Pax skævede fra Hunter til Juno, hvorefter han nikkede. ”Havde Juno ikke været tilbage i byen, så ville jeg naturligvis –”, mumlede Pax, hans ord mere kalkulerende end de øvrige medlemmer antog. ”Men nu hvor han er her, kan han gøre det selv. Jeg er ikke hans barnepige.” Pax hævede kortvarigt begge sine øjenbryn og sendte Hunter en sigende grimasse, hvorefter han lænede sig tilbage og lagde sine arme over kors. Dernæst lod han tavsheden sænke sig over mændene, ikke villig til at skøjte hen over dén mulighed, han havde serveret for Juno. Pax håbede, at han ville tage den og kendte han Juno ret…

Verdis rømmede sig og nikkede afmålt. ”Den lille skiderik fortjener heller ikke andet”, mumlede han, hvortil samtlige mænd nikkede. Dernæst skævede Verdis flygtigt til Pax, som bad han tavst Ulven om lov til at tale videre.
Pax gjorde ikke anstalt til at stoppe ham, men lod i stedet sit blik fæstne sig i Verdis eget, velvidende at den anden aldrig talte foruden, at det var vigtigt. ”Det er Ruk. Han er – skredet. Han tog nogle af de andre med sig.” De øvrige mænd så da alle på Pax, afventende og tydeligvis lidende under netop det faktum. For Pax betød det kun én ting.
”Hvor mange drejer det sig om?”
”Syv styks.”
”Og hvilken fraktion tilhører de?”
”De fleste – solgte. En fra arenaen.”
Pax nikkede langsomt, alt imens de brede øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande i eftertænksomhed. ”Jeg snakker med Sarah”, svarede han omsider men til trods for hans ord, var der ikke kun tilfredshed at spore i de andres blikke.
”Vi har hørt – er Proteaus og Ulvene ikke længere associeret med hinanden?” Denne gang var det ikke Verdis der spurgte men Will, så ukarakteristisk tøvende. Og Pax… Pax værdigede ham end ikke et blik i det, at han nikkede.
”Alting kommer til at foregå som før, men fra nu af samarbejder vi direkte med Domino.”

"Han er min," svarede Juno så snart Pax havde givet ham lov til at slå Asad ihjel. Sådan som Pax på hele deres rejse hjem havde passet på Juno, havde Juno på ingen måde forestillet sig, at Pax ville tilbyde ham at udøve den slags hævn selv og i dette øjeblik var det fuldstændig ligegyldigt for Juno om Pax havde tænkt sig at være der med ham igennem hvert eneste sekund af det.

Overfor lignende Hunter en såret hundehvalp. Enhver anden ville måske tænke at han var ked af at høre at hans ven ville blive slået ihjel, men Juno havde allerede sine egne fordomme om drengen og var ikke i tvivl om at Hunter ville forråde dem ved første lejlighed, hvad end Pax så troede om ham. 
Hunters ansigtsudtryk forsikrede dog også Juno om, at han ikke behøvede sige mere. Den unge dreng lignede én, der var klar til at løbe hjem til sine venner og advare dem. Juno havde ikke tænkt sig at lade sig overfalde igen. 

Han var derfor også tavs og velopdragen, da Verdis bad om tilladelse til at tale, og så ikke et eneste øjeblik væk fra Pax undervejs. Selvom han vidste, at der var usandsynligt at Ulven ville afsløre noget som helst med sit ansigtsudtryk, kunne Juno ikke stoppe sig selv fra at forsøge at finde tegn på bekymring i hans ansigt, da han hørte om dem, der gik imod ham, og det gik heller ikke Juno forbi, at Will stillede spørgsmålstegn ved Proteaus - både det gennemtænkte spørgsmål og måden det blev stillet på, undrede Juno. Will havde altid mødt ham med et smil og et kram, men havde ikke denne gang, og selvom Juno prøvede alt han kunne, kunne han ikke slippe følelsen af at der var noget helt galt. 
Han skrev det bag øret, at han var nødt til at forhøre Pax om det. Will var hans ven, på en måde, og han brød sig under alle omstændigheder ikke om hvordan den normalt smilende mand kunne ændre hele stemningen ved bordet ved sin manglende glæde. 

Will nikkede tavst men så ikke væk fra Pax. Hans brune øjne funklede som en forslået hundehvalps og hans underlæbe blævrede faretruende, des mere Pax ignorerede ham. Til trods for at Pax dog hørte de imaginære klynk, lå Pax's tofarvede øjne fortsat alle andre steder end på Will. Zaladin tage dig.

