En brummen lød fra Karkhos, da Helena nævnte hans skader. De havde ikke tid til at se på det nu og han overlevede nok. Han ville bare blive pænt træt, men overleve. 
Inden han fik set sig om, stod hun op af ham, klar til at støtte ham. Det var ikke så meget stolthed, som stædighed, der fik ham til at rette sig helt op og slippe træet uden at lægge vægt mod hende. Han var udmærket i stand til at klare sig selv og skulle ikke pylres om.
"Det er ikke så slemt." Han kastede et blik på hende og sukkede så. Han havde en meget kraftig fornemmelse af, at hvis han ikke gav sig, kunne de stå her til de blev fundet. Hvad havde han kastet sig ud i med den kvinde?

Så med rolige bevægelser begyndte han at tage tøjet af. Først kappen, som han hang over en gren. Derefter jakken, der blev smidt på samme gren. Under den havde han en mørkegrå strikketrøje, der tydeligt viste en mindre blodplet. Det gjorde ondt at hive den over hovedet, men hans ansigt fortrak sig ikke. Under trøjen var læderbrynjen, som han med vante bevægelser spændte op i siderne, hvor der sat to spænder i hver side, inden han også kunne løfte den over hovedet. Under brynjen havde han en hørfarvet skjorte på og det var her, man virkeligt kunne se, hvor meget han havde blødt. Kniven var gået ind skråt til venstre for navlen og skjorten var våd af blod, der havde spredt sig hen ned til buksekanten.

Da han hev skjorten over hovedet, var det også tydeligt at han havde været oppe at slås. Mærker, der lige nu havde en irriteret lys rød farve og som tydeligvis ville udvikle sig til sorte mærker var at se. Brynjen havde taget det meste, men armene især så hårdt ramt ud. Snitsåret på den ene underarm var holdt op med at bløde, hvilket ikke helt kunne siges om såret på maven, der ikke havde fået ro til at lukke sig igen.

Hans overkrop bar tydelige præg efter hans hårde liv - trods hans alder, var musklerne ret tydelige under huden, der dog var ved at blive en smule slap. Han var også ved at få lidt fedt om maven, han ikke kunne træne væk igen. Huden var dækket i ar, store og små. Det der så nyest ud, trak ned over hans ribben og var ikke mere end et lille år gammelt, som han havde fået det i kamp mod Adhémar og ikke var gået til healer med det. Han var kommet til skade siden, men det havde healere fået lov til at tage sig af og derfor var der ingen ar.

Karkhos smed skjorten over til det andet tøj og begyndte at røre ved huden rundt om såret for at se, hvor slemt det var. Det var nok ret tydeligt, at det ikke var første gang, at han selv skulle tage sig af blødende sår, så ligegyldigt som han tog sin egen skade og smerte.

Helena kunne nærmest høre det kunne udvikle sig til at blive en stædighedskamp ved hans ord. Hun kunne i hvert fald mærke at hun var nødt til at tage en dyb indånding. Hun sagde ikke noget til hans ord, men den dybe indånding og det stædige blik havde trods alt haft sin indvirkning. Trods ordene og stædigheden, gav han efter og begyndte at åbne op. Mængden af blod blev større jo længere de kom ind under tøjet, og Helena mistede noget af farven i sit ansigt ved synet af skjorten der var godt vædet i blod.

Helena var langt fra glad for blod. Hun kunne håndtere at se det uden at dejse om, men mængden fik hende til at have det mindre godt. Men stædig som hun fortsat holdte sig til at være, flyttede hun sig ikke og bagefter blev det af flere årsager lidt svært at trække blikket til sig.
Mærkerne efter kampen var begyndt at tage til i farve både på overkrop og armene hvor han var blevet ramt. Det var heller ikke få slag de havde kastet mod hinanden under kampen. Helena bed sig bekymret i underlæben, og måtte konstatere at hvis de ikke fandt en healer ville han være øm i rigtig mange dage, fuldstændig glemmende at hendes eget håndled og hals var begyndt at tage farve ligeledes. Håndledet var allerede blåt, hældende til snart at blive sort af skaden, og halsen havde stadig den irriteret røde farve efter mandens fingre. Men det var langt fra vigtigt, i forhold til de skader Karkhos havde påtaget sig, der var langt større og værre.

Ubevidst kom hendes øjne til at følge hen fra de nye skader til ar af forskellig art. Hun vidste at han var en soldat, men hun havde faktisk ikke gjort sig mange overvejelser om hvor tydeligt det kunne ses. Hun stoppede sin egen halvt igangsattebevægelse fra at række sin hånd frem og røre, som hun vågnede op fra let at være faldet i staver. Helena tvang sit blik opefter og kom med en svagt rømmende lyd for at få styr over sig selv. Hvad var der dog galt med hende?! Lige her og lige nu var virkelig ikke tiden til at falde i staver over mandens bare overkrop! "Øh.. Forbindinger? Har du nogen af dem?" forhåbentlig kunne hun gøre en eller anden form for nytte ved at finde dem. Et sted i lejren eller i en saddeltaske eller hvor det nu end lå. Efter sit spørgsmål holdte hun blikket meget bevidst mod hans ansigt.

Karkhos lod ikke rigtigt mærke til Helenas reaktion på den mængde blod, der dukkede op, jo længere han kom ind igennem tøjet. Han var så vant til blod, også sit eget, at han for et øjeblik ikke tænkte over, at hun måske ikke havde det sådan. Han var ved at undersøge såret nærmere, da han kastede et blik på hende. Hun var bleg og hun så så underligt op ham. En rynke dukkede op i hans pande, han lød hænderne falde og han rettede sig lidt op. Han skulle lige til at spørge, om hun var okay, da det gik op for ham, at det ikke var såret hun så på, men mere resten af hans overkrop. Et stik af forvirring, der hurtigt blev afløst af en trang til at le gled igennem ham, men han forblev tavs og kun et svagt smil dukkede op på hans ansigt.

