Iskariot tog sig ikke af, at det ikke så ud som om, at hun havde hørt ham. De havde haft mange, lange samtaler uden at kaste et blik på hinanden, ja somme tider fra hvert sit rum. Det betød ikke så meget, han vidste, at hun havde hørt ham. 
Det neutrale svar tog han som det var. Sagde hun, at der ikke var sket noget af interesse, troede han på hende. Altså, at hun tænkte sådan. Der var højest sandsynligt ting hun kunne berette, han fandt interessant, men han valgte ikke at grave i det. Hvis der var sket noget meget vigtigt, havde hun sagt det.

Hendes ord om kortspil blev efterfulgt af hendes blik, der straks fik ham til at forbinde deres sind, helt uden at tænke nærmere over det, og han kom til at le. Ganske dæmpet og kort, men det var en ægte latter. Bedre til at snyde, ja, det undrede ham ikke. Det med tålmodighed var vist ikke dæmonens stærkeste side. 
Han nikkede til hendes ord og trådte et par skridt hen langs skriveborde, nærmere hende, men stadig med bordet i mellem dem.
"Det var godt." Ikke at hun drak, det var han ligeglad med, men at hun var begyndt at slappe af omkring de andre krigere. Det var vigtigt, at hun havde noget andet end bare sit arbejde. Kunne slappe af og more sig lidt. Ikke at han skulle snakke, han slappede aldrig af i andres selskab.

Hendes blik gik ham ikke forbi og han flyttede blikket til skrivebordet, hvor han strøg fingrene over træet. Hun ville vide noget om ham. Et stik af lyst til at fortælle hende om sin halvbror gled over ham, men han skubbede det væk. Nok stolede han på hende, men så meget stolede han heller ikke på hende. Hans bror var hans, og kun hans. Han ville ikke dele. Det varede et øjeblik, inden han løftede blikket og svarede hende.
"Jeg ved ikke, hvor meget, jeg har at fortælle. Jeg har nydt min frihed." Han trak let på skuldrene. "Så meget frihed man nu kan have, når man skal holde styr på en flok hjerneløse får." Noget han ikke ville sige højt, i tilfælde af at nogen hørte ham. "Men jeg er blevet bedre til at sidde på en hest, tro det eller ej." Det havde været en ting, de fleste kunne drille ham med, han havde aldrig helt fattet, hvorfor det med heste var så smart, når han havde vinger, og det med balancen havde været et problem, så han undgik helst at ride. Men der havde lige været en periode, hvor det havde været praktisk, så nu faldt han da ikke af med jævne mellemrum og så faktisk også ud til ikke at klamre sig til sadlen.

Marax var lige så opmærksom på afstanden imellem dem, som hun ville have været med en fjende, og da han trådte et par skridt tættere på hende, var hun ikke sikker på om det var adrenalin eller følelser, der fik hendes hjerte til at springe et slag over.

Hun nikkede anerkendende, da han fortalte at han nød sin frihed. Marax forstod det ikke - at blive fritstillet fra hæren var hendes største frygt. Hæren var det eneste hun havde og hun ville hellere smides i en fangekælder resten af sit liv, end hun ville få at vide, at hun selv måtte finde et mål med sit liv. Hun havde ingen ide om, hvad hun skulle bruge frihed til, selv hvis hun fik den foræret, men det var tydeligt at det betød noget for Iskariot og det respekterede hun. 

Et øjebliks varm latter undslap hende ved de ord der fulgte, og hun så hen på ham med et glimt i øjet, og hendes latter blev kun højere, da han fortalte at han var blevet bedre til at sidde på en hest. 
"Du kunne næsten heller ikke blive værre," svarede hun med et bredt smil og vendte sig med fuld front imod Iskariot. Al nervøsitet var pludselig væk fra hendes kropssprog og hun så på ham, på samme måde som hun havde gjort inden han forsvandt. Hun stolede på ham igen.

"Hvordan fandt du ud af, at det var her du ville være?" Hun spurgte delvist af generel nysgerrighed og delvist fordi hun ville vide, hvad det var, der var bedre ved at være her end ved at være i Mørkets Hær. 

