Som hun selv valgte at komme op på bene, var hun lige ved at overraske Jonathan, og havde det ikke været for hans hurtighed var han væltet omkuld, og det havde været en dårlig start på det hele, han elskede at denne kvinde var frisk på udenset hvad han tilbød, men man kunne sige normalt slog han ikke på kvinder, men ved hende ville han gøre en undtagelse, han smilte lidt til hende som hun sagde at han skulle vise hvad han kunne, “ altså normalt slår jeg ikke på kvinder, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse “ sagde han og tog et skridt imod hende, hvor efter han med det samme slog ud efter hendes hovede, efter fuldt af et slag imod maven, så alt afhængig af hvor god hun var så måtte det vel ramme, med mindre hun blot blokerede hans slag med hendes krop, men en ting bar sikkert han var hende langt overlegen på fysik og skurke, så om hun overhovedet kunne slå en Pro næve det vidste han ikke.

Jonathan vidste at med den selvsikker hed hun havde, at hun helt sikkert kunne noget eller havde en form for es i ærmet, men hvad det vidste han ikke, men han var sikker på han non smart vil finde ud af det.

Der var ikke den store chance for at manden her skulle være en gentleman, det tvivlede hun i hvert fald stærkt på. Selv da han valgte at udtale sig om ikke at slå på kvinder, kunne hun ikke lade vær med at le af hans udtalelse. Han måtte have spist søm.. Som en del af mørkets hær, så måtte han da have været tvunget til at angribe kvinder før? Eller havde han virkelig undgået det i så lang tid? Næppe. Yotul rystede på hovedet og trak let på skulderne. "Jeg tvivler på, at du nogensinde ville overholde den slags løfter" lo hun, men samtidig så ønskede hun heller ikke, at han skulle holde igen. Så måske hun skulle lade vær med at provokere ham til at bevise det overfor hende? Yotul så slaget imod hovedet komme, men slaget imod maven tog hun stædigt imod, som hun dog var nødsaget til at hoste, da luften røg ud af hendes lunger på ingen tid.

Yotul lod ikke manden trække hånden til sig, som hun hurtigt greb ud efter hans håndled for at holde ham tæt til sig. Forhåbentlig ville han ikke være klar over, hvad der skulle ske, før det var sket. Derfor håbede hun på at kunne gribe fat i ham og dernæst svinge højre ben imod hans læg for at vælte ham omkuld. Men måske var han for hurtig?

Elver de var sku altid så rapkæftet, og denne kvinde var ingen undtagelse på nogen måde, men han skulle
Nok visse hende at han ikke bare var hvem
Som helst, ide han slag i maven ramte gjord han klar til endnu et angreb, men hendes greb efter hans hånd og nærmest en form for tæt nærhed, rystede ham og han lod sig rive med, men dig bevist i hovedet, men slet ikke nok til at hun væltede ham omkuld, dog greb han fat i hende sådan at hun ville ryge med og blot lande ovenpå ham.

“ virkelig kvinde virkelig, hvor meget tid skal jeg give dig før du udretter noget bestemt, eller er du bare ude på at komme i bukserne på mig “ sagde meget arrogant og mega flabet.

Jonathan var slet ikke klar over hvad denne elver kunne men det samme kunne man sige om ham til hende.

Det var ingen grund til at være rapkæftet, hvis ikke man ikke kunne stå inde for det og hvis det var noget som Yotul kunne, så kunne hun sagtens stå inde for det og samtidig give ham kamp til stregen. Det krævede blot at han lavede en mindre fejltagelse og så ville det for alvor gå galt. Men det kunne han selvfølgelig ikke vide, før det allerede var for sent. Først måtte hun jo bare lege lidt rundt med ham, så han ikke fattede mistanke om, hvad det var hun var ude efter. Yotul havde lidt forventet at situationen ville udvikle sig på en anden måde, så hun så lettere overrasket på ham, da de lige pludselig begge to endte på jorden og hun var ovenpå ham.. Det var ikke planen, men hun kunne da sagtens arbejde med det. En kølig latter blev affødt af hans forsøg på at få hende til at overgive sig eller indrømme, at hun blot var ude på at dyrke samleje med ham. Yotul lagde sig længere ned til ham og lod sin næse strejfe hans. "Ak ja, hvor ville det være himmelsk" lo hun køligt, som hun dog forsøgte at placere hænderne mod hans brystkasse for at komme væk. "Du vil ikke kunne håndtere mig i sengen" der hvilede stadig en latter over hendes stemme, som hun blinkede til ham, før at hun slap med den ene hånd og forsøgte at hamre albuen ned i hans brystkasse for at brække eller i det mindste trykke hans ribben nok, så han ville miste pusten og hun atter kunne få fast grund under fødderne ved at komme på benene igen.

