Borgmesterens fest huh? Det var lige pludseligt et meget større projekt, hvis Asith skulle til at infiltrere overklassen. På den anden side, var de i landsbyen på meget lånt tid og han havde ikke muligheden for at blive i flere dage for at få pengene samlet. Asith prøvede sit bedste for at holde sin interesse uskyldig og overfladisk nysgerrig imens han tog informationerne om festen ind. "De rigtige navne, huh?" Han lagde hovedet på skrå og trak på skuldrene som om det var en værre skam. "Det var ærgerligt. Vi har ikke mange bekendte her i området. Tak alligevel." Han gav kroejeren et venligt nik og et vink og hægtede sig selv fri fra disken for at gå ovenpå.

Borgmesterens vinstue? Han burde have opgivet tanken om at gøre et overklassemenneske sit mål, men det ville trods alt være hos dem at både udbyttet ville være højest og konsekvenserne ville være mindst. Det var jo nemmere for rigmænd at mangle en smule fra deres punge end det var for de hårdt arbejdene farmere. Asith sukkede lidt opgivende og konkluderede at han måtte lægge hovedet lidt i blød for at komme til det rigtige valg. Måske endda bede om Selmy's input? Planen havde lagt og kogt i hans hoved så længe at den ikke længere føltes helt gennemtænkt. Han lagde det fra sig for en stund og slog blikket op imod højden hvor værelses-numrene hang. Værelse 3 var hvor Selmy var blevet indlogeret? Efter en ganske kort søgen, fandt han døren og bankede på. "Det er mig." meddelte han, selvom han ikke regnede med at Selmy ville afvente andre derinde. Han ventede ikke på at der blev åbnet op for ham, men gav alligevel Selmy et sekund, som om han skulle have tid til at forberede sig på hans entré. Som han lukkede døren bag sig, rislede hans illusion væk og efterlod blot en smule grålilla røg, der hang stædigt i luften i et par sekunder. Asith var tilbage til sit lilla mørkelver selv og hans udtryk var så fokuseret at man nærmest kunne høre hans småkriminelle tanker skure imod hinanden som rustens metal.    

Kroejeren virkede temmelig overbevist af Asiths skuespil, og begyndte afslappet at vende sig om mod nogle øltønder, og fyldte et fad med lerkrus op, som han kunne dele ud til sine tørstige gæster. 

Ovenpå havde Selmy overtaget værelset, og havde rykket taskerne or Asiths kurv ind til væggen. Vaskefadet, som var fyldt op med rent vand fra kroens brønd udenfor, havde han taget ned på gulvet, og han sad på hug ved brændeovnen. Hans uldundertrøje, hvide trøje og sorte doublet havde han lagt ind over en fodkarmen i enkeltmandssengen henne ved vinduet, som han vaskede sit ansigt og sin overkrop.

Som forventet regnede han med at Asith ville komme op til ham, og han kiggede op, da der blev banket på. “Bare træd indenfor” Svarede han, og vaskede sine arme med en klud. Han kiggede spørgende på Asith, som tog form som sig selv med det samme, og Selmy kunne se på ham, at han tænkte, så det knagede. Han var dog ikke i stand til at gennemskue ham. “Hvad er der los?” Selmys stemme var interesseret, som om der slet ikke havde været nogen gnidninger imellem dem. Han havde brug for at de forblev sammen nu. Han brød sig ikke om at rende rundt, med ansvaret for at holde på alle de krystaller.

For en kort stund svarede han ikke, men blot tænkte videre. Først da han satte sig på kanten af sengen syntes han at vågne lidt op fra sine planer for at besvare Selmy's spørgsmål. "Hnm.." Han lænede sig forover så hans albuer støttede sig på hans lår og hans hvide fletning faldt ned over den ene bare skulder. "Det ser ud til at overklassen samles til festligheder hos borgmesteren." Svarede han og kneb øjnene lidt sammen imens han stirrede på ingenting. "Jeg havde håbet at kunne drive en enkelt af dem løs fra flokken men... Alt er bag lukkede døre og det kræver kontakter eller status at komme ind." Han lavede et ugideligt støn og vippede sig selv bagud så han dumpede ned imod sengen, der knagede let under hans vægt. Med øjnene rettet imod loftet, begyndte han at tænke højt og havde totalt glemt at ekskludere Selmy, som han originalt havde planlagt. 

"Måske kan jeg gøre det udefra...? Men stedet har sikkert en vagt..." Han lukkede øjnene og rynkede brynene, som om det skulle hjælpe ham med at tænke mere klart. "Men hvis jeg kunne komme ind..." Begge hans hænder fandt hans ansigt og plantede sig på hver sin side på en smule frustreret måde. "Det er for risikabelt, men vi kunne være over alle bjerge i morgen, hvis det gik godt. Men jeg ved ikke om jeg kan narre en hel flok rigmænd på én gang..!" Der opstod en vis form for fortvivlelse i hans stemme. Med sine fingerspidser hev han en smule ned i sit ansigt og holdt det således i en opgivende grimasse før han gav slip igen og hans arme dumpede ned på hans bryst. Han havde ikke ressourcerne og hvis han havde, så vidste han ikke hvordan han skulle gå til værks. Han kunne selvfølgelig bare iklæde sig sin fornemmeste illusion og håbe på, at det virkede, men de lukkede sikkert ikke hvemsomhelst ind, ligegyldigt hvor smuk han kunne gøre sig selv... Med mindre selvfølgelig han holdt sig til sin originale plan og blot tog imod den udfordring der var at holde trit med en hel flok nobelmænd.   

