Natten var kun lige begyndt, da de red ud af Dianthos og Vargas havde ikke planer om at stoppe, før solen tittede op over horisonten. Et par gange drejede han dog af for at lade hesten drikke vand, men han blev siddende på ryggen af den, tavs, med pigen foran sig. Hans tanker drejede sig først om Liv og ærgrelsen over ikke at have fået en tur med hende, hele hans krop havde været klar i det øjeblik, han havde lagt øjne på hendes formidable former. Som natten gik, begyndte de generelt bare at flyde bort og ud i intetheden. Dog var han stadig opmærksom på sine omgivelser og på pigen. Hvor mange store blå og gule mærker hun ville få af turen var han ligeglad med, hun kunne blot have ladet være med at forsøge at sætte ild til ham.

Endeligt begyndte det at lysne nok til, at han følte for at stoppe. Hesten var også begyndt at gå en smule mere ujævnt, træt af at have travet så langt med ekstra vægt. Han ledte den af vejen og ind i mod et mindre stykke skov, der var langt nok væk fra vejen til at være et godt privat sted for en lejr. Han havde ikke helt besluttet sig for, hvad han ville med pigen endnu, men irritationen over at have mødt Liv sad stadig i ham og hun kunne lige så godt betale for det. Hvordan var stadig uklart, men mon ikke, at han fandt på noget.

Fremmede ved en plet, der kunne fungere, stoppede han hesten og svang sig af, en smule stivbenet over det lange ridt. Det var ikke ligefrem heste han brugt mest tid på mere, ikke når han havde transportdyr med vinger. De var noget mere behagelige at sidde på.
Ublidt trak han pigen af og lod hende falde til jorden uden at gøre mere ved hende for nu. Hun var bundet forsvarligt, så hun løb ikke nogen steder. I stedet befriede han hesten for sadel og oppakning. Nok havde han planlagt at sove på kroer på hele tiden, men han havde alligevel taget fuld oppakning til at sove ude i med, man kunne jo aldrig vide. Og det havde jo vist sig at være fornuftigt. Hesten blev bundet til et træ, så den kunne græsse på det tørre vintergræs mellem træerne.

Til sidst satte han sig på hug ved siden af pigen og hev tørklædet af hendes hoved. Tilsavlet. Det skulle uden tvivl vaskes, inden det var klar til brug igen.

Maya følte sig ganske simpelt som en sæk kartofler eller mel som nådesløst var blevet kaste op på fragtmidlet, hvor hun kunne få lov at daske fra side til side med hestens trælse bevægelser. Til en start havde hun ganske simpelt forsøgt at løfte sig en smule, men var blevet træt og lå mere eller mindre bare slapt og lod hestens bevægelser styre hvordan hendes krop lå. Det gjorde ondt i hendes mave og ribben, men hun klagede ikke. Hun vred sig ikke. Hun stirrede blot arrigt og rasende ned på jorden. Kun når de stoppede forsøgte hun at hejse sig en smule op, for at give pause til den ømme krop, men det var aldrig lang tid.

Maya lod sig dumpe ned, uden at kæmpe imod, trods det ikke var svært at se i hendes træk at hun var utilfreds over bare sådan at blive dumpet. Som var hun en genstand der ikke havde megen værdig. En smule besværet fik hun mavet sig om til at ligge på siden og trak vejret så dybt hun kunne igennem tørklædet. Det gjorde ondt, men det var alligevel rart. Som om at hendes krop fik lov til at falde på plads igen. Vejrtrækningen blev bedre og langt mere tiltrængt som tørklædet blev hevet af hende.

Først kom der en halvkvalt hostelyd fra hende, inden de vrede grønne øjne rettede sig op, og hun på bedste vis spyttede ud efter ham, med alt det savl der var blevet tvunget til at forme sig af at have noget i munden. Det var dumt, skide dumt. Men hun var vred. Hun hadede ham, og hun ville have at han skulle vide det. Om det lykkedes hende at ramme var tvivlsomt, men hun forsøgte! om det så bare var en hånd hun ramte. Derefter fandt hun hans blik, stirrede arrigt ind i hans øjne. Han skulle ikke tro at han havde fået en nem opgave ved at tage hende med sig.

Spytklatten ramte fronten af hans jakke. Hans fine dyre jakke. Han stivede og så ned på den våde klat, inden han langsomt rettede blikket mod pigen igen. Arrigheden var ikke til at tage fejl af, hun lignede en ilder i en fælde. Klar til at bide og kradse og få en til at bløde. Åh, han glædede sig pludseligt til at banke det ud af hende. En skam han ikke var hjemme, der havde han alt, hvad han skulle bruge. Men han måtte jo bare være opfindsom. Stadig uden at sige noget, rejste han sig og tørrede fraværende spytklatten af med det allerede tilsavlede tørklæde, mens hans blik gled rundt. Ah. Perfekt. Tørklædet smed han på oppakningen, som han gik forbi og hen til et lille træ. En pil. Med kniven fra bæltet skar han en udvalgt smidig gren af og svirpede den en gang i luften. Ja, perfekt.

