Kvinden opdagede, at han var vågen og snakkede til ham. Remus kneb øjnene sammen og fik endeligt rettet blikket mod hende. Det sorte hår og blege hud. I Remus' øjne var hun ikke køn, men det fandt han meget sjældent kvinder. De var fjenden for ham og han forstod ikke tiltrækningen ved dem. Hendes ord fik ham til at vrænge let i had, men hans hoved føltes som om, at det var ved at splittes, og han kunne ikke rigtigt mønstre vreden. Frygten derimod kom tilbage, fik hans hjerte til at banke hårdt og hans hænder til at sitre. Det tog ham et øjeblik til at samle tankerne for at komme frem til et svar til hende.
"Hvad vil du mig?" Han stemme var hæs og hans mund føltes så tør som en ørken. De gråblå øjne afslørede hans frygt ved situationen, selvom han forsøgte at virke fattet.

Det hele virkede surrealistisk og Remus var langt ude, hvor han ikke kunne bunde. Han blev holdt fange af en kvinde, bundet til et træ og med en hovedpine ad Zaladins til efter et fald fra en hest. Der var ikke nogen, der kunne fortælle ham, hvad han skulle gøre og han havde ikke selv råstyrken eller charmen til at kunne komme ud af det. Han havde ikke andet end sit hoved, som lige nu var fyldt med tyktflydende smerte og besværliggjorde hans tankegang. Han var bange, noget han ikke ville indrømme overfor nogen, for så var han bange for en kvinde. At hendes race var meget mere end hans, var ikke essentielt, nej, det var en kvinde. 

Han forsøgte at flytte lidt på sig i rebene, se om de gav sig, men hun havde gjort et godt stykke arbejde med at få ham bundet fast. Hans blik forlod hende for at se rundt efter en redning, men der var kun bålet og hesten. I et forsøg på at få fugt i sin mund, sank han et par gange, tydeliggjort af hans hoppende adamsæble.
Remus forsøgte at holde sig til logikken, hun havde slæbt ham med, det betød forhåbentligt, at hun ikke var ude på at slå ham ihjel. Hun ville have noget fra ham. Han skulle bare lige finde ud af hvad.

Skønhedssøvnen så ikke ud til at havde hjulpet på hans temperament. Ikke det fjerneste. Han lignede stadig en der var ved at springes af vrede, havde det ikke været for smerten der overtog mere af hans opmærksomhed. Måske pusset havde fået hjernerystelse. Det var sørme synd. Naamah fnøs let, nød at se frygten boble frem i stedet. Han havde god grund til at være bange for hende. Nok vidste han hendes race ud fra rent held ville hun sige men det ændrede ikke på at hun var mere end bare sit køn og natur. Hun var farlig når hun ville det. ”Det kommer meget an på hvad du har at tilbyde, min dreng” svarede hun og rejste sig. Kastede håret tilbage over skulderne og kiggede på den forskræmte let kæmpende mandsling der var blevet placeret ved træet. Holdt fast mod sin vilje.

”Du kan noget ganske usædvanligt. Lave ting ud af intet. Hvordan du gør forstår jeg ikke. Forklar mig det” kommanderede hun fast og uden at ligge op til diskussion. Han kunne modsætte sig, men det ville være synd med den stærke hovedpine. Den kunne nemt forstærkes af en lussing eller to. Mere behøvede hun egentlig ikke at gøre efter at hans egen hest havde udført en del arbejde.

Og var hans forklaring ikke spændende nok eller gav hende et materiale hun kunne udnytte, jamen så var han forholdsvis nem at skilde af vejen. Synd, han var nu et nydeligt væsen, hvis han lige blev hjernevasket lidt. En noget så beskidt personlighed der næppe kunne tiltale nogen som helst. Den tiltalte i hvert fald ikke Naamah. Han var alt for meget besvær i forhold til hvad han på nuværende tidspunkt var værd for hende. Kun han kunne ændre det syn.