Hun var flabet han var flabet, og alligevel var det Jonathan der havde taget lidt for let på det hele, men igen så havde han altid et es eller to i ærmet hvilket hun sikkert også havde, men hvad det var vidste han ikke, så han måtte blot vente med at finde ud af det til hun viste det, som de lå der hende ovenpå ham smilte han til hende kort inden hun lænede sig tæt på ham, hendes ord var bare mere flabet men han vidste også at det var en løgn, for Jonathan havde aldrig mødt en der endnu havde kunne stå ved de ord hun sagde, for ja det sagde de fleste kvinder, men i sidste ende var det ham der lo, i de få sekunder hun lå på ham og fik sagt ord, havde han regnet med at hun nok gerne vil op igen, men ide hun hamrede sin albue ned i ham mistede han kort pusten, inden han så hende rejse sig op fra ham.

Han satte sig op og kiggede op på hende " virkelig igen, så du tror ikke jeg kan håndtere en elver som dig, tsk...." sagde han og rystede på hovedet kort, inden han rejste sig op og børstede noget støv af sig selv, inden han kiggede over på hende igen, " fint min tur til at lege med dig, men hold øje med mig for lige om lidt er jeg væk " sagde han og trak en kniv frem for sit skjul, hvor efter hans øjne begynde at lyse op, og endnu et smil kunne ses på hans læber, inden han kastede kniven op i luften, og i et split sekund forsvandt han hurtigere end øjne kunne følge med, han havde retning lige imod hende, han gik direkte efter hendes knæ efterfulgt af slag mod lænden, og derefter kraveben og hals, alle disse bevægelser i lyn hurtig træk der blot varet i få sekunder, på grund af hans hurtighed, og ide han vende tilbage til den plads han havde forladt, var det nok tid til at han greb kniven som han havde kastet op før.

om hun var forberedt på nogen måde vidste han ikke og der ville gå 1-2 sekunder før hendes krop ville register de slag på sig, på grund af farten af dem.

Manden gav tydeligvis ikke op. Ikke at det var noget Yotul ønskede, men han kunne da i det mindste lade vær med at springe rundt over det hele. Hun havde jo ikke rigtig en chance for at skade ham ordentligt, når han var så livlig. Måske hun bare skulle lamme ham og så få det overstået. Eller skulle hun virkelig overgive sig og se hvad han havde at byde på? Hendes lyster var næppe de samme som hans, så han kunne være nok så selvglad, det ville næppe hjælpe ham. Uanset hvad, så befandt han sig stadig på jorden, imens at hun endnu havde fodfæste, så hvad ville han stille op? Hun kiggede dog en anelse undrende på ham, han mente virkelig, at han kunne tilfredsstille hende? Så ville han uden tvivl være én af de få, der kunne klare opgaven. "Gør dit bedste.. eller nærmere værste" kommenterede hun med et legesyg smil på læben. Der var ikke meget andet at komme efter og hun havde bestemt ikke tænkt sig at bukke under så let, så han var virkelig nød til at skrue op for styrken, hvis hun skulle overgive sig til ham.

Yotul kunne fornemme hvordan kniven blev kastet op, men valgte aldrig at kigge direkte på den, som hendes fokus hvilede på ham. Lige indtil han forsvandt.. Hun rynkede let på næsen, før at det gik op for hende, hvad der foregik. Så han var altså virkelig hurtig. Ikke altid en god ting, hvis hun selv skulle sige det. Lige pludselig bredte der sig dog en smerte flere steder på hendes krop, som hun mistede pusten og faldt ned på det ene knæ med et irriteret støn. Blikket var vendt mod jorden, som hun mærkede hvordan smerten pulserede flere steder på hendes krop. Havde det ikke være for hendes evne, så ville hun nok have endt med flere blå mærker. Men blodet kunne hun sagtens holde tilbage. For hun ville gerne have smerten til at blive. Hun kunne heale det senere. Alligevel måtte hun sunde sig let, som hun løftede hovedet og kiggede direkte på ham med et hvæs. Yotul lagde hånden på sit knæ og fik rettet sig op igen. "Du har fart.." kommenterede hun lettere henkastet og lod blikket glide mod kniven. "Betyder det så at en eventuel belønning til dig, er hurtig overstået?" lo hun køligt for at provokere ham yderligere.