Hendes øjne gled til hans ansigt, der hurtigt fandt de alvorlige folder igen, selvom han morede sig en smule. Indeni.
"Nej. Men skjorten kan nok ikke bruges mere." Han rakte ud og tog den igen, hvorefter han begyndte at rykke den i stykker i en lang strimmel. Mens han gjorde det, betragtede han kvinden foran sig. Hun så rystet ud, bleg og påvirket af situationen, men hvem kunne fortænke hende i det? Hendes voldelige mand var død, myrdet af manden, hun elskede. Og de var nu på flugt fra hendes liv på borgen. Han kunne se der, hvor Renly havde haft fat i hende og vreden sydede stadig, hver gang han tænkte over det.

Det sidste af skjorten blev revet op og han rakte den nye forbinding til hende. Han havde en fornemmelse af, at hun gerne ville lægge den på ham, selvom han sagtens kunne gøre det selv.
"Hvordan har du det?" Han var bekymret for hende, selvfølgelog var han det. Lige nu kørte han mest på overlevelsesinstinkt, at han skulle have hende væk herfra og i sikkerhed, men han var træt og han var en smule forvirret over alt det, der var sket. Det var noget, han havde brug for at arbejde med i sine tanker, men det var der ikke tid til nu. Han måtte blot holde fast i tanken om, at de skulle så langt væk som muligt så hurtigt som muligt og vente med følelser til senere.

Helena kæmpede faktisk en brag kamp for ikke at begynde at rødme over sin egen opførsel. Af alle ting hun kunne gøre lige nu, var hun faldet i staver! Det var simpelthen et tegn på så dårlig timing som noget kunne være. Som om hele hendes situationsfornemmelse var blevet smidt ud af vinduet. Hvad tænkte hun på! Og ud fra at hun nåede at se det svage smil ganske kort, og at han allerede havde set på hende som hendes blik fandt opefter, hjalp ikke ligefrem på bekæmpelsen af varmen i sine kinder. Hun var en voksen kvinde, for gud skyld! ikke en omsvimsende teenager! Fokuser!

Helena tog iod forbindingerne, lettet over at kunne gøre andet end bare stå stille og lade alt for mange tanker overfalde hende på en gang. Ikke kun hvad hun så, men også alt det som var foregået. Hvordan hele dagen havde taget en blodig drejning, og tunge beslutninger var taget på sekunder for at kunne nå det. Hun tænkte på tjenestepigen der havde sat sit liv på spil for at de kunne flygte. Hun tænkte på sin søn der måtte finde ud af at hans far var død og hans mor væk. Hun var så umådelig bekymret og bange, at det var svært at vide hvad hun skulle gøre. Samtidig med at hun følte at altid var ved at falde en smule mere retteligt på plads indeni.

Hun var forsigtig, men alligevel effektiv til at få forbindingerne til at afhjælpe sårets blødning. Fik givet den nødvendige støtte og pres, så det ikke ville gøre nær så ondt at bevæge sig, eller at han ville miste nær så meget blod. Chancen for at det lukkede sig når han sad på hesteryg var minimal. Imens hun forsøgte at fokusere på det praktiske, og ikke ryste på sine hænder, stilte han spørgsmålet. Hvordan har du det? hvordan havde hun det. Hun sank en klump der havde formet sig i halsen, før hun gjorde antegn til at svare.

"Jeg er bange. Bekymret... Og forvirret." Helena fik bundet enderne sammen på forbindingenerne, men fjernede ikke sine hænder med det samme. Faktisk kiggede hun på dem som hun blidt havde lagt dem over det nu forbundne sår. "Men jeg klare det." hun løftede sit blik fra hænderne og kiggede op i hans øjne, stadig rystet, men med en dyb sikkerhed i sin egen beslutning. Hun ville klare sig, om det var på ren stædighed før hun fik afløb for noget, eller om hun direkte var faldet til accept i sit sind, det vidste hun ikke endnu. Men hun holdte stadig på at hun havde gjort det rigtige ved at tage med ham.

Karkhos løftede armene lidt, så hun kunne komme til at lægge forbindingen om hans liv. Og han kunne nu konstatere, at han ikke havde styr over sin egen krop. Hendes hænders berøring af hans bare hud fik gåsehuden til at sprede sig på den gamle krop og han måtte prise sig lykkelig for, at det var koldt. Det måtte være kulden. De havde ikke tid til det her. Om lidt ville skoven formentligt sværme med soldater på jagt efter deres herres morder. Som lige nu stod i bar overkrop og ikke kunne kontrollere sin egen krop, bare fordi den blev rørt ved. Men han sagde ikke noget og hans ansigt var stadig lagt i de alvorlige folder.

Han var træt. Lidt for træt. Så meget blod havde han dog ikke mistet, men det var nok også bare, at der på en eller anden måde var kommet en forløsning på den sidste tids indeklemte følelser. Renly var død og Helena stod med ham her, på flugt. Det var forvirrende og det hele var sket så hurtigt, han havde endnu ikke fundet ud af, hvordan han skulle håndtere det. Det var ikke sunket ind endnu. Ikke rigtigt. Det ville tage lidt tid. Men han var vant til at reagere og handle på ting, han ikke havde taget stilling til endnu, man havde sjældent tid til at tænke, når man befandt sig i en aktiv situation. Han havde for det meste nogen til at befale over sig, men denne gang stod han selv med ansvaret og det gjorde, at det var endnu vigtigere at skubbe tankerne fra sig og gøre sit bedste uden de store overvejelser.

Han mødte hendes blik og følte næsten, at han tabte vejret. Igen. Den effekt havde hun på ham, selv i en situation som denne. Det var underligt og ukendt, noget han kun havde oplevet én gang før i sit liv. Det fik hans hjerte til at springe et slag over. Igen var hendes berøring blid og kærlig og selvom det hans sår dunkede, ønskede han ikke, at hun fjernede hænderne igen. I stedet rakte han ud og lagde en hånd i mod hendes kind.
"Du kan stadig nå at ombestemme dig. Tage tilbage." Han ville ikke have, at hun følte sig tvunget til at tage med. Selvom han ønskede med hele sit hjerte, at hun tog med. Med ham. Blev ved ham. Men det vigtigste var, at hun havde det godt. Og han kunne bare ikke love hende, at det ville blive tryg, godt og let. 

