Det tog tid for Phillippe at få vejrtrækningen til at blive nogenlunde normal. Når han ikke kunne tage dybe vejrtrækninger, men måtte nøjes med korte og overfladiske var tog det tid ikke at være helt forpustet. Snedkeren ville dog ønske det ikke var sagen, for det var overraskende anstrengende at huske på, man ikke skulle trække vejret som man normalt gjorde, og derfor endte han også med at glemme det, og måtte skære nogle smertende grimasse og komme med et støn når han glemte det.

 Phillippe var faktisk ikke helt sikker på hvorfor Enzel mente han også skulle ligge stille. Han regnede dog ikke med det ville blive et problem, først og fremmest fordi han generelt sov stille, men det ville helt sikkert gøre ondt hver gang han prøvede at flytte på sig, så han ville hurtigt stoppe med det igen. Han nikkede derfor blot med et skævt smil, mens han fik lagt sig til rette op af de mange puder.
 Det ene øjenbryn løftede sig lidt ved Enzels ord, mens han overvejede hvad halvkatten mente med de ord. Blikket gled lidt ned over ryggen af Enzel, som han vente sig lidt rundt. Phillippe ville følge efter, men lige nu, havde han ingen muligheder for at ligge på andre måder en på ryggen. 
 " Hmm.. Og hvad skal det så betyde? " Spurgte Phillippe oprigtigt nysgerrigt, mens fingrene blidt strøg ned over Enzels ryg, hvor han nu lige kunne nå. 
 " Du har måske tænkt dig at lave løjere mens jeg sover? " Spurgte han i en drillende tone, inden han endte med at trække tæppet lidt op over sig, og derefter lidt fingrene stryge over Enzels bløde hud igen. 

 Øjnene gled i og Phillippe lyttede til Enzels ord. Et skævt smil bredte sig på hans læber og kort efter lød en lav og overfladisk latter - en der ikke gjorde alt for ondt. Der var noget over Enzel ord, men Phillippe vidste ikke helt hvad det var. Det fik ham til at le og smile, og tænkte han mente noget andet end han nok gjorde.
 " Javel ja, " Smilet spillede stadig på Phillippes læber, mens han flyttede armen længest væk fra Enzel, ind under hovedet. Han forsatte med at nusse bordelejeren ved hans side, indtil han trak tæppe op over sig. 

 Hånden blev lagt hvilende mod maven, og øjnene blev åbnet igen, for at betragte Enzel lidt. Phillippe synes han lå utroligt langt væk, og blev kort i tvivl om Enzel 'tilgivelse' måske ikke var helt så oprigtig som han havde fået det til at lyde. Som om Phillippe alligevel havde tænkt for meget på sig selv i akten, og Enzel var skuffet. Han åbnede munden for at inviterer Enzel til at komme tættere på, men inden han fik en lyd ud, forlangte Enzel at Phillippe hvilede sig. 
 " Skal ske, Hr. Silene. " endte han med at sige i stedet. Der var noget drillende i tonen. Det var med vilje han brugte den formelle tale, for inderst inde vidste Phillippe godt, han skulle holde Enzel i kundeafstand. Noget han tydeligvis ikke havde kunne finde ud af.
 " Du kommer bare tættere på, hvis du har lyst. " mumlede han så, efter at have lukket øjnene igen. Endte Enzel med at vænne sig ind mod ham i stedet, ville Phillippe flytte hånden fra maven, og ligge den lidt ud, så han kunne holde en smule om bordelejeren.



 Det var en lang nat for Phillippe. Han vågnede flere gange, og sov langt fra ligeså tungt som han normalt gjorde. Hver gang vægten i sengen flyttede sig vågnede han lidt op, selvom det ikke rigtig gjorde specielt ondt i han ribben. 
 Som solen begyndte at snige sig nærmere at stå op, begyndte Phillippe også at have det ringere og ringere for hver gang han vågnede. Lige så stille begyndte en dunkende hovedpine at titte frem, sammen med en let kvalme. En hovepine og kvalme der langsomt blev værre for hver gang han vågnede. Phillippe var dog glad for han havde drukket sig fuld i vin, frem for øl, for vinen gav han ikke samme aggressive hovedpine og kvalme som øl, men efterlod han mere træt og udmatte dagen efter. 