Verdis lænede sig en smule frem i stolen og rømmede sig.
"Det er selvfølgelig gået lidt ud over profitten -"
"Det er klart men det kommer vi efter. Jeg har to jobs, der skal klares indenfor de næste to uger. Og salget går vel stadig?" Pax lagde hovedet let på skrå og betragtede Verdis afventende, næsten eftertænksomt.
"Det gør det. Det er bare..."
"Hvad?"
"Vi har svært ved at følge med. Og Baronen er ved at miste tålmodigheden. Vi... terrænet bliver mindre, du ved."
Indvendig begyndte Pax's hjerte at banke hurtigere men udadtil viste nervøsiteten sig ikke. "Og I har vel rakt ud til Kragerne?"
"... nej."
"Hvorfor ikke?"
"Vi vidste ikke..."
Pludselig lød der en insisterende skraben fra stolen, hvorpå Will sad, som han lænede sig ind over køkkenbordet, hans øjne våde. "Pax?", lød hans stille stemme, alt imens en brun hånd tøvende gled henover bordets træ. "Pax?"
Pax sad for et langt øjeblik og stirrede på Verdis, indædt, indtil hans øjne langsomt forlod den velkendte skikkelse til fordel for den anden. Han sagde ingen ting, betragtede blot Will, hans arme spændt til bristepunktet, så musklerne bugnede. Den anden syntes at vide, hvad det betød, for langsomt trak han sig tilbage igen og krøb, om muligt, længere ned i stolen.
"Hiv fat i Kragerne som det første. Få flere ud på gaderne. Jeg hiver fat i Sarah i forhold til arenaen. Og Hunter? Du ryger på hjørnet ved Skumlestræde. Ingen arena til dig foreløbig." Pax rejste sig, hvormed samtlige også gjorde. "Hvis I har tjenester til gode, så er det nu I indkassere dem. Hunter - hvis du stadig render rundt med nogle fra din gamle klan, så hiv fat i dem og sig jeg tilbyder arbejde."

For en enkelt gangs skyld var Juno opmærksom på samtalen, selvom den ikke handlede om ham. Med jævne mellemrum slog det ham ind, at han skulle spørge Pax, om han så ham som en del af sin egen bande nu eller hvad - dét var han ikke sikker på, at han brød sig om. Et samarbejde kunne han godt tage, men at Pax skulle til at være hans leder igen? Det ville unægteligt blive en pine for dem begge. Juno var kun blevet dårligere til at tage ordre siden sidst han havde været en del af Ulvens Flok. 
Han ville bestemme over sin egen flok. Have ansvar. Pax havde spurgt ham, hvad han ville have, og Juno faldt længere tilbage i sin stol, med sine arme over kors, imens han forestillede sig selv lede sine unger igen. Hvis man så bort fra, hvor meget han elskede dem, så havde det også været en lettelse, ikke at skulle tage sig af andre end sig selv - eller ikke at skulle tage sig af små børn, i det mindste. Han vidste heller ikke endnu, hvad han skulle stille op med Lizzy. Han havde været på nippet til at tage hende med sig, da han havde set hende igen, men det ville stoppe hans nyfundne frihed. 

På den måde gik Juno frem og tilbage imellem sine egne tanker og samtalen mellem Verdis og Pax, indtil Will afbrød alle andre tanker med sin klynken og våde øjne. En blanding af væmmelse og overraskelse prægede Junos ansigt, men han så hurtigt på de fleste andre på bordet, at der var foregået noget, Juno ikke kendte til. 
Men Will var Junos ven, og da Will tydeligvis led, lagde Juno trøstende en hånd på hans arm. Han vidste ikke, hvad Pax's problem var, men han ville fikse det og han havde regnet med, at hans berøring ville give håb til Will. I stedet så han kun skam i fyrens ansigt, og Juno trak langsomt sin hånd til sig. Det måtte være værre end han havde troet, hvis Will kun troede det ville blive værre af at fortælle det til Juno. 
Pax rejste sig op, og instinktivt resten af bordet med ham, selv Juno, der dog forbandede sig selv for dét instinkt. 

"Jeg kender et par stykker, der godt kunne bruge noget ekstra arbejde," hørte han Hunter sige fra den anden side af bordet, og Juno blinkede med øjnene, i et forsøg på at komme i tanke om, hvad der var blevet sagt, imens han igen havde været uopmærksom. Han havde en evne til at zone ud, der som barn havde reddet ham fra mange kedelige lektioner, men som voksen kunne være ekstremt frustrerende, når han gerne ville have fulgt med, men hans hjerne ikke tillod det. 

Det kom en generel stemning af, at det var nu gruppen skulle til at opløses, og Juno greb fat om Wills arm, for at holde ham, hvor han var. Hvad end han havde gjort, så kunne det ikke være værre, end at forsøge at slå børn ihjel, og Pax havde tilgivet Hunter for dét - så kunne han vel også tilgive Will for hvad end han havde gjort. 

Pax fulgte efter Hunter ud og da de kom uden for hørevidde af – særligt – Juno, lagde Pax en arret hånd mod knægtens skulder. En eller anden – det måtte være Verdis – havde stukket Hunter et viskestykke, tilsyneladende med den intention at stoppe den voldsomme blødning fra næsen.
”Han kommer ikke tilgive dig”, mumlede Pax lavmælt, hvorefter han sendte Hunter et sigende blik. Et, der sagde, at han så udmærket godt vidste, hvem Pax talte om. ”Og det skylder han dig heller ikke. Hagen ned, Hunter. Når han er i nærheden, så holder du kæft og retter an. Forstået?” Tonen, hvorigennem Pax havde ytret sine ord, var ikke hverken truende eller irettesættende. I sandhed ønskede Pax ikke nogen konfrontation mellem de to unge mænd igen, for han var, skulle han være ærlig, ikke sikker på, hvem der ville gå fra kampen som sejrherre.

Will rakte ud efter Juno i samme øjeblik, at Pax forlod dem. De store hundeøjne var stadig fugtige og vejrtrækningen overfladisk, som var der noget – og det noget var unægtelig Pax – der havde stresset den kønne mand til nær hans bristepunkt.
”Har han forklaret dig – har han fortalt dig, hvad jeg gjorde?”, hviskede han ophidset, hvorefter han lukkede sine fingre om Junos. ”Det – jeg vidste slet ikke – Juno, du bliver nødt til at tro på mig! Jeg anede ikke – jeg anede ikke, at han ikke var død!”

