For Pax stod tiden stille og tavsheden der faldt imellem dem, syntes at fortsætte i en evighed. Da Juno endelig brød stilheden, måtte Pax synke en besværet klump i halsen, ikke sikker på at han forstod. Nok havde Juno sagt, at han var hans, skulle han ønske det men...

Det var ordene forinden, Pax hæftede sig ved. Han vidste ikke, om han brød sig om dem - og ikke fordi han mente Juno tog fejl men fordi, han ikke var sikker på, om det nødvendigvis ville ændre sig.

"Jeg tror vores positioner kommer til at... forandre sig... uanset", svarede han omsider, hvorefter han så ned og skar en forpint grimasse. "Bare alene på grund af vores aldersforskel, vores... fortid. Jeg ved ikke - jeg ved ikke, om vi kan komme udenom det. Jeg tror ikke, at folk vil forstå." Pax gned sin ansigt med sin frie hånd, hvorefter han med et tungt suk faldt ned og ligge for endnu engang. Han følte sig ikke videre optimistisk, langt snarere magtesløs, uden kontrol og... håb. Det virkede mørkt, det der lå forude og han vidste ikke, hvordan han skulle fikse det.

Pax så op på Juno, hans øjne lige dele alvorlige og sørgmodige. "Du skal ikke noget mere. Du har tjent din - lad os kalde det værnepligt. Din fængselsdom. Hvad end du vil, så er det det, du skal. Hvem ved hvor lang tid jeg får lov til at blive, hvor jeg er nu alligevel? Vi er ikke sikret en fucking skid", mumlede han, alt imens et skævt smil langsomt satte sig fast i hans ene mundvige.

"Men - vil du have tid? For jeg vil have dig. Helt - den her gang. Ikke som en klam hemmelighed eller skjulte blikke eller - men helt. Jeg er villig til at vente. Du kan få et år eller to eller - hvad end du mener, du har brug for." Pax skar en spæd grimasse og fnøs derefter tomt, forlegen over sig selv. Han følte sig nemlig... desperat. Som om han ledte efter noget, og det gjaldt hans liv, men han ikke kunne finde det.

Juno havde ikke indset, hvor meget han havde ønsket sig at få Pax, helt og holdent, før han hørte Pax fortælle ham, at de kunne udsætte det. Ligegyldigt hvad Pax ellers havde sagt om, at han nok aldrig ville blive set som hans ligemand, grundet deres aldersforskel og fortid sammen, så ville Juno ikke vente mere - ikke når et forhold med Pax var så tæt indenfor rækkevidde. 

Han sank en klump og tog mod til sig, inden han rystede på hovedet. "Jeg vil ikke have tid. Jeg vil have dig." Hans blik blev mere bestemt, og hans stemme med den. "Jeg vil have dig nu. Jeg vil have en fast plads ved din side. Jeg - jeg er så pisse ligeglad med, hvad folk tænker, hvis det betyder, at jeg kan sidde på dit skød, når jeg vil." Idet Juno sagde det, blev han usikker på om Pax overhovedet ville gide have ham siddende på sit skød - han var trods alt ikke et barn længere. Men det var dér, Juno gerne ville være. Også foran resten af Ulvens Flok, hvis det var dét, der skulle til. "Hvis der er nogen, der tør sige noget til det, så smadrer jeg dem." Juno fnøs som afsluttende kommentar til, hvad han tænkte om dét, men så alligevel tvivlende på Pax, usikker på om de ønskede det samme.

Pax kom til at fnyse moret og først for sent gik det op for ham. "Ikke med din spidse røv. Du lukker blodtilførslen til mine ben!", mumlede han spøgefuldt, hvorefter et lavmælt og lettet grin undslap ham. Dernæst satte han sig brat op igen og kyssede Junos mund hengivent - som ville det veje op for hans udbrud.

Da Pax fjernede sine læber fra den andens igen, smilede han fortsat men ligeså lettet, det var, ligeså tøvende var det også; som kunne han ikke rigtig tro, hvad der netop var hændt ham.

"Vi finder ud af det", lovede han stille, hvorefter han nikkede beslutsomt. De havde måske ikke meget på deres side, men i det mindste havde de et mål; et der krævede ofre og et, der førte forandring med sig. Spørgsmålet var da, hvor ødelæggende en bølge det ville føre med sig.

"Jeg elsker dig. Jeg får banket nogle drømme ind i dig. Vent og se."

Pax's løfte fik Juno til at himle med øjnene igen, men under hans negative attitude lå der et håb om at Pax havde ret, og en varme i ham, ved tanken om at Pax under alle omstændigheder havde tænkt sig at forsøge. For hans skyld.


