Det var efterhånden ikke så skræmmende at tage ud i skoven. Efter at havde sneget sig succesfuldt afsted, uden at blive opdaget af sine artsfæller, føltes det ikke længere så farligt og skræmmende. Ronja's moder havde stadig ikke givet tilladelse til at hun måtte træne med våben, og det blev også nogle gange opdaget at hun havde været væk. Hendes undskyldning? At moren havde kigget de forkerte steder. Måske det efterhånden var begyndt at løsne op. Skoven var ikke længere så farlig som den havde været og Ronja var jo kommet sikkert hjem hver gang.

Kentauerkvinden var derfor taget afsted med et smil på læben og fantastisk humør. Hun strejfede især efter de steder hvor solen brød igennem træernes kroner og gav et varmt skær ned over dne rødbrune hestekrop, og bragte en ny form for velbehag med sig. Desuden, der hvor lyset brød igennem, var der mulighed for blomster.
Smukke forskellige blomster, der bragte alverdens farver til livet.

Ronja satte sig i lysningen, nær kilden hvis vand klukkede smukt som respons på fuglenes kvidren for oven. Her havde Ronja samlet blomster og var begyndt at flette dem sammen en efter en til en grans. Alt var så fredfyldt og roligt, at Ronja knap bemærkede hvad der skete omkring hende. I hvert fald ikke før en gren knækkede, og brød igennem den almindelige lyd af skoven. Ronja løftede hovedet og kiggede omkring sig, søgende efter om hvad end der havde knækket grenen kom frem. Hendes hjerte tog let til i fart, men hun beroligede sig selv med at det sikkert bare var en hjort eller andet knap så faretruende vildt der boede i skoven.

Skoven var et godt sted om man ville det eller ej. Forskellige arter af væsener der levede side om side i smuk harmoni sammen med naturen, hvordan kunne man ikke se det smukke i det? Over skovbunden luskede en sort ulv, et yderst specielt syn ude i Amazonitskoven, men han var sikkert også den eneste af sin slags der havde sat sig for at leve her ude i ensomhed. Han var aldrig ensom, han havde en del at se til i skovene, om han var i denne form, eller den oprindelige. Han nød at kunne luske rundt som ulv, uden hæmninger og blot passe sig selv, ikke tage hensyn til folk omkring ham, med mindre han en sjælden gang i mellem stødte på en elver, trold eller kentaurer.  Egentlig når han tænkte over det, troede han ikke der var ret mange i denne skov der havde set ham i menneske form og hvis de havde været så heldige… Havde det da været et syn for guderne. Han stoppede, snusede op i luften og derefter på jorden. Han havde opfanget noget, et væsen der havde gået her. Kort lod han en pote rode i aftrykket af hoven og han kom af med en lyd og rystede derefter på hovedet så eventuelle jordrester forsvandt ud af den mørke pels.
 

Han var på vagt og hans ører flikkede hele tiden og han snusede mod jorden, prøvede at finde vej mod væsenet der var tæt på. Der… Nede ved kilden sad en, hvad han gik ud fra, ung kentaur. Med varsomme skridt listede han sig mod hende, men trådte så på en gren der gav under for hans vægt. Man kunne nærmest fornemme hvordan hans menneske side rullede med øjnene inden han med et suk gik frem. Den mørke ulv gik fuldkommen afslappet mod hende, uden så meget som at have rejst sine børster eller blotte tænder. Han var ikke just i et fjendtligt humør, plus han vidste hvad et spark fra sådan et væsen kunne gøre.. Han havde haft et møde, eller nærmere forsøgt at lage en, hvilket gik galt for ham, så han havde en stor respekt for disse væsener, hvilket var derfor han lagde sine ører ned, halen svagt logrede bag ham som han nærmede sig. 

Ronjas anspændte skuldre nåede at falde en smule ned få sekunder efter den knækkende lyd havde lydt igennem luften og tiljaget sig hendes opmærksomhed. Med blikket rettet mod steget tog hun en dyb indånding og var parat til at smile over sin egen dumhed og frygt, da en sort ulv kom luntende frem, nærmest som en hund frem, uden den aggressive adfærd. Ikke at ulve var specielt aggressive med mindre de var på jagt - men da halvdelen af Ronja i hvert fald var hvad man kategoriserede som et byttedyr kunne man ikke fortænke hende i at spænde op som en buestreng og se på dyret med opspilede øjne, mens hun stivnede i den bevægelse hun havde været i fær med.

