Han var dog overrasket over at Aldamars middelvej var at lægge sig på bænken med hovedet på skødet af ham. Det var dog ikke ligefrem en dårlig overraskelse, og Fabians hånd var hurtig i håret på Aldamar for at stryge nogle af de sorte lokker væk, selvom de nu også sad meget godt placeret, uden at Fabian begyndte at rode i dem.
”Du vil hellere ligge på en snusket bænk end at sidde på mig?” kom det muntert fra Fabian, selvom der ingen underliggende brok var ved det.
Hvor aftenen måske var startet hedt mellem dem, og det havde udviklet sig derhen et par gange, så var tingene rolige, næsten fredfyldte nu. Det var ikke her Fabian havde set aftenen gå hen, men det var ikke nødvendigvis en dårlig ting. Aldamar var på mange måder et afbræk for Fabian i hans hverdag, og det var svært at brokke sig over det, når han i sidste ende faktisk følte sig ganske godt tilpas. Det var ikke den første kunde han primært skulle snakke med, men det var den første hvor det var så sjovt, som det var med Aldamar.