Remus' kæbemuskler arbejdede synligt under den alt for blege hud, der tydeligvis aldrig fik noget synderligt sol, mens hans blik var låst fast på kvinden, der ville kunne gøre med ham, hvad hun ville. En tanke, han forsøgte at ignorere, for den gav ham kvalme oven i hovedpinen. At være forsvarsløs passede ham ikke og han ville ønske, at han ikke var bundet fast. Så havde han i det mindste en chance. Men som han sad her, havde han kun sine ord og de var svære at finde frem igennem den tunge smerte i hans hoved.
Ordene "min dreng" sendte et svagt lyn af vrede igennem ham. Noget der fik ham til at tænke på sin mor. Åh, han ville gerne gøre ved denne kvinde, hvad han havde gjort ved sin egen mor. Sende hende ind i en evig verden af mareridt uden nogen kontakt til virkeligheden. Men hans hænder var bundet og hun kunne forvandle sig til tåge. Hans chancer var små.

Ordren fik ham til at blive trodsig. Men ikke nok til at ødelægge logikken i at fortælle. Hvis det var hans evne, hendes interesse i hans evne, der holdt ham i live, var det måske en god idé at afsløre lidt. Holde hende nysgerrig. Men det kunne også være, at hun ikke fandt det, hun søgte og bare ville slå ham ihjel bagefter. 
Hans øjne flakkede kort, mens han vejede for og i mod, men til sidst faldt det mod jorden. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, så for at undgå at gøre hende vred og voldelig, hvilket han havde en fornemmelse faldt hende let for, modsat ham selv, trak han vejret ind og åbnede munden.

"Jeg kan ikke lave noget ud af ingenting." Han løftede blikket og så på hende, utryg, men med et tydeligt glimt af stolthed over sine evner. "Jeg bruger drømmeenergi til at skabe, hvad end jeg vil." Han rettede sig lidt op i rebene. Som han sagde det, gik det op for ham, at han ville kunne lave en kniv og skære sine reb over. Men ikke nu. Ikke mens hun kiggede på ham. Tanken gav ham en smule mere selvtillid og det kunne ses på ham, hans blik blev lidt mere fast.
"Jo mere drømmeenergi jeg har i mig, jo større ting kan jeg lave." Det var kun den ene evne, han beskrev. Hun kendte jo ikke til hans anden. Hans hemmelige våben.

Knægten var da usandsynlig hidsig. Vreden løb nærmest af ham, som var han dødssynden selv. Naamah kunne simpelthen ikke lade være med at smile et lille skævt smil over det. Nysgerrig over hvad der kunne havde bragt så meget had og foragt ind i en lille bitte menneskedreng. Hans levetid var ingenting i forhold til hendes eller mange andre dæmoners. Hans oplevelser var bittesmå i hendes øjne, og alligevel bragte de så mange følelser, hvad end disse oplevelser havde været. Interessant.

Han tog sig endda god tid til at tænke over sine muligheder. Sine meget få muligheder. Naamah havde ikke travlt. De kunne sidde her i mange timer. Dage. Uger. År. Hun behøvede ikke at presse noget ud af ham, når tiden var alt han ikke havde rigeligt af. Den lette stolthed i blikket som han fortalte, var interessant. Drømmeenergi. Naamah havde ikke hørt om det før, og vidste derfor ikke hvordan det fungerede. Ikke andet end hvad logik kunne fortælle hende. Selvtilliden var et større faresignal, men han kunne altid forsøge. Han havde set en mindre del af hvad hun var i stand til at gøre - var han modig nok til at afprøve hvor meget mere hun var i stand til? Måske gjorde en smule selvtillid godt. Folk talte ofte over sig når de følte sig alt for sikre i dem selv.

"Interessant. Og denne drømmeenergi, den kommer vel fra andre formoder jeg?" Naamah fjernede ikke sit blik fra ham, søgende efter svar på hendes spørgsmål, hvor mange spørgsmål der end måtte komme før hun var tilfreds. "Da du rakte ud. Hvad forsøgte du da at gøre ved mig?" egentlig ret upåvirket af hvad grusomheder han kunne havde tænkt sig at udsætte hende for i det sekund han dumdristigt havde rakt ud. En handling der resulterede i at han nu sad der.

Kvinden så ud til at blive interesseret, hvilket Remus tog som noget positivt. Hvis han kunne holde hendes interesse, ville han nok leve længere og forhåbentligt få en chance for at slippe væk. Han vidste godt, at sandsynligheden var lille, men et eller andet blev han nødt til at holde fast i. Han kunne ikke bare dø her, bundet til et træ midt uden i ingenmandsland for hænderne af en sindssyg kælling.
Så han skyndte sig at fortælle lidt mere om det, han kunne.
”Ja.” Han fortalte ikke, at det var ufarligt for den, han tog drømmeenergien fra, at det eneste der skete var, at drømmene stoppede for en tid.

