Maden så god ud, og den duftede skønt, men Aron var egentlig ikke specielt sulten; Han var meget mere interesseret i at høre mere om Senya. Han tog en bid, men skubbede derefter tallerkenen lidt til side, så han kunne åbne bogen. Han fandt også sin fjerpen frem og smilede til hende.

"Jeg håber, det er i orden, hvis jeg stiller dig lidt spørgsmål, mens vi spiser," sagde han og skrev Senyas navn ned, samt dagens dato. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, men de fleste ville nok undre sig over, at Aron ikke havde noget blækhus, samt at hans pen ikke lod til at behøve blæk for at skrive. 

"Hvor blev du født?" spurgte Aron. Spidsen af hans fjerpen var klar få millimeter over sidens papir.

Senya løftede sin ske, og stak den ned i kartoffel-kødet-halløjet. Hun løftede det op til munden, og pustede på det, hvorefter hun tog en bid af det. Det smagte jo udemærket, så det var jo dejligt. Hun smilede lidt af det, og så ud af kroens smudsige vindue, det var begyndt at regne derude.

Da han talte, vendte hun opmærksomheden imod ham. Det var en mærkværdig pen han havde, for hun synes ikke, at hun så nogen blæk, men hun ville ikke spørge. Det virkede uhøfligt synes hun, især når han nu havde budt hende på mad og drikke. Hun skævede til kruset. Det lugtede som øl, hvilket jo var fint nok. Vand var jo ikke noget man drak inde i byerne, for der var det ikke rent nok. Nej, det var kun i skovene man kunne det.

"Det ved jeg faktisk ikke." Hun gjorde store øjne ved hans første spørgsmål, men tog sig i det og forsatte: "Jeg husker intet fra tiden før jeg kom til en hytte i skoven, hvor jeg bor nu." Hun tog en dyb indånding. 

"Den ældre dame jeg kom til at bo hos sagde, at jeg var dukket op helt forslået og forbrændt på hendes dørtrin, og at hun måtte heale mig."

Aron spærrede øjnene op, da Senya fortalte. Tænk, at han havde ramt guld så tidligt! Han begyndte straks at skrive, mens Senya talte, men der kom ikke nogle ord ned på papiret. I stedet begyndte en sølvagtig tåge at sno sig om pennen, fra en øverste tip og ned langs skaftet, indtil det forsvandt ned i papiret. Alt, hvad Aron skrev, blev lagret i papiret og kunne genopleves af enhver, der satte sig for det. 

Aron kiggede aldrig ned på papiret, men kiggede kun interesseret på Senya. Han gispede stille af hendes historie.

"Kan du slet ikke huske noget?" spurgte han, mens han prøvede at lægge ansigtet i de rette sympatiske folder.

Senya så på alfen, nysgerrigt, som han skrev ned. Hun så på papiret, mens han skrev, men der kom ingen ord på papiret? Pennen satte ingen aftryk, hvilket var dybt mærkeligt. Hun sagde dog ikke noget, i hvert fald ikke lige med det samme, hun sad bare og stirrede, eftersom det ikke lod til at påvirke Aron, at der ingen ord kom på papiret.

Hun skulle dog lige til at spørge, da han igen åbnede munden. Hun lukkede med det samme sin mund igen, og tænkte sig om. Hun forsøgte at tænke så langt tilbage, som hun kunne, men huskede ikke andet end mødet med kvinden og så mørke.

"Nej, intet. Ingenting. Jeg husker intet fra før den dag, og der var jeg midt i tyverne." Hun tog en dyb indånding, og forsatte så: "Den gamle dame vurderede, at jeg var cirka 27 år på det tidspunkt. Men før det, husker jeg intet. Jeg ved ikke engang om jeg er 31 eller ældre. Jeg ved ikke engang, hvornår jeg har fødselsdag." 

Senya smilede lidt trist.

Aron skrev på livet løs, selvom han ikke tog blikket fra Senya. Det lod til at hendes ikke-eksisterende minder påvirkede hende meget. Han kunne ikke lade være med at række hen over bordet og blidt klappe hendes hånd, mens hans højre hånd stadig skrev løs.

