Det var ikke længere blot timer, stjernen havde tilbragt i sit besynderlige fangskab, men det var blevet til dage. En god håndfuld af dem vel og mærket. Hun ville ikke påstå, at hun var faldet fuldkommen til i de nye omstændigheder, for der var ikke en eneste fiber i hendes menneskelige krop, der benægtede, at blev hun givet en mulighed, ville hun ikke vælge at blive, hvor hun var. Hendes tilvendte attitude spillede kun på, hvordan hendes instinkt havde taget situationen ind. En situation, der dog skabte en konstant forvirring i hendes stakkels hoved. Hun havde hidtil ikke gjort sig store forsøg på at komme ud af de usynlige lænker, og til trods for hendes fravælgelse af det den første aften, havde hun spist den mad, der blev serveret. Lige med undtagelse af de få ting, hendes sarte tunge stadig ikke var så glad for. Og de mange mørke afmærkninger på hendes hud, havde stort set famlet bort.

Mia var ikke meget for at have en direkte kontakt med Daman Pallihseaf mere end højst nødvendigt, selvom hun havde mange spørgsmål siddende klar på tungespidsen, så hendes anmodning om at komme ud af sit værelse, var blevet forenklet ned til, at hun blot ønskede en gåtur omkring bygningen, hun befandt sig i, frem for at detaljere et bestemt sted. På denne måde kunne hun også nemmere få et bedre billede af palæet.
Så iført den samme beklædning, som da hun var ankommet - godt nok vasket og rent - og med bare fødder, bevægede hun sig igennem gangene. De var tomme, set bort fra hende selv og hendes eskorte; en betingelse på at lade hende gå ’frit’. Hun lagde dog ikke meget til ham. Hendes opmærksomhed havde rettet sig observant mod hver og en lille krog, hun kunne se, mens hun gik med langsomme skridt. Det var hurtigt gået op for hende, at palæet var noget større, end hvad hun havde forventet.
En dør på klem på hendes venstre side, fik hende til at dreje sit blik mod det og så stoppe op. Hun så først ned ad gangen i retningen frem for sig og så i retningen tilbage, hvor hun automatisk så kultisten, der havde fulgt i hælene på hende. Han havde ikke sagt et ord til hende, siden de havde forladt hendes luksuriøse celle, så hun gav ham blot et kortvarigt undersøgende blik, inden hun gik hen til døren og forsigtigt skubbede den op for at se ind.

Biblioteket. De store samlinger af bøger var ikke nye for hende. Ikke nye nok til at hun blev fortryllet af at se dem længere i hvert fald, men de var bestemt ikke blevet ligegyldige. Hun tøvede derfor ikke med at træde helt ind, efter at hun i hvert fald ikke blev stoppet. Og af hvad hun kunne se, var der ikke andre, som hun kunne have kommet til at forstyrre. De abnormalt blå øjne veg straks rundt. Betragtede lokalet, som var hun et barn i en slikbutik. Hun virkede til at have glemt alt om sin eskorte, for hun gik ubekymret og en smule hurtigere end ellers mod den nærmeste reol. Hun havde allerede fået fat i en af de mange bøgers solide ryggen, da hun refleksivt krummede ryggen og sænkede sit hoved for at hoste tørt. Dog fortsatte hun med at fjerne bogen fra dens plads på reolen, da hendes hoste var overstået, som var den ikke engang hændt. Broer af mænd.

Mia var ikke alene i ikke at have vænnet sig til sin dødelige krop. Efter at han var vendt tilbage til palæet aftenen før, havde han begivet sig ned på biblioteket for at se hvad information der gemte sig der, en luksus han endnu ikke havde haft tid til. Udvalget var overraskende med bøger om alt fra magisk viden til historie. En betydelig del af biblioteket var viet til skønlitteratur, hvilket talte til den forrige ejers smag i litteratur. Vertis mistænkte at den eneste grund til at de gamle faglitterære værker ikke var dækket i tykke lag støv var den ekstreme mængde penge der var blevet brugt på husholderske.
Det var her, i den fjerne ende af biblioteket skjult af reolerne, at Vertis havde fundet en oldgammel bog – eller i hvert fald et gentryk – om en mand hvis navn han genkendte. Og det var her at han havde givet efter for sine dødelige nødvendigheder, og var faldet i søvn hen over bordet.

Han vågnede med et sæt da lyden af Mias hoste gav genlyd igennem biblioteket, og formanede sig selv for at være faldet i søvn et så offentligt sted. Afhængigheden af søvn var et biprodukt af at bebo en dødelig krop, og kunne kun undgås ved konstant at fortære sin forsyning af dæmonisk energi – en formålsløst spild af ressourcer. Han lod sin indflydelse række ud til sindene i huset, og selvom han ikke kunne fornemme Mia kunne han mærke hendes eskorte og drage sin egen konklusion. Han rejste sig op, og gik ud i det åbne. Det ville være uhøfligt for en vært at ignorere tilstedeværelsen af sin gæst.
”Interesseret i bøger?” spurgte han med en tone af høflig interesse. Viden var unægtelig magtfyldt, men hendes sind var anderledes og umenneskeligt – det var ikke til at sige hvad eller hvorfor hun blev fascineret af, og det gjorde det interessant for Vertis at finde ud af. Ny viden var altid underholdende.

