Forårets kommen havde ramt Krystallandet og andre steder i landet blomstrede jorden igen, fuglene sang i vilden sky og folks latter lød gennem gaderne, men ikke her i norden. Stadig lå is og sne på bjergenes top og ikke mange folk begik sig i områderne. Præcis derfor bevægede Demiel sig rundt heroppe i Krystalbjergene så langt mod nord at intet normalt barn nogensinde ville have klaret turen med hans bagage.
Den lille knægt havde de sidste par dage trukket en båre bag sig, skridt for skridt, mens der på selve båren ikke lå en skadet mand, men hvad der lignede en menneskelig krop i form bundet ind i lag på lag på lag af bandager der skjulte alt fra torsoen til fingernegle og hele ansigtet. Ikke at det ville være brugbart til at identificere liget eftersom Azhuba havde fjernet øjnene, neglene og alle tænderne på liget som de havde med sig for nogle få dage tilbage. 

"Det ville have været så meget nemmere bare at smide ham i en sø og så komme tilbage til Far, men hver eneste gang vil du have at vi tager helt herop for at skille os af med det! Du er så besværlig nogengange!" råbte Demiel ud i den blå luft omkring ham med hans ellers lyse barnestemme mens han slæbte den tunge krop på båren med sig gennem den ellers tykke sne som virkede som meget mere for en af hans højde. Han havde gået i flere dage og var ved at være grueligt træt af alt det slidden og slæbben, men hvad gjorde han ikke for sin bror når en lig skulle afvejen?
Den sidste opgave havde været let. Manden havde ikke nået at se det komme før han var død og nu skulle de jo bare af med liget. Men noget irriterede Demiel noget så grusomt mens han trak båren afsted. Ud over den konstante plagen af Azhubas stemme inde i hans hoved så var der en mere. En eller anden måtte havde begivet sig herud i ingenmands land, men Demiel kunne ikke opfange hvem det måtte være der var helt herude. Først da han kunne se skrænten fra hvor mange af deres tidligere ofre var blevet kastet ned kunne han føle med sikkerhed at en eller anden også var i nærheden. "Okay. Jeg er træt nu og magter virkelig ikke flere tanker, så hvis der er nogen andre herude, så kom frem inden jeg bliver sindsyg! Jeg har ikke tid til at lege rundt med andres sind lige nu! Så vær nu sød!" skreg han pludseligt ud i ingenting mens han faldt på knæ i sneen. Han vidste ikke hvem det var han ellers kunne fornemme, men hvem end det var, var ved at drive ham til vanvid fordi han ikke klart kunne høre dem og deres generelle tilstedeværelse var virkeligt ikke ønsket med mindre de også ville hjælpe med at skille sig af med det fede læs på båren bag ham.
Han frøs, han var irriteret og han var ikke på nuværende tidspunkt særligt tilfreds. Hans bruneskjorte gjorde det svært sammen med de neutrale bukser at holde varmen, især når man havde så travlt som Demiel med at tænke for at holde op med at tænke.

Vejret i Norden var for mange direkte ugunsteligt. Det var koldt, sneen lagde sig som et tungt tæppe over land og klipper. Alt hvad der syntes at være direkte frugtbart. Og alligevel var det også forår her. Sneen begyndte at være mindre i sit lang, men derimod meget tungere, som vandet lagde sig imellem lagende, og gjorde det langt mere farligt at begive sig på som glathed tog til. Frosten var stadig tilstedeværende i stærke mængder om natten, og frøs det vand til fast is, som var smeltet frem i løbet af dagen. Alt for en dødbringende glatbane. Dejlige nord! Hvor alting var lidt mere besværligt. Dæmonkvinden kunne ikke andet end at nyde det. Det gjorde også at der kom langt værre ubudne gæster i området.

Ikke at mange fandt vejen frem til deres fæstning. Ra' sørgede for at holde den godt og grundigt skjult for omverdenen, og man blev mødt af mange forhindringer hvis man alligevel forsøgte.
Dæmonkvinden Retinentia, var en del af denne fæstning, hun kunne kalde sit hjem. Hun følte sig ganske tryg der, men selv hun trængte til at se andet end dens indre, og ikke mindst andre end de mennesker og dæmoniske typer der befandt sig der. Spænding i livet var at foretrække.
Derfor begav hun sig over den stille isslette med faste skridt, der gav lavmælde knasende lyde hvor hvert skridt. Selvfølgelig kun lige indtil at hun stoppede op. Lyttende. En høj, meget lys stemme havde knækket den naturlige stilhed. Og den lød stærkt irriteret.