Til gengæld kunne det modsatte være ganske farligt og lige nu, var det hans eneste rigtige våben, så da hun spurgte, hvad han første at gøre ved hende tidligere, blev han tavs. Han ville ikke fortælle hende det. Skulle han bortforklare det? Ville hun tro ham? Han tvivlede. Hele hans følelsesløse facade var faldet, vreden, frygten og hadet mod hende strålede ud og han var ikke sikker på, at han kunne skjule en løgn i kaosset. Hans stædighed satte ind og de fyldige læber blev smalle som for at sige, at han ikke ville sige noget, og de grå øjne stirrede nægtende på hende.

Hele hans krop sitrede stadig i angst, smerte og træthed og egentligt var han ikke et specielt imponerende syn. Folkene hjemme i Dianthos ville i hvert fald ikke kunne genkende manden, der med sin blotte tilstedeværelse skabte frygt i de små gader. Drømmemageren, der med en berøring kunne sende en ind i de værste mareridt man nogensinde havde haft.
Nej, lige nu var han blot en mand, der så yngre ud end han var, tyndt bygget, bleg i huden og med et kulsort hår, der var blevet rodet af alt det, der var sket. Fortabt og efterladt i hænderne på det, han hadede mest. En kvinde.

Det var ikke ligefrem fordi tungen faldte over sig selv for at fortælle om evnen. Man skulle jo nærmest tro at han holdte sine kort tæt på kroppen. Naamahs smil voksede ganske let - hun morede sig, og det var tydeligt. Ganske let satte hun sig ned på en træstup et stykke væk og fortsatte med at kigge på Remus som han pakkede sig selv ind i tværhed som en lille dreng der havde fået en sur citron i munden.

Det ville ikke være forkert at antage at Naamah ikke så på Remus som en voksen mand, men derimod et barn der følte sig så forfærdelig forurettet. Som om hele verden var efter ham og det hele var alle andres skyld. Hun kendte typen, hun havde set dem i flere århundreder, og de morede hende lige meget hver gang. Hans opførsel vidste bare at han havde noget at skjule. Noget vigtigt og garenteret magtfuldt.

"Det må være en meget magtfuld evne, siden du ikke vil snakke om det." kommenterede hun med alt for meget sødme i stemmen. "Du kan garenteret fortælle noget mere om din drømmeenergi. Hvad du bruger den til, hvornår du løber tør. Husk, jeg har al tid i denne verden. Du kan trække det ud, men min tålmodighed strækker sig over mange årrækker." hun fortsatte med at smile af den ynkeligt udseende mand. Han var krøbet ind til ingenting af en lidt udfordring. Naamah var ikke i tvivl om at hun ikke var hans første forhindring. Men tydeligvis den der havde fået ham af hesten.

Remus lyttede til hendes alt for sukkersøde ord, der tydeligvis var til for at skræmme ham. Skræmme ham til at fortælle om sine evner og den måde, de fungerede på. Så hun havde al den tid i verden hun havde brug for? Et stik af vrede fik hans indre til at flamme op, skubbe skrækken væk for en stund. Hvorfor behandlede hun ham sådan? Hvorfor skulle han finde sig i det? Hun kunne bare komme hen og lade ham røre hende, så han kunne vise hende, hvad han kunne. Vreden var nok til at det så ud som om, at blodårerne på hans underarme begyndte at blive sorte og han knyttede hårdt sine hænder.

