Smerten brændte som ild i hans side og han kom næsten ikke fremad. De store poter gled i sandet og han endte på siden igen. Inden han kunne nå at gøre mere, dukkede den lille hvide formskifter op ved ham. Og mens pilene begyndte at falde, greb den fat med sine poter om pilens skaft - og hev til. Smerten blev om muligt endnu værre og han kunne ikke andet end at snerre og med blottede tænder snappe ud efter hende. Ikke for at skade hende, men det gjorde ondt og det skulle stoppe. Pilen faldt til jorden og det lille dyr sprang af sted igen. Forpustet og svagt pivende af smerte så han efter hende. En pil landede med et tjok i sandet ved hans hoved og med en kraftanstrengelse kom han på benene. Han kunne ikke blive her. Lige meget hvor meget det gjorde ondt, hvor meget det blødte.

Det hjalp at pilen ikke sad der mere, ikke flåede i hans kød ved hver bevægelse. Nu var det kun et kødsår, et langt, dybt kødsår, men det kunne han bedre arbejde med. Og nu ville det hele, ikke inden for de næste par minutter, men snart. Stadig let haltende, men nu med fart igen, løb han efter det lille hvide dyr og snart havde han indhentet hende. Men han kunne ikke løbe som før, det protesterede hans krop for meget til. Og det var et problem, for satte de af sted efter dem på heste eller de sære dyr, der hørte til i denne sandede verden, ville de blive indhentet. Normalt ville Zofrost lige netop kunne løbe fra en hest i sandet, men ørkendyret var mere stabilt og udholdent. Skadet, ja, så kunne han ikke løbe fra nogen af dem.

Men han løb det bedste han kunne, i retning mod byen, hvilket fik hans hovedpine til at forsvinde og hans tanker til at virke mere frie. Men der var ikke noget, der gav ham en idé til, hvordan de kunne slippe væk. Byen var tydeligvis langt væk.
Måske guderne fik medlidenhed med dem eller naturen bare var lunefuld, men ude til højre for dem dukkede et truende skygge op, en skygge der åd stjernernes lys og kom nærmere og nærmere med et hvislende, hylende lyd. En sandstorm, der fik sandet til at flyve rundt i luften og gøre alting til et flyvende helvede af stikkende sand og mangel på luft.
Zofrosts store ører fangede den svage lyd hen over hans egen hivende vejrtrækning og panikken ramte ham, som han så muren af sand nærme sig. Han havde kun set én sandstorm før og der havde han været indendørs sammen med Samael. Han sænkede farten og gik til sidst i stå. Hvordan skulle han kunne løbe fra det der?

Ella var sekunder fra panikken at hoppe til siden som det store kab snappede efter hende. Det var slet ikke svært at se panikken i de store sorte øjne, men hun arbjedede videre med at få pilen ud. Hun kunne ikke bare efterlade ham! Hvis ikke det havde været for ham, var de med stor sikkerhed blevet indfanget igen nemt som ingenting. Og de vidste begge hvad det betød. En tur på bålet. Derefter galt det bare om at håbe. At be til, at de ikke var hurtige nok til at opsadle deres dyr og sætte efter dem. Men håbet var spinkelt, og Ella håbede på at hendes egen lille størrelse var en behjælpelig faktor til at slippe væk.

Den fremmede lyd i dette fremmede land, var ikke nok til at stoppe Ella. Hun fortsatte med at løbe, indtil hun opdagede at hun var alene. Forskrækket kiggede hun tilbage over skulderen, for at se at Zofrost var stoppet, og det var her hun så sandstormen. Ella vidste naturligvis ikke at det var en sandstorm, men det så alt andet end rart ud! Kunne man overleve mødet med så voldsom en kraft. Ella stod som naglet til stedet. Skulle hun løbe tilbage til ham, eller forsøge sig med at løbe fra den buldrende sky af død, der bevægede sig så hurtigt nærmere at hun betvivlede hun var i stand til at slippe fra den. I stedet spejdede hendes øjne. Læ. Læ så øde et sted. Kunne det overhovedet lade sig gøre?!

"Zofrost! Derovre!" Vinden var begyndt at tage til og hev hårdt i det lange blonde hår og den løse kjole. En af fordelene ved hendes forvandling var at hun undgik at gå nøgen til værks hver gang. Men hun havde set noget længere fremme, men hun havde ikke til hensigt at løbe tilbage af. Det var simpelthen for upraktisk. Så snart hun havde sikret sig at han havde hørt hende, kom den hvide skikkelse tilbage, så nemt som ingenting og satte i bevægelse.