Selmys grå øjne fulgte mørkelveren, som han banede sig vej til sengen og satte sig og talte fraværende med sig selv. Eller sådan virkede det som om. Selmy følte i hvert fald ikke, at han havde den ringeste ide om, hvad han snakkede om. Hvorfor skulle han absolut ind til borgmesteren og have fat i én? 

Som Asith dumpede ned at ligge, og ikke kunne gøre op med sig selv, om han skulle satse eller ej, forblev Selmy stille og tænkte for sig selv. Man kunne høre at kluden igen dyppede i vandet, og Selmy fortsatte med at vaske sig ren. Som man skulle tro, at Selmy havde tankerne andetsteds, siden han ikke svarede ham før nu, talte han lavmælt. “Vi kunne vente den halve nat med at tage derud...” Foreslog han tankefuldt “Når alle har fået noget indenbords, og de fleste er gået omkuld i deres senge...”. Selmy havde ikke selv været fuld, så han kendte heller ikke til hvordan det var at sove sig fra alle farerne omkring sig. Og han vidste heller ikke hvor smertefuldt det kunne være, at vågne op eftermiddagen efter med rungende tømmermænd. Men med Asiths list og skuespil, skulle han nok kunne klare det.

“Måske skulle jeg bare blande mig udenom...” Tænkte Selmy højt, mens hans tanker var hos den afdøde Kilepræst. En sådan fejltagelse måtte ikke ske igen. 

Det havde været en ensidig samtale, så Asith blev næsten forskrækket over Selmy's pludselige kommentar omkring at vente til de sene timer i festen. Mørkelveren satte sig op med et ryk og slog blikket ned på Selmy, som stadig vaskede sig på gulvet. Han havde været så langt inde i sit hoved at han først rigtigt kiggede på rummet omkring sig selv nu. Tankefuldt løftede han sine fingre op til sin hage og overværede Selmy for en stund. Var han ikke ukarakteristisk ligeglad med det kriminelle aspekt i hans plan? Forskellen fra da det mødtes og til nu var ret massiv. Så igen, der var ikke meget der kunne toppe hvad der havde sket mellem dem og Kilepræsterne, men burde Selmy ikke have en smule større sympati for overklassen når han normalt selv var en del af den. 

"Hvis jeg ikke skulle tage meget fejl, lyder det som om du gerne vil til høstfest?" Mumlede han en smule skeptisk. Det ville være en god nok ting at have en højre hånd derinde og Selmy var helt sikkert i sit es iblandt de rigere landsbyboere. Han ville kunne udglatte akavede situationer og snakke som en rigtig aristokrat, kunne han ikke? Og så var Asith ret sikker på, at Selmy ikke ville forpurre alting og gå hen og blive fuld. "Jeg ved ikke... Burde du ikke være lidt mere..." Han viftede hånden og ledte efter det rette ord. "...Øm overfor disse mennesker? Du er klar over at jeg har tænkt mig at stjæle fra dem, er du ikke?" Han rejste sig fra sengen og fiskede sin sketch ud af sit bælte og begyndte at nær-studere den imens han igen snakkede lidt som om det bare var hans tanker, som fandt vej ud af hans kranie. "Ikke at de ville savne et par safirer... Det ville være nyttigt med en makker derinde, hvis det skulle gå helt galt..." Han stirrede på pergamentet for en stund og dernæst på Selmy. "Men tror du at du ville kunne få adgang?" 

Han fnøs og rystede straks på håret og kiggede ned i vandet. Han lod fadet blive stående og rejste sig, for at gå hen til fodenden af sengen, hvor hans tøj hang. Denne gang udelod han dog uldundertrøjen og sin doublet, og trak kun den hvide bluse over sit hoved, da den var mest ren. Og så slap han da for alle folks kritiske eller misundelige blikke, når de så ham i hans pæne doublet. Hans sorte ridestøvler med herrehæle og det sorte bælte var stadig meget fint, men han så lidt mere gennemsnitlig ud i klæderne nu. 

“Det ved jeg ikke. Måske kunne vi tage ned og deltage i en enkelt dans” Lo han smørret og kiggede ned på Asith, der trods hans spørgsmål, virkede ret så skeptisk overfor ideen. Selmy satte sig straks i sengen og kiggede på Asith, for at prøve at gennemskue ham ovenpå alt det andet han havde spurgt ham om. For ham, lød det næsten som om at Asith fiskede efter, at han skulle forhindre ham i at tage derhen og stjæle. “Jo men...” Hans øjne rettede sig mod den sketch, som Asith fiskede frem. Det var faktisk første gang han havde set noget af det som han havde lavet... Selv med Selmys nye viden om Asiths alder, var det temmelig imponerende hvad han havde formået at få med ned som detaljer. Det var flot lavet... Men pigens irriterende ansigt fik ham til at rynke på næsen, og han kiggede på Asiths øjne, som de kiggede ned på billedet. Beundrede han hende mon? Måske var han virkelig komplet seksuelt akavet...