Efter et par dybe vejrtrækninger, hvor han stirrede på hende med et blik og et udtryk, der blev mere og mere sammenbidt, kunne han endeligt ikke holde sin kæft mere.
"Hvorfor i alverden skulle jeg overhovedet fortælle dig noget, din heks! Hvis du vil vide mere om mine evner, så kan du komme herover, så skal jeg vise dig, hvad jeg kan!" Han hvæsede vredt af hende. "Hvad er det i det hele taget, du vil mig, slip mig fri din grimme kælling!" Han lavede et hårdt ryk i rebene, der holdt ham, hvilket viste sig at være meget dumt, da det sendte en bølge af smerte igennem hans hoved og det sortnede kort for hans øjne. Men det stoppede ham ikke og han fortsatte med at kæmpe med rebene, vred og bange og fortabt. Endeligt gav han op og faldt sammen, forpustet og med blikket i jorden, stadig vred, men mere fortvivlet. Hvordan var han dog endt her? En lille stemme hviskede i hans hoved, at det var hans egen dumme fortjeneste. Det fik ham til at lukke øjnene. Han ville bare hjem. 

Han reagerede, tydeligt med vrede, som den sorte farve kom frem igen. Det var ikke overdreven men nok til at Naamahs blik skiftede ned til de pumpende blodåre på underarmene. Han var vred, men det have han selvfølgelig været hele tiden. Nu mere end før, og frygten lagt en smule på hylden. Temperamentet var da ubeskrivelig utilregneligt med den her.

"vise mig? Hvor naiv tror du jeg er, dumme dreng?" det var en hypotetisk spørgsmål. Han måtte selv om hvorvidt han svarede, men hun var ikke interesseret i hans svar. Hun blev siddende med et smil på læben, og lagde det ene ben over det andet og samlede sine hænder omkring knæet. Umådelig tålmodig. Ventende på at han var færdig med at hive og slide i rebene af ren raseri.
Hun lod ham sidde og få luft, og stirre ned i jorden i hvad der nok egentlig var et par minutter.
"Hvad skulle jeg ikke ville dig? Du er speciel. Helt og aldeles speciel. Og jeg vil vide hvor speciel, for at vurderer om du er noget værd at have i live. Er du ikke.." hun trak ligegyldigt på skulderne og viftede med den ene hånd. En gestus om at han blev skaffet af vejen, og næppe bare sat fri.

Dumme dreng. Remus skar tænder og hans hænder åbnede og lukkede sig, næsten som drømte han om at lukke dem om hendes hals og klemme livet ud af hende. Noget han uden tvivl aldrig kom til at gøre, men han ville gerne. Se lyset slukkes i hendes øjne. Forbandede kvinde! Men der kom ikke flere irrationelle bevægelser fra ham. Han kunne ikke komme fri, det vidste han godt, ikke før hun flyttede opmærksomheden fra ham og han kunne skære rebene over.
Så langsomt fik han styr på sin vejrtrækning og sin vrede, der lagde sig til at ulme i det nederste af hans mave.

Om hendes ord om, at han var speciel, skulle være positive vidste han ikke, men de rørte ham ikke. For han vidste, at hun havde ret. Han var speciel. Men vidste hun, hvor speciel? Han så ikke op, men beholdt blikket i jorden, dog kunne han fornemme hendes bevægelse og en kold klump dukkede op i hans mave. Var han ikke speciel nok, ville han dø. Som han hele tiden havde regnet med, men nu bare fik bekræftet.
Hvad skulle han gøre? Han havde så svært ved at samle sine tanker, hans hoved dunkede og vreden og frygten havde blandet sig til et stort inferno, hvor logisk tænkning var forsvundet.

Så først gjorde han ikke noget, svarede ikke på hendes ord, men sad med blikket i jorden og en let nervøs gumlen på en underlæbe. Hvad skulle han fortælle? Skulle han fortælle noget? At hun ville slå ham ihjel tvivlede han ikke på, hun virkede som en kvinde uden samvittighed. Ikke at han havde nogen selv, men det var absolut skræmmende at være i hænderne på en som en selv.
”Jeg kan suge drømmeenergi fra væsner, der sover. Hvor hurtigt jeg løber tør, kommer an på, hvor meget jeg bruger den. I nødsituationer kan jeg bruge af min egen livsenergi, men det er farligt.” Hans stemme var flad som han snakkede, men endeligt rettede han sig op og så på hende. ”Det er ikke farligt for dem, jeg tager drømmeenergien fra, de mister blot evnen til at drømme i nogle dage.” Det er straks noget andet, når jeg giver den tilbage. Men det sagde han ikke højt. Han var stadig uvillig til at dele sin anden evne med hende, men der skulle ikke så meget til, før han ville knække. Normalt plejede han at kunne tage mere end dette, men det havde været nogle forfærdelige dage, han manglede søvn, mad og var ved at være slidt tynd.