Tilbage ved pigen så han lidt ned på hende. Skulle han tage tøjet af hende først? Gøre smerten større? Nah, det tog for lang tid, han var mest til hurtig konsekvens. Måske senere. Han måtte bare slå lidt hårdere, så hun kunne mærke det. Stadig uden at sige noget - for var det virkeligt nødvendigt? - lod han den tynde, slanke gren falde over hende. Hårdt. Hvad han ramte, var han ligeglad med, men han sigtede mest efter hendes ben, hvor hun nok bedre kunne mærke det igennem tøjet. Grenen svirpede gennem luften og hesten flyttede uroligt på sig ved lyden.

Vargas var en rimeligt stærk mand og hvis der var noget, han havde træning i, så var det at slå på denne måde. At bruge piske var lidt en ting for ham, han elskede lyden af læder, der ramte hud, men at slå med denne smidige gren var også ganske tilfredsstillende. Man kunne se det på ham, et svagt smil om læberne og et glimt i øjnene, der ellers udtrykte den vrede han følte ved hendes opførsel. Han slog mange gange, gad ikke tælle, men blev ved til han var tilfreds og hans arm sagde, at den var træt. Og grenen var også begyndt at blive noget træt af alle de hårde slag. Til sidst kastede han den til side, satte sig på hug og hev hendes hoved op i håret, så han kunne se hende i øjnene.
”Gør det igen, og jeg skærer næsen af dig.” Tonen var ikke specielt truende, det var bare en konstatering. For han truede sjældent. Han mente det skam.

Maya fortrød på ingen mulig måde hendes handling. Faktisk var hun ganske veltilfreds over at se det bragte arrighed op i hans blik. Det var tydeligt at se i hendes blik og et kækt veltilfreds skævt smil på sine læber. Oh det gjorde godt at se, også selvom det betød at hun ville bøde for det senere. Og det var ikke engang noget hun var i tvivl om. Hun kunne se det i hans blik og bevægelser allerede.

Maya fik bakset sig noget akavet op i en bedre siddende stilling da manden kom tilbage. Han havde en smidig pilgren med, hvis lyd i luften kunne genkendes fra flere km afstand. Et let forfærdet udtryk gled over hendes træk, selvom hun forsøgte at bide det i sig. Især som pilen svingede sig igennem luften og nådessløst ramte hendes ben. Det var en svigende smerte, der skød igennem stoffet, som var det ikke eksisterende. Det gik værst ud over hendes ben, men hendes arm og side blev også ramt som hun nogen gange forsøgte at krumme sig sammen. Men hun skreg ikke, gav ikke udtryk for sin smerte, med ord eller lyde i hvert fald, trods enkelte støn af ubehag skam ikke kunne undgåes.

Og det gjorde ondt. Afsindigt ondt, som medførte at hun til sidst var krosset sammen for at mindske området han for alvor kunne ramme. Hun kom men en brummende arrig lyd af at blive hevet op igen med et tag i håret, og stirrede vredt på ham med lette tegn af tåre i øjnende, som konsekvens af smerterne. Hun var så fristet til at spytte. At ramme ham i det klamme ansigt, men truslen havde sin kræft. Hun stirrede arrigt tilbage i hans ansigt. "Kreativt" svarede hun køligt. Maya var ikke i tvivl om at han ville gøre det, hvilket også afholdte hende fra at gøre det igen. Hun måtte finde noget andet at gøre imod ham.

En dæmpet latter forlod Vargas, som tøsen sagde, at han var kreativ. Der var en stålsathed over pigen, der var ganske forfriskende, men samtidigt også kun ville skabe hende problemer.
”Åh, jeg er jo slet ikke gået i gang endnu.” Han klappede hende let på kinden med sin frie hånd, inden han slap hende og rejste sig. Nej, han var kun ved at varme op. Ikke at han havde nogen plan, han var en mand, der fulgte sine lyster. Og lige nu var han sulten. Det gav ham altid en sund appetit at smække løs på folk, så måske et aftensmåltid var på tide.

Med en dæmpet nynnen samlede han tørre grene sammen og fik efterhånden stablet sig et bål op, der hurtigt begyndte at brænde lystigt. Oppakningen blev pakket ud og snart sad han på et tæppe på jorden og var i gang med at fortære en kødtærte, han havde fået med fra kroen. Der var ikke mad nok til dem begge, og selvom han nu sagtens kunne undvære lidt, agtede han ikke at give hende noget at spise i aften. Måske i morgen inden de skulle videre.
Trods alle sine gøremål, holdt han godt øje med tøsen. Hun var bundet på hænder og fødder, men ikke til noget og kunne derfor godt kravle væk. Ville hun forsøge det, ville Vargas dog ikke gøre så meget andet end at hive hende tilbage til bålet.

Maden forsvandt og han sad og betragtede hende lidt, inden han pludseligt rejste sig op, greb en gren og stak den ind i ilden, der til sidst fik fat.
”Den der lille magiske sten, jeg har smeltet fast i brystet af dig… du har nok bemærket, at du ikke kan bruge din magi.” Han lod blikket glide sigende op af den brændende gren, inden han gik over til hende og satte sig på hug, så han hvilede bagdelen på sine hæle. ”Lad os se, om vi ikke kan svitse lidt hår af de kønne arme, hm?” Grenen lagde han på jorden, der burde være vådt nok til, at han ikke brændte stedet ned, inden han greb hendes ene arm og skubbede hendes ærme op, inden han greb grenen og satte ilden under den bare underarm. Strittede hun for meget i mod under det hele, flyttede han på sig og satte et knæ i maven af hende.

