Der var noget i luften i denne by. Den var knastør, varm og dæmonkvinden kunne samtidigmed fornemme at hendes krop modsatte sig hendes begejstring. Den brød sig ikke synderligt om denne varmeforandring, men Retinentia kunne ikke undgå at være begejstret! Her var fantastisk. Det var som om at alle og enhver i denne by var djævlens modbydelige yngel. Ungerne løb rundt og stjal med arme og ben, minotauervagter sendte skræk og rædsel ned af de flestes rygsøljer. Piske der kløvede luften når en slave skulle displineres, købmænd som råbte på markedet. Alt i alt, var her faktisk ganske vidunderligt at være. Dette var da også stedet hvor hun skulle kunne finde ting til at opfylde diverse behov.

Den lillehudede kvinde vandrede roligt, med al tid i verden, ned af den støvede gade, mens hun kiggede ind i den ene bod efter den anden. Nogen havde fantastiske våben, der kunne bruges til lidt af hvert. Store faretruende våben som ville bringe folk på afstand, men også små let skjulte dødbringende våben som kunne hjælpe snigmorderen på sin vej.

Men en bod vagte nu en langt større interesse end nogle af de andre. Antallet af små bitte flasker med giftige farver, tiltrak hendes opmærksomhed mere end noget andet. Med et smil på læben, løftede hun en lille flaske for at kigge på flakongen. Måske hun kunne finde noget her, til at behjælpe hende ellers ensformige arbejde. Bare for at gøre det hele lidt mere interessant, når hun befandt sig time efter time i torturkammeret.

Balzera var varm og det var yderst skønt. Han selv havde valgt en plads lige i solen, da det nærmest fik ham kickstartet, men det var grundet det reptil der gemte sig i ham, slangen som der var tydelige tegn fra. Solen bagede ned på ham og folkene omkring ham kunne slet ikke forstå hvordan han i det hele taget kunne holde det ud på trods af nogle af dem vidste hvem han var. Som den tvedelte tunge kom ud mellem hans læber kunne han høre en kvinde der gispede og så hvordan hun trak sine børn til sig, på trods af deres fascination af denne slange mand. Han så efter børnene og trak kort på skuldrene. Folk var så fandens smålige og pakkede nærmest deres børn i bobleplast, blot for at beskytte dem fra de væsener der kunne skade dem. Det var sjovt, for der var så mange typer i denne by, svindlere, slaver, minotaurer og så mange andre væsener der var langt mere faretruende end han selv, men det var sikkert fordi han lignede en ørkenelver, men havde den tvedelte tunge og de grønne øjne.

En af de små flasker blev fundet frem og han sukkede. Han bed ned i det tynde lag stof og frigav giften fra hans tænder som langsomt dryppede ned, ikke at der var nok til at fylde flasken med det samme, men det var noget han tog løbende, plus han havde allerede en del flasker der blot ventede på at blive solgt. Der var ikke just meget salg i hans bod, jo der havde været to der havde købt nogle enkelte flasker samt nogle urter, men det var også det, ikke noget af synderlig stor betydning. Lyden af flaskerne der svagt klirrede fik ham til at kaste blikket over sin skulder som fangede en kvinde. Dette var et sjældent syn, at en kvinde stillede sig ved hans bod og så på giftene, men han var smigret over det. Han vendte sig mod hende og lod kort den tvedelte tunge komme ud mellem hans læber ”Velkommen til.. Sig til hvis jeg kan hjælpe” sagde han og sendte hende et smil inden han begyndte at hælde nogle flasker sammen, ikke fordi det skulle blandes, men blot fordi der ikke var så meget i og han var ved at lave en ny.

Retinentia fik også værdiet sig en del forargede blikke over hendes interesse i lige netop denne bod blandt de mange forskellige i denne tørre og støvede by. Ikke nok med at hendes udseende vagte opsigt med den lilla farve der prydede hendes krop, men interessepunkterne var også til at blive helt forargede over. At de kunne. Hun havde hørt historierne om hvad der foregik her af kriminalitet. Meget mere udpræget end i resten af verden.
Retinentia rettede sit blik mod hvad hun hurtigt gættede sig frem til måtte være bodejeren. Han var indtagende og anderledens på sin helt egen måde. Giftgrønne øjne ikke langt fra hendes egne, måske bare mere kraftige, for ikke at tale om den tvedelte tunge som kom frem i dagens lys for en stund. Retinentia smilede. "Mange tak" svarede hun ham interesseret, og så på mens han blandede væsker sammen. Væsker som hun hurtigt kunne gætte sig til nok ikke var af den mest uskyldige slags.

"Jeg tror faktisk at De kan hjælpe mig. Ser du, jeg leder efter gifte, og er desværre i min hverdag begrænset til hvad der kan vokse i de kolde Nord. Som De nok ved, er der begrænset med muligheder, og ikke mange finder det hmm hvad skal jeg kalde det.. Passende? at producere gifte i større mængder." forklarede hun ganske uden omsvøb, omend i en lavereført tone, således at ikke alle forbipasserende fik et føl på tværs af hvad i deres verden nok var en upassende samtale. "Jeg søger gifte af forskellig art, der kan bringe stor smerte, ubehag, men uden at slå ofret ihjel - alt for hurtigt." præciserede hun stadig med det rolige smil på læben, der havde en hvis tilfredshed over sig, som hun var fundet frem til denne dejlige bod med muligheder.