 Phillippe var egentlig på vej til at lægge sig til at sove igen, da Enzel stemme nåede ham. Øjnene forblev lukket, men armen der lå bag hovedet blev flyttet, og hånden gled træt ned over hans ansigt, efter Enzels blide kærtegn. Det var da helt bestemt rart og vågne til, men åh hvor kunne han smage den grimme smag i munden så tydeligt, over det han havde gjort. Han havde lovet Nicola det ikke ville ske igen. Og bestemt ikke med Enzel. Og det var gået så godt med ikke at falde i. Indtil det ikke gik godt.. 
 " Mm.. " brummede snedkeren kort, inden hånden stoppede den gniden, og han i stedet trykkede på næseryggen med tommel og pegefinger. 
 " Lang nat..  " Det føltes som om natten havde været dobbelt så lang, men det skyldtes nok alle gange han vågnede. Phillippe lagde selvfølgelig godt mærke til at Enzel kaldte ham kære. Noget han med vilje prøvede ikke at tænke over, for det der var sket, skulle ikke ske igen. Han var nødt til at stoppe det. Om han så vitterlig måtte låse sig inde i værkstedet for at holde afstand. 
 " Jeg synes du stak lidt af i nat? " Kommenterede han med en drillende tone. Enzel havde godt advaret ham om han var nattedyr, og derfor var det heller ikke andet end en drillende kommentar.

 Phillippe skar kort en grimasse da Enzel satte sig op, og hånden på næseryggen flyttede sig ned til hans brystkasse, og øjnene åbnede sig endeligt. Armen der havde holdt om Enzel, kunne ikke helt holde sig fra at nusse ham lidt op af ryggen. Blikket betragtede den fuldt påklædte bordelejer. Det måtte ikke være nemt at skulle være så påpasselig. 
 " Det lyder godt.. " Han kunne ikke blive for længe, han burde for længst være taget tilbage til Nicola. Langsomt og forsigtigt fik Phillippe sat sig op, og svunget bene ud over sengekanten. Det gjorde ondt - noget mere end han huskede det have gjort før han lagde sig til at sove - og et eller andet sted var det da bekymrende. Blikket gled lidt over overkroppen og forbindingen.
 " Jeg skal snart tilbage på værkstedet. " Gjorde han klart, selvom han regnede med Enzel godt vidste det. Han skulle dog nok spise morgenmad med Enzel. Inderst inde var det valg dog nok taget, fordi han ikke havde lyst til at se Nicola i øjnene, og indrømme han havde gjort det igen.

 Midt i bevægelsen til at løfte sig fra sengen, bad Enzel ham vente og lagde armene om ham. Den pludselig bevægelse og det pludselig stop gik et jag af smerte til at skyde igennem hans krop og ud gennem hans stemmebånd som et smertefuldt grynt. Han kom tilbage at sidde i sengen igen, med tænderne bidt hårdt sammen og øjnene knebet i. Ikke fordi han var sur eller vred, men fordi det gjorde ondt.  
 Da Enzel løsnede grebet lidt åbnede Phillippe øjnene igen, og drejede hovedet lidt får at se på Enzel og hvad han ville, siden han skulle vente. Han lod sig læne en smule tilbage, men ikke alt for meget, da det også gjorde lidt ondt. Åh hvor var det da irriterende, at have ondt!

 " Mmmh.. Det kunne jeg.. " Phillippe overvejede faktisk tilbuddet. Så lidt der skulle til at næsten slå han ud af smerte, så var en healer noget så fristende. Phillippe kunne dog ikke lade hver med at tænke på Nicola. Og på, at hvis han kom tilbage til værkstedet og fortalte hvad der var sket, uden at have en skramme, så ville han nok slet ikke tro på ham. Så det var nok bedst hvis han led. Det var vel også velfortjent. Inden Phillippe nåede at afvise tilbuddet kom Enzel med endnu en kommentar. En kommentar der fik et bredt smil til at brede sig på hans læber, og et kort grin til at lyde frit.
 " Det ville du bestemt! " I Phillippes øjne skulle der heller ikke meget til at behandle Phillippe bedre end Katarina gjorde. Så længe man ikke spurgte hende. Det var jo dog ikke konen han skulle hjem til, men den hemmelige elsker, som i virkeligheden også var Enzels ægtemand. 
 " Det er et venligt tilbud, men jeg er nødt til at tage hjem. Ikke lige nu, men snart, " Phillippes hånd flyttede sig lidt. Han skulle til at løfte den op og stryge Enzels kind, men var det nu også en god ide? Det virkede allerede til at Enzels så deres forhold som noget meget mere end Phillippe gjorde. 