Maya forsøgte at trække hovedet til sig i en arrig bevægelse, som han klappede hende på kinden. Modbydelige svin. Men han lod hende være derefter. Gik væk for at samle sammen til et bål. Alt imens, forsøgte hun sig igen. Forsøgte at vrikke sine tynde håndled fri, men ræbet var bundet stramt. Alt for stramt. Det ville afgive mærker, specielt som hun fortsatte med at slide i dem for at løsne dem op. Men det hjalp ikke. Hun havde ikke tid nok til at gøre det, før han vendte tilbage og hans trussel havde trods alt virket. Hun stoppede og så vredt på ham.

Maya var for vred, sur og gal til at tænke på mad, så det faktum at han satte sig og spiste selv, betød bare at han lod hende være. Det kunne kun være positivt! Maya sukkede irriteret og skuttede sig sammen, ved at trække benene så tæt ind til kroppen som hun kunne, taget det hele i betragtning. Det var ikke synderligt nemt.

Maya begyndte at lade sine tanker vandre. Til andre ting, situationer og områder. Alt for ikke at tænke på den skiderrik af et pikfjæs. Men det syntes ikke helt at virke. Hun vendte blikket tilbage imod ham, som han rejste sig meget pludseligt. Hvad ville han nu?...
Hun fnøs som svar på hans egentlig ikke særligt spørgende spørgsmål. Ja, gu' fanden havde hun bemærket det! Ellers havde hun brændt ham om til en askesky for flere timer siden.
For et sekund var hun egentlig ikke nervøs eller bange for den brændende gren. Hun havde ildmagi. Hvad havde han.... pis. Det sadistiske svin. Selvfølgelig strittede hun imod som han greb fat i hendes arm. Forsøgte at trække den til sig, for at undgå at ilden ville glide over hendes brune hud. Noget der gav hende et velplaceret knæ i maven, så hun tabte pusten. "Dit svin..." brummede hun i smerte over knæet, og selvom hun stadig forsøgte at trække armen til sig, var hun ikke stærk nok.

Ilden og varmen fik hendes arm til at sitre i smerte. Stanken af brændt hår steg op i hendes næse, og lugten blev ikke bedre jo længere tid han holdte grenen der. Maya følte en intens smerte, men hun nægtede at kigge på det. Hun kiggede på et enkelt træ med en kroget krone og væsnede sit blik der, mens hun bed tænderne hårdt sammen. Han skulle ikke få tilfredsstillelsen af at høre hende skrige i smerte, trods hele hendes arm rystede som ilden brændte igennem huden, ja nærmest smeltede den væk.

Ilden slikkede op af pigens arm, men ikke en lyd kom fra hende. Det var skuffende. Hun var meget mere stædig, meget mere holdbar end han havde regnet med. Han holdt ilden der lidt, så huden begyndte at forsvinde og fjernede så grenen igen. Han skulle bruge hende i live, gerne ikke mere skadet end hvad en healer kunne klare. Og stoppede han nu, ja så ville der bare være flere smerter. Han havde brænd mere end et væsen til at vide, hvornår han skulle stoppe for at stedet ikke blev følelsesløst. Så han rejste sig igen og gik tilbage til bålen, hvor han smed grenen ind i ilden. For et øjeblik blev han stående, overvejende, hvad han nu skulle finde på. Hans tanker havde stadig svært ved at slippe Liv og hendes... attributter og berøringer. En skam, at han ikke havde haft tid, om de så bare skulle have gjort det i gyden.

Lidt brat vendte han sig om og gik tilbage til tøsen, hvor han satte sig på hug som før og betragtede hende lidt. Der var ikke meget kvinde over hende, ranglet og tydeligvis kun lige kommet ud af barndommen. Fregnerne og det iltre hår hjalp slet ikke på fornemmelsen af, at hun nok ikke var gammel nok. Men for en dæmon på 1536 år, var alder efterhånden ligegyldigt. Han var ligeglad. Og lige nu havde han lyster, han havde brug for at stille. Lyster efter Liv, men hun var her ikke. Tøsen her var. Ærgerligt for hende.

"Du er en hård tøs. Det må man sige. Tag det som en kompliment." Han rakte ud og lod en hånd skubbe sig ind under hendes tøj for at finde hendes bare maveskind. Overraskende blidt kærtegnede han det, lod de kølige fingre finde rundt, skubbe sig længere op. For ham behøvede det ikke at være ren vold. Man kunne måske næsten tænke, at han bildte sig selv ind, at han gjorde det bedre. Når det var frivilligt havde han intet i mod blidhed og bløde kærtegn. Men han vidste godt, at intet ville gøre det næste stykke tid bedre for hende - og han var så ligeglad, man kunne blive overrasket, for lige nu virkede han ikke sådan.