Det var en ruin af noget. Ella var ikke sikker på hvad. Stenene var slidte, områder var faldet sammen, men med held. Med god held og ekstremt meget håb, kunne de gemme sig her. Det ville ikke blive rart. De ville ikke kunne undgå alt, men hellere et par skrammer end at blive begravet i en sandbanke.

Hans uheld kunne bare ikke blive værre. Blive brændt på bålet eller begravet i sand. Var det hans muligheder i denne utilgivende verden? Trætheden væltede ind over ham og han var lige ved bare at sætte sig ned og vente på det ene eller det andet, da Ellas stemme nåede hans ører. Han drejede hovedet og så hende pege i en retning, inden hun skiftede skikkelse igen og forsvandt af sted. Efter et kort blik på muren af sand, der efterhånden var ved at nå ham, rejste han sig og løb som gjaldt det hans liv, trods smerten. Blodet var holdt op med at løbe, men såret var stadig råt og smertefuldt. Men han løb, som vinden tog til omkring ham og sandet begyndte at fylde luften. Han måtte nå det!

I et sidste spring sprang han over en lav mur og landede lige bag Ella, som han hurtigt greb i nakken med sine spidse tænder, hev hende ind mod en af de ødelagte mure, slap hende og derefter lagde sig ind over hende for at beskytte med sin større krop. I sidste sekund, som sandet kom hvirvlende og gjorde hele verden til et stort helvede af flyvende sandpapir. Muren gav dem noget læ, men sandet kom stadig ind alle steder og sled på Zofrosts hud og skæl. Det fine hud på hans ører blev slidt til blods, men det ville hele. Det var sværere at trække vejret, men med poterne langt over snuden kunne det lade sig gøre. Og der var ikke andet at gøre end at ligge stille og vente. Og mærke hovedpinen komme tilbage, kraftigere end før.

Tiden gik, Zofrost vidste ikke hvor længe, men en time eller to. Hovedpinen voksede og voksede og selv smerten fra sandet forsvandt for hvor meget hans hoved var ved at eksplodere. Men endeligt lagde vinden sig og sandet faldt til jorden. Halvvejs dækket i sand begyndte Zofrost at bevæge på sig. Han måtte videre. Han måtte tilbage til Samael, inden han ikke kunne støtte på sine ben længere. Som han tænkte det, vaklede han og hans forben knækkede sammen under ham. Han kom op at stå igen og rystede sig som en hund for at få sandet af kroppen. Måske han lige skulle have blodomløbet i gang først. De blå øjne gled til Ella. Han vidste hun var i live, han havde kunne høre hendes hjerte banke og mærke hende trække vejret.

Ella blev forskrækket som Zofrost i sin store skikkelse nærmest sprang på hende, og tvang hende under sig. Hun rullede sig sammen til en bold, mærkede varmen og tyngden fra den store hund, som vinden rev og flåede i ham, og fik fat i små områder af hendes egen krop. Kanten af hendes ene øre var udsat for den værste skade, ellers var hun beskyttet. Taknemmelig for den store hund der sørgede for at hun ikke blev revet i småstykker trods den dække ruinen gav dem. Desværre ikke nok, men mere end hvis de havde været ude i det åbne.

Ella var ikke sikker på hvor lang tid der gik, mens hun lå sammenkrøllet med øjnende trukket sammen, kun med lyden af den barske vind, sandet slidning af sten og Zofrost hjerte, til at holde hende fast i virkeligheden verden, men lang tid gik der. Ella lå til sidst i en luftlomme, skabt af Zofrost krop og kom først frem over sandet igen som han rejste sig og dermed gjorde plads. Hendes venstre øre var blodigt mod den hvide pels, som også var tydeligt farvet af den store mængde af sand der havde kantet sig ind. Hun rystede sandet af sig. Hun sprang forskrækket til siden som Zofrost kollapsede og tvang sig selv op at stå igen. Bekymringen skinnede i de sorte øjne, som hun satte sig på bagben og lod en forpote røre ved hans forben. Nærmest en måde at spørge uden egentlig at tale. Han var ilde tilredt, med en pels og hud der var som slebet væk af sandstormen. Havde han overhovedet kræfter til at fortsætte.