 " Det er okay, " tilgav Phillippe hurtigt. Han regnede bestemt ikke med at Enzel gjorde han ondt med vilje, men at han blot var blevet lidt ivrig efter at forsøge at overtale snedkeren til at blive. Et drilsk smil gled over læberne, og blikket skævede mod Enzel.
 " Jeg ved godt, jeg kan være svær at holde fingrene fra.. " 

 Forsigtigt fik Phillippe sat sig ordenligt op, uden at trække sig helt væk fra Enzel. Det var jo rart med nærkontakten og at vide at Enzel værdsatte ham. Også selvom Phillippe virkelig skulle holde fingrene for sig selv, og holde afstand til bordelejerene. 
 Det var dog som om Enzel vidste lige præcis hvilke knapper han skulle trykke på, for trods smerten i brystet og den lette hovedpine og kvalme, så fik den kælende nussen mod Phillippes skulder og den korte spinden det til at sitre i hele Phillippes krop efter mere. Og da halvkatten trak sig væk, sad Phillippe tilbage med en tør smag i munden, som havde Enzel lige snydt ham for at få noget af drikke, trods flere timers vandren i Rubiniens tørre sandt. 
 "  Jeg kommer om lidt.." Ordne var lave, som havde nogen taget hans tunge, mens han sendte et lidt langt blik efter bordelejeren som han listede ud af værelset. Hvorfor skulle han over have fundet ud af, hvad der gemte sig under i bløde silke klæder?

 Der gik et par sekunder før Phillippe fik taget sig sammen til at rejse sig. Han prøvede at samle tankerne om Nicola. Om at det var ham han elskede - for det var det virkeligt. Hvorfor var det så så svært at holde fingrene for sig selv?
 Det var gået lidt langsomt med at få tøjet på. Nærmest hver bevægelse fik det til at gøre ondt, enten i brystet eller i hovedet, men efter et godt stykke tid, var Phillippe på vej ud til Enzel og morgenmaden. Han sørgede for at lukke døren efter sig, ikke at han faktisk helt vidste hvorfor, og med den ene hånd lidt støttende mod brystkassen, gik han Enzel imøde. Det var Hr. Silene han skulle håndtere nu. Det var bare det han skulle huske. En kunde, ikke en ven. Eller hvad de nu var.

 Hovedet drejede sig ledende rundt, som blikket ledte efter Enzel, da Phillippe kom ned i køkkenet. Han var dog ingen steder at se - det var morgenmaden heller ikke, så han forsatte ind gennem stuen, hvor han fik øje på Enzel og et bord fyldt med alverdens godter. 
 " Det kunne da være jeg skulle komme til morgenmad noget oftere.. " et skævt smil spillede på Phillippes læber som han fik sat sig ved bordet. Blikket gled lidt rundt på den fredfyldte himmel, der var stik modsat den forrige aftens uro. Havde Phillippe været mere troende, ville han nok have tænkt det var et tegn fra guderne. Vejret var jo blevet særligt grimt som han skulle til at forlade Enzel. Og de var blevet overfaldet. Alt sammen kunne være gudernes måde at sikre sig de to mænd blev sammen. Og nu, dagen efter hvor alt var godt, var vejret faldet til ro.
 