Det sitrede i Helenas fingre når hun rørte ved den bare hud, som hun førte forbindingen rundt om livet på ham. Som små elektriske stød, der forsøgte at overbevise hende om at hun skulle fortsætte. At fingrene, så snart hun var færdig med at binde forbindingen sammen, skulle fortsætte. Men hun gjorde det ikke. Realitetssansen slog til, advarende om at hun ikke havde tid til at falde i staver. Ikke havde tid til at røre ved ham, trods hun havde lyst. De var på flugt, og hvem vidste hvornår de blev indhentet. Hvornår de fandt ud af at de var drejet ned i skoven, og ikke fortsat af vejen.

Men det var svært, som deres blik mødte hinandens igen. Hvor bange, nervøs og usikker hun end var, følte hun sig tryg når han var der. Når han så på hende. At vide at Karkhos var i nærheden og passede på hende, kunne hun ikke andet end være overbevidst om at hun valgte rigtigt. Hvilket også gjorde at hun så på ham med et fast blik, ved hans ord. Hun kunne stadig tage tilbage, leve sit liv i den kolde borg og syne hen i en ligegyldig tilstand af bare at gå alene. Hun ville have sine børn, det vidste hun, men hun ville ikke have Karkhos. Den tanke ødelagde hende indvendig.

Helena løftede sine hænder for at ligge dem blidt mod hans kinder. En sitren gik igennem hendes fingre som hun lod dem ganske let mærke hans hår i nakken. "Nej" hun rystede ganske let på hovedet. "Jeg vil aldrig fra dig igen" det var her hun ville blive. Hos ham, lige meget hvad det betød hun skulle igennem. Helena ville hellere leve et liv fyldt med usikkerhed og fare, end at blive skilt fra ham igen.

Karkhos ventede næsten åndeløst på hendes svar, logik modstridende følelser. Han vidste som sådan godt, at hun ikke ville tage tilbage, men samtidigt forstod han det ikke helt. Hvad ville hun med ham, han kunne intet tilbyde ud over sig selv. Han ville give hende alt, han kunne, men i forhold til det materielle liv, hun havde haft, var det intet. En lille stemme sagde til ham, at hun heller ikke havde brug for materielle ting, hun havde brug for de følelser, hun sikkert aldrig havde haft med sin mand. Og som de åbenbart kunne finde i hinanden.

Hendes berøring gjorde kun gåsehuden værre, som hendes fingre gled igennem hans hår i nakken. Hans mavemuskler spændt ufrivilligt op og det var næsten som om, at han ikke kunne trække vejret, fanget i hendes berøring og hendes blik. Hendes ord rodfæstede sig langsomt og følelser han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere, gled igennem ham. 
Det var næsten for meget. Hans egen fysiske reaktion på hendes berøringer og den opslugte følelse, han fik ved at se hende i øjnene fyldte ham og til sidst gav han op.
Hans hånd gled fra hendes kind til hendes nakke og han holdt blidt fat, som han trådte lidt nærmere hende og sænkede hovedet ned for at lade sin læber møde hendes. Det var på en måde et blidt kys, men samtidigt også fast, som han ikke kunne undertrykke de følelser, som hendes ord havde fremkaldt. Svagt hungrende, som han havde drømt om dette øjeblik i et par måneder. 

I samme øjeblik forbindelsen blev skabt, var det som om, at verden forsvandt. Der var kun følelsen af hende så tæt på ham, hendes varme under hans hånd og følelsen af hendes ånde mod hans ansigt. Kulden rørte ham ikke, smerten fra den flækkede læbe uden betydning. Hun var det eneste, der betød noget. Han ville dø for hende, selvom hun på en måde stadig var ny for ham. At have så voldsomme følelser i mod en person var uvant for ham, men han kunne ikke andet end at hengive sig til dem. Og ubevidst forsøgte han at udtrykke alt det, der foregik i hans indre i det ene kys, der uden tvivl var ganske intenst fra hans side. Men stadig blidt. Uendeligt blidt.

Tid og rum gled ud i et, som hun så ind i de brune øjne. Helena glemte i denne stund, alt det andet der var sket. Hvor bange og usikker hun var. Hvordan billederne af blod og død hjemsøgte hendes sind. Hvor forskræmt hun var over at være jaget. At nogen kunne komme ud af det blå og ødelægge alt det som var imellem dem i dette øjeblik. Hun så kun ham, og følte kun det han gav hende. Ubeskrivelig varme, der brændte som ild i hendes hjerte. Et hjerte som bankede hårdt imod brystkassen bare af at være ham nær.

Hjertet bankede så hurtigt, at hun næsten troede det var på vej ud af hendes brystkasse, som hånden gled om hendes nakke og han kom nærmere. Det kildede i hendes mave, helt ned i tæerne. En følelse der var så ny og uvant at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af den. Alt hvad der skete her, var fuldkommen nyt for hende, men samtidig med så ubeskrivelig dejligt og noget hendes krop syntes at have ventet på ske i hele hendes liv. Hendes hjerte måtte havde hoppet et slag eller to over som hans læber rørte hendes, åbnede op for en helt ny verden, hvor alt andet gik i stå omkring dem.