Til Mia’s overraskelse, var bøgen hun stod med skønlitterær. Hun havde, ud fra titlen alene, forventet at den meget konkret blot ville fortælle om forskellige broer bygget af hankøndige væsner. Men ved blot at have lade sit blik scanne ned over de første par sider, blev hun introduceret for en mere metaforisk historie om en mand, der brugte og udnyttede sine medmennesker for at nå sine egne mål. Det der virkede til at have fanget det meste af hendes fascination, var hvordan historien umiddelbart så ud til at blive fortalt igennem manden selv.

Med ét, hvor lyden af sin …værts stemme, smækkede hun automatisk bøgen sammen af ren og sker forskrækkelse. Ligeledes fik hun grebet om den med begge hænder og hævet den, samtidig med at hun drejede omkring mod retningen af stemmen, klar til at forsvare sig - med bogen som sit våben. Dog faldt hendes anspændte skuldre straks ned igen, idet hun fik øje på ham, og forskrækkelsen blev yderligere blæst bort for at blive mildnet til almen overraskelse over hans egentlige tilstedeværelse.
Hun sænkede roligt bogen, mens hun undrende så sig lidt omkring. Blandt andet mod døren, hvor eskorten stadig stod. Hun havde ikke lagt mærke til, at han havde nærmet sig. Men hvor han var kommet fra, var lige så meget et spørgsmål i hendes ansigtsudtryk, da hun atter så tilbage på ham, nu helt ude af sin forsvarsstilling.

”Korrekt. De giver ofte et meget mere direkte og hurtigere svar, end hvad jeg ville kunne få ud af en tosidet verbal samtale.” svarede hun ham ganske nonchalant. Som skulle man ikke tro, at hun bevidst havde undgået at udveksle ord med ham siden sin ankomst. Men hun var stadig varsom. Hun gjorde selv intet for at mindske afstanden mellem dem. ”Og ofte er de med til at give svar på spørgsmål, jeg endnu ikke har været i stand til at komme frem til, hvilket gør det.. til en mærkværdigt beroligende oplevelse. Men…” Observerende lod hun sit blik glide op og ned ad manden. Han lignede sig selv, som hun huskede ham. Lige set bort fra tilstanden af hans hår. Og hvordan hans overkropsbeklædning virkede diskret krøllet.  ”Jeg kan vel antage, at du også er interesseret i bøger? Siden du ejer så store mængder af dem, mener jeg.”

Vertis trådte tættere på Mia indtil han stod ved hendes side. Der var intet truende eller dominerende ved hans positur – luren på bordet havde gjort underværker for hans humør, og han var oprigtigt interesseret i at lære mere om den mystiske livsform. Han kørte fingeren over ryggene på bøgerne foran dem, og læste titlerne i sit hoved. Det var sandt at han havde haft en prædisposition for bøger – eller rettere for den viden de bevogtede. Men disse bøger var tydeligt skønlitterære, nemt genkendelige på deres fabulerende titler eller, i nogle tilfælde, deres placering i biblioteket. Bøgerne stod i et fast system, og det ville være nemt at finde en hvilken som helst bog uden kartotek, hvis man kendte systemet. Den forrige ejer måtte have erhvervet sig en erfaren bibliotekar.
En skam at han eller hun havde måttet lade livet sammen med alle de andre.
”I min erfaring er en affinitet for det skrevne ord blot en indikation af dårlig evne med det talte,” han drejede blikket og studerede pigen nærmere. Det var sandt at hun ikke lod til at være dygtig til at formulere eller forstå sætninger, men om det var i kræft af hendes natur eller blot hendes personlighed, var svært at bedømme. ”Levende væsner er, trods alt, en mere præcis kilde til information, hvis man kan stille de rigtige spørgsmål.”

I svar til hendes spørgsmål drejede han omkring på stedet for at tage alle bøgerne til sig. Igennem sit lange liv havde han læst mange bøger, men tiderne skiftede. Der var tæt på ingen af titlerne han genkendte længere, alle moderne værker af moderne forfattere han aldrig havde hørt om. ”Desværre, samlingen er ikke min, jeg har blot arvet dem. Personligt er jeg mere til direkte interaktion,” sagde han med et skævt smil. Det var ingen løgn, selvom omstændighederne for arven havde været klædt i mystik. Og folk kunne manipuleres på en måde en bog aldrig ville kunne – hvilket gjorde de dødelige mere brugbare for ham end udødelig skrift.
Efter en kort pause hvor han atter lod sit blik hvile på hende med et beregnende blik i øjnene, fortsatte han. ”Hvad er det du leder efter?” spørgsmålet var ikke uvenligt, men mest af alt nysgerrigt. For at lede efter svar måtte hun have spørgsmål. Kunne han forstå hvad hun ledte efter, kunne han regne ud hvorfor hun søgte.