Åh, han kunne få hende til at le. En sær lettelse gled igennem Iskariot, da lyden fyldte rummet. Så var alting ikke helt skidt. Selvom han ikke ville indrømme det, bekymrede han sig meget for, om han kunne genskabe det, de havde haft. Det venskab, han havde fundet ud af, at han godt kunne bruge, i de år han havde været alene. Ikke at han havde turde håbe på, at hun en dag kom ind i hans liv og accepterede, at han havde ladet hende tro, at han var død.
Men nu stod hun her og lo af hans ord og det løsnede et eller andet ind i ham. Noget, der fik ham til at smile lidt mere oprigtigt, lidt mere blødt.
"Nej. Nej, det kunne det ikke." Det gjorde ikke noget. Alle kunne ikke være lige gode til alting, og selvom han hadede, når nogen grinede af ham, havde han tvunget sig selv til at finde sig i det. Og holdt sig væk fra de zaladins kreaturer så meget som muligt.

Han lænede sig mod skrivebordet og betragtede hende. Forandringen var tydelig, hendes kropssprog og hendes blik. Hun kunne også mærke det.
Hendes spørgsmål til ham til at trække let på skuldrene. Det var et godt spørgsmål og der gik et øjeblik, inden han svarede. Han skulle vende sine ord rigtigt, undgå at nævne noget om den store plan.
"Jeg rejste lidt rundt efter Mørkets Hær. Overvejede, hvad der så skulle ske. En dag fandt jeg en lille kult, der manglede en leder og det faldt mig ret naturligt at påtage mig den rolle. Nogle år efter dukkede en dæmon op og vi indgik i et samarbejde, så nu holder jeg styr på den største samling af Zaladintilbedere i Krystallandet. Det var ikke lige noget, jeg havde regnet med, da jeg forlod hæren." Nej, det havde det ikke ligefrem været. Hans plan havde været at holde øje med sin bror og få sin hævn. Noget der ikke var ført ud i livet endnu, men det skulle nok komme. Lige nu var Kiles Orden i vejen. De skulle ikke have muligheden for at tage æren for hans gerninger i mod Lysets General.

Iskariot så på hende med de turkis øjne. Han havde ikke dårlig samvittighed over det, han havde gjort, men han havde alligevel en sær klemt følelse over, at have trukket hende igennem det. En følelser der først var dukket op, efter han havde set hende i kroværelset. 

Marax lyttede opmærksomt, med blikket rettet mod Iskariot under hele hans fortælling. Det kom ikke bag på hende, at han havde overtaget lederrollen - han havde altid været en helt naturlig leder. Han havde haft ideerne og planerne, han havde været den styrende magt, selv når der havde været én med rang højere end hans. Folk lyttede automatisk til, hvad han havde at sige, hende selv inkluderet. Hun kunne ikke forestille sig Iskariot lave andet end at lede, om han så fik anerkendelse for det eller ej. 

"Det er utroligt så meget der kan ske på så kort tid," kommenterede hun. Tiden de havde været fra hinanden havde føltes alt andet end kort, men set relativt i forhold til hendes alder var den. Det var tydeligt at Iskariot havde udrettet en masse. Kulten så ud til at klare sig godt økonomisk, og det havde også udefra set ud som om den havde mange medlemmer, særligt når Iskariot så også fortalte at det var den største samling af Zaladin tilbedere i landet. 

"Det var ikke rekruttering, der bragte dig til Tusmørkedalen," tilføjede hun derefter lavmælt. For der måtte være mere i, hvad han lavede, end denne kult, hvis han havde rejst så langt, og egentligt var hendes sidste tilføjelse mere et spørgsmål om, hvad der havde fået ham helt dertil, end det var en konstatering om noget som helst. Et spinkelt håb i hende, der sagde at han var kommet efter hende, knuste hun straks. Det var farligt at få den slags tanker. Et øjeblik ønskede hun helt at de blev afbrudt eller at Iskariot tilbød at vise hende rundt i herregården eller i grundens haver, bare for at få noget andet at tænke på. 

