Hun kiggede på flasken som kvinden havde fremme. Hun kunne ikke se nogen god grund til at hun skulle lyve. Men hun havde stadig et ret stort problem. Hun kendte ikke det fulde omfang af denne "sandhed" som De andre havde fremsat. Så der var ikke meget af et valg. Men hun kedede sig så frygteligt. Og hun hadede ikke at have et valg. Hun gik frem mod kvinden der holdt flasken frem. Kiggede hende dybt i øjnene. "I keder mig." Hviskede hun til kvinden så hun var den eneste der kunne høre det. "Og jeg gør dumme ting når jeg keder mig." Det var så længe siden at hun havde være udfordret. Det hele var ved at koge over. "Men til forskel fra et simpelt menneskebarn, går mine fejltrin ikke ud over mig." Hun rev flasken ud af hendes hånd og drak alt indholdet uden at kigge på det, og smed flasken på gulvet, så den gik i mange stykker. De havde ingen grund til at dræbe de fremmødte. For de var allerede på en synkende skude. I hendes øjne. Og hun kunne ikke forlade den. Måske var det det som provokerede hende så frygteligt? Effekten var lidt forsinket, hvilket ikke hjalp på hendes irritationer. Og det som fik det hele til at koge over var at denne effekt ikke gjorde andet end at give hende evnen til at se andre folks lys. Hun knyttede sine næver. Vendte sig mod kvinden der havde givet hende flasken. Og ren vrede skød ud af øjnene på hende. "Hvad          foregår           der?" 
Hun gjorde sit yderste for ikke at miste besindelsen. Hvis hun gjorde det ville nogen komme til skade. Mindst. "Fortæl            mig,         hvad          der             sker. Ellers gør jeg det på min måde. Jeg tror du ved hvordan det ender. Men jeg vil overleve. Jeres         valg." Det gjorde direkte ondt i hendes øjne at se på en anden måde en hun var vand til. Hvilket ikke dæmpede hendes groende vrede. 

Kvinden i hjelmen forklarede sig og nåede ikke mere end igennem sin tredje paragraf før end Dinah havde krydset rummet og taget hendes hænder i sine.
”Tusinde undskyldninger, jeg misforstod dine intentioner” Undskylde hun dybtfølt og intenst. Med blikket kastet ned på kvindens fødder.
”hjælpe elverne…”
Dinah slap kvinden og trak sin grå kappe af, med et var det som om at Dinah gik fra bare at være en person i rummet til at skille sig noget mere ud, som om at det blev nemmere at lade blikket hvile ved hende og det faktum at hun havde en markant anden glød end de fleste andre tilstede, det var også som om at hendes accent blev mere udpræget efter hun tog kappen af.
”Tag den” sagde hun og rakte kappen frem.
”Giv den til elverne, hvis du kender nogen der skal ud af byen.” Forsatte Dinah energisk sin bøn, med sin syngende accent.
”Der er en binding af travlhed og normalitet, pligter og dagligdag i stoffet” sagde hun som om det forklarede alting. ”Så længe hætten er slået op vil de fleste blot se endnu en person på gaden.”
”Effekten burde holde i en halv månefase måske fire hvis du ligger krystaller ned til den når du ikke brugere den”. Forklare Dinah ivrigt, imens hun præsenterede kappen.
Under kappen bar hun en simpel kjole i knækket hvid med røde kanter og et grønt tørklæde viklet om hovedet for at skjule hendes identitet.


I takt med at folk satte flere og flere ord på situationen om dronning og snakken om sjæle blev Dinah mere og mere betænk som hun kastede atter et blik rundt på forsamlingen, det hun hørte nu var ikke noget hun brød sig om det lød mere som om at de var klar til attentat end til at hjælpe.
”Det glæder mig at der er en sjæleseer der har set sandheden” Fremstammede hun til sidst.
”Men siden vi har disse omstændigheder” Dinah indikerede kælderen de stod i med en håndbevægesle.
”Vil jeg antage at samfundet her ikke forstår at yde dem den respekt de bør have” Dinah pustede opgivende luft ud, hun havde lært på den hårde måde at krystallianerne som helhed var et fordækt folk der havde glemt blodet og ånderne.


Dinah trådte dog tilbage i baggrunden da tilbuddet om eliksiren blev fremsat, hun havde en gang taget i mod noget på den måde og var blevet noget så fuldesyg efterfølgende, men det havde måske sagt sig selv hvis hun havde tænkt over hvor tre knægte på et børnehjem havde fået ’himmelsk sprut’ fra. Dinah valgte derfor i stedet at tage imod en af de små flasker som hun gemte til senere, måske hun kunne få nogen til at se på den eller vurdere hvad det egentlig var
”Til senere…”
sagde hun imens hun gemte flasken væk for at indikere hvad hun havde gang i.

"Fortæl            mig,        hvad          der            sker. Ellers gør jeg det på min måde. Jeg tror du ved hvordan det ender. Men jeg vil overleve. Jeres        valg."