 Trods han ikke var så troende igen, kunne Phillippe alligevel ikke lade hver med at lade et lille underholdt smil lægge sig på læberne over ironien i det. Phillippe nikkede til Enzels ord, og fik trukket stolen lidt tættere ind til bordet. 
 " Bliver haven brugt, når du prøver at overtale folk til at blive? " Phillippe løftede det ene bryn og sendte Enzel et drillende smil. Han vidste jo godt at Enzel gerne ville have han blev lidt endnu, og det var fristende. Skubbe alt ansvaret fra sig, og bare nyde alt det sjove. Det var det han altid havde gjort. 
 Alligevel gav det også et stik af dårlig samvittighed, og dårlig smag i munden at han tænkte sådan. Han elskede virkelig Nicola - også selvom han handlinger ikke helt vidste det. Lidt opslugt at tankerne, svandt Phillippes smil lidt ind.

 Det ene bryn løftede sig lidt ved tonen i Enzels ord. Selvom han godt vidste at Enzel manglede Nicola, havde han det med at glemme det. Nicola var hans, og han var ikke væk. Hvis han sad i Enzels situation, ville han nok heller ikke finde det særlig sjovt, hvis nogen lavede sjov med hans intentioner baseret på ensomhed. 
 Derfor hold Phillippe sin mund, og nikkede. Der var heller ikke så meget at sige og Phillippe kunne jo godt se han måske havde trådt Enzel lidt over tæerne. I stedet begyndte han lige så stille at tilføje lidt bær til hans portion grød, og flyttede blikket hen på Enzel igen da han snakkede. 

 Phillippe nikkede og lod blikket glide ud over haven igen. Den var særdeles yndig - den virkede lidt utæmmet, men Enzel havde vel nok heller ikke haft så meget overskud til at holde den ved lige - men Phillippe kunne godt forstille sig hvilken skønhed det ville være i sin fulde pragt. 
 Det var dog ikke længe Phillippe betragtede have, for Enzel bratte stilhed, og lyden af skeen der ramte skålen, fik hurtigt Phillippe til at se tilbage på bordelejeren. Havde han brændt sig? Var han ved at blive kvalt? Synet der mødte Phillippe var dog en der var i en helt anden smerte. En klump voksede sig frem i Phillippes hals og han slog blikket lidt ned. Som delte han Enzels smerte. I virkeligheden var det dog skammen fra at holde Enzel for nar. For at snyde Enzel og lyve over for ham. Eller i hvert fald undgå sandheden. Han havde en dårlig smag i munden og måtte synke en besværet gang for at kunne snakke. 
 " Jeg.. er sikker på han er derude et sted.. Måske er der.. en eller anden ældre dame der har fundet ham og er ved at tage sig af ham til han er stærk nok til at komme tilbage til dig.." Phillippe skar kort en grimasse og slog blikket lidt ud til siden. Nicola var allerede begyndt at snakke om at tage tilbage til bordellet. Han forstod ikke hvorfor, men kunne heller ikke tvinge ham til at blive væk. 
 På den anden side gav det ham jo også dårlig samvittighed at han skjulte Nicola for Enzel. Måske det var for det bedste at Nicola tog tilbage til bordellet, lige godt hvor lidt Phillippe brød sig om tanken? Så ville det nok også være nemmere at undgå Enzel, og Phillippe skulle ikke være sådan på liste tæer omkring bordelejeren.

 Han er død. Phillippe sank endnu en besværet klump, inden munden åbnede sig for at lukke sig igen, kort efter. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste jo Nicola ikke var død, men hvis han sagde det, blev det pludselig meget klart at han vidste mere end han sagde. Phillippe lænede sig i stedet lidt frem, så han kunne lægge den ene hånd på Enzels, og give den et betryggende klem. Hans udtryk så dog noget mere forpint ud, da hans tanker og følelser var ud over det hele.
 Hvis Enzel var så overbevist om at Nicola var død, ville han vel ikke blive ved med at lede efter halvpanteren? Hvad grund var der så for at Nicola tog tilbage til bordellet? Enzel bevægede sig så sjældent ned i Den Nedre Bydel, og Phillippe skulle nok hjælpe Nicola med at få hans eget sted. Han kunne blive helt fri fra Enzel hvis han ville.

