Naíshca smilede kort tirumferende over sit trick, som tilsyneladende havde lykkes. Hun lyttede roligt til ham, men indså hurtigt at han garanteret slet ikke fik noget ud af det. Han ville bare ikke fortælle hende det, forståeligt nok. Hun ignorerede fuldstændig Samson, for dette var en kamp imellem Taylor og hende, ikke kun fysisk, men også hvem der talte bedst for sig.
,,Netop." Startede hun ud og holdt en kort talepause, mens hun fulgte ham med øjnene, da han fejede benene væk under hende, og hun atter lå i sandet. Hendes øjne lynede af ren raseri, da han prøvede at låse hende fast igen.
Hun lukkede for en kort stund øjnene, før hun atter åbnede dem og så på ham. De var ikke længere grønne, men hele øjet var istedet helt hvide af det kraftige lys, som nu stod ud af dem som to kæmpemæssige lyskegler. Hun så ingenting, og derfor havde hun heller ingen anelse om, hvornår Taylor ville være blændet, og om han overhovedet var blevet det.

Samson så efter Taylor og Naíshca. Det var på tide at tøsen fik sin plads at kende, i dette samfund. Godt nok var hun åbenbart en af lysets krigere, men derfor var det ikke ens betydning med, at hun var stærk, og at hun kunne overvinde dem.
Et smørret smil bredtes på Samsons læber.

"Udemærket... giv hende en celle i krypten.," brummede Samson med en lidt hæs og mørk stemme.
Ildringen havde åbnet sig for Taylor, da han gik ud af den. Åbningen blev større og større, og tilsidst var der slet ikke noget af ildringen tilbage. Den var som forsvundet, og man kunne ikke se spor efter den. Intet var brændt af eller noget som helst. Det lingte at den aldrig havde været der.
Han lod sine arme glide ned langs siden igen. Han så kort efter dem, og gik nu også ind mellem de tørre træer igen, og gik væk fra stedet.

//out

Naíshca orkede ikke at gøre mere modstand, da Taylor tvang båndet omkring hendes øjne. Hun mærkede hvordan synet forsvandt fra hende, nøjagtigt ligesom Ninlia havde gjort, så hun ikke kunne bruge sine evner mere. Hun kom med et enkelt kort gisp, da hun blev slynget op på hoppen, og hun gav sig til at hviske små beroligende ord til hende, før hun blev ført væk, på vej mod borgen.
//out.

Der gik kun kort tid før Eaz kom til syne langs sandets kant, med det mørke hår balfrende i den rolige vind bag hende.
Hun stoppede ikke, før hun nåede helt hen til søens glitrende vand, og så betragtende derpå, da hendes eget spejlbillede ligeså langsomt dukkede op på overfladen.
I det seneste par måneder havde hun holdt sig helt for sig selv, næsten for at isolere sig fra andre og hun var blevet helt forvirret, da hun havde overhørt nogle folk snakke om Mørkets Lords pludselige hersken.
Dog var det ikke noget hun tog sig specielt meget af, for hun havde vigtigere ting at tænke på - ihvertfald havde hun gemt de fleste godt væk og prøvede på at forny sit liv og hele sin omgangskreds.

Rodenayu traskede igennen sandet, mens han så sig om. Han havde ikke fået øje på søen, før han nær var gået ud iden "ups' da!" kom det munter fra ham. I dag var han dog ikke fuld, men dog en smule beruset. I inderlommet på sin sorte, slidte jakke, havde han dog en lille flaske med alkohold i.

Meier kommer gående, men holder sig i skuggen, da han ikke rigtigt bryder sig om solens stråler. Han får øje på en mand "hey du der?!" kalder han bare. Han er vildt sulten efter blod, og håber han kommer hen til ham

han vender sig lydigt da han høre en stemme "hmm??" svare han, og går et par skridt hen imod Meier. Han kan næsten ikke se ham, da han står i skygge, og solens skarpe lys blænder ham.

Han får en skygge til at blænde for solen. Han går hen mod ham. han holder sig for næsen "du stinker af alkohol" siger han utilfreds. Han går så hen og prøver at bide ham i halsen for at få noget at spise

"høflig er man ikke på disse kanter??" siger han med et skævt smil, og får et lettere chok da han bliver bidt. "Hey Hey!!" Er det eneste han rigtig siger

Han drikker roligt af hans blod, men slipper hurtigt og går lidt væk. "føj for pokker da" han holder sig meget for næsen.
"hvad i alverden er du for en?" spørger han så og er vildt nysgerrig nu

han tager sig til halsen.. "Hvad jeg er for en?? Det er da det jeg skal spørge dig om? Hvad er det for en der drikker andre folks blod, uden tilladelse?" Siger han pædagoisk, og sætter hænderne i siderne.

"en vampyr, hvad ellers?" spørger han opgivende og ser på ham. "er Meier links" siger han roligt og sætter sig ned. "men må indrømme at du ikke smager særlig godt" brokker han sig

Han sukker.. "Rodenayu." siger han bare, og undlader at sige sit efternavn. "Alle kan jo ikke smage lige godt" siger han bare, og smiler sløret.

"nej, uheldigvis" siger hun vildt irriteret og små knurre. "pokkers, så skal jeg ud og jage dyr i stedet" siger han vildt surt

han smiler stadig, trods Meiers sure mine. "Det må du jo nok, hvis du ikke syntes om mit blod"

Han ser utilfreds på ham, og syntes han opføre sig vildt mærkeligt. "du da en underlig en" siger han små utilfreds og sidder nede på jorden.
"man hvor er jeg sulten" brokker han sig og små knurre

"Det er din opfattelse af det hele." siger han bare og smiler stadigt, med svagt lukkede øjne. Han retter let på den krøllede hat.

"er du dranker eller mangler du bare en hjerne?" spørger han hånligt og griner meget, da han selv syntes det var sjovt

Han trækker på skuldrende "Det må du altså selv finde ud af.. jeg gider ikke give dig alt!" Siger han med et smil. Han skæver til sin jakke, og tager den lille flaske op, og drikker noget af indholdet.

Han ser på ham, men ser så væk. "når, jeg må jo tage det jeg kan finde" siger han så og går truende hen mod ham. Han prøver meget at holde ham fast og bide ham i halsen igen