Helena hengav sig til følelserne. Den ubeskrivelige blidhed, blandet med noget underlagt intenst og hungrende fra begges sider. Hvor længe det havde bygget sig op i kroppen endelig at få lov. Endelig at mærke noget hun havde ville gøre så længe. Ubevidst stilte hun sig på tæer, kom tættere på, så indlevende at han ikke kunne være i tvivl. Hun ville ham. Hun ville kun ham. Langsomt, som ville hun egentlig ikke, slap hun hans læber igen. Stadig med et hjerte der bankede hårdt nok til at hun svagt blev svimmel. Men hun flyttede sig ikke væk fra hvor hun stadig kunne føle hans vejrtrækning mod sine egne læber. Helena hvilede fortsat sine hænder mod hans nakke og kinder, men nu også med panden mod hans. Det var så svært at skulle tvinge sig væk, og hun ville ikke. Men hun vidste også godt de skulle videre. At de ikke kunne blive her, trods det lige nu virkede som det allermest perfekte sted på hele kloden. "Hvis vi skal gøre det her igen, er vi nok nødt til at komme videre" og eftersom hun kunne mærke i både krop og sjæl at hun virkelig ønskede at kysse ham igen, var de nødt til at fortsætte deres flugt. Hendes stemme havde været lavmælt, næsten en hvisken, mens et lille smil nåede frem på hendes læber, der ligeledes fyldte hendes øjne med så megen glæde og kærlighed. Kærlighed hun aldrig før havde følt, rettet mod den mand som hun ikke måtte elske.

Det var langt fra første gang, at Karkhos kyssede en kvinde. Trods manglen på kærlighed i sit liv, havde han været en attraktiv mand og han havde da haft sin del af overnatninger i fremmede kvinders senge. Men det var første gang, at noget så simpelt som et kys havde skabt så mange intense følelser i ham. Det var som om hele hans krop var ved at brænde op i noget, han antog var kærlighed. Og andre mere diffuse følelser og kropslige reaktioner. Han ville have hende tættere på sig. Lade kysset fortsætte til det udviklede sig, men han vidste godt, at det ikke var tiden til det nu. Selvom hendes nærvær tændte noget i ham.

Hun afbrød kysset, men flyttede sig ikke og han blev ved med at have blidt ved hendes nakke. Han havde det som om, at han lige havde løbet langt og hans vejrtrækning var tung. Hendes ord var sande. De måtte videre, hvis de skulle have muligheden for at gentage det, der lige var sket. Det var fristende at kysse hende igen, hendes læber så tæt på hans, men med en kraftanstrengelse trak han sig væk, slap hende og kun for et øjeblik mødte hendes blik, som han vidste, at han lige nu var som en åben bog. Kysset havde nedbrudt den barriere der normalt var i mellem hans ydre og hans indre. 
"Du har ret. Det kan ikke vare længe, inden de finder vores spor."

Han vendte sig og begyndte at tage sit tøj på igen, mens han forsøgte at få hold på sig selv. Koncentrere sig om, hvad de skulle gøre nu. Og som han først tog strikketrøjen på, derefter brynjen og til sidst sin jakke, fandt han ro i sig selv igen, fik samlet sig om en flugtplan. Følelserne blev skubbet i baggrunden og alvoren vendte tilbage i det skæggede, forslåede ansigt, der stadig havde spor af blod fra kampen. Uden at se for meget på hende, for ikke at miste fatningen igen, samlede han sin oppakning sammen. Den var pakket sammen, klar til et hurtig exit, skulle det være nødvendigt.
"Som sagt rider vi igennem skoven. Vi stopper først, når det bliver for mørkt til at fortsætte." Han vidste, hvilken vej de skulle. Ruten havde han allerede fastlagt første dag, han var her, til sig selv, skulle det være nødvendigt at forsvinde uden spor.

Oppakningen spændte han til sadlen og så snart hun var på hesten, svingede han sig selv op og ledte hestene i trav igennem skoven. De måtte hellere skynde sig.

Havde det været et andet sted, et andet tidspunkt. Var hun ikke stoppet. Det var i sig selv svært nok at afbryde kysset som hele situationen stod til nu, og det var trods hun vidste hvad hele situationen indebar. Helena kom ubevidst til at bide sig selv ganske let i sin underlæbe, fristet til at mærke hans læber igen. Blot at kunne føle hans åndedræt gjorde hende ør i hovedet og nærmest i stand til at miste enhver form for situationsfornemmelse. Hjertet holdte ikke op med at hamre i brystet på hende, ej heller den kildende følelse i kroppen stilnede af, trods de flyttede sig fra hinanden.

Hans fysiske reaktion, tydelige afskygning af hvad sådan en lille ting som et kys havde gjort ved ham, gjorde hende umuligt endnu mere varm i kroppen. Og hun mærkede det stige. Hun rødmede. Helena var ikke typen der rødmede, men det hele bragte så mange følelser i kroppen at hun ikke kunne andet. Selv tankerne var et helt andet sted end på at flygte. Tanker der nok kunne få enhver til at blive varm i kinderne.

Det tog nogle dybe indåndinger at få styr på sig selv, og hun måtte indrømme at det hjalp at han tog tøj på overkroppen igen. Hjertet var stadig på overarbejde, men hun hvilede mere i sig selv igen. Langsomt vænnende sig til sommerfuglene i maven, som virkelig ikke forsvinde, hvor alvorlig hun forsøgte at blive.
"Okay" det var planen. Helena stolte på at han vidste bedst i denne situation. Hvad de skulle gøre for at slippe levende herfra. Helena klappede hoppen blidt på halsen, inden hun fandt tilbage op i sadlen, klar til at tage videre. Så klar hun i hvert fald kunne blive. Hun førte hesten med igennem skoven, forholdte sig tavs. Mest for ikke at larme. Hun var stædig ængstelig for tanken om at soldater og vagter kunne komme frem om hvert hjørne. Så var det nemmere at forholde sig tavs.

Rodet i Karkhos hoved blev skubbet tilbage for en stund, som han koncentrerede sig om at finde den vej, han havde udlagt for sig selv. Hans sanser fokuseret på omgivelserne. Var det et råb i det fjerne eller en fugl? Små bevægelser i udkanten af synsfeltet. Alting blev registreret og analyseret, som han pressede hesten frem i trav igennem skoven. Træerne var heldigvis til at ride i mellem. Som hende var han tavs, der var ingen grund til at forsøge at kommunikere og lade stemmerne bære igennem skoven.
På et tidspunkt kom de frem til en rimeligt bred, men ikke så dyb bæk, hvor han fik styret sin hest ned i. Vandet ville uden tvivl skjule deres spor, og bækkens bund var jævn nok til, at de kunne sætte farten op ind i mellem. Jo hurtigere de kom frem, jo mindre var sandsynligheden for at blive fundet. Han valgte at føre dem sydvest, næsten modsat den retning, de egentligt skulle. Bækken krydsede vejen, hvis de red den anden vej og det var bedst at tage en omvej. Forvirre fjenden.

