"Jah..." kom det lidt fladt fra dværgen, og stilheden sænkede sig akavet om bålet. Dal orkede ikke rigtig.. noget, og mindst af alt at skulle tilbage i sadlen igen. Selv efter latteren var forstummet sneg enkelte tåre sig fortsat nedover Dals ansigt. Han følte sig brugt og udnyttet, selvom han ikke rigtig havde nogen ret til det. Hun havde ikke bedt om hans hjælp. Hun havde ikke bedt om at blive trukket halvvejs gennem skoven, af en fremmed mand af en race hun tydeligt havde et ganske indædt had til.

Efter at have siddet ubevægeligt i hvad der føles som en lille evighed flyttede dværgen pludseligt på sig, og trak et tæppe fra sin tasken. Manden havde tilbudt sit bål, og siden han ikke havde trukket det tilbage endnu, ville Dal udnytte det, inden han fik idéen. "Godnat.." mumlede han og rullede sig hurtigt væk, end uden at pakke resterne af mad og drikke væk. Efter et øjeblik løftede han hoved halvt "Og hvis du selv skulle få idéen at stjæle ponyen mens jeg sover.. så hedder hun Berty, og kan godt lide kløvere og rødbeder.."

Aldric trak sine ben op og lagde hagen på dem, som stilheden faldt over lejren. Han kunne godt se, at dværgen var ked af det, men han vidste ikke, hvad han skulle sige, for at trøste ham. Han kunne ikke heale sindet, selvom han sømme tider ville ønske, at han kunne. Nej, kun fysisk skade og det så dværgen ikke ud til at lide under. Så han stirrede tavst ind i bålet for at give Dal den plads, han nok havde brug for. Trætheden havde indhentet det unge menneske og hans øjne var ved at falde i, da dværgen pludseligt rodede med sin taske og hev et tæppe frem, som han hurtigt rullede sig ind i.

Aldric var lidt lettet, så kunne han også gå til ro. Om han ville kunne sove med en fremmed til stede, det vidste han ikke, men det var da værd at prøve. Først ville han dog rydde lidt op, så han begyndte at pakke maden væk, så der ikke gik dyr i, i løbet af natten. Dværgens ord fik ham til at stoppe op og rynke panden. Først fornærmet, men han opfangede så alligevel, at det nok bare var sagt i sjov.
”Jeg har ikke råd til rødbeder, så du må hellere få Berty med igen i morgen.” Det var det bedste forsøg på humor han kunne komme på lige nu. Han var hurtigt færdig med at pakke væk og fandt sit eget tæppe frem, inden han lagde sig, lidt tættere på bålet. Han havde ikke så meget tøj, ej heller fedt, så han frøs så hurtigt. Det lykkedes ham at falde i søvn, lidt uroligt, men han sov.