”…Nej.” Mia havde tøvet med sit svar, men det var tydeligt at se, at det ikke var fordi, at hun havde været i tvivl, om hvor vidt hun havde ønsket at blive eller ej. Hun ønskede ikke engang at tænke tilbage på hændelsen af  gru for, hvad hun så og som nu fæstnet fast i hendes hoved et sted til evig tid. Det føltes blot som et nederlag, hver eneste gang, hun fandt sig selv være enig med noget han sagde eller mente. ”Men hvis det bare havde været dét du ville - bringe mig væk fra faren og kaosset - ville jeg ikke sidde her i dit selskab. Så endnu engang beklager jeg for, at jeg ikke kan være taknemmelig.”

Blikket der prægede hendes øjne, da hun efterfølgende løftede det mod ham igen, var, for det korte øjeblik, hvor hun holdt det der, nært fordomsfrit. Han havde fortalt hende, at for at virkelig forstå en anden person, skulle man startet med en blank overflade. At det skulle være så svært for hende, var en overraskelse i sig selv for hende. Det var ikke svært i praksis, men det gav hende samme fornemmelse og udstråling, som den første jordiske, hun havde stødt på. Og det virkede forkert. For det var stadig skygget af andre indtryk som Daman Pallihseaf havde formået at give hende.
Så igen for at undgå at se fuldkommen fortabt og sårbar ud, slog hun blikket ned igen, fokuserede på spillet og ignorerede den tunge følelse omkring brystkassen. Lommetørklædet kom igen i brug, da hun flyttede springeren fra den anden side af brættet, hvor hans ofring ellers stod klar. Den første brik var blevet taget, hvilket betød at spillet var sat i gang. Alt indtil der havde blot været opsæt. Og hendes opsæt havde ikke været helt optimalt, så selvom han havde givet hende en belønning uden direkte konsekvenser, havde hun andre planer.

”Tror du på skæbnen, Daman Pallihseaf? At det var såkaldt ’skæbnebestemt’, at vi skulle mødes?” spurgte hun. Det havde indtil videre i hvert fald lydt sådan flere gange.

”Skæbnen?” sagde dæmonen med en ny underholdning i stemmen. Han studerede brættet, og lod som om han overvejede hendes svar. Efter en kort pause rakte han frem, og satte sin tilbageværende springer i en stilling, der ikke direkte truede nogen af hendes brikker. Med brikken i dens nye position havde han åbnet op for at hun ville kunne foretrække sig en serie af træk, der ville efterlade hendes bord i en god offensiv position. Han håbede at hun ville indse det også.
”Det kan godt være jeg er yngre end dig, stjerne, men alligevel er jeg for gammel til at tro på sådan noget. Der findes aktører større end os selv, bevares . . .” Vertis faldt i en tænksom tavshed, der for første gang i deres samtale var oprigtig.
Efter en længere pause løftede han noget fnuller fra sit ærme, og holdt det op mellem dem.
”Jeg ved det ikke,” indrømmede han fåret, antydningen af et smil på hans læber. ”Jeg kan bevæge uldet, og for mig har uldet ingen selvstændig vilje – intet med hvilket det kan bekæmpe min indflydelse. Dets bevægelse er bestemt af mig, og således giver det ingen mening at tale om valg eller konsekvenser af dets handlinger. Var det jeg, der var dette fnuller, og som udlevede mit liv som en dukke af en vilje så meget mere kompleks end min egen, ville jeg ikke kunne vide det. Dog vil jeg sige en ting . . .
Jeg har set nogle af de usynlige tråde der styre os – fingrene der holder uldet i vores metafor. Findes der en styrende skæbne, er vi blot det laveste led af en kæde af viljer stærkere end vores egen.”

Han vidste ikke selv hvor tilfreds han var med sit svar. Nogle gange måtte man indrømme at der fandtes mysterier større end en selv, og det var en svær fornemmelse at sætte ord til.
”Lad mig stille et modspørgsmål – Hvis ikke min handling var en uselvisk redningsaktion, hvad tror du så at min motiv er for at bringe dig hertil?”