Han bemærkede kvindens anderledes hudfarve, men hverken kommenterede eller stirrede underligt på hende, eftersom han alligevel var vandt til at se mange væsener på dette marked. Han var på sin vis ligeglad med de folk der var her i byen og sørgede blot for at sælge det gift han havde. Der var flere forskellige arter. Nogle af dem var hans egen gift, mens andet var noget han havde trukket ud af giftige planter samt nogle af de giftige dyr, der nu måtte leve rundt i dette land. Han blev blot ved med at blande sine gifte og havde nærmest ørerne på stilke, klar til at besvare hende, hvis hun i så fald fik brug for hjælp. Da hun talte vendte han sig mod hende med et smil, netop nok så man svagt kunne skimte de længere hjørnetænder, hvorfra han udvandt giften.
 

”Ja, det kolde nord er ikke just et sted hvor der er meget gift at finde… Men her er der et par stykker” han sendte hende et kækt smil. Han havde ikke selv været i norden, eftersom han fungerede bedst med varme, da han trods alt var halvt reptil. Som hun fortsatte i den lave tone hævede han kort et øjenbryn og nikkede kort. Noget der gav smerte… Ubehag og dræbte langsomt? Han fik et lettere dystert frem på læberne og den tvedelte tunge kom igen til syne. Han fandt tre flasker frem og satte dem foran hende ”Nummer et.. Dette er en gift udvundet fra en plante.. Hvis dette dryppes på huden, vil det efterlade noget der minder lidt om brændemærker, dog… Ved større doser mod huden vil det nærmest ætse huden væk” sagde han og satte flasken foran hende. Han holdt nummer to flaske op ”Denne kan lame nerverne. Personen kommer ikke til at kunne mærke noget i noget tid, men hvis man doserer rigtigt kan de mærke lidt.. Jeg selv foretrækker at giv dem en stor dosis og så udsætte dem for det værste jeg har… Og efter virkningen forsvinder… Ja gæt så kan de i hvert fald mærke det igen” sagde han med et dystert grin inden han også satte denne foran hende. Nærmest stolt tog han den tredje flaske op ”Denne… Er min egen.. Den går ind og tykner blodet på folk og til sidst dør de, eftersom blodet ikke kan komme igennem deres årer” sagde han og sendte hende et smil som denne flaske også blev placeret foran hende.

At se det dystre smil kruse sig frem på mandens læber gav Retinentia en dyb tilfredsstillelse. Følelsen af at tale med en ligesindet, en som forstod kunstandskaben, var sjælden og derfor stærkt eftertragtet hos dæmonkvinden. Hun selv kunne ikke undgå at få et giftigt smil frem på læberne, der blev mere og mere dystert og lusket som giftene blev præsenteret. Retinentia lyttede til hans ord med stigende intensitet, slugte dem stor appetit mens hun så med sultne øjne på den ene flaske efter den anden med væsker hvis beskrevne egenskaber jo nærmest var for gode til at være sande.

"Jeg har lyst til at prøve det hele" tanken om at udfinde sig et tilfældigt offer voksede faretruende hurtigt frem, men Retinentia havde alligevel lært nok om menneskelige skikke til ikke at vise det offentligt. At hendes hjerte rytme blev hurtigere i spænding, for ikke at tale om den blotte tanke om hvordan et menneske ville reagere på en behandling af disse gifte. Forestillelsen var ophidsende.
Hun flyttede de grønne øjne fra flaskerne, for at kigge ind i mandens egne giftgrønne. "Din helt egen gift? Jeg er imponeret!" oprigtigt og måske endda misundelig.

"Fordi jeg jo er en listig kvinde, vil jeg gerne se en demonstration.. Et par dråber af den første mod min hud burde kunne overbevise mig" foreslog hun, for chancen for at han gemte en prøvedukke af et menneske om bagved, var nok alligevel minimal. Dertil, hun foretrak at vide præcis hvor meget smerte den milde af dem kunne påføre i små mængder, for at få en ide om hvor slemt hun kunne gøre det for sine ofre. Tankerne om at benytte de tre forskellige mod den samme, men på forskellige tidspunkter var også sjov at lege med.

Smilet på kvindens læber fik ham ikke til at trække en mine, men nød blot han kunne se på hende at hun uden tvivl var interesseret i de gifte han præsenterede. Han havde også en mere, men den var kun til yderst specielt brug, dog havde han ingen tvivl om at denne kvinde ville kunne bruge den på netop den måde han havde i tankerne selv. Som hun talte nikkede han og fandt en af hver frem til hende ”Som De ønsker” sagde han og satte de små flasker fra sig. Som hendes blik fangede hans smilede han ganske kort ”De behøver skam ikke kaste smiger til mig.. Jeg er ikke typen der lytter til det alligevel” sagde han og lod tungen komme ud. Han smilede lumsk til hende og så hvordan hun betragtede flaskerne. Det var første gang han følte at der var nogle der var oprigtigt interesseret i det han solgte, mens mange andre blot trak sig hurtigt væk da de fik at vide at de små flasker i hans bod var fyldte med gifte.
 

Som han hørte hendes ord smilede han kækt til hende ”Som De ønsker..” sagde han blot og greb flasken med den gift der ville ætse huden. Uden tøven trak han op i trøjens ærme og blottede den mørke hud, hvor det var tydeligt det ikke var første gang han gjorde dette på sig selv. Flasken blev åbnet og hurtigt fik han dryppet to dråber på sig og langsomt kunne man se hvordan huden begyndte at danne røde mærker, som også formede små væskefyldte blærer. Han skar kort en mine, men det var ikke noget der irriterede ham ret meget… Han havde trods alt ikke en test person udover sig selv, hvilket også var derfor hans arme, generelt hele hans krop var dækket i ar og så fra demonstrationer af hans varer. 

