En uimponeret grimasse fik Aldamar til at ryste en anelse på det lyse hoved, da manden påpegede at han jo trods alt kun var en prins. Fordi, åh hold mund. Aldamar's hånd om knæet trak med den tanke en anelse drillende i ham, næsten samtidigt med at skøgen selv lænede sig frem, men selv det kys der fulgte med var ikke helt nok til at lukke ned for de drillende små bemærkninger. Fordi næsten med det samme som læberne gled fra hans og Aldamar tilfreds stødte sin pande mod den anden mands i et lille, mageligt men dog indvendigt jah, fulgte han op med en ny konstatering - den ene mere vovet end den anden - og de mørke øjne gled skælmsk op. 
Lige på de lavpraktiske fronter som mad, seng eller sovested, var det ikke noget Aldamar overhovedet overvejede som værende forkælelse, men hvis han sagde det... så tog han gerne de billige point der fulgte med de lidt mere ekstravagante. 

Og den sidste stavelse var knap nok nået til ende førhen at Aldamar med en lille brummen lod hånden springe fra knæ til nakke, og en anelse bestemt trak ham tættere på til et lidt dybere kys, en fornøjet kommentar på tungespidsen lige inden - "Godt" - han måtte skam også gerne vænne sig til det, hvis man spurgte Aldamar selv. Det havde aldrig været en decideret plan at lokke med et mere luksuriøst liv. Men så længe han alligevel var omkring Arysprinsen, og så længe det alligevel var den hverdag han selv levede, kunne Fabian ligeså godt nyde godt af goderne ved det. 
Og så kunne kysset godt være mere, end det lilel han var blevet givet før - simpelthen ikke godt nok, da det trods alt var en del af hans egen forkælelse. 

Alt omkring Aldamar føltes lidt som forkælelse for Fabian, også selvom det var så naturligt for Aldamar. Det levede bare i nogle lidt forskellige tilstande, og hvor god mad måske var normen for Aldamar, så var det noget exceptionelt for en som Fabian. Halskæden var dog nok en af de mere intime gaver der var blevet givet ud. Noget der lidt vidnede om at det var dybere end bare en prins og en lokal skøge. Det var mere noget man gav til en elsker man værdsatte.

Fabian kunne ikke skjule sit smil som han blev hevet ind for et dybere kys end det han selv oprindeligt ville have givet. Der havde Fabian dog aldrig selv været nærig. Hans egen hånd fandt Aldamars skulder at støtte sig på og hev sig lidt nærmere, som han gav Aldamar alt hvad han ville have, inden de endelig måtte bryde kysset, for også at få vejret igen. Han trak sig dog ikke rigtig væk fra den anden mand, også selvom han lænede sig lidt akavet op mod ham. ”Men du kan vel også bare tilkalde en magiker når du har lyst og få det ordnet?” spurgte han drillende, for det lød som om at Aldamar ikke havde fået det gjort helt endnu. Fabian anede dog ikke hverken hvor meget sådan noget kunne koste eller hvor få der egentlig havde evnerne til at lagre magi ind i objekter. Han vidste godt at det var for dyrt for en så fattig som ham selv. Forhåbentlig ville ingen finde ud af det, ellers kunne han i hvert fald risikere at folk forsøgte at få fat i den. Så meget vidste han trods alt. 

Til sidst var det at armen fik sneget sig omkring livet på den anden mand, så da han til slut endte med at bryde kysset, var det ikke langt han nåede, både trukket men også lænet ind imod Aldamar, som rettede det til en mindre akavet position. I det var det også at Arysprinsen møvede sig en anelse bagud imod sengeryggen, så han med et lille grin kunne læne sig ind imod den støttende flade, og tilfreds vippe hovedet en anelse opad - fornemmelsen af vægt imod hans skulder var velkommen. "Bare lige tilkalde en magiker..." endte han med mumlende at gentage, en kende fornøjet over hvor let Fabian fik det til at lyde. 
Han ville prøve, de var dog ikke altid lige sådan at samle op fra diverse gadehjørner, hvis man ønskede en diskret kvalitet - men han virkede ikke imod det. 

Hånden gled dovent over hans side, og Aldamar åbnede langsomt øjnene igen, for at række ud og trække dynen mere op omkring dem, før rummets kulde sneg sig for godt ind på dem. ".. jeg vil gøre mit bedste for at få det ordnet inden.. alt for længe. Jeg har et par andre ting at tage hånd om først, men når tiden byder sig, vil den gå til det" lovede han derpå, og hev den varmende del over benene og helt op til navlen, så... det mere private også var dækket. Ikke at han regnede med at nogen kom ind, men det var alligevel en smule for blottet, sådan at sidde foruden noget som helst. I hvert fald i længere tid af gangen, så komfortabel med nøgenhed var prinsen trods alt ikke. 

På mange punkter anede Fabian ikke hvordan tingene fungerede når man var en prins, men alting virkede lidt nemmere, hvis man så bort fra at være til samme køn, og dermed forventede han også at Aldamar bare lige gjorde som han egentlig ønskede. Magien der lå i smykket kunne være lidt lige meget for Fabian, i hvert fald som han tænkte nu, for i sidste ende var det vel ligeså meget en gave for hvad Aldamar ønskede han skulle have.