”Finder du mine taleevner dårlige?” Til trods for at hendes stemme bar en lige så tydelig undrende tone, som blikket bar i hendes øjne, var det et simpelt ærligt spørgsmål, frem for en fornærmet passive aggression, det almene menneske ville have kommet med. Hun havde passivt så travlt med at observere andre personer og ting, at hun sjældent anede noget om sin egen præstation i blandt de jordiske skabninger. Ikke at denne mand var den bedste at spørge. Han havde allerede givet hende kraftige indtryk af overlegenhed. Bedrevidende. Men han var ene eneste til stede, hvis man så bort fra eskorten, der alligevel ikke virkede til at ville ytre mange ord til hende, selv hvis hun talte til ham.

Igen måtte hun ufrivilligt give efter for sin krops tilstand. Bogen, hun havde haft kuplet i sit ene håndled, blev løftet op til brystkassen, hvor hun nærmest omfavnede det i takt med at den tørre hoste tvang sig ud af hende og endnu engang fik hende bøjet hovedet lidt forover. Ubevidst havde hun også drejet sig væk fra Daman Pallihseaf. Hosten var ikke som sådan voldsom. Der kom kun to til tre host ad gangen, og de var ikke høje nok til at runge igennem på nogen måde. Dog kunne hun mærke dem både i ryggen og i brystkassen. Den frie hånds ryg havde hun også sørget for at føre op til munden som en selvfølge.
Mia rettede sig automatisk op igen efterfølgende lige i tide for hende at se noget forundret mod sit nye selskab. Måden han havde stillet hende spørgsmålet var så… normalt. Noget der ikke passede til måden, han så på hende. ”En vej hjem.” svarede hun ham, som hun drejede sig selv tilbage mod bogreolen. ”Eller for at forklare lidt nærmere: en vej tilbage på jeres himmel. Jeg har blevet fortalt historier om andre af min slags vandre på Jorden, men ingen jeg hidtil har talt med, kender noget til det, så jeg leder efter dokumentation i de skrevne ord i stedet.” Forsigtigt satte sin bog på plads i det tomme rum mellem to andre bøger og samlede så sine hænder smidigt på ryggen og lænede hovedet tilbage for at se op på de hylder, hun umuligt ville kunne nå lige meget hvor meget hun strakte sig. Det var næsten til at blive svimmel af. ”Så hvis andre har været her før mig, er der en chance for, at der er nogle ledetråde at finde et sted.”

Vertis kneb øjnene sammen som han betragtede hende. Hendes reaktion var, som så meget andet ved pigen, besynderligt – og netop hvad han mente med sin ”anklage”. Hun virkede som en intelligent skabning, og kombinationen af hendes talemåde og udseende gav hende en aura af umenneskelighed. Når han hørte hende tale havde Vertis ikke svært ved at forestille sig at hun realt var hvad hun påstod, et himmellegeme der var styrtet til jorden.
”Dårlig er måske det forkerte ord. . .” Han vred sin hjerne efter den rigtige måde at udtrykke sine tanker, hvilket resulterede i nogle sekunders tænksom tavshed. ”Anderledes, er mere passende. Og hvis der er en ting de dødelige ikke bryder sig om, så er det ting der er anderledes. Hvis ikke man lyder som og ligner en af deres egne, får man intet ud af dem.”

Han vendte sig mod pigen og lyttede oprigtigt til hendes svar. Vertis havde levet et langt liv, altid med en finger på verdens puls, og han havde aldrig før set en falden stjerne. Han havde hørt historier, men de fleste af dem var for eventyrlige til at være troværdige. Hendes chance for at finde en ordentlig kilde i dette bibliotek var som en nål i en høstak.
”I så fald leder du det forkerte sted. Hvis du vil have noget håb om at finde hvad viden om faldne stjerner, kender jeg kun til to biblioteker store nok. Du bør lede enten i krystalpaladset, men biblioteket er lukket til offentligheden, eller i Kzar Mora. I ruinerne af den forladte by Aztaroth finder du den største samling af viden på denne side af virkeligheden.”

Anderledes. Til trods for at Mia allerede havde et klart minde om, hvordan hun så ud, når hun betragtede sig selv i de spejle, hun var kommet omkring, så faldt hendes blik helt automatisk fra bøgerne og ned af sig selv. ”Jeg troede ellers, at jeg både lignede og talte om.. de dødelige, som du kalder dem.” Hendes gæt var, at han talte hovedsageligt om menneskerne. Det var altid dem, hun opleve at blive nedgraderet på lignende måder. Hun løftede sin egen ene hånd op foran sig med fingrende spredt afslappet, som betragtede hun blot linjerne i sin håndflade, men kort derefter stilnede hun sin glød markant. Til et punkt, hvor den ikke kunne ses længere. I hvert fald ikke i den belysning de befandt sig i. Den forsvandt aldrig helt fra hende. Hendes ansigt bar til gengæld visse tegn på bedrøvelse, hvilket ikke var så underligt. ”Jeg taler i hvert fald deres - og tilsyneladende også dit - sprog.”

