Tanken om hvilke ansvarsområder han havde at tage hånd om når han satte en fod indenfor døren derhjemme, jah den tanke var hård. Den vægtede tungt, fordi at Aldamar vidste at det kun var en midlertidig flygtig følelse, sådan som han gik med Fabian lige nu. Midlertidig og i den grad bundet op omkring hans selskab. Når han sagde farvel, og solen vækkede byen ordentligt til live... så ville magien brydes. En kedelig tanke, kunne man også fristes til at sige.
Det var dog noget han hele tiden var indforstået med, omend han ikke brød sig om det. Fyrstesønnen smilede en anelse ved den rumlende latter fra Fabian, men virkede ikke til at ville sige ham imod.
Jah, godt for noget kunne man vel godt beskrive det som.
Interesseret lyttede han på den forsatte opfølgning om hans morgenrutiner, og med et skjult smil tog Aldamar et lille drys forfærdelse på sig. Ikke at det kunne ses; det kunne primært høres i stemmen.
"Slem? Nu har jeg da aldrig..." Aldamar klemte hans side lidt, inden at han vagt rystede på hovedet.
"Det var nu heller ikke særlig spændende at være... 'slem' i længden. Det virkede en kende modstridende" han ville jo ikke have at han var gået nogle steder, imens han heller ikke ville have ham omkring ham selv, den morgen. Dobbeltmoralsk og i den grad modstridende, hvilket nok kun var følelser, tanker eller meninger man kunne have, når man var vant til at de til en hvis grad blev efterfulgt.
Ligeså træls som det var, at Fabain... relativt tit sagde ham imod, ligeså underholdende og anderledes kunne det være.
Aldamar begyndte dog at kunne se hvordan dagen tog fat i Dianthos. Eller i hvert fald den tidlige morgen. En enkelt person listede sig ud af en knirkende dør, og med en lille lyd af modvilje, løsnede Aldamar alligevel sit greb omkring Fabian for at kunne gå... uden at holde om ham.
Hvilket nok også var det bedste.