Retinentia så på ham med sine egne meget kraftigt grønne øjne, og smilede et fint tandsmil. "Jeg fortæller skam kun sandheden - De fascinere mig" indrømmede hun ganske roligt. At han ikke lod sig manipulere af smigren var da kun en fordel for lige netop ham, og satte ham da også som værende en mere seriøs mand i Retinentias hoved. Hun forsøgte ikke at manipulere ved sukkersøde ord, det var ikke hendes stil alligevel.
Det kriblede i fingerne for at få lov at vide, se og føle præcis hvad de forskellige ting kunne gøre - selvfølgelig uden at sætte sit eget liv på spil.

Retinentia betragtede hvordan han løftede trøjens ærmen, med en utæmmelig sult og interesse, der fik hende til at bide ned i siden af læben. Hun havde i grunden ment at hun selv kunne afprøve den, hvis han ikke havde i sinde at vise hvad giften kunne på anden vis, men han solte sine vare bedst ved at vise det endda på egen krop og hud.
Retinentia åbnede munden let og tog et hvert intryk ind. hvordan huden begyndte at sydde under giften, frembringe væskefyldte ubehagelige blærer og generelt få et stærkt irriteret udseende. "Imponerende - Jeg er fristet til at sige, at jeg behøver en hel kasse af disse! Men mon ikke en god mængde på 5 flasker må kunne opfylde mine behov." her blev det igen tydeligt, at gifte blev brugt flittigt i hendes hverdag. Mens hun talte havde hun ikke fjernet blikket fra den irriterede hud på hans arm - som tryllebundet af hvad giften kunne. Og hun vidste at dette var småting i forhold til den anden gift han havde fortalt om. Den som gjorde at blodet i årerne klumpede sammen til ofret døde af det. Imponerende hvad så enkelte væsker kunne præstere.

Han så på hende med et skævt smil. Han var ikke just vandt til at der var nogle der sagde sådanne ting til ham, men det var da rart nok at opleve det, blot en enkelt gang. Han grinede kort ”Jeg tager det til mig… ” sagde han og sukkede. Han kunne heller ikke fremstå som den kolde mand som han normalt var, specielt ikke med så smuk en kvinde som hende foran sig. Hun var fascinerende på sin egen måde, den lyselilla hud og de klare grønne øjne, der havde et glimt i sig som hun så på de mange gifte i hans bod. Aldrig havde han mødt en, specielt ikke en kvinde, der var så arrangeret i gift som han selv var.
 

Han bemærkede godt hun bed sig i læben som han blottede huden for hende. Svagt skar han tænder og så mod hende som han mærkede hvordan giften stadig var godt i gang. Flasken blev sat på bordet og han smilede kækt til hende ”Har syv flasker.. De to af dem er på min regning” sagde han og blinkede kort til hende.  Han kunne hurtigt få skaffet de flasker igen og nu hvor denne kvinde var så begejstret, så kunne han lige så godt give hende de to sidste flasker.  Han trak ærmet ned over armen igen og smilede kækt til hende som hans tvedelte tunge kom ud for at fugte læberne ”Flere du vil have med?” spurgte han med et hævet øjenbryn som han betragtede hende, kun som en slange kunne betragte andre.

Virkningen af giften var umådelig tiltalende. Retinentia var tilfreds med fremvisningen, og manden havde bestemt solgt varen godt! Hun smilede til ham, med et glimt i øjet af begejstring for forhandlingen, og ikke mindst fremvisningen. ”Det takker jeg ikke nej til!” at kunne få gratis med af denne fabelagtige gift der var som nærmest skabt til hendes arbejde, var som at få en tidlig julegave!
”Den lamene gift fascinere mig. Lad mig få fire flasker af det vidunder, og fem af Deres eget” den sidste var bestemt noget hun var interesseret i. Man kunne få mange tunger på gled ved at love dem en modgift mod så frygtelig effektiv gift som den han havde talt om. Retinentia behøvede dog ingen modgift – talte ofret ikke selv efter at havde fået sådan en gift, måtte hendes løb være tabt, for det ville være sidste valg at benytte allerede.

Der var noget over måden han betragtede hende, da fik hende til at løfte blikket ganske langsomt fra de forskellige flasker, med et interesseret blik. Det var en form for rovdyrblik, der alligevel var mindre aggressivt. Som en lurerne fare i mørket der endnu ikke havde bestemt sig for om den ville dovne videre eller hugge til. Det var tiltalende. Hun lod sin egen tunge glide langsomt hen over sine tænder mens hun lod hovedet ligge sig lidt til siden. ”Har du nogle gifte om bag ved? der kom noget tillokkende over hendes stemme, der blev farvet af spændingen i hendes egen krop. Det var ikke ofte at nogen vagte reaktioner fra dæmonkvinden, men denne giftsælger, og hans udvalg og interesse for det samme område som hende, gjorde det hele meget mere tillokkende. Hun glemte de ligegyldige folk der gik forbi på den støvede plads, der i forvejen var for sarte til at tænke på giftindkøb i deres hverdags shoppetur.

Han sendte hende nærmest et smil, i hvert fald fik han en svag trækning i venstre mundvige inden han nikkede ganske kort. Han kunne skaffe massere af denne gift alligevel, da han snart skulle ud og høste efter flere planter, da han var ved at løbe tør. Han lyttede til hendes ord og nikkede ganske kort som han fandt fire flasker med den lammende og fem af sin egen ”Denne er frisk brygget” sagde han og viftede med en flaske, hvori der var noget af hans eget gift. Han havde en del arbejde at lave efter denne kvinde havde betalt ham, men det var rart at se, en der var lige så interesseret i gifte som han selv og det faktum at det var en kvinde… Gjorde det blot mere spændende.

