ham ting.

Langsomt sænkede han skeen igen og lagde hovedet lidt på skrå. Et hjem fyldt med gadebørn. Af en eller anden grund overraskede det ham ikke specielt meget. Han vidste godt, at Juno havde et stort hjerte, han havde set ham med hestene og med staldknægten. Så han endte med bare at smile varmt til ham.
”Hvis du har et hus fyldt med børn, kan jeg bedre forstå, hvorfor du altid ser så træt ud!” Han erindrede sin tid på børnehjemmet, og der var det svært at finde et roligt øjeblik! Men hans ord var nu mest drillende.

Hans smil blev derefter rettet mod Ez, sammen med lidt rødmen i kinderne.
”Nu gør du mig helt forlegen. Hvem kunne ikke tænke sig at redde sådan en flot fyr som dig.” Han grinede og skubbede forsigtigt til ham med albuen, så ingen af dem spildte suppe.
”Men jeg vidste godt, at Juno har et godt hjerte! Det behøver man ikke at være et geni for at se.” Han pustede lidt på skeen og skævede mod Juno med et glimt i øjet.

Killians reaktion fik Juno til at fnyse af ham. Han tvivlede på at han ville se mindre træt ud, hvis han boede alene, så ville han bare finde noget andet til at gøre sig træt. Men det var et sødt svar og Juno slog også smilende blikket væk. 

"I er klamme," kommenterede Juno, da Killian kaldte Ez en flot fyr, og Ez endda samtidig ragede på Killian. Som om Juno ikke straks så den slags. "I kan ikke gøre den slags foran mig, uden at- jeg er altså bare et menneske. En helt almindelig fyr." Juno gestikulerede ned ad sin krop, som forventede han at den ville eksplodere foran dem, hvis de begyndte at snave hinanden.

"Det er børn," skyndte han sig også straks at bortforklare, da Killian påstod at han havde et godt hjerte. "Enhver idiot vil forsøge at redde et barn." Han vidste selvfølgelig godt at det modsatte nærmere var tilfældet. Forældre, der havde smidt deres børn ud. Børnehjem, der smed besværlige børn ud. Voksne, der så til den anden side, når de så et barn på gaden tigge. Hvis ikke Juno hjalp dem, var der sandsynligvis ingen der gjorde.

Ez var stærkt fristet til at snige sin hånd endnu længere ned, og endda ned i Killians bukser, ved Junos kommentar, men han holdt sig i skindet; han vidste godt, at det langt fra var alle, der havde den samme frie indstilling til elskov, som han havde, og han ville nødigt bringe Killian eller Juno i forlegenhed, nu hvor det lige var så hyggeligt. Så han smilede blot til Juno og fortsatte med at spise sin suppe.

"Du er beskeden," brummede han venligt til Juno ved Junos sidste kommentar om børnene. "Det er langt fra alle, der gør som dig. Slet ikke idioterne. Tværtimod."

Killian kunne ikke lade være med at grine, da Juno sagde, at de var klamme. I hans øjne var der ikke noget forkert i lidt berøring, snarere tværtimod. Men fordi Juno tydeligvis ikke kunne lide at se på det, var killian nu meget taknemmelig for, at Ez ikke gjorde mere ud af det, selvom han gerne ville mærke hans hænder på sig.
”Åh, stakkels sarte Juno. Vi skal nok holde os i skindet, ikke?” Killian blinkede til Ez og spiste noget mere suppe. Han havde ikke alverdens tid til at sidde her og hyggesnakke, der var arbejde at lave, så det var med at få spist det han kunne, mens han kunne.

Han rynkede på næsen af Junos næste ord, om at enhver idiot ville forsøge at redde et barn. Det vidste Killian så godt som nogen, at det ikke var sandt.
”Langt fra alle idioterne,” ekkoede han Ez med en nikken. ”Faktisk er min opfattelse, at de fleste er ret ligeglad med børn, så det er da fantastisk, at du giver dem et sted at være!” Han sendte Juno et kæmpe stort opmuntrende smil, og han havde virkeligt lyst til at give ham et kram, men han blev siddende.

Nok meget godt, for i samme øjeblik lød der en banken på døren, en banken lavet med en stor barket næve.
”Killian, der er lige kommet en vogn ind, og det er med den der sindssyge sorte hoppe. Kom ud og få hende spændt fra!” Thoras altid gnavne stemme lød igennem døren. Killian vrængede ansigt.
”Du kan selv være sindssyg! Men jeg kommer nu.” Han sukkede højlydt og kom ud af sengen, inden han skovlede to hurtige mundfulde ind og stillede skålen fra sig.
”Den sindssyge hoppe bed ham i skulderen, hun er ellers blid som et lam. Jeg ved ikke, hvad der er med ham og heste, de kan bare ikke sammen.” Han grinede til de to andre, inden han gab Ez et hurtigt kys på kinden og så på Juno. ”Du kan bare spise færdig.”

Juno så på Killian med store øjne, da han kaldte ham sart. Han havde aldrig set sig selv som sart før og et øjeblik var han helt chokeret over at Killian så ham sådan. Men Killian havde selvfølgelig heller ikke set ham med Hector. 