”Stop, bare stop…” mumlede Dinah lavmælt inden hun trådte frem og hævede stemmen, denne gang var elveren gået for vidt.
”Nej, det her slutter med at du går nu, du forlader det her sted, vi vil intet have at gøre med dine metoder” svarede Dinah med let rystende stemme.
”Vi kom her i aften for at finde en måde at hjælpe andre på og stoppe undertrykkelse”
Dinah indikerede forsamlingen i kælderen.
”Vi er her ikke for at retfærdiggøre vores vrede, vores had, ej heller for at forhellige vores forrykte gerninger. GÅ!”
Sluttede hun så hårdt af. Det var hende klart at der var folk i forsamlingen der var kommet for at finde en løsning, det var også ligeså klart for Dinah at denne elver ikke var en del af den løsning.

En sten faldt fra Rofus lettede hjerte, da de forsamlede ikke begyndte at stille spørgsmål til hvad han og Sofie havde set. Han var heldig at have hende med sig, hun havde altid været bedre til ord end ham selv, det syntes han ihvertfald. Han kunne godt forstå at de andre var skeptiske, det var svært at tro på. Samt som tingene var ville han selv have svært ved at tro på det. 
Det varmede også hans hjerte at se to af de andre komme forbi en misforståelse, at finde en vej til at hjælpe flere af dem der havde brug for det. Det var det de havde brug for, samarbejde om at hjælpe de andre. 
Og som ørkenelveren åbnede munden, brast den drøm sammen igen. Lyden af den klirrende flaske fik ham til at knytte den ene næve. Hun var seriøst for meget, hvilken verden var det lige hun levede i!?!? 
Inden han nåede at reagere med meget mere end et målløst udtryk, var pigen med den syngende accent begyndt at irettesætte den iltre elver. "Hun har ret, hvis du har tænkt dig at tæske dig i gennem dine problemer, så er der ikke plads til dig her!" Åh hvor han håbede at hun bare ville gå, men hvis hun prøvede på noget skulle han nok få hende ud. "Vi er her for at finde en løsning, og få folket til at se, ikke for at smadre folk!" tilføjede han tydeligt arrigt. 

Sofie rakte uden tøven den første flaske til herren der sprugte pænt, og nikkede, lettet over nogen faktisk tog en. "Jeg ved de ikke ser ud af meget, men hvis du er nervøs, drikker jeg gerne den første halvdel" tilbød Sofie roligt og uden tøven mens den næste flaske blev rakt til den lidt yngre herre, hvis accent virkede underligt bekendt.

Sofie rodede i sin taske efter den tredje drik, og hendes smil voksede sig forsigtigt skævt som kvinden med masken talte, og den nyligt kappeløse, mørklødede kvinde gav sin tilsyneladende magiske kappe videre. Sofie forstod ikke heeelt hvad der var med kappen, men hun genkendte den unge kvinde fra tribunepladsen, fra den dag Kiles Orden annoncerede magiforbuddet. Nok bar hun Kiles røde og hvide farver, men det var tydeligt hun ikke var med dem.

De blå øjne løb rundt på de tilstedeværende, som hun holdt den tredje flaske frem, og håbet spirrede. Det var gode folk de havde fået samlet, og når de lige fik filet de mistænksomme kanter af, ville de uden tvivl kunne udrette store ting.

"I keder mig"

Sofie mødte elverens blik og smilet forsvandt fra hendes læber. "Vi er ikke her for din underholdnings skyld!" bed Sofie tilbage til de hviskede trusler. Hvad var hendes problem lige?!
Sofie havde forventet det ikke var alle der ville håndtere eliksiren lige godt, men hun havde ikke forventet at blive truet på livet over det! Men hun stod fast, stædigt, selvom vreden der brændte i elverens blik mest gav hende lyst til at stikke af. "Du ser den godhed folk bære i hjertet, farven på folks sjæl" forklarede Sofie igen, men en stemme der kun skælvede en anelse. Hendes blik skævede kort til de andre der bakkede hende op med taknemmelighed. Det hjalp en del på hendes mod at de andre bakkede hende op.

Alicia betragtede personerne, der hver især trådte frem til Sophie og tog en flaske. Hun måtte dog holde en fnisen tilbage over Éirs udbrud, og hun kunne tydeligt høre, at han i den grad absolut ikke brød sig om smagen, men hun kommenterede ikke på det. Det hørte sig ikke rigtigt til i denne stund, mente hun. Hun bød den lille distrahering velkommen, men situationen var væsentlig mere alvorlig end som så, og hun var nødt til at holde fokus.

Hun blev dog noget overrasket, da kvinden, der havde anklaget Alicia, tog hendes hænder i sine og undskyldte. Det havde hun absolut ikke forventet, og hun smilede under masken. "De behøver aldeles ikke undskylde. Metaforer bliver nemt misforstået og taget bogstaveligt, og desuden er der jo ingen skade sket. Vi er jo civiliserede nok til at debattere tingene i stedet for at skride til overilede handlinger." Alicia havde kun lige sagt sætningen færdig og taget imod kappen med et taknemmeligt nik, da hun hørte elveren sende trusler i alle retninger. Et ret så tydeligt suk forlod hendes læber under masken, inden hun krydsede rummet i tre lange skridt for at stille sig foran Sophie. Hun var den, der umiddelbart virkede til at være først i skudlinjen. "Køl dog ned. Du tog selv i mod flasken, og den kære kvinde havde i forvejen forklaret, hvad den gjorde, så du vidste udmærket, hvad du gik ind til. Ingen tvang dig til at drikke" sagde Alicia med en tydelig isnende kølighed i sin stemme. Under kappen havde hun lagt sin frie hånd på det skjulte langsværd. Hun havde ikke som udgangspunkt troet, hun ville få brug for det, men hun havde medbragt det for en sikkerheds skyld, og lige nu priste hun sig lykkelig for sit valg. Udadtil var der dog intet at se, men indvendigt gjorde hun sig klar til at kaste kappen, hun havde hængende over den venstre arm, i ansigtet på elveren for at distrahere denne, hvis hun skulle finde på at gøre noget overilet.

