Og egentlig var det ikke fordi Marcel skammede sig over at tilbyde Leo at overnatte ved hans bål, men fordi han blev mindet om alle de gange han havde haft lyst til at invitere en elverdreng til at gøre det samme. Han så elvere langt oftere end han så nogen som helst andre, men de ville sjældent have noget som helst at gøre med ham, og når de endelig ville, så var det for at stjæle hans urter eller starte en slåskamp eller tale grimt om hans mor. Og alligevel... alligevel var der ikke noget han hellere ville end at bruge tid med dem.
Han fugtede sin underlæbe og så trodsigt på Leo, selvom hans kinder var helt varme. "Jeg støder mest ind i elvere herude. De vil hellere tisse på dit bål og fryse ihjel, end de vil have et menneskes hjælp."