Ronja trak vejret hurtigt, men som den rolige og afslappende natur fra dyret trang ind, tog hun en dybt indånding og sukkede ud. "Du forskrækkede mig.." ikke at hun var sikker på at ulven forstod hvad hun sagde, men det hindrede hende ikke i at tale med skovens dyreliv. Hun lod skulderne falde lidt mere ned og lande i skødet med de blomster hun havde været i færd med at forme en kæde med, selvom nogle af blomsterne havde lidt en smule overlast efter at være blevet klemt godt og grundigt i hendes hænder. "Nu er du ikke farlig vel?" kom der halvt som en joke og halvt alvor, men hun blødte op i et smil.

De gule øjne var rettet mod kentaur kvinden. Det var tydeligt at hun var anspændt over at det var en ulv der var kommet for at holde hende med selskab, men han havde ikke tænkt sig at gøre hende ondt, blot komme og få varmen i lysning som han plejede. Hans ører var stadig lagt ned, blot for at vise han stadig ikke havde nogle andre intentioner end at slappe af i lysningen. Hendes stemme fik dog hans ører til at poppe lidt op som han lyttede til hende. Han havde forskrækket hende, hvilket også var ganske forståeligt i en skov så stor som denne. Det var heller ikke ret tit han befandt sig her, men af og til. Han nærmede sig langsomt og kom ud i lysningen, stadig med god afstand til hende. Som hun atter talte så han på hende med hovedet på skrå. Hvis han havde nogen som helst intention om at gøre skade på hende, så havde han allerede forsøgt at nedlægge hende, men han så hende ikke just som en trussel. Han rystede nærmest på hovedet som svar på hendes spørgsmål om han var farlig. Ikke endnu i så fald.
 

Med et svagt bump lod han sig falde til jorden i lysningen og han rullede rund på ryggen og tilbage om på maven inden han satte sig op for at klø sig bag de ene øre. Igen lod han sin krop falde til jorden og han rettede blikket mod kentauren og nød solens stråler mod den sorte pels. Ganske vidst fik det ham nærmest til at koge, men det var på sin vis også yderst rart, blot at ligge og slappe af. Pt kunne han ikke bare forvandle sig til menneske for at snakke med ham, for det ville uden tvivl gøre denne situation mere akavet end den i forvejen var. For hvis han først kom tilbage til menneske skikkelse ville han sidde overfor enne kentaur uden tøj.

Hele ulvens opførsel strejfede hende som værende fredelig. At han blot var kommet ud for at nyde solens stråler i skoven hvor sol oftes aldrig kom igennem, med mindre man var her. Hans underdanige tone ved ørerne fik og Ronja til at slappe mere af i kroppen, og selvom hun stadig fulgte ham med blikket, var hun mere afslappet over hans tilstedeværelse. Naivt regnede hun heller ikke med at det spontant kunne ændre sig, og de fleste af hendes forsvarstanker faldte til jorden og efterlod hende meget sårbar. Noget der også illustrerede hvor ung hun i realiteten var.

Ronja lod sit blik følge ham, og smilede med et let grin over måden han rullede rundt og gøre sig selv behagelig i solens stråler. Ronja havde læst om hunde og udspurgt enhver der havde udenfor sumpen om hvad de havde oplevet. Der var ulve der levede med mennesker blevet nævnt. Hun forestillede sig at de også foretog sig sådanne ting. Men det var svært at lave en sammenligning med noget man ikke kendte til. Ronja fortsatte med at lave sin blomsterkræns, da det gik op for hende at ulven betragtede hende. Ikke på en sulten måde, men på en.. kunne man sige menneskelig måde? Ronja løftede hovedet en smule forvirret og stirrede tilbage på ham.

Hans ører flakkede svagt, forsøgte at opfange hver eneste lille lyd omkring dem, blot for at være sikker på der ikke kom en jæger, på trods af han ikke havde set nogle længe, hvilket blot var et plus for ham. Han var eftertragtet grundet den tjæresorte pels, da det ikke var de ulve der var flest af, men de vidste sikkert ikke hvad han i virkeligheden var, for lige så snart han ville blive dræbt som ulv, så ville hans krop forvandle sig tilbage til sin oprindelige form... Nemlig menneske. Han kunne ikke lade være med at grine inden i, blot tanken på jægernes ansigt når de så det. 