Nogen gange virkede smigr, men lige nu var der ikke meget positivt og smigrende over hendes stemme, mere at hun godt vidste at han ikke var tiltrukket af hende. Det kunne mærkes tydeligt, i det hendes evne der næsten kørte på automatik ingen indvirkning syntes at have på ham. Ikke til at rette sin lyst til hende. Med mindre hans lyst bestod i at kvæle livet ud af kvindemennesker, så havde hun vidst ramt plet. Han så så syrende vred ud. Det morede hende.

Naamah så afventende på drengen. Drengen der egentlig var en fuldvoksen menneskemand, men mere strejfede hende som et utilfreds barn end noget som helst andet. Da han endelig fik tungen på gled, løftede hun hovedet en smule fra stillingen at nedstirre ham, til at have mere fokus på hans ord. Men hun fjernede ikke blikket.
"Fortrinligt. Ofret mærker intet, ud over et par tomme nætter og du kan bruge frit aff drømmeenergi." svarede hun med et let smil på læben, inden hun lænede hovedet en smule frem igen, ofte set ved personer der skulle kigge over deres brilleglas. "Men du har stadig ikke fortalt mig hvad du gør med den" at tage det og bruge det, det var fint, men til hvad! Hun kunne sagtens regne ud at han havde kunne fremstille ting, som hovkniven. Men han havde ragt ud efter hende. Forsøgt at røre hende. Det var noget helt andet end at fremstille materielle ting ud af den blå luft.

Havde Remus vidst, at hun forsøgte at påvirke ham på nogen måde, havde han leet. Han var ikke interesseret. Ikke i hende, ikke i nogen. Havde aldrig været det, selvom han mor havde tvunget ham til det. Hvad end der kunne give hende krystaller på lommen. Remus hadede hende så meget, men samtidigt var hun hans mor og nogle gange gjorde det ondt, hvad han havde gjort ved hende. 
Men det var ikke, hvad der var i hans tanker lige nu. Frihed og hjemve og vrede var i hans tanker. Lysten til at se kvindens blod farve jorden rød under hendes døde krop. En tanke, der egentligt gav ham kvalme, men dødsønsket mod hende forlod ham ikke.

Han reagerede ikke på hendes opsummering af hans evne, i stedet stirrede han bare på hende med et hadefuldt blik i de gråblå øjne. De ord, der fulgte, fik ham til at skære tænder. Lysten til at bede hende skride af zaladins til lå over ham, men han vidste også godt, at det ikke ville nytte. hun havde gjort det klar, at hun ville vente så længe det var nødvendigt, før han fortalte hende noget. Hvad skulle han? Tavst så han lidt på hende, inden man kunne se på ham, at han gav op. hans skuldre faldt en smule ned og han rettede sig en smule op.
"Jeg giver den tilbage. Jeg kan give dig den bedste, mest fantastisk drøm du nogensinde har haft. Eller sende dig så langt ned i det mest forfærdelige mareridt, du nogensinde har oplevet, at du aldrig bliver dig selv igen." Som han havde gjort ved sin egen mor. 

Remus' kæbemuskler arbejdede efter, at han havde sagt det. Men han var stolt over sin evne og nu katten alligevel var ude af sækken, valgt han at demonstrere. Hans hænder, der var bundet foran, blev løftet så meget de kunne i de snærende reb. Hans ene hånd begyndte langsomt at blive let gylden, noget der kunne ses i mørket.
"God drøm." Han så ikke ned, han vidste, hvordan det så ud, da den gyldne farve forsvandt og hans hånd i stedet blev sort. Ikke så slemt som tidligere, der var ingen grund til at bruge så meget energi på en demonstration.
"Mareridt." Det trak svagt i hans mundvig. Han elskede sine mareridt. Farven forsvandt igen og han lod hænderne finde hvile i sit skød igen.
"Jeg kan binde energien til ting, f.eks. vand. Mine drømme er ret eftertragtede. Og vanedannende." Det var stadig stoltheden, der talte. Og det gab ham en hvis ro, han ikke havde haft for få øjeblikke siden.