Jonathan kunne godt fornemme at hun var ligesom ham bare i en kvinde form, han smilte kort til hende, inden han igen åbnede munden “ du skal vide st du lever kun på grund jeg vil det, ellers havde det været huller i din krop frem for slag, for ja du er muligvis en person ligesom mig der er stædig og tror på sig selv, “ sagde han og gik roligt hen imod hende, han fjernede kniven fra hans hånd af, og forsatte imod hende med raske skridt, samtidig med han begynde at snakke igen ” men inderst inde er du blot en elver der ikke har mødt hverken din overmand eller din kærlighed du i virkeligheden mangler, for inderst inde er det eneste du virkelig ville have er kærlighed “ sagde han og stoppede op lige foran hende, hvor efter han kyssede hende på munden. 

Og om det var dumt, ja for nu var han lige foran hende med sænket parader, og hun kunne jo nærmest gør lige hvad hun ville nu, men Jonathan var ligeglad også havde han lært af sine fejl.

Måske var det heller ikke smart at kysse hende, men igen han havde lyst og om hun havde eller aj så betød det intet, om han fik en flad en knytnæve you name it, så måtte set være det 

Det var ikke sikkert, at han skulle forsøge at sætte lighedstegn imellem hende og ham selv. For hun ville uden tvivl benægte det, da hun bestemt ikke kunne se, hvad hun skulle have tilfælles med en engel som ham selv. Hun gjorde dog klar til at blive angrebet igen, eller hun forventede det lidt, da hun ikke selv følte at hun havde opgivet, også selvom hans fart ville give hende problemer, hvis ikke hun passede på. Yotul kunne sagtens tage imod skaderne, da hendes krop nemt kunne heale det, men hun kunne jo ikke blive ved indtil han selv var træt og løb tør for chakra. Hun løftede et øjenbryn, en smule uforstående overfor hans forsøg på at prale med at hun kun levede, fordi han ønskede det. "Siger du til mig, at du faktisk holder igen?" man kunne fornemme en snert af skuffelse, som hun bestemt ikke ønskede at han holdt igen, hvis det var tilfældet. Hun så dog en smule undrende på ham, da han fortsatte sin talestrøm og begyndte at snakke om kærlighed og overmand. Hvad fangen havde han gang i. Hun skulle til at protestere, da han valgte at kysse hende. Helt instinktivt kyssede hun tilbage, før at hun skubbede ham væk og vendte et køligt blik imod ham.

"Jeg har altså ikke tabt endnu" mumlede hun lettere frustreret, som han da ikke bare kunne lægge an på hende på den måde. Hun var i hvert fald overbevist om at det var fordi han forsøgte at gøre krav på sin belønning, hvilket hun i hvert fald ikke ville være med til lige nu. Derfor hævede hun også næverne for at gøre klar til hans næste angreb. Kærlighed, hvad snakkede han dog om? Sig selv måske.

Hendes udstråling og flabethed tiltalte ham ekstremt , men igen hun vat elver og hvis hun bare vidste hvor mange af hendes slags han havde slået ihjel, så havde hun nok på ingen måde taget dette så pænt, men igen når alt kom til alt så havde hun sikkert et es mere i baghånden, som han ikke vidste noget om for hvorfor ellers være så kæphøj, hun havde nærmest ikke vist noget af sig selv overfor ham, så den tanke havde han i hovedet, og kys eller ja eller fortjent eller aj, så havde han ikke gjord krav på noget i nu, men det skulle nok komme på den ene eller den anden måde.

Dog kom det til en overaskelse at hun faktisk kort gengælde kysset, men igen så mente han at det var kærlighed hun længtes efter, en der kunne slukke hendes sult, så derfor var det naturligt at hun skubbede ham væk, et smil kom frem på hans læber “ holde igen ja er jeg nød til ellers var du død, og synes ikke dit kønne ansigt fortjener sådan en skæbne, “ sagde han kort og fjernede sit våben som hun hævede næverne.