Han bemærkede godt kentaur kvindens blik fulgte ham som han nærmede sig og lagde sig til rette. Gad vide om den måde han opførte sig på, var tegn nok om han ikke havde tænkt sig at gøre skade på hende. Hans blik rettedes mod blomsterkrænsen i hendes hænder og bemærkede så hvordan hun stillede på ham, men kunne han bare tale, så ville han snakke med hende, men han havde endnu ikke lært det mens han var i ulveform, men håbede at det på et tidspunkt kom, eller også at der skete en form for magi, at der var en der smed en form for spell på ham så han kunne, problemet ved dette var blot at han ikke just kom til de folk der kunne gøre det og derfor var han fanget i kroppen som ulv uden at kunne sige andet end blot små klynkelyde, hyle og knurre, hvilket denne kentaur sikkert ikke ville forstå noget af.

Hun følte sig faktisk en smule latterlig. Nej, den havde nok bare lagt sig fredeligt i solens stråler for at varme sig i lysningen, uden at komme til gene for nogen. Den holdte nok uden tvivl bare øje med hende som hun holdte øje med den. Ronja smilede lidt af sig selv og kiggede tilbage ned på kransen. Ulve var vel ikke som sådan farlige var de? Ronja rynkede brynene let, mens de tynde fingre arbejdede sig fremad. Nej, nej hun havde altid hørt at de var sky. Agga fortalte altid at ulve ikke angreb heste, da det bragte mere skade end gavn. Ronja var ikke ligefrem voldelig af nogen art, og nok ukoordineret nok til at være nem at nedlægge. Men hun havde en solid kampvægt og stærke hesteben. Måske hun bare skulle slappe af.

Det endte med at være præcis hvad Ronja gjorde. Slappede af. Hun kiggede op engang imellem hvis der kom en lyd, men hun holdte ikke skarpt høje med den sorte ulv der lå og solede sig. Den havde gjort tegn til bare at ville slappe af, hvilket betød den nok med lav sandsynlighed ville skade hende. Gode ting at tage med i sin beslutning.
Ronja var ikke sikker på hvor længe hun sad, men hun nød solen der varmede hendes krop, og lod den få en mere gylden kulør som tiden gik. Fred og fordragelighed. Indtil noget knækkede. Ronja løftede hovedet for at kigge på ulven, men det kom ikke fra den. Det kunne det ikke havde gjort, da den stadig var i lysningen og ikke ude i skoven. Bange anelser gik igennem hende, som hun drejede blikket ud til skoven. ”Hallo?” kaldte hun stille, næsten lydløst fordi hun inderst inde ikke havde lyst til at tiltrække sig selv opmærksomhed. Hvad end det var. Hun bad til det var endnu et dyr der gik rundt, og ikke noget mere farligt.

De store øjne hvilede på hestekvinden, mens han blot nød stilheden omkring dem. Det var uvandt for ham at søge steder hen hvor der allerede var andre, da han for det meste var alene her i skoven, dog gjorde det ham egentlig intet at der var nogle omkring ham, det var på en måde hyggeligt. Smilet på kvindens læber og blikket der så ned mod kransen fik svagt hans hale til at flakke fra side til side. Hun så ud til at hygge sig også på trods af ulven der ikke lagde så lagt fra hende, men han vidste der ikke ville være meget ved at jage en som hende, da et enkelt spark ville sende ham til drømmeland, dog et drømmeland hvor der var stor mulighed for han ikke vågnede igen. Han bemærkede det rynkede bryn og lyttede omkring dem, der var ikke ret meget andet end lyden af fugle og lidt rindende vand, fred og idyl uden tvivl, men han var alligevel på vagt, da der altid var jægere på rov og det var ikke ligefrem fordi han havde synderligt lyst til at mærke en pil pierce gennem huden.

