Hauru stod i et stykke tid og betragtede den fremmede med et fortsat irriteret blik.
Det så ikke ud som om han havde tænkt sig at komme tilbage og det var næsten for meget arbejde for Hauru at skulle tage sig endnu en svømmetur, denne gang frivilligt, men han var for irriteret til at lade være.
"Det skulle indebærer at du stod stille," mumlede han muggent for sig selv.

Han bevægede sig med raske skridt hen mod kanten til floden og hoppede på hovedet i. Da han kom til overfladen igen, var han, allerede der, ikke langt fra den modsatte side, hvor Lunan sad. Han svømmede resten af vejen for at trække sig selv op samme sted hvor Lunan havde sat sig på hug. Han havde dog kun trukket sig selv op i armene og benene hang stadig ud over kanten ned i floden.
"Men siden bukserne allerede er røget af, har jeg et andet forslag, der virker meget sjovere," sagde han med et sjofelt smil og et let hævet øjenbryn, mens han stadig holdte sig selv op i armene på bredden.

Lunan lagde hoved en anelse på skrå "Hvordan skulle min position eller min manglende bevægelse have noget med mig køn at gøre?" spurgte han og var for første gang oprigtigt nysgerrig. Selvom ordrene nok ikke havde været tiltænkt dæmonen, så valgte Lunan at kommentere på det alligevel, om end ikke andet så i håb om at det ville irritere manden yderligere. 

Lunan flyttede sig stadig ikke som vampyren kom nærmere og ville heller ikke gøre det, så længe han var udenfor Lunans armslængde. Sværdet i Lunans hånd gav en hvis tryghed, og det tillod en hvis stolthed.

"Du virker til at have massere af idéer, men en mangle på evne til at formulere dem. Men vi kan vel starte simpelt. Du kan sige sit navn, og hvad du ønsker, til at starte med"

Hauru trak sig helt op af floden og kørte en hånd gennem det halvlange hår for at fjerne det fra ansigtet.
"Hvis du står stille har jeg en reel chance for at gøre gengæld over for din tidligere handling. Og hvis du nu bare tog imod det, så jeg kunne få det overstået," sagde han, næsten helt opgivende. Det var næsten alt for meget arbejde og han havde aldrig været specielt oplagt til at lave alt for meget.

Hauru gik med roligt skridt tættere på manden med et kækt smil.
"Hvad jeg vil have.. Er dig. På den ene eller den anden måde, det gør ingen forskel. Mit navn derimod, er ikke vigtigt."

Lunan så, for et kort øjeblik, ud til at overveje hvorvidt vampyrens ønske skulle opfyldes. Men det var bare et spil for galleriet, en overlegen gestus, for at tirre manden mere. For at tvære det yderligere ind, teleporterede Lunan sig en meter længere bagud, som vampyren kom nærmere.

"Jeg finder navne ganske vigtige ellers" sukkede den kongeblå dæmon "Nuvel. Hvis du ikke ønsker at dele det, må det vel være således" blev der tilføjet, som var det dråben der gjorde Lunan ikke længere overvejede vampyrens tilbud. "Som dit navn er ude af rækkevidde for mig, så er jeg ude af rækkevidde for dig" et skævt smil brød frem på de bløde, blå læber "Poetisk, er det ikke?"

Irritationen over Lunans flytning var tydelig i hans blik, men han fortsatte mod ham med de rolige skridt. Han lagde hovedet på skrå som han lyttede.
”Poetisk? Det kommer vist an på hvem du spørger og jeg kan ikke sige at jeg er enig,” sagde han, som han gik et skridt tættere på.

”Men okay. Hvis det er det der skal til, så er mit navn Hauru. Tilfreds?” Spurgte han lettere forventningsfuldt. Hvis noget så simpelt som et navn kunne tilfredsstille denne mand, så kunne de måske rykke videre til hvad der ville tilfredsstille ham selv. Håbede han. At jagte en mand der kunne flytte sig hurtigere end han kunne, ville virkelig være trættende.

Et smil gled over Lunans ansigt "Hauru" gentog den blå dæmon langsomt, og smagte på navnet. Der var noget.. simpelt over det. Lunan var selv et væsen af simpelt navn - hvertfald på overfladen. Desværre lod det ikke til at denne vampyr gemte på meget mere end hvad hans navn antød.
"Jeg er vel tilfreds, på sin vis" sukkede Lunan, og rejste sig op, sværd i en hånd, våde bukser i den anden. Smilet på de bløde blå læber blev bredere "Men jeg kan love dig én ting-" tilføjede Lunan, som Hauru kom nærmere, og lige som Hauru kom indenfor rækkevidde... forsvandt Lunan igen.

"-Det bliver du ikke!" lød det leende tilbage fra den anden side af floden, hvor Lunan nu sad, med foldede ben, på stedet hvor Hauru havde siddet, da Lunan først var ankommet.

Hauru forventede bestemt at få sin vilje efter han havde oplyst Lunan om sit navn. Det var nu også det han var blevet fortalt og lige så snart han flyttede sig tilbage til det sted han selv startede, sukkede han opgivende. Nu havde han endda taget en dukkert tre gange og han havde stadig ikke fået noget ud af det.

Hauru havde aldrig forstået hvorfor folk skulle være så besværlige at have med at gøre. Hvorfor sige nej til den form for nydelse? Det gav ingen mening, men han var også for doven til selv at arbejde for det, så endnu en svømmetur nægtede han at tage.