Stjernen ytrede ikke meget mere end et indforstået hmm, men inde i hendes hoved vrimlede det med absorberende svampe, der sugede det til sig. Det var måske ikke så nemt at se på hende ligesom så meget andet på hende, men hun var for første gang lettet over, at de tilsyneladende stod på samme grund. Skæbnen. Det var ikke en skræmmende tanke, men den var lidt foruroligende. ”Du har vel allerede afsløret dele af det. Underholdning, korrekt?” svarede hun blot ganske kort. Men hun var ikke færdig. Han både fortjente og ledte sikkert efter noget mere uddybende.

Hendes nye muligheder på skakbrættet var heller ikke gået hendes næse forbi. Det var måske ikke længere hende der havde kontrollen over det, men hun så stadig chancer for at vinde slaget. Ikke at det var så vigtigt for hende, som det havde været før. Hun havde ikke glemt, hvorfor hun havde udfordret ham, men det var så småt blevet fortrængt mellem deres samtale og hvor meget det viste sig, at hun nød spillet. ”Jeg bukkede til at starte med ikke under for den indflydelse, du spredte ud i landsbyen og fik beboerne til at miste besindelsen, hvilket var bragt rigeligt med fokus på mig. Du vidste ikke, at jeg ville være der, i landsbyen, før det.”
Hun gjorde sit træk. Satte sig i den eftertragtede position og ofrede noget af sit forsvar. Samtidig tog hun også sin første brik med sin springer, der gav hende et glimt af fornøjelse. Når hun kom ud af det her, ville hun kunne se tilbage på dette spil som et relativt godt minde?

”Set tilbage på hintet af desperation i din frembrusning, må jeg have virket som en trussel for dig, og du efterlod mig ikke. Men du slå mig heller ikke ihjel, selvom jeg kan forestille mig, hvor nem, du ville kunne gøre det. Du tog mig med hertil fordi du stadigvæk var nysgerrig. Enten dét eller fordi du ville sikre dig noget. Måske du tror, at du kunne neutralisere den trussel jeg udgør.” Hun tog en dyb, men lydløs indånding og fugtede læberne. ”Du vil vide mere.” Lige som hende selv.
Det var nok egentlig ikke så meget et svar på hans spørgsmål, som det var hendes personlige analyse af ham, men de to ting lå så tæt op ad hinanden, at det ikke gjorde det helt store.

Sikke pigen kunne tale. Vertis udtryk gik fra neutralt, til mildt fornøjet, for til sidst at ende i et skævt smil, der næsten nåede til hans mørke blik. Trussel eller ej, det var underholdende at høre hendes noget anderledes tankegang og måden hun fremlagde den på. Godset ville næsten blive kedeligt, når hun var væk.
”Ikke dårligt, slet ikke dårligt.” Han rakte ud efter en brik og samlede den op i sin hånd. ”Forandring er en naturlig del af livet. Hvad jeg gør, min indflydelse på menneskene – det er kun forandring, kun naturligt - det ville ske med eller uden min hjælp. Stol på mig, det er blot et spørgsmål om tid, før den menneskelige natur tager over og de forvandler sig til de barbariske dyr, du så på pladsen den dag.” Den gamle dæmon betragtede hende nøje, for selvom han var god til at kende typer var hendes reaktioner svære at bedømme. Han tvivlede på at hun ville give ham ret. Alt han havde brug for, var at hun tog ordene til sig; selv det største træ starter som et beskedent frø. ”Du, på den anden side, modsætter sig den naturlige proces. Du er unaturlig, for godt eller værre. Det var min pligt at finde ud af hvorfor. Så dér har du mit motiv, pligtopfyldelse! Og naturligvis en sund nysgerrighed.”

