Ompries havde sat sig tilbage og kiggede i bogen for at være sikker på det var det rigtige han havde gjort. "Nej stop vent!" sagde han da han opdagede fejlen, men det var allerede for sent. Hauru havde drukket drikken og forvandlingen var til at se næsten med det samme. Han fik et grin over hans læber og han brød ud i latter. Han kiggede efter Hauru der var kommet ned til vandet og Ompries var nød til at tage sig til maven, måske var dette her det helt rigtige gjort alligevel. Han væltede om i sandet og tog sig til maven da han ikke kunne lade vær med at grine. En tåre trillede ned af hans kind og han lukkede øjne. Dette her var alt for morsomt. Hvordan kunne dette her ske? Ja godt nok havde han brugt en forkert plante men at det havde så stor en effekt det var jo bare for morsomt. Han åbnede øjne satte sig op da der blev snakket til ham. Han tørrede tåren væk og rejste sig op. Helt automatisk tog han fat i det ene bryst på Hauru og trykkede på det hvor efter han begyndte at grine igen. Yep der var ingen tvivl dette her var en kvindes bryster, og det var et kvindeligt ansigt. Ikke nok med selv læberne virkede silkebløde og huden var køn.

Ompries tog sig sammen for endelig at sige. "Ja sådan går det når man er for hurtig." han tog sig til maven da han begyndte at få ondt i den af at grine så meget. Han kiggede lidt ned ad Hauru og kunne ikke dy sig, han måtte røre ved brysterne igen. Endnu engang gav han et tryk men denne gang på begge to. Straks begyndte han at grine igen og kunne mærke en tåre trille ned af kinden på ham igen. Den kvindelige stemme passede så godt, den var skinger og Ompries kunne lide det. "Se nu kan du bukke dig ned og tage imod" kom det fra ham og kunne ikke lade vær med at grine.

Haurus ansigtsudtryk blev meget hurtigt ekstremt fornærmet at se på, da der blev raget på hendes ene bryrst, men lige præcis hvilken reaktion der skulle komme derefter, var hun ikke sikker på. Det var ikke ligefrem en situation hun ville være blevet fornærmet over før, men nu var der selvfølgelig to ting der havde ændret sig, og de stirrede på Ompries, da hun ikke havde bluse på. Selve følelsen af en berøring var heller ikke den samme som før. Hun kunne ikke rigtig finde ud af om det var behageligt eller ej, det var bare.. anderledes.

Blikket i Haurus øjne blev ikke mindre rasende over Ompries kommentarer og lige så snart der blev raget på hende igen, denne gang med mere end en enkelt hånd, knyttede hun den frie hånd og hamrede den mod hans kind. Dog var slaget ikke særlig kraftfuldt og hun bukkede selv sammen i smerte. De små feminine hænder var bestemt ikke det samme som hendes normale og de var ikke bygget til at være voldelig! Hun vendte ryggen til Ompries og rystede liv i hånden igen.
"Aaav!" Kom det lavt fra hende med en lidt høj tone. Den næste kommentar fra ham, fik hende til at vende sig mod ham igen.
"Jeg holder stadig fast i at du kan gøre præcis det samme i stedet for mig!" Vrissede hun. At Ompries ikke kunne lade være med at grine, irriterede hende endnu mere. Og bare fordi hun havde ændret sig en smule, skulle hun bestemt ikke være den til at bukke sig.

Ompries morrede sig noget så gevaldigt. Han kunne ikke lade vær med at grine. Dette her var meget bedre end at give Hauru et grimt udseende. Han havde fuldstændig ændret ham på alle tænkelige måder. Hvordan kunne det ikke andet end at være sjovt?!
"Nurh din barm er øm efter sit vokseværk." han holdte et grin inde og bed sig i læben. For ikke at begynde at grine endnu en gang. "Hvad har du tænkt dig at bruge du har ikke længere noget. Eller har du?" spurgte han og kom med et skævt smil. Hvis han stadig havde et lem, så gjorde det bare det hele meget sjovere. Ompries bevægede sig forbi Hauru og gik lidt rundt om ham et par gange. "Du har endda en flot røv." kom det fra ham og gav Hauru et dask i røven da han for tredje gang gik rundt om ham. Dette var en beundring han havde brug for hans værk. Det havde måske været en fejltagelse, men det var en god fejltagelse!

Hauru flyttede sig et skridt væk fra Ompries, da hun mærkede dasket på røven og hun langede ud efter ham med den ene arm, i håb om at give ham en på siden af hovedet. Han blev næsten helt sørgmodig over hans spørgsmål, for nej. Hauru havde intet mellem benene længere, hvilket bestemt ikke gjorde hende tilfreds.
"Jeg har tjekket, den er væk," svarede hun lettere irriteret. Hun skævede kort mod sin egen røv og trak så let på skuldrende. Jo, den var da meget pæn. Af hvad hun selv kunne se. Men hun fik hurtigt vendt sig mod Ompries igen.
"Det er også fint, at du morer dig så godt, men lav lige en ny af de der drikke, så jeg kan blive normal igen!" Sagde hun med et vredt udtryk i ansigtet.