Hvad en barnestemme lavede dette sted, var virkelig en gåde, men den lillahudede dæmonkvinde vendte sig mod den, tændt af nysgerrighed. Det var lang tid siden hun havde fået lov at lege med børn.. Børnesind var nok ganske uskyldige, men ingen skreg og led som børn der blev udsat for dystre og mørke, eller direkte smertefulde minder. Tungen gled tilfreds hen over de bløde læber.
Retinentia havde fuldt knægten fra en forsvarlig afstand, som han sled og slæbte med båren. Det var generelt et mærkelig scenarie, men også ganske fascinerende.

En smule modstræbende trådte hun tættere på, væk fra beskyttelsen af snedier og andet skjul hun tydeligt havde benyttet sig af. Nok var det et barn, men intet var præcis som det så ud. Hun løftede et øjenbryn og lagde armene over kors. Hun bar en kappe over sig, men armene var bare. Hun så ikke spor ud til at fryse, og kappen virkede mere som en formalitet end den egentlig havde en funktion. "Ingen grund til at råbe sådan op" hendes stemme var ganske lys, meget kvindelig, men ikke blid eller kærlig. Derimod langt mere kold og snu. "Har du taget en madpakke med?" hun gjorde en rolig gestus med hovedet mod den indpakkede mandsling på båren. Det var virkelig finurligt.

Tankerne der forstyrrede kom tættere kunne Demiel høre og Azhuba blev ved med at bede om at Demiel bare skulle skynde sig at bære videre så de kunne komme væk, men som han havde kastet sig på knæ og råbt blev den korte stilhed skudt hul i som en Kvinde kom til syne for Demiel. Hendes hud var underligt lilla, men hvem end hun var så var hendes tanker en smule mere klare nu hvor han faktisk kunne se hende.
Hurtigt rejste han sig op og børstede sine bukser af for sneen der havde sat sig fast på de tykke bukser. ”Ingen grund til at råbe!” Råbte han alligevel og så sig så ned på liget. ”Næh… Det er der vel ikke.” fortalte han så sig selv med et dæmpet toneleje. Han havde ikke rigtigt en pointe med det, men han måtte lige hurtigt forklare både sig selv og Azhuba at de hellere lige måtte holde mund. Det var jo trodsalt blevet opdaget i at skille sig af med et lig som de havde trukket mange mil.

Demiel så op med et stort smil på sine løber og så hen mod damen med uskylden lysende ud af hans små børne øjne. ”Nej det er ikke en madpakke. Jeg synes ikke lig smager godt.” svarede han og hurtigt greb han til sin højre tinding. ”Idiot!” råbte Azhuba i hans hoved og sende et kort stød af smerte ind i Demiel som ikke kunne nå at stoppe tanken før han også sende den til kvinden så hun også kunne høre det fra den mere dybe og hæse stemme der var Azhubas.
”Undskyld Azhu. Jeg havde ikke tænkt over hun kunne fortælle andre folk om det. Jeg skulle have løget, det ved jeg godt.” sagde han ud i det blå som han slap sit hoved og så lettere nedtrykt ned i sneen. Hvem var den kvinde der alligevel. Hun var ikke en eller anden byvagt og hun lignede slet ikke et menneske med den hud. Hun kunne vel kun være en dæmon, måske en af dem Demiel alligevel var på jagt efter. Han havde hørt rygter om dæmoner der bosatte sig heroppe i bjergene, men aldrig havde han mødt end så det virkede bare som hvad det var. Et rygte.

”Har du tænkt dig at spise liget Frøken Lilla? Jeg har ikke tænkt mig det, men jeg vil af med det her lig og det vil jeg nu. Det er irriterende at slæbe på når mine arme er så små.” han slog sin arme ud og fremviste dem. Der var ikke noget specielt, hellere ikke nogen særlig muskelmasse så det var vel forståeligt at han var træt af konstant at bære et dumt lig i flere timer op gennem sneen af et bjerg for at komme af med det.

Retinentia fik et skummelt smil frem på læberne. Knægten lød generelt ganske forstyrret i hendes øre, bare ved det første svar han råbte tilbage, trods hun kort forinden havde givet udtryk for at råben var unødvendig. Hun løftede det ene øjenbryn og nikkede som han blev mere dæmpet, enig med sig selv så det ud til. Forstyrret lille barn - hvis det da overhovedet var et barn. Retinentia var ofte blevet overrasket på den front.