"Måske kan jeg hjælpe dig?" sagde han og smilede blidt til hende. "Jeg kan... se andres tanker og minder, hvis jeg ønsker det. Jeg kan også hjælpe med at frembringe glemte minder, fortrængte minder. Hvis du vil lade mig prøve, kan jeg måske finde ud af, hvor du kommer fra?"

Senya smilede af hans venlige gestus. Hun klemte kortvarigt hans hånd som et lille uvocalt tak. Hun så lidt til, mens han skrev, men rettede sig lidt mere op, da han så på hende og ikke papiret foran sig (som der stadigvæk ingen bogstaver kom på, forøvrigt!). Det undrede hende stadigvæk, at intet kom ned på papiret, men hun sagde stadigvæk ikke noget højt. Det ville være at blande sig, og det var ikke noget hun gjorde sig i.

Hun tænkte lidt over hans ord, men rystede så på hovedet. Hun havde det egentlig fint nok, bare hende og Jinx, men hun var alligevel nysgerrig. Hun nikkede da og sagde:

"Prøv."

Aron smilede.

"Måske vi skulle gøre det et andet sted?" foreslog han og så sig omkring. "Den slags fortrængte minder kan godt være... voldsomme. Det ville måske være rarere for dig, hvis vi gjorde det i mere private omgivelser? Jeg har et værelse her på kroen, der ville fungere fint. Hvad siger du til det?"

Efter at hun havde nikket til hans forslag, så fortrød hun det øjeblikkeligt. Hvad hvis der havde været en alvorlig grund til, at hun havde mistet de minder? Hvad hvis hun fik det dårligere af at kende sin fortid? Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre, for nu havde hun jo sagt ja, og kunne dårligt sige nej. Ikke nu i hvert fald. Hun var da alligevel urolig for, hvad hun ville komme til at se. Opdage om sig selv.

"Det ville nok være en idé." svarede Senya ham med et nik. 

Da han rejste sig op, fulgte hun ham op af trappen i kroen og op mod værelserne.

Aron ledte vejen til sit værelse. Det var ikke et specielt stort værelse - faktisk var det lavet til alfer og andre småfolk - så Senya måtte nok dukke hovedet for overhovedet at stå oprejst derinde. Skrivebordet var også mindre end skriveborde til mennesker, så Aron tog tæppet af sin seng og bredte det ud på gulvet, så Senya kunne sidde på ddt i stedet for den lille stol. Han satte sig selv bag skrivebordet og åbnede sin bog.

Han kunne godt mærke hendes tøven, så han smilede til hende og sagde, "Vi starter forsigtigt, okay? Hvis du på noget tidspunkt ikke har lyst mere, så bare sig til."

Senya fulgte ham op til værelset. Det var meget tydeligt et værelse lavet til folk der var i alfestørrelse og lidt større, men ikke til folk i menneskestørrelse, så som Senya selv. Derfor måtte hun dukke sig, så snart hun trådte indenfor døren. Hun var ikke den højeste kvinde, men alligevel var der meget lavt for hende. 

"Jeg håber ikke at alle værelserne har så lavt til loftet som det her." jokede hun halvhjertet, for at lette den trykkede stemning, som kom fra hende selv. Hun gik en smule krumbøjet derind, og smilede taknemligt til Aron, da han lagde et tæppe på gulvet, som hun kunne sidde på. Hun satte sig på tæppet og sikrede sig, at hun stadigvæk kunne se Arons ansigt.

"Okay-" sagde hun lidt tøvende, ikke rigtig sikker på, hvad der ville komme til at ske. Hun var ikke vandt til at der blev brugt magi på hende, hun var vandt til at være den, som brugte magien på andre.

Aron rakte en hånd over skrivebordet og smilede varmt til hende. Det var nemt at se, hvor nervøs hun var, så Aron gjorde sit bedste for at berolige hende.

"Tag min hånd," sagde han. "Og så bare luk øjnene, og slap af. Det kommer ikke til at gøre ondt. Jeg skal nok være forsigtig."

Aron havde gjort det her mange gange før, og han vidste, at det meget nemt kunne blive ekstremt ubehageligt for den person, hvis minder han gravede frem. Der var næsten altid en grund til, at vedkommende havde begravet disse minder dybt i deres sind.