 Hånden blev taget til sig, så Enzel kunne spise videre, og fordi det gjorde en smule ondt at læne sig sådan frem. Phillippe gik også selv igen med at spise, men stoppede kort op, ligesom han havde puttet en skefuld grød med bær på ind i munden. Det ene bryn løftede sig lidt, og Phillippe holdt blikket på Enzel mens han tyggede af munden. 
 " Så.. det er lidt på grund af at være blevet efterladt? " kommentered Phillippe en smule eftertænksomt. Han gav dog ikke Enzel tid til at svare for han forsatte og egentlig svarede på det Enzel spurgte om.
 " Det ved jeg godt. Jeg er lidt.. særlig speciel.. " Et drillende smil spillede på Phillippes læber, men han vidste også godt Enzel mente hvad han sagde, og det drillende element fra smilet forsvandt så han bare sendte bordelejeren en venligt smil.

 Da hånden var tilbage ved Phillippe sad han med blandede følelser. Mest af alt skyldfølelse.  Selvom hans følelser kredsede mest om ham selv og hans handlinger, håbede Phillippe at Enzel så det som føler for ham, på den ene eller anden måde. Det var næsten nemmere end at skulle forklare hans egne følelser. Den blide nussen af han fingre, fik ham også til at tænke, at Enzel var taknemmelig for hvad end han troede Phillippe prøvede at vise eller udtrykke. 

 Endnu en skefuld mad fandt vej til hans mund, mens han lyttede til Enzels ord. Ord der ikke hjalp på hans skyldfølelse. Ikke nok med at han ikke havde holdt hvad han havde lovet Nicola, og at han nu nærmest gemte sig for ham, ved at blive hos Enzel, så legede han også med Enzels følelser og løj ham lige op i det yndige ansigt igen og igen.
 Phillippe vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det, og nikkede derfor blot, mens han sendte Enzel et lidt akavet, men taknemmeligt smil. Han var jo trods alt glad for at høre at Enzel fandt ham så specielt, hvem ikke ikke lide at høre de var speciel? Phillippe vidste jo også godt han var noget særligt. Hvis ikke, ville han så sidde med kone, kæreste og elsker?
 
 Stilheden lagde sig over bordet, og mens Phillippe spiste videre lod han blikket glide ud over den utæmmede have. Et eller andet sted afspejlede det nok meget godt hvordan Enzel havde det inden i lige for tiden. Hvordan mon det ville komme til at se ud, når Nicola kom tilbage til bordellet? Blikket blev vendt tilbage på Enzel. 
 " Er stemningen på bordellet stadig lige så trykket, eller er det begyndt at blive bedre? " spurgte Phillippe så. Han var da lidt nysgerrig efter hvilken stemning Nicola ville komme tilbage til.

 Et meget lavt suk forlod Phillippes læber, og blikket flakkede kort væk, før det hurtigt fandt tilbage på halvkatten i forklædninge, ved Enzels reaktion. Phillippe kunne jo se godt, at bordelejeren blev skuffet over hans reaktion - eller mangel på samme, men hvad skulle han sige? Tak virkede for underligt, men han havde heller ikke lyst til at give Enzel falske forhåbninger om hvad der var mellem dem. 
 Tankerne blev dog sat på pause imens han lyttede til Enzels ord. Det var altså ikke blevet helt godt endnu, men måske det først rigtig blev det når Nicola kom tilbage? Et eller andet sted kunne Phillippe ikke lade hver med at forstille sig at bordellet var en eller anden form for familie, men vidste ikke helt om han så ville se Enzel som faderen. Hvis han var, ville Nicola så være moderen? Det virkede forkert, og fik ham til kort at rynke på næsen. 
 " Mon ikke det nok skal komme igen, " lød det trøstende fra Phillippe. Han vidste ikke helt om det egentlig var hvad Enzel ønskede, men mon ikke den noget så bestemte og kontrollerede bordelejer foretrak at have kontrol over bordellet. 

 Kort efter lagde Phillippe skeen fra sig og gned ansigtet lidt. Det var ikke fordi han ønskede at Enzel tog hans manglende reaktion som noget skidt. 
 " Du er også ganske speciel Enzel. " Lød det så fra snedkeren, inden hænderne fjernede sig fra ansigtet. Blikket betragtede Enzel lidt for en reaktion. 
 " Jeg er meget imponeret over alt du har opnået. Og taknemmelig for det jeg har fået ud af at arbejde for dig.. " Om det var det han ønskede at høre vidste han ikke, men han mente hans ord.