Samson hævede øjenbrynene, da Damia sådan forsvandt ned i jorden. Jaja da, den metode kunne man jo også vælge, frem for at skulle vænne ryggen til og SÅ begynde at gå. Sådan ville enhver normal person da nok gøre, ville de ikke?

*Hmn.. måske man ser noget til hende en anden god gang?* tænkte han kort, inden han smed tanken om i baghovedet og vendte sig mod Yang.

"Hvad du har ret til, frem for slaverne? Jo, ser du.. slaverne lider meget mere, end tjeneren gør. Eller, det kommer du til at vælge selv et eller andet sted, men jeg lytter mere til tjenere, for de skulle meget gerne stå ved min side, og det gør slaver netop ikke. De ønsker det ikke. Men du, du videregivet dig til mig. Godt nok med tilbagebetaling, men i realiteten. Du har sagt at du vil følge mig, så det går jeg ud fra. Tag det lidt som en højrehånd, og dog stadig, skal du adlyde nogle kommandoer indimellem. Ser du.. Der er lysets krigere, mørkets krigere, og så er der også os. Jeg skal have samlet nogle flere så vi bliver en lille bande. Magierne skal selvfølgelig helst være stærke, så dem træner vi ofte, og det er slet ikke det eneste vi skal træne. Der kommer reaktionsevner, hurtighed og så ellers motion, så man holder sin krop i gang og ikke bliver sløv, for så kommer man først til skade.. Banden skal simpelthen nå status her i landet. Vi går efter høj status her selvfølgelig.." Samson bruger hele sin krop for at forklare dette for Yang. Han havde haft planen i baghovedet længe. Selv da ham og Tom var et lille hold. Dog var det ikke helt nemt, da Tom ikke var så stærk igen.
Men Samsons kropsbevægelser sagde tydeligt, at det var noget stort han havde i sinde at udføre.

".. folk vil frygte os..," Et stort ondskabsfuldt smil, bredtes på hans læber.

"Vi skal så også bære noget krigerkluns, som symboliserer vores lille team, og det har jeg netop tænkt over.." Han nikkede let og havde et veltilfredst smil på læberne.

"Tyren... er vores symbol..,"

hun lægger armene over kors, alt imens han fortæller hende hele smøren. et lille suk forlader hendes læber, og hun puster lettere irriterret en tot hår væk fra øjnene..

"så det du siger er... at... nej, jeg forstår det ikke helt. skal jeg ride rundt på.. DEN der?!" siger hun, og peger på brutus. hun går usikkert hen imod tyren, der straks begynder at pruste, og får hende til at bakke lynhurtigt..

"Samson, godt nok er jeg din tjener, men du får mig IKKE til at hverken ride på den, have den brændemærket på mig, eller OVERHOVEDET være i nærheden af den..." siger hun, og sender tyren et usikkert blik.

"nej, jeg mente om jeg havde nogle mere... personlige fordele?" siger hun, da hun er kommet sig lidt over tyren. hun smiler skævt og slår et lille slag med hovedet, for at få håret væk fra øjnene... hun indser at hendes sætning kunne dobbelttolkes, men vælger at lade samson afgøre, hvad hun mente...

Samson begyndte at grine da hun åbenbart troede at hun skulle ride på Brutus.

"haha! Nej nej NEJ!" Brummede Samson og havde stadig et smil på læben. Det morede ham, at hun troede at hun skulle ride på Brutus.

"For det første, han er min tyr.. for det andet, han accepterer ikke, at andre rider på ham.. for det trejde, skal der slet ikke være noget brændemærke af en tyr! Det bliver afbilledet på tøjet!" Han smilte atter stort. Nemlig! Det skulle kun være et symbol, som var bagpå en kappe, og selvfølgelig kun dem som var en del af gruppen.
Samson hævede undrende det ene øjenbryn, da hun nu åbenbart ville have nogen personlige fordele.

"Altså.. du har lov til at slå dig ned i mit hus, spise min mad og jah.. du tænkte måske på... noget andet?" Når nu Samson tænkte over det, så kunne hendes spørgsmål virke en anelse mærkelig.

"Går ikke udfra, at du ligefrem vil have omsorg og den slags, som fra en partner? Følelsesmæssigt? " Han rystede let på hovedet, inden et kort grin kom fra ham.

hun ånder lettet op, da hun indser at hun ikke skal i nærheden af tyren, og smiler, dog stadig lettere usikkert, imens hun betragter ham med et hævet øjenbryn. ved hans sidste spørgsmål lægger hun armene over kors, og spidser munden let, som for at sige, at det er PRÆCIS hvad hun vil have.

"Men som sagt- jeg fryser, kan vi ikke gå herfra?!" siger hun med en spinkel stemme. hun gyser, da en kold vind fejer ind over området, og får hårene i hendes nakke til at rejse sig. Yang stiller sig lidt i læ for vinden, ved at stille sig foran samson, det store brød...

Samson bemærker hendes kropssprog..

*Ohh.. det var nok netop det hun havde tænkt sig alligevel* tænkte han, mens han tog en hånd om bag nakken og kløede sig lidt. Han følte sig ikke særlig tilpas et eller andet sted, og var egentlig lidt glad for at hun igen nævnte det med at gå et andet sted hen.

"Jo.. Vi går hjem til mig..," brummer Samson og tripper lidt med fødderne.

"Så.. kan jeg også se på dit kommende tøj.., Det skal selvfølgelig være en del af vores lille gruppe. Har dog endnu ikke fundet på noget navn til den. Ved bare, at symbolet skal være et tyre-hoved. Til ære for Brutus selvfølgelig." Han nikkede let og så hen på Brutus.