Jonathan gik hen imod hende med sænket næver, for han vidste at han slog hårdere og hurtigere end hende med hans evne, han kiggede intenst på hende og afventede egentlig blot hende angreb når det ville komme.

Ærligt så kunne Yotul ikke være mere ligeglad med, hvem eller hvor mange væsner, manden havde dræbt. For hun kunne sikkert tilskrive sig en del fortabte sjæle også, så han skulle bestemt ikke tro, at hun ville dømme ham på det faktum. Hun var nærmere typen til at tilslutte sig en sådan leg, men det var næppe noget Jonathan havde bemærket endnu. Nu havde hun jo udgivet sig for at være en simpel skovelver, der skulle opføre sig som resten, men som i virkeligheden ikke kunne skille sig mere ud fra mængden. 

Aldrig var kærlighed kommet på tale, hun følte ikke rigtig for det og kunne faktisk heller ikke se, hvorfor han lige pludselig skulle bringe det på banen. Var det for at få overhånd og bringe hende ud af fokus? Måske han forventede at det ville forvirre end det gavnede hende? Hun fnøs en smule irriteret over hans udtalelse, før at hun trak på skulderen og lod emnet ligge. "Årh, hvor sødt af dig" lo hun hånligt, som hun ikke rigtig kunne holde masken. Var han bekymret for hende? Det kunne vel ikke passe. Hun lod blikket glide på sine hænder, der endnu var knyttet. Han lod til at afvente hendes angreb..

Jonathan kom tættere på, som hun dog blev stående. Lettere drillende valgte hun dog at løfte en hånd op til sin mund, som hun førte den stille over sin underlæbe. Samtidig bed hun sig lettere forførende i underlæben, før at bidet blev brugt imod hendes finger for at bryde hul på huden. Blodet dryppede langsomt ned på jorden under hende, som hun slikkede blodet af hulet og lukkede det. "Hvordan ved vi egentlig, hvem der har vundet?" spurgte hun uddybende, som blodet på jorden sank ned i jorden og forsvandt for nu.

Denne elver var tydeligvis klar over hvad der forgik, hun var ikke dum og hun var bestemt noget for Jonathan, men igen hun var elver og det var ikke lige hvad han fortrak, men hun var ganske nydelig og se på, hans blik havde aldrig fjernet sig fra hendes som hun tog hånden op til sin mund, hvad havde denne kvinde gang i, og hvad var hun i stand til, det vidste han ikke og det kunne også være hun ikke var i stand til noget, men igen han tvivlede så han var nok snart nød til at gøre en ende på denne kamp, han lyttede til hendes ord “ enten nå du ligger død foran mig, eller du gir op men nu er det slut med at være venlig “ sagde han og trak en knyt næve frem lige imod hendes hovede og en imod hendes mave.

Det var tydeligt han havde styrke på hans side, men hun havde nok mere sin klogskab til gode i forhold til ham, hans slag var ikke normale slag men brændende slag, for han havde iført ild i sine knore der gjord at vært hit han fik på hende ville brænde hende, og hans slag ville forsætte mod hende, som en rækkefølge der hed, hoved krop hoved, og derefter krop hoved krop.

Nu havde denne kamp snart stået på i noget tid, og mørket havde lagt sig på ny, og det begynde stille og rolig at regne oppe fra.

Hans svar passede ikke rigtig til hendes legende humør, som Yotul rynkede en smule på brynene. Hun havde ikke planer om at dø og opgive lå heller ikke rigtig til hende. Kun hvis hun kunne få noget nyttigt ud af det og lige nu var hun ikke synderlig begejstret for udfaldet. Langsomt strøg hun tungen over sin underlæbe, som hun overvejede sit svar, men straks måtte dukke sig for den knytnæve han sendte i hendes retning. Var de ikke lige midt i en samtale? "Det var ikke særlig venligt" mumlede hun en smule fornærmet, selvom der faktisk hvilede et lettere koldt smil på hendes læber. Der var fortsat et glimt i hendes øjne, som hun trådte tilbage for at øge afstanden imellem dem. Han var tydeligvis fan af nærkamp.