Efter at have sagt et kortfattet farvel, vendte Pax tilbage til køkkenet. Det var ikke gået op for ham, at Will ikke var fulgt med de andre, hvormed han snerrede ad luften i frustration, da han vadede ind hundeøjnene for endnu engang. Ikke, at det var det værste. Nej, det værste var de sammenflettede hænder…

”Såeh – skal I holde i hånd fremadrettet også eller?”

Juno blev stresset af at se Will være stresset. Han havde aldrig før set den anden fyr tænke længe nok over noget, til at blive stresset af det, og da slet ikke på det niveau, at han begyndte at tude. Den eneste undtagelse kunne måske være da Juno som barn havde fået så voldsom en feber, at selv Pax havde været bekymret nok til at bede sin elver-veninde om hjælp, men Juno kunne ikke huske meget fra dengang. Det meste af tiden havde han været besat af voldsomme feber-drømme. 


Derfor gjorde han heller ikke modsat, da Will tog hans hånd, selvom han vidste, at hvad end Will havde gjort, måtte være slemt.

"Jeg tror på dig," mumlede Juno, og vendte sin opmærksomhed mod Pax, da han kom tilbage ud i køkkenet.

"Vi ved alle tre, at Will ikke kan have gjort noget, der er værre end hvad Hunter har gjort, og jeg var sødere ved ham, end du er ved Will lige nu." Det hjalp ikke, at Juno i forvejen var i dårligt humør, efter sit sammenstød med Hunter.

Modsat Pax vidste Hunter udmærket, hvem der ville komme ud som sejrherre, hvis det kom til endnu en kamp imellem ham og Juno. Han ville vinde den, når han turde gøre andet end bare at forsvare sig, fordi det var hans leders lille, blonde yndling, der uddelte slagene. Han vidste det, både fordi han kendte Juno - de havde været fjender før. Han vidste, at Juno ikke havde gjort sig i slåskampe. Han havde forladt Dianthos før, og var kommet hjem efter et par måneder med flere muskler, end han havde haft før, og denne gang var han også kommet hjem med bredere skuldre, men den forrige tur ud af Dianthos havde også ødelagt Juno.

Ødelagt ham på en måde, som Asad havde udnyttet, da han havde opdaget, at Rottekongen frøs, så snart man holdt ham nede. Hunter skævede i retningen af køkkenet, hvor han vidste at Juno ventede på Pax, og tænkte for sig selv, at næste gang, for han vidste der ville blive en næste gang - Juno var tydeligvis ikke færdig med ham - ville han undersøge, om Juno stadig havde de samme svagheder som sidst han havde været i Dianthos. Hvis dét var tilfældet, så ville Hunter kunne sætte den anden ud af spillet, helt uden at falde i unåde hos Ulven.

Hunter var en dreng af få ord, der oftest holdt sig for sig selv, men han blev også ofte undervurderet. Han kunne godt bruge både sit hoved og sine muskler, og Pax undervurderede ham, hvis han troede, at Hunter havde gjort noget som helst andet end at lade Juno give ham en blodtud.

"Er det for min egen skyld eller for hans?" spurgte Hunter og holdt, ligesom Pax, sin tone lavmælt. Giver du mig den ordre, fordi han er din favorit? Var, hvad Hunter havde lyst til at spørge. I stedet tilføjede han, endnu lavere; "Jeg troede du i det mindste havde tilgivet mig."

Pax var ikke sikker på hvorfor, men at betragte Hunter skæve mod køkkenet og dernæst høre de lavmælte ord, det fortiede spørgsmål, sendte en bølge af panisk ubehag igennem ham. Der var et eller andet, noget han ikke kunne sætte fingeren på, noget der igen var udenfor hans kontrol, noget der rykkede, prikkede, hev i ham fra hver sin ende –

Som havde han brændt sig, trak Pax med ét sin hånd til sig. ”Jeg har tilgivet dig”, mumlede han, hans stemme ikke længere nærværende. ”Men Juno har ikke og han kommer heller ikke til det. Vi har begge mistet mere end du forhåbentlig kommer til at fatte, så – bare gør det. Ikke for hans eller din skyld men for min.” Pax sank en voksende klump i halsen og drejede dernæst rundt på hælen, pludselig så tung i kroppen, at han ikke ønskede andet end at gå tilbage i seng. 