Selmy rømmede sig. “Hvad vil du have jeg skal gøre? Du har hele tiden haft sigtet dit mål på de mennesker... Også selv om jeg har prøvet at tale dig fra det... Og optil nu har du slet ikke villet inddrage mig i dine planer, og jeg ved stadig ikke hvordan du præcist vil gøre det...”. Han tænkte på pigen og havde egentlig en ide om, hvilken retning han ville gå med det... Men han kunne ikke forestille sig at Asith med sin elviske højde eller sin herrestemme ville kunne klare opgaven uden hjælp. “Men nu er det sådan at vi følges ad... Jeg kender slet ikke de mennesker, men jeg kender dig”. Selmy kiggede væk og gned nervøst sine hænder, som han holdt sig selv fra at sige noget, der kunne virke for sukkersødt og for afslørende. Asith var hans ven. Han havde... bevæget sig lidt hen ad den sti, da de tog fra Amazonitskovene, og Asith havde opført sig virkelig... dejligt over for ham. Der var et eller andet ved Asith, der havde sat sig fast i hans hoved, efter at han havde leget kælent med hans hår.

“Altså... jeg kan nok ikke få os ind nogen som helst steder. Du kan da satse på, at hende tøsen der, kan komme ind alle steder” Han viftede en kritisk hånd hen mod skitsen, og lagde et ekstra tryk på, da han refererede til hende. Han kunne virkelig ikke lide hende. 

Sketchen var i sandhed en god reference til kvindens udseende, også selvom Asith havde taget sig nogle kunsteriske friheder. Det var ikke noget mørkelvere var kendt for - deres kunstneriske færdigheder - så havde taget en del flere år at komme hertil end som så. Asith stirrede på sin tegning imens Selmy talte, som om han ville finde et råd deri eller instruktioner til hvordan han skulle bære sig ad. Han havde ikke meget erfaring med kvindelige masker og i et hus fyldt med folk at holde øje med... Kunne han overhovedet bære sig ad med det. 

"Jeg vil ikke have du skal gøre noget. Det er hele pointen." Sagde han uden at spytte hele sandheden op. Han var godt klar over, at han havde leget med Selmy's liv da han tvang ham med på denne tur og han var endelig begyndt at mærke sin samvittighed præge ham. Specielt efter både bjørnen og præsterne havde haft dem i deres sigte. Asith var tydeligvis ikke god nok til at holde Selmy væk fra fare... "Grunden til at jeg ikke ville indvige dig er ikke fordi jeg synes du er inkompetent, men fordi du har åbenlyse kvaler omkring denne slags ting." Svarede han og drog et langtrukkent suk. "Men... jeg er ude af mit vante element og du kender til den slags mennesker." Han blev stille et øjeblik imens han forsøgte at komme frem til en beslutning. Det var en fest, ikke et indbrud og Selmy behøvede ikke at gøre andet end at holde øje med rigmændene imens Asith tog sig af det andet. Han kunne ikke se hvordan det ville kunne reflektere dårligt tilbage på ham hvis han bare var der rent tilfældigt.. Og hvis Asiths ansigt kom frem bag mængden, så havde han allerede et tilsmudset ry der kunne tage nogle flere huk. Ingen mulighed for blodsudgydelse og ingen behøvede at komme til skade. Der ville bare være et par ædelsten mindre i deres punge og kun nok til at de ville kunne forlade medanien på komfortabel vis. 

"Måske var din originale idé ikke så dårlig." Mumlede han endelig og kiggede på Selmy. Endelig kom hans djævelske smil tilbage og man kunne med sikkerhed fornemme at ideen allerede havde groet sig fast til indersiden af hans kranie... Og man kunne aldrig vide hvad gemenheder han nu havde opkogt. "Du ved... Da du sagde vi kunne være 'mand og elsker'."  

Skulle han ikke gøre noget? Selv ikke hvis han tog med ham? Selmy måtte kæmpe lidt med, ikke at blive såret eller tage det for personligt. Han kiggede på ham, stadig med stor usikkerhed, og ventede på at Asith skulle forklare sig. Han vidste ikke helt om han ville købe hans forklaring på, at det udelukket var for hans egen skyld. Ikke engang han selv stolede nok på sig...  “Mmmh...” Lød det ubekvemt fra ham, som han søgte blikket op mod loftet lidt. 