Det var underligt han ikke kunne tale med hende, for han havde så mange spørgsmål, men det eneste der kom fra ham var små klynkelyde og noget der mindede om lave hyl. Lyden af noget der knækkede fik ham til at rejse sig, nærmest i et ryk og han snusede i luften. Langsomt, med små skridt nærmede han sig, ørerne strittende, børsterne svagt rejst på hans ryg. Der var noget i gærde, og det var ikke noget godt, han kunne mærke hvordan det nærmest dirrede i hans krop, hvilket typisk var tegn på folk der ville gøre skade. Hendes stemme fik ham til at se kort på hende, inden blikket igen stift stirrede mod skoven. Han var klar, hvad end det var der ventede der i skoven. Mand, dyr eller noget midt i mellem. Han knurrede svagt og holdt stand hvor han stod og flyttede sig slet ikke.

Der var faktisk noget beroligende over ulvens tilstedeværelse. Hun var ikke sikker på hvorfor, men der var noget over den som fik det til at virke som om at den var venligsindet og ikke havde tænkt sig spontant at angribe hende. Måske hjalp det også at vide at der ikke var en flok af dem – Hun havde ikke så store fordele mod flokket. Alt i alt var det bare dejlig beroligende at sidde og fokusere på blomsterkransen i det gode vejr. Det kunne ikke blive bedre.

Men det kunne godt blive værre. Ronja stirrede frem imod området hvor lyden var kommet fra, og da ingen svarede på hendes spørgsmål fik hun kun mere bange anelser. Det betød at det i hvert fald ikke var venligsindet, hvis den var i stand til at kommunikere. Hun kiggede ned på ulven der havde rejst sig og stirrede mod skoven. Den svage knurren der kom fra ulven var faktisk betryggende på samme måde som skræmmende. Det hentydede til at ulven var på hendes side, men at hvad der var i skoven ikke var. Nervøst rejste Ronja sig i sin fulde højde og tog et par meget få skridt frem. Hun sagde ikke mere, af frygt for hvad der blev svaret.
Ud af kratten kom der en ork, en stor en af slagsen der tumlede ud. Den så faktisk forvirret ud et kort øjeblik, da den fik øje på at der allerede befandt sig nogen dette sted. En mumlen af forskellige lyde forlod det store væsen mens han kløede sig på hovedet. Kunne man orkssprog havde det lydt noget nært hva satan. Ronja var stivnet på stedet, skrækslagende for det store væsen der skiftede karakter fra forvirret til mere aggressiv som krigerinstinktet slog til.

Han kunne næsten ane hvad der gemte sig ude i skoven, men han var ikke sikker. Han stod klar, ventede blot på at væsenet kom ud fra sit skjul. Hurtigt så han sig over skulderen, blot for at tjekke at kentauren var i nærheden og bag ham, før han igen rettede blikket mod skoven igen. Der kom stadig en knurren fra ham, dyb og truende. Svagt så han til siden og bemærkede hun var kommet op og stå og stod ikke langt fra ham. Væsenet kom nærmest tumlende ud af skoven og så undrende på dem, overrasket og bestemt ikke glad for at se de to allerede var på dette sted. Ordene der undslap orken fik ham til at blotte tænder, ikke at han forstod hvad der blev sagt, men han gik ud fra det ikke var en venlig gestus. Det var tydeligt at denne ork ikke havde rent mel i posen, hvilket fik Esteban til at rejse sine børster helt og han stod og blottede tænder som han knurrede dybt mod orken, i håb om det var nok til at få den til at forsvinde.
 

Hvis dette ville ende i kamp, håbede han at kentauren ville hjælpe, med hvad end hun var i stand til, for en ork var væsentligt stærkere end ham selv også i ulveform. Han havde bemærket at hun var bakket lidt, hvilket fik ham selv til at stille sig foran hende, som tegn på beskyttelse. Han ville ikke lade orken komme tæt på, ikke uden den skulle forbi ham først og han kunne nok forvolde rigelig skade på væsenet, hvilket forhåbentligt var nok til at sende ham væk.

Orken kiggede ned på ulven med et udtryk af ren dumskab først, som han løftede en skinpose med noget klistret indhold der løb ned af hans hage. Det var tydeligt på den måde han stavrede rundt at han var fuld. Måske han var blevet væk fra sin klan ved at gå i den anden retning. hvad end grunden var, følte Ronja intet behov for at spørge ham om han var væk. Venlighed overfor en ork blev sjældent modtaget - og hun tvivlede på at giganten forstod hende alligevel. Han vraltede fremad med blikket på den knurrende ulv som han fnøs af med nogle brummende lyde. Inden han begyndte at grine fordrukkent og trække et krumt beskidt sværd frem. Et pib af frygt kom der fra Ronja, der trippede på stedet som en forskræmt hest, hvis instinkt var at stikke af mellem træerne. Hun var glad for at ulven i det mindste så ud til at være på hendes sidde.