Ella bevægede sig langsomt fremefter, trådte ned i sandet og fik gang i sin egen krop igen, men det var hele tiden med et vagtsomt øje på Zofrost og hans stilstand. Hun gik ikke nogen steder uden ham, om det så skulle tage hende en hel uge at nå ind til byen.

Hovedpine. Zofrost havde svært ved at fokusere på anden end smerten der bankede igennem hans hoved. Han måtte videre. Men hans ben nægtede at gå og han blev for et øjeblik stående, øjnene sammenknebne og hans vejrtrækning langsomt, men tung. I det mindste var det nat og det eneste lys, der kunne skære ham i øjnene, var månelyset, der stadig virkede til at være gemt bag en masse støv.
Han skulle bare lige have gang i sin krop, så han kunne komme i bevægelse. Så snart han ville begynde at løbe, ville smerten lægge sig og han ville få det bedre. Såret i hans side var healet for længst og var blot et svagt minde, der farvede hans sorte læderede hud rød af størknet blod.

En berøring trak ham tilbage til virkeligheden og han så ned på det lille hvide væsen. Hun så bekymret ud og det gav ham et stik i brystkassen. Han var ikke vant til, at nogen bekymrede sig for ham. Han kunne intet forklare hende i denne skikkelse og han besluttede sig for, at det måske ville være en god idé at finde ud af, hvad de skulle gøre nu. Inden han satte i løb og måske efterlod hende. Tanken gjorde ondt, men han havde ikke så mange muligheder.
Så han satte sig ned og skiftede skikkelse til et meget træt udseende, sølle menneske, der sad i sandet og havde tydelige tegn på smerte i ansigtet. Hans ører var stort set helet igen, da det ikke havde været dybt.

Hans blå øjne så lidt udmattet på hende, men de var næsten helt blanke og tomme af den smerte, hans hoved besad.
”Min Herre har kaldt på mig… fordi jeg ikke svarer, får jeg… hovedpine.” Hans stemme var flad, som han fortalte det. Han vidste, at der ikke var andre slaver, der havde en magisk forbindelse med deres herre, ikke af hvad han havde mødt, i hvert fald. ”Jeg bliver nødt til at løbe mod ham… så hurtigt som muligt. Han venter på mig.” Han sank en klump. Ikke bare over hovedpinen, men også over, hvor vred Samael ville være, når han nåede frem. Det var snart midt om natten og han skulle have været hjemme ved solnedgang. Hans herre ville uden tvivl være vred. Og det var aldrig godt.

Ella satte sig ned i sandet, der efterhånden var blevet koldt, og mere koldt end man ville forvente for en ørken, som natten var kommet frem på himlen. Hun kiggede på ham med sine store sorte øjne som han forvandlede sig tilbage til en menneskeskikkelse, men en ro som afslørede, at denne type for forvandling var normal for hende. Måske ikke at overvåge, men når man selv udførte samme magi i tide og utide, var det mere underligt hvis folk havde svært ved det.

Det var ikke svært at se hvilken smerte Zofrost blev udsat for. Hans øjne løb ikke i vand, men smerten var nok til at bedøve andre ansigtstræk der normalvis ville være tilstedeværende, og give ham et træt udseende over det sædvanlige. Hun bemærkede at mange af hans sår var healet sammen, specielt det i siden fra pilen. Han ville komme sig over sandstormens hærgen, før end det lille sår der var blevet slebet frem i Ellas øre ville forsvinde.
Hun lagde hovedet ganske let på skrå, trådte nærmere og gned sit hoved op af hans arm som en kat. Det lette bump, der var nemmere for hende at udtrykke end hvis hun skulle tale. Hun forstod. Hun vidste at han var nødt til at løbe.

Ella bakkede væk, rystede pelsen endnu engang, kiggede på ham igen, og lavede et hovedkast ud mod ørkenen. Det var ikke sikkert hun kunne følge med hele vejen, men hun kunne give det et ærligt forsøg! Hendes første skridt var luntende, inden den slanke hvide skikkelse satte op i fart, igennem sandbakkerne, forventende at Zofrost fulgte bagefter.

Zofrost var nærmest ikke nærværende, selvom han forsøgte at fokusere på hende og ikke på smerten, men det var først, da hun gned sit hoved mod hans arm, at han fik styr nok på sig selv til faktisk at opfange, at hun udtrykte medfølelse. Forståelse. Han fulgte hende med blikket som hun satte i løb. Overraskelsen gled over hans ansigt, som det gik op for ham, at hun ville prøve at følge med ham. For et øjeblik blev han siddende, alt for træt til at rejse sig, men der var ikke andet for. Så kort efter indhentede han hende, men i stedet for at løbe så hurtigt, som han kunne, tilpassede han sin fart med hendes. Skaden var alligevel sket, om han nåede lidt før frem ville ikke ændre noget. Og på en eller anden måde var det meget hyggeligt med selskab i det tomme, mørke landskab.