"løb du bare i forvejen... " Brutus vendte sit store tykke ansigt og stirrede kort på Samson og Yang, inden den vendte sig og begyndte at løbe derfra.

"Vi må tage den til fods, men der er heller ikke så langt igen, så det går.."

Hun nikker mut, og trasker over til sivene, hvor hendes få personlige ejendele ligger, dvs. en lille læderpung med et ying/yang tegn, og et par småmønter i. hun samler pungen op og lader den hvile i hånden i et par sekunder, før hun binder snoren om halsen, og vender sig om. et kraftigt, hvidt lys omgiver hende, og hendes skikkelse ændrer form; hun falder ned på alle fire, og snude, poter og hale vokser frem, sammen med en tyk, grå pels. med tungen ude af munden, spidsede ører og læderpungen dinglende fra halsen, sætter hun i løb efter tyren, hen imod samsons hus...


//OUT

Samson så da Yang ændrede form. Nå ja, det var jo det hun kunne!
Han fik Brutus til at ændre kurs og komme lidt mod Samson igen, inden han lod sig blive tiltrukket til tyren, indtil han sad på ryggen af den.
Atter satte tyren af, i retning mod Samsons hus.

//out

Murizz står i græsset, ikke ret langt fra vandfaldet, og stirre ned i vandet. Han har hænderne begravet i lommerne, på de sorte løse bukser. Hans jakke er åben, og det sorte slips flagrer lidt fra side til side, pga. vinden.

Murizz lægger ikke mærke til nogen, før Larna henvender sig til ham. Han skæver kort til hende, og smiler så skævt, før han igen ser ned mod vandet.
"Ja .. Hej," siger han lavt. Han ser lidt efter på guldringen, der sidder på hans venstre hånd.

Han tager kort efter ringen af, mens han står og overvejer om han skal smide den i vandet. Han ser så på Larna. - Han har tårer i øjnene.
".. Meier er rejst..!" siger han kort, før han falder ned på knæ og sukker tungt. Han ligger ringen på jorden foran sig.

Han skæver til larna, før han tager ringen, holder den ind over vandet, hvorefter han giver slip på den.
"Men .. Han er væk ..." mumler han bare. Han tørre tårene væk fra kinderne og forsøger at holde de næste tårer inde.

Han ser på hende.
"Hvad mener du ?" spørger han lavt. Kort efter glider der igen tårer ned af hans kinder.

Han ser mod jorden igen og trækker let på skuldrene.
"Det ved jeg ikke .. Meier var den eneste jeg følte mig rigtig tryg hos ..," siger han lavt og sukker tungt.

Han ser på Larna og smiler så skævt.
"Tror du?" spørger han stille, før han rejser sig op.
"Jeg .. tror jeg smutter .." siger han kort, før han vender sig om og begynder at gå derfra, med hænderne i lommerne, og blikket vendt mod jorden.

//Out.

Viki går hen mod vandet, og sætter sig lige ved vandkanten, hun begynder at se sit eget spejlbillede, mens tankerne gik på hendes forvandling, der var sket så meget. Hun rykker en ildrød hårlok om bag øret, og der går ikke lang tid inden hendes tæer kommer ud i vandet og laver ringe.
((den skriver ikke hele teksten!))

Devyn kom stille gående ind fra træerne. Hendes åndedragt var blevet dårligere og dårligere så længe hun havde gået i skoven. Hun begyndte at vakle og veltede ned på knæ. Hendes hvide tøj blev brune men hun tog sig ikke af det. Hun kiggede op fra jorden og så vandet. Hun rejste sig op med hjælp af et træ. Hun gik vaklende hen til vandfaldet. Da hun kom hen til vandfaldet lukkede hun øjne og besvimede ned i vandet. Et lysglimt kom fra vandet og lidt efter kom en havfrue op fra vandet. "Orv der avr jeg heldig." mumlede hun og smilte lidt for sig selv. Hun begyndte at pladske lidt i vandet med sin hale. Hun havede ikke opfattet at der var andre til stedet.

Viki får store øjne da hun ser den vaklende pige blive til en havfrue det var første gang hun så en, ellers kendte hun kun historierne da hun var en lille pige, noget hun ikek var for ret lang tid siden...
Hendes mund er helt åben indtil hun tager sig sammen, hun begynder at vinke ivrigt til havfruen, med et venligt smil,
fantastisk tænker hun ivrigt, med det store smil på

Devyn begyndte stille at svømme nede under vandet og samlede noget metal ting op fra vandet. Det lignede en gaffel eller sådan noget. Hun kom op fra vandet og kiggede lidt rundt. Hun så en person vinke og hun vinkede venligt igen. "sikke nogle mærkelig ting mennesker smider i vandet. Tænk på os der lever i vandet." mumlede hun og rystede lidt på hovedet.

Efter at have prøvet at vinke hende hen til sig, sukker hun da havfruen ike kommer, det kunne ellers have været spændene, istedet ligger hun sig hen på maven, og kigger bare facineret over på havfruen.
tankerne flyver afsted mens benene svajer frem og tilbage i luften..

Devyn kiggede lidt på kvinden. Hvorfor stirede hun sådan på hende? Hun var helt lost. Hun dykkede nede under vandet og svømmede hen til breden og dukkede op direkte foran hende. "Hej." sagde hun stort og fik et smil på læben. Hun begyndte at studere kvinden. Var hun et menneske? Hun havde stadig gaflen i hånden man lagde den så på breden.