Orken løb frem med et brøl, og Ronjas hvinen blev skinger som hun sprang tilbage i løb mod træet hun havde siddet ved. Hun løb om bag det og hvor trak vejret skæmt og rystende. Den rystende hånd greb ud efter spyddet hun havde taget med. Ikke at hun var særlig god til at bruge det - faktisk havde hun ingen træning i det. Men det var det eneste hun kunne gøre. Ulven skulle ikke lades alene, ikke sådan som den havde beskyttet hende nu.
Hun kom frem igen, med varsomme skridt, der tydeligt var modvilligt, mens hun holdte spydet op, der dirrede. "Lad ham være!" hendes stemme knækkede over, men Orken hørte hende alligevel. Den var gået i krig med at slå ud efter ulven, men blev kort forstyrret af hendes stemme.

Han stod fast på stedet, stirrede på orken foran dem og knurrede stadig. Som orken begyndte at stavre mod dem blev han stadig stående, det var først da sværdet blev trukket frem at han var mere på vagt. Han vidste hvad en ork var i stand til hvis han ikke var fuld, men hvis denne kunne mestre et sværd fuld? Hans ører flickede svagt som han kunne høre et pib fra kvinden bag hende. Hun var bange og egentlig var det fuldt ud forståeligt for inderst inde havde han også selv mest lyst til at stikke halen mellem benene og løbe ud mod træerne og komme væk, for der var ikke mulighed for at denne stanghamrende stive ork ville kunne indhente dem alligevel om han så prøvede.

Som orken løb mod dem med et brøl rejste alle børster på hele hans krop sig, og han blev stående et stykke tid, men som sværdet blev svunget ud efter ham, sprang han alligevel til siden. Orken ville have en kamp og det skulle han få! Han knurrede dybt og blottede tænderne. Han så kort efter kentauren og så hende løbe væk, hvilket gav orken mulighed for at sparke ud efter ham. Det var kun lige at han blev ramt, så han blev kun sparket lidt bagud, men det kunne alligevel mærkes. Han rystede kort pelsen og sprang så igen fra side til side for sit liv, for at undgå sværdet der uden tvivl ville forvolde voldsom skade på ham, ulveform eller ej. Han tog en chance som han hørte kentauren tale, hvilket også fik orken til at stoppe i lang nok tid til at han kunne springe imod ham. Han sprang efter hånden med sværdet og bed til i håb om orken tabte sværdet og så lod dem være. 

Ronja kunne høre konfrontationen som hendes hænder fribrilsk havde ledt efter spydet, og hele hendes indre skreg at hun skulle ligge afstand til det hele. Flygte. Overleve. Men hun kunne ikke bare efterlade ulven. Den havde opført sig som en beskytter, sørget for at hun ikke var alene og den tog kampen op mod orken. Så hun var vendt tilbage. Hun forstrød at havde råbt af orken, som den vendte sit store korpus af et hoved i hendes retning med et forvirret udtryk. Hun så ind i de modbydelige blodige øjne denne ork var udstyret med, og frøs i tiden.

Ronja var ikke sikker på hvor lang tid der gik, før Orken hylede og begyndte at bevæge sig voldsomt og viftende. Hun følte der var gået dage hvor de havde stirret på hinanden og blodet i hendes åre var frosset til is. Hun blinkede som senariet tog til i tid igen, og hun fornemmede hvad der foregik. Hele hendes krop var stadig stivnet, men øjnene opfangede hvad der foregik. Ulven var sprunget frem og havde bidt sig fast i orkens sværdhånd, og blev nu viftet frem og tilbage i luften, blandet med de utilfredse lyde og brøl fra orken der tilsyneladende ikke var begejstret for tandsættet i sin lædertykke grønne hud.
Men hvad skulle Ronja gøre? Hun kiggede ned på spydet og forsøgte at huske hvad hun havde lært. Hvor lidt det end var, som hun var blevet forbudt våbentræning. Ronja ville havde haft så meget bedre odds hvis hun havde haft bare den mindste træning.
Hun løb frem, med et solidt greb om spydet og spidsen vendt i orkens retning, styrende mod dens sårbare område i form af midten - det var i hvert fald der hun håbede at have en chance.