Endeligt dukkede byen op, oplyst af fakler. Zofrosts hovedpine var faldet så meget, at han følte sig som en helt ny halvdæmon. Selvom lysten til at sætte farten op havde plaget ham, var han blevet ved det mindre dyr. Nu havde de været igennem så meget, så kunne han vel også lige sikre sig, at hun kom sikkert frem til byen.
Men som han så byen, dukkede en klump op i hans mave. Samael. Langsomt sænkede han farten en smule, som hans blik blev mørkt. Zofrost var i store problemer og han vidste det. Og det var der ikke noget at gøre ved, andet end at kæmpe sig igennem det og komme ud på den anden side. Som altid. Men væsnet ved hans side var et frit væsen. Et lille smukt frit væsen, som Samael ville elske at få som kæledyr, Zofrost var ikke i tvivl.

Tankerne væltede igennem ham, katastrofetanker fulgt af let angst og en fornemmelse af, at han skulle gøre noget. Så det gjorde han. Pludseligt kastede han sig frem, ind foran hende, snerrende og med tænderne blottede. Skællene rejste sig og raslede mod hinanden, som de blev røde. Han tog et par skridt i mod hende, forsøgte at skræmme hende. Trods hans udstråling af fare og vrede, var hans øjne triste, for han kunne godt lide hende. Det var for hendes egen skyld. Hun måtte ikke tro, at de var venner, ikke tro at hun kunne hjælpe ham. Han ville ikke hjælpes, for det ville ikke ende godt.
Et bjæf lød fra ham, efterfuldt af en knurren, der tydeligt sagde, at hun skulle blive væk. Han sprang kort frem, snappende efter hende, inden han kastede sig rundt og løb mod byen, denne gang så hurtigt som hans krop kunne komme fremad i det tunge sand.

Bare hun blev væk fra ham. Han var ikke god for nogen.

Hvilket Samael også fortalte ham, da han fandt tilbage til ham.

Ella var ikke den hurtigste skabning på jorden, men hun var ikke langsom. Benene bevægede sig hurtigt og så længe Zofrost holdte det tempo han havde nu, havde hun ikke problemer med at følge med. Og hun kunne løbe længe, ligge mange kilometer bag dem før byen begyndte at blive synlig. Det var egentlig ikke en by hun havde noget at gøre med, på normal basis. Den var på mange måder fremmed, men bedre end at være strandet i den enten iskolde eller brandvarme ørken. Nok også derfor hun fortsatte i retningen.

Det hele skete så pludseligt. Ella pressede fødderne ned i sandet for at bremse ide Zofrost i sin store hundeskikkelse sprang hen foran hende med en grufuld snerren og skarpe tænder blottet. Forskrækket bakkede hun et par skridt og så på ham med sine store kulsorte øjne, i ren forvirring. Hun vidste ikke hvad der foregik, men enhver anden i denne situation ville ligesom Ella krumme sig sammen og bakke væk. Forskrækket og nervøs for forandringen. Hvorfor opførte han sig sådan. Med alle faresignalerne omkring ham, var det svært at opdage andet end vreden og faren han udgjorde, selvom hun så i hans øjne. Men det havde været nok til at hun havde taget et halvt skridt frem.

Forskrækket sprang hun tilbage og lagde et par meter imellem dem før hun stoppede op igen og stirrede på ham. Han.. Han havde snappet ud efter hende.. Ella satte sig ned i sandet, mens blodet, adrenalinen og hjertet pumpede derud af af frygten. Hvorfor?
De blanke øjne fulgte den store hundeskikkelse der løb igennem sandet, med kursen mod byen. For et øjeblik fjernede hun ikke blikket fra ham, men som han forsvandt ud i horisonten, løftede hun blikket til byen. Som var det byen der havde gjort ham gal. Tingene passede ikke sammen til at han pludselig udviste aggressiv adfærd. Han kunne havde forladt hende ved ørkenelverne, eller i sandstormen til at blive dræbt og flænset af sandet. Ella blev siddende i sandet selv som mørket for alvor lagde sig omkring ørkenen og byen selv. Undrende over hvad hun havde gjort forkert.