Kvindens blik fik ham kort til at lade tungen glide over sine læber. Hun var medtagende, gav ham lyst til at lave flere spændende gifte, blot for hun kom igen. Hendes stemme rev ham løs fra tankerne om hvad gifte han skulle lave, hvad der måske ville være et salg i. Hendes spørgsmål fik ham til at læne sig ind mod hende over de mange flasker ”Ikke endnu, men jeg kunne blande en… Specielt til dig. Kom med” sagde han og betragtede hende kort med sine lysende øjne som han gik over mod stoffet der dækkede til den lille butik, hvor der var flere flasker end ude i hans lille bod. Der var rene gifte, planter og meget andet der kunne bruges. Lyden af en hvæsen kunne svagt antydes og han rullede kort med øjnene ”Tag dig ikke af ham, han skal fodres det er derfor han er sur” sagde han og pegede over mod en slange der lagde i et bur. Det var en af de få dyr han tog gift fra når han ikke brugte sin egen, men denne slange lammede nervesystemet mens hans egen tyknede blod. Han så over sin skulder på hende med et smil ”Så… Hvad kunne være sjovt?” spurgte han og vendte sig så om med et lettere dystert smil.

Retinentia kunne lide kvalitet, og den fine fremvisning, samt at han pointerede at den ene flaske var helt aldeles frisk brygget, var noget der tiltalte hende. Hun smilede tilfreds og så på flaskerne på bordet. Dette var en overordentlig dejlige bod, og hun var på nuværende tidspunkt allerede fuldstændig sikker på at hun ville vende tilbage hertil efter mere. Når hun enten ville prøve noget nyt, eller have fyldt sit lager op af dem hun allerede havde bestemt sig til at hjemkøbe.

Det var lige præcis det hun gerne ville høre og det kunne ses på hendes træk at det svar huede hende fortrinligt. Der var en spænding i de giftgrønne øjne som hun fulgte med ham hen til den lille butik bag stoffet der udgjorde hans egentlige bod ud til. Her var der et utal af flasker der gav genskær fra lyset der kom ind imod dem, og lyste op i forskellige farver. Herinde var alt hvad man kunne drømme op hvis man skulle fremstille sine egne gifte. Hun kendte til et par af planterne, men disse var alle mere specielle i hendes øjne. Måske endda mere specifikke end hvad hun kunne finde i Norden. Sikke en skam at hun ikke havde et større arsenal at vælge imellem derhjemme. Så igen, nu havde hun endnu en undskyldning for at vende tilbage noget oftere. Øjnene løb over alle de forskellige flasker, beholdere med alsens ingredienser og planter stablet i forskellige højder og pladser.
Den lavmælte hvæsende lyd fangede hendes opmærksomhed og hun så på slangen der tydeligt var utilfreds over manglende føde. Hun smilede skævt, mens hun holdte øjnene på den. ”Jeg bliver også gnaven når jeg er sulten” svarede hun med en lumsk undertone og lod roligt sine øjne vandre videre. Hun var i sin egen lille slikbutik! Hun smilede lumsk tilbage og satte hovedet eftertænksomt på skrå. ”Jeg kan godt lide din egen gifts egenskab på blodet. Måske noget der kunne få blodet til at brænde indvendigt, som om tusind ildmyre kravler under huden?” hendes egen hud på den ene arm opnåede at sitre en smule, om det var fordi hun selv syntes at det kunne være sjovt at prøve bare for noget tid, eller hvordan denne effekt ville få hendes ofre til at skrige i smerte, var ikke til at sige, men det var tydeligt på det dystre smil, at tanken var for hende ganske ophidsende.

Han gik stille rundt i rummet og så tilbage på slangen i buret, der stadig var ved at forsøge at bryde ud gennem glasset i håb om det var tegn nok på at han var sulten. Han sukkede kort inden han gik over til buret og så ned på slangen og kneb øjnene sammen. Det var som om slangen faldt til ro og blot stirrede tilbage på ham. Som han hørte hende tale smilede han kort til hende ”Buret med mus er lige der ovre, du skal være velkommen til at fodre ham” sagde han og pegede over mod et bur, hvori der løb en del mus rundt. For hans skyld ingen alarm, for hun lignede en der godt kunne håndtere at se ting der bliver slået ihjel, ellers ville hun jo ikke være her og spørge efter hans gift, for det var trods alt primært det hans gifte blev brugt til… Mord. Det lumske smil hun havde fået frem på læberne fik ham til at betragte hende. En sand skønhed var hun som hun smilede med det smil og ordene der forlod hende var som musik. Han tænkte kort over hendes spørgsmål ”Noget der får blodet til at brænde siger du..” han gik lidt væk fra buret med slangen og bed sig kort i underlæben, hvor man da svagt kunne ane hjørnetænderne der var noget længere kontra almindelige folks.
 
Han skulle tænke i gennem hvad der kunne have den effekt… Han så på hende og kløede sig i nakken ”Måske… Men det bliver et blandingsprodukt, så er du sikker på det kommer til at gå i blodet.. Tænker..” sagde han og stoppede kort. Han kunne blande noget gift fra et dyr og så måske… Noget der ville give en form for indre.. Han knipsede og gik ind mellem nogle hylder og hev en lille flaske frem ”Jeg vil dog sige… Den er ikke testet, så om den virker, aner jeg ikke… Jeg har ikke haft en frivillig… Sjovt nok” sagde han og fik et lumsk smil frem på læberne. Han havde ikke selv en lyst til at blive udsat for det, men noget der skulle på huden, no problem. Han så på hende og derefter på mod stoffet der dækkede for den lille hytte. Han havde fået en ide, men om den ville virke var straks et andet spørgsmål. Han rystede tanken af sig da det gik op for ham at han nærmest stod og planlagde mordet på hans egen bror og han vidste deres moder blot ville sørge i flere år og årene derefter. Han sukkede og så på hende ”Men… Måske kan et dyr bevise om det virker hmm?” sagde han og så rundt på nogle af de bure hvori der var dyr og derefter rettede han blikket mod hende, med et dystert smil på læberne.