Juno havde aldrig været særlig glad for fysisk kontakt med andre. Han havde i en ung alder lært, at hans fars fysiske kontakt betød vold, imens fysisk kontakt med mor betød afvisning, og fysisk kontakt med fremmede betød smerte. Det var kun blevet de nærmeste og hans unger, han havde opsøgt fysisk kontakt til - en tilstand, der var blevet langt værre efter hans tvungne tur ned til Rubinien og tilbage igen. 
Men som han gik med Pax, havde han hurtigt lært at udnytte, at han kunne holde ham i hånden, hvor ingen kunne se det. Når han så en vogn komme mod dem, ville han lade deres hænder falde fra hinanden, men lige så snart den var ude af synsvidde igen, ville han stryge en hånd over Pax's arm, skulder eller ryg, eller direkte tage hans hånd i sin igen. Det gav ham tryghed hele tiden at vide sig sikker på, at den ældre fyr var indenfor rækkevidde, og så udnyttede han desuden den tid, de havde væk fra andres blikke.

Lige så snart Dianthos' bymur kom til syne, lod Juno dog sin hånd glide ud af Pax's igen. Der var noget ved næsten at være hjemme, der fik ham til at trække sig ind i sig selv, ikke kun fysisk men også psykisk. Han holdt op med selv at snakke, og svarede Pax med kortere og kortere sætninger, indtil der ikke længere kom ord ud af ham, men kun lyde. Han havde advaret Pax på forhånd, fordi han havde vidst, at det ville blive svært for ham at komme ind i byen igen, og han havde vidst, at hvis Pax lod ham stoppe op nu, så var det ikke sikkert at han nogensinde ville træde ind i den igen. 'Bland dig udenom, hvis jeg går i panik', havde han sagt. 'Jeg følger efter dig, så du må ikke tøve'.

Alligevel havde han det, som om han var på vej ind i bjørnens hule. Som om han vidste, at der ikke lå andet end død og ødelæggelse forude, men at han var nødt til at fortsætte. Hvert skridt blev sværere at tage end det forrige, og selvom Junos fast sænkede sig, steg hans hjerterytme, indtil han knap nok kunne høre andet end blodet der bankede igennem ham, og netop som de nåede op omkring bymuren, ønskede Juno mere end nogensinde, at han kunne få sig selv til at tage Pax's hånd igen. 

Det var utroligt hvor meget der kunne nå og ske på blot en måned. 
For Evlyn Crane, kunne det betyde at man genopstod fra de døde. At man havnede i bunden af mørket, at man måtte føle sit hjerte blive splittet i to. 
For den blonde kvinde, med de dybe havblå øjne, havde det betydningen af at hun måtte genfinde sig selv. I håb om, at hun kunne leve op til sit løfte. At hun havde fået fikset sig selv til at Pax kom hjem, hvilken overraskelse der dog var hende i vente.
Så da nyhederne havde nået Proteaus hovedkvarter, at Pax og Juno nærmede sig bymurene, ved skoven ikke langt fra hvor det hele var startet for alvor mellem hende og Pax. Det måtte jo næsten være symbolsk, at kuppet af der skulle give de halvtreds diamanter, havde givet hende håbet om igen at føle kærlighed. Men nu gav det hende svedige håndflader, og hjertebanken mens varmen steg i hele hendes krop. Maven slog knuder, som fingrene knyttede sig sammen og gjorde knoerne helt hvide. 

Så var det nu. 

“Hm Ronia, jeg er ikke sikker på det er sådan du binder en blomsterkrans.” Grinede Evlyn hjerteligt, som den lille krudtugle nærmest havde splittet alle de blomster hun havde plukket til hende. Hun havde lovet, så snart hun vidste hvornår Pax ville komme hjem, så ville hun tage Ronia med. Også denne, havde måtte lide under bevidstheden om at Pax næsten havde været døden nær, sidst han havde taget ud på en længere rejse. Og det gav hende en form for tryghed, blot for nu at have noget andet at lave. Theoblad, sad sammen med Isaac der prøvede at lære den unge dreng nogle af de håndtegn som Evlyn havde lært den døvstumme knægt hende og Pax havde fundet.
Det kunne, kun dreje sig om minutter. Hviskede hendes tanker af sig selv - ganske rigtigt, Ronia fór op, og begyndte så at pile i retningen af hvor de ville se Pax hvornår end det skulle være. 
“Hjælp mig” hviskede hun hæst, og mærkede den spinkle knægts stærke hænder der greb hende under hendes armhuler og trak hende op, og placerede stokken i hånden. 
“Tak” mumlede hun, og tog en dyb indånding. Sandhedens time, med stokken bevægede hun sig langsomt efter Ronia mens hun råbte hendes navn grinende - “Vent på mig din skarnsunge!” 

Da hun så dem, stoppede hun dog op - de blonde lokker der kastede sig hen over hendes ansigt. Rev i den simple grå kjole hun havde på. Som der også gemte hvordan hendes ben var sat fast med store pinde og forbinding for at holde det på plads. Den flot udskåret stok hun lænede sig frem på. 
Sandhedens time. 

”Jeg følger efter dig, så du må ikke tøve.”

Ordene havde genspillet sig utallige gange forinden, at Dianthos bymure tårnede sig op i horisonten. Pax havde klamret sig til dem, hans eget hjerte galopperende i en rastløs panik, han ikke vidste, hvorfra kom, alt imens de travede langsomt afsted.