Pax måtte tage en dyb indånding, som raseriet langsomt men sikkert meldte sin ankomst. Hele hans krop spændtes krampagtigt og hans bevægelser var drevet af en desperat trang efter at kontrollere vreden, hvormed han stift fik sat sig ned igen. De arrede hænder begyndte at gnide de indsunkne kinder og det var næsten hvislende, at Pax fik fremtvunget ordene: ”Kunne I lade være med at holde i hånd?”
Will gav slip på Juno, hvorefter han hastigt aflagde afstanden til Pax. Hans hænder rystede, som han rakte ud efter den gråhårede unge mand, parat til hvad end Pax måtte sende i hans retning af spydigheder eller fysiske slag.
Pax gjorde dog ingen ting men lod Will lægge sine hænder omkring hans ene underarm. Sådan sad de to mænd et kort øjeblik før, at Pax drejede sit hoved i retning af den anden.
”Ruk er stadig i byen, ikke?”
”J-jo!”
”Snakker I sammen?”
”Nej Pax! Nej! Jeg ville aldrig – nej! Nej!”, begyndte Will at græde, lige så ulykkeligt som et lille barn, der havde mistet sin mor til Kile.
Pax betragtede ham, hans blik ulæseligt men pludselig trak han sin arm fri af Wills greb, for derefter at placere en beroligende hånd i hans nakke. Langsomt, så uendelig langsomt men også lige så kommanderende, guidede Pax Will tættere på sig, hvorefter han mumlede lavmælt: ”Det kunne jo være, I skulle begynde at snakke sammen igen. Forstår du, hvad jeg mener?”
Will dirrede let under Pax’s berøring og selvom det var tydeligt, at den kønne mand tænkte så det knagede, forsøgte han til stadighed at gribe ud efter Pax og holde ham fast. ”N-nej. J-jeg forstår ikke – Pax, jeg –”
Pax tyssede let på Will og skævede kortvarigt til Juno, hans blik ulæseligt men ikke fuld af hverken begær eller den kærlighed, han følte for ham. Det var nemlig ikke længere Pax, som Juno kendte, der sad for enden af bordet og hvis ene tommelfinger kærtegnede Wills nakke. Det var Ulven og dyret følte sig alene – og det var jo netop det med ulve, var det ikke? De havde hinanden til det sidste, koste hvad dét koste ville. En ensom ulv var farlig. Den slog alt ihjel.
”Hvis I nu blev gode venner igen, så ville du kunne fortælle mig om de ting, som I snakkede om, ikke? Det ville du gøre for mig, er det ikke rigtigt?”
Will nikkede hastigt og forsøgte sig med et lille smil; et, der blev større, som Pax gengældte det kortvarigt og som svandt ind igen, da han rejste sig.
Pax stillede sig foran Juno og så på ham for et langt øjeblik, før han, næsten lydløst mumlede: ”Det kunne jo være, at jeg havde en tanke, der krævede noget helt bestemt af mig – eksempelvis som at ignorere, forbigå, være ligeglad med…” Pax hævede sine øjenbryn for et kort øjeblik, hvorefter han snurrede rundt på hælen, klappede Will på skulderen og forsvandt op af trappen.

Juno gjorde ingen mine til at slippe Wills hånd, men gjorde heller ikke modstand da den anden slap ham. Hvad Will gjorde for at bede om tilgivelse, måtte han selv om. Især når Juno ikke vidste, hvad problemet overhovedet havde været til at starte med. 

Med en dyb indånding blev Juno stående hvor han var, og betragtede tavst de to andre mænd, indtil det gik op for ham, længe, længe inden det gik op for Will, hvad det var Pax hintede til.

"Hvad?!" Udbrød Juno, da Pax henvendte sig til ham og derefter blot gik forbi ham. "Hvad betyder dét?" råbte han efter ham, inden han fulgte efter ham - kun nogle få skridt, inden han vendte sig mod Will igen; "Ud!" Råbte han af ham, pludselig lige så vred på Will, som han var på Pax, men også ude af stand til at kunne tale direkte med Pax, hvis han vidste, der var andre i huset. 

Han jagtede Pax op af trappen. "Siger du, at jeg skulle have ignoreret Hunter? Eller siger du, at du har lyst til at ignorere mig?" Juno smækkede døren bag dem, men kun dét og hans ord var hårde. Resten af hans kropssprog gjorde udtryk for, at der ikke var andet han hellere ville, end at falde i armene på Pax igen - i dét øjeblik kunne han mærke sig selv minde om Will. 

Havde Pax spurgt, kunne Hunter have forsøgt at sætte ord på, hvad han troede de begge følte; en utryghed over, hvad Junos tilstedeværelse ville gøre ved magtstrukturen i Ulvens Flok. Ulven forblev på toppen, men hvor måtte alle andre indfinde sig henne? Under Juno, var hvad Pax syntes at have sagt, da han lod Juno diktere hvad Hunter skulle og ikke skulle gøre fremover.

"For din skyld gør jeg det gerne," svarede Hunter lavmælt og slog venskabeligt til Pax's arm, selvom han ikke engang havde modet til at se Pax i øjnene på nuværende tidspunkt. Pax havde tilgivet ham. Så kunne han også næsten tilgive sig selv.

Da Pax gik, skævede Hunter efter ham, men skyndte sig derefter ud af huset, ivrig efter at komme væk fra den tunge stemning.

Pax havde nået at åbne tøjkisten og gribe om en tilfældig skjorte før, at Juno kom tonsende efter ham. Han snurrede rundt, tydeligvis rasende og smed klædet fra sig uden den egentlig ønskede effekt, hvilket var et stort rabalder.
”Du gav mig en skideballe! Foran Will!”, udbrød Pax. ”Og det må du fucking godt – men når vi er alene! Du kan fortælle mig, at du synes, at jeg er uretfærdig, en skide idiot eller det, der er værre, men vi skal fucking være alene! Det fucker hele – vi har et ansvar og hvis vi ikke fremstår stærke, uadskillelige, så går de efter struben i samme øjeblik!” Pax skar en lidende grimasse og gned sit ansigt, ikke i stand til at stå stille, hvormed han for rundt foran Juno. ”Og nej – du skulle sgu ikke have ignoreret Hunter! Det handler ikke en skid om ham! Jeg vil jo for helvede heller ikke ignorere dig! Det ved du sgu da godt!” Pax tav brat, hvorefter han dumpede ned på sengekanten og rev i sit askegrå hår. Han forsøgte sig med en beroligende og dyb vejrtrækning, men det lykkes knapt før, at han fortsatte:

”Jeg havde en plan, okay? Will skulle blive til et blødkogt æg og rende ind i Ruk, så jeg kunne begynde at få en smule information – så jeg kunne vide, hvad fanden han foretager sig! Will er verdens dårligste skuespiller! Han skulle have det skidt før, at det ville lykkes! Ruk kommer ikke til at købe det nu!” Pax sank en klump og rejste sig, hvorefter han skridtede hen til Juno, hans skridt målrettede og faste. Da han stod overfor den anden, lagde han begge af sine hænder omkring Junos kinder, desperat efter at mærke ham, mærke han ikke var alene og at Juno var på hans side – så Pax kyssede ham. Hårdt og altædende, som kunne han fortære Juno rub og stup. 