Retinentia var ikke den store dyreelsker når det kom til stykket, men der havde altid været plads til krybdyr. De tiltalte hende på en eller anden måde. De behøvede ikke nødvendigvis at være giftige, for at de fangede hendes interesse. Det var bare hele attityden koblet med et krybdyr hun kunne associasere til. Roligt bevægede hun sig over til buret med mus, åbnede låget og stak hånden ned. Naturligt flygtede de små gnavere som den lilla hånd kom ned, men der gik ikke mange skunder før hun havde en i et fast greb. Den begyndte at pive skingert, som hun lukkede låget til igen og bevægede sig over mod slangen, der fulgte sin mad med øjnene. Musen blev mere og mere panikken og vred sig i hendes hånd, men Retinentia fortrak ikke en mine. Hun åbnede ned til den store slange, slap musen der dumpede ned, og så scenariet udfolde sig. Hendes ansigt var lagt i neutrale folder som musen blev angrebet og derefter slugt, men der var et glimt af tilfredshed at se i hendes øjne.

Retinentia vendte derefter sin opmærksomhed tilbage til manden, nærmest studerede ham. Hun så hjørnetænderne svagt stikke frem, og selvom hun allerede havde set dem en gang, ville hun egentlig gerne se hvor lange, skarpe og spidse de var når han vidste dem frem.
Dæmonkvinden fulgte interesseret processen med det skæve lumske smil på læben og spænding i kroppen. Hun havde allerede nu en tiltro til at hvis nogen kunne, var det ham. Retinentia havde aldrig før mødt nogen med så megen interesse i gifte, en ren specialist. En del af hende havde alligevel også lyst til at sætte ham på prøve. Udfordre hans egenskaber, men en ting af gangen.

Retinentia kom med et let grin. "Frivillige hænger desværre så sjældent på hylderne" beklagede hun sig sandfærdigt og sendte et lumsk smil tilbage. Det var de færreste der var interesseret i at afprøve torturmetoder eller desideret nye måder at begå et mord. Nej, Retinentia benyttede sig oftes af ufrivillige til disse afprøvelser. Tankerne så ud til at vandre i mandens hoved, og hun havde lysten til at spørge hvad han tænkte på. Lysten til at vide hvad der foregik i det geniale hoved, specielt efter han sukkede, nærmest som om at han bortkastede den ide der havde fået ham til at se spændt på hyttens stof. "Et forsøgsdyr er præcis hvad vi behøver, selvom et menneskeligt eksperiment også havde været spændende" hvis den virkede kunne man jo ganske fint afprøve effekten på større skabninger. Retinentia bed sig let i underlæben mens hun kiggede rundt på de forskellige bure der stod omkring dem. "Et dyr med tilstrækkelig med nerver til vi for alvor kan se effekten" kom der dystert fra hende, mens de grønne øjne så mere og mere spændt fra dyr til dyr.

Han så sig kort over sin skulder da lyden af en mus der afgav et svagt piv. Hun gjorde det faktisk? Da han igen rettede blikket mod de mange flasker skiftede de ellers afslappede læber over i et lumsk smil. det var sjældent han kunne få en kvinde til det, ikke han klagede for det var blot med til at gøre denne kvinde i hans butik endnu mere attraktiv, trods der ikke var behov for det. Endnu et piv kunne høres og så blev der igen stille, dette måtte betyde at slangen havde spist. De skinnende grønne øjne gled over hver en flaske i forsøg på at finde det rigtige, hvilket blev en kort proces, eftersom han kendte til det præcise sted hvor den stod.

Han trak kort på skuldrene ”Nej desværre ikke… Ville dog være praktisk, for så havde jeg nok heller ikke have alle de ar” sagde han og sukkede kort. Inderst inde var han træt af han skulle afprøve på sig selv fra tid til anden, men havde trods alt ikke andre måder at gøre det på, med mindre han gjorde på et af dyrene. De dyr han kunne udvinde gift fra blev ikke testet på, men mus og rotter ville ikke være et problem, da de alligevel avlede hele tiden. Han så på hende og nikkede ”Måske en rotte? Det handler bare om mængden man giver trods alt” sagde han og så mod rotte buret og så efter en rotte der ville være stor nok og alligevel var så gammel efterhånden at det kunne gøre lige meget. Han så på hende og smilede ”Eller hvilket dyr har du i tankerne” spurgte han og så på hende, afventende. Han kunne sikkert skaffe alle dyr igen alligevel, det krævede blot at snakke med de rigtige folk og han havde rigeligt kontakter.

Retinentia så på slangen fortærre sit bytte med en let fascination. Det var imponerende hvad slanger kunne gøre med deres kæbeparti. Musen havde aldrig haft en slange, hvilket egentlig også var sådan Retinentia foretrak det. At lege med maden var dog alligevel mere hendes stil end at dræbe det hurtigt som slangen havde gjort. Alle var forskellige på det punkt.
Retinentia fik et skævt smil på læben og kiggede undersøgende på ham. "Nok ikke, selvom ar også er ganske spændende" hun vidste at ar betød at man førhenværende havde været i en form for smerte - noget hun godt kunne li at tænke på. At udgyde det mod andre og se at det havde sat sin effekt på huden gennem arvævet der dannede sig når hudens celler gav op for at reparere tilstrækkeligt, var da næsten som afrodysia.