Éir smilte skævt til personen der kaldte ham vanvittig, beroliget af den andens sjælelys. Han besluttede sig for at han godt kunne lide manden. Éir følte sig bedre tilpas efter at have fået indsigt i de andres sjæl, og følte sig sikker på at de andre ville gøre det samme, når de så hvad han havde set. Han besluttede sig for at en joke var på sin plads, for at lette stemningen.
”Det er vi vist al-” før han kunne sige mere blev han afbrudt af lyden af klirrende glas og vrede stemmer. Den anspændte folkemængde var sprunget til dåd på første tegn af problemer. Det var betryggende at se dem alle stå op for hinanden, men alligevel følte Éir at aftenen var på var på et sidespor.
Han opstillede en inspirerende tale i sit hoved, om hvordan de måtte tilsidestille deres fordomme og arbejde sammen i det godes tjeneste. En chance præsenterede sig selv – en naturlig pause imellem de vrede stemmer. Han åbnede munden for at bryde ind og desarmere situationen.

”Jeg –” sagde han svagt og stoppede pludseligt. Talen var væk. I stedet tog han et frygtsomt skridt tilbage, længere ud af folkemængden, og lukkede atter munden. Hvad hvis hans ord blot viftede flammerne? Han var en sanger, vandt til at tale til forsamlinger, men aldrig hvor hans ord havde haft så stort potentiale for skade. Han var kendt for aldrig at holde kæft, men nu hvor det galt var hans hoved tomt. Det eneste han kunne gøre var at komme af vejen.

”Tavshed er guld,” hviskede den kropsløse stemme i hans øre, tilsyneladende tilbage fra sin patrulje. Éir syntes at høre triumf i ordene.
Klumpen forhindrede ham i at svare tilbage, og frygten gjorde det umuligt at finde på et modsvar.

//har redigeret teksten to tre gange. Har man læst den før jeg redigerede anden gang, kan det være en god ide at læse den igen

Hun smilte. Ingen kunne se det. De havde absolut ingen ide om hvad de havde roddet sig ud i. De vidste ikke hvor håbløst det hele var. De kunne ikke se det. De var blinde. Det kunne godt være at de ikke havde brug for men hun var ligeglad. De var... fuldstændig handlingslammede. Hun smilte køligt. Kiggede på drengen der ville binde hende. Trak sit sværd. Det hele var ligegyldigt alligevel. "Du kan prøve." sagde hun til ham og pegede sit sværd mod ham. Hun kunne brænde hele stedet ned. Det ville ikke gøre en forskel. Hvorfor skulle hun også gøre menneskets race renere? Hvorfor behøvede hun at holde sig til deres regler? Det ville ikke gør en forskel.
Hun tog et skridt mod drengen. Hun hadede ham. Hun hadede alt og alle i denne bygning. Hun ville se det brænde. Det hele var fuldstændigt ligegyldigt.

Hun så en pige træde ind foran hende. Pigen hun redede før. Hun kiggede på hende. Dømte hende. Hun var ikke tilfreds. Hendes øjne var fyldt med had. Et blik der sagde "Du er en forræder". I virkeligheden var hun der ikke. Men Nobacy så hende. Ingen andre. For det var hendes hjerne der skabte synet.

Nobacy lukkede øjnene. Sukkede dybt. Hun var nød til det. Hun smed sværdet på jorden. Hun trak vejret dybt ind. Hun vidste hvad hun skulle gøre. Hun åbnede dem og vendte sig mod pigen der havde samlet dem. Smed sværdet på jorden. Blikket i nobacy's øjne havde ændret sig en smule. Hun var den general hvis ord inspirerede mod i alles hjerter. Den som hun havde nægtet at påtage sig i så lang tid. Ikke længere en hævntørstig elver der dræbte for at få den mindste smule mening ud af dagen. Der var lys i hendes øjne. For en stund. "Vi er her alle fordi at vi ved hvilken korruption som Kiles orden i så stor stil trækker ned over vores hoveder. De er fuldstændig ligeglade med hvad vi tænker. Det ved i. Og i ved at det er forkert. Men hvad i ikke har indset er hvor stort det i prøver at skabe er. Et oprør er ikke noget man bare starter fordi man er utilfreds. Et oprør er for folket. Et oprør kræver forandring. Et oprør tager ansvar for dem der ikke selv kan råbe op. Jeres handlinger har konsekvenser. Og det går ikke kun ud over jer hvis i fejler. Det går ud over dem i vil beskytte. Jeg tror ikke i er klar over hvor svært det bliver at beskytte folket uden at bruge våben." Nobacy kiggede på pigen der havde samlet dem alle.
"Er du klar til at tage ansvar for folkets, vores og din egen fremtid? Er du klar til at se konsekvenserne for dine egne handlingerne i øjnene?" Nobacys blik blev alvorligt. "Er du klar til at tage dig af alle uønsket handlinger fra dem du holder allermest af? Er du klar til at blive forrådt?"