I en glidende bevægelse skubbede han sig ind at sidde overskrævs over hendes hofter for at holde hende fast. Hånden trak han ud igen og begyndte at pille ved hendes tøj, så han kunne åbne det så meget som muligt. Komme ind til det, der var gemt, noget hun dog måtte have, trods sin unge alder. Kæmpede hun for meget i mod, sad hænderne stadig løs på ham og lussing med bagsiden af hånden var ikke af vejen. 
Han rørte ved hende, kærtegnede det hud, han kunne nå. Ja, han nappede hende endda let i huden med sine tænder, lod tungen kærtegne hendes øreflip. 
På et tidspunkt trak han en kniv og rebet om hendes ben blev fjernet, men kniven blev sat direkte mod hendes hals bagefter. Han tog ikke så store chancer. Ikke med det, der næst skete.

Ilden var næsten ved at dø ud, som han bukkede sig ned og smed et par grene mere på. Han var noget bedre tilpas og mindre irritabel end før. Natten havde lagt sig og det var nok en god idé at lægge sig til at sove. Han havde bundet rebet om pigens ben igen og derefter bundet hende til et træ, så han ikke skulle holde øje med hende.

Tåre nåede at vokse frem som ilden slikkede sig op af huden og brændte igennem. Det gjorde fandens ondt! Hun havde brændt sig før, men ikke så meget. Hun havde ingen mulighed for at stoppe ham. Men hun kunne ånde lettet op som grenen og den varme ild forsvandt. Hele hendes krop faldte en smule sammen som han gik fra hende. Fred. Endelig.

Troede hun. Men det var ikke slutningen på hans leg. Maya stirrede på ham, træt af at blive behandlet som om han virkelig ejede hende. At han bare sådan kunne få sjov ud af at slå, sparke eller på anden vis skade hende. Kunne han virkelig blive ved med at finde på nye ting? Blev han da aldrig træt af det.
Men det her var ikke som før. Hun ville ønske at han slog hende i stedet. At han fandt en gren og bankede hende bevidstløs. Brændte huller overalt i hendes hud, eller ligefrem læmlestede hende. Alt andet end det her!. Hun forsøgte desperat at trække sig væk fra ham, som den kolde hånd rørte hendes mave. Nej, han skulle ikke røre hende. Ikke på den måde. De blide kærtegnende bevægelser var nok til at hele hendes ansigt var malet i panik og skræk. Hun ville ikke! Men han blev ved. At han slog hende når hun kæmpede, var ligegyldigt. Han kunne banke hende gul og blå, bare han lod være! bare han slap hende! Lod hendes tøj være. Lod hendes hud være. Lod være med at udføre noget der var ment som værende kærligt, varmt og gensidigt. Men hun var ikke stærk nok. Og med kniven for struben, var hun tvunget til at ligge stile. Stirre op i himlen, mens hendes underlæbe dirrede og øjnende blev våde.

Hvis hun skulle være sammen med nogen på den måde, skulle det være hendes eget valg. Det havde hun alle dage sagt. Og hun havde altid ment det. Opvokset på et bordel gav indsigt i hvordan ting som disse foregik, og selvom nogen af pigerne havde bildt hende ind at det faktisk også kunne være rart, troede hun ikke på dem. Han havde taget det valg fra hende. Det valg hun havde sat så højt i sit liv, og bare taget det. Hun havde ikke kunne forhindre det. Ligemeget hvor meget hun havde kæmpet. Maya krøllede sig sammen op af træet, gjorde sig til så lille en skikkelse hun overhovedet kunne. Vredt stirrede hun frem i mørket. En sydende vrede i sit blik, som skjulte alt det andet. Skjulte skammen, sorgen og smerten. Men alt kunne ikke holdes inde. Vandet der var vokset frem, som han havde taget hende. Taget hvad han ville, faldte nu ned af hendes kinder. Lydløst, mens hendes krop ganske svagt sitrede. Han skulle dø for det her. Det var alt hun ville se lige nu. Livet forsvinde ud af hans modbydelige øjne, mens han brændte til døde foran hende. Han skulle dø.

Det var lidt som om, at dødssynden ignorerede pigens tilstedeværelse. Og det gjorde Vargas egentligt også, hun var bundet forsvarligt og han havde ikke brug for hende lige nu. Så han pakkede sig ind i de tykke tæpper og lagde sig til at sove ved bålet.

Næste nat gav han hende noget at spise, inden han satte hende på hesten - hvis hun opførte sig pænt, kunne hun få lov til at sidde. Hvis ikke kunne vælge mellem at løbe efter hesten eller blive smækket hen over som før. Heldigvis var hun noget nemmere at styre, og når hun ikke var… Han havde flere små tricks oppe i ærmet for at få folk til at føje sig. De var dog næsten ikke nødvendige. Der røg et par lokker af hendes hår, fordi han truede med at tage en tot for hver gang, hun modsatte sig, men ikke noget, der ødelagde hendes udseende. Det var jo det, hun skulle sælges på, ikke?

