Pax kom til at le lavmælt. ”Det er nok meget godt, hvis det lyder sådan for os, for der er sgu da ikke nogen, der vil lade to mænd gifte sig”, svarede han prompte, næsten moret, til trods for hans alvorsfulde blik. Pax skulle dog ikke forblive liggende sådan i lang tid før, at smilet atter blev drillesygt, næsten skadefro. Hastigt tilføjede han: ”Medmindre en af os klæder os ud som en kvinde. Verdis har nogle gange sminke på og kjole – han siger, jeg ville være ret flot med det på faktisk! Noget med lange øjenvipper, høje kindben og et vaskeægte babyfjæs!” Pax blinkede teatralsk med begge af sine øjne før, at han brød ud i et lavmælt grin.

Da Juno omsider afslørede sin egentlige bekymring, svandt alt det drillesyge og morede dog langsomt ind. ”Vi fikser det. Og hvis du sætter ild til det hele, så stikker vi af”, mumlede Pax opmuntrende, hvorefter han trak sin hånd til sig og i stedet satte sine fingerspidser under Junos hage. Han puffede blidt til den, så han kunne fange hans blik med sit eget. ”Det går. Det går altid. Det har ikke rigtig andet valg.” Pax nikkede afmålt, som var der derved ikke mere at diskutere, og lænede sig dernæst frem for at kysse Junos mund. 

Pludselig var det så indlysende, hvad Juno var nødt til at fortælle Pax - hvad han længe, havde tænkt over, at han burde fortælle ham, men havde holdt tilbage, af grunde han ikke selv vidste hvad var. Der var ingen grund til at lade Pax klæde sig ud i dametøj - udover, selvfølgelig, at Juno ville elske synet. Det var tydeligt at Pax mente det som en joke, men Junos øjenbryn fløj straks interesseret op i panden på ham. 

"Godt med en plan B," svarede Juno med et halvhjertet grin, da Pax havde tilbudt at de kunne stikke af, hvis det gik helt galt. Det gik rimelig galt sidst jeg ledte en bande, stoppede Juno sig selv fra at sige, for så var Pax's mund mod hans, og der var andet, han hellere ville, end at bringe Pax med sig ned - som for eksempel at kysse ham, til han glemte alle de tænkelige måder, det kunne gå galt på.

Ægteskab glemte han dog ikke helt lige så nemt, og da han trak sig ud af kysset, var det med et bredt smil. "Du siger bare til, når du vil giftes, Ulv," fortalte han med et grin og kørte begge sine hænder igennem sit blonde hår med sin evne, så det kom ud langt og feminint, bare et øjeblik, inden han med et grin fik det vendt tilbage til sin sædvanlige korte frisure. "Jeg har lært en ting eller to med min evne og - du ved - jeg kan godt ændre mig hundrede procent, hvis det er nødvendigt. Der er sgu ikke nogen præst, der skal stoppe os." 
Det var et skævt smil, Juno så an med, imens det faldt på plads i hans hoved, hvorfor han havde holdt sin nyopdagede del af sin evne skjult for Pax; pludselig var han bange for, at han hellere ville have ham i sin kvindelige version. For det var ikke dét han var. Selv når han brugte sin evne til at ligne én, så var han stadig en mand. 

Pax gik fra halvmoret spændthed til mild overraskelse, da Junos hår blev langt og feminint. Med et kom han til at le lavmælt: ”Hold kæft det er underligt at se dig – sådan”, udbrød han, ikke i stand til at skjule sin anerkendelse eller forundring. Først da ordene havde undsluppet hans mund, gik det op for ham, hvordan det også kunne lyde.
”Jeg mener – det jo bare – du jo ikke en pige, vel? Og det er – bare fucking mærkeligt at se.” Pax skar en grimasse af sin egen stupiditet, hvorefter han sendte Juno et beklagende blik. ”Du ser bedst ud med kort hår. Lad os bare holde det ved det”, skyndte han sig at tilføje, hvorefter han, som for at understrege sin pointe, lod sin hånd glide op og igennem det blonde hår.

”Såeh – gro bryster? Er det det, du mener?”, spurgte Pax dernæst, oprigtig interesseret, men dog ikke af den så åbenlyse grund. Pax havde ingen interesse i en kvindelig udgave af Juno – det ville jo trods alt ikke rigtig være ham – men det betød ikke, at han ikke så muligheder. ”Hvor hurtigt kan du gøre det? Eksempelvis… på markedspladsen. Hvis du skal ændre det hele? Forhelvede, du kunne – slippe afsted med en hel del. Vi kunne rent faktisk godt blive - gift. Vent, gør det lige igen –” Pax nikkede opfordrende, imens smilet atter vendte tilbage. ”Jeg skal lige lugte dig – om den skifter også.”

Pax's latter var smitsom, og Juno grinte også, dog lidt mere nervøst, imens Pax kommenterede på dén del af hans evne. Et lettet suk undslap ham også, da Pax strøg sin hånd igennem hans korte hår. Det var også sådan, Juno selv bedst kunne lide det. 