Han satte brikken tilbage på brættet. Hvis hun var vaks, hvilket han følte sig sikker på at hun var, ville hun bemærke det subtile træk der nu lå foran hende; et træk, der ville sætte Vertis skak, og derefter tvinge ham i skakmat. Forhåbentligt var det ikke åbenlyst at han satte hende op til at vinde. Han regnede med at hende naivitet ville lede hende fra at overveje falsk spil.
”Og hvad, om jeg må spørge, tænker jeg så om dig nu, hvor vi har spillet vores spil?”

Det var ikke synligt, men Mia krummede stramt sine tær i deres skjul under stolen. Han havde ganske ret i, at hun ikke var enig med ham på det punkt, og selvom han måske ikke studerede hende tæt nok til at lægge mærke til, hvordan hendes krop spændte op så ville måden, hvorpå hun straks løftede hovedet nok afsløre, hvor chokeret hun var. Hvordan kunne han finde fungerende mening i det? Det virkede så absurd. Men det var også meget anderledes fra ting, der havde absolut ingen mening ved sig overhoved. For hun kunne jo ikke vide, at han ikke havde ret i, at mennesket ville blive som vist med tiden. Med tiden..
”Hvis det vil ske uden din hjælp, hvorfor så påskynde effekten? Lad mennesket leve og udvikle sig med naturen. De er i forvejen så skrøbelige væsner. Skrøbeligere end mig,” sagde hun, som ville det kunne sætte et ekstra stærkt link til hendes pointe. Hun var ret skrøbelig, var hun kommet til at forstå. Der gik nemt hul på hende, og de huler lukkede sig ikke på rekordtid, som hos andre af Jordens væsner. Men hun døde ikke af alderdom som mennesket.
”Det eneste du gør er at lege gud.” Hendes tone var så småt ved at blive mere og mere bestemt. ”Jeg er rigtig nok en ubalance – unaturlig, som du kalder mig – men hvad du har gang i, fodrer bare en anden ubalance, gør det ikke? En blomst vil gro om den får gødning eller ej.”

Der var en kort stund, hvor hun bare så på ham. Afventede en reaktion. Sad vel med et lille håb om, at hendes ord trængt ind hos ham. Men hun tvivlede, og derfor kunne man skimme usikkerheden, hun fortsat følte omkring ham. Til sidst slog hun blot blikket ned på brættet og lod sig selv fald ned igen. Der var ingen grund til at hidse sig sådan op. Hun ville helst ikke modtage et slag igen.
Mia så sin mulighed for at vinde deres spil, som blev brikken lyst op af en guddommelig glød og kaldte på hende. ”Jeg besidder ikke evnen til at læse tanker, Daman Pallihseaf, så jeg vil ikke kunne vide, hvad dine præcise tanker omkring mig er,” fastlagde hun samtidig med, at hun rakte frem og flyttede sin brik. ”Skak.” Det kom lidt halvhjertet ud til trods for iveren, der havde strømmet igennem hendes fingre. ”Og gudskelov for det. Noget siger mig, at jeg ikke vil bryde mig om, at være til stede i dit hoved. Det vil være mere forvirrende end dit abstrakte maleri af en skikkelse. Så... Hvad tænker du om mig? Hvad ser du, når du ser på mig?”

Det føltes som om han havde haft den samme samtale tusindvis af gange, men ligeså mange forskellige samtalepartnere. Der var blevet fremlagt mange forskellige argumenter både for og imod at interferere i de dødeliges liv, og hendes var langt fra unikt. I stedet for at besvare hendes spørgsmål, lod han som om at han studere spillet, selvom udfaldet allerede var bestemt. En kort pause senere gjorde han det eneste træk, der var muligt, og forsvarede sin konge. Pigen havde nu mulighed for at sætte ham skakmat og slutte spillet, men den ældre dæmon kunne dårligt mønstre interessen til at se trist ud. Efter at han havde besluttet sig for spillets udfald, var det begyndt at kede ham, og det var nu for samtalens skyld at han fortsat foregav interesse i spillet.