Knægten skulle nok ikke regne med at blive sluppet fri til at kunne rende hvis han fortsatte den opførsel. Men det tænkte Naamah nægte var noget han så meget som havde overvejet. At samarbejde fik én langt. Men den vrede og had der var i de gråblå øjne, for ikke at tale om det sammenbidte ansigtsudtryk gjorde at han var mere farlig end en der "bare" var bange. Hævngerrige hund var nok det mest opløftende hun lige nu tænkte om ham. Havde det ikke været for hans evne, ville hendes dom været anderledes. Han burde føle sig velsignet over stadig at være i live.

Så igen. Når man ikke ejede lyst i kroppen, hvad var der så at leve for?

Naamah mente ikke at være kommet forbi en drømmemagiker. Hun havde haft muligheden for at have en delt drøm med en anden dæmon engang. En drøm der startede ganske tilfredsstillende, men endte mere faretruende og vredt. Men det var ikke hvad drengen beskrev. Dette var et valg mellem godt og ondt i nattens lange timer. Det kunne bruges, men Naamah lyste for alvor først op da han lavede en lille demonstration.

Den gylne farve der voksede frem fra hans hænder, efterfulgt af den sorte lige bagefter. Naamah kiggede grådigt på hans hænder for en kort stund, og lagde skam heller ikke skjul på det. Det kunne bruges. At det var muligt at blande i ting, var nok det bedste der kunne være sket. Skjules som en gift eller anden form for rusmiddel. "Hvor har jeg hørt om dette drømmevand før?" spurgte hun lidt ud i luften. Hun havde efterhånden været i live i så mange år, at det var svært at koble rygter til et specifikt årstal.

Det var godt at se kællingen lyse op, da han lavede sin demonstration. Så var der noget, der trængte igennem de kolde ydre. Måske noget han kunne bruge i mod hende? Han vidste ikke, hvordan, men han skrev sig en mental note om det. 
Drømmevand. Han smilede svagt.
"Nox. Vi sælger det i Dianthos. Og en smule ude af byen. Det er populært i alle samfundslag. Selv på paladset." Det var ren pral, men han var stolt over, hvad han og hans bror havde opnået. Selv. Uden deres mor. De havde lavet deres egen lille imperium af stoffer og manglede ikke krystaller. Selvom de stadig boede i det lille hus, de var vokset op i. Men hvorfor bruge penge på mere?

Han blev tavs og betragtede hende lidt, inden han trak på næsen og flyttede lidt på sig.
"Jeg har fortalt dig, hvad du ville vide. Slip mig fri." Der var en tydelig ordre i det sidste. Hans angst havde lagt sig lidt, som han var blevet mindet om, hvad han egentligt kunne. Hun skulle slippe ham fri, og han ville drømme om at få sin hævn, selvom han godt var klar over, at det nok ikke kom til at ske, nu hun vidste, hvad han kunne. Hun ville nok ikke lade ham røre hende. En skam. 

Nattens kulde var ved at nå ham og han frøs og var våd efter regnen. Bålets varme nåede ham ikke nok til at han kunne få varmen og jorden under ham var våd og kold. Han var sulten, tørstig og træt og havde det ganske elendigt, men det var ikke noget, der gik ham alt for meget på. Hans barndom havde været fyldt med det samme fysiske følelser, selvom Romulus havde gjort sit for at holde ham tilpas. Noget han aldrig ville kunne betale tilbage. Nej, hans krop var et hylster, det var vigtigere med sindet og lige nu var det faldet lidt til ro. Nok til, at den logiske tankegang var på vej tilbage.

Naamah hævede et øjenbryn af knægten. Han lød yderst stolt af sit produkt og var ikke blind for at reklamere om det i stor stil. Nox. Drømmevandet han kunne producere. Hun smilede ganske let for sig selv, mens hun faktisk var imponeret over at det var noget han havde fundet på. Eller rettere, de havde fundet på. Der var flere end ham i den forretning, det havde han selv givet udtryk for. Efter en rum tavshed mens hun overvejede de fantastiske muligheder, lagde hun hovedet på skrå. ”Hvem er de andre der hjalp med det?” hun forventede faktisk ikke at han afslørede det, hvis han da havde lidt respekt for sig selv, til ikke at afsløre andres navne. Men man viste aldrig. Han var trods alt i en snæver situation.