Nå knægten havde alligevel en anelse humor, når det kom til stykket. Hans noget skumle smil, der alligevel var dækket af en lysende uskyld, kunne ikke helt skjules i hans ord. Nej, lig smager ikke fantastisk. Den pludselige tankestrøm der dog råbte inde i hendes hoved, var tilgængel ret forstyrrede og resulterede også i at Retinentia kom med et mindre forskrækket antræk i kroppen, der nemt kunne sammenlignes med pludselig anspændthed.
Retinentia lagde hovedet lidt på skrå, forstyrret over at han var trængt ind i hendes hoved, selvom det muligvis ikke var med vilje. "Hvis det kan trøste dig, ser jeg ingen fordel i at videregive den information.. Hvad jeg tilgengæl er interesseret i, er hvordan du trængte ind i mit hoved for at råbe af mig?" Hendes stemme var blevet hård. Alt morskab havde forladt den, og hun var blevet alvorlig helt igennem. Hun brød sig ikke om når folk legede med hendes hoved.

Retinentia fnøs og lagde armene over kors, en kende anelse fornærmet over den henvisning. "Nej.. jeg spiser ikke lig.. Specielt ikke dem som er blevet slæbt uanede længder af en lille dreng med korte arme"

Kvindens pludselige anspændthed kom som et mindre chok for Demiel. Men forskellen var nok han konstant var plaget af stemmen der også nu havde fundet vej til hende, også selvom det blot var et uheld, men et uheld han ikke havde den mindste magt over. Han ville råbe og skrige af Azhu, men han havde lyttet til kvindens ord så han ville holde sin kæft og ikke råbe højt op.
"Det var ikke mig." svarede han kvinden. "Det var Ham." uddybede han roligt. Det var ikke fordi hun jo vidste hvem det var han talte om, men hans hoved var delt i to, så han talte direkte om Azhuba med ordet Ham.

Han satte armene over kors som en sur mine trak over ham. Azhuba kom også bare på alle de forkerte tidspunkter her for tiden. Man skulle næsten tro han prøvede at få Demiel i problemer, men aldrig kunne han finde på det. Han var for god af hjerte til at kunne skade sin egen bror. Men måske var ændringer på vej til at ske for de to?
Demiel var næsten en smule trist mere end han faktisk så sur ud som hendes morskab var forsvundet. Hun virkede ikke til at have den samme gejst i sig som hun tidligere havde, før Azhuba havde råbt.

"Jeg forstår ikke voksne." sagde han og kiggede væk fra den lilla dame som han begynde at trække igen i båren selvom han ikke ligefrem kom hurtigt afsted eller for den sags skyld nogen vegne. "Hvad er der galt i at jeg har slæbt ham så længe? Må man kun slæbe dem en hvis vej før du spiser dem? Eller?"
Trækken var hård, så han slæbt til, men sneen gjorde det besværligt for ham at overhovedet begynde på at trække når den nu havde stået stille i noget tid i den kolde sne. De var koldt og dumt det her. Han ville inderligt bare gerne tippe den til siden og skubbe ham ud over kanten nu så det var overstået. Men så ville Azhuba sikkert bare råbe igen af ham!

Retinentia lagede armene over kors og kiggede på ham med et løftet øjenbryn, tydeligt mistroisk overfor mere eller mindre alt hvad knægten sagde. Det eneste hun dog var sikker på omkring ham, var at han var mere end han gav sig ud for - hvad det end måtte betyde. "Aha.. Og han er?" ikke fordi det var den vildeste interesse hun lagde i spørgsmålet. Retinentia havde før mødt folk som talte om sig selv i tredje person. Knægten var mærkelig nok til det.

Retinentia himlede med øjnene af ham, mærkede en svag morskab over sitautionen vende tilbage. Hun var ikke helt sikker på om han var ordentlig oven i hovedet. At han ikke forstod voksne var vand i forhold til hvor lidt hun forstod hvad han plaprede om. "Det skal du ikke være ked af.. Vi forstår heller ikke børn" svarede hun igen og så efter ham som han langsomt trak båren afsted. "Du har ikke hørt om forrødnelse? Jeg skal ikke kunne tale for alle andre, men jeg foretrækker ikke at æde dem overhovedet" Retinentia gjorde ingen antræk til at hjælpe ham med at slæbe, faktisk forstod hun ikke princippet med at slæbe liget hele den her lange vej i et forsøg på at skilde sig af med det. Skub det dog ud over kanten og så var det arbejde færdigt.