Ét slag gik rent ind imod hendes kæbe, som hun lettere forbavset vendte blikket væk fra ham og kunne mærke, hvordan ilden brændte i hendes kind. Hvad var nu det? Hun hvæste en smule af ham, som hun ikke kunne få den brændende fornemmelse til at forsvinde. Yotul så faktisk en smule sur ud, som hun aktivere det blod hun havde ladet falde imod jorden. Lige pludselig stod der pigge op igennem hans fødder, som et større område omkring ham blev dækket af pigge lavet af blod. Hendes blod. "Surt for dig" lød det irriteret fra hendes mund.

Denne elver gik ham virkelig på nerverne, men igen hun gav ham en god kamp, og det tiltalte ham meget og at hum faktisk kunne overraske ham, var endnu et plus, som han fik ramt smilede han blot og svarede ikke rigtig på det hum sagde, for lige nu var han blot blid ved hende, men stadig måtte han kæmpe for at få ramt hende, det næste træk var til hans store overraskelse smertefuldt, pigge op igennem hans fod fik ham til skære voldsomt tænder og ord fra hans mund blev brugt “ Av forhelvede “ sagde han og kiggede ned i smerte, han kiggede over på hende igen, og prøvede virkelig at bide smerten i sig.

“ meget flot trick du har der, blod magi hmm “ sagde han kort og vidste han måtte gøre noget ellers var denne kamp forbi og til hendes fordel, han slog sine vinger ud, store og hvide var de og havde et stort vinge fang, han kiggede på hende inden han med et afsæt fik sig selv fri, dog ikke uden smerte og blod, “ din satans til elver “ mumlede han for sig selv oppe i luften, hans blik var dog stadig på hende.

“ skønt Jonathan en køn elver har fået ramt på
DIg “ mumlede han igen til sig selv, inden han fløj ned og landede lidt væk fra hende og hendes pigge, han kiggede på hende og holde hans rolige smil, kampen var nærmest ikke begyndt endnu, måske han skulle være ligeglad med hendes liv og måske bare give hende en lærestreg.

Han viftede kort med hånden til hende “ kom så “  

Det kom en smule bag på Yotul, at Jonathan ikke havde anet uråd omkring hendes forsøg på at forhindre ham i at bruge sin fart. Men at hun faktisk formåede at trænge igennem hans fod med sine pigge. Det bragte en lysten latter over hendes læber, som hun fniste ganske let og bed sig i læben. Nok kunne hun godt lide at få påført smerte, men der var altså også noget helt fantastisk ved at se en stædig mand blive fanget i hendes 'net'. Det gjorde jo tydeligvis ondt på ham, som hun ikke skjulte sejrs blikket, fordi hun følte virkelig, at der var tale om en sejr lige nu. Yotul undlod at besvare hans jammer, som hun gav udtryk for at det morede hende gevaldigt og derfor ikke følte, at hun behøvede træde yderligere i det. Men hun ville kalde det en lille sejr stadig!

Yotul trak en smule på skulderne, som han kaldte det et trick. Det var bestemt meget mere end det, men det skulle hun nok vise ham, hvis han stadig var i tvivl. For han havde da følt smerten, ikke sandt? Nuvel, det ville blive hans begravelse, hvis ikke han tog hende seriøs. Men som han spredte vingerne og hurtigt sprang op i luften, valgte hun at opløse blodet og i stedet lade det sprede sig over underlaget. Hun var tydeligvis nød til at udvide sin fælde bare en smule. "Vil du ikke lege mere, fordi det gjorde lidt ondt?" provokerede hun, som hun havde rettet blikket op imod ham, nu hvor han insisterede på at svæve over hende.

Så fandt Jonathan atter vej ned til jorden, som Yotul dog havde lagt armene over kors. Kunne de ikke bare blive enige om at hun havde vundet allerede? "Hvis du insisterer" lo hun let, som hun dog ikke havde i sinde at nærme sig ham, men i stedet lod blodet nærme sig hans fødder for at kravle op ad hans krop og lukke af for blodtilførelen ved at stramme til omkring hans lår. Så ville han måske falde ned på knæ?