Det, Pax havde taget på, på vej til landsbyen hvori Juno boede, havde han tabt igen på turen tilbage. Han vidste ikke hvorfor, men des mere han levede i sin anden form, des mere syntes hans appetit at forlade hans menneskeskikkelse. Dertil var der naturligvis også det, der ventede på ham derhjemme; det, der fik hans mave til at vende sig krampagtigt og tømme sig ufrivilligt flere gange og med hyppigere mellemrum, des kortere rejsetid de havde tilbage. En tur på en kærre var endt brat, da kusken til sidst havde bedt dem hoppe af, grundet Pax’s tilsyneladende evige kasten op.

Det var Ronias duft, der nåede ham først; dernæst Evlyns, drengenes og Theobalds. Indvendig forbandede han det faktum, at de alle var mødt op. Ikke, at han ikke ville se dem, men fordi Juno var ligbleg og koldsveden trillede af ham. De havde brug for mere tid, tid til at finde sig til rette, få Junos følelsesliv under kontrol –

”Du må ikke tøve. Jeg følger efter dig, så du må ikke tøve.” –

Pax rankede ryggen og lod Ulven tage over. Det var det, eller at de begge gik under.

Ronia hoppede leende ind i Pax’s favn og han greb hende villigt. Smilet, der sprang frem over hans arrede mund, hvori mundvigen brandsåret skinnede hvidt i den matte sol, var et oprigtigt et af slagsen; Ronia var trods alt hans datter – biologisk eller ej. Ronia var hans.
Pax knugede den lille pige ind til sig og skævede derefter til Juno henover skulderen. Selvom der var kærlighed til barnet i hans stålgrå øje, så var det unægtelig stadig Ulven, bandelederen, der så tilbage på den blonde mand. ”Det er Juno. Husker du ham?”, brummede han, næsten spøgefuldt, hvorefter han måtte fnyse moret, da Ronia blev genert og rystede spædt på hovedet, hendes ansigt gemt væk ved hans skulder.

Det slog ham også først rigtigt der…
Juno var i live. Juno var hjemme. Han havde hentet ham hjem.

I det at Pax så Evlyn, sprang hans hjerte et slag over, men panikken nåede aldrig at sætte sig og pludselig beslutsomt aflagde han afstanden til hende. ”Hvad fanden har du lavet?”, udbrød han, forundret over at se, at hun ikke var rask og med ét vred over selv samme faktum. Raseriet udsprang af bekymring men der var intet brændende i hans blide berøring, som han lagde en arm om hendes liv. ”Hvorfor ser du sådan ud?”

Det havde ikke været svært at regne ud, at Pax havde lige så svært ved turen som Juno havde. Juno kunne ikke regne ud hvorfor, udover Evlyn og det generelle ansvar der ventede på Ulven derhjemme, og han havde ikke haft lyst til at spørge ind til det. Måske han ville, når de først var hjemme, men han kunne ikke spørge Pax uden at tage hans bekymringer over på sig selv også, og hvis han først gjorde det, ville han aldrig kunne nå hjem. 

Junos anspændte krop blev kun stivere, da han bemærkede barnet der løb imod dem. Det tog kun et øjeblik at indse, hvem den lille pige var, men det fik ikke Juno til at slappe af. Først da Pax introducerede Ronia for Juno, løsnede Juno nok op til at sende hende et forsigtigt smil og et halvhjertet vink. Hans hjerte sad stadig i halsen på ham, og Juno fik det kun værre, da de også nåede op til Evlyn.
Sidst Juno havde set hende, havde han farvet sit hår med sin evne, overbevist om at hun alligevel var for fuld til at kunne genkende ham udfra andet end overfladiske kendetegn. Nu var han ikke længere så sikker. Der var en slags visdom i hendes blik, som han følte sig skyldig i at have undervurderet ved deres forrige møde, og instinktivt holdt han sig på afstand af hende. 

Ikke kun fordi han anerkendte hende som modstander, på trods af hendes skade, men også fordi han så, hvordan Pax så på hende, og hvordan Pax rørte ved hende, og hvordan Pax talte til hende. Pax elsker hende, tænkte han og sørgede derefter for at holde blikket rettet bestemt væk fra dem begge. Hans hænder blev stukket i lommerne og han skiftede utålmodigt vægten fra ét ben til et andet, imens han ventede på at parret fik hilst på hinanden. 

Blikket så dog ganske meget af hvad der foregik, blikket der rettede sig væk fra hende. Eller nægtede at møde hendes øjne, som nogen blot ville se værende fordi at han ville hilse på Ronia. 
Juno, Rotternes konge. Hvor havde hun dog været blind, den aften havde været ham. Et sløret minde, om en mørk håret mand, der ønskede at finde midlerne til at beskytte ham selv og hans unger. 
Dog nåede hun ikke at gøre, eller sige meget, før at Pax, stadig med Ronia i armene bevægede sig hen mod hende. Hans stemme der nåede hendes øregang, og næsten var nok til at få hende til at bryde sammen i tåre. Både af glæde, og af sorgen over hvad der snart ville forekomme mellem dem begge to. 