"Du trængte til én!" svarede Juno, ligeså rasende som Pax, da han brokkede sig over at have fået en skideballe. I Junos øjne havde Pax opført sig fuldstændig uretfærdigt overfor den anden mand, og de vidste begge to, at Will var blød som smør og god som en engel. Der skulle ikke meget til at presse ham i nogen retning, men hans hjerte var altid det rigtige sted, også selvom hans langsomme hoved ikke altid kunne finde rundt i,  hvad det rigtige var. 

Det var først da Juno hørte om Pax's plan, at han begyndte at fortryde sin indblanding. "Jeg vidste ikke.." mumlede han, for Pax havde jo fuldstændig ret; Juno havde selv tænkt det, da Pax havde bedt Will om at infiltrere Ruk og hans mænd - at Will var en dårlig løgner og at det aldrig ville gå. 
Men dén plan havde Juno ikke kunne se. Hvordan skulle han også kunne det? Det var først nu, hvor han havde alle brikkerne og muligheden for at lægge dem sammen, at det gik op for ham, hvad der måtte være sket i Dianthos imens han havde været væk. Hvad Pax havde sagt om Ruk, hvordan han havde opført sig overfor Will, hvad Faith havde sagt på værtshuset i går...

Det var med stor lettelse at Juno åndede op mod Pax's læber, da den anden fyr endelig kyssede ham, i et kys som Juno straks gengældte, med tunge og tænder og stakåndet vejrtrækning. Han var nødt til at løse det. På én eller anden måde. Det var ham, der havde ødelagt Pax's plan, fordi han havde følt sig udenfor og ikke havde stolet på at Pax vidste, hvad han gjorde. 

Han trak sig først ud af deres kys, da en ide slog ned i ham; "Send Hunter til Ruk i stedet," sagde han, imens han hev efter vejret. Det var ligegyldigt, at Pax netop havde taget ham nede på køkkenbordet; Juno var ung og måden Pax havde kysset ham på, havde gjort hans bukser stramme i skridtet igen. "Ulvens unge har lige fået lov til at gå amok på ham og hans forrige bande var kendt for at være lige så psykopatiske som Ruk er. Det ville give mening at lade ham spille den bitre, sårede hvalp, der ikke føler at du har hans ryg længere." 

I det øjeblik var Juno fuldstændig ligeglad med faren i at sende en fra Ulvens Flok over til Ruk, eller med at Hunter trods alt kun var en 16-årig dreng - tværtimod, des farligere des bedre. Det kunne være Hunter fik sin straf hos Ruk, hvis Ruk opdagede, at Hunter havde løjet for ham. Under alle omstændigheder ville Hunter være til nytte for dem, og for optaget af sine løgne hos Ruk til at have tid til selv at gå imod Pax, som Juno mistænkte ham for at planlægge. 

Pax så åndeløst på Juno, hans stålgrå øje næsten døsig af deres adskillelige og hårde kys. Sådan stod han for et langt øjeblik, som kæmpede han med at forstå, hvad den anden havde foreslået og stadig med sine arrede hænder om den blonde mands kinder.
Han forstod dog. Det var trods alt simpelt: send Hunter i stedet for Will. Så hvorfor tøvede han? Hvad var det ved Junos ord, der fik ham til at vakle? Pax kendte godt svaret men selvom han vidste, hvad det var, kunne han ikke få sig selv til at tænke tanken. Ikke rigtigt. Ikke bevidst. Ikke til ende.

”Det er ikke dumt”, medgav han i en lavmælt mumlen, alt imens hans hænder langsomt gled fra det ellers faste tag om Junos ansigt. ”Det var bare så oplagt med Will…” Pax skar en grimasse men denne gang var den ikke forårsaget af vrede. Langt snarere var det en forpint en af slagsen, der dog svandt ind til en der i stedet var mere målrettet ikke lang tid efter.
Pax lod en af sine hænder glide hen over sit ansigt, alt imens hans blik hvilede på ingen ting nær gulvet. Han var tydeligvis væk i overvejelser, han endnu ikke havde fundet ud af, hvordan han skulle kategorisere. Desuden…

Pax’s øjne vendte tilbage til Juno og i dem dansede gnister, der ikke umiddelbart lod sig definere. Det var en mærkværdig blanding af stolthed og noget, der kunne minde om ærefrygt, som var Pax overrasket over, hvad Juno havde tænkt…
For det var jo ikke bare at bytte den ene ud med den anden. Juno havde taget den, han vurderede som værende kompetent nok til opgaven og samtidig var den, han kunne undvære. Skifte ud, ofre… der var en kølighed bag det rationale, der på en og samme tid imponerede og skræmte Pax. Det mindede om ham selv, så hvorfor virkede det næsten forkert? Fordi det var Juno, der havde tænkt det – ikke Pax.