En sand geni streg havde hun udført, men selvom det hele så skidt ud lige nu for ham, men Jonathan havde trænet hans evner til perfektion, og han havde et eller to es’er tilbage i ærmet hun nok ikke havde set komme, men han måtte give hende at hun havde formået at skade ham, få han til at bløde Overveje sit næste træk, hvilket gjord hende til en værdig modstander, men nu måtte han virkelig vise denne elver kvinde at der var en grund til han aldrig var blivet slået i kamp.

Ide hun angreb ham fra afstand af og nærmest lod hendes blod magi gør arbejdet, vendte han blikket over imod hende “ virkelig “ sagde han som han blev tvunget i knæ af magien, i sidste ende betød det ikke noget for ham at han var tvunget i knæ, men mere hvad hun nu havde tænkt sig.

Alt det hele kom som udgangspunkt til at handle om, hvad hun gjorde nu for en forkert træk fra hendes side ville koste hende denne kamp, dog skulle han nok komme fri på den ene eller anden måde, så selvom det sort ud for ham smilede han alligevel til hende, selvom han sad på knæ noget væk fra hende. “ for jeg snart min belønning “ sagde han roligt.

Den måde han valgte at reagere på, fortalte blot Yotul at hun havde valgt den rette fremgangs metode. Nok ville hun ikke have haft problemer med at angribe ham direkte, men han lod til at være i stand til at kæmpe imod hendes sværd, hvorimod hendes magi havde meget større effekt på ham. Altså måtte det være vejen til sejr? Ved at holde afstand forhindrede hun muligvis også at han forsøgte at bruge beskidte tricks på hende, som at kysse hende. Altså hun kunne sagtens give ham tilbage af samme skuffe, men altså.. Nu havde de jo en kamp kørende og en eventuel belønning, så måtte Yotul sigte efter det i stedet for leg. Derfor var hun også langt mere fokuseret på målet end vejen dertil. Sejren var tæt på, særligt som han endte med at gå i knæ foran hende. Hun valgte dog at holde blodet aktivt, så det altid kunne bevæge sig længere op, hvis han insisterede på at modarbejde hende. "Ja virkelig" lo hun legende, som hun lagde armene over kors og betragtede hans knælende stilling.

Eftersom at hun følte at hun havde styr på situationen, valgte hun at nærme sig ham. Nok havde han stadig hænderne fri, men det kunne hun godt lave om på, hvis han insisterede. Måske Jonathan foretrak at være bundet på den måde? Hun kom tættere på, som hun opdagede hans smil og gik en smule i stå. Havde hun ikke allerede vundet, hvordan kunne han tale om sin egen belønning? "Glem det, jeg vandt" lo hun med et hævet bryn, som var hun muligvis ikke helt overbevist, men han skulle ikke sådan få lov til at ændre de nuværende forhold. Derfor forsøgte hun at flytte blodet længere op over hans krop, så det kunne låse hans hænder sammen imod ryggen. Hvis hun fik chancen.

Jonathan havde ikke blot hans hurtigheds evne bare for hurtigheden, nej han havde udviklet den til det yderste, og hans næste handling var krævende men han vidste at han var fanget og at han måtte komme fri, hans øjne var rettet på hende inden de begynde at lyse op, hans hænder begynde at ryste og jo mere de viberede jo mere uklare blev de for det blotte øje, hænderne forsatte og snart gik resten af hans krop igen med det samme, og når hun stod og kiggede på ham ville hun ikke kunne se ham, på grund af det uklare syn som kom fra de vibrationer han gav i sin krop, denne ting er noget der krævede kræfter og energi, men til hans store overraskelse hjalp denne evne ham ikke, måske var det fordi det ikke var et rum han var fanget i, men mere magiske kræfter.

Han stoppede med at vibrere, så hun igen kunne se ham ordentligt, hans smil var forsvundet fra hans læber, han kiggede på denne kvinde som begynde at føre blodet længere op af ham, kunne det passe havde hun virkelig vundet over ham, havde han virkelig tabt til denne kvinde, havde han været for blød overfor hende, skulle han bare have gjord det hurtigt færdig i stedet for at lege med hende som han havde gjord.

“ så sig mig en ting spidsere, skal jeg virkelig anstrenge mig for at vinde denne kamp “ inden det blod kom for langt op var han godt klar over han måtte handle hurtigt, men han kunne som sådan ikke mærke hans ben, men igen han havde sine vinger, så han brugte en combi af sin hurtighed og slog sine vinger ud og fløj hen, og tog godt fat
Om hende, holde hende tæt ind til sig, og satte afsted mod himlen, for med mindre hun kunne flyve så var han sikker på hun ville sætte pris på han ikke tabte hende.