Minderne, minderne om første gang de havde mødt hinanden. Hendes tåbelige forsøg på at få ham til at grine, ved at placere fyrstens skæg mellem næse og overlæben. 
Hvordan de havde fundet hinanden, i en kort stund. Og de fandt den kortvarigt igen, som han lagde sin blide fingre omkring hendes liv.
“Jeg, faldt.” Hviskede hun hæst, og knyttede sine bryn. Blikket lagde sig kort på hans fingre, og så han stadig havde ringen på. Og et smil bredte sig hen over hendes læber, måske var han stadig hendes? Og hun blev så overvældet af, at ønske blot at kysse ham. At smelte sig ind i hans favn, og ikke lade ham forsvinde fra hende nogen sinde igen. “Men jeg har det meget bedre” sagde hun endelig, lod fingrene tørre de tåre væk fra hendes kinder der havde vristet sig fri fra hendes øjne. Og sådan stod hun, hun var ikke helt sikker på hvor længe. Som var hun bange for at ødelægge den korte magi, der havde lagt sig over dem. Og den sikkerhed hun altid fandt i hans favn. Den eneste, hun oprigtig følte sig komfortabel med. 

“Theo” Fik hun dog endelig frem, og trådte ud af Pax favn og vente sig mod den ranglede brunhåret knægt der gav et stort smil. “Kom Ronia, husk jeg lovede vi ville kigge på de der kandiseret æbler sammen med Isaac ikke?” Det tog overtagelse, men formåede alligevel at tage den unge tøs ud af Pax arme, og sammen gik de afsted. Dog ikke uden, at Theo kiggede bekymret over skulderen til dem begge, inden han forsvandt med knægten og den grinende Ronia, der kort kunne høres insisterede på at der mindst måtte være to æbler i sigte. 

“Beklager, havde jeg vidst - at i begge var så påvirket af rejsen, havde jeg ikke taget dem med. Men Ronia insisterede.” Fik hun frem og nikkede, øjnene der igen gled frem og tilbage mellem Juno og Pax. “Du.. du ved hvordan hun er.” En klump dannede sig i hendes hals, maleriet havde talt sandheden, havde det ikke? Oh kile, hvorfor tog du dog ikke min krop da jeg kastede mig ud fra klipperne.

"Du faldt?", gentog Pax, hans stemme afslørende. Han købte tydeligvis ikke, hvad hun forsøgte at sælge, og de askegrå øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande i en additiv effekt.

Dernæst tog hele den sære situation en drejning, Pax ikke havde forudset og ligeså uvillig Ronia var, ligeså lidt ønskede han også at give slip på hende. Han havde savnet den lille Snuser, så det kunne mærkes i samtlige lemmer og knogler, og pludselig meldte en mærkværdig irritation sig: hvorfor, ved Zaladins rynkede røv, så Theobald sådan på ham?

De tofarvede øjne gled langsomt tilbage på Evlyn men først da de landede på hendes ansigt - hendes halvvåde kinder - gik det op for Pax, at hans mund havde stået åben, parat til at lade ord flyde i kommandoer.

Han nåede bare aldrig dertil.

Med et meldte visheden sig: Evlyn vidste besked. Men hvordan? Tankerne begyndte at ræse afsted, pludselig så forvirrede og uforstående, at de end ikke var paniske i deres karakter.

Måden, hun havde taget hans hånd - ringen - i nærmere øjesyn, som var hun lettet over, han stadig bar den.
Det flakkende blik imellem ham selv og Juno.
De skælvende ord.
Tårerne.

Pax bed ikke mærke i, at han havde holdt vejret før, at han pludselig tabte pusten; som havde Evlyn slået ham i maven med en knytnæve. En forpint grimasse gled henover hans ansigt og hastigt, skævede han til den anden henover skulderen, for at sikre sig, at Juno stadig var der. Pax vidste instinktivt, at det ikke var den unge mands kamp og at det var egoistisk at ønske, at han skulle -

Skulle hvad? Hvad kunne Juno gøre? Det var ikke hans krig. Og hvad skyldte han hvem?

Hvad gjorde man, når han ville beskytte dem, man elskede, men man selv var det, de skulle beskyttes og gemmes fra?

Pax så tilbage på Evlyn, hans ansigt forpint. "Du ved det. Gør du ikke?"

Luften blev tyk nok til at skære i, da ungerne først blev sendt væk, og Juno havde mest af alt lyst til at følge med dem. Ham og Theo var jævnaldrende, så det var lige før han hørte mere til med dem, end han gjorde med Pax og Evlyn alligevel. Han var ikke engang bandeleder selv, længere, så der var intet han havde til fælles med de to voksne mennesker nu. 

Han havde nærmest vendt hele kroppen væk fra dem, da Evlyn beklagede, at hun havde taget ungerne med, og han hørte kun hendes ord som en fjern stemme, der ikke betød noget for ham, udover at hun måtte kunne se, hvor trætte de begge var. 
Først da Pax svarede hende, slog Juno blikket tilbage på de to andre, som det flakkede hvileløst imellem, chok tydelig i hans udtryk. Hvis ikke Evlyn havde vidste det før, så vidste hun det i hvert fald nu, for der var kun så meget Pax kunne have ment, og Junos trang til at forsvinde voksede sig kun større, men i det mindste føltes hans problem også mindre; lige i dette øjeblik, var det ikke hans bande, eller branden, eller de to døde unger, der var i hans tanker, men i stedet det skænderi, han var sikker på skulle til at ske foran ham. Det var mere overskueligt.