Kort tid. For Iskariot var det ikke kort tid, selvom den var forsvundet hurtigt for ham. Der havde været så meget lave, så meget at se til og tage stilling til. Men det var ikke kort tid, hans tid forsvandt mellem fingrene på ham. Alderdommen var en hård herre. Men han begræd det ikke, der var alligevel ikke noget, han kunne gøre ved det. Men for hver dag der gik, havde han mere travlt. Hans halvbror var trods alt også lidt ældre end ham. Hævnen skulle snart komme.
Tanker, der ikke kunne ses i hans ansigt. I stedet nikkede han.
"Ja." Der kunne ske meget. Hvis man lod det ske.

Han stivnede næsten umærkeligt, da hun nævnte hans ærinde i Tusmørkedalen. Nej, det havde ikke været på grund af kulten, at han havde været der. Det var af personlige grunde. Grunde han ikke følte sig klar til at dele med hende. Ikke endnu. Hvis nogensinde, selvom han helt sikkert godt kunne bruge hendes hjælp. Men tanken om at dele noget så privat som hans had til sin bror, var ikke noget, der faldt ham let ind. Ingen kendte til hans slægtskab med Lyset General, selv ikke Baldwin selv. Det var hans hemmelighed og lige nu ville han ikke dele den med nogen, selv ikke Marax, slet ikke når han ikke var sikker på, at hun var til at stole på efter al den tid. Nej, han ville ikke fortælle hende sandheden.

Tanken om at lyve og sige, at han var der for hendes skyld, faldt ham ind, men det føltes forkert. Han havde ikke haft nogen anelse om, at hun ville være der og havde han vidst det, ville han nok ikke være kommet. Nej, det var nok bedre at holde sig så tæt på sandheden som muligt.
"Nej, jeg havde brug for nogle oplysninger. Jeg ynder at holde lidt øje med, hvad der foregår." Det var sandt. Han havde mange følere ude, så han kunne holde øje med situationen i Krystallandet. Man kunne aldrig vide, hvad små informationer kunne bruges til.
Det føltes som et godt tidspunkt at skifte emne på og han rettede sig lidt op.
"Du må være tørstig og sulten efter rejsen. Skal jeg få køkkenet til at anrette noget til dig? Det varer lidt, inden der bliver serveret aftensmad."

Marax havde aldrig været god til at se, når folk løj for hende. Det var ikke et talent hun havde og det var heller ikke noget hun øvede sig i. Det eneste hun gjorde, for at undgå at blive løjet for, var at have en sund mængde skepsis. Iskariot stolede hun dog uendeligt på. Måske hun ikke havde haft det sådan, da hun først var ankommet her, men Iskariot havde allerede bevist, at han kunne stoles på. Han havde givet hende en uvurderlig gave, og budt hende velkommen i sit hjem. Hun stolede blindt på alt han sagde, og der var intet mistænkeligt over, at han gerne ville have oplysninger og holde øje med bevægelserne i landet.

Hun tyggede et øjeblik på hans tilbud, for at få tid til at føle efter, inden hun svarede ham. "Ja tak," svarede hun og strøg håret på begge sider om bag sine ører. "Jeg går ud fra, at lidt mad ville være på sin plads, jeg har ikke haft en behagelig eller kort tur." Hendes dårlige skulder havde gjort det svært at gøre noget som helst undervejs.

"Giver du mig også en rundvisning, imens køkkenet får anrettet noget?" Hun sendte ham et af sine sjældne smil og bevægede sig allerede imod døren. Resten af herregården var ikke nødvendigvis særlig spændende, men hun havde en svaghed for pæne haver og våben, og ville desuden gerne bare bevæge sig. 

Iskariot så roligt afventende på hende, mens hun besluttede sig for, om hun ville have noget at spise. Han skulle ikke spille hellig, han havde en tendens til at glemme sine måltider, hvilket også kunne fornemmes på kroppen under det tykke lag af fjer og dun, men han ville gerne have, at hun fik mad. Den menneskelige krop sagde ham ikke så meget, men han kunne da se forskel på tynd og normal og han følte, at hun kunne tåle at spise mere. Men sådan havde det også været dengang.

