Et prustende brum kom fra den ældre mand, da hun takkede ham.
"Det var så lidt. Vi alkymister må stå sammen!" Han svingede med en pegefinger for at understrege alvoren i det. Han gik lidt i stå igen, mens hans blik blev fjernt. Musen kom frem fra dens skjul og kravlede op for at nibbe ham lidt i øreflippen, hvilket fik ham til at vågne op igen, tids nok til at høre, at hun ville tilbage til sin søstser. Søster? Hvilken søster? Han så forvirret på hende, og man kunne nærmest se, hvor hurtigt det gik for ham med at glide tilbage mod sindssygens sorte fortabelse igen.

Så han svarede hende ikke, som hun gik, men så bare efter hende, forvirret over, hvem hun var og hvad hun havde lavet i hans hus. Det var hans hus, ikke? Han så hurtigt rundt. Jo, det var det vidst. Han fik øje på en skål med nødder og snart var han fuldt optaget af at knække nødder til ham selv og musen. Vanyas besøg var helt ude af hans bevidsthed og han ville på et tidspunkt savne sin bog, men ikke noget vigtigt. 
Han huskede bare ikke så godt.