Lyden af spyttet der blev tvunget ned i halsrøret, kunne høres, da Pax endelig kiggede på hende.
Du ved besked?
Hun nikkede langsomt, og tog vejret helt ned i lungerne. Hendes hånd der gled frem, allerede opmærksom på, at Pax forventede en lussing. Men i stedet lod hendes forsigtige bløde fingre glide hen over hans arret kind. Den berøring, der havde gjort at han havde bidt i hendes finger. Minder, der pludselig virkede så fjernt. 
“Adena malede jer, til en af vores sessioner.” Hviskede hun med et blidt toneleje, blidere og mildere end hun nogen sinde havde forstillet sig. Alle de ting, alle de grumme tanker hun havde tænkt. Det var som om, de slet ikke havde eksisteret. 

Blikket lagde sig på Juno, der næsten lignede en der var ved at gå i brædderne. “Lad, lad os gå hen til huset.” Sagde hun, som hun fjernede sine fingre og lagde hendes hånd i Pax og gav det et klem.
“Juno ligner en der er ved at dejse om af feber. Og du ligner en der ikke har spist i flere dage.” - “så, kan vi også snakke om det der.” Hun forventede tydeligvis, at de begge ville følge hendes forhåbning. Om at de kunne snakke om det, uden at det skulle blive en krig. Med bål og flammer. 
Som hun havde sagt, hun havde det meget bedre - de mange sessioner med healeren, der havde hjulpet med hendes sind. Med langsomme, og besværet skridt gik hun, med hjælp fra stokken hen mod skoven der ville føre dem mod huset. Der forhåbentlig kunne give dem alle den tryghed, inden de igen måtte vende tilbage til hverdagen. Og konsekvenserne af de valg, som er var blevet taget hen over de sidste fire uger.

Pax mærkede de blide fingres dans og dernæst det faste klem om hans hånd, men bevidstheden nåede aldrig at forstå signalerne derfra -

Adena havde tegnet dem?

"Jeg - jeg faldt."

I takt med at puslespilsbrikkerne faldt på plads, og visheden fortsat voksede, steg Pax's hjerterytme. Det blev så hurtigt, at hans brystkasse spændtes krampagtigt, og det føltes som om, at der ikke længere var plads til hans lunger -

Eller hans hjerte. Der var ikke plads til noget indeni ham mere. Og et eller andet var gået i stykker. Noget vigtigt. Noget, han havde desperat brug for kunne fikses.

"Jeg - jeg faldt."

I det at Evlyn skridtede forbi ham, fortsatte Pax med at stirre frem foran sig, som stod hun fortsat overfor ham. Så lammet af chokket var han, at han end ikke bed mærke i, at han pludselig knækkede sammen i det, at kroppen forsøgte at skille sig af med smerten indeni ham.

Der var dog ikke mere at give af og kun gult mavesyre fik kæmpet sig vej op af svælget, til lyden af Pax's for vante anstrengelser. Han vidste ikke hvor lang tid, at han stod med hænderne hvilende mod sine knæ og hovedet bøjet af udmattelse, men da han rejste sig op, lignede han en der også var ligeglad. Pax sagde ikke noget men tog Junos rygsæk i det, at han skridtede forbi ham.

"Kom", bad Pax mumlende med håb om, at Juno ville følge efter men uden forhåbning om, at det ville ske.

Det var trods alt ikke hans kamp.

Pax nåede at tage tre skridt før, at han skævede til den blonde mand over skulderen. "Du kan også vente her?"

Juno skævede til Evlyn med et hårdt blik, da hun kommenterede på hans udseende. Hvor korrekt det end var, så brød han sig ikke om at høre det, når han ikke havde været i bad i flere dage og koldsvedte hvor han stod, og hun samtidig strålede, hvorend trist hun så ud imens. 

Et lettet suk undslap Juno, da rygsækken blev taget fra ham, for selvom den ikke var meget tung, havde den føltes sådan, som hans muskler var begyndt at føles feber-agtigt ømme af anstrengelserne af at være konstant anspændte. 

Juno rystede på hovedet, da han fik muligheden for at vente. 'Jeg følger efter dig', kommunikerede han lydløst, ved det sprog de havde brugt dengang for mange år siden. Det var ikke ment på den her måde - det var ment til taktisk tyveri eller til at undgå farer. Men Juno kunne ikke finde sine ord og stolede ikke på sin egen stemme, så han fulgte tavst efter dem, indtil det gik op for ham, hvor tæt forbi Rottebandens hus de ville komme. 
Det ville komme lidt længere nede ad en af de gader de bevægede sig op mod, og Juno trak allerede nu sin hætte op over sit hoved og trak den helt ned over sit blik, indtil han ikke kunne se andet end brostenene under sig. Han havde ikke lyst til at se, hvad der var blevet af den grund, hans hjem havde stået på indtil for et år siden. 