Idét han begyndte at remse steder op, hvor hun potentielt ville have bedre chancer for at finde, hvad hun ledte efter, var al hendes opmærksomhed kun rettet mod ham. Først med forbløffelse, der stod klart frem i de blå øjne. Det føltes som et meget længere skridt frem, end hvad hun var vant til, og det var tæt på, at hun begyndte at spørge mere ind til det. Hendes mund havde endda allerede åbnet sig bare den smule, inden et hårdere udtryk kom frem i hendes ansigt.
”Du peger mig i den formåede korrekte retning, men du lader mig ikke så meget som at forlade mit tildelte værelse uden, jeg spørger om lov. For slet ikke at tale om, at du ikke lader mig forlade dit hjem.” påpegede hun. Hun var ikke ligefrem tilfreds til trods for at han lige havde givet hende ledetråde. Hun vendte fronten mod ham og trådte et par skridt tættere på ham. ”Jeg beklager, men du må forstå, at jeg ikke ved om jeg skal være taknemmelig eller hvad. Er det her en del af dit ’spil’?”

Mia ventede dog ikke på at han fik svaret eller forsvaret sig selv mod hendes diskrete anklager, inden hun drejede om og begav sig lidt dybere ind mellem reolerne. Hvis hun vidste bedre ville hun påstå, at hun var fornærmet.

Vertis stod stille med hænderne samlet bag ryggen og lyttede til hende, uden antydningen af følelse i sit ansigt. Det var altid fascinerende at se observere punktet hvor passion ikke kunne holdes i tjek, og endnu mere så når man holdt i mente at pigen ikke tilhørte nogen race han havde set før. Han løftede eksperimenterende et øjenbryn, som hun vendte omkring og stampede ind mellem reolerne med umiskendelig – hvis noget underspillet – lidenskab.
”Måske har du ret. Måske ville ingen lægge mærke til at du ikke hørte til, udover jeg. Og dig selv naturligvis. Hvem ved?” Med disse ord bukkede han hovedet kort som tegn på undskyldning. Der fandtes mange veje til fordærv, og de fleste startede med en uskyldig kommentar og en revne i selvtilliden. Måske, hvis han spillede sine kort rigtigt, ville hun tænke tilbage på hans ord i fremtiden, og betvivle om hun egentligt hørte til.

”Nej,” sagde han afslappet som svar til hendes spørgsmål om spil. Der var som regel bagtanker bag alt hvad han sagde eller gjorde, og hans råd var ingen undtagelse. ”Ikke det samme spil som har anbragt dig her, i hvert fald. Grunden til det er simpel – Jeg, ligesom alle væsner, har behov for underholdning, og det er her du træder ind i billedet.” Han forsøgte at fange hendes blik, for at se om han kunne se forståelse i hendes øjne, men uden held.

Selvfølgelig lod han ikke deres samtale stryge mod sin ende, da hun havde gjort sit forsøg på at forlade ham til fordel for at gå på opdagelse i biblioteket, som egentlig havde været hendes oprindelige plan, før han havde pålagt hende sit ellers så ydmyg selskab. Hun kunne meget nemt bare have fortsat på sin vej. Ignoreret ham til bedste evne, men det var ikke så meget det, at han talte til hende, der stoppede hende, men det var, hvad han sagde, der dominerede hendes valg til at genoptage sin interaktion med ham.
Hun havde ikke forstået, hvad det var han mente. Ikke fuldt i hvert fald. Men hun huskede indtil videre ikke et tidspunkt, hvor hun faktisk havde opfanget hans bagtanker med hundred procent klarhed endnu. Så da hun roligt så sig tilbage over skulderen og efterfølgende drejede sin krop i retningen af ham igen, ville han blive mødt af et noget forvirret udtryk i både hendes øjne og ansigt, eftersom hendes bryn havde valgt at sætte lidt ekstra visuelt på for tilskuerne. Det eneste der egentlig var anderledes ved hende - fra hendes almene selv - var frustrationen, der blandede sig med resten af hendes væsen.

”Du må ikke være alt for god til at holde dig selv underholdt. Med mindre min involvering i din underholdning ikke strækker sig længere, end min overvågning.” sagde hun med en overraskende blid stemme og toneleje i forholdt til hendes ikke så tilfredse frembrusning. Armene have hun været nød til at folde omkring sig under barmen for at holde dem fra at bare hænge slapt og dingle. Havde hendes kjole haft detaljer eller små finesser ville hun uden tvivl have stået og pillet ved dem, men den var så simpel og ’kedelig’ som det nu var muligt.
Atter lykkedes det Mia at fjerne sine øjne fra øjenkontakten med Daman for i stedet at se søgende fra side til side. Ned langs de små gyder af bogreoler. Rynkerne var forsvundet fra hendes ansigt og efterladt det dukkelignende glat igen. ”Men hvad med noget mere konkret underholdning, som jeg ikke er nødsaget til at gætte gåder for at forholde mig til? Et spil, som det står bedst beskrevet i jeres ordbog.” Hun så tilbage på ham. ”Måske skak, som I kalder det.” Hendes ene arm faldt afslappet, som den blev holdt oppe i albuen af den modsatte arms hånd, inden hun tilføjede sin geniale idét, som den pludselig var poppet op i hovedet på hende: ”Og hvis jeg vinder, lader du mig gå.”
Han havde godt nok givet udtryk for at have ideer lagt fra til sin underholdning, men han havde ikke lagt nogle af dem frem for hende, så hun måtte selv improvisere. 