Der foregik noget besynderligt med englen foran hende, som hun kunne fornemme på hans krop, at det hele blev mere og mere sløret. Hun rynkede en smule på næsen, som hun forsøgte at fokusere på hans skikkelse og blikkede op til flere gange. Men han blev ikke tydeligere af den grund, som hun rakte ud efter ham, da han lige pludselig stoppede med at vibrere, hvilket blot fik hende til at trække armen til sig. "Hvad har du gang i?" spurgte hun lettere bebrejdende, som hun stadig kunne fornemme på blodet, at det endnu havde fat i ham og at han ikke var sluppet fri af den grund. Måske hun skulle vende blodet indad, så hun kunne bore sig fast i ham og derved forhindre ham i at lave endnu et trick, der kunne være ment til at distrahere hende for alvor. 

Men før hun nåede så langt til at danne pigge på blodet og prikke dem ind i huden på ham, valgte han at bruge sine vinger, hvorfra han fik sig løsrevet og straks fløj imod hende. Yotul gispede efter vejret, som han slog luften ud af hende med sit greb og de meget hurtigt fløj op imod himlen. Hun greb straks ud efter hans arme, hvor hun borede neglene ind i huden for at få ham til at slippe hende. "Sæt mig ned.. Du har tabt" hvæste hun lettere irriteret, som hun forsøgte at rive i hans arm. Men som de kom længere og længere op, stoppede hun med at kæmpe imod, da et sådan fald ville få alvorlige konsekvenser, selv for hende med hendes evne.

Jonathan måtte indrømme at hun havde taget ham med bukserne nede, og hun havde hent klart vist sig at være en værdi modstander, men igen så var kampen ikke over før, han sagde den var det og lige nu vidste han at han havde den store fordel, som han var fløjet afsted med hende nærmede han hendes negle borer sig ned i hans arm, han smilte lidt da det på ingen måde gjord ham noget, han kunne godt lide smerte på den ene og den anden måde.

“ du er godt klar over at jeg muligvis ville lade dig dø ikke “ sagde han og smilte, selvfølgelig ville han ikke dræbe hende, men han ville med glæde lade hende tvivle på ham,

Jonathan forsatte blot med at flyve op i luften, dog med mindre fart, “ så sig mig hvad skal jeg stille op med dig “  

Hvor vovede han at lette med hende i favnen? Yotul hvæste ganske let over situationen, som hun borede neglene ind i hans arm i håbet om at han ville slippe hende, før at de kom for langt op. Men da de nåede en vis højde opgav hun, som hun godt var klar over at hendes healings evne umuligt ville kunne redde hende fra et sådan fald. Det passede hende slet ikke at indrømme at hun muligvis havde tabt for nu, men også kun fordi han så absolut insisterede på at bruge tricks, der slet ikke var tilladt, hvis man spurgte hende. Til sidst endte hun med at vende blikket bort fra ham, som hun i stedet betragtede udsigten uden at kigge retur på ham, selv ikke da han talte til hende. Der fik han blot nogle dybe lyde som svar for en stund.

"Det er virkelig ikke positivt at dræbe mig, så bliver hæren mindre.." mumlede hun tydeligvis utilfreds med situationen, som hun måske var nød til at indrømme, at hun havde tabt, så hun kunne komme videre? Det samme ville han kunne. "Jeg overgiver mig.." ordene blev hvisket i håbet om at vinden og lyden fra hans vinger ville overdøve hendes ord. Derpå valgte hun dog at vende blikket imod ham, som hun slap hans arm helt og i stedet lagde armene omkring nakken på ham for at føre fingrene op i hans hår. Så måtte hun jo bruge en anden taktik? "Hvad vil du gerne stille op med mig?" spurgte hun lettere drilsk, som der hvilede et lystigt smil på hendes læber, imens at hun rev ham ganske let i nakken.

//Jeg forlader tråden, da den er over 3 måneder gammel, men får du energi/lyst til at fortsætte den, så svar endelig i tråden og tag mig! Du skal dog vide, at Yotul lige nu befinder sig i et barns krop!