På et tidspunkt drejede bækken mod øst og her førte Karkhos dem op igen og red stik vest. Ind i landet. Hans midlertidigt hjem med Jocasta lå mod nord-nordøst, hvilket han vil føre dem dagen efter, men for nu fortsatte han mod øst. Skoven tyndede ud og snart red de af sted på en slette fyldt med sten uden nogen vej i nærheden. Der var heller ikke nogen huse i syne, kun bjergene og skoven bag dem. Mod syd lå Lazura og fortsatte de et par dage, ville de nærme sig Dødens kløft. De skulle ikke helt så langt.
Tempoet satte han til let trav, ingen grund til at trætte hestene mere end nødvendigt og herude kunne de ikke gøre så meget andet end at fortsætte ligeud og håbe på ikke at blive set alligevel.

Den tavse ridetur gav Karkhos tid til at tænke. Tænke over alt det, der var sket. Renly var død for hans hånd og han vidste, at han ikke længere ville kunne vide sig sikker. Skulle nogen have genkendt ham, ville han uden tvivl snart være eftersøgt med navn og beskrivelse. Om de troede Helena havde hjulpet ham eller om hun var blevet kidnappet vidste han ikke, men hun skulle heller ikke gøre sig alt for bemærket. De måtte se om de kunne bytte hendes dyre klæder med noget mindre opsigtsvækkende. 
Så var der fremtiden. Hvor skulle de bo? Skulle de rejse rundt eller finde en mere permanent bolig? Det faldefærdige hus, som han boede i nu med Jocasta og Ezra var ikke nok. Han ville ikke byde Helena det, så enten skulle de forsøge at reparere det eller også skulle de finde en ny bolig. Siden ingen af dem vidste noget om håndværk, var det nok det sidste. Men han ville diskutere det med de andre.

Og som de praktiske tanker var ved at være gennemtænkt, dukkede følelserne op. Fornemmelsen af hendes læber mod hans, hendes små berøringer af hans bare hud. Forvirringen over, at hun nu var hans. At hun ville ham så meget, at hun tog med ham uden at begræde sin mands død. Hvor meget hele hans krop nærmest trak sig sammen i et desperat ønske om at passe på hende. Holde hende sikker. Lægge sine arme om hende og sørge for, at intet kunne gøre hende ondt.
Den gamle soldat forsøgte at forstå, men det hele var så langt væk fra det, han normalt bar rundt på indeni, at han ikke kunne. Følelsen af ikke at have kontrol var frustrerende, men samtidigt vidste han, at det ikke kunne være anderledes. Han måtte tage det, som det kom.

Det hjalp ikke, at han havde ondt og var så træt, at hesten næsten føltes umulig at sidde på. Men han holdt ved, fortsatte deres rejse indtil solen nærmede sig horisonten og de kom til en lavning, hvor nogle buske havde fundet rod og det var muligt at slå lejr. Han førte dem derhen og svingede sig af hesten, lidt for tungt og med lidt for meget støtte af sadlen, men han sagde intet, viste intet i sit udtryk.
"Det er et godt sted at slå lejr."

Helena havde vitterligt ingen anelse om hvor de var på vej hen. Hun ejede på ingen mulig måde et indre kompas af nogen art, og om de red i den ene eller anden retning kom, næsten ud på et. Det eneste hun var sikker på, var at Karkhos vidste hvad han lavede. Faktisk brugte hun mere af tiden på at se omgivelserne. Træerne de passerede, noget af den pæne natur, vandet de red igennem hvor hestene kunne få stillet deres tørst. Hun kunne godt mærke at hun blev en smule anspændt af at være på vejen, selvom de blot krydsede den og tog en anden vej. Venstre, højre, øst, vest. Hun vidste det virkelig ikke, men hun vidste at hun i hvert fald ikke kunne finde tilbage herfra. Så måtte hun håbede på at vagterne var på samme måde. Langt fra lige så voldsomt, det var hun trods alt klar over, men forhåbentlig var de blevet forvirrede for en lang nok stund til at de ikke blev fundet.

Terrænet skiftede om til mere gråt og stenfyldt. Bjergene hun ikke var sikker på om hun kunne genkende, men på en eller anden måde virkede bekendt. Men som tiden gik, blev det svære at lade sine tanker udelukkende koncentrere sig om sine omgivelser. Tankerne begyndte at få plads i stilheden. Mest omhandlende Karkhos. Men også meget af det som nu lå bag hende. Forhåbentlig bag hende i hvert fald. Tankerne faldte ofte på Ronin. Hun var ikke sikker på at han ville forstå det. Men lige nu vidste han absolut ingenting, andet end at hun var væk. Som tiden var gået kunne han heller ikke undgå at havde hørt at hans far var væk. Død. Hun kunne ikke begræde Renly's forsvinden fra hendes liv. Manden havde igennem så mange år, presset hende ned til at være absolut ingenting. Det var sådan hun havde følt det. Men han var børnenes far. Hun ville hellere lede sine tanker tilbage til noget der var mindre grusomt. Det tog egentlig heller ikke lang tid som hun kiggede til siden og så Karkhos' alvorlige udtryk. Alvorlig men også trætte.

Helena så hvordan han kom af hesten, mærkede den stærke bekymring komme tilbage, uden at sige det med ord. Hun kom nemmere af sin egen hest, trods hun var ved at være træt og stiv i kroppen af at sidde på den en hel dag. Det, blandet med faktummet at hun ikke havde spist meget i flere dage grundet indre frustration. Men hun var ikke nær så træt, som hun måtte tænke sig til at han var. "Hvad skal jeg gøre?" Hun havde allerede fundet frem til et sted at binde hesten fast, og den begyndte at gumle på noget sparsomt græs, hurtigt optaget. Helena ville gerne hjælpe ham, og selvom hun mest af alt havde lyst til at foreslå at han skulle slappe af og komme til kræfter på grund af skaderne, sagde hun det ikke højt. Men hun så stadig bekymret ud.