Da hun hørte hvordan lyden af Pax, der prøvede at tvinge hvad end der var i hans mave ud. Vente hun langsomt blikket hen mod ham. Hun overvejede at hjælpe, noget hun ville have gjort før. Men mørket var lige så stille ved at gribe fat i den blonde kvinde. Beskyttelsesmurene, var på vej op, dem som han ellers havde formået at rive ned. 
Derfor var det også grunden til at de ikke skulle videre gennem selve Dianthos. 
Efter at Juno havde trukket hætten hen over hoved, drejede hun af, og gik hen mod udgangen der ville føre dem til skoven. Som hun havde lovet, muligheden for at finde sig selv, uden de var for tæt på virkeligheden.

Træerne tårnede sig frem over dem, og raslen af efterårets blade kunne høres, i flere mils omkreds. Hun sagde ikke noget, eller gjorde antegn til at snakke, som hun fortsatte med at gå forrest og vise dem vej. 

Små tyve minutter senere, stod de i en lysning i skoven. Et lille hus, der ikke så ud af meget, lå idyllisk ved siden af den store sø, hvor åkander og siv dansede sammen med vinden der strøg sig kælent hen over den blanke overflade. 
Hun gik hen og åbnede døren, gik ind først og tog en dyb indånding. Hun stillede stokken fra sig, som hun pegede mod stolene “Sæt jer bare ned hvis det er” svarede hun stille, som havde hele hendes væsen, på denne tur, langsomt trukket ind i sig selv. 
Alt imens, hun tog gryden hun allerede havde gjort klar, og satte over ildstedet. Hun havde været forbi den lokale healer, og fået køb urter der skulle hjælpe på den nervøse mave. I håb om, at hun i det mindste kunne give den hjælp, inden hendes hjælp måske ikke længere var velkommen.

Pax nikkede tavst til Juno og gik dernæst afsted. Han følte sig dum, for Juno havde trods alt ikke noget valg, havde han? Hvem skulle han gå til, hvis han ikke kunne gå med ham?

Turen til den velkendte hytte tog en evighed men også ingen tid overhovedet. Han ville ikke derind, han ville ikke konfronteres med det, Evlyn havde at sige. Han vidste nemlig ikke, hvad han selv skulle svare. Hvordan kunne han forklare hende, at han elskede dem begge men at kærligheden var forskellig? Hvordan skulle han kunne forklare det til nogen? Hvem ville forstå?

I det at de trådte indenfor, gestikulerede Pax i retning af en af køkkenstolene i håb om, at Juno ville sætte sig. Dernæst smed han taskerne fra sig i det ene hjørne og rev sin rejsekofte over hovedet, så en mørk skjorte i stedet blev afsløret.

Pax gik vant rundt i det lille hus og fandt en balje, han fyldte med en smule vand fra pumpen udenfor. Han stillede den foran Juno og anskaffede også en klud, så den blonde mand kunne vaske sig, hvorefter han åbnede lågen indtil et skab. Han fandt to små reagensglas, han tømte med en effektiv afmålthed. Smagen af syre i hans mund fortog sig og den brændende fornemmelse ligeså, men Pax stod for blot et øjeblik og stirrede ud af vinduet, nød synet af det sted, han ikke længere ville være i stand til at besøge.

"Jeg ved godt, det ikke betyder en skid men - jeg er ked af, at jeg har svigtet det løfte, jeg gav dig", mumlede han, hvorefter han vendte fronten rundt mod Evlyn. Hans stålgrå øje var forpint men der var også en form for... ro at finde deri. Som havde Pax forberedt sig på det uundgåelige.

Det var med stor lettelse at Juno indså, at de ikke skulle ind i byen. Hvor meget han end havde forsøgt at bilde Pax ind, at det bare var noget der skulle overstås, så var det behageligt at få en mulighed for at trække vejret en sidste gang, inden han skulle derind. Også selvom de fortsat var i en anspændt stemning.
Denne anspændte stemning var nemlig ikke hans. Det var ganske vist ham, der havde kysset Pax, og ham, der havde bedt Pax om at blive, ham, der havde forsøgt at lokke Pax med alt han havde, men det var ikke ham, der havde været nogen utro. Ikke denne gang. Dét kunne Juno ikke hjælpe ham med, hvor meget af skylden han så end bar.

Så han lukkede sig fysisk ude af samtalen. Mumlede et lavmælt "tak", da Pax hentede ham vand og klud, og begyndte derefter at føre den våde klud over sit beskidte ansigt. Opgaven gav ikke kun hans nervøse og energiske hænder noget at lave, men fokuserede også hans tanker. Og så var det noget Pax havde gjort for ham - det første Pax havde gjort i den lille hytte var at tænke på ham. Hvor lavt det end fik ham til at føle at han sank, fik det et forsigtigt smil frem på hans læber, der heldigvis ikke kunne ses fra den vinkel han stod over fadet. 

Jeg er ked af, jeg har svigtet det løfte, jeg gav dig. 