Demiel stoppede op som det hun sagde virkede som et dumt spørgsmål. Hvem var Ham? Det var da så simpelt som dag, men måske - Demiel stod kort og tænkte - Hun havde jo nok ikke en søskende der delte hendes krop, så det kunne vel kun være fair at forklare hvem han var. "Ham. Han er min bror og han lever i min krop." sagde han som han prøvede at slæbe videre med båren der ingen vegne kom. 
Dog kunne Demiel ikke andet end at smile over damens kommentar om ikke at forstå børn. Det var vel dejligt at de så var enige. Hvis ingen af dem kunne forstå hinanden var det vel okay. "Jeg ved godt hvad forrådnelse er, men min ene onkel gør det alligevel, men jeg kan ikke lide ham. Så derfor-" Demiel stoppede brat med at tale om hans onkel som han hørte hvad der lød som båren der måtte have kørt over en skarp sten som stoffet gik i stykker af. "I ALLE ZALADINS HELVEDER!!" råbte han som han tog siden af båren og bare løftede den så liget faldt til siden.

Som ud af intet eksploderede han nærmest bare i vrede og da liget vende med fjæset i jorden løftede han den nu ødelagte båre og placerede den med et frustreret smil på baghovedet af liget. Slaget sank liget ned i sneen og Demiel klappede så kort sine hænder for at få sneen af dem. "Nå jamen. Hvor kom jeg fra?" spurgte han så med et venligt smil, dog lettere udpustet

Retinentia løftede et skeptisk øjenbryn af knægten som han forklarede at Ham var hans egen bror som åbenbart delte hans krop. "Vi har et ord for det.. det hedder skitzofren" svarede hun til det udsagn. Det levede i en magisk verden, hvorfor skulle det ikke være muligt at have en "bror" boende i den samme krop, eller også var han besat. Retinentia fik et krusset smil på læberne. Besættelser var jo noget især dæmonracen var god til.

Retinentia løftede øjenbrynet endnu engang som knægten afbrød sin egen talestrøm om denne onkel som åbenbart syntes at kød i forrådnelse, muligvis helst menneskekød, var som en delikatesse. "Han lyder vældig spændende" nåede hun at svare en smule uinteresseret, da vreden spruttede ud af knægten endnu engang.

Retinentia stirrede på ham, faktisk en smule påpasselig med denne noget ujævne ting som så ud til at eksplodere i humørsvingninger hvert sekundt. Han skulle måske overveje det der skitzofreni, selvom hun mest af alt havde sagt det som en joke. Dæmonkvinden stod helt stille og roligt og betragtede dette rasseriudbrud der førte til en noget voldsom udfodelse mod liget. "Du skulle lige til at forklare noget omkring din onkel som æder rødne li, men du ikke rigtig kan li" opsumerede hun ham, som var dette vredesudbrud aldrig sket. Hun havde set værre i sin tid, men det var stadig forstyrrende og noget hun fint holdte i mente!

Skizofreni. Nej. Demiel havde noget der mindede om på mange måder, men inderst inde var sandheden langt mere mørk. Han havde jo en faktisk bror der levede inde i ham, en dreng der også delte hans krop. Men det ville han ikke kunne bevise overfor hende uden at skulle tillade Azhuba skulle få alt kontrollen over kroppen, hvilket Demiel ikke kunne tillade på nuværende tidspunkt.
"Når ja! Det var der jeg kom fra... Men..." Demiel gik igen hurtigt fra hans vrede og fik endnu engang kæmpet Azhuba helt tilbage i baghovedet for ikke at lade ham blive vred igen. "Men Frøken Lilla? Tror du ikke på mig?" Demiel gad ikke længere tænke på liget, men gik istedet tættere på Retinentia og så med hundeøjne på hende som hun tårnede sig langt over ham i højde.

Det var ikke første gang nogen ikke ville tro på ham. Men folk ville bare hellere aldrig forstå det uden at være i hans sko, og sådan nogen brugte han jo ikke, så det kunne de altså ikke. "Hvorfor? Er det så mærkeligt at der er to folk i en krop i en verden hvor folk kan være mus og mænd på samme tid? Hvor gale hattemagere spise flammer og spytte is?" Demiels stemme var rolig og undrende. Han selv så verden som et sted af uendeligt mange muligheder. Et sted hvor alt kunne ske, for ifølge ham havde magi ingen grænser. Selv guder og gudinder kunne i alt hemmelighed jo blot være meget kraftfulde troldkvinder og mænd. For hvor lå grænserne i en verden hvor elverfolk kunne bøje floder og dværge kunne give liv til sten?

