Azra mærkede toneskiftet, og gav sig ligeledes til at træde vande, så hun kunne møde Chés blik. Hun tog hans ord alvorligt, og forsøgte efter bedste evne at se dem i hans lys og i folkets lys. Hans ord om familie fik hende til at sænke blikket en anelse. Hun havde haft en familie, en hun kun lige akkurat kunne huske havde eksisteret. Men det var en af de få ting hun ikke havde fortalt Chéron om. Det var ikke andet end et tåget minde alligevel, så hvorfor skulle hun?

Hun mødte hans blik igen. "Du tager fejl Ché. Vi har ikke skilt familier og venner ad. De har selv valgt at følge dig, de har selv valgt at deres frihed er vigtigere, de har selv været villige til at ligge de bånd på bordet, med risiko for at de bliver kappet. De har måske gjort det i håbet om at redde netop de folk de risikere at midste, men deres motivation er ikke din, Ché, og ligemeget hvor hårdt du føler med dem, er deres tab deres valg" fastholdt hun, og fastholdt hans blik med sit. Mange ville kalde hende hård og kynisk, men hun sagde ikke som hun gjorde fordi hun var ligeglad. Tværtimod.

Langsomt bukkede han sig ned og samlede bæltet med sine sværd op. Han stod lidt med dem i hånden med blikket på skederne med de skarpe klinger, som Azra snakkede. Nej, han vidste godt, at folk havde taget deres egne valg, men stadig følte han sig ansvarlig. Han stod med deres liv i hænderne og han ville gerne gøre det godt. Give dem det, de ville have, også selvom han ikke kunne. Et suk forlod den muskuløse krop og han spændte bæltet om livet med blikket ud mod kvinden, der sendte hårde ord af sted.
”Den næste der siger, at min højre hånd ikke kan andet end at udgyde blod, burde ikke nøjes med at smage din skarpe klinge, men også din skarpe tunge.” Et smil kunne ses på hans læber.

Han satte sig på hug og tegnede i sandet med en finger, mens han tanker skiftede over til emnet om mødet de skulle holde dagen efter. Hvad mon der ville komme ud af det? Han var spændt på Olympus’ reaktion. Selvom han respekterede manden for hans evner, havde han en nagende følelse over ham. Ikke frygt, men måske en let nervøsitet. Som var han noget, der ventede på at skifte ansigt og gå amok. Fenris havde advaret ham mere end én gang, sagt at han ikke kunne lide ham. At de skulle holde sig væk. Men det var ikke muligt.
Hvad mod der ville komme ud af mødet?

Azra sukkede og svømmede ind på lavt vand "Det er sku da kun fordi jeg ik' kan give dig blå mærker inden mødet!" svarede hun med et grin og traskede op på stranden igen. Azra viste hun let tyede til vold, og skammede sig ikke over det. Mange ting kunne tales ud for nogen, men hun havde ikke i sinde at lade nogen overbevise hende om noget med fine ord, uden at få sin klinge involdveret. Ché havde vundet hendes respekt. Han havde slået hende, og skånet hendes live fordi det var hvad han troede på. Han havde slået hende, og hun havde accepteret hans syn som mere sandt end hendes, selvom hun ikke altid forstod det.

En fod satte sig i sandet, lige oveni det Ché sad og tegnede med et dybt suk. "Det her er ikke noget du kan planlægge dig ud af Ché.. Du har forberedt det du kan, resten vil blive bestemt i morgen.. Gå i seng" rådede hun fast men der havde sneget sig en let bekymret tone ind. Han fik brug for alle sine kræfter til mødet, det var hun sikker på.
Uden videre omsvøb samlede Azra sit eget tøj sammen, og gik mod lejeren for at finde sin egen seng, uden at tage sig det mindste af sin bare overkrop.

Ché så op på sin ven, som hun placerede sig foran ham, stadig ligeglad med hendes manglende tøj. Hun var det tætteste på familie nogen kunne komme, hende og Fenris, og hendes mening mente alverdens for ham. Og selvom hun ikke altid havde de højeste meninger om sin egen vid, var Ché ganske klar over, at hun var rygende intelligent. Måske på andre punkter end ham, men det var det, der gjorde dem et godt par.
"Jeg ved det godt." Han gav hendes ben et let klap og så ud over havet, da hun gik. Han burde også rejse sig, men lige nu blev han siddende og lod tankerne glide ud over havet og ud mod øen, det hele handlede om.

På et tidspunkt blev han træt i benene og rejste sig. Måske det var en god idé med noget søvn, hvis det da ville finde ham. Det ville uden tvivl blive en hård dag i morgen.