Killians opmuntrende smil, da de snakkede om at redde børn, gjorde Juno helt forlegen. Han kunne godt lide at se sig selv som en slags redningsmand, men al den ros han fik var for meget for ham og han slog smilende blikket ned i gulvet, imens hans kinder brændte sig varme.

Han følte sig helt reddet, da Thorans stemme lød igennem døren.

"Hvad med mig?" spurgte han med mad i munden, da Killian gav Ez et kys på kinden og ellers styrtede mod døren. Det var kun ment halvt i spøg. 

"Du kan da godt få et af mig," kommenterede Ez med et lidt drilsk smil. "Men mine kys er desværre ikke ligeså gode som Killians, er jeg bange for."

Det var mest ment som en spøg, men Ez ville da aldrig afslå, hvis muligheden bød sig. Juno var jo en flot fyr, og selvom han ikke ligefrem havde virket imødekommende, da han først havde set Ez, så syntes Ez, han kunne mærke, at Juno var blødt lidt op i den tid, de havde brugt sammen i Killians værelse.

Killian stoppede op på vej hen i mod døren, da Juno åbenbart også ville have et kindkys. Killian vendte rundt på en krystal og skyndte sig tilbage til Juno for at give ham et ordentligt kys, godt med lyd, lige på den dejlige kind. Det var ikek noget, han skulle bede om to gange, Killian kunne ikke andet end elske at give Juno en lille møsser på kinden eller på panden, ja helst da på munden, men det vidste han godt ikke ville ske. Så på kinden måtte være meget passende!

Han smilede til Juno, et stort varmt smil, inden han rodede rundt i hans hår og blinkede til Ez.
"Mine kys er de bedste!" Pralede han skamløst. Derefter styrtede mod døren igen, så han kunne komme ud og spænde den sorte hoppe fra. Der var altid noget at se til, når man næsten ene mand stod for en stald af den størrelse. Men Killian ville ikke have det på nogen anden måde. Han var lidt af en kontrolfreak, når de kom til sine heste og sin arbejdsplads. Hestenes ve og vel var alt for ham, så måtte alle andre falde ind under, hvad han følte var bedst. 

Han slog slåen på døren fra og skyndte sig ud i stalden og ned mod indgangen til lageret, hvor vognen stod og ventede. Ez og Juno måtte selv finde ud af det nu, men Juno skulle nok også snart tilbage på arbejdet. Det var næsten en skam, at han var kommet brasende, men Killian havde masser af tid til Ez senere!

// Out

Juno smilede i hele hovedet fra det øjeblik Killian vendte rundt, og han smilede kun endnu større, da Killians læber nåede hans kind i et ordentligt og kærligt kys. Et lykkeligt fnis forlod Juno inden han kunne nå at kvæle det, og hans kinder brændte op. Han skævede op til Killian og da han så hans smil, lettede hans hjerte. Han forstod fuldstændig hvad Ez lavede her og det var først da døren smækkede efter Killian, at Juno følte et stik af misundelse.

Det var underligt at have det sådan, når han vidste at han havde landets smukkeste fyr derhjemme, men pludselig savnede han ham helt utroligt. Han ville have et af Hectors kys, en af dem, der startede blidt ud og langsomt blev til mere, imens hele ens krop blev varm og ens knæ blev bløde, en af de kys, hvor man blev nødt til at søge hen mod et sted at sætte sig ned, en af de kys, hvor det ikke engang var nok at sidde, men man hev sin fyr med sig ned at ligge, indtil ens kroppe var helt oppe imod hinanden og man havde glemt alle andre, selv hvis man lå på sofaen og børnene omkring dem lavede bræklyde. 

Juno skævede til Ez med et skævt smil og røde kinder. "Jeg må nok også hellere... Det var godt at møde dig." Juno rejste sig op, vinkede lidt akavet til Ez, og smuttede ud samme vej som Killian. Han havde også selv været væk fra arbejdet for længe. 

//out

"I lige måde, Juno," svarede Ez og smilede varmt til ham, inden han forsvandt ud gennem døren. Ez havde også lyst til at gå udenfor, til at trække noget frisk luft og se himlen igen, men det var en meget dårlig idé. Nej, han måtte blive, hvor han var indtil videre. 

Med et lille suk lagde Ez sig ned på sengen med hænderne bag hovedet og stirrede op i loftet. Gad vide, hvad Keeran lavede lige nu? Var han blevet fanget igen, eller var han på fri fod, ligesom han havde været, sidst Ez så ham. Pludselig savnede Ez Keeran helt enormt, selvom han ellers ikke var typen, der savnede folk. Han måtte prøve at finde Keeran, så snart han var kommet udenfor byen igen. Måske kunne han også spørge den flinke byvagt, der havde hjulpet ham, om han kendte til en anden elver i fangeskab. En elver med dejlige, bløde krøller og smukke brune øjne. 

Ez sukkede igen og lukkede øjnene. Måske kunne han sove lidt for at fordrive tiden, indtil Killian var hos ham igen.