I Krystallandet kunne alt ske, så at knægten havde sin bror indeni sig var reelt ikke nogen umulighed. Men det var stadig grotekst når det kom til stykket. Mest af alt fordi han og brormand havde slæbt et lig hele vejen op i de snedækkede bjerge. Det var alt sammen meget finurligt og interessant.
Retinentia tog det med ekstrem rolighed at han gik fra at have det ene humør til det andet, som var det nok bare at løfte en finger og man havde glemt sin tidligere følelse og erstattet den med en anden. ”Jeg er helt ærligt ret ligeglad med din begrundelse, knægt” svarede hun sandfærdigt. Retinentia havde intet til overs for menneskeliv, ikke engang andre dæmoner kunne få hendes blod i kog over at være blevet slået ihjel. Hun var en enspænder og var egentlig ret ligeglad, så længe hendes arbejdsgiver kunne opretholde at forblive i live. Det ville være super.

Retinentia tiltede hovedet på skrå og kiggede på ham som han talte. ”Både og. Har du nemt ved at forstå hvordan en normal person opføre sig, nu du er vant til at have din bror ved dig? Vi forstår aldrig hvordan andre fungere så ja, jeg finder det mærkeligt at du er to personer i en krop, men det er sikkert ikke unormalt.” svarede hun i samme rolige stemme som før. Det var faktisk mærkeligt at skulle have denne samtale med en bette knægt. Umådelig underligt.

Demiel forstod ikke helt hvorfor damen ikke bare helt forstod det. Nok forstod han ikke hvordan det var at være helt alene og han ville nok også inderligt frygte hvis det nogensinde ville ske. Men hvordan ville det dog også kunne ske? "Jeg forstår at normale folks liv er som lys. Og at når Fader be'r mig om det, så slukker jeg de lys." Demiels tanker omkring andre folks liv var ensfattet. Så længe de døde når Fader bede om det og levede når han bede om det, så var Demiel ligeglad. Hvis Fader Mordekai var glad, så var Lauget glad. Og det betød en glad familie for Demiel og Azhuba.
"Men har vi ikke talt nok om Os Frøken Lilla? Nu vil jeg høre hvorfor du er Lilla? Kan du selv vælge farven?" ordene kom ud af det blå. Han virkede ikke interesseret i et svar, men så bare ud som om hans kolde øjne bare ville have noget andet at se på. Selv hvis det bare betød en farve. Dog var dette tidspunktet Demiel var glad for aldrig at være alene.

"Selvfølgelig kan hun ikke bare vælge sin hudfarve din klaphat. Hun er jo ikke en kamæleon." kom fra det blå omkring Demiel efterfulgt af en kraftigt irriterende tone i hans eget hoved. Demiel satte sig på knæ og tog sig så til hovedet hvor han håbede på at Azhuba ville stoppe hans lille dumme drillen.
Demiel rejste sig så op. Det ene øje var bare lukket og så ikke ud til at ville åbne sig, men han stod da op igen, også selvom det tog lidt at få rejst sig op igen efter Azhubas spas.

Retinentia løftede et øjenbryn og lagde armene over kors. ”ja, det er da én måde at sige det på.. Men vi er ikke alle lys i mørket. Nogen af os er mørket der kvæle lyset” præcis som han selv. Det var nok forstyrrende at knægten udtalte folks liv som lys og at han rendte rundt og slukkede dem som en lydig knægt, når farmand bad om det. Fascinerende var nærmere følelsen som Retinentia fik som hun kiggede indtagende på knægten. Meget fascinerende. ”I har slet ikke talt nok om jer! Men bevares, noget for noget” Hvis hun skulle fortælle ting om sig selv for at få mere at vide om denne fascinerende situation med en knægt der bar to personer i sig, så måtte hun jo gøre det.

Retinentia så forandringen som noget så ud til at foregå inde i kraniet af knægten. Det var da imponerende som tvillingen ville blande sig. ”Jeg er født Lilla.. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg spurgte heller aldrig. Klanen der opfostrede mig sagde det var fordi jeg var blevet rørt af guderne. At jeg var et magisk barn med fenominale kræfter. Ikke at det er helt forkert” svarede Retinentia med en selvsikker stemme som hun kiggede på knægten i det han rejste sig op igen. ”Driller han?”