//..."wanna play a game?" ;D//

Vertis kunne ikke lade være med at smile til hendes første kommentar. Det var sandt at han ikke var god til at underholde sig selv - det var netop grunden til at han havde taget hende til fange, men han følte det kun som naturligt for en person i hans alder. Der var ikke meget han ikke havde gjort for at holde sig underholdt gennem årtusinderne, og hver ting var i sidste ende holdt op med at være underholdende. Det eneste han kunne stole på som en sikker kilde til morskab, var den gradvise degradering af et individs værdier.

Smilet falmede da hun foreslog at de spillede et konkret spil. Der var ikke mange af dem han ikke havde mestret i løbet af sit lange liv, men han var generelt modsat konkurrencer af den slags. Vertis var typen der ikke spillede medmindre han vidste at han ville vinde, og i spil var der ofte et element af uforudsigelig tilfældighed, der gjorde det umuligt at forudsige præcis hvad der ville ske. Skak, som hun havde foreslået var dog en undtagelse. Og han mente at have en god chance for at slå hende.

Hans mine forvandledes gradvist til en professionel grimasse, som han nikkede sin anerkendelse af hendes forslag. Som aftalen lød stod han kun til at miste, og da han vendte sig omkring for at gå til hjørnet af biblioteket med spil, hævede han sin stemme. ”Og hvis jeg vinder, spiller du mit spil sammen med mig, og så lader jeg dig gå fri. Aftale?”
Dæmonen vidste at hendes frihed var hvad hun eftersøgte mest, og at hun sikkert ville gå med på termerne. I hjørnet var der et bord anrettet med et skakbræt midt i bordpladen. For hver ende af bordet var der skuffer med håndskårne brikker i mørkt og lyst træ. Som Vertis nåede frem begyndte han roligt at sætte brikkerne på plads, som han lyttede efter hendes svar.

Overraskende nok fulgte Mia nært efter ham som en hvalp, frem for at lade sig vente på og lige sørge for, at hun havde mere end nok afstand til dæmonen. Selvfølgelig var hun ikke lige oppe i hælene på ham. Hun havde trods alt ikke indtil videre de bedste minder med ham, når hun var indenfor hans armslængde. Noget han ikke ville kunne bebrejde hende, var hun sikker på. ”Aftale.” svarede hun noget blødt, men højt nok til, at det var til at høre, hvor efter ord, der ofte have forladt hendes mund før, spillede sin rolle igen. ”Noget for noget.” Hele den korte vej over til deres destinerede spilområde beholdte hun egentligt sit blik fast mod hans ryg og lod ikke sine øjne vige rundt på bibliotekets spændende reoler eller arkitektur. Hun kunne ikke forstå ham, så mon hun ikke ville kunne finde noget ud om ham, hvis hun fortsat observerede ham?

Dog ved deres ankomst var han ikke længere det mest interessante i synsvinklen. Straks var varsomheden forsvundet fra hendes væsen og straks var hendes øjne i stedet plantet på det lille bord med skiftende mørke og lyse tern. Mere interessant blev det, da Daman Pallihseaf begyndte at fylde pladen med dens brikker. Teoretiskset ville hun sagtens kunne stå en chance mod ham i et spil som skak. Men ærligtalt var chancen en del lavere, for aldrig havde hun spillet det i praksis. Men der var en chance. Selv en lille en. Og noget skulle hun jo bruge tiden på.
”Din gevinst for at vinde er i en smule ubalance med min, er den ikke? Selv uden at vinde et spil skak eller to, ville det ikke holde dig fra at involvere mig i dit såkaldte spil, kan jeg forestille mig.” Et kort host afsluttede hendes ord. Hun stillede sig da ved den ene af bordets fire sider og greb let omkring den en af de mørke ryttere for at nærstudere den lidt nærmere. Mærke dens overflade og indgraveringer. ”Du kan lige så godt have takket nej, og du ville muligvis nå samme resultat.”

Hun hævede atter sit blik op mod ham og selvom glæden ikke nåede helt så langt op i hendes øjne, havde hendes mundvige trukket sig diskret op. ”Det er et smukt skaksæt.” kommenterede hun så, inden hun satte brikken tilbage på sin plads og placerede sig selv i den ene af stolene. 

Vertis satte sig ned ved de sorte brikker, sikker nok på sin sejer til at lade hende lave det første træk. Allerede fra spillets undfangelse havde han haft nemt ved det, og han kunne tælle på en hånd hvor mange gange han havde følt sig udfordret. Det var nogle hundrede år siden han havde spillet sidst, og han følte sig rusten. Det skulle nok blive interessant.
”Det kom med huset” var alt han havde at sige til hendes kompliment.