”Så du ville vælge at beskylde gødningen, når jorden gav roser hvor du ville foretrække tulipaner?” han studerede hende nøje, selvom han vidste at det var en nytteløs diskussion de var faldet i. Samtalen handlede ikke længere om hvorvidt Vertis var ansvarlig for de handlinger menneskene gjorde under hans indflydelse, men om det var moralsk forsvarligt at indflyde andre generelt. Hun var stadig ung, og blandt de unge og naive ville man finde den stærkeste indfødte fornemmelse af rigtigt og forkert. Først når hun havde lært at stille spørgsmål ved sig selv, ville deres samtale kunne fortsætte.

”Men nok om det, jeg fornemmer at vi nærmer os en blindgyde. Lad mig i stedet besvare dit andet spørgsmål – ” han lænede sig frem i stolen og lagde armene over kors med albuerne på skakbrættet, uden hensyn til brikkerne. Han mødte hendes rolige blik med sit eget, og begyndte at tale i en dæmpet monoton stemme.
”Jeg ser en fremmed, strandet i en ny verden. Du er ung og nysgerrig, interesseret i at møde og opleve alt og alle du kan – for det er gennem dine oplevelser at du danner dig et billede af den verden du er havnet i. Du er ikke i sandhed god, for det ville kræve en afværgelse af alt hvad alle så som forkert, men af samme grund er du ikke ond. Du vil finde din egen idé om rigtigt og forkert, og leve efter dine egne idealer. Som du oplever mere og mere, vil du tilpasse din fornemmelse af rigtigt og forkert, og leve dit liv anderledes for hver dag du lever.
"Men jeg kan fortælle dig om mere end hvem du er, min ven, for jeg kender din fremtid -" Den flakkende ild skjult dybt i hans øjne begyndte at blusse op, og som han fortsatte var det med liv i stemmen.

"Om ti år vil du have nedsænket dig i dit nye liv. Du vil glemme din jagt på en vej hjem – for du vil være hjemme hvor du er. Du vil have udvalgt dig en eller flere som du elsker, og som elsker dig tilbage, og vil være tilfreds med dit liv - for jagten på lykke er jagten på tilfredshed.
 
"Om hundrede år vil du have set alle du elsker forandre sig, ligesom du selv vil være forandret, men vil se tilbage uden bitterhed. Som i vokser fra hinanden finder du andre, men eventyret er væk. De dødelige bliver kedelige, som du genkender mønstrene i et dødeligt forhold. Da, vil du se mod stjernerne, og længtes efter dit gamle hjem, med de uvante eventyr som det lover.

"Om femhundrede år vil din søgen var en besættelse. I jagten på at tilfredsstille trangen til at lære og opleve nye ting, vil du sænke dig til et niveau du aldrig har kunnet forestille dig, for din nysgerrighed forlanger det. Alle du har elsket er borte, og ikke blot dem. Deres børn, børnebørn, og deres børnebørns børnebørn er blevet født og taget af tidens uophørlige march, indtil alt der eksistere af dine elskede, er mindet du bær med dig.

"Om tusinde år vil er minderne intet mere end falmet karikaturer af hvem de var. De skrøbelige vil opstå og forsvinde fra det ene øjeblik til det næste, men du vil være ligeglad. Hver person du har elsket har taget et stykke af dig med sig i graven, og som du glemmer dem, glemmer du sig selv. Kedsomheden er altomfattende, for alt hvad du oplever, har du oplevet før. Der er ingen vej tilbage, hverken til stedet du kom fra, eller personen du engang så dig selv som.

"Længere endnu, og du begynder at se mønstrene. Ser du, vi vil alle gerne tro vi er anderledes, Mia; at vi på en eller anden måde er den første af hvor slags, på vej til at opleve en ny verden befolket med unikke væsner, der aldrig før har sameksisteret med hinanden. Men hvis man lever længe nok, har man til sidst set det hele. Selvom der bliver lavet nye fortællinger, så kender du historierne. Til sidst indser man at den eneste måde, der nogensinde vil ske noget nyt på, er hvis man tvinger det til at ske.” Mørket i hans øjne var nu et blussende sort inferno. At se i hans øjne var at kende Vertis, fordærvets dæmon.