Dinah nikkede forstående og med taknemligheden strålende ud af sine topasblå øjne, da hendes kappe blev taget vel i mod, nu kunne den hjælpe flere end blot hende selv. 
Den gode stund var dog ikke andet end et minde nu som hun stod og konfronterede elveren omkring hendes voldlige tendenser. Dinah mærkede at hun faktisk var begyndt at ryste en smule, dog var hun ikke i stand til fornemme om der var tale om en vred dirreren eller en frygtsom skælven.
Hun kunne dog mærke at hun blev gradvist mere sikker som resten af forsamlingen bakkede hende op på den ene eller den anden måde.

Da den velklædte person, som antyde at elveren var tosset, kom med sit forslag rystede Dinah dog på hovedet en enkelt gang.
”Nej, vi lader hende gå, vi laver venner ikke fanger”
Forslog hun i stedet, deres lille forsamling var ikke et hak bedre end deres ’modstandere’ hvis de bandt alle der var uenige med dem.

En forsigtig stemme pippede op i forsamlingen, men druknede i virvaret, Dinah minde sig selv om at hun skulle huske personen på at de alle måtte tale i forsamlingen, så snart deres lille problem var løst.

Hun skulle til at forslå elveren at gå uden flere sure miner, da tossen greb til sit sværd.
Istedet blottede Dinah tænder og krummede sin højre hånd sammen til en klo.

”Kniv!”

Snerrede hun vredt, og slap sine energier løs. Det var en primitiv binding, men var hurtig end. Hun håbede ikke at folk havde for tætsiddende tøj på den aften. Dinah så det klart for sit indreblik, de tråde af hendes magi der flød fra hendes højre hånd og ud til alle i forsamlingen, de tråde hun nu trak i, strammede og bragte til standsning.
Alle tråde, reb, klude, tæpper, gardiner, kapper, tøj og bukser i bygningen stoppede, fra det største tæppe til den mindste snor.
Hvis man så på det usle tæppe der hang ved kælder nedgangen ville man opdage at det ikke længere blafrede svagt i respons på trækket, men at det var stoppet midt i en bevægelse som havde nogen frosset det fast. Det samme gjorde sig naturligvis gældende for alles tøj i forsamlingen. Det først man mærkede var at alting lige strammede til og derefter at man sad ubehjælpeligt fast, i hvad end bevægelse man havde haft gang i.

”Det er mig!, træk vejret langsomt og nede i maven, ingen panik, det er ikke farligt”
sagde Dinah så i et forsøg på at undgå at folk overreagerede. Samtidig gjorde hun også sin magi synlig. Hendes højre hånd blev badet i et torquis skær og det var nu tydeligt at et hav af tråde sprang fra hendes højre hånd og ud til alles klædninger og deres tråde.

”Jeg skal nok slippe jer fri det var bare hurtigere at gribe det hele, beklager”
Mumlede hun så lidt pinligt berør og begyndte så at skille de glødende tråde fra hinanden, lod dem falde til jorden hvor de forsvandt, og i takt med at hun gjorde dette blev folks tøj også frit igen og de kunne rører sig.
Alle undtagen elveren.

”Oprør? Jeg ved ikke hvorfor i andre er her, men jeg er kommet for at hjælpe andre ikke for at omstyrte eller myrde.”
Svarede Dinah tilbage på elverens tiltale, da forræderi blev lukkede Dinah dog sin hånd helt sammen, med en vred bevægelse, hvilket strammede grebet om elveren fra tilbageholdende og tæt til stramt og ubehageligt.

”Tyv tror hver mand stjæler”
En ubehagelig glød ulmede i hende øjne, som om der var noget i elverens ord der havde vækket et gammelt had i Dinah.

Rofus vendte hovedet mod den unge fyr med pæne støvler, eller de var ihvertfald af højere kvalitet den de fleste andres i rummet. "Vi binder hende ikke, det nytter intet det er bedre at hun bare går" kom det i en noget hårdere tone, end der var meningen. Pis og ork lort! 

Med et skete en række ting så hurtigt at det vat svært at finde hoved og hale på. Men det var tydeligt at den iltre elver var den der startede det hele med at trække sværd. Gulvet knagede under ham som hans evne gjorde klar til at holde elveren fast, men som han skulle til at træde frem var det som at han blev holdt fast af sit eget tøj. De brune øjne flakkede rundt mellem de andre til de faldt på det tyrkise skær om den enes hånd. 