Han løftede et øjenbryn mens han overvejede hendes pointe, i tvivl om præcis hvad hun mente. Hun havde ret i at der var en ubalance mellem deres vilkår, men i hans opfattelse var det til hendes fordel. Vandt hun, fik hun hvad hun ville have. Vandt han, deltog hun villigt i hans rænkespil, hvorefter hun fik hvad hun ønskede alligevel. Begge udkom afhang af den andens villighed til at opholde deres ord. Desværre var hendes ordvalg var så diplomatisk neutralt at han var i tvivl om hvis gevinst hun anså for at være for stor. Hun ville vel ikke argumentere for at hun skulle have værre vilkår, ville hun?
”Jeg lover ikke at trække dig med i noget du ikke ønsker at være involveret i, hvis du vinder. Bedre?” Han kunne ikke tilbyde mere end sit ord for det, men hvis det var alt hun manglede så han ingen grund til at mundhugges. Det ændrede ikke magtforholdet mellem dem.
”Du har ret i at jeg står til at få meget lidt ud af at spille, men jeg er tilfreds med vilkårene. Medmindre selvfølgelig du har mere at tilbyde?” Vertis smilte opfordrende, og lagde hovedet let på skrå mens han ventede på hendes modsvar, eller at hun tog det første træk.

Mia var så småt begyndt at undre sig over om, der overhoved fandtes noget i huset, som ikke blot ’kom med huset’. Om der var nogle ting, der var hans egne, noget han selv havde valgt ud og placeret på det helt rigtige sted. Hun ønskede, at hun kunne finde et bedre ord i sit jordiske ordforråd til at beskrive det, men det eneste hun kunne lande på var, hvor ligeglad han virkede til at være.

Efterfølgende som han lagde et svar og videre efterspørgsel ud foran hende efter hendes egen undring, spillede det faktisk eftertænksomhed hen over hendes ansigt for en lille stund og kunne nemt give illusionen, at hun sad og overvejede hvilket andet hun kunne tilbyde ham for at balancere deres  gevinster lidt mere ud. Men så forsvandt det ellers igen i en glidende overgang.
”Det ville kun være dumt af mig, at ikke godtage vores første grundlag for spillet, særligt ikke når du som du selv ytrede dig, er ganske tilfreds med vilkårene. Jeg er ikke godhjertet og blind nok til dét,” forklarede hun lettere nonchalant, igen med fejlfri udtalelser af ordsammensætninger, der muligvis kunne skabe knuder på tungen hos andre. ”Jeg prøver blot at forstå dig, Daman Pallihseaf. Siden jeg ankom, har jeg konstant dannet mig klare billeder af folk, men du fortsætter med at være et abstrakt maleri. Derfor spurgte jeg, velvidende om risikoen, som du til min evige forvirring, ikke udnyttede.”

Hun rykkede stolen med sig selv tættere på bordet, før hun foldede sine ankler fint hen over hinanden og bøjede sig let ind under stolen i takt med, at hun lænede sig mere ind, for at få et fokuseret overblik over brættet. ”Desuden har du i forvejen noget at kompensere for. Så som min egentlige ufrivillighed til at tilbringe min tid i dit … hus.” Hun ville ikke kalde det et hjem. I hvert fald ikke hans. Så langt havde hun da nået i sin analyse af ham. ”Så lad os fortsætte med det først aftalte.”
Og hun gjorde sit første træk; anden bonde fra venstre flyttede hun to pladser op.

Vertis kiggede tænksomt på brættet. Han lod hende tale uden forstyrrelse, og hans eneste kommentar var et træk på skuldrene. Hans natur var foranderlig, og da der var fordel i at være utilregnelig så han ingen grund til at ændre det.
På trods af at hun påstod hun ikke var blind, bedrog hun den samme fejl som de fleste andre dødelige. Hun antog at en ulige aftale ikke kunne være fordelagtig for den, der stod til at vinde mindst. Specielt når præmien var noget uhåndgribeligt.

”Må jeg komme med et forslag?” Han lænede sig frem for at gøre sit træk, og fortsatte med at tale uanset om hun gav sin tilladelse.
”Undlad at holde mig i forhold til dine øvrige bekendtskaber. Der findes ikke mange som mig.” Han sagde det som var det en kendsgerning, uden stolthed.
”Hvis du vil have et klart billede, er du nød til at starte fra bunden, med et blankt kanvas.” Han fulgte sine ord med et opmuntrende smil, og gjorde sit træk.

Straks peppede den unge stjerne op, som en hund, hvis opmærksomhed netop var blevet fanget, og en mild forhøjelse af hendes gløds styrke skete automatisk. Det han sagde gav mening. Det gav endda meget god mening. Hun havde brugt den præcis samme skabelon til alle og en hver hun havde mødt for at kunne forstå dem og deres omgivelser, fordi hun havde været overbevist om at det, var den bedste – hvis ikke eneste – måde at forholde sig til tingene på Jorden.

Hun havde næsten ladet et varmt smil spille sig frem på hendes læber i en kortvarig blindgørende af den overordnede situation, men det lykkedes hende at holde det på afstand. Han kunne meget vel have kommet med nogle kloge ord, han havde bare stadig ikke fortjent hendes munterhed. Han måtte nøjes med hendes løft i varsomheden, hun konstant havde haft overfor ham.
Atter faldt de blå øjne fra ham og ned på brættet igen. ”Så må jeg vel som noget at det første… lærer at male,” sagde hun med et snert af uro. Hun havde endnu ikke vist kunstneriske talenter. Hendes håndskrift var tilmed nærmest kriminel! Så der var en vis usikkerhed for om, at det ville være hende muligt, men samtidig blandet af en motivation til at prøve.