Han kunne ikke lade være med at gengælde hendes smil. Hun blev mere køn, når hun smilede, selvom han ikke havde noget i mod hendes alvorlige ansigt heller. Tanken fik ham til at ryste svagt på hovedet, inden han svarede hende.
”Ja, lad mig vise dig, hvad jeg har fået bygget op.” Lidt stolt var han da, og han havde intet i mod at skulle vise hende, hvordan stedet fungerede. Han fulgte efter hende ud ad døren og tog hende med rundt. Der var allerede sendt et lydløst bud til køkkenet, hvor et par køkkenfolk straks følte for at gå i gang med at klargøre et måltid.

At have Marax hos sig viste sig at være meget mere behageligt end han huskede. Deres små lydløse samtaler, når der var andre, blikkene og endda en latter eller to ind i mellem. Det velkendte selskab gav ham en ro, han somme tider savnede og det var næsten med sørgmodighed, at han viste hende et værelse og efterlod hende der for at gå til sit eget værelse. Et tavst godnat blev sagt i mellem dem og han lukkede for forbindelsen, svagt træt i hovedet, inden han lagde sig i sengen. Det varede lidt, inden han faldt i søvn, som tanker og minder rumsterede rundt i hovedet på ham. Han tog sig selv i at ønske, at hun ikke skulle videre dagen efter. Nej, nu måtte det være nok. Han fik vendt sig rundt trods vingerne og lidt efter sov han.

Marax var normalt ikke meget for at blive taget sig af på den måde - få serveret mad, få gaver, al den slags. Hun brød sig ikke om det. Hun forstod det ikke, hun var aldrig blevet passet på på den måde og hun blev straks skeptisk når nogen forsøgte. Der måtte være et underliggende motiv.
Men Iskariot var noget andet. Hun stolede på ham. De var venner. Så hun lod ham både lave mad til hende og give hende en gave og vise sig rundt på herregården uden at blive den mindste smule utilpas ved det.

Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet, da de sagde godnat, men det var mere end hvad hun fik. Hun var både lettet og skuffet, da hun lukkede døren imellem dem. Hun gik hen til vinduet, hvor hun så ud over det mørke landskab og ønskede, at Mørkets Hær ikke ville bemærke det, hvis hun blev væk lidt længere. Men hun vidste, at det var ønsketænkning. Hun ville ikke kunne slippe af sted med at blive længere, ikke i denne omgang. Til gengæld satte hun sig for at komme tilbage. Hun var nødt til at se Iskariot igen snart.

Da hun vågnede næste morgen gik hun direkte ned i stalden og greb sin hammer på vejen, hvor hun havde efterladt den udenfor. Den var jo for tung til at andre kunne flytte den alligevel. Uden at have sagt farvel til Iskariot gik hun i gang med at sadle sin hest op. Hun havde endnu ikke besluttet sig for om hun kunne bære at sige farvel til ham eller ej. 

Iskariot var ikke typen, der sov meget. Så han stod op før det overhovedet begyndte at lysne i horisonten og satte sig til at meditere. Han var god til at lave ingenting, havde lært det som barn, hvor der intet var at lave i buretbi slavehandlen. Så han sad midt på gulvet med benene med fuglefødderne over kors, mens hans sind forlod hans krop og rejste ud i uendeligheden.

Og så mærkede han forbindelsen med Marax åbne op. Hun var vågen. Han slog øjnene op, da han kunne høre hendes næsten lydløse skridt ude i gangen. Hvor skulle hun hen? Han kom på benene og ventede lidt, inden han gik ud i gangen og fulgte efter hende.

Stalden. Hun tog af sted uden at sige farvel. På den ene side var han skuffet, på den anden side havde han ikke forventet andet. Det var typisk Marax. Det var okay.
Han lænede sig mod væggen med armene over kors og et let glimt i øjnene.
"Finder du selv tilbage hertil eller skal jeg ud at lede efter dig?" Han gav hende ikne valget ikke at se ham igen. Han forventede ikke, at hun ikke ville. Ikke som de havde forbundet dagen før.