Ompries mærkede slaget på kinden og han kunne ikke lade vær med at le. "Du ligner en tøs, du slår som en tøs. Du må næsten være en tøs" kom det køligt fra ham og vendte blikket mod hende igen. "Nurh har mors lille dreng mistet sit lem. Hvor har jeg virkelig ikke ondt af dig." han lagde armene over kors og rystede på hovedet af Hauru svar. "Absolut ikke. Dette her er meget mere sjovt. Det passer bedre til dig, og det passer mig fint at jeg begik en fejl" han kiggede på ham vendte rundt for at gå tilbage til sine bøger.

Hauru blev kun mere frustreret over ikke engang at kunne slå fra sig, så i stedet rev hun ud efter Ompries med de lange negle.
"Jeg ligner måske en tøs, men jeg er stadig lige så aggressiv som før," kom det irriteret fra hende. Hendes blik blev næsten helt opgivende at se på, da han nægtede at forvandle hende tilbage igen.
"Vent.. En fejl? Hvad skulle der være sket?" Spurgte hun undrende. Hun var ikke sikker på at hun ville vide det, i tilfælde af at det var værre end hvad der rent faktisk skete.

Ompries fik rivemærke på trøjen og kunne mærke hun havde fået ramt ham inde på huden, dog beklagede han sig ikke. Det var en rar fornemmelse. "Uha, nu bliver jeg bange." han himlede lidt med øjne og kiggede over på hende. Han samlede sine bøger op og stod med dem i favnen. "Ja ser du, det var en fejl sådan går det når man ikke kan læse ordentligt, og når der er en hvis herre..." han stoppede sin sætning og satte en hånd for munden. "Undskyld jeg mener kvinde skulle drikke det så hurtigt. Så fejlen ligger egentlig også hos dig." han kiggede på hende og sendte et lille beklagende smil.

Hauru trak vejret tungt i sin frustration, men da hendes aggressioner stadig ikke virkede som de normalt gjorde, vendte hun opgivende blikket mod jorden og sukkede tungt. Hun gik helt hen til ham og tog fat i hans bluse.
"Hos mig?! Hvis du havde lært at læse inden du lavede den drik, havde jeg ikke haft noget problem!" Sagde hun vredt, mens hun strammede grebet om Ompries bluse. Hvis Hauru stadig havde været en høj muskuløs mand på 1,90, havde hele situationen nok været mere skræmmende, men nu var hun en lille spinkel kvinde på 1,70. Hun havde stadig muskler, men de var slet ikke så markante som før.

Tænk at hun valgte at tage fat i hans bluse. Han var langt mere muskuløs end hende, og han var stadig højere end hende. Alligevel havde hun valgt at tage fat i hans blus. "Tsk tsk" kom det fra ham og tog fat i hendes hånd for at fjerne den. Hun kunne umuligt være lige så stærk som hun måske havde været som mand. "Hvis du bare havde ventet havde problemet jo ikke været så stort, havde det vel?" spurgte han og var egentlig lige glad med om han kunne læse eller ej. Det var ikke det som det handlede om. Det handlede om at ikke hele fejlen lå hos ham, den lå lige så meget hos Hauru som hos nogen anden.

Hauru forsøgte at holde fast i Ompries bluse, men hun havde ingen chance for at holde fast da han flyttede hendes hånd og hun var nødt til at give op og give slip med et suk. Hun rystede kort på hovedet for at fjerne håret fra ansigtet.
"Okay, fint! Men så fiks det! Jeg vil være en mand igen," sagde hun og pustede lidt mere hår væk fra ansigtet. Det var dog utroligt som det var alle steder. Hun forventede bestemt at Ompries ville gøre som hun sagde. Nu havde han fået lov til at more sig nok, i hvert fald ifølge hende selv.

Ompries kiggede Hauru ind i øjne og trak på smilebåndet. Lige så stille fjernede han et stykke hår der havde siddet ned foran hendes øjne. "Det klær dig egentlig at være en kvinde." kom det fra ham i et roligt tonefald. Han var begyndt at slappe mere af, men nu var det jo også en kvinde der stod foran ham. Da hun nævnte at han skulle trække det tilbage trak han på skuldrende og kiggede på hende. "Beklager det kan jeg ikke, for jeg er ikke helt sikker på jeg ved hvorfor det er sket." han kløede sig lidt i nakken og fjernede ikke blikket fra hende. Han kunne faktisk godt give hende et kys lige nu. Hun var jo en smuk kvinde, og det var ikke lige frem fordi det var en mand mere.