For et øjeblik blev Karkhos stående med et godt greb i sadlen. Han var ikke i tvivl om, at han havde mistet lidt for meget blod for sit eget bedste, rideturen havde heller ikke gjort det bedre, som han godt kunne mærke, at han var blødt igennem forbindingen. Såret i sig selv var ikke sindssygt dybt, men det fik ikke ro til at lukke. Og han havde været oppe at slås, så ud over den stikkende smerte fra såret, var det meste af hans krop mørbanket. Ja, han var gammel. Gammel og træt.
Men det havde han ikke tid til endnu, så han rettede sig op og så på Helena, som hun spurgte, hvad hun skulle gøre. Det gik op for ham, at hun højest sandsynligt aldrig havde sat en lejr op før. Kunne hun overhovedet tage sadlen af en hest? Der var intet nedladende over hans konklusion, det var bare en konstatering. At hun ikke kunne lave en lejr var jo ikke mere end mangel på erfaring, han ville jo heller ikke kunne smede et sværd.

Han trak hesten over til hende og betragtede hende kort, inden han rakte hende tøjlen.
"Hestene skal sadles af og vil have godt af at blive gnubbet med en tot græs." Han spurgte ikke, om hun vidste, hvordan man gjorde, hun var et voksent menneske og hun kunne vel sige til, hvis hun havde brug for hjælp. I stedet begyndte han at løsne oppakningen fra sin sadel, så han kunne sætte lejren op.
Da den var løsnet, samlede han brændsel ind fra de små skæve buske. De burde egentligt ikke lave bål, da det ville kunne ses fra lang afstand, men de var i en lavning, hvilket ville tage lidt af skæret og ind til videre havde der ikke været tegn på, at nogen fulgte efter dem. Så han tog chancen, mest for at sørge for, at hun kunne holde varmen. Han selv ville blot have rullet sig ind i sine tæpper og sove uden.

Så med en tot græs og nogle tørre kviste fik han ganske hurtigt gang i et lille bål, inden han spredte sine sovetæpper ud på jorden. Om det var nødvendigt, ville han sove uden. Det var urealistisk at tænke, at han kunne holde sig vågen hele natten og holde vagt, ikke så træt og udmattet som han var, men han vidste også, at han nok ville sove med det ene øje åbent. For ham var det bare vigtigere, at Helena kunne holde varmen.
Til sidst fandt han den sørgelige beholdning af mad frem. Der var kun et fuldt måltid til en enkelt person, tjenestepigen havde afleveret mad til ham hver morgen siden han havde stoppet hende på vejen. De måtte skaffe mere mad dagen efter. I det mindste havde han fyldt sit vandskind i bækken tidligere, så der var masser af vand.

Helena kunne ikke andet end at være bekymret. Glemme sin egen let markerende smerte, især fra det dunklende håndled, når hun så hvor træt han så ud. Han var god til at skjule det, og hun havde en grum fornemmelse af at han skjule langt mere for hendes blik end hun regnede med. Han havde brug for at få noget søvn snart, men Helena var også uden nogen form for erfaring hvad dette angik. Faktisk havde hun aldrig nogensinde overnattet udenfor. Det var ikke praktisk, og slet ikke for ham at hun ikke vidste noget om at leve et liv udenfor borgen hun havde været bosat på de sidste mange årtier af sit liv. Følelsen af at være en byrde ramte hende som en knude i maven, selvom hun forholdte sig nogenlunde neutral i sit ansigt.

Hun tog imod tøjlerne og nikkede som svar. Aldrig i sit liv havde hun taget en saddel af en hest, men hun havde set hvordan andre gjorde. Desuden var der er en logisk indgangsvinkel til ethvert stykke arbejde. Det måtte der vitterligt også være til at sadle en hest af! Hun strøj hans hest over halsen, mærkede at den havde haft det varmt, præcis som hendes egen, inden hun bandt den fast nær sin egen så snart Karkhos havde fået løsnet den oppakning han skulle bruge.

Et sekund eller to stod hun og kiggede på sadlen, lod sine øjne finde frem til det mest logiske svar på alting, i hvert fald af det hun kunne se. Det tog ikke ligefrem lang tid, for som hun havde tænkt var det jo logisk. Det var ikke nemt at løsne remmen, men det lykkedes. Problemet kom først, da hun uden at tænke over det, tog fat i den tunge sadel for at løfte den af.
En skærende smerte gik igennem kroppen på hende, mens en afdæmpet pivende lyd forlod hende. Hun havde nået at forsøge at bremse den, selvom smerten var en overraskelse. Hendes ene hånd knugede sig fast til sadlen, mens den anden arm havde flyttet sig instinktivt over hendes nedre ribben. Hvor Renly tidligere havde slået hende. Hun måtte selv havde været stærkt påvirket af adrenalin og andre tanker, der havde forhindret hende i for alvor at mærke det, før nu hvor skaderne blev provokeret.

Det tog et par dybe indåndinger, før hun åbnede sine øjne igen. Blå øjne der havde et tydeligt skær af ren stædighed. Hun tog fat i sadlen på ny, løftede på en anden måde, men fik den af og sat på jorden. Det gjorde stadig ondt, men nu var hun forberedt. Specielt som hun arbejdede videre med at få hoppens sadel af og ned på jorden et stykke derfra, så hestene ikke trådte på dem i løbet af natten. Hun var ikke hurtig, eller det man kaldte virkelig effektiv, men hun var ikke uden talent til at lærer, og brokkede sig på intet tidspunkt. Det her var normalt at gøre, og hun skulle vænne sig til det. Næste mål var at få brugt en tot græs til at gnubbe over hestenes pels. Hun var ikke helt sikker på hvorfor, men stilte ikke spørgsmålstegn. Hun nåede dog ikke at blive færdig, før Karkhos langt mere effektivt med sit arbejde, havde fået styr på det hele.