Selmy kiggede ned igen, og så at Asith kiggede på ham med det efterhånden daglige smil, som altid forventede noget af ham, og som altid lod det løbe koldt ned af ryggen på ham. Selmy hoppede lidt tilbage, som fik madrassen under lagenet til at afgive en lyd, der afslørede, at den bestod af sække med hø. Det var ikke ligefrem den bedste seng. Selmys derhjemme havde dun og bløde stoflagener og et bjørneskind, som holdt ham blød og varm om natten... “Øh, hva!?” Gispede han forfærdet, da han i et øjebliks forglemmelse havde glemt alt om det “Nu og her!?”. Det djælvelske smil blev til tider brugt som i sjov... Selvom Selmy aldrig fandt det spor sjovt, og han kunne ikke finde ud af, om det var en reel ide. Han så på ham med et fornærmet blik og krydsede armene. 

“Det kan jeg ikke!” Svarede han bestemt, da det gik op for ham, at han selvfølgelig mente, at de skulle foregive at være elskere, og ikke... bogstaveligt set være elskere.

'Kan ikke', hvad snakkede han om? Hvis han alligevel ville med måtte de jo have en grund til at følges! Og det var trods alt hans egen idé at tage med ham. Asith ignorerede fuldkommen Selmy's forfærdelse og lænede sig imod ham med et insisterende udtryk og et farligt glimt i øjet, som en stær der stirrede på en glimtende mønt. En rigmand og hans 'elsker' for en aften! Ja, det kunne helt bestemt virke! Hvem havde ikke set en af de rige bastarder paradere igennem Dianthos med en købt dame på slæb for at prale med sin rigdom. Selvfølgelig så man dem sjældent så unge, men Selmy kunne sikkert godt leve op til opgaven!

"Nu skal du ikke trække i land. Det var DIN genistreg, Selmy!" svarede han med en kaotisk entusiasme. "Og som du selv sagde, mennesker kan finde ud af at feste, så det er lige nøjagtigt hvad du skal gøre. Du holder skansen med borgmesterens gæster - underholder dem og giv dem lidt af den der tørre rigmandshumor - og så gør jeg det beskidte arbejde i baggrunden. Menneskemænd lægger alligevel kun mærke til kvinder når de vil have deres lagner varmede, så det ville virke perfekt." Han viftede ubekymret med sin hånd og rykkede sig nærmere som Selmy rykkede sig væk. "Og så kunne du for en gangs skyld nyde et bedre selskab." Drillede han løst inden han kom tilbage på emnet. "Såh? Hvilken slags pige kan du lide, hmm? Hun kan desværre ikke være lavere end dig, men der er nogle muligheder for forslag. Hvad foretrækker du? En brunette? En stor eller ydmyg barm?" Han lagde hovedet på skrå, som om han ville få mere inspiration af at se Selmy fra en lidt anden vinkel. "Blød eller hård?" Sjovt som man ligepludselig kunne få nye ideer ved at ændre en plan bare en lille smule.    

Selmy trak sig helt tilbage, indtil sengekanten stoppede ham. Han havde Asiths vilde og engagerede blik alt for tæt på sig. Han kunne ikke længere finde ud af, om det stadig var for sjov, eller om Asith virkelig havde tænkt sig at bruge ham til at agere som hans... elsker... Selmys kinder var så godt som på vej til at blusse op, men han prøvede virkelig at fokusere, på planen, frem for Asith, som han roligt måtte skubbe væk fra sig med en stiv arm. Han måtte lige huske at holde sig på sin egen side af sengen. 

“N-når jeg snakker mennesker-” Fastslog han “Så taler jeg ikke nødvendigvis om mig selv. Jeg er lige så socialt fortabt som du er... Men nu er det ikke mig, jeg er bekymret for, men dig! Hvordan vil du forføre herskabet, og hvordan... hvordan vil du undgå at blive rørt ved!?”

Selmy kunne ikke lidt tanken om, at nogle skulle lægge hænderne på Asith, og da specielt ikke andre mænd! Som om han ikke havde haft rigeligt med at skulle sørge for, at hende den rødhårede ikke kom for tæt på. Nu skulle han også se sig sur på mænd? Ikke engang Selmy havde fået muligheden, for at-...! Selmy kiggede på sin hånd, som havde presset Asiths krop tilbage, i forsøget på at genvinde personligt rum. Han trak den hurtigt til sig igen, med en skammelig mine i ansigtet.

“Og jeg ved virkelig ikke sådan noget. Piger er vel piger! Bare vær overbevisende!” Svarede Selmy, desperat efter, at Asith skulle holde igen med de overvældende og personlige spørgsmål. Selmy lignede mest af alt et skæmt lam, men i det mindste havde Asith det sjovt. 

Piger er vel piger, huh? Det var ingen hjælp. Asith havde ikke rigtigt haft megen kontakt med det andet køn siden han forlod Kzar Mora og den slags 'piger' var bestemt ikke ligesom dem man fandt i Dianthos. Asith gav ham et langt og vurderende blik inden han endelig forlod Selmy's intimsfære igen og gav ham lidt plads. Han rejste sig fra sengen og begyndte at trave frem og tilbage i værelset imens han prøvede at gennemtænke sin 'forklædning'.