Han så kort ud af øjenkrogen, da han opfangede at orken havde rettet opmærksomheden mod hende og nærmest glemt alt om ham. Der var gået få minutter inden orken havde udstødt en forfærdelig lyd som ulvens tænder havde begravet sig i den tykke hud. Han ville nok heller ikke selv syntes det var specielt rart, specielt ikke med det tandsæt han rendte rundt med. En dyb knurren kom fra ham, hvilket var en klar besked på han ikke havde tænkt sig hverken at give slip eller give op som det var nu.

Lettere febrilsk mod kentauren, i håb om hun ville gøre noget snart, for orkens blod smagte ikke ligefrem specielt godt. Da hun så endelig fik besluttet sig og tog spydet og sigtede mod orkens bløde punkt. Hurtigt fik han sprunget væk, så han var sikker på at han ikke kom i vejen for hendes spyd og ville ende med at blive ramt. Som hun kom nærmere var det tydeligt at orken ikke var bestemt på at give op endnu, men enten skulle den give op, ellers ville den lade livet. Han knurrede som han så hvordan spydet stadig var sigtet mod orkens sarte spot og med et, slog orken ud efter kentaur kvinden, men det var det dummeste han kunne gøre, da det var med til at blotte hans bløde punkt. Orken udstødte et brøl, havde spydet virkelig ramt, eller var det blot for at vise han ikke var bange for nogle af dem? Han rettede blikket mod orken og så hvordan spydet sad boret ind i den. 

Ronja var ingen kriger. Hun vidste faktisk ikke rigtig hvad hun foretog sig. Hun genskabte scenarier som hun havde set jægerne bruge når de jagede et stort dyr, eller skulle forsvare sig. Hun forsøgte at gengive det, og denne gang lykkedes det. Ulven sprang til siden og spydet begravede sig ind under orkens bryst og opefter. Det var en ubehagelig fornemmelse som Ronja gjorde det og hun begyndte at hive efter vejret. Bange, mens Orken brøllede af smerte. Dens hud var som tyk læder, og selvom spydet var spidst, var det bestemt ikke nok til at fælde orken med et enkelt stød.

Orken slog ud efter hende og Ronja forsøgte at bakke, men nægtede at give slip på spyddet. Det begyndte at blive en akavet dans, mens Ronja forsøgte at hive spyddet til sig. Hun fik det til sig inden Orken ramte hende med et økseslag der snittede hendes arm. En lys forfærdet lyd i form af et skrig undslap hendes læber. Hun bakkede bange og stirrede på blodet der løb ned af hendes arm. Smerten gjorde ondt, men hun var nærmest i chok. Ronja havde aldrig været i kamp før, hun vidste ikke at det var så forfærdeligt. Hun viftede med spyddet for at få Orken væk, det var en fribrilsk viften, som orken på mirakuløst blev forvirret over, med den sideeffekt at han blev irriteret også.

Lyden som kom fra orken da spydet gik gennem brystet og op efter var skrækkelig, nærmest som om den blev kvalt, men der var en form for raslende lyd. Det var yderst ubehageligt at lytte til, men de havde forsvaret sig selv og det var alt der betød noget, så skulle de ikke tage sig af hvordan den døende ork lød, for hvad ville der ikke have været sket hvis ikke kentauren havde stukket spydet i brystet på den? Orken ville ikke dø af dette bevares, men det ville uden tvivl svække den eller det håbede han i så fald. Han rettede blikket mod kentauren og så hvordan hun nærmest hev efter vejret, hvis han bare kunne tale! 