Retinentia så rundt i lokalet med et undersøgende blik. Ja, en rotte kunne godt bruges, men det småkravl var bare ikke særlig tilfredsstillende at se vride sig. "Hvad med en abe?" spurgte hun med en iskold rolighed i sin stemme. "De ligner mennesket på mange punkter - det kunne være interessant" et glimt gik igennem de intense grønne øjne som hun så tilbage på Kahn. Dyret var større, det havde hjernekapacitet af større art - nogle gange større end hvad man anså menneskene for i Retinentias verden - og man kunne rigtig se effekten når de vred sig. Et skummelt smil bredte sig hen over hendes læber. "Nu mennesker ikke melder sig frivilligt, må man tage det næst bedste"

Han smilede tilfreds som han så mod hende ganske kort og derefter mod buret, hvor slangen var godt i gang med at fortære musen. Igen rettede blikket sig mod hende som hun talte ”Korrekt… Ar er ganske spændende, hvis der er en historie bag, i stedet for min – jamen jeg skulle teste min egen gift –” sagde han og kunne allerede forestille sig hvordan folk ville se på ham som var han en der var mentalt retarderet. Han havde bare altid haft den holdning, ville folk se hvad giften kunne og den ikke var dødelig for ham selv, så gav han gerne et show. Som hun kom med forslag til et dyr så han rundt i lokalet og kløede sig i nakken ”Hvis jeg blot ejede en abe, for det ville uden tvivl være det bedste” sagde han og holdt en kort pause. Mon ikke han kunne finde en? Et skævt smil kom frem på hans læber som han kom i tanke om et sted han havde set en abe der sikkert kunne bruges ”Jeg tror måske jeg ved hvor jeg kan få fat i enten en abe eller et menneske, eller anden race” sagde han og lod tungen glide ud mellem læberne. Han var ikke sikker på han kunne få lokket den ønskede person med sig, men hvis han nu lavede lidt optøjer, så ville Kieran vel komme? Han knækkede kort nakken og rettede da blikket mod hende b]”Jeg tror jeg har en kandidat…”[/b] sagde han og smilede til hende ”Men du skal hjælpe mig.. Når han kommer her ind, så slår du ham bevidstløs, kun ganske let og så har vi en at teste på” sagde han og blinkede til hende.  Nu var det bare op til ham at få lokket Kieran her hen.

”Er straks tilbage” sagde han og gik ud af lokalet, håbede på hun forstod hvad hun skulle og gik så ned af den travle gade. Der gik ikke længe før der var folk der var begyndt at råbe efter ham, smide ting mod ham og forsøgte at kalde vagterne til, blot fordi han måske stod og kiggede på nogle flasker som han måske kunne anvende til hans gift. Lyden af en dyb brummende stemme fik ham til at vende sig ”Kieran… Og så alene? Smukt…” sagde han og mærkede hvordan han blev skubbet tilbage mod sin egen bod ”Virkelig Kieran… Jeg kan godt gå selv” sagde han og sendte øjne til ham. Folk vidste sikkert ikke de var brødre og selv hvis de gjorde, var han ligeglad, for nu ville der snart være mulighed for han faktisk ville kunne se sin moder uden at Kieran ville være der til at beskytte hende. De nærmede sig boden og et dystert smil spredte sig på hans læber. Det var tydeligt at se på Kierans ansigt at han ikke nød at være i selskab med sin lillebror, men det ville også snart være slut. Et dystert smil spredte sig atter på Kahns læber og han gik ind i baglokalet og havde Kieran til at følge efter Kieran… Jeg stod bare og så på de flasker! Hvordan kan det være strafbart!? Fordi jeg ikke er raceren? Fordi jeg har den slange i mit blod?” spurgte han og sukkede. Det var nu op til hende, for Kieran var næsten ved at komme ind og det var her hun skulle slå til. 

Retinentia vendte sig for buret og så på Kahn med et mystisk smil på sine læber. ”Det er da på sin vis også spændende. Ikke så eventyragtigt, men mere en bekræftelse af hvad du er i stand til at fremstille. Hvad du er i stand til at gøre overfor andre” hun havde selv sine ar, men aldrig fra at afprøve sine egne metoder. Det brugte hun ofre til. Det var hendes foretrukne vej. Kahn var en sælger, ikke en tortur mester. Selvfølgelig kunne han ikke på samme måde bryde reglerne konstant som hun gjorde. Det var hun trods alt indforstået med.
At han ikke havde en abe var derimod ganske nedslående. Retinentia kom med en let utilfreds lyd men trak derefter på skulderen. Måske den kunne skaffes, det var trods alt Rubinien de befandt sig i. Noget hun efterhånden havde bemærket som varmen sneg sig tættere og tættere på kroppen. Hun var vant til kulden i norden og den foretrak hun. Retinentia løftede et øjenbryn ved forandringen hos ham. At hente en anden kandidat. Hun smilede skummelt og lagde hovedet på skrå. ”Så gerne” svarede hun lusket. Hun så efter ham som han forsvandt ud af bodens baglokale og væk. Imens trak Retinentia sløret hun havde, af sig og stod tilbage i kun den tynde kjole hun havde tilbage. Varmen var for ulidelig til at være dækket ind i alt andet, nu hun ikke behøvede at skærme sig selv fra solen med slør af forskellige stof.

Hun stilte sig klar med en stump genstand hun fandt i lokalet. Den havde en solid vægt og kunne bestemt med et rettelig slag, slå en anden omkuld. Og så stilte hun sig ved indgangen, i skyggen af noget stof, ved siden af et bur med nogle små dyr i, der trak sig væk fra hende. Herefter ventede hun. Retinentia hørte Kahns stemme som han vendte tilbage med denne Kieran. Retinentia så Kahn gå forbi uden at foretage sig noget overhovedet. Hun stod helt og aldeles stille og ventede til den næste skikkelse kom forbi. Han nåede forbi hende, således hun have frit udseende til Nakken.
Koldblodigt slog hun til, og denne Kieran faldte sammen på gulvet. Hun havde slået hårdt, men husket at kun skulle gøres let bevidstløs. Det ville være sørgeligt hvis der gik for mange timer før han vågnede. ”Interessant forsøgsdyr. Meget bedre end en abe” sagde hun med et skummelt smil på sine læber. ”Du er en mand efter mit eget hjerte” hun stilte genstanden hun brugte som våben på bordet og satte sig på hug foran manden. Han var egentlig ganske pæn. Fine lokker og et markeret ansigt. Men ikke videre interessant hvis man spurgte dæmonen selv. ”Hvor lydtæt er dette baglokale?”

