Krystallandet
Signehn 09.01.2019 20:19
De stikkende røde øjne blev fortsat på Selmy i et par øjeblikke inden Asith endelig lagde sig ned igen. Der var ingen mistanke om at Selmy skulle være en trudsel imens Asith sov, men elveren følte sig mærkeligt nøgen uden at have sin daggert hvilende imod hjertet imens han sov. Dog ville han ikke tage den frem - det kunne hurtigt blive grimt hvis Selmy vækkede ham lidt på en af sine flabede måder og Asiths paranoide søvnrytme blev skyld i at han fik våbnets blad i maven. Han havde ikke noget at være varsom over imens Selmy sad vagt, men han følte sig så fandens forsvarsløs at han næsten havde mere lyst til at gå ud i regnen og sove og få sit sår befængt med alskens skidt fra skovbunden. Gæstfrihed og nænsomhed, selv i den simple form af et telt og en hjælpende hånd, føltes så unaturligt og fremmanede en varsomhed, som han genkendte fra sin barndom. Han fnøs irritabelt og lagde hovedet helt ned og modvilligt lukkede øjenlågene, selvom de var tunge som bly. Hans frustration varede kun få minutter mere inden søvnen rullede over ham som støvskyerne i Kzar Mora...
Den silende regn blev eventuelt blot til resterende dråber fra stadig våde trætoppe og Asith havde i mellemtiden forladt sin diskrete sovende position og i stedet lå krøllet sammen med sine knæ trukkede op foran sig og sine arme defensivt omkring sin sårede overkrop. Han ignorerede først Selmy's ordre med et lavt grynt, men begyndte så små at røre på sig da knægten begyndte at pakke dem sammen omkring ham. Et enkelt rødt og sort øje åbnede for at se hvad han havde for. Dernæst det næste. Først da satte han sig langsomt op og for et øjeblik lignede han mest af alt bare en utilfreds kat der var blevet vækket - ifølge den selv - for tidligt. "Hvad tid på dagen er det...?" Mumlede han træt. Det føltes som om han havde sovet i et årti, men stadig ikke var udhvilet. Han lavede en beklagende lyd og kiggede til sit sår, som havde lukket sig pænt igen. Det var stadig ømt, varmt og dunkede imod hans fingerspidser, men det var ikke en pinsel som sådan. Det var dog nok for det bedste at han ikke løb fra flere hunde lige foreløbig. Han tog en håndfuld mælkebøtter i gabet inden han fik sig selv møvet ud af teltet med sin robe, bælte og kurv på slæb. Hans blik løftede sig mod den lysere himmel inden han hev sin robe over hovedet og igen gemte sin overkrop væk. Fandens til stop - han havde slet ingen tidsfornemmelse mere. Hans bælte blev tilføjet og han lignede efterhånden sig selv til trods for ikke at være helt ligeså pletfri og velfriseret, som han havde været da de først mødtes. Hans lange hvide hår syntes at have sit eget liv.
Som Selmy fik samlet sagerne, begyndte Asith at spænde dem fast til sig og tage dem over ryggen for at lette byrden - jo hurtigere de kunne anskaffe sig et æsel eller pony, jo bedre. Han lavede da en halvcirkel omkring sig selv og indså at hans stedssans var blevet ødelagt af Selmy's tilfældige forsvinden ind i skoven fra før. "Har du en ide om hvor landevejen er?"