Som orken slog ud efter hende knurrede han dybt og da øksen så ramte og skadede hende var det nok.. Han holdt sig ikke tilbage mere og sprang fluks mod orkens hals og borrede sine klør ind i det i forvejen voldsomme sår der var på orkens brystkasse og nærmest gravede. Han var sur, nej det var en underdrivelse.. Han var RASENDE! Mens han kæmpede for at holde sig fast hørte han hvordan øksen faldt til jorden og mærkede orkens kæmpe hænder gribe fat i hans nakke og hev i ham og kastede ham et stykke væk, men Esteban var ligeglad og kom atter på benene og løb i fuld fart over mod orken igen og sprang atter mod struben. Han gjorde det samme igen og han mærkede hvordan orken kæmpede for at hive ham væk men denne gang gav han ikke slip frivilligt, men holdt ved, indtil orken rev så hårdt at han også trak en luns af orkens hals væk da han atter blev kastet mod jorden. Denne gang rejste han sig ikke men blev liggende. Der var ikke nogen tvivl om at anden omgang ned i jorden havde skadet ham og han havde voldsomt ondt, men orken var døende. Som orken sank på knæ, tvang han sig op på sine ben og knurrede dybt og humpede over foran kentaur kvinden og var klar til hvis den skulle angribe igen, men den faldt til jorden og stoppede med at trække vejret. Han åndede nærmest lettet op og vendte sig mod kvinden og gnubbede sig svagt op af hendes ene ben som tegn på det var okay. 

Tiden gik i stå for hende, i det den skarpe klinge ramte hende arm og blodet løb som varmt tykt vand ned af den blege hud. Hun trak vejret underligt, som en person i fuldstændig chok, at hun end ikke havde hjerne til at flytte sig fra stedet andet end at bakke et par skridt af forskrækkelsen. Orken så ikke rigtig ud til at tage notice af den forandring der var i kentaueren der havde ramt ham med et spyd i brystet. Det havde gjort sit indfald, men Ronjas styrke var ikke noget at råbe hjem om, til på nogen måde at kunne endegøre dens liv. Og hvis hun havde? Hvor forfærdeligt ville hun så ikke have haft det?

Alt Ronja så, som tiden gik langsomt, var hvordan ulven sprang frem og overtog angrebet. Hvordan orken brølede af smerte og de to kæmpende stod nærmest i en regn af blod. Der kom nogle pipende lyde fra Ronja der holdte om sin arm, men det var næsten uhørligt i forhold til det scenarie der foregik. Aldrig havde hun set så meget vold. Så meget blod og så meget død, i det orken faldte sammen og forsøgte at trække vejret rallende. Tårerne var også begyndt at løbe ned af hendes kinder som hun så på orken dø. De store hesteben rystede under hende, som kunne hun dejse om hvert sekund det skulle være.

Det var først som hun mærkede pels mod sit ben at hun forskrækket kom tilbage til virkelighedens verden. Hun så forskræmt ned på ulven der bragte en smule ro med sig. Hun knælede ned til jorden og strøg den forsigtigt over hovedet. Angrebet havde ikke på nogen måde været nænsom overfor ham, og Ronja følte sig allerede en smule forlegen over at være gået i stå. Det var trods alt kun et enkelt sår hun havde fået, hvorimod ulven så ud til at have fået en del flere knubs. ”Tak… Jeg er ikke sikker på hvad jeg skulle havde gjort uden dig” Hun fortsatte med at stryge ulven over pelsen, forsigtigt, uden at ligge pres på nogle sår – som hun ville prøve om hun kunne tilse.

Det var tydeligt at se på kvinden at hun var overrasket, så godt som gået i stå, hvilket der ikke var noget at sige til. Han kendte ikke ret meget til andre kentaures være måder, men hun virkede bestemt ikke til at være en af dem der kæmpede tit, eller så død og vold, så alt dette havde kommet som et kæmpe chok for hende og det faktum at hun selv var kommet til skade. Lige nu var han personligt ligeglad med hvor meget han selv var skadet, for han kunne altid opsøge May og få hjælp der, men han vidste jo ikke om denne kentaur havde nogen hun kunne få hjælp af, hvilket var derfor han havde beskyttet hende og nu stod ved hendes side. Han ville ønske han kunne tale i denne form, eller hun kunne forstå ham når han kom af med små pibe lyde.