Han lænede sig lidt mere bekvemt op af Aldamar, så Aldamar i stedet for var den der måtte holde ham oprejst. At de fik en dyne på var dog helt op til Aldamar, for der havde Fabian nu altid været lidt mere tilpas i at være nøgen. Varmen fra dynen var dog det bedste ved det, da den kølige morgenluft stadig hang omkring dem. ”Hmmm... vil det så ikke være nemmere hvis du beholder den indtil det bliver gjort?” spurgte han. Det kunne godt være at han generelt havde været ret god til at komme når der blev kaldt, men det kunne jo være på et tidspunkt hvor han ikke lige havde tid, og det ville være mere praktisk for Aldamar at have smykket der skulle ordnes, uanset hvor fin en gave det havde været i det her øjeblik. Fabian kunne jo nok godt vente et par uger til at have det permanent. 

Så spontant ville det dog ikke blive ordnet. Fyrstesønnen følte sig selv ryste en anelse på hovedet ved forslaget, og drejede til sidst ansigtet ind imod ham, så næsen begravede sig i de blonde hår. Næseryggen og til dels også panden stødte imod den højere mand, og havde det ikke været fordi at han selv følte at han holdt en god del af mandens krop oppe, ville han nok ikke have været sen til at gøre præcis det samme som Fabian, og have lænet sig godt op af den solbrune skikkelse. 
"Måske... men jeg vil gerne have, at du har den" endte han med at sige, og listede hånden over den kølige sten. "... så kan du måske også lærer ikke at smide den væk, før vi gør den mere værdifuld end som så" pointerede han med et lille, drillende smil, og trykkede den imod hans hud. 

Det ville nemlig lige godt være typisk, og selvom Aldamar ikke ville holde det imod ham - i hvert fald ikke førhen at det skete flere gange en de første par gange - så ville det være... upraktisk, at bruge mere penge på det end han burde. Upraktisk og... en anelse uansvarligt. Det var en skyldig fornøjelse; det vidste han udmærket godt. 
Men det var hans skyldige fornøjelse, og der var mange ting han havde givet op på gennem årene, da første priorteten altid havde været, og altid ville være titlens ansvar. Fabian burde... nej, måtte ikke være en af dem. Han kunne ikke. Ikke lige nu. Så ved guderne, om han måtte bruge noget af sin tid, penge og lyst på en der faktisk fortjente det, modsat så mange andre han havde, og stadigvæk brugte, tid omkring. 

Hvad gjorde den mand dog ved ham? Fabian kunne mærke hvordan hans hjerteslag momentant steg, som de søde ord blev ved med at forlade Aldamars mund, også selvom han lige blev nødt til at skubbe til prinsen med den ene albue, som han klart indikerede at Fabian ikke kunne finde ud af at holde styr på den. ”Jeg passer faktisk ganske godt på mine ting,” protesterede han, ikke at Aldamar kunne vide det, som Fabian generelt ikke havde været meget for at tage ting med ham hjem. ”Problemet er at man aldrig ved hvornår nogen prøver at tage det fra en!” Jo mere vant til byen man var, jo mere usandsynligt var det i det mindste at blive rullet på gaden, selvom Fabian godt vidste at han nok ikke var blevet det for sidste gang.

Han drejede kroppen lidt, så han bedre kunne læne sig hoved mod Aldamar, i håb om at fange hans læber i endnu et kys. ”Jeg skal dog nok passe godt på det.” Forhåbentlig ville folk ikke tænke at det var underligt at Fabian havde endnu et halssmykke, for ikke at nævne at det næsten var lidt for fint til ham. Det var dog de mindste af bekymringer, og de fleste af hans kunder accepterede trods alt det meste, siden han prøvede at sælge dem en fantasi. 

En hjertelig latter forlod Aldamar's læber, og Arysprinsen trak ham tættere ind til sig imens at han møvede rundt for at skubbe sin krop ind i en mere modtagelig vinkel, og Aldamar trak selv ansigtet en anelse tilbage for bedre at kunne se ham, selvom han i den grad havde nok i bare at føle ham. Han ville sværge højt og helligt på at hjerteslagene trængte igennem den solbrune hud, at de blågrønne øjne han mødte mindst var ligeså funklende som hans egne, og i den grad også afspejlede hvad han selv følte. 
Så meget tilfredshed over en anden person. Han følte et fjoget smil spille om læberne, da han klagende påpegede at Fabian da aldrig, i hvert fald sjældent mistede sine ting med vilje. 