Hauru skævede kort mod den hårtot Ompries fik fjernet. Om lidt kunne han sikkert fjerne en mere. Det lange hår flyttede sig alt for let i vinden på stranden. Hun kunne ikke lade være med at grine kort.
"Ja, jeg er smuk, men jeg synes ligesom der mangler noget," sagde hun, mens hun lod hofterne svinge let fra side til side. Ja, der manglede bestemt noget lige der. Det var alt for mærkeligt at der ikke var noget der bevægede sig mellem benene, når hofterne rykkede sig fra side til side og så lidt frem og tilbage.

Hun sukkede tungt over Ompries svar.
"Så jeg er tvunget til at forblive sådan her. Fedt," mumlede hun irriteret. Hun skævede lidt ned af sig selv med et overvejende blik. Hm. Det kunne måske blive sjovt at udnytte situationen. På den anden side var det ikke lige så nemt at være pervers uden den ting man var blevet så flittig til at bruge.

Ompries kiggede på hende og sendte hende et smil. ”Det kommer du til at glemme hurtigt bare vent og se til du har mærket noget helt andet.” sagde han og gik tætter på Hauru. Han kunne faktsik godt give hende en tur lige nu. Hun var jo pæn, og det var ikke en mand. Ikke at han havde noget imod mænd. Men dette her var bare langt sjovere, og Murizz var ikke lige frem i nærheden. ”Bare følg hvad der passer dig så skal du bare se, du kan stadig have det sjovt selvom du er en kvinde.” kom det roligt fra ham og gik endnu en gang rundt om Hauru. Jo den var god nok hun var sku blevet en smuk kvinde.

”Det ser desværre sådan ud, jeg håber du vil nyde det. For hvem ved om den går over?” kom det fra ham og tvivlede på at det ville komme til at ske. Men hvad gjorde det. Så kunne hun da prøve at være kvinde i lidt længere tid. Så måtte hun jo selv rende rundt efter en modgift.

Hauru gik hurtigt et par skridt væk fra Ompries, som han trådte tættere på.
"Det tror jeg vidst aldrig kommer til at ske. Jeg er typen der giver. Ikke modtager," sagde hun med et smil. Nu var det selvfølgelig ikke helt nemt at give noget som helst længere, da en bestemt del var forsvundet, men hun havde ikke tænkt sig at bukke under for andre alligevel. Hun skulle da nok gøre godt med modstand, hvis det skulle ske. Hun betragtede kort Ompries, som han gik rundt om hende. Buksekanten holdte hun stadig godt fat i, for ikke at stå helt nøgen.

Haurus ansigt lyste en anelse op over hans kommentar. Hun kunne selvfølgelig håbe på at effekten ville aftage! Det gjorde hun bestemt også. At ende sine lange dage som kvinde, var ikke en opmuntrende tanke, specielt ikke fordi hun nok havde mage år at leve i endnu.
"Nyde det.. Ja, jeg skal prøve," sagde hun sukkende. I hendes hoved kunne det ikke nydes. Hun havde trods alt brugt det meste af sin tid på at gøre bestemte ting med andre, som hun ikke kunne mere. I hvert fald ikke på samme måde.

Ompries kunne ikke lade vær med at komme med et grin og var lige ved at få tåre i øjne. "Hvordan vil du give nu? Du har jo ikke noget vedhæng mere." kom det provokerende fra ham stadig med et grin på læben. Hun holdte fast i buksekanten og Ompries var tæt på at tage fat i dem for at hive dem ned, men han gjorde det ikke. Det var dog fristende MEGET fristende at gøre det.

Ompries smilte over hendes ordvalg. Det var da altid noget. Så kunne det være at der alligevel var håb for manden... eller kvinden var det jo nu. "Der kan du selv se, det skal nok gå alt sammen, bare vent og se." kom det fra ham og fik alligevel et smil på læben. Dette her var meget sjovere end da han mødte Deavás for noget tid siden, sådan en åndssvag Dæmon, han var jo værre end Zidiac!

Hauru bed tænderne sammen i irritation over Ompries latter, men hun sukkede tungt over hans kommentar og skævede kort ned af sig selv. Han havde bestemt ret, hvilket også var derfor hun ikke havde tænkt sig at begå sig i de samme situationer som hun havde før.
"Jeg ved det. Det er virkelig sørgeligt," sagde hun. Hun havde da aldrig været mere ked end nu. Selv tortur sessionen hos Deavás havde ikke været så trist.

De opmuntrende ord fra ham virkede ikke rigtig på hende. Jo, hun håbede da på at effekten ville forsvinde og alt ville være det samme igen snart, men lige nu var hun altså kvinde og var nødt til at forholde sig til det. Der var vidst ikke mere at gøre.