Efter flere nætters ridt, nåede de frem til havnebyen, der lyste op i mørket. Her var det vigtigt at være diskret - det var Dianthios’ havneby og derfor under kontrol af byvagter og søværnet. Udgangsforbuddet var gældende og han havde en forslået pige med sig, en pige han bandt tørklædet for munden igen, så hun ikke skulle begyndte at larme unødigt. Hans ene arm hvilede om hendes liv, så han hurtigt kunne komme til hendes bryst for at bruge sin evne til at gøre hende stille. Og langsomt skridtede han hesten ind i byen med retning direkte mod et af de store skibe, der lå til kajs. Udefra var det et almindeligt handelsskib fra syden, men i bunden af skibet blev slaverne opbevaret. De havde tømt for dem, der var blevet solgt og nu sad der en mindre portion af væsner, der skulle med syd på til deres nye hjem. Hvordan kunne det lade sig gøre? Med krystaller kunne man komme langt, selv et sted som her.

Han valgte en rute, der ledte uden om de mest benyttede kroer og lod de brune øjne glide undersøgende over sine omgivelser. Hans evne til at trække i sjæle gjorde, at han havde en fornemmelse for sjæle omkring sig, men medmindre sjælen var meget kraftfuld eller gammel, var det mest bare en tåget følelse af nærvær fra husene. Så den hjalp ham ikke så meget lige nu og han måtte i stedet stole på sine andre sanser. Gaderne var mest tomme, kun en enkelt gang så han en mere skummel personage skynde sig væk fra manden på hesten. De var snart på kajen. Han glædede sig til at komme ombord til sin luksuriøse kahyt, det var bedre end at sove på jorden.

Maya var udmærket tilfreds med at blive ladt alene og ignoreret. Hun sydede stadig, samtidig med at hun havde ondt helt inde i sjælen. Alt var bare mørkt og grusomt lige nu, men hun nægtede at give efter til at begynde at hulke som den lille pige hun egentlig var. Hun sov heller ikke rigtig. Hun skuttede sig op af den store træstamme, men bålet var langt nok væk til at hun ikke fik varme nok og dermed frøs det meste af natten. Det var en slatten pige han fik fodret dagen efter, med et dødt udtryk i sine øjne, og mørke rander derunder.

At sidde på hesten var klart at foretrække, men hun kunne mærke hans bryst mod sin ryg. Hvordan han ved hestens bevægelser ramte hende, og hun mærkede kvalmen vokse sig frem. Det var så ubeskrivelig ubehageligt og hun nærmest kæmpede sig så langt frem på hesten som muligt, for at undgå at have nogen form for fysisk kontakt til manden. Hun modsatte sig et par gange, når hun kæmpede for meget for at komme væk, men hun var ligeglad med at håret røg. Hvis bare han ikke rørte hende.

Maya var træt. Dødtræt og fuldstændig lam i kroppen af så mange dages ridt og manglende søvn. Han rørte hende ikke efter den episode. Ikke med andet end et par markeringer når hendes forsøg på at komme væk blev for meget. Hun havde opgivet. Hun begyndte at mærke det i kroppen. Stædigt forsøgte hun at undgå at acceptere den skæbne der lå for døren. Men hun var så træt, at hun næsten sad og nikkede med hovedet, kun for at blive vækket af hestens bevægelser, så hun ikke faldte af. Hun ville ønske det snart var overstået.

Ikke mange dages ridt fra Dianthos lå en havneby uden eget navn. Den var en del af hovedstaden som de nærmeste gårde følte sig som det og nød godt af tilhørsforholdet. Om ikke andet det meste af tiden. Det indførte udgangsforbud var ikke en af de ting, som strømmen af handel ellers var det. For mange præster og byvagter lagde trods alt en dæmper på det hele og gjorde livet lidt mere udfordrende for det normale handelsliv.

For Maralinda var havnen et nyt sted at undersøge for spor efter bøger hun havde set i Beons bevidsthed. Nogle få der havde samlinger af bøger store nok til at være interessante at aflægge et besøg, men mest var det en handlende med lidt af hvert hun holdt øje med. Han skjulte noget og det var altid grund til lidt tålmodig udspejdning. Især da hans butik lå gemt væk inde i en gyde med åbning fra havnen og skulle vides var der for at kunne findes.

Det var den hun sad og betragtede på en fortøjningspæl, som en hests hove mod brosten brød nattens stilhed. Maralinda rettede sig en smule og samlede skyggerne tættere om sig, som hun vendte blikket mod den kommende. Ikke mange red rundt ude på denne tid og slet ikke noget med pæne hensigter. Blidt strøg hun ud med sin magi for en fornemmelse af følelserne hos den kommende og mærkede da fornemmelsen af to. En velkendt og en hun ikke havde lyst til skulle tage hende i at snage. Med det træk hun sig hurtigt tilbage og lod skyggerne glide fra sig, så hun sad utilsløret på pælen. "En sen time at rejse på med en ufrivillig passager."

Hestens hove mod kajens sten var alt for høj i lyd og Vargas’ sanser var spændt til det yderste. Så han opdagede dæmonen før han kunne se den. Den lyste op som en mørk plet på hans indre sjælerader, men han vidste ikke præcist, hvor den var. I nærheden. De brune øjne søgte igennem mørket, men der var ingen at se. Havde han ikke haft hænderne fulde, den ene med at holde ved pigen, både for kontrol, men også for at holde hende på hesten, den anden havde fat i tøjlen, ville han have trukket sværdet, der hang ved hans side. Men han var klar til at slippe hende for at hive metallet ud af skeden.