"Yeah, sådan, det hele," svarede Juno, i et forsøg på ikke at blive grotesk, mens han hentydede til hele sin krop. "Jeg kan ændre det hele på et øjeblik. Ikke nødvendigvis et kønt resultat, hvis jeg gør det hurtigt, men... det kan godt lade sig gøre. Jeg kan bare ikke holde på det særlig længe. Det eneste jeg kan ændre permanent, uden at skulle fokusere på det, er mit hår og min øjenfarve, og selv det forsvinder over tid, hvis ikke jeg holder det ved lige. Jeg mener, jeg er ret sikker på at det her er mit naturlige hår, men jeg bruger altid bare min evne til at sikre mig, at det sidder perfekt, så hvem ved?" Juno trak på skuldrene, men havde et næsten stolt smil på læberne, over at kunne overraske Pax med noget. 

"Fuck dig, jeg er sgu da stadig den samme person, hvorfor skulle jeg lugte anderledes?" spurgte Juno med et grin, men skiftede alligevel med ét krop. Hans ansigt og hår forblev stort set det samme, men hans krop ændrede sig drastisk, og, pinligt berørt over at Pax se ham sådan, lagde Juno en hånd om Pax's nakke og skubbede hans ansigt ind imellem sine nye bryster. "Nå? Dufter de anderledes, hr. Ulv?" spurgte han med et grin, inden han med ét vendte tilbage til sin egen krop. 

Pax’s øjenbryn skød op i panden og han fløjtede, tydeligvis imponeret – og forundret. ”Hold da kæft”, mumlede han, hvorefter han endnu engang lo lavmælt. ”Det hele?”, gentog han, nærmest som troede han ikke, hvad han hørte, skønt det nu ikke var tilfældet. ”Fuck.”

Udmærket godt klar over, at han ikke lød særlig begavet, tvang Pax dernæst sig selv til at forblive tavs. Det var dog svært, især efter Juno fik bryster og Pax’s ansigt dernæst forsvandt ind imellem dem.
For endnu engang måtte han le. ”Du ved sgu da ikke, om den ændrer sig!”, svarede han, hans stemme mumlende grundet deres nære kontakt. Da den bløde barm dog atter forsvandt igen, næsten i samme øjeblik som den var opstået, lød hans næstfølgende ord tydeligt: ”Jeg var bare nysgerrig, om du også – kvinder dufter anderledes. Du ved, sådan – det gør de bare. Indeni.” Pax var ikke sikker på, om det han sagde i grunden gav mening for andre end ham selv, men storsmilende trak han sig en smule tilbage, for at se Juno an igen.
”Du dufter stadig som dig selv. Det er kun udenpå du ændrer dig.”

Pax fæstnede sit blik på Junos så velkendte ansigt. Hans smil forblev, men ændrede karakter til et, der var langt varmere end det forrige. ”Jeg kan bedst lide dig uden bryster, hvis du skulle være i tvivl”, mumlede han, hvorefter han hejste sig op i strakt arm og dernæst lagde sig henover den blonde mand. ”Du er faktisk ret pæn sådan her – men – du sagde øjenfarve – hvad er den rigtige farve så?”

Selvom han ikke havde lyst til at tro på det, så gav det mening, at kvinder duftede anderledes end mænd. Det var alligevel en umådelig lettelse for ham at høre, at han stadig duftede af sig selv, ligegyldigt hvordan han så ud. 

"Tak," svarede han med et fnys, da Pax sagde at han foretrak ham uden bryster. Det gjorde han også selv - og han var taknemmelig for at Pax havde det på samme måde, selvom han ikke lod ham se det. "Jeg foretrækker også bryster på andre. Det er ikke lige så sjovt at røre ved dem, når de sidder på min krop," svarede han med et grin. 

"Sådan her?" spurgte han. "Du mener, sådan som jeg altid ser ud?" Han smilede bredt op til Pax nu. Han havde aldrig set nogen grund til at fikse de mørke render under sine øjne eller de ar han havde - det ville alligevel ikke holde mere end én dag og modsat sin hårfarve og øjenfarve, så var det ikke noget han gik op. Så længe han var lækker, så var de ting ligegyldige, og han fandt sig selv utroligt lækker, med eller uden render under øjnene og med eller uden ar. 

"Jeg er ikke sikker," svarede han med et træk på skuldrene. "Hvis ikke jeg holder det ved lige, så bør den rigtige farve skinne igennem om to uger. Skal vi finde ud af det?" Dén slags havde Juno intet imod at ændre - hans øjenfarve var ikke en del af ham, den var rent kosmetisk. 