Han trak på skuldrene og lod da den tvedelte tunge glide over læberne "Sandt, Men det ville være sjovere at sige man havde været i en kamp med en eller sådan, i stedet for det med sine gifte.. Dog er det blot et tegn på at de ting jeg laver rent faktisk fungerer, så som du siger... Så er det faktisk meget fint" sagde han med et kækt smil. Han turde ikke tænke på de ar han så havde inden i, for der var også nogle gifte han har måtte sluge for at kunne vise effekten, dog har han ikke selv indtaget dem der ville være dødlige overfor ham, men blot dem der ville sløve, eller skabe andre ubehagelige symptomer. Det var tydeligt at hun var lettere skuffet over han ikke havde en abe til at teste på, men han havde over længere tid ønsket en, men havde ikke fundet nogen på de mange ture han nu havde været på, netop i håb om at finde enten en abe eller et menneskelignende væsen der frivilligt ville udsætte sig selv for hans grusomheder, dog hang den slags mennesker ikke på træerne, for hvis de gjorde, så havde han sikkert haft et par stykker allerede nu. Han nikkede kort til hende som han forsvandt ud i gaden og fik lokket sin bror med sig ind. Han håbede dog hun var parat til at gøre hvad han havde bedt hende om, men hun virkede troværdig da hun sagde - "Så gerne" - og sendte ham det luskede smil. 

Roligt gik han forbi Retinentia uden at kaste et blik på hende så Kieran ikke skulle finde ud af, hvad han egentlig have i tankerne for ham. Kieran brummede som han så sig omkring da han var kommet ind og med et faldt han til jorden. Kahn vendte sig mod hende og Kieran med et dystert smil på læberne Så kan det da være jeg bliver fri for ham" sagde han og lod den tvedelte tunge glide over læberne og han rettede blikket mod Kieran der lagde bevidstløs på jorden og satte sig da på hug. Hendes ord fik ham til at fnyse kort "Dette er ikke det bedste af det... Tro mig" sagde han og rettede de klare grønne øjne mod hende og smilede da kækt. Han havde så mange andre gifte han også kunne afprøve, men udover giftene, så var der også en hel del andre ting. Hans blik rettede sig ud i lokalet og prøvede at spotte stolen der som regel var i rummet. Igen rejste han sig og gik over efter stolen, hev den med over til hende og smilede over hendes spørgsmål "Ret lydtæt... Jeg har sågar en dør så de ikke kan høre så meget ude på gaden" sagde han og blinkede til hende inden han gik i knæ og greb omkring Kieran og hev ham op og placerede ham på stolen "Hvis du holder ham fast, så finder jeg reb" sagde han og så på hende inden han gik i omkring et minut og vendte tilbage med noget reb for at spænde ham fast så han ikke kunne stikke af. Både hænder og fødder blev bundet til stolen, samt livet og ved brystkassen, blot for at være endnu mere sikker, for han vidste hvad Kieran var i stand til hvis han først blev vred. 

Et dystert smil spredte sig på hans læber som han stillede sig med få centimeter fra Kieran der var fastspændt til stolen og sukkede "Nå.. Lad os vække den sovende kæmpe" sagde han og fik et ret dystert blik som han knyttede hånden og begyndte at køre sine knoer over kravebenet på Kieran der vågnede med en irriteret lyd og hans øjne begyndte at flakke mellem hende og Kahn "Godt så... Hun dræbte dig dog ikke.. Sikke en skam alligevel" sagde han med et suk som han trak sig tilbage og så hvordan Kieran kæmpede imod rebene der holdt ham fast "Nå... Det var den der afprøvning jeg lovede dig" sagde han og gik over til bordet hvorpå giften stod i den lille fine flaske. Han rakte hende flasken og så på Kieran og lod tungen komme ud "Alle disse år... Så lang tid at man skulle gemme sig blot for at få lov til at tale med sin mor. De år jeg skulle være skjult fra omverden fordi DU var yndlings barnet.." hvæsede han nærmest som en kat der var blevet trådt over halen "Du får æren" sagde han og så mod Retinentia og trak til siden så hun kunne komme til Kieran. Hvis han ikke frivilligt ville drikke, så skulle hun være velkommen til at give ham en slag mod ansigtet, om det var en lussing eller knytnæve mod kæben var ligemeget, for han ville blot nyde synet af Kieran der var i deres hænder og han intet kunne gøre. Nu var spørgsmålet blot hvordan han ville optage giften og hvad der ville ske med ham.

Retinentia var egentlig ikke helt sikker på hvem Kahn ville hente eller hvorfor, end det var en de kunne bruge til at afprøve den nybryggede gift. Hun glædede sig allerede til at afprøve og havde ingen dårlig samvittighed over at skulle have fat i et uskyldigt væsen at se virkningen på. Tvært imod gjorde det hele afprøvelsen en del mere spændende for hende. Man kunne se spændingen i de kraftige grønne øjne, men hun så ellers fuldstændig følelsesløs ud som hun slog denne Kieran og han faldte til jorden. Det var ikke første gang hun havde slået folk ned, eller taget dem til fange mod deres vilje. Det var ofte noget af det jobbet indebar hvor hun normalvis kom fra. Fange, torturere og forhøre. Ofte fik hun lov til at lege med ofret bagefter. ”Perfekt” et veltilfreds smil løb over hendes læber. Relativt lydtæt betød at de højst sandsynligt ikke blev afbrudt, hvilket gjorde det hele langt sjovere – de kunne blive ved i flere timer. Retinentia greb fat om mandens ene arm, i det han var blevet placeret på stolen, og tvang den over bag stolens ryg inden hun hev den anden med over. Selvom Retinentia ikke så stærk ud, var hun alligevel stærkere end en bevidst løs mand der langsomt ville komme tilbage til overfladen igen, skulle han vågne op inden planlagt.

