Det var lidt af en rus der spredte sig i den unge fyrstesøns krop. Han kunne næsten mærke hvordan at hjerteslagenes hurtigere rytme, blandet med den kriblende fornemmelse af endelig at være på vej, fik hans skridt til automatisk at blive hurtigere. Havde Fabian ikke været den der insisterende pressede sig et ekstra skridt frem, havde Aldamar næsten per automatik været et skridt foran. 
Noget der også kunne ses i det mørke blik, da han med et grin trak ned i dørhåndtaget. "Så er alt som det skal være" lød det tilfreds, imens at fingrene diskret begyndte at lirke den øverste knap mere op, af hans i forvejen lidt åbne skjorte. 

Et værelse udenfor farezonen, burde være til at finde. Og med mere og mere vovede tendenser, måtte man ikke være i tvivl om at Arysprinsen nok skulle skaffe sig et, hvis det i sidste ende ikke var til at finde. En eller anden dag, ville det give bagslag - nok til at brænde nallerne godt og grundigt. Men som Aldamar fik ledt dem længere ind i slottes halvmørke gange, var den dag næppe idag.