Hvad der ikke viste sig usikkerhed i, var da hun uden egentlig at have taget tid af til at overveje, gjorde sit træk. En bevægelse, der fortalt om, at det var fuldkommen åbenlyst for hende, at netop den brik skulle flyttes til lige netop den plads på brættet. Hånden flyttede hun efterfølgende op for at stryge en tot af det korte hår om bag øret i en glidende og blid bevægelse.
Hun havde det mærkværdigt.

Vertis brummede muntert over hendes svar, antydningen af et smil på hans læber. Han var ved at trænge igennem hendes tilbageholdenhed, selvom hun tydeligvis ikke var meget for det. Efter en kort stund nikkede anerkendende. Evnen til at bedømme personer uden fordomme var et essentielt skridt til at klare sig, og noget mange tog for givet.

Der gik ikke et øjeblik fra hun havde sluppet sin brik, før han havde lavet sit modtræk. Han så et frygteligt potentiale gemme sig i pigen. En voldsomt kraft, der kun manglede retning og formål. Tanken om at forme hende imod hendes natur, gjorde det umuligt at lade være med at blande sig. Det var så sjældent at man fik mulighed for at modne et uskyldigt sind, og udsigten fyldte ham med en ivrig spændthed- som et barn på juleaften, der dårligt kunne vente med at åbne sine gaver. Men Vertis var tålmodig.

”Hvis du vinder,” spurgte han afmålt, uden noget tegn på den ivrighed han følte, ”og jeg lader dig gå fri, hvad vil du så tage dig til?”

Mia var igen slet ikke i tvivl om, hvor hun skulle placere sin brik. Hun rakte endda allerede ud mod den, så snart Daman Pallihseafs brik havde klikket mod sin plads. Men hun flyttede den. Hun kærtegnede nærmest kun toppen af den, og hendes udstråling kunne strakte forveksles med usikkerhed vedrørende spillet og ikke usikkerhed omkring spørgsmålet, han netop havde stillet hende. Hun vippede den lidt fra kant til kant med kun langfingerens support. Følte den perfekte brug af vægt, der virkelig afslørede hvor god kvalitets skak-sættet var.
Hendes læber skilte sig, som skulle hun til at give ham sit svar, men i stedet flyttede hun selvsikkert brikken, hun havde fumlet med, før at hun satte tungen på gled.

”Ingenting. Og alt,” svarede hun som en sand filosof, selvom hun nok egentlig havde givet et klart indtryk af, at hun var alt andet end dét. ”Min grund til, hvorfor jeg gerne vil blive lagt gå fri, har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan udføre, hvad jeg gerne vil…” Brat blev hun afbrudt af et host, der automatisk trak hende tilbage i stolen og en hånd op foran munden for ikke at hoste direkte ned på brættet eller i ansigtet på manden hun spillede mod. Og efterfølgende fortsatte hun som var det ikke hændt. ”… herfra. Men du har givet mig en lænke om foden og dét bryder jeg mig ikke om. Du har også sat en pris på mig, hvilket jeg bryder mig endnu mindre om.”
Endelig så hun mere op og blå øjne mødtes med hans, så mørke, at hun ikke engang kunne finde hints til ham dér. Ville hun kunne male dem, hvis hun blev lært kunst? For de var hverken sorte eller brune. Mens nuancen ikke ville være svær for hende at genkende, så ville hun ikke kunne beskrive den.

”Men… jeg vil nok bare nyde at have plads igen. At være fanget i en bygning, ligemeget hvor stor den så end må være, er i sandhed kvælende i længden. På den måde ligesom kasse jeg blev bragt i.” Hendes blik blev en smule hårdere. Bare for en stund. Der var ingen skam i at vise, hvor meget hun beskyldte ham for dét valg. ”Det er mere krybende. Det giver næsten en muligheden for at vænne sig til det. Men kun ’næsten’.”

Vertis lyttede høfligt til hvad hun havde at sige, og måtte kæmpe for ikke at rulle med øjnene. Hun lød enten som en filosof eller en tåbe, og han var usikker på om der var en forskel. Men han kunne forstå hvad hun mente. Det kunne være frustrerende at være indespærret, specielt når man vidste hvordan det føltes at være fri.

Hendes hosten fik ham til at rynke på brynet og betragte hende nærmere. Vertis var vant til at sygdom forværrede sig i hans nærvær, da sygdom og fordærv gik hånd i hånd, men pigen han sad overfor var anderledes. Når han lod sin indflydelse strække sig i lokalet, kunne han mærke det naturlige fordærv der fandtes i alt; kød, træ, papir og sågar sten. Men hvor Mia skulle have været, var alt han kunne mærke et Mia-formet hul. Da han var ung ville unaturligheden i tomrummet have ophidset ham, men det var mange år siden han sidst havde følt så kraftig en følelse.

Han maskerede sine tanker bag et opmuntrende smil, mens han trak et lommetørklæde ud af en inderlomme og holdt det frem til hende. Uden kommentar flyttede han en brik og overvejede deres spil. Han havde stillet en af sine vigtige brikker sårbar. Tog hun den, ville hun samtidigt tage det første skridt in en fælde, der strakte sig over de næste mange træk, men som ville ende med at han fik hendes dronning. Vertis foldede hænderne i sit skød, og lagde benene over kors.