”Du giver mig skideballer, når vi er alene fra nu af”, hørte Pax sig selv mumle. ”Udadtil er alt godt. Så kan du råbe ad mig, når vi kommer hjem… og vi bliver nødt til at sige det til dem snart. Des længere tid vi venter, des mere kaos kommer det til at skabe…” Mindet af Hunters nedadvendte blik og lavmælte ord sneg sig tilbage i Pax’s erindring. ”Alting kommer til at ændre sig nu…”

Det er kun oplagt med Will, fordi du er vred på ham, tænkte Juno. Han er vores ven og du må ikke putte ham i fare på dén måde. Men det ville være skidt for hans planer, hvis de fokuserede for meget på Will, og det eneste Juno sagde, sagde han for at få Pax's tanker tilbage på Hunter; "Du behøver ikke at beordre Hunter til noget. Bare giv ham muligheden." 

Juno havde set mange ting i Hunters ansigt, og selvom han havde nægtet at se loyalitet i det, så havde han set, hvordan Hunter så på Junos kæreste - med et blik, der mindede ham om hans eget, da han havde været nogle år yngre. Betagelse, respekt, længsel efter at blive set af ham. Den effekt havde Ulven, der var trods alt noget over ham, der havde gjort, at han var blevet en respekteret leder, men det var alligevel de færreste, der bare ville ligge ned og tage en omgang tæsk for ham.
Nej, han vidste, at Hunter ikke ville sige nej til noget, Pax ville bede ham om, og hvis det stod til Juno, ville det blive hans undergang. 

Derefter var han tavs, indtil Pax belærte ham om, hvordan de skulle tage skænderier fra nu af. Juno brugte et øjeblik på at kæmpe med sig selv om, hvorvidt det Pax bad ham om var rimeligt. Han havde ikke lyst til at spille en eller anden rolle af den respekterende hustru, der havde sin mands ryg igennem tykt og tyndt, men Pax havde en pointe. De var nødt til at fremstå som stærke og enige. 

Efter et par lange sekunder tog Juno Pax's hånd i sin og løftede den, indtil han kunne presse sine læber imod hans håndflade og med lukkede øjne svarede han ham, mumlende; "Jeg støtter dig foran flokken fra nu af," lovede han. "Og jeg er enig. De skal høre det fra os, inden de selv regner det ud. Eller fra dig, egentligt." Pludselig var Juno meget opmærksom på, hvad Pax havde ladet ham slippe af sted med, ved at lade ham springe ind over bordet og på Hunter, og han løftede sit blik for at møde Pax's. 
"Det her er dit folk. Jeg må ikke virke som om jeg er her for at tage magten fra dig. Jeg skal helst bare... stå og lade dem se, hvor vanvittigt forelsket jeg er i dig." Den del havde Juno ikke noget imod. Han var vanvittigt forelsket og andre måtte gerne se det - men for at de skulle tro på, burde han også indlemres fuldstændig i Ulvens Flok, og selvom Pax havde inviteret ham med til mødet i dag, var Juno stadig i tvivl om, om det var dét han ville. At være et medlem i sin kærestes bande var under hans ambitioner, selv når han ikke havde andre ambitioner. 

Pax skar instinktivt en grimasse i en art fornægtelse af det, Juno indirekte bad ham om at gøre. Han brød sig ikke om det og hans tanker var tåget af forvirring, for –

Hunter ville uden tvivl gøre det, selv hvis Pax ikke gjorde andet end at hentyde til, at det var det, han ønskede. Men det var personligt og på en ganske anden måde end det var tilfældet med Will, hvilket både Juno og Pax godt vidste. Desuden…
Du manipulerer mig. Du vælger vejen for mig og giver mig ikke anden mulighed, hvis jeg ikke vil såre dig – hvis jeg ikke vil gå imod dig. Du ved, at jeg aldrig ville kunne gå imod dig, ligesom du ved, at jeg ser Hunter som en af mine unger.

Pax havde betragtet Juno tavst, hans blik ulæseligt, selv da den anden havde løftet hans hånd og kysset den. Hvad der dog dernæst fulgte af ord, fik unægtelig en respons mast frem hen over det udsultede ansigt og Pax gentog prompte: ”Mit folk? … Så ikke vores?” Pax skar en grimasse og rømmede sig, ikke sikker på hvordan, at han havde det med den erkendelse. Havde han ikke netop ønsket, at de begge ville tage lederposten? Dele den som et par og det ansvar, de frustrationer og glæder, der fulgte med? Jo. Jo, det var det, han havde håbet på. Stræbt efter. Han ville så gerne dele det.

”Før vi fortæller det – skal vi selv definere din rolle i alt det her”, svarede Pax omsider, hvorefter han strøg Juno over kinden i håb om, at den anden ville vide, at de var okay. Dernæst vendte han rundt og aflagde afstanden til sengen, hvori han lagde sig.
”Du må selv finde ud af, hvad du har lyst til, men det skal stå snore lige, når vi fortæller dem det. Om du kommer til at have indflydelse eller ej, om de kan gå til dig, hvis jeg ikke er i nærheden… det er vigtigt for freden, at de ved det. Om de vil det eller ej.” I samme øjeblik at Pax var færdig med at tale, sprang mindet af Evlyns indblanding ind bag den hvide pande. Hun havde taget ansvaret, som han havde ønsket, og foruden at bede om lov. Det havde – det havde været rart. Et faktum der først, måske alt for sent, var gået op for ham.

Juno åbnede munden for at svare Pax, men fandt ikke ordene, og lukkede den igen efter kort tids måben. Ikke vores? Juno var ikke sikker, men det lød som om Pax slet ikke havde overvejet andet. 