Pax fnøs moret og himlede dernæst med øjnene. ”Så skal jeg skaffe en amulet og blive til en kvinde hver anden uge eller hvad?”, spøgte han, hans stemme lige dele udfordrende og moret.
Indtil dét øjeblik havde Pax aldrig skænket sit køn en tanke. Han var trods alt født som mand. Han kunne dog ikke benægte, at en pludselig og uvelkommen usikkerhed havde sneget sig ind i hans bryst. Ville Juno gerne være sammen med en af hunkøn? Ville han savne det?

Ikke interesseret i at lade tankerne dvæle ved den overvejelse for længe, hastede Pax dog videre, nærmest inden Juno kunne nå at svare ham.
”Ja, sådan som du altid ser ud. Du er – pæn”, svarede Pax henkastet, ligeså meget fordi, at det var mærkeligt for ham at sige men også eftersom, at han var overbevist om, at Juno i grunden ikke behøvede at høre netop de ord. Dernæst smilede han bredt og nikkede afmålt. ”Jeg vil gerne se det”, indrømmede han, dog uden kvaler, hvorefter han gled ned fra den blonde mand og satte sig op.

”Jeg skal have fundet Sarah. Skal jeg følge dig hjem til Lizzy?” 

"Ellers tak," udbrød Juno med et højtlydt grin, da Pax tilbød at finde en amulet. Hvor gode bryster end var, så foretrak han både sig selv og Pax uden. Han var slet ikke i tvivl om at Pax ville se godt ud som kvinde også, men han foretrak ham nu som han var. 

"Selvfølgelig er jeg det," svarede Juno med et kækt smil, der antydede at han var fuldstændig klar over at han var pæn, men rødmen i hans kinder afslørede også, at han aldrig havde hørt Pax sige noget lignende, og at det trods alt gik direkte i hans hjerte. Endnu mere, da Pax gav udtryk for gerne at ville se hans ægte øjenfarve. Til dét nikkede Juno tavst og satte sig for at lade sin rigtige øjenfarve komme frem. 

"Det må du gerne," svarede Juno straks og satte sig også op. Han havde helt glemt, at han havde lovet Lizzy at komme forbi. Hvordan kunne han lede en bande, når han knap nok kunne tage sig af sin ene unge? "Jeg har ikke lyst til at slippe dig. Hvem er Sarah?"

Pax fnøs moret og himlede med øjnene, hvorefter han gav Juno fingeren. Til trods for den så umiddelbare respons bed han dog godt mærke i de røde kinder og da han dernæst satte sig op, smilede Pax stort. Ikke, fordi han var selvtilfreds, men fordi at det var – rart. Hele situationen var varm og indbød ham ikke til andet end at sidde og smile dumt.

”Sarah er vist fra efter din tid”, fortalte han, om end en anelse eftertænksomt, i samme øjeblik at han lagde en af sine arrede hænder ovenpå Junos. ”Hun er min i arenaen”, lød det dernæst henkastet. Der gik dog ikke lang tid før, at Pax fik et smørret smil om læberne og tilføjede: ”Jeg har set hende samle en halvork op og flække ham på midten. Du fatter ikke, hvor vilde profitter jeg har lavet på hende.” Pax kunne ikke skjule sin så umiddelbare stolthed men den var ikke alene rettet mod hans egen salgsevne. Nej, også Sarahs formidable evner. Den indgød ikke til andet end respekt. ”Lad være med at pisse hende af, for hun kan slå dig ihjel ved at knipse med fingrene.”

Pax gav Junos hånd et fast klem og løftede den dernæst op til sine læber. Han kyssede hans håndryg og sendte ham et oprigtigt smil. ”Vi ses i eftermiddag. Medmindre du er stukket af inden selvfølgelig. Jeg skal bare have fikset det her. Sarah er førsteprioritet. Og du skal overholde dit løfte til Lizzy. Hun glemmer det fucking ikke.” Pax lo hæst og lavmælt, hvorefter han gav slip på Junos hånd og i stedet lagde en arm omkring hans skuldre. ”Jeg kan hente dig, når jeg er færdig, hvis du vil have det?” 

Juno lyttede opmærksomt til den information han fik om Sarah. Den energi Pax lagde i arenaen kunne Juno ikke hamle op med - råstyrke eller vold havde aldrig været hans forte, og han vidste, at det aldrig ville kunne blive dét han mestrede. Det eneste arenaen kunne gøre for ham, var at holde folks fokus væk, imens han tømte deres lommer, og det tvivlede han på at Pax ville tillade. 
Alligevel nød han at høre om Pax's investering i det og de talenter han havde fundet. 

Da Pax kyssede hans håndryg, havde Juno allermest lyst til at lægge sig ned i sengen igen og tænke på dét resten af dagen, men Pax's arm om hans skuldre fik ham på bedre tanker. Han ville også gerne se Lizzy igen. 
"Hent mig," bad Juno, og lagde en arm om Pax, for at møve sig ind mod ham en sidste gang, inden de kom udenfor og Juno ubevidst slap ham, så der igen kunne være tvivl om, om de elskede hinanden som venner eller som mere end dét.