Og pludseligt dukkede et barn op, siddende på en fortøjningspæl. Eller rettere, noget der lignede et barn, men Vargas vidste bedre. Sjæle var tydeligere at mærke med alderen og denne dæmon var ældre end hvad den så ud til at være. Med mange år.
Vargas trak let i tøjlerne for at stoppe hesten og så udtryksløst på den anden dæmon. Dæmoner. Han var ikke specielt glad for sin egen race, man kunne aldrig stole på dem. Og hans titel var eftertragtet, så det var før sket, at en dæmon forsøgte at stikke en kniv i ryggen af ham. Familie var indviklet, når man var dødssynd, hvem ville arve?

”Der er ikke så mange til at beklage sig på dette tidspunkt.” Han hankede lidt op i pigen og kneb øjnene sammen, mens han betragtede den anden dæmon - der var tydeligvis ingen grund til at forsøge at bortforklare pigen på hesten.
”Vil du noget vigtigt eller forstyrrer du bare?” Det var ret tydeligt på hans stemme og hans blik, at han ikke gad tale med hende, han var træt efter rejsen og ville bare smide pigen ned i bunden af skibet og derefter få et ordentligt måltid og nogle gode timers søvn i sin kahyt. Og trods alderen, var hun stadig lidt af et barn i hans øjne, så han behandlede hende sådan. Ind til hun bevidste andet.

Maya sad slattent på hesten. Hendes hovede nærmest dinglede med hestens bevægelser, men hendes øjne gled ikke i. De stod åbne, med mørke rander under, og udvidste meget af den vrede og arrigskab hun havde i kroppen, men var for træt og ødelagt til at gribe og udnytte. Det var til trods for at hele hendes krop skreg på at få fjernet mandens hånd der havde lagt sig omkring hende, holdende hende fast. Hun ville bare gerne. Hjem.

Maya drejede blikket til lyden af en stemme. En velkendt stemme og den velkendte skikkelse. Faktisk spærrede hun øjnende en smule op, svagt signalende at hun skulle skynde sig væk. På et plan, ville hun gerne have at manden blev distraheret, så hun havde en minimal chance for at flygte selv. Men efter hvad han havde gjort ved hende, ønskede hun ikke at Mara skulle lide samme skæbne. Maya kom med en svag brummende lyd som hun blev hanket op, men gjorde ikke modstand, trods hele hendes krop var anspændt.

Hun forsøgte stadig på bedste vis at signalere at Mara skulle stikke af. I hendes øjne var den anden nemlig et barn. Et barn som hun selv, der kunne havne i en meget ubehagelig situation. Ikke et sekund tænkte hun over, at den anden pige kunne være hendes redning.

Maralinda så op på dæmonen på hesten og smilede. Hun havde fornemmet nok med det lille strøg over hans sind til at vide han var ældre end han så ud og langt mere garvet på mange punkter end hende. Noget hengemt og raffineret, der var sunket ind i hans sind med årene og lækket derfra ned i hans følelser til den perfekte smag hun ville elske at kunne nyde. En skam han var hvad han var også.
"Eller sladre for en rig belønning." svarede hun muntert, før hun lod blikket glide til Maya. Pigen så noget medtaget ud i forhold til sidst hun havde set hende og udtrykket i den andens ansigt talte tydeligt for hvad Maralinda allerede vidste om manden på hesten. Han var et farligt bekendtskab, som Maya ikke ønskede hun også skulle i fingrene på. Men dog. Så interessant.

Gnisten af interesse lod hun glide op i hendes gyldengrønne øjne, som hun hævede det fra Maya og til manden. "Jeg forstyrre altid, når jeg kan!" Hun kunne ikke lade være med at svare ham flabet igen, førend hun lidt mere alvorligt nikkede mod pigen i hans favn. "Men jeg også interesseret i det du slæber rundt med. Vi har en historie, ser du og den vil jeg gerne betale hende tilbage for." Hun lagde lidt ekstra tryk på det ene ord og lagde en ikke helt behagelig betydning i ordet, der genskinnede i hendes blik. At det var noget af en drejning fra sandheden behøvede han ikke vide noget om. Kun at hun var interesseret i at få Maya for sig selv og var villig til at betale for hende. Helst i krystaller, men andet kunne nok også arrangeres.

En kort utilfreds og advarende trækning gik over Vargas' ansigt, som den yngre dæmon snakkede om at sladre. Det ville ikke være en god idé og ganske besværligt for ham. Han havde et par af havnefogederne i sin lomme, men råbte pigebarnet for højt, ville der være for store problemer til at betale sig ud af. Heldigvis så det ikke ud til, at hun havde planer om at ødelægge hans ophold her for ham. Det virkede mere til, at hun var mere interesseret i mennesket i hans favn, selvom hun først ikke sagde noget. Men hvis der var noget, Vargas havde forstand på, så var det når folk ville have noget. Han kunne spotte det på en mils afstand.