"Det er en god pointe. Hvis jeg bliver rørt ved, kunne en alt for ændret krop være en ulempe." Han nikkede, stoppede og kiggede kort ned ad sin egen formløse krop. Ikke just noget, som passede til en sensuel, eftertragtet kvinde. "Hnmmm..." Hans blik flakkede om i rummet for at se om han kunne finde på et alternativ. Der gik ikke længe før han igen dykkede ned til sengen og stjal lagnerne fra under Selmy hvis han stadig sad der! "Vi må bare blødgøre mig lidt." Mumlede han og hurtigt fik sig selv strippet fra sin robe og sit bælte for at begynde at eksperimentere med lagenet. Han foldede det over en enkelt gang og bandt dernæst det aflange stykke stof omkring sin overkrop og ned over sine lår så det næsten lignede et håndklæde, viklet om en ekstra genert person. Det gav en smule mere tykkelse omkring hans ellers kantede og ranglede krop og med bælt af mavebæltet, kunne han stramme midten ind som var det et kortset. Dog var det ikke lige nemt at få det tvunget ind i sit eller inderste hak og Asith gispede kort efter vejret imens han rykkede i bæltets rem. "Hvordan gør kvinder den slags til dagligt??" Hvæste han hæst og fik endelig bæltet spændet. Og jo, det efterlod ham vel med en nærmest timeglas-agtig figur med det tykke lagen der bukkede ud omkring hans bryst og hofter. Formen måtte være nok, for han havde ingen ide om hvordan han skulle kreere en kjoles form, så hans egen råbe udover måtte være nok. Hans hænder fandt hans eget bryst, hvor lagenet lavede en svag illusion af en barm og trykkede prøvende til den. "Måske hvis jeg putter noget indenunder..." Mumlede han eftertænksomt og kiggede sig om.   

Det var med en lettelse, at Asith forlod Selmys personlige bobbel. Selmy lod sig dumpe ned at ligge på siden i en afslappet stilling, og lod sit blik fulgte med elveren, idet han begyndte at vade frem og tilbage som en stresset dansebjørn i et alt for lille bur. Han lignede bestemt en, der tænkte det igennem, som om han kunne forestille sig alle mulige scenarier oppe i sit hoved. Selmy hvilede sit hoved mod sin hånd og så nysgerrigt til, hvordan Asith fik ideen til at klæde sig mere ud. Det ville aldrig komme til at gå... Tænkte han for sig selv, selvom han faktisk mente, at Asith så temmelig androgyn ud...  

“Ah! Hey-oof!” Selmy blev rullet rundt, som lagenerne under ham blev trukket væk under ham. Ikke et just perfekt udført dug trækkes væk under service trick, men Asith endte da med at have lagenerne i hænderne. Selmy satte sig ret op igen og kiggede igen på. “Oh... heh! Det begynder da at ligne noget!” Lød det interesseret fra ham, da lagenerne blev strammet ind under bæltet. Sikke fornem og nærmest blød krop Asith fik ud af det. Roben, som var Asiths egen, var heldigvis blevet vasket, men syningerne i stoffet så ikke så velhavende ud. Folk ville i hvert fald tænke, at Asith var en skøge... Ugh... Og Selmy skulle foregive for at være sådan en slags mand, der gik efter den slags...

Han måtte vel bare bide i det sure æble. Han trak på skuldrene og kom straks på benene, før han gik en tur hen til Asith og så ham an med et drillende smil på læben. “Du ligner en idiot” Selmys varme og kærlige stemme passede ikke helt med den fornærmelse han lige havde slynget ud. Han løftede brynene og nikkede forsikrende til ham “En kvindelig idiot, vel og mærke”.

En idiot nu måske, men Asith var ikke færdig. Det her var kun fundamentet til hvad der muligvis kunne være hans mest ambitiøse skal til dato. Selmy's kommentar blev svaret med et flat udtryk og Asith lavede kort et falskt fornærmest 'tsk'. "Man kan ikke dømme et ufærdigt stykke arbejde, knægt." Mumlede han og begyndte at rette lidt på måden lagenet foldede sig i hans liv inden han tog sin robe på udenover. Heldigvis havde den hængt forholdsvist løst i forvejen, så det var ikke et problem at få lagnerne til at passe under den - dog sad det en smule strammere om brystet og hofterne end hvad der normalt var socialt acceptabelt. Han måtte bare prøve at få det til at virke og håbe at rigmændene ikke havde noget imod en lidt mere risikabel pasform... Og at de ikke ville være for entusiastiske omkring det. Asith havde bestemt ikke lyst til at blive befamlet selvom han prøvede sit bedste for at gøre sin illusions berørings-sikker. Da han var tilfreds med folderne kiggede han på Selmy og vendte sig om så han endelig kunne bedømme formen inden han dækkede den i hans illusioner. "Er hofterne lige?" Han kastede sit blik nedad sig selv og afventede et svar fra Selmy. Det slog ham så at han ikke kendte en masse til mode heller. Hvordan pokker skulle han få det til at se rigtigt ud uden referencer? Måske var noget helt simpelt den bedste løsning i dette tilfælde.