"Yeah," var alt han tøvende kunne svare, da Pax åbnede op for snakken om,  hvad Junos rolle var, og hvad den skulle være. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, og han var uendeligt taknemmelig, da Pax strøg ham over kinden, så han stadig vidste, at han holdt af ham. Det gjorde det nemmere at overbevise sig selv om, at det var okay at sige sandheden. 

Langsomt fulgte han efter Pax hen i sengen og satte sig på den, ved siden af Pax, så tæt på ham, at han kunne tage hans hånd og lægge den mod sin læg, når han sad i skrædderstilling, op under hans bukseben, så han kunne mærke Pax's varme hånd mod sin hud og igen forsikre sig selv om, at Pax elskede ham, ligegyldigt hvor ærlig han valgte at være nu. 

"Jeg - jeg ved ikke om det er dét, jeg vil," svarede han lavmælt. "Men - tanken om, at de skulle søge til en anden end mig, når du er væk - fuck, dét kan jeg slet ikke tage!" Han tog en dyb indånding og ønskede, ikke for første gang, at han havde tænkt over alt det her noget før. Sandheden var, at han ikke havde regnet med at komme så langt så hurtigt, i forhold til at få Pax til at vælge ham. Han var sikker på at Evlyn havde været langt bedre til den her del af at være Pax's partner, end Juno var. 

"Det ville have været lettere, hvis jeg var kommet ind i det her med bare en smule magt, du ved?" Det var sådan Juno altid havde drømt om det. Det havde været en af grundene til, at han havde bygget sin egen bande op fra bunden. Han ville være på lige fod med Pax - fortjene hans respekt, samt flokkens. Det var lykkedes ham at få Pax til at elske sig, men midt i det hele havde han mistet al magt han nogensinde havde haft. Han havde ikke engang krystaller til sit navn. Det eneste han havde, var et ry for at være god til at lette folk fra vægten af deres punge. 

"De har ikke en skid grund til at respektere mig. Ulvens Flok er ikke ligesom Rottebanden var. Det er ikke en bande af børn, der bare gerne vil have mad i maven og nogen til at fortælle dem, at det er sengetid. Det er - en røvfuld af voksne mænd, der vil have krystaller og magt, og hvad ved jeg." Det var, hvad Ruk havde været. Og selvom Juno vidste, at Pax tog sig af flere børn, end hvad Juno selv havde gjort, og at nogen af dem på nuværende tidspunkt var børn der før havde været hans egne, så kunne han ikke ryste frygten for, at bare én af de magtliderlige mænd ville se sit snit til Pax igennem Juno. 

Om de kan gå til dig, hvis jeg ikke er i nærheden... Juno kendte kun Will og Verdis rigtig godt og dér lå problemet. Han stolede ikke nok på nogle af de andre til at ville være alene med dem, og Will var den eneste, der ikke havde holdt Juno nede, og tvunget ham til at blive healet af elver-damen. 

Pax lå på ryggen, men rullede om på siden, så hans front i stedet var vendt mod Juno i det, at den anden også satte sig til rette i sengen. Da hans fingerspidser dernæst ramte Junos varme hud, lod han dem danse i en fjerlet kærtegn, alt imens han lyttede.
For et langt øjeblik var Pax tavs, ikke sikker på, hvad han tænkte om Junos erkendelse. Skulle sandheden frem, følte Pax sig forladt eller halveret, som en sortsvedet pattegris til høstfesterne i landsbyerne. Han havde været overbevist om, at Juno ville stille sig ved hans side i samme øjeblik, at de blev til ét, hvormed han var rystet i sin grundvold over, at Juno tilsyneladende ikke ønskede det. Aldrig havde Pax overvejet andet eller tænkt, at Juno ville søge andetsteds hen, for han måtte vide, at Pax ikke kunne følge med ham; at hans ansvar var Flokkens velbefindende og at det afkrævede ham at være i Dianthos. Flokken var Pax, såvel som Pax var Flokken.

”Det vil tage tid uanset –”, mumlede Pax omsider, alt imens han betragtede konjekturerne af sine knoer igennem buksebenets stof. ”De accepterede ikke Evlyn til at starte med heller. De kender trods alt til dig men – du er ikke tvunget til hverken det ene eller det andet. Du finder selv ud af, hvad du vil.” Pax skævede op til Juno men trak dernæst sin hånd til sig og satte sig op igen. ”Vi holder tæt indtil da. Ikke, at vi behøver gå rundt og skjule det, som vi gjorde dengang. Det vil bare give dig mere tid, du ved. Til at tænke.”

Pax rømmede sig og gned sin ene hånd henover hans ansigt, hvorefter han flygtigt lod sit blik fæstne sig i Junos eget. ”Men – bliver du i hovedstaden eller? Altså, du vil være – kærester, ikke?” Pax kunne derefter hverken skjule sin forvirring eller milde frygt for, hvad end der måtte blive Junos svar, hvormed han hev sit blik sig og lod sig dumpe ned på ryggen igen. 

”Vi behøver jo ikke positionere dig i Flokken. Du kan jo bare – være min partner men udenfor… gruppen, du ved. Der er jo ikke nogen der siger, at du også skal være en del af rakkerpakket, bare fordi din mand er det.” Pax forsøgte sig med et hurtigt smil, men vidste ikke, om det i grunden lykkes ham.  