Som elveren begyndte sin tale om hvordan hun med hendes visdom kunne redde dem, blussede hans vrede op atter en gang. Hvordan kunne hun tro at hun bare kunne komme valsende ind og først true dem for så som en slange skifte ham og ville lede dem?!!?!? Så snart han var fri  til at bevæge stod han som et skjold mellem Sofie og elveren. "Hvad ved du om hvad der sker her?! Kender du til at blive tvunget fra det eneste hjem du kender?! Kender du til at have rejst fra din familie for at kunne hjælpe dem tilbage til det liv de kom fra?! Jeg har set med mine egne øjne hvad de har gjort mod folk her, hørt det fra dem selv. Jeg har sågar været med til at arbejde i min mors gamle køkken, som de har overtaget for at vinde folkets hjerter igen!" Bed han tilbage, med et kold vrede der ingen plads havde i så ung en mand.
"Jeg har allerede givet mere end jeg ejer, båret deres maske for at finde deres hemmeligheder, som jeg ser det har du allerede forrådt os. Forrådt tanken om frihed for tyranni i den egen søgen på pleje dine egne behov, hvad en de så må være. Så jeg spørger dig, syntes du selv at du er god nok?" 

Kort vendte han blikket ud mod de andre for at tale endnu en gang, men uden vreden fra før, denne gang skinnede hans ord med en iver kun kommene fra en der troede på sandheden i hans ord, med en vilje til føre dem ud i livet "Ordnen ved at de har brug for at folket vender et blindt øje til, de gemmer sig under varme tæpper, suppe og et falsk løfte om sikkerhed. Så snart folket ser den sorte råddenskab der gemmer sig vil de falde, de er intet uden folkets støtte, deres bedrageri holder kun så længe som folket lader dem, hvor hvis de i sandhed var ligeglade hvorfor har de så åbnet suppekøkkenet?"

Sofies blik flakkede lidt mellem den velklædte herre, og Rofus og Topaliskvinden. Sofie kunne ikke undgå at tænke det var en sikre løsning at binde elveren, i det mindste til de var færdige med mødet, men hun kunne også godt se at det ikke helt virkede.. rigtigt. "Selv hvis hun sagde noget, hvem ville så tro hende? De ville bare tog hun fandt på det for at få asyl eller sådan noget" foreslog Sofie mælende mod herren med de pæne støvler.

Orderne nåde dog ikke meget andet end forlade hendes mund, før elverkvinden vendte sig fra Sofie selv, og i stedet sendte sin vrede i retningen af den velklædte herre.

Og pludselig trak elveren våben.

Sofie frøs på stedet. Topaliskvinden råbte op, og Sofie kunne se Rofus sætte i bevægelse ud af sin øjenkrog, men så var det som om alting frøs. Sofies blå øjne for rundt, men det var ikke meget hun kunne se under hætten. Forklaringen faldt hurtigt fra Topaliskvinden, og Sofie prøvede at følge hendes råd, og trak vejret dybt.. og før hun viste af det, kunne hun bevæge sig igen. 
Sofie skubbede arrigt hætten tilbage, og lod sit ansigt vise. Hendes hår var bundet ind i et tørklæde, men den voldsomme bevægelse havde skubbet det en smule tilbage, og afslørede en hårgrænse af gyldne, lysende lokker. 

Sofie lagde en hånd på Rofus skulder som han stillede sig imellem hendes og elveren, og gav den et taknemmeligt klem, som elverens verbale bombardement fortsatte. Derefter endnu et som Rofus delte sin historie. Hvad han havde været igennem. Hvad han kæmpede for.

Sofies blik faldt på Topaliskvinden igen "Ro på. Du må ik' lade hende provokere dig" bad hun med en mere fast stemme end hun havde troet hun kunne mønstre. Sofie kiggede mod Rofus og dernæst på elveren. "Det her er ikke min by, det er ikke mit hjem. Men det er hans.." hun så rundt på de andre "Og det er jeres, og Kiles Orden forsøger at tage det fra jer. De forsøger at dikterer hvor i må gå og hvornår i må bruge jeres gaver, og det er ikke rigtigt!" hun så mod elveren "Men det er sku lige så forkert at trække våben! For så er vi ikke bedre end dem, så er vi ikke andet end de bøller og mordere de prøver at få os til at fremstå som!" Sofie vendte blikket mod Topaliskvinden "Og vi er nød til at omstyrte Kiles Orden. For ligemeget hvor meget vi hjælper, eller hvor mange folk vi smugler ud af byen, så vil de fortsætte, og deres greb vil strammes og deres indflydelse vil sprede sig til de har inficeret hele landet og der ikke er flere steder at flygte hen!" hun så rundt på dem alle igen "Det er ikke min by og ikke mit hjem. Men det er hans, og det er jeres, og jeg er villig til at gøre hvad jeg kan for den igen kan blive fri, så resten af landet kan forblive fri!" 
Nok havde Sofies oprindelige motivation været Rofus, og hans families problemer. Men det her var større end dem begge. Det skræmte Sofie fra vid og sanse at tænke på, men det stoppede hende ikke.

Alicia forsøgte at trække sit sværd, da hun så våben, men i det øjeblik var det som om, alle frøs inklusiv hende selv. Hun havde kun prøvet en gang at blive lammet, og det var under mødet med vampyren. Dette var dog anderledes. Hun kunne stadig svagt bevæge sig. Det var som om, det var tøjet, der holdte fast på hende. Så talte den mørke kvinde, der havde givet hende kappen, og Alicia faldt til ro igen. Kort efter var hun fri til at bevæge sig. Der måtte andre boller på suppen, for at dette kunne lade sig gøre, så det ud til.