”Så så, lille ven. Tålmodighed er en dyd” tyssede hun ham næsten moragtig af ham som hun løftede en pegefinger. Han skulle ikke tro at han bare sådan kunne hånse rundt med hende. Så kom han da hurtigt til at opleve andre boller på suppen. Hun hengav sig i stilhed igen. Kunne han lave det hele selv? Behøvede hun de andre i samarbejdet, hvem end de så var. Hmm, nej. Hun måtte kunne bruge ham selv, og hun vidste også hvordan hun nemt kunne anskaffe sig ofre.

”hvad sker der, når du endelig løber tør for dette vidunder, og ikke kan få noget nyt?” Naamah vendte fuldstændig det blinde øje til den stigende kulde som natten bragte, og at hun skærmede for ildens varme, der desuden også var for langt væk til at han ville få megen gavn af det. Det våde tøj, smerten i hans baghoved. Alt blev ignoreret, til hun havde fået hvad hun ville, og Naamah var sulten efter viden.

Remus flyttede lidt uroligt på sig, mens hun så ud til at overveje, hvad hun skulle bruge den information til. Han sad ikke godt og han frøs, så han forsøgte at holde lidt liv i sine lemmer, mens hun tænkte.
”Min bror.” Svaret kom uden tøven, for det var ikke ligefrem en hemmelighed, at det var de to Sadik-brødre, der stod for Nox. Ikke hvis man spurgte de rigtige steder i Dianthos, i hvert fald.
”Det er ikke en hemmelighed,” tilføjede han, så hun ikke ligefrem skulle tro, at han sad her og smed hemmelige oplysninger efter hende.

Utilfredsheden var svær at skjule, da hun talte til ham som en mor til et barn. Og kaldte ham lille ven. Men lige nu bed han det i sig og tav. Et eller andet sted var han nysgerrig over, hvad hun mon brugte så meget tid på at tænke over. Hvilke konsekvenser havde det for ham? Ville hun slippe ham fri? Var han dødsens?
Spændingen var uudholdelig og han var lige ved at skulle til at sige noget, da hun selv åbnede munden.

Denne gang kom svaret ikke hurtigt, faktisk tøvede han med at sige noget overhovedet. Hans afhængighed var en hemmelighed, mest fordi han ikke ville have nogen til at bruge den i mod ham, som hans mor havde gjort. Han fik kraftige abstinenser, næsten den eneste ting, han frygtede i verden. Ud over at være helt alene, som han var nu.
Efter en kort betænkningstid, valgte han at afvise hende.
”Det kommer ikke dig ved. Slip mig fri.” Det sidste hvæste han ud og han rykkede i rebet igen

En bror. Besad han samme evne? Eller var han blot hjernen bag selve finasering og markedsføring. Remus virkede helt ærligt ikke på nogen måde som en god mand at sætte i felten til at få kunder til. Han var for højrøvet og ikke mindst aggressiv. "Oh, og hvordan klare din kære bror sig dog uden dig?" spurgte hun lettere flygtigt, uden egentlig at skulle bruge informationen til noget. Ikke til andet end at prikke til ham med stegegaflen.

Naamah tog en dyb indånding og lukkede det ud i et langtrukket overdrevet suk. "Oh, hvor trætteligt" hendes stemme bar præg af kedsomhed, som han endnu engang satte sig på tværs af hendes spørgsmål og spillede op. Lille mandige mand der hvæsede og spruttede, for at slippe fri.

Langsomt satte hun sig til at rense sine fuldstændig rene negle med en lang kniv der havde siddet i bæltet. Den hun havde truet ham med, da han havde forsøgt at komme for tæt på sidst. Det der havde endt så heldigt for hende i at han var faldet af hesten og fået et solidt slag i baghovedet. "Gang på gang.. sætter du dig på tvært. Umulige dreng" hun løftede dovent blikket og kiggede på ham igen, som der kom nogle små fling lyde hver gang kniven forlod undersiden af neglen. "Det må være noget yderst forfærdeligt der sker med dig. Men værre end at sidde fastspændt til et træ, våd, kold og uden nogen behag, hvor jeg blot kan vente til effekten kommer frem helt af sig selv?" det sparede hende tid, og måske ville det spare ham ubehag. Måske. Hendes humør var meget svingende.

Lukkes efter aftale