Senya sad på tæppet, og ventede på, at Aron tog det første skridt. Hun vidste trods alt ikke, hvordan sådan noget her foregik, så hun lod det være op til ham at bestemme farten med mere. Hun var stadigvæk like lidt nervøs og sådan fordi hun, som førnævnt, ikke var vandt til at andre brugte magi på hende - det plejede at være hende der brugte den på andre.

Det hjalp dog lidt, at han sagde, at det ikke ville gøre ondt. Hun regnede med, at han mente fysisk ondt og ikke psykisk. For psykisk ondt ville det nok gøre. Der var trods alt en grund til, at hun havde fortrængt de minder. Hun håbede bare, nu, på, at det ikke var fordi de var slemme, men grundet en forbandelse, magi eller sådan noget i den stil.

"Okay." Igen lød hun tøvende, men tog hans hånd alligevel. Hun ventede på, at der skulle ske noget, men vidste ikke helt, hvad hun kunne forvente. Pludselig kom der en mærkelig varme inden i hende, omkring der hvor hendes hjerte var, og det bredte sig! Hun lukkede automatisk øjnene. 

Kort efter blev de spærret op, og hendes øjne var helt hvide at se på (ikke at hun selv kunne se det dog). Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente som reaktion, men der kunne vel i princippet ske hvad som helst. Og det var vel også forskelligt hvordan de forskellige reagerede på magien? Det tænkte hun i hvert fald, at der var, for det ville give god mening. Folk var jo trods alt forskellige. Meget forskellige.

Men altså: Øjnene blev spærret op på hvid gab, og pludselig så Senya noget. Og hørte noget. En blid stemme som sagde hendes navn. Det var mærkeligt. Hun kunne mærke, at hun lå blødt, og at der lå en hånd på hendes skulder. Men hun så ikke andet end mørke - lige i første omgang i hvert fald. Så kunne hun se indersiden af et hus i blink. Men ikke mere end det. Det var som om, at hun blinkede, men hun var ikke bevidst om, at hun gjorde det.

Aron holdt godt fast i Senyas hånd, mens han lod sin magi flyde over hende. Han kunne ikke se ret meget - kun en brøkdel af de ting, hun kunne se - men det var jo heller ikke pointen ved den slags magi. Ideen var at hjælpe folk, at hjælpe dem til at huske de ting, de havde glemt af den ene eller den anden grund. Aron kunne sagtens gå på rov i Senyas hukommelse senere, hvis han ville, men det ville han ikke. Han ville kun have de ting, hun selv ville fortælle ham.

"Hvad kan du se?" spurgte han blidt, mens han strøg sin tommelfinger over hendes håndryg for at holde hende rolig. Frembringelsen af gamle, fortrængte minder kunne sagtens være en voldsom oplevelse for selv det mest robuste sind.

Senya var nærmest i en drømmeagtig verden lige nu. Hun så alting i små blink. Indersiden af af det hus der. Og så en stemme. Den hørte hun også i blink. Men pludselig kom et ansigt til syne en mørkhudet kvinde, som aede hendes kind og løftede hende op.

"Jeg kan se et hus-" startede hun med, mens hun forsat skiftevis blinkede ubevidst og spærrede øjnene op: "-en kvindestemme. Jeg kan høre en kvindestemme. Hun løfter mig op og-" 

Så gik Senya i stå, fordi billederne stoppede. Hun hørte da skrig og skrål. Hun mærkede en underlig varme på sin hud. Hun kunne mærke folk løbe forbi sig, og hun kunne mærke noget der brændte. Brændte hendes hud. Hun kunne i første omgang ikke sige noget. Hun kunne kun ryste og blinke, indimellem endda også gispe. Hun kunne mærke hans hånd på hendes, men det var som om, at den var langt væk. Så fik hun pludselig stemmen tilbage.

"Kroppe. Menneskelige kroppe der vrider sig. Ryttere der rider forbi mig på underlige væsner. Jeg har aldrig set noget lignende. Det hele brænder og-" Igen afbrød hun sig selv, denne gang ved at skrige højt, mens hun gispede efter vejret.

