Godric lagde knapt mærke til den andens dværgs buk og hans stille afgang. Den gamle dværg var på vej ind i et mentalt sted, hvor der ikke var så meget, der kunne nå ham, et sted han havde lært at kende i mørket under Dragorn. Han havde brug for at vende det, der var blevet snakket om, finde ud af, hvad det betød.
Tiden gik, natten blev ældre og til sidst kom Helan hen og lagde en hånd på hans skulder, hvilket trak ham tilbage til virkeligheden.
”Than, det er ved at være sent.” Dværgen med det rødbrune skæg så lidt bekymret på ham og Godric rettede sig en smule besværet op. Hans ryg ikke tilfreds med at have siddet i samme stilling så længe.
”Det er det også.” Han klappede lidt beroligende på hånden på sin skulder og fik sig skubbet på benene, støttet til staven. Han var for træt til at protestere, da Helan tog fat i hans arm for at støtte ham tilbage til teltet. Hverken sind eller krop var ungt mere, selvom han hadede at indrømme det. Begge dele ødelagt på så kort tid. Men han kæmpede endnu, bare lidt endnu.