Med et tydeligt suk trak Alicia hætten væk fra ansigtet, så det ildrøde hår kom til syne. Så faldt kappen af skuldrene og afslørede sværdet. Med rolige bevægelser fandt hun låsemekanismen på masken og løsnede denne, så hun kunne tage den af og vise sit ansigt. I halvmørket var det tydeligt, at de orange/gule øjne glødede. Hun valgte dog ikke at forstærke dette. Hun vendte sig mod elveren og slog ud med en hånd mod Sophie og Rofus. "Uanset hvad folk herinde mener, er det de to her, der har startet dette oprør, i manglen af bedre ordvalg. Jeg er enig med dem i, at vi skal gøre dette med så lidt vold som muligt. Vi er bedre end Ordenen." Hun vendte blikket mod de to teenagere og sendte dem et smil. "På den anden side kan vi nok ikke undgå vold helt og holdent. Der vil være folk, der forsøger at stoppe os, og vi kan blive nødt til at forsvare os selv, men hvis vi ikke har tillid til hinanden, slutter den her færd, inden den overhovedet er startet" sluttede hun og vendte nu blikket mod forsamlingen. Hun lod blikket hvile en anelse længere på skikkelsen, hun vidste var Éir. Hun håbede inderligt på, at de andre ikke ville dømme hende for det, hun nu havde at sige.

Hun vendte blikket tilbage på Rofus og Sophie. "Jeg er tidligere byvagtssergent. Jeg forlod garden, fordi jeg ikke kunne leve med ordenens måde at styre tingene på. Jeg er nu eftersøgt, fordi jeg hjalp netop denne elver," hun gjorde en gestus mod Nobacy, "og fordi jeg under forbuddet udøvede magi. Det er min tillidsprøve. Jeg kan godt forstå, hvis I ikke tør stole på mig på grund af min fortid" sagde hun og afsluttede sætningen ved at puste det resterende luft, hun havde tilbage i lungerne, ud gennem munden. Herefter vendte hun sig mod Nobacy. "Jeg siger, vi skal stole på elveren. Hendes hjerte er på rette sted, og hun hader ordenen ligeså meget, som vi gør. Er vi bedre end Kiles Orden, hvis vi også udstøder elvere fra vores gruppe? Misforstå mig ikke, jeg er ikke enig i hendes metoder, men så er det op til hende, at vise os den tillid, at vi kan gøre tingene med minimal brug af vold." Hun kastede endnu et blik rundt på forsamlingen, inden hun igen rettede opmærksomheden mod de to teenagere, der ledede dette møde. "I har stablet dette på benene. Derfor er det også jer, der har det sidste ord. Jeg har blot udtrykt min mening. Alder har absolut ingen betydning her. I har stablet dette på benene, og jeg ville følge jer til verdens ende" afsluttede hun med både alvor og ærlighed i stemmen. Hun håbede virkelig, at dette ville stoppe diskussionen og få folk til at fokusere på det vigtige, nemlig Kiles Orden.

//Sorry. Det var ikke meningen det skulle blive så langt :I //

//np//

Éir kendte ikke en løsning på problemet, og blev lettet over tilsyneladende at være den eneste med det problem. Det virkede voldsomt at trække blankt i en ellers fredelig forsamling, specielt taget i betragtning at elveren selv havde været den opildnende faktor – Men hun kunne have sine grunde, specielt taget i betragtning hvordan elverne var blevet jaget de seneste måder.
Han trak på skuldrene, og det var i netop det øjeblik at hans tøj.. Frøs, i mangel på bedre ord. En følelse af desperat, panisk rædsel skød op i ham, før det blev forklaret at det blot var pigen der havde foræret sin kappe væk, der forsøgte at holde situationen under kontrol. Han skammede sig over sin første reaktion, og håbede at ingen havde lagt mærke til det. Eller hvor tvivlsom hans frosne skuldertræk fik ham til at se ud.

”Jeg holder med hende,” sagde drengen mens han kiggede på Alicia. Han var i tvivl om hvad der var rigtigt, men vidste at han kunne stole på Alicia. Hun måtte have en bedre sans for retfærdighed end han selv, i hvert fald. Hans blik faldt på elverkvinden, der havde kastet sit sværd fra sig, netop som tøjet slap sit greb om ham. Han trak hætten tilbage - Det virkede passende, nu hvor de andre blottede deres ansigter.
”Guderne ved hvad hun har väret igennem. Gi’ hende en chance mere.”

Pigen fra parret der havde samlet dem, virkede bekendt. Han genkendte hende hurtigt som pigen fra helbredelseshuset, og smilte afslappet. Da han havde set hende bevidstløs, havde han indset sit kald. Det virkede passende at hun skulle være den der satte ham på en retfærdig vej. Nærmest som i en af hans fortællinger, og i fortællingerne vandt de gode altid. Det tegnede sig godt for deres oprør.

Der var en ild der hærgede i hendes blod en vred der stammede fra en anden tid og den druknede det meste for Dinah. Dog var det ikke i tråd og klæders ånd at dræbe, klæder var til for at skabe, forme og beskytte. Dinah trak derfor vejret dybt og næsten hvislede det ud imellem tænderne inden hun igen slækkede på sit greb
”Jeg er ikke min fars datter, jeg er ikke en forræder”
Mumlede hun henvendt til ingen og alle der lyttede.