Karkhos' udtryk var bistert, som han ordnede lejren. Han var ved at blive en smule tyndslidt, træt og med smerter, samtidigt med at blodtabet gjorde sit. Han havde prøvet det før, vidste at en god nats søvn og noget at spise ville hjælpe en del. problemet var bare, at der ikke var mulighed for det lige nu. Måltidet ville blive utilstrækkeligt og søvnen halvhjertet. Men han tog, hvad han kunne få. Han havde prøvet værre. Han havde bare været yngre dengang og alderens svaghed kunne mærkes. Men typisk ham, han arbejdede videre, som om intet var galt og det var kun hans bistre udtryk, der viste, at det hele ikke var, som det skulle være.

Til alt held for Helenas stædighed, havde han været for langt væk til at høre hendes udbrud, optaget af at samle kvas til brænde. Havde han hørt det, havde han uden tvivl tvunget hende til at sætte sig og lade ham klare resten. Selvom han nok havde mere ondt end hende.
Da han var færdig, var hun begyndt at gnubbe sin hest med et tot græs, som han havde sagt, hun kunne gøre. For Karkhos' erfarne øje, var hun yderst utrænet, og han vidste, at hun ikke havde prøvet det før. For et øjeblik stod han bare og betragtede hende, hans udtryk mildnedes en smule. Hun gjorde i det mindste det bedste, hun kunne.

Med rolige bevægelser bevægede han sig op til hende. Hun stod med ryggen til og han trådte tæt på hende, rakte ud og lagde sin hånd på hendes for at vise hende, hvordan man gjorde. Det var rart at være så tæt på hende og hans frie hånd fandt næsten af sig selv hendes side og gled om til hendes mave. Han sagde ikke noget, holdt bare ved hende og lod sin hånd guide hendes ned over hestens fugtige pels.
Det var underligt at lade sig selv røre hende på den måde. Vide, at der var intet, der holdt dem tilbage mere. Noget så uskyldigt som at stå op af hende var som en befrielse og han nød hendes nærvær i fulde drag. Roen ved hele situationen, trods den evige anspændthed omkring omgivelserne og de få lyde, der var på den let forblæste slette. Ville de blive fundet? Han håbede det ikke. Han ville bare gerne nyde at være sammen med hende.

Helena vidste virkelig ikke hvad hun lavede. Ikke per erfaring i hvert fald, eftersom ingen af de her ting var noget hun før havde foretaget sig. At afsadle heste, at sørge for de stod et sted hvor de kunne spise af sparsomt græs, og nu benytte noget af græsset til køre over den fugtige pels. Noget hun antog var et alternativ til at få dem børstet, så de følte bedre efter at havde været ude og bevæge sig hele dagen. Men man kunne se at hun forsøgte. At trods hun var kejtet, langsom og måske ikke ligefrem perfekt i hvad hun foretog sig, gjorde hun hvad hun kunne. Det var lige nu alt hun kunne give til hun lærte at gøre det rigtigt.

Helena bemærkede ikke at Karkhos betragtede hende, da hun egentlig var fanget i koncentration. Græsset blev ved med at glide ud af hendes fingre, og hun forsøgte at samle det igen og fortsætte. Det var først da han bevægede sig over imod hende at hun bemærkede han havde stået der. Hun drejede kun hovedet kort, stadig fokuseret, og med et udtryk der sagde det samme. Den hjælpende hånd der lagde sig over hendes og førte hånden i mere stabile strøg, var rart.

Ubevidst strammede hun en smule op i maven som hans anden hånd gled fra hendes side til maven, og placerede sig der. Men det varede ikke lang tid før hun slappede af igen og et blidt smil voksede frem på hendes læber. Det var rart. Nært og rart, at han stod på den måde, hjalp hende og holdte omkring hende. En ganske uskyldig ting, der fik hende til at føle sig hjemme, værdsat og elsket. Helenas frie hånd løftede sig op og lagde sig over hans, og flettede blidt sine fingre ind imellem hans. Helena havde stadig svært ved at forstå i sit hoved at hun var her. Lige her, sammen med ham og kunne forblive der resten af sit liv.

Karkhos kunne godt fornemme, at hun spændte op under hans hånd, men han tog den ikke til sig. En hård tanke om, at det nok ville tage tid, før hun ville stole på ham på den måde, gled igennem hans sind. Renly havde uden tvivl ødelagt hende igennem alle de år, ødelagt hendes tro på kærlige berøringer. Men Karkhos ville være tålmodig, lære hende, at han ikke ville hende noget ondt. Som man lærte en håndsky hest at stole på en. Små skridt. Kærlighed. Masser af kærlighed. Og derfor trak han ikke hånden til sig, men lå den hvile på hendes mave. Det virkede, hun løftede sin hånd til hans og flettede sine fingre ind i mellem hans, hvilket fik ham til at lukke sin hånd. 

Følelsen var dejlig og han sænkede sit hoved lidt for at hvile det mod hendes. Og langsomt sænkede roen sig over ham. Det var så usigeligt beroligende at have hende i sin favn, bare at stå der i mørket, der var ved at lægge sig, med ilden bag sig og en hests varme foran sig. Hans hånd gik langsomt i stå med at stryge hesten og hans øjne gled i, bare så han kunne hengive sig helt til følelsen af kvinden i mellem sine arme.

Det var en anderledes følelse, noget han ikke havde prøvet før. Ikke på denne måde, ikke så... intimt. Ikke med så mange følelser, der rumlede rundt inden i ham. Hendes duft gjorde ham ør og han havde lyst til at lade sine hænder gå på opdagelse ned over den spinkle krop. Men det var også helt fint bare at stå her og nyde stilheden, der kun blev afbrudt af hestenes lyde og ildens knitren.
Trætheden lå tungt over ham, gjorde hans krop sløv og han burde lægge sig ned. Men det kunne vente. Lige nu ville han bare gerne nyde den ro, hun gav ham. Endeligt kunne han holde om hende uden at være bange for at blive set. Endeligt kunne han få lov til at elske hende. Han turde næsten ikke helt tro på det endnu, han turde ikke hengive sig til følelsen, men den var begyndt at snige sig ind på ham. Han kunne elske hende. 