"Medmindre jeg tager fejl, selvfølgelig." Han rejste sig fra bordet, og kiggede rundt i lokalet. En kort stund havde han været den urgamle dæmon legenderne omtalte. Legenderne, der for længst var blevet glemt. 
"Det sker."

Træbrikkernes fald oven på marmor brættet skar på betydeligt højere i hendes ører end ellers og halede per automatik hendes opmærksomhed til sig, selvom han talte nogle så fangende ord til hende. Som en nøje udarbejdet distraktion. Hun så hvordan hans sorte konge lå væltet i blandt flere af hendes hvide brikker. Spillet var væltet og brudt. Der var ikke nået at finde en sand vinder.
Stjernen havde sit skak, men hun manglede sin skakmat for at blive belønnet med den frihed, de havde spillet om. På den anden side, havde han ikke fortjent gevinsten i, at have hende tage del i hans mystiske lege med sin egen frie vilje. Men mon hun ikke allerede deltog i hans lege allerede nu? Uden tvang…

Flere gange havde hun kunne mærke ordene på vej fra struben og flere gange havde hendes læber skilt sig ad for at ytre sig dem, men det var først efter disse flere gange, at hun talte. Efter at have lyttet til hans fremtidsfortælling. ”Jeg har ondt af dig, Daman Pallihseaf.” Hendes stemme var både blid og sagte, som havde hans ord ikke på virket hende. Som havde de ikke krøbet ind under huden på hende og forsagede et sådant ubehag, at hun følte en stivhed i brystkassen. Hun løftede endelig blikket fra skatbrættets slagmark og nåede kun lige akkurat, at se ind i det endeløse og altopslugende, der var hans sorte øjne. Hun frygtede ikke, at hun ville blive suget ind i mørket. Derimod følte hun en frygt for selv at lade sig sive inde i det.
”At have levet længe nok til at opfange disse mønstrer, som du snakker om. Længe nok til, at du er blevet så bevidst om det, som du er. Når man et sådan punkt, har et jordisk væsen så ikke levet for længe?” Selv med den underliggende bitterhed overfor ham, så var det ikke til at komme udenom den oprigtige søgen efter et konkret svar, der fandtes i hendes glasklare øjne. Hun var en fremmed. Hun vidste meget, men ikke nok. For… måske var hendes synspunkter ukorrekte.

Lige som ham rejste hun sig. Spillet var slut. For nu. Og hun ville have forventet, at uønsket om hans selskab ville vende tilbage. At stædighed og fornærmelse ville have ført hende stormende mod døren. Men ingen af delene trådte vitterligt meget frem, som hun blev stående der ved bordet. Hun tog om den enlige bonde, der stadig stod på brættet. ”Lad os håbe, at jeg ikke er her i blandt jer længe nok til at nå ked-..!”

Stjernen havde ikke hostet i en længere stund, så det var ikke helt til at bebrejde, at hun var blevet overbevist om, at det var forsvundet igen. Det kom helt bag på hende, da det stærkt vendte tilbage. Det afbrudte straks hendes sætning. Bonden væltede ud af hånden på hende, idét hun med ét slog håndfladen ned i bordet. Den anden fløj tilbage på sin plads op foran hendes mund. Blokerede de voldsomme host. Hun kunne mærke dem helt nede i mavemusklerne.
Havde hun ikke nået at flytte hånden fra bordet, ville hun havde risikeret at vælte det omkuld i takt med, at hun krævede mere støtte for at holde sig oprejst. Hun havde aldrig rigtig oplevet et lignende anfald. Kun set bort fra, når noget var røget i den gale hals. Det var det ikke sket denne gang. Det var både for tørt og for hult. Og det gav hendes krop anstrengelser til det punkt, at hendes øjne var blevet klemt i. Hun lagde knap nok mærke til, hvordan hun krumme de sig med en om maven. Kinderne blussede.