Hendes hånd gennem hans pels fik ham nærmest til at se helt saglig ud og hans hale svingede svagt fra side til side. Han kunne mærke han snart var nødt til at komme tilbage til sin menneske form, men hvis han gjorde det ville han ene nøgen foran hende.. Og det var sikkert ikke ligefrem det hun havde brug for nu. Måske havde han noget tøj i nærheden? Han prøvede at tænke og så da over mod orken, der havde noget stoflignende på sig, hvis han nu rev lidt i det? Han slikkede kort på kentaurens ben inden han gik over mod orken, langsomt for at være på den sikre side, men den var død, så der var ikke noget at frygte. Han ville begynde at tygge stoffet lidt i stykker, blot for at gøre det nemmere for ham selv når han kom i menneskeform. Han skar tænder og en irriteret knurren kom fra ham inden han faldt sammen på jorden under ham. Pelsen faldt nærmest af og man kunne se hans virkelige form. Der gik kort tid inden han greb i stoffet og rev det i stykker. Han så sig kort over skulderen på kentauren ” Du behøver ikke takke mig.. ” sagde han inden han rejste sig op med ryggen til hende og fik hurtigt slynget stoffet omkring sig, så han dækkede de mere private zoner og vendte sig mod hende med at skævt smil på læberne.


”Jeg beklager at jeg ikke kan tale i den anden form.. Det er noget jeg arbejder på stadig” sagde han og kløede sig kort i nakken. Han så på hendes arm og gik over til hende ”Skal jeg kigge på det?” spurgte han og rakte hånden ud mod hende, som tegn på han ville tage imod den sårede arm og tjekke op på såret, hvis hun gav lov.

Ronja var ikke helt sikker på hvad ulven havde i tankerne, men den kiggede nærmest undersøgende rundt. Ronja selv kiggede op for at være sikker på at der ikke var andre orker på vej, men der var stille. Fuglene var igen begyndt at kvidre og alt syntes at ånde fred og fordragelighed. Hun fulgte ikke med ham som han nærmede sig ulven igen, men kiggede efter ham med et undrende blik og et hoved der lagde sig let på skrå. Det var ikke en opførsel hun havde regnet med at en ulv ville præstere, og hun skulle også til at sige noget, der en forvandling kort efter trådte i kraft.

Forvandlingen så ikke rar ud og Ronja kom også op og stå igen, forvirret og en smule frygtsom igen. Ikke fordi hun havde forestillet sig at ulven ville angribe hende, men når man var forvirret og i forvejen nervøs, var frygt ikke langt fra blik eller holdning. Hun kiggede måbende på manden, egentlig ikke synderligt påvirket af hans nøgenhed, mere over det faktum at han var.. et menneske? ”Er du.. et menneske?” var mere eller mindre det eneste der kom ud af hendes mund, selv efter at han havde talt og givet en forklaring på hvorfor han ikke havde talt i sin dyreform og om hun havde brug for hjælp.

Hun trak sig ikke væk, men så først forvirret og skeptisk på hånden han rakte ud imod hende. Hendes blik flakkede som hun så ned på såret igen. Han selv var kommet mere til skade end hun selv, men chokket havde stadig sat sine præg. ”J-ja tak..” hun var højere end ham når hun stod oprejst, hvilket hun ikke helt kunne forholde sig til, taget i betragtning at hun var en lille kentauer i forhold til sine artfæller. Hun rakte forsigtigt armen ud og var nogenlunde villig til at bukke sig hvis han havde brug for det, for bedre at kunne se.

Der var stille, måske endda for stille, dog blev det hurtigt brudt af fuglene der atter begyndte at kvidre. Om det var fordi det var tegn på der ikke var flere orker eller om det var fordi Esteban var i sin menneskeform var ikke til at vide, men det havde sikkert været lidt en blanding af de to, der havde fået den til at være stille i første omgang.

Han så på hende og smilede kækt ”Menneske og menneske... Altså jeg har nogle gener der gør jeg kan forvandle mig til ulv, som du nok så” sagde han og trak kort på skuldrene. Menneske var måske så meget sagt, dog kunne man ikke se på ham at der var et dyr inden i, for han havde hverken ører, hale eller klør som en ulv, men mere ulvens skjulte talenter, så som hørelsen og lugtesansen.

Esteban studerede såret på hendes arm. Det var beskidt ” Jeg tror såret skal vaskes og så sætter vi forbinding på.. Det er i hvert fald en start til du kommer hjem eller vi finder en plante der kan hele dine sår” sagde han og sendte hende et skævt smil. Dette var en af de første gange han rent faktisk hjalp en anden person, for han ville normalt bare have smuttet og ladet personen klare sig selv. Måske var det fordi dette væsen var så spændende? Eller også var det fordi det var en kvinde..