Og det lille smil, blev kun bredere da han tilføjede at han dog nok skulle passe på det. "Godt så" nåede han lige at hviske, førhen at læberne stødte imod hans og Aldamar med en lidt dybere brummen lod sit hoved glide på skrå, og øjnene glide i. 
Problemet var, at ingen vidste hvornår nogle ville prøve at tage Fabian væk, kunne han ikke lade være med at hører hvisket i sit indre. En hviskende tanke, som fik Aldamar til næsten insisterende at gribe lidt hårdere fat i skøgen, en anelse mærkbart da neglene tilfreds gled en anelse ned i den solkyssede hud, og Aldamar slap amuletten for i stedet at gribe under den skarptskårne kæbelinje - følge knoglen ind mod halsen og til sidst glide ind på sin plads bagved nakken, 
Uden at rykke sig tilbage skiltes Aldamar's læber i en lille pause midt i kysset, og med en lille, jah en lidt dybere brummen var det at fyrstesønnens hånd om livet, trak ham op imod sig, måske også en anelse over sig, det var en lidt bedre vinkel. "Du har ikke lavet aftaler for morgenen, har du?" kom det en anelse drillende fra ham. Fordi hvis han havde, var det aftaler Aldamar nu møvede sig ind imellem, det var så helt sikkert. 

Det var nemt at miste sig i alt hvad de havde sammen. Et tilfreds brum kom fra Fabian som han mærkede neglene mod hans hud, en opfordring hvis han selv skulle sige det. Med den lille ekstra position lod Fabian også sit ben glide over på den anden side af Aldamar, så han lidt mere bekvemt kunne sidde overskrævs med Aldamar, og dermed kunne de var sammen om at fordele vægten, så de ikke faldt.

Hans fingre gled lidt ned af det stærke bryst ved ham, og hans læber foldede sig i et drillende smil. Så prinsen forventede nu alligevel at Fabian havde oceaner af tid til ham? Desværre ikke ligefrem en ting som Fabian kunne benægte, og han havde heller ikke særlig meget lyst til det, i hvert fald overfor ham selv. ”Man har vel kun en aftale, indtil man får en mere tiltalende?” sagde han grinende, selvom det næppe var sådan han egentlig kørte sit arbejdsliv. Tingene var bare blevet ændret, især nu når Aldamar snart skulle væk. Desuden var Fabian måske også begyndt at tage lidt mere faste kunder, i hvert fald i det omfang at de ønskede en dag og tidspunkt fra ham. Det føltes så unødvendigt når det ikke var med Aldamar, og lige fra starten havde prinsen nok også fået lige lovlig meget særbehandling. 

Villigt rykkede han sig, og selvom Aldamar næppe havde forventet andet, så var det nu stadigvæk sådan at det sendte et godt sus igennem den lyse krop, hvis fingre fik bedre fat i den andens krop, og legende gled ned omkring hans liv, jah foldede sig ind omkring hans liv i en mere fraværende nussen. Og blikket? Jah det mødte i stedet Fabian's foran sig, et ligeså tilfreds smil om læberne da han vejen bekendtgjorde at aftaler efterhånden var et flydende begreb. Var det virkelig? 
Han tvivlede, men det var den gode form for tvivl. 

Den slags der prioriterede han selv frem foran en anden tilfældighed af en person, og han kunne godt li' den simple prioritering. "Og jeg er den mere tiltalende?" Grinte han, men se det behøvede ikke noget svar. Det viste han godt at han var. 

De havde i hvert fald noget tid. De havde nogle øjeblikke, og i morgenlysets dovne fald igennem vinduet, var det deres øjeblikke at bruge.  
Aldamar lod den ene af hænderne frigøre sig lænden, og lod den i stedet følge ryggens fine bue - hele vejen op til nakken for bestemt at vippe hovedet til siden, imens at han ikke ventede på svaret førhen at han med fornøjelse i de mørkeblå skygger af hans iris, lod læberne finde halsen til et dovent men også roligt lille kys. Et der nok mere var dovent af forventningsopbyggende grunde, og som en kende drillende holdt en anelse ved, blev en anelse mindre uskyldigt i sekundet der passerede og mere markerende da tænderne skrabede den bløde hud, ligesom at neglene fik mere at sige. Det havde bestemt været en opfordring, det fra før. 

Fabian lod sine hænder glide op af Aldamars overkrop igen, så han kunne lægge armene over skuldrene på ham, og bare skubbe sig lige lidt nærmere, og han kunne mærke alt hvad Aldamar var i sit mest naturlige jeg. Som tingene forsatte så begyndte det trods alt ud som om at de havde tænkt sig at starte dagen godt, og Fabian kunne ikke brokke sig et sekund over det, ikke når han var varm og lykkelig i det her øjeblik.

Det var svært helt at stoppe det store smil fra at Aldamar begyndte at fiske efter et kompliment, især fordi Fabian vidste at Aldamar vidste at selvfølgelig var han den mere tiltalende. Det stoppede dog ikke Fabian fra at give efter. ”Så helt bestemt,” hviskede han, og lod Aldamar tilte hans hoved til siden så han kunne få adgang til halsen.
Som tænderne skrabede mod hans hud, og han endnu engang kunne mærke neglene mod hans hud. Oh, Aldamar havde i den grad lagt op til noget, og Fabian havde intet problem i at bruge formiddagen i sengen med manden som han i sidste ende var faldet for, til trods for hvad han havde sagt til sig selv de sidste ti år med at man aldrig skulle falde for en kunde.