Hendes fingre rystede, og det kunne høres på metallet der hang fast i gryden, hun satte på krogen over den døende ild. Hun fandt brande frem og lagde det på ilden, inden hun rejste sig op. Besværet og langsomt. 
Så han havde valgt, bare sådan, uden at snakke med hende. Han svigtede først løftet nu, ved at sige mellem linjerne han ikke kunne være med hende. 

Tiden gik i stå, som hun kiggede på ham. Vejret der blev trukket ind i dybe stød, og hun lod blikket lande på Juno. For alt i verden, håbede hun så de kunne være lykkelige sammen. Ikke at det nogen sinde ville gøre det godt igen. 
Hun sank besvaret og åbnede sine læber fra hinanden. 
“Okay” fik hun frem, med rystende hænder greb hun om halskæden der lå omkring hendes hals og trak der af. “Så, jeg går ud fra, at du trækker dig fra frieriet.” Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Som hun varmede sølvringen i hendes hænder og lagde det på træbordet. 
Murene var snart helt op. 
“Jeg har så meget jeg gerne ville sige - men, du har taget dit valg.” Hun kiggede op, og så Pax i øjnene. “Domino overtager mine erfare med ulvene. Også vil jeg aldrig se dig igen. Du skal ikke kontakte mig, du skal ikke opsøge mig. Jeg har folk jeg skal beskytte, og du drev mig til at kaste mig selv ud fra en klippe. Fordi dine selviske behov, og dine løgne var mere værd end jeg nogen sinde var for dig. Du begærede mig, og du behandlede mig lige så slemt som Gregory gjorde, bare i er andet omfang. Jeg håber du får dine drømme opfyldt, og jeg håber du må få den familie med Juno, du var så god til at beskrive for mig, at vi skulle have. Og jeg håber du indser, at du bliver nød til at få hjælp til dig selv, før at du virkelig kan føle dig glad og hel.” Hun holdte hånden op, for at få ham til at stoppe med at tale. Hun var ikke færdig, som hun tog en dyb indånding. “Du var aldrig den mand, som jeg troede du var. Du lovede mig noget, du aldrig nogen sinde ville give mig. Og den forelskelse og kærlighed du siger du har for mig, må du aldrig nogen sinde prøve at fortælle mig du havde. Fordi, det du har gjort, den måde du har opført dig på. Burde fortælle dig, af jeg ikke var andet end en sten du kunne træde på, for at holde dig over vandet der var ved at drukne dig.” Hun tog sin stok, og kiggede med rolige øjne på dem begge. Mens alt skreg inde i hende, den ødelæggelse og døden der langsomt trådte ind i hendes sind. Ville aldrig kunne heales igen, det havde Pax lige sørget for. 
“Jeg elsker dig, af hele mit hjerte. Alt jeg ønskede, var at løfte dig og give det lys du ønskede. Alt jeg gjorde, var i håb om at redde dig, og give dig et smil på dine læber. Men du må ikke have lov til at tage mig fra dem som elsker mig. Uden at udnytte det. I kan blive her. Jeg forventer at i er væk i morgen” med disse ord, åbnede hun døren og lukkede den lige så stille bag sig. 

Pax betragtede Evlyn, hans blik ulæseligt og tomt. Han gjorde ikke mine til at ville afbryde hendes dybtfølte talestrøm men ej heller at svare hende. Kun hans øjne viste, at han lyttede. Der skulle gå et langt øjeblik efter, at Evlyn havde forladt hytten, før at ordene rigtig registrerede sig hos Pax; hvad hun havde sagt; hvad hun havde beskyldt ham for. 

Stilheden der fulgte Evlyns afsked var et art symbol for det, der var blevet tabt og det, der var fundet. Den eksisterede ligeledes i en symbiose med skrigeriet i Pax’s tanker; dem, der skreg af ham selv – og af Evlyn.

Pax skubbede sig fri af køkkenbordet og skridtede hen mod døren der førte ud til den brede terrasse. Den lå afsides og Pax satte sig på det øverste trappetrin, velvidende at ingen ville komme efter ham i hytten. Flokken ville snart vide, at han var tilbage – Juno ligeså – men ikke hvor, de skulle finde ham henne. Han var taknemmelig. Pax var ikke sikker på, at han endnu ville overleve et sådant møde.

Tak Evlyn.

De tofarvede øjne fandt fæstne på søens spejlblanke overflade. Skoven var rolig og ulvens instinkter fortalte Pax’s ubevidsthed, at der var noget spiseligt ikke langt derfra. Ikke, at han ønskede at sætte afsted efter det. Faktisk kunne han ikke bevæge sig, lammet af de følelser, Evlyns ord havde forårsaget, for –

Du tager fejl.

Det var dig, der afbrød forlovelsen.

Det var dig, der kastede dig ud fra klippen. Det var dine beslutninger – ikke mine. Det var dit ansvar – ikke mit.

Jeg er ikke Gregory. Jeg vil aldrig blive som ham og det ved du godt.

Jeg var selvisk og en løgner, fordi det var min historie. Mit minde. Det var alt, jeg havde tilbage og det var mit. Ikke vores.