Aron sprang straks op, da Senya begyndte at skrige, og han fløj omkring bordet for at sætte sig på bordpladen direkte foran hende. Med en hånd på hver side af hendes hoved, begyndte han roligt at tysse på hende, mens han stille vuggede hendes hoved fra side til side.

"Du er i sikkerhed," hviskede han blidt, mens han strøg over hendes tindinger og kinder. "Du er i sikkerhed."

Mens han talte, lod han rolige, behagelige tanker og minder strømme over hende, så de grumme minder langsomt blev skyllet bort fra overfladen i hendes sind. 

"Senya," hviskede han. "Senya, du er i sikkerhed."

Senya skreg og skreg. Hun skreg stadigvæk, da hun mærkede Arons hænder mod sine kinder. Langsomt blev hun beroliget, men af hvad kunne hun ikke helt regne ud. Kroppe vred sig stadigvæk i hendes synsfelt, og hun kunne mærke sig selv brænde, men hun slappede mere af. Det gjorde ikke helt så ondt heller. Men det var først da hun blev trukket helt ud af minderne, at hun hørte hans stemme for første gang.

"Senya, du er i sikkerhed."

Da hun var helt ude af minderne, rystede hun forsat. Bare en let dirren. Hun så på alfen foran sig, og sendte ham et lille, trist smil.

"Det var min familie-" hørte hun sig selv sige med sørgmodig stemme, uden rigtig at være bevidst om, at hun sagde det højt: "-de brændte levende, men jeg slap væk - på en eller anden måde."

"Kan du huske, hvordan du slap væk?" spurgte Aron, mens han roligt strøg Senya over panden og kinderne. "Var der nogen, der hjalp dig væk? Kan du huske det?"

Aron vidste godt, at han nok skulle stoppe med at spørge, men han kunne ikke lade være. Hans tørst efter andres minder var kun blevet værre med årene, og han havde ofte svært ved at kontrollere den, men i det mindste prøvede han at få hende til at blive rolig igen. 

Da gik det op for Senya, at hun havde sagt det højt. Det hun troede, at hun kun havde tænkt. Det var mærkeligt, men gjorde hende også lidt roligere, at hun ikke sad med det helt alene. Nu havde hun da fået hul på bylden - so to speak - og det ville måske blive lidt lettere at tale herfra. Hun var dog ikke sikker, men hun håbede det da!

"Nej-" Hun rystede på hovedet med et sørgmodigt smil "-jeg husker ikke andet end ilden, de flygtende mennesker og så mig liggende foran min hytte i skoven."

Aron vidste, at han virkelig ville, kunne han godt tvinge minderne ud af Senyas hjerne. Han kunne gå på opdagelse derinde og grave selv de mest fortrængte minder frem fra dybet og skubbe dem til overfladen. Men på trods af sin nysgerrighed var Aron dog ikke villig til at gå så langt for at få minder til sin bog. Det ærgerede ham naturligvis, men ikke mere end at han kunne slå det hen. Måske ville Senya huske det selv, nu hvor der var prikket hul ind til den del af hendes minder.

"Hmmm," brummede Aron tænksomt og lænede sig tilbage, nu da Senya lod til at slappe lidt af igen. "Det lyder voldsomt. Gad vide hvad der forårsagede ilden. Var det mon et uheld eller var det med vilje?"

Senya så på Aron, som han blev stille og tænksom. Hun sad bare lidt og slappede af efter den voldsomme oplevelse, mens hun ventede på, at han sagde et eller andet. Der gik lidt tid, hvor han så mere og mere tænsom ud, før han sagde noget. Og da han endelig sagde noget, så var det bare et 'hmm'. Det blev dog hurtigt efterfulgt at lidt flere ord.

"Det ved jeg ikke." sagde Senya stille, og slog ud med armen i en håbløs gestus "Det føles som om... som om det var med vilje. Der var ryttere på underlige væsner, som red rundt med fakler og-" 

Da gik Senya i stå, og kunne ikke sige mere. Flere ord ville ikke komme over hendes læber, og det var som om, at ordstrømmen i hendes hoved også stoppede. Som om kroppen fortrængte minderne på ny.