Hendes flabethed fik ikke nogen reaktion ud af ham, da han ventede på, at hun kom frem til sagen og det gjorde hun også ganske hurtigt. Et skud af tilfredshed gled igennem ham, han havde haft ret. Hun ville have pigen. Hvorfor var han sådan set ligeglad med, men der blev nu præsenteret ham en handel og det gjorde ham altid mere... interesseret.
"Jaså." Hans blik gled ned til mennesket for et øjeblik, mens han overvejede om han ville sælge hende til den lille dæmon eller om han ville få mere ud af at slæbe hende hjem. Men så igen, det havde slet ikke været meningen at tage en slave med hjem fra hovedstaden. Måske han skulle føje den anden dæmons ønske og sælge hende. Trangen til at sige nej og skuffe den anden dæmon sad også i ham, han var vitterligt ikke fan af sin egen race.

Endeligt trak han let på den ene skulder.
"Hvis du kan betale for hende." Et let, uhyggeligt smil dukkede op på hans ansigt. "Jeg tager i mod krystaller eller sjæle." Ikke at han regnede med, at dæmonen ville give sin sjæl for en slave, men han kunne da godt foreslå det. "Skulle du vælge krystaller, koster hun... en diamant." Det var en uhørt pris for en utrænet slave, det var mere hvad han kunne få for en hårdt trænet kampslave, men han havde en fornemmelse af, at den yngre dæmon var meget opsat på at få fat i pigebarnet.

Ved Zaladins sure sokker havde hun gang i? Var hun gået fra forstanden. Maya rørte sig ikke ud af flækken fra sin placering på hesten, selvom hun stadig havde en umådelig stor trang til at hoppe ned og løbe så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Hvilket ikke var langt. De var ømme efter flere dages ridt, for ikke at tale om slagene han nogle dage før havde givet hende, gjorde det ikke bedre. Og hun var udkørt på flere niveauer. Bare. Træt. Hun kiggede hen imod Mara, lukkede øjnende og lod for en stund bare stemmerne blande sig sammen. Hun vidste ikke hvad der foregik - og hun var så træt.

Det var først som Mara lagde en helt anden betydning i ordet historie, end hun havde forestillet sig at øjnende gled en smule op igen. Samtalen om opkøb fik hende til ganske hurtigt at få det dårligt. Ubehageligt at blive omtalt som en genstand. Men hun håbede også at hun forstod korrekt i at det var mere en plan end egentlig vrede den anden pige havde imod hende.
Med en lille bevægelse, forsøgte hun at trække sig lidt væk, og så forskræmt ned på Mara. Ikke svært at spille op i sine øjne, for hun var ikke ligefrem tryk.

Vargas' pris for hende var absurt og hun kiggede forskræmt op på ham med en hurtig hovedbevægelse. Noget hun kunne skjule som at hun ikke havde lyst til at blive solgt til den anden person. Maya havde ingen medbestemmelse, det vidste hun allerede godt, og en diamant! Det lød jo som om idioten ikke engang ville sælge hende, men bare lege lidt med maden. Maya forholdte sig stille og skuttede sig mere sammen og så vagtsomt fra den ene til den anden. I stilhed.

Maralinda så den advarende trækning hos den anden dæmon ved nævnelsen af at ville sladre. Det var trods alt altid en mulighed at gøre den slags, men næppe lige her og slet ikke til myndighederne. Sandsynligheden var at hun selv ville få broderparten af problemerne væltet ned over sig og ærlig talt var der ikke nok i det for hende. Så længe han ville sælge hende Maya.
Det sagde så også lidt om ham at truslen var det eneste han reagerede på, før en mulig handel kom på banen. Noget værd at gemme i hukommelsen sammen med den fornemmelse der var hans følelses-signatur.
Hun lod blikket falde let tilbage ned på Maya, men ikke længere end højest nødvendigt. Pigen havde alle følelserne uden på tøjet og var nærmest uimodståelig lige nu for Maralinda. Især da deres blanding var noget hun så sjældent faldt over frit tilgængeligt og uden forstærkelse fra hendes side. Dæmonen måtte virkelig have været irriteret på tøsen for at bringe hende til det punkt, for han virkede ikke specielt tændt på noget som helst i den retning længere.

Så kom han dog også til sagen og fik hende til at se opgivende på ham, før han nævnte sin pris. Hun sendte Maya et morende blik, før hun så tilbage op på ham og svarede. "For en utrænet slave? Hun må virkelig have pisset dig godt og grundigt af!" Det var en uhyrlig pris for et skravl som Maya, men måske kunne der forhandles om den. Kun en tåbe tog tingene til udbudt pris. "Fem safirer burde være mere rimeligt. Nu hun er tilredet og det hele." Det var det halve af hans åbningsbud og passede meget godt med prisen på en almindelig hest. Ikke den skønhed han red på, men mere dem andre havde mulighed for at købe.

Den høje pris fik dem begge til at reagere, den ene mere tydeligt end den anden. Og selvfølgelig var det ikke et ja, der kom fra den lille dæmon, men det havde han heller ikke regnet med. Det var bare for at se, om han kunne presse hende til et eller andet, alt fra at afsløre hvilket tilhørsforhold de to børn havde med hinanden eller til faktisk at betale mere end pigen var værd. Han kunne godt lide at lege med folk og det var, hvad han gjorde nu. Hvad kunne han få ud af den lille dæmon og hendes menneskeven?