Den flotte daggert af Kzar Mora stål havde lagt på sengen imens Asith havde været strippet ned og nu hvor han tog den op igen, indså han at der ikke rigtig var megen mulighed for at gemme den væk på hans ny-regulerede krop. "...." Han ville åbenlyst føle sig nøgen uden og hvis der skulel gå noget galt, var det for det bedste at han havde den med sig. "Ah..!" Han satte et ben op på sengen og med lidt snilde fik han daggerten kilet ned så den sad i toppen af hans høje støvler. "Perfekt!"

Selmy trak på skuldrene og smilte entusiastisk over Asiths nye udseende. Da han blev bedt om at vurdere hofterne, tiltede han hovedet lidt, som han undersøgte ham. “Ja, de er lige” Svarede han bestemt. Men Asith ville ikke kunne få ham til at røre. Selvom han vidste at det bare var lagener, så ville det være forkert af ham at gøre sådan noget, selv i sjov. Desuden kunne han ikke klare tanken om, at Asiths hofter var lige indenunder et sted. 

Når han så på Asith i kvindelignende klude, kunne han ikke lade være med at tænke på et udtryk han så tit havde hørt. “Hvad man ikke gør for krystaller” Citerede han og han smilte endnu, da han sagde det. Tålmodigt stod han i midten af lokalet og ventede på, at Asith skulle finde et sted at fæstne sin daggert til sin krop. Selmy kunne jo have tilbudt at holde den for ham, men han ville selvfølgelig ikke være i nærheden, når Asith skulle ud og... franare de stakkels mænd fra deres punge... Han havde allerede medlidenhed med hvem end der skulle ende med, at flirte med en sød rødhåret pige, uden at vide, hvilket bæst der i virkeligheden stod foran dem.

“Kan du imitere kvindestemmer? Eller spiller du stakkels og stum i aften?” Selmy fniste lidt ved hele situationen. Selvom Asith lod til at være meget passioneret og behandlede planen med stor seriøsitet, så kunne Selmy ikke helt holde masken endnu. Men som Asith havde sagt, så var hans arbejde ikke færdigt endnu. Når det først var et rigtig kvindeligt udseende han havde at gøre med, ville det være lettere, at sætte sig ind i rollen som... en ung knægt med perverse intentioner...

Selmy stillede sig hen til døren, tog i håndtaget for at åbne, men ventede på, at Asith var helt klar til at iklæde sig sin skal og derved sætte prikken over I'et.

Hvad man gjorde for krystaller. Det var en mantra, som Asith efterhånden var godt velkendt med... Og den gik langt! Asith havde gjort mange ting for krystaller og mange af dem var ikke ting, som han havde lyst til at dele. At maskere sig og snyde folk var ikke en ny ting for ham og han stod ofte foran spørgsmålet om han skulle droppe sit forsøg på en lovlydig tilværelse eller om han bare skulle give slip og lade sig selv styrte ned i det dyb der var DIanthos kriminelle undergrund. han var allerede en skødehund for mange af dem der allerede var på bunden og det blev hårdere og hårdere at holde fast på sin allerede løse moral. "Hvad man ikke gør for krystaller..." Repeterede han og nikkede godkendende. Han tvivlede på, at Selmy nogensinde havde været så langt ude for at tjene dem før... Men han virkede - indtil videre - upåvirket af deres plan, selvom han havde haft så store moralske kvaler førhen. Han havde haft rigelig mulighed for at melde sig ud dog og Asith kunne bruge hjælpen. 

Spørgsmålet om hans stemme fik Asith til at få et arrogant glimt i øjet, for for en gangs skyld kunne han omtale sig noget han var stolt af. "Jeg kan projektere lyd ligeså." Svarede han og trak sit smilebånd så stramt at man kunne forestille sig, at hans kinder en dag ikke ville kunne tilbageholde det længere. Man kunne fornemme at han havde gjort brug af den evne mindst ligeså flittigt som sine visuelle illusioner - og sikkert sluppet fra en del ugerninger på den måde. "Jeg fremmanede engang et dragebrøl der sendte en karavane i panik." Han lo kort som om det næsten var nostalgisk. Et enkelt godt minde her og der var vel tilladt. "Det er nemmere at imitere lyd end billeder." Tilføjede han så og tog et sidste blik ned ad sig selv. Det kunne virke til, at han var mere eller mindre klar til at sætte kronen på værket. Men først havde han brug for Selmy's ekspertise igen. "Hvilke farver bruger overklassen nu om dage?"     

Selmy, på trods af hvad han selv mente, så havde han ikke den fjerneste ide om, hvad det egentlig ville sige, at skulle kæmpe sig til føden, men han havde da hørt hans far sige det, måske i ironi, da de jo havde krystaller nok i banken... Han arbejdede selvfølgelig også med ubehageligheder til dagligt, men han var rimelig kølig, når det kom til at skulle betjene meget syge og ulækre patienter. Nogle gange virkede det faktisk som om han anså det, at skulle amputere en kropsdel som værende dagens højdepunkt... Selmy gruede for, at han en dag skulle stå i en sådan situation.

Som Asith havde gentaget hvad han sagde, regnede han blot med, at det var fordi han var enig i, at det var lidt vildt, at foregive for at være to elskende. Det havde heller ikke ligefrem været den måde, han havde regnet med, at de skulle komme tættere på hinanden… Men det hele var nu lidt spændende, så hans moralske prædikener var sat på pause.