Heldigvis forholdte han sig bevidstsløs som de fik ham bundet fast på hænder og føder til den solide stol, så han ikke forsvandt nogen steder hen. Retinentia bevægede sig roligt med en hånd på hoften hen foran mennesket der vågnede op som han fik et slag til ansigtet. Hun havde et krusset veltilfreds smil på læben, spænding i øjnene. Hun så ikke ligefrem betryggende ud i denne tilstand. Tværtimod havde hun et mere psykotisk mørkt udseende som hun kiggede på ofret. ”Det skal vi nok komme til senere” At manden gjorde modstand, gjorde faktisk kun at det hele blev sjovere.
Retinentia tog imod det gennemsigtige glas, kiggede kort på indholdet, før hun stilte sig foran ofret. Hun greb hårdt fat om hans kæmpe og tvang hovedet tilbage. Han kæmpede naturligvis imod, hvilket medbragte et velplaceret slag i ansigtet der fik øjnene til at sitre i forvirring. ”Sid stille” hvislede hun lavmælt og greb hårdt fat om hans kæbe igen og tvang væsken ned i halsen på ham. Han spruttede og hostede, og man kunne se noget af væsken løbe ned af hans hage, men hun tvang ham til at sluge. Tvang ham til at indtage den væske han ingen anelse havde om hvad ville gøre mod ham. Hun klappede ham på kinden, en smule hårdt men ikke som et direkte slag. ”Så dygtig du er” hendes stemme var en hånen af ham. Hun morede sig, og det kunne ses på det luskede smil og glimte i øjnene. Hun vendte sig mod Kahn som hun rettede sig bedre op. ”Hvor inderligt ønsker du at han skal lide? Jeg har et par es i ærmet til senere brug” der var noget personligt mellem dem, men Retinentia behøvede ikke at vide præcis hvad det var. Brødre var de, og ikke ligefrem glade for hinanden, det var alt hun egentlig havde behovet for at vide.

Det gav ham en underlig form for tilfredsstillelse da han så hvordan hun uden tøven slog hans bror ned og blot smilede af det. Hun var uden tvivl en kvinde efter hans hjerte og han var ikke et sekund i tvivl om at dette møde her var deres sidste. Han kunne godt se at hun kom tilbage efter mere gift før eller siden. Som hun talte smilede han kort, nok til man kunne ane de skarpe hjørnetænder han havde fra slangen. Han nød hvordan hun hjalp til, hev Kieran's arme om bag på stolryggen og holdt dem som han selv gav sig til at binde dem. Han så på Kieran i stolen og sendte ham et dystert smil. Kahn's øjne skinnede og han var hundrede procent klar på at udsætte Kieran for både hans, men også hendes ideer, for han vidste hun også havde nogle tricks i ærmet som hun sikkert ikke havde vist endnu, men hvad var der også ved det? Det ville være det samme som at vide hvad der var i en gave på en juleaften.. ABSOLUT SKUFFENDE! Og derfor glædede han sig lidt til det hele gik i gang. 

Hun bragte et smil til hans læber som hun plantede et solidt slag mod ansigtet. Han havde en inderlig lyst til bare at få det overstået, men så alligevel ikke, for Kieran havde været med til at gøre så Kahn på ingen måder var velkommet i ørkenelvernes byer længere, for han var ikke renblodig og var blevet anset som beskidt og et monster. Det var rart at se hvordan han gjorde modstand, men hvor meget han så kæmpede, så ville han ikke kunne komme fri, før det alligevel ville være forsent og han ikke ville stå til at rede... Og her var der ikke nogle der ville rede ham, hverken Kahn eller hun ville. Hele hans krop sitrede og adrenalinen fik ham til at nyde det yderligere. Hun var en hård kvinde, ikke en han selv ville ligge sig ud med, men dette... Det tændte ham på en eller anden underlig måde, vækkede sadisten i ham. Han gik om bag stolen og betragtede hende, det vilde blik i hendes øjne og hvordan hun tvang Kieran's hoved tilbage "Kæreste broder.. Det er for din egen skyld" sagde han og lod tungen komme ud og lod en hvislen undslippe som netop en slange ville gøre. Som Kieran indtog væsken smilede han tilfreds "Ja dygtig er han" sagde han og holdt en kort pause inden han lænede sig ned over Kieran og hviskede nærmest i øret på ham "Indtil videre" afsluttede han og trak sig tilbage og så på Retinentia med et smil "Inderligt.. Så ønsker jeg han skal lige så meget som jeg har gjort.. Han skal mærke hvordan det føltes at blive udstødt, hvordan det er ikke at kunne se sin moder, hvordan det føles når man skal kæmpe hver evig eneste dag af sit liv for at overleve" sagde han og så så på Kieran "Gør hvad du lyster..." sagde han kort og rettede igen blikket mod hende som han gik op foran hende og lod en hånd glide over hendes kind hvis hun tillod det " Gør lige hvad dit hjerte begærer" sagde han og blinkede da til hende inden han trak sig til side og lod hende få plads og stillede sig lidt i baggrunden, men stadig med udsyn så han kunne se hvad der skete.