Han flyttede sig let på hesten og trak i samme ombæring pigen længere ind til sig, godt klar over, at hun fandt det ubehageligt. Hesten flyttede til gengæld ikke på sig, træt efter at have slæbt to personer så langt. Den havde brug for et godt hvil, vand og mad og det skulle den også nok få, så snart den var om bord på skibet. De fleste ville nok forvente, at den havde det bedre end slaverne, men Vargas tog sig overraskende godt af sine ejendele. En tynd og træt slave var ikke så meget værd, som en der var blevet fodret regelmæssigt og var klar til at arbejde.
"Man skal jo starte et sted. Gik den, så gik den." Uden tøven afslørede han, at han blot have smidt en så høj pris af sted for at se, om han kunne snyde hende. 

Hendes bud fik ham til at stirre lidt spekulativt på hende, inden han kastede et blik mod skibet, han kunne skimte som en mørk skygge længere nede af kajen. Han kunne sagtens blive ved med at lege, men han havde egentligt mest lyst til at vippe pigebarnet af hesten og komme tilbage til en varm kahyt. Så han sukkede dybt, inden han svarede.
"Syv safirer og jeg piller denne ud af din ven, så hun kan brænde ting af igen." Han løftede hånden og hev ned i pigens tøj fortil, så den lille gule sten, der var smeltet ind i hendes hud og brystben lige under hvor kravebenene mødtes. Fjernede han den selv, ville der gå et par ugers tid og huden ville vende tilbage til normal, det eneste afslørende den hårde behandling, en let fordybning i hendes brystben. Fjernede enhver anden den, ville der blive efterladt et ar som var personen blevet brændt.
Hans ord var måske sære, for hvis dæmonen var interesseret i pigen som slave, var hun nok ikke interesseret i at lade mennesket få adgang til sin magi, men Vargas var hverken dum eller blind. Historie. Ikke af den negative slags. Han var ligeglad, i dag var han for træt til at more sig med en anden dæmon og safirer var safirer. Ville hun betale, var mennesket hendes.

Maya forsøgte ikke at reagere på de ord der blev udvekslet. Utrænet slave. Maya bed tænderne sammen og afholdte sig fra at himle med øjnene mens de diskuterede prisen som var hun en ko der skulle skifte ejer. Det var faktisk slet ikke svært at se hun var utilfreds, samtidigmed hun var desperat for at slippe væk fra manden. Noget der ikke syntes at blive en realitet dette sekund som han trak hende tættere på sig igen, og fik hende til at spænde op i hele kroppen og næsten smadre sine egne tænder ved at bide dem så hårdt sammen som hun gjorde. Hvis hun kunne, vristede hun sig fri, men hun blev siddende. Hvor meget hun end havde lyst til at sparke ham i ansigtet til han holdte op med at trække vejret. Hun ønskede ham død mere end hun havde ved øglen.

Maya reagerede ved at hive vejret ned i sine lunger og forsøge at rykke sig væk, som manden greb fat om hendes trøje og afslørede den magidæmpende sten der sad brændt fast i hendes hud. Hun fik med det samme kvalme igen. Det kunne ikke undgåes at hans fingre strejfede hendes hud, og hun kom med en lavmældt knurrende lyd. Hun var så parat til at råbe at han skulle fjerne sine klamme grabber fra hende. Hun var ligeglad med om stenen blev siddende, bare han fjernede sine fingre, sin krop og sin tilstedeværelse ud af hendes rækkevide dette sekund! Gid skibet måtte kentre og ham lide en langsom druknedød!

Maralinda betragtede den anden dæmon lige så undersøgende som hun fornemmede han gjorde det hende. Hvert et hint af følelse afspejlet i træk, hvert et hint af planer der alt for let kunne inkludere hende som andet end en han handlede med. Hun stolede bare ikke på sin egen slags, hvilket nok var det sundeste for alle. Naivitet var for de unge og de laverestående racer.
Hans lille afsløring fik hende til at sende ham et skævt smil, før han kom med sin nye pris og afslørede noget ganske nyt og uventet interessant for hende. En lille sten, der tilsyneladende besad evnen til at fratage andre brugen af deres evner. Kunne den mod andet? Var det stenen eller noget han gjorde ved den?
Interesseren og spørgsmålene lyste hende ud af øjnene som hun fulgte hans fingres markering og så til sidst fik dem revet løs og vendte dem tilbage op på ham. "Det lyder rimeligt. Hun er ikke så underholdende uden ilden." Maralinda smilede til ham, rakte så ind under kappen hun havde på og fandt en pung frem. Afslappet fandt hun syv safirer frem fra den, men tøvede så kort med at give ham dem. "Den gule sten... er det egen skabelse?" Det var ny viden af den slags hun elskede at finde og hvad nu hvis den kunne andet end neutralisere? Hvad nu hvis den kunne opsluge evner til en anden gang? At han havde fået en lille bid ild til salg.... kunne den så samle andet op? Mulighederne var uendelig, men hun tvivlede på han ville svare på alt for meget lige nu.
At tøve var dog ikke godt i længden, så hun rakte mønterne frem. "Og nu mit menneske." Hvis Maya ikke allerede havde indset hun ikke var hvad hun gav sig ud for at være, så ville det nok ske nu. En snak af blandet interesse kunne nok også tænkes at følge, men i det mindste ville Maya være fri til at have den.