Det ville tage tid at vænne sig til det. Det ville tage tid ikke at spænde op eller trække sig væk når han kom tæt på, hvis hun blev overrasket. I alt for mange år havde hun levet under forhold hvor hun helst skulle flytte sig. For sin egen sikkerheds skyld. Pludselig at stå i situationen hvor hendes bevidsthed vidste at han aldrig ville gøre hende fortræd, samarbejdede ikke helt overens med overlevelsesinstinktet. Men han var rolig. Karkhos gav hende chancen for at vænne sig til det, ganske langsomt men sikkert.

Helena drejede ganske let sit hoved, som hun mærkede hans hvile sig ned imod hendes. Lod sig omfavne af varmen fra hans krop der lænede sig mod hendes ryg. Ganske langsomt, noget tid efter at deres hænder var stoppet med at stryge over hesten, trak hun den hånd til sig, slap græsset i sin hånd, og trak hans med sig. Lod den ligge omkring hende, så hun igen var lukket fuldendt ind i hans varme favn. Hun lukkede sine øjne og lod roen dale helt ind i kroppen og ligge sig over hende.

Det var lige før hun kunne sove stående. Trygheden frembragte ligeledes trætheden over hende, og kun lydende omkring hende holdte hende vågen nok til at ikke at falde hen. Ildens lette knitren og hestenes rolige lyde. Det havde været en lang dag fyldt med så mange indtryk og følelser, der på godt og ondt brændte indeni hende. Men lige nu. Lige her, kunne hun kun mærke det han bragte frem i hende. En intimitet uden lig noget andet hun nogensinde havde følt, som hun havde lyst til at udforske, trods at hun var helt ør efter dagens udfordringer.

Det var næsten ikke til at holde sig bevidst, som Karkhos stod der og blev mere og mere træt, som dagens strabadser gjorde deres indtog i hans krop og sind. Hele hans krop gjorde ondt, forslået, ødelagt og træt, og han havde blødt nok til at han kunne mærke det lægge sig som en tung dyne over ham.
Hun tog hans hånd til sig og omfavnelsen var fuldendt. Ude af stand til andet, klemte han en smule mere fast om hende og nussede sit hoved lidt i mod hendes. Han følte, at han kunne stå sådan med hende for evigt. Lade natten opsluge dem og verden forsvinde.

Men det kunne de ikke. Søvn var vigtigt. Og mad. Ligegyldigt hvor lidt, der var. Så det endte med, at han løftede hovedet igen.
"Der er en smule mad, din tjenestepige kom med mad til mig hver morgen. Men der er kun nok til i aften." At der ikke var nok til dem begge, sagde han ikke. Han ville selvfølgelig sørge for, at hun fik mest, han kunne sagtens vente. At sulte var blevet mere normalt for ham på det seneste, som hans tid med Jocasta og Ezra var foregået på landevejene uden altid at have penge til føde. Han havde tabt sig en smule, men de havde klaret sig. Og han kunne sagtens klare sig til de fik mulighed for at anskaffe mere mad dagen efter.

Med fortrydelse i hjertet, slap han hende og trak sig tilbage. Aftenens kulde syntes at suse direkte ind over hans bryst og mave, som hendes varme forsvandt og han havde lyst til at tage hende i sin favn igen. I stedet rakte han ud og ledte hende til tæpperne, der var lagt frem, så de havde noget at sidde på. Maden var ligeledes gjort klar, noget brød, et par stykker frugt og en smule tørret kød, ikke mere end hvad en almindelige person ville kunne spise.
Langsomt og stift og med et ansigt, der tydeligvis var følelsesløst for ikke at vise smerte, satte han sig ned ved ilden. Han burde kigge nærmere på sit sår, men han tvivlede på, at det blødte meget mere. Det kunne vente.

Helena ville ønske at de ikke behøvede at være praktiske. At det ikke var nødvendigt at tænke på mad og søvn. Hun ville bare blive stående her. Hendes smil blev bredere som han nussede sit hoved ind imod hendes, bringende den kildende fornemmelse tilbage i maven. Hun åbnede først ganske let sine øjne igen som han talte. Snakkede om mad som tjenestepigen havde bragt ud til ham, men også alvoren i at der kun var til denne dag. Hun nikkede roligt. Så måtte de finde noget mere i morgen på en eller anden måde. Hvordan havde hun ikke helt styr på. Ved gud hvor følte hun sig fuldstændig hjælpeløs ude i det fri!

Selvom hun ikke havde lyst til at han gav slip, lod hun ham trække sig væk fra hende, en smule for observant omkring at der var blevet koldere i luften, og hun kunne ikke afholde sig fra at skutte sig en smule sammen. Helena tog imod hans hånd og fulgte med hen til tæpperne i nærheden af den varme ild og det mad der var. Det sparsomme mad, kunne hun nemt se, og hun blev grebet af skyldfølelse. Hun satte sig ned på tæppet og trak sine ben tættere ind til sig. Det følelsesløse udtryk han holdte sig, fik hende til at sukke ganske let. Det var ikke nemt at aflæse en som afholdte sig fra at vise hvordan han havde det. Skjulte noget for hende.

"Spis. Du har mere brug for det end jeg har" hun smilte forsigtigt til ham, og bekymringen var tilbage. Hun var sulten ja, men det var ikke hende der var kommet til skade. I hvert fald ikke nær så meget som han var. Noget i hende vidste også godt at han ikke ville tillade hende at gå natten i møde uden mad, men hun håbede inderligt at han spiste mest. "Hvordan har du det?" skaderne efter de mange slag. Såret i sidden. Det overfladiske sår hvor kniven var løbet over hans arm. Så mange skader han havde fået på grund af hende. Hun kunne ikke undgå at have dårlig samvittighed.