Da Asith viste sig fra sin selvsikre side, og forklarede hvor god han faktisk var til at fremmane lyde og stemmer, så Selmy øjeblikkeligt på ham med en begejstret overraskelse. Et dragebrøl? Virkelig? Selmy havde aldrig hørt et brøl fra en drage før, trods han boede forholdsvist tæt på paladset og vidste, at de holdt drager  for Lysets hær. Men han havde fået fortalt, at skulle være en ret så forfærdelig  og skræmmende lyd. Ideen om at Asith skulle have haft succes med en sådan drengestreger over for så mange mennesker, som en karavane oftest bestod af, fik ham til at le med på mørkelverens latter.

”Pasteller eller pangfarver… gå med en mintblå” Foreslog han og gjorde et ligegyldigt kast med hånden. I den sidste ende kom det ikke an på farven, men kvaliteten og detaljerne i stoffet. Men det var ikke sikkert at Asith evner strakte sig så langt, at han kunne komme op med et kjoledesign. Trods hvad han havde formået at gøre med lagenet, naturligvis.

”Såå... Drager, hva?” Selmy vendte tilbage til emnet, da det havde vækket nysgerrighed i ham ”Har du set dem i krig, eller har du mødt en vild drage?”

Mintblå? Asith gennemtænkte sin fremgansgmetode og kiggede kort på sin skitse igen så den var frisk i hans minde. Rødt år og en mintfarvet robe. Kort lukkede han øjnene for at skærpe billedet af sin fremtidige skal og for en stund stod han således. Det krævede ikke så meget fokus at han ikke kunne svare. "Der blev engang kørt en fanget rubindrage igennem Aztaroth. Det var nok et af hærens forsøg på at spille muskler." Svarede han og åbnede øjnene igen. "Den beklagede sig nok til at man aldrig ville kunne få tanken om dens brøl ud ad hovedet igen." Han trak på skuldrene og tog en dyb indånding inden han pustede ud og fremmanede sit lille gyldne lys. Som altid lagde det sig over ham og først bølgede og forvrængede hans overflade, som om man så ind i en urolig sø's refleksion.. Men så stilnede det af og i stedet for billedet af Asith, var det et helt nyt og friskt. Den rødhårede kvinde var blevet gengivet med et par ændringer. Hendes hårlænge passede til Asiths egen og havde en dyb vinrød farve i stedet for den mere gulerods-agtige tone, som hans reference original havde haft. Hans øjne var blevet en intens blågrå - sikkert strjålet fra Selmy - og hans hudtune gik fra en gråviolet til en rødmende bleghed, som passede mange rødhårede. Asiths ansigt kunne man ikke gennemskue sig til nemmere, for i stedet var der den bløde og urørte overflade af en ung kvinde, som nok aldrig havde mærmet harme før med en blød, indbydende mund og store øjne under en vifte af lange vipper. Robens form forblev den samme, men revnerne i stoffet og den matte tekstur var blevet gemt bag illusionen af mintgrøn silke. Man kunne ikke længere fornemme at hans form var lavet af lagener, for det lignede alt sammen bløde kvindelig former ligefra hans falske hofter til hans falske, nu gavmilde barm. Han lignede ikke en skøge. Han lignede som sædvanligt et forskønnet billede af hvordan mennesker egentligt så ud, med alt for lidt fejl og alt for høj symmetry. Men for en unaturligt ren og pæn kvinde, havde han stadig gjort et godt over overvældende overbevisende arbejde... De nye, kølige øjne fandt Selmy og med et kært lille smil, som slet ikke lignede Asiths, kiggede den fremmede kvinde afventende på ham. "...?"

Han kunne se han koncentrerede sig, men han formåede åbenbart at tilfredsstille han nysgerrighed med en kort fortælling. Hæren, sagde han? Her kunne det vel både være lysets og mørkets hær. Selmy var naturligvis på lysets side, for det skulle han jo, men et eller andet sted, så havde lyset historisk set ikke altid gjort gode ting. At indfange drager var også uetisk... Men det var vel bedre end at lade dem flyve frit henover Dianthos. 

Selmy blev kortvarigt blændet af lyset, som Asith skiftede form foran ham, men han kiggede ikke væk. Han ville stadig gerne have det hele med, som han begyndte at forstå Asiths evner bedre. Han kendte efterhånden hans begrænsninger og præferencer indenfor feltet... Men hvad han personligt kunne bruge det til, vidste han ikke. Han havde ikke hørt meget om andre, der besad samme evne... Asiths nye gråblå øjne mødte Selmys grå, som sædvanligvis søgte andetstedshen. Asiths kvindelige smil på den nye mund kunne dog fornemmes i øjenkrogen. Han... eller hun, stod foran ham som en fremmed, og alt for smuk pige, til at han følte sig værdig. “Du har pyntet lidt på hende, har du ikke?” Turde han spørge, og skjulte sin nervøsitet så godt som muligt, før han rømmede sig og åbnede døren, stadig med blikket respektivt væk, som havde han stået overfor en rigtig, fornem kvinde. Det var vist ret sikkert at træde uden for døren nu, og selvom man skulle tro, at Selmy ville være mindre nervøs nu, hvor han alligevel ikke skulle færdes med en, der så billig ud, så var det akkurat det samme, som hver gang Asith skiftede udseende. Han kunne ikke klare alle de nye mennesker og al den skønhed, som Asith insisterede på at bombardere ham med. Der var et eller andet ved den kvindelige Asith der gjorde, at han ikke længere kunne lave sjov med ham. Han var alt for overbevisende, selv nu som kvinde!