Marax vendte sig med et sæt, greb fat om hammeren i samme bevægelse, og da hun fik øje på Iskariot var det med våbnet hævet og adrenalin strømmende igennem kroppen. Hun åndede lettet op, da hun genkendte ham, men kun fordi hun genkendte ham inden hun havde nået at gå til angreb. Hun sænkede hammeren igen og vendte tilbage til at spænde gjorden på sin hest.

"Det bliver svært for mig at finde mulighed for at vende tilbage hertil. Hvis mine forpligtelser tillader det, vil jeg selvfølgelig komme forbi alligevel." Hun sagde det ikke så direkte, men hun opfordrede ham til at komme til hende. Hun var ikke andet end en soldat, hun var ikke engang ridder på trods af hvor længe hun havde været i Mørkets hær. Hun var loyal, men hun var på ingen måde ambitiøs, og hun havde ikke så meget plads til at træffe sine egne beslutninger. Iskariot havde, udfra hvad hun kunne se, meget mere frihed end hun selv havde.

Iskariot flyttede ikke på sig, da Marax trak sit kæmpe våben og så ud til at ville angribe ham. Han var ikke bange for hende, både fordi han vidste, at hun ikke ville gøre ham ondt, men også fordi, at han vidste, at han ville kunne stoppe hende med en enkelt mentalt kommando. Og ganske rigtigt skete der ikke noget. Hammeren blev lagt væk igen og hun fortsatte med sit arbejde med at sadle hesten.

Han nikkede svagt ved hendes ord, der uden tvivl fortalte, at hun ikke havde nogen kontrol over sit eget liv, ikke i en grad, hvor hun kunne beslutte sådan noget selv. Han kendte det, havde levet under det selv.
"Jeg finder dig." Det blev sagt i et tonefald, der afslørede, at det ikke var et spørgsmål, men en konstatering. Han ville finde hende, lige meget om hun var i Kzar Mora eller et andet sted. Det var ikke et problem, ikke for ham. 

Han var tavs, mens han betragtede hende sadle hesten, og da hun var færdig og gjorde mine til at trække den ud, trådte han frem mod hende og lagde en hånd på hendes tøjdækkede arm.
"Men jeg er glad for, at du kom. Det var dejligt at se, at der ikke er så meget, der har ændret sig." Han gav hendes arm et klem med sin skællede hånd og et svagt smil. Han mente det skam. Og han ville meget gerne se hende igen, have hende tilbage i sit liv. Han havde nydt hendes selskab dagen før, hvilket han ikke forsøgte at lægge skjul på.

En byrde blev løftet fra Marax' skuldre, da Iskariot lovede at finde hende. Nu var det ikke længere hendes ansvar. Nu var det ikke længere kun hende, der havde brug for at se ham igen, men også ham, der gerne ville se hende. En del af hende havde lyst til at fortælle ham, hvor meget det betød for hende, men hun havde aldrig været god til at snakke om følelser, og hun forholdt sig også i stilhed denne gang.

Det var smart af Iskariot at lægge en hånd på hende, kun hvor stof afskilte dem. Han havde set hende løfte sin hammer, så det gav sig selv, at hun ikke havde hans sten på sig lige nu. Han kunne være kommet til skade, hvis han havde rørt ved hendes hud i stedet.

"Det er jeg også." Hun svarede han tøvende; det var så meget andet hun også ville fortælle ham. Men det kunne ikke nås nu, ikke hvis hun ville nå tilbage til hæren uden at vække opmærksomhed. Det var ikke noget, der kunne siges i forbifarten.

"Lad der ikke gå for længe," bad hun ham, inden hun sadlede op.

Hun så sig ikke tilbage, da hun red af sted, men hun slap ham ikke fra tankerne. Hun tænkte på ham under det meste af turen og tænkte stadig på ham, da hun vendte tilbage til sit arbejde.