Jeg ville give dig alt, indtil jeg ikke længere ville. Alt, jeg sagde og alt, jeg lovede, ville jeg give dig. Og jeg skulle aldrig have lagt med ham. Jeg skulle have vendt hjem og talt med dig. Jeg ved det godt. Jeg kan kun gisne om, hvordan det ødelagde dig og den vished vil blive hos mig for resten af mit liv. Og Evlyn? 

Det var aldrig din opgave at redde mig.

Juno skævede over til parret, da Evlyn brød deres forlovelse; som Juno havde indtrykket af var blevet brudt, allerede inden Pax havde hentet ham, men lige nu virkede det som en ligegyldig detalje, og han skyndte sig også at se væk igen, da hun talte videre. Det blev hurtigt så personligt, at han følte at han trængte på. Han skulle næsten have taget muligheden for at have ventet længere tilbage.

På den anden side blev han glad for at han hørte det. Der var informationer i Evlyns talestrøm, som han ikke var sikker på at det nogensinde ville være lykkedes ham at få ud af Pax på et andet tidspunkt. 

Ligesom Pax, stod Juno i stilhed, den eneste lyd der hørtes, udover Evlyns tale, var vandet der dryppede fra kluden, som han vaskede sig med, og først da hun var gået, turde han tage en dyb indånding. Selv da nærmede han sig ikke Pax, men lod ham få noget tid for sig selv.

Først da han blev bange for, at Pax ville blive kold udenfor på trappen, fulgte Juno efter ham, kun for at sætte sig i fortsat tavshed ved siden af ham. Han rørte ham ikke engang, bange for om det ville være for meget, når nu han lige var blevet slået op med på så hårdhændet en måde, men han skubbede forsigtigt til hans knæ med sit eget og så lod sit blik glide undersøgende over hans ansigt.

"Så.... har hun altid været sådan?" spurgte han, med et forsøg på en drillende tone. Han kunne godt lide at forestille sig, at hun havde været mere normal på et tidspunkt, for sådan som Juno, fra sine ungdommelige og uerfarne øjne så hende, så var Evlyn en ustabil kvinde, der kastede sig ud over klipper, bare fordi hendes kæreste rejste væk et par uger.
Desuden havde hendes kommentar om en fremtidig familie imellem Pax og Juno ramt Juno hårdt. Det var noget af dét, han ikke kunne give Pax. Ikke på samme måde som Evlyn kunne. Dén stikpille havde sat sig fast i ham, og hvis der nogensinde havde været det, var der ikke længere noget kønt han kunne sige om hende - slet ikke, efter hvordan han generelt havde talt til Pax. 

Pax hørte, at døren gik op og dernæst, at Juno satte sig ned. Ordene der fulgte i kølvandet på tavsheden, fik Pax til at ryste på hovedet:
”Engang var hun faktisk skide sjov”, mumlede han, hans blik stadig rettet mod søens spejlblanke overflade. ”Første gang jeg mødte hende lavede hun mad til mig og det endte med, at det her – fucking kæmpestore vægtæppe faldt ned over hende og jeg skulle hive hende ud ved fødderne. Du ved, hejse hende op, så hendes ankler lå på mine skuldre og – ruske hende fra side til side, indtil det der pis gav slip.” Pax prøvede at genspille scenariet ved at vifte med armene, men det var ovre, ligeså hurtigt som det var begyndt. Dernæst lo han, latteren lavmælt og klukkende.

Tavsheden faldt for endnu engang, alt imens det tomme smil svandt ind og blev til ingen ting på Pax’s mund. Stadig havde han ikke fjernet sit blik. ”Det hele startede sidste forår. Hun ville have min hjælp til et kup og lovede mig halvtreds diamanter i betaling. Gregory –” Pax tav og nikkede mod køkkenet, som stod dæmonen derinde, hvorefter han tøvende fortsatte: ”Gregory var leder for Proteaus – før Evlyn. Hun forsøgte, at komme fri af ham. Filip var som fucking vand ved siden af ham. Han tog os så hårdt i røven, da han fandt ud af, hvad vi havde gang i og – så kidnappede han hende i to uger, hvorefter han smed hende, halvdød, indenfor min grænse. Det hele – gik bare ned af bakke efter det. Jeg – alting blev mørkere omkring hende. Hun smilede og grinede ikke længere, og jeg kunne – jeg kunne ikke gøre en skid ved det. Intet – det hjalp bare ikke.”

Pax fugtede sine læber og så da omsider på Juno. Hans blik flakkede for blot et øjeblik før, at han genfandt de ord, han i grunden havde tænkt skulle siges. ”Jeg var ved at dø af en betændelse i hjernen, efter – efter alt det med præstinden. Jeg ville ikke have overlevet, hvis ikke det var fordi, Isiodith kom til hovedstaden. Ruk og nogle af hans tætteste besluttede, at min tid var ovre og det var Evlyn, der beskyttede min krop, indtil jeg selv kom på benene – indtil jeg selv kunne tage mig af det. Der skete et eller andet på det tidspunkt – da hun så mig være ved at dø… alting ville have været anderledes, hvis jeg ikke havde – ja. Hvis ikke dét var sket.”