Pyntet? Ikke just. Det var manglen af detaljer, som nok gjorde at hun så finere og mere nydelig ud i sidste ende. Ting sådan rynker og skønhedsfejl var alle sammen ting, som han ville tilføje hvis han havde tid og flere referencer, men for nu måtte det vel bare fungere. 

"Du skulle bare vide.." Svarede han med sin egen stemme, som i den grad var unaturlig i forhold til kvinden han forestillede. Hans mørke stemme med sin tykke Kzar Mora dialekt var ikke rigtigt noget man normalt ville forbinde med en ung kvinde. Det var kun den ene sætning, som han delte med sin egen stemme inden han fremmanede endnu et lille gyldent lys og derefter lukkede munden omkring det. Hans stemme forvrængedes imens han fortsat talte - blev lysere og blødere. "Det er faktisk nemmere at gøre mine illusioner pæne og undommelige end det er at gøre dem..." Han trak på skuldrene og fulgte efter Selmy ud på gangen. 'Hun' var meget høj. Ligeså høj som Asith selv. Det var bare lidt som om at den højde passede til hans normale, ranglede form, og ikke ligeså meget til hans yndige maskering. "...Uperfekte." Maskeringen var fuldent og alt der var tilbage af Asith var sporet af hans mørkelver accent. Først nu lagde han mærke til Selmy's nervøsitet og en smule af hans normale, glubske smil fandt vej igennem illusionen. "Heh... Hvad? Har du tænkt dig at blive helt befippet hver gang jeg ifører mig en skal?" Spurgte han med et hævet øjenbryn inden han begyndte at gå ned ad gangen så de kunne se at komme afsted. "Havde det ikke været fordi jeg ville blive tvunget til at holde øje med dig hele aftenen, havde jeg også maskeret dig." I guder hvor det bælte strammede. Han måtte nok holde sig fra at æde noget når de kom frem, selvom ideen om en rig mands festbuffet lød som en mulighed han nok ikke ville opnå nogensinde igen. Måske skulle man gøre det en vane at infiltrere fester, bare for at få en bid varm mad indimellem?   

Selmy reagerede med en nervøs rynken på panden, da han hørte Asiths stemme komme ud af pigen, og holdt endnu fast i dørhåndtaget og sendte ham et advarende blik. Hans skridt stoppede lidt op, da han ikke ville ikke gå ud, før han var sikker på, at Asith kom med en ordentlig stemme, der ikke afslørede dem. Asiths nye stemme, skulle dog vise sig, at være mere end bare godkendt. Den var overbevisende. Han begyndte at gå igen, indtil de kom ned til trappen i den anden ende af gangen. Nedenunder ventede den hårde, godt fordrukne latter sig, og de første sæt øjne, som de skulle overbevise. Hvis de var fulde nok, ville de nok ikke finde det for mærkeligt, at se en skønhed som hende komme ned ad trapperne med Selmy, når de uden tvivl ikke ville kunne gå ubemærket op. 

“Årh, hold dog op” Svarede Selmy, og plussede nemt op i det lyse ansigt over det mindste fra Asith for tiden “Jeg bliver da ikke befippet. Det hele er bare lidt mærkeligt, når jeg endelig har vænnet mig til dig!”. Han gav ham et sidste check med blikket, for at se om alt var som det skulle være, og gik ned ad trappen. Der var vel noget langt mere risikabelt, for Asith at være klædt ud som et hunkøn. Lagenet under tøjet kunne måske rykke på sig, og fulde mænd ville måske gøre... som de nu havde tendens til at gøre. “Du behøver ikke holde øje med mig. I aften skal jeg bare være mig selv”. 

Selv i Selmys omgangskreds, havde han set mænd gøre de dummeste ting, for at imponere piger. Og mange af de dumme ting omfattede blandt andet at nedgøre alle andre mulige bejlere omkring en ungmø, så de selv kunne fremstå som det bedre valg. Ikke alle piger var lige smarte og kunne se igennem deres taktik. Men mange gange havde Selmy skulle lægge øre til, at han var lav, sær eller kedelig, hvis han havde været heldig at komme godt ud af det med en dansepartner, som en anden mand havde planlagt at lægge kur til. Det ville være rart for en gangs skyld at være centrum i en piges verden, men i aften ville det ikke blive anderledes.

“Kom, vi går hurtigt ud, så vi undgår ballade med farmerne” Han gjorde et refererende hovedkast ned til mændene nedenunder, og hastede sig så ned ad trappen og bevægede sig målrettet hen til hoveddøren.