”Hvad får dig til at tro at du er til salg? Jeg kunne aldrig sætte en pris på noget uvurderligt.” Han holdt en pause mens lod til at studerede brættet indgående. ”Der er noget jeg vil. . . Klargøre, hvis jeg kan. Menneskene, der sloges med dig og lukkede dig inde i kisten var under min indflydelse, ikke min kontrol. Det var ikke mit ønske at du skulle transporteres således, jeg havde blot brug for at du ikke kunne kæmpe imod- for din egen skyld, naturligvis. Fortolkningen var op til dem. Jeg ville have fortrukket at de bandt dine hænder og satte dig i vognen, men mennesket er evigt skadefro.” Han fangede hendes blik, med noget der tilnærmede sig sårbar ærlighed. Påtaget, naturligvis, men påtaget med tusindvis af års øvelse.

Mia havde høfligt taget imod lommetørklædet til trods for, at hun ikke helt forstod, hvad han gav hende det for. De fleste gange hun var blevet introduceret for lignende var, når hun havde sovs op ad kinderne eller et tykt mælkeskæg over overlæben, men lige nu havde hun ikke madrester udover det hele, som et barn. Dét var hun mere end bare sikker på. Så det blev til at starte med blot lagt ved siden af sig, hvor det ikke lå i vejen for brættet, hvorefter hun rakte ud for at gøre sit næste træk.
Brat stoppede hun dog sig selv, hånden svævende henover netop den brik, der ville træde direkte i fælden, Daman så fint havde lagt ud til hende. Hun knugede både blidt og forsigtigt sine fingre sammen i takt med at sikkerheden, der havde været i hendes bevægelse – der og tidligere – blev skiftet ud med tydelig fortrydelse. Ligeledes havde hendes ansigt taget en forbløffet drejning. Det havde lykkedes ham at komme bag på hende. Gøre et træk, hun ikke havde forventet eller udregnet korrekt, og det gjorde hende paf i et par sekunder, mens hun betragtede opsætningen, han havde lagt op til. Havde det ikke været fordi, at hun allerede havde glemt alvoren i konsekvenserne, hvis hun skulle gå hen og tabe, ville dette nok også have gjort hende umådeligt nervøs.

”…” Og ikke kun dæmonens strategiske træk, der forbløffede Mia, men også hans ord, der for en stund distraherede hende endnu mere fra spillet og dermed fik hende til at se op fra sine overvejelser. Hun havde allerede nået at åbne munden for at give ham en præcis gentagelse af hans ord om hendes salg, men der kom aldrig noget ud, for pludselig havde det gået op for hende, at hvad hun havde været overbevist om, at han havde sagt til hende, var usandt og eksisterede ikke. Og det var en underlig oplevelse. Hun huskede altid alting. Hun var ikke vant til at give sig selv falske minder ud fra egne fordomme. Var det af samme grund, som at hun hostede sådan for tiden?
Mia sippede straks sine læber sammen, nærmest af flovhed, og slog blikket ned igen. Ignorerede hvordan, hun var blevet taget i sin egen fejltagelse, selvom trangen til at undskylde og beklage sig selv for hendes fordomme sitrede i hende. ”Jeg ville have foretrukket, at hverken det ene eller det andet var sket, Daman Pallihseaf. Selvom dit fortrukne ville have været lagt mere behageligt og efterladt med mig færre mærker på kroppen til at mindes om hændelsen, så blev jeg stadig taget med ufrivilligt. Og uvidende.”

Igen hostede hun. Denne gang knap så voldsomt, men lige så tørt. Mere som for at fjerne en minimal kriller i halsen. Igen havde hun dækket munden med hånden, og hun blev mødt af en teori om, hvorfor hun var blevet givet lommetørklædet, som hun nu ikke brugte til at dække for munden, men i stedet endte med at bruges til at endelig flytte en brik på brættet uden at hendes bakterie-inficerede hud skulle have direkte kontakt.
Med sit træk stod hun stadigvæk sårbart, og ville nok miste sin løber i næste tur, men i det mindste ville hun ikke alt for nemt miste sin dronning.

Vertis kunne ikke holde antydningen af et smil tilbage, som hun gjorde tegn på at træde ind i hans fælde. Og mundvigen bevægede sig endnu mere, da hun indså den fare hun var ved at gå i, og ændrede sin fremgang. Nok ville hun miste på sin skødesløshed, men ikke nær så meget som før. Vertis smilede med fuldt overlæg. Der var ingen grund til at lægge skjul på den fælde han havde lagt for hende. Det skulle nok alligevel blive et interessant spil. Han rakte ud og tog hendes løber, med lod sin egen officer stå ubeskyttet som en offergave. Hun skulle ikke miste modet endnu.

”Brikkerne var sat i bevægelse længe før vi mødtes.” Han betragtede Mia mageligt. Hun forstod tydeligvis ikke hvordan man skulle bruge et lommetørklæde, selvom han værdsatte hendes forsøg på at skåne ham fra hendes bakterier. ”Når en sten bliver kastet kan man ikke undgå at den lander, kun bestemme hvad den rammer. Og du ville måske have foretrukket hvis jeg efterlod dig i byen? Midt i en hobe af sandsløse voldsmænd?”