” de er intet uden folkets støtte, deres bedrageri holder kun så længe som folket lader dem, hvor hvis de i sandhed var ligeglade hvorfor har de så åbnet suppekøkkenet?"

Dinah så undrende på den anden mand, de havde taget hans køkken, var det bare det han var sur over et fordømt køkken!?!

”Måske fordi de ikke alle er onde, måske fordi Kile siger at alle tilfalder hende når tid er og ikke før eller senere” svarede hun prøvende tilbage inden hun igen mærkede vreden melde sig.
”Måske fordi de ikke alle er ligeglade og måske fordi vi er nogen der ville være døde hvis ikke det var for ordenens hjælp?!” udbrød hun lettere forundret, var hun den eneste i den her forsamling, der faktisk var blevet hjulpet af ordenen.

Da den blonde talte igen kunne Dinah ikke lade være med at have et lille smil på læberne, så det var det det handlede om ham, ham, ham, Dinah havde ikke lige taget tøsen for en medløber ved første øjekast.

Nej medløber var ikke det rette ord hun var her for at stødte og være sammen med drengen der havde talt tidligere. Dinahs smil forsvandt et stik af misundelse havde kvalt det. I en kælder fuld af folk der stod uden for det normale samfund var hun atter uden for, de andre havde noget hun aldrig kunne være del af. Hvem der havde venner som de to, aldrig alene.

”Kan vi ikke blot fjerne dem der misbrugere ordenen, sætte folk fri? Hvorfor omstyrte og ødelægge? Handler det her om hjælp eller om hævn?”


Da den rødhårede bekendte kulør, trådte Dinah tilbage og så ned på sine tær i skam. Det var jo ikke fordi at tossen var elver der var et problem, men fordi hendes eneste løsning var noget med knive, havde hendes ører været korte og runde havde de haft samme situation.

"Han har ret" Mumlede Dinah skamfuldt, med en gestus i retningen af den dreng der havde en accent der kunne måle sig med hendes.

”J…Jeg har brug for luft” sagde hun så hurtigt, med en stemme der knækkede, befriede elveren fra hendes bånd med en bevægelse af håndledet. Herefter drejede hun hurtigt om på hælen og styrtede op ad trappen.


//OOC
Jeg vælger lige at hoppe op i en sidetråd for at se hvad det kan gøre for flowet.
Folk skal være velkommende til at følge efter eller ej.

// Jeg kan se at Nobacy er blevet sprunget over ved et uheld, så Peanut tag mig lige igen efter du har svaret ^^ //

"Tyv tror hver mand stjæler? Taler du af erfaring? For jeg har ikke stålent noget. Og nej. I kan ikke dræbe." Hun smilte udfordrende ad denne pige. "Tænk, prøver du at true mig?" Hun havde allerede smidt sværdet. Hunfortrød næsten. Mange i rummet kunne være en god kamp. Hvor bittersødt at hun ikke ville kunne føle rusen.

  Da drengen (Rofus) snakkede om hvordan han mente at hun var uforstående blev hun vred. Meget vred. Men hun vidste også at hun ikke kunne træde længere over linjen. Så i så roligt et roligt tonefald, som stadigt var så truende at mange ville vende om hvis hun tiltalte dem sådan, hun kunne mønstre sagde hun. "Du     ved     intet      om       mig. Jeg havde alt. Jeg blev forvist for det. Forvist for at give min mening til kende. Du ved intet om at være en passiv tilskurre. Jeg så min familie langsomt miste modet til at kæmpe. Du har ingen ide." Hendes øjne lynede i hans retning. Hvis ikke at hun blev holdt fast af kvinden (Dinah) ville hun gøre ting ved ham som hun ville fortryde. 

Som pigen der havde samlet dem alle talte forduftede hendes vrede. Da hun var færdig bukkede hun så dybt som hendes tøj tillod, som var hun af royalt blod. "Jeg undskylder dybt min ufatteligt upassende opførsel. Jeg har taget fejl. Grueligt fejl af dig. Jeg beder dig, tag mod mit løfte af ubetinget loyalitet." Hun snakkede kun til denne skønne kvinde. Hun bandede indvendigt sin åndsvage opførsel væk. 

"Hvis du vidste hvad jeg har gjordt ville du ikke bekymre dig over at komme i deres varetægt." Mumlede hun til svar på Alicias input. 

Det blev en smule akavet som folk blev ved med at tale at stå i den position, men hun holdt den. 