Det hjalp lidt - at høre at Flokken heller ikke havde accepteret Evlyn med det samme. Smukke, charmerende Evlyn, der havde sådan en mor-energi over sig, at enhver ville få lyst til at stole på hende. Det var heller ikke helt skidt at høre Pax sige, at Juno selv havde et valg. Havde Pax beordret ham til det ene eller det andet, eller endda så meget som bare bedt ham om at træffe det valg, han selv så for ham, ville Juno straks være sprunget i den anden grøft. 

Det var ikke gået op for ham, at Pax troede det handlede om andet og mere end hans position i Flokken, og han så på ham i chok, da det blev bragt op, ude af stand til at svare på det. 
Det var først, da Pax kaldte sig selv hans 'mand', at Juno brød ud i et stort smil. "Min mand?" gentog han med et grin og kravlede ind over Pax, for at sætte sig overskrævs på ham, så han kunne læne sig ned og kysse ham, med tunge og tænder, og et smil, der udviklede sig til et grin. "Tror du virkelig jeg tog hele vejen til Dianthos, for at forlade byen igen?" spurgte han med et fnys og rettede sig op, så han kunne se smilende ned på Pax. "Jeg har ikke tænkt mig at forlade dig nogensinde igen. Jeg fik endelig tvunget ud af dig, at du gerne vil være kærester, og så tror du bare har tænkt mig at opgive den position igen?! Aldrig!"

Juno rykkede på sig, og fik lagt sig ned ved siden af Pax, helt fluks op af ham, sit hoved på hans skulder, og sin arm og sit ben smidt ind over hans krop. 
"Giv mig en plads ved din side," bad han endelig. "Vi finder ud af det. Jeg er bare - nervøs."

Det trak forræderisk i begge af Pax's mundvige, da Juno satte sig overskrævs på ham og storsmilende begyndte at kysse ham.
I takt med kysset, som Pax ivrigt gengældte, svandt følelsen af ensomhed ligeledes ind og da Juno dernæst trak sig for at irettesætte hans forestilling, fnøs Pax tilmed moret. "Din kæreste", rettede han sig selv i en mumlen, hvorefter han himlede med øjnene og gav Juno fingeren. Bare for god ordens skyld. Ingen - og da slet ikke Juno - skulle beskylde Pax for at være pladderromantisk.

Ikke desto mindre var det dog sådan, at Pax så dem; de var hinandens. Og de var mænd. 'Kæreste', som ord og dens dertilhørende betydning, fremstod næsten for uskyldig eller uden den tyngde, Pax anså deres forhold, at var skabt med; bygget på; udsprunget af.

"Såeh - aldrig nogensinde?", gentog Pax, nu tydeligvis drillende. Det stålgrå øje gnistrede legesygt og smilet henover hans læber blev stødt bredere. Da Juno dernæst lagde sig ned, halvt ovenpå ham, drejede Pax sig atter mod ham, så megen det var ham muligt foruden, at Juno røg helt af ham.
"Det er fandeme lang tid. Jeg gik ellers og håbede - jeg mener troede, at det var sådan et langvarigt knalde-forhold", lød det dernæst, hvorefter Pax lagde sin frie arm omkring den andens liv. Straks for hans hånd ind under trøjen, hvor de begyndte en fjerlet dans af kærtegn, og den stoppede ikke, selv da Juno mumlende bad om en plads ved hans side.

"Vi har ikke travlt", svarede Pax lavmælt, velvidende det i grunden var en løgn, men heller ikke villig til at gøre det, Juno havde bedt ham om. Han kunne vel ikke være -

"Nervøs?" Pax fnøs og lagde sin pande mod det blonde hår. "Bliver Rottekongen, Den Fortabte Prins, nervøs? Fuck mand. Så ved man, at der er noget i gang. Han er sgu da ellers ikke sådan til at slå ud. Hagen op og alt det der."

"Nej, mand er godt. Bedre. Det lyder som om vi er gift. Jeg er ret vild med det." Juno lod sin mund løbe af sted med sig, imens smilet nægtede at forlade hans læber. Gift regnede han aldrig med at de ville blive, sådan som han havde vredet armen om på Pax for overhovedet at få en officiel betegnelse som 'kærester' på dem, men han kunne godt lide at det lød som om de allerede var. 

"Aldrig nogensinde," svarede Juno, fuldstændig afslappet, som havde enhver idiot kunne regne sig frem til, at han aldrig nogensinde ville forlade Pax. Ikke efter alt det, de havde været igennem, for at kunne finde sammen. 

"Tag det i dig igen," truede Juno, med sammenknebne øjne og en ond stirren på Pax, der dog blev brudt af det smil, der fortsat nægtede at forlade hans læber, da Pax jokede omkring med seriøsiteten af deres forhold. Det var kun sjovt fordi Juno vidste, at Pax var det mest seriøse menneske han kendte, når det kom til forhold. Han havde aldrig set eller hørt noget som helst om, at Pax havde haft engangsknald, eller noget som helst mere seriøst end det, udover ham selv og Evlyn, så det var nemt at høre joken i hans ord. 

"Ja, for fanden!" svarede Juno med et langtrukkent suk og møvede sig tættere op mod Pax, løftede sin hage indtil deres læber kunne mødes igen i et flygtigt strejf. "Det er normalt okay, det der med bare at springe ud i ting, men - det er fordi det normalt kun går ud over mig selv. Nu er dit ry og din bande ligesom også på spil, og - ærligt, jeg ved bare allerede at jeg kommer til at fucke det op, på en eller anden måde." Og når jeg gør, så vil du indse, at du skulle være blevet med Evlyn, tænkte han, men kunne ikke få sig selv til at sige det højt.