Rofus havde ingen anelse om han skulle grine eller græde over situationen han var endt i! Det virkede nærmest som at de folk der var mødt op prøvede med vilje at misforstå alt han sagde!
Den unge mand med de dyre støvers protest kunne han da godt forstå men det var bare ikke helt godt nok "Hør, vi er ikke kommet her for at mundhugges, men du har ret, vi har alle noget på spil her, og du har måske mere end os andre, men med dem som leder ordnen er det kun et spørgsmål om tid før de prøver at tvinge din familie til at hjælpe, med eller mod deres vilje. Jeg er her ikke for at sige hvad du skal, eller ikke skal"
Rofus slog en hånd ud mod Sofie og derefter resten af forsamlingen. "Vi er her for at dele hvad vi har fundet ud af, for at vise hvor råddent der er under nogle af maskerne, og før nogen spørger ja der er nogen af ordenen der oprigtigt der vil folket det bedste, derfor er så vigtigt at vi får afsløret dem der forpester resten! Men prøv at se på dronningen når midvinter ballet kommer, med eller uden klarsynet fra drikkens hjælp" 
Et stille øjeblik fulgte som Rofus lukkede øjnene og tog en dybindånding før han fortsatte "Vi er ikke Kiles orden, vi tvinger ikke folk til at leve deres liv efter vores fløjtespil" 

En del af Rofus ønskede at følge med den unge kvinde med den syngende accent, men der var mere brug for ham her end sammen med hende, han håbede at en af de andre ville følge efter hende.

Kommentarene fra den ildhårede kvinde og den bondske dreng tvang Rofus til at kvæle et suk. "Det handler ikke om at hun er en elver, det handler om at hun har truet os" Et sagte nik med hovedet blev sendt i Sofies retning "Og at hun virker noget... utilregnelig" Med de ord knugede han sin ene næve en smule, med lod ikke vreden tage over, han nægtede at ende som ørkenelveren.
"Det er meget fint at i vil sværge evigt troskab til os eller bare den ene" Rofus blik faldt på elveren og den rødhårede kvinde "Men det er ikke iorden. I skal kun gøre det her hvis jeres hjerte er med i det, det nytter sgu ikke hvis i gør det fordi vi siger det! Hvoran i gundernes navne kan vi være sammen om det ellers?!"

((intet problem med længden Sprutte, det er en virkelig lækker post!))

Sofies blik bevægede sig rundt som de forskellige talte. Hun nikkede til den velklædte herres skepsis om, og kunne ikke være helt uenig. Hun rynkede en anelse på næsen som drengen med accenten bakkede ex-byvagten op, men den glattede sig ud igen som han skubbede sin hætte ned, og hun genkendte ham. Éir. Den spøjse lærling på helbrederhuset. Sofie havde ikke talt med ham, men set ham der flere gange når hun havde været der efter sit... uheld.

Den rødhåredes 'tilståelse' rejste ikke meget alarm hos Sofie, tværtimod, og hun nikkede sin enighed til den velklædte herres ord. Der var ikke rigtig nogen her der kunne pege fingre over nogen havde brudt loven for at hjælpe.. det gjorde de, bare ved at være samlet nu.

Så spidsede ting til. Folk havde følelserne udenpå tøjet og alle var berørte af hvad der var sket og hvad der blev sagt, på den ene eller anden måde.
Den udenlands udseende kvinde styrtede ud og Sofie løftede en hånd for at stoppe hende, men fandt ikke ordrene til at kalde hende tilbage. Sofie udveklsede et blik med Rofus, og så sin egen lyst til at løbe efter kvinden spejlet i ham. Men der var for meget på spil lige nu til det. Hun kunne ikke lade ham alene.

Sofie stirrede måbende på elveren som denne afgav sit løfte, og hendes blik flakkede fra elveren, til ex-byvagten med de glødende øjen, til Éir. "Jeg.. har et foreslag" startede hun en anelse tøvende ud efter Rofus havde sagt sin del. Sofies blik gled til den velkendte herre og så til Rofus "Jeg er enig med ham" hun nikkede mod Rofus "Hun har intet vist der skulle få og til at stole på hendes ord og endnu mindre hendes handling. Hun har truet ham med et åndedrag og svoret loyalitet til mig med det næste!" understegede hun og så mod ex-byvagten "Men jeg stoler på dit. Og han stoler på dig" hun nikkede mod Éir "Og hun" Sofie gjorde en gestus mod døren topalis-pigen var forsvundet ud af "Lod også til at synes elveren fortjente en chance mere.. så her et mit foreslag:" Sofie samlede alt sit mod og mødte elverens blik. Det var svært ikke at vise hvor pisse bange hun egentligt var for elverkvinden "Hvis du vil sværge din loyalitet til nogen, så gør det til os alle." sagde hun bestemt, inden hun lod blikket glide videre til den velklædte "Og indtil hun har bevidst hun er loyal og til at stole på, deltager hun ikke i vores forsamlinger" Sofie så mod ex-byvagten "Du er hendes bindeled til os. Hvis hun vil bringe noget op, sker det gennem dig. Hvis der er noget hun skal vide, sker det igennem dig." bød hun. Hvis ex-byvagten havde tillid til hende, måtte hun også være ansvarlig for hende.
Sofies blik faldt på Rofus igen, inden hun ekkoede hans ord "Vi har sagt hvad vi ville. Vi har delt med jer hvad vi ved, og nu er det op til jer hvad i vil gøre med det. Hvis i er villige til at stå imod undertrykkelsen sammen, så bliv. Ellers, så er nu tidspunktet til at gå".

((Derag, du skal tagge Nobacy ind efter dig. Alle skal lige være opmærksom på at tagge de rigtige ind, da systemet ikke kan finde ud af at folk forlader tråden <3 ))