Mørket, der havde sænket sig over landet, gjorde det svært at skælne mellem dag og nat. Der var ingen stjerner på himlen, og de forbipasserendes ånde stod ud i luften som en hvid sky omkring deres ansigter. Under de støvleklædte fødder knasede den frosne jord, og man skulle passe på, når man gik over de glatte, brostensbelagte områder.

De fleste tilhørende byens højere klasse holdt sig indendørs i disse tider, for byvagten var underbemandet, og selv på de større gader, kunne man risikere at støde på lommetyve, røvere eller det, der var værre. Denne dag havde en større del af byens overklasse dog samlet sig ved byporten, bærende fakler og med højtidelig mine set en gruppe rejsende, heriblandt Lysets Dronning, forlade byen.
Dronningen skulle besøge et Isari-tempel nordpå, sagdes det, hvor hun ville søge hjælp fra Gudinden til at ende folkets nød, og der havde været en lettere sørgmodig stemning blandt de adelige, der så hende rejse af sted. En midaldrende adelsfrue iført et rødt halstørklæde var blevet lidt længere, end der oprindeligt havde været tanken, for at snakke med en af byvagterne. Nu var hun på vej hjem gennem de mørke gader, ganske alene.

Nervøst så hun sig over skuldrene, og tænkte for tiende gang, at hun burde have fundet en vogn, der kunne køre hende hjem. Hun standsede op, da hun så en bevægelse bag sig, og en lille gruppe på tre lurvede mænd og en kvinde, trådte frem fra skyggerne. "Du er varmt klædt på, lille dame." Sagde den ene med en grov stemme, og de gippede i adelsfruen, der med et lille hvin begyndte at løbe ned ad gaden. Hendes sko var ikke egnede til formålet, og hun gled på de glatte brosten. Panisk kæmpede hun for at rejse sig op igen, men banditterne havde allerede omringet hende. "Jeg vil have hendes frakke!" Lød det fra kvinden. "Ser dejlig varm ud.. folk som os fryser i disse tider." Banditterne lo groft og den ene rev i kvindens frakke.
Et spinkelt råb om hjælp lød fra hendes kolde læber ud i mørket, og hun håbede inderligt, at der ville komme nogen .. hvem som helst.


Alle der har karakterer, som befinder sig i Hovedstade, kan deltage. Det er op til jer, hvad der videre sker med adeksfruen og banditterne.

Luko var i hovedstaden for at have lidt sjov. Det var alt. han var her ikke for at lave en scene, han var her ikke for at drille folk, han var her for at samle lidt mad og for måske at møde nogen interessante folk.
Da ingen af de overstående ting havde budt sig som muligheder til ham, havde han besluttet sig for bare at gå en tur i byen. Mørket gjorde ham mange tjenester, blandt andet i form af at ingen kunne se hans ansigt under hans kappe, selv på åben gade. Ikke en lyd kunne høres, før...
Da et råb om hjælp flængede den ellers stille aften, rettede Luko sig op. Hvad fanden var der gang i?
Med det ene lange spring efter det andet, løb Luko over hustagende, da dette var hans hurtigste vej frem. Hvor kom råbet fra? Efter et minuts tid fandt han frem til kilden: Et baghold. Det kriblede i Lukos fingre da han hørte tyveknægtene. 
At røve en uskyldig kvinde? Midt på gaden? Hun burde kunne færdes her, frit og uden frygt.
Mens han holdt sit vejr for ikke at tiltrække sig deres opmærksomhed, trak han stille sin kniv. 1, 2, 3... 
Han sprang hurtigt igennem mørket og landede ved siden af manden med hold i kvindens jakke. Han tog lynhurtigt fat i hans hår og trak det tilbage, inden han rettede dolken truende imod hans strube.
"Sig mig," hvæsede han. Han så på manden for enden af kniven og så på de andre. "Har jeres mor aldrig lært jer at holde jeres beskidte naller for jer selv?"

Patrolje på denne tid af dagen var ikke helt normalt for Victor, men ikke komplet uvant. Han var gået ned af de snævre gader og som han så rundt og hørte lyden af skridt i de golde gader så han sig rundt. Kvarteret var ikke det bedste og han ville være klar på alt. Med hans kåre ved sin side og hans uniform på var det klart at han var del af byvagten.
Victor mødte i en af gaderne en dreng der så ud til at have det koldt, så Victor lod glæde fylde ham over han havde været klar med sin taske hvori et tæppe lå. Han hev det op og tilbud drengen det, men som Victor hørte lydene af det der ville vise sig at være en "skønjomfru i nød" var han hurtigt i spurt. Om et hjørne faldt han næsten men greb fat i huset og så da sillohouterne omkring kvinden og hørte stemmen af en anden der klart hellere ikke ønskede damen med det røde halstørklæde noget ondt.

"Det tror jeg ikke deres mødre har nej." sagde han i enighed med den sidste mand der var kommet til. Han lagde en rolig hånd på sin kåres 

"Jeg vil have hendes frakke!" Maya kunne ikke lade være med at grine skadefru over synet. En kvinde der tydeligvis ikke havde forstået at når mørket begyndte at melde sin ankomst, tilhørte gaden dem! Så lille og uskyldig hun da så ud, som en tropisk fugl der havde forvildet sig ud af sit bur til en verden af kulde og mørke.
"Skynd jeg nu lidt" knurrede Maya dog stadig med en dyb morskab i stemmen som de to andre fik trukket afsted med kvinden, hvis ben ikke kunne stå fast nogle steder, med den noget hårdhændede behandling samtidigmed at vejen var isglat.

Men i alt som det syntes at forløbe præcis efter planen og de kunne se frem til at få sig et par velfortjente krystaller og noget varmere tøj, blev den hyggelige stemning afbrudt af en mand der så absolut følte for at blande sig at spille helt. Den ene gispede forskrækket som det kolde stål ramte hans hals, mens den anden naturligvis holdte lidt forsvarlig afstand, uden helt at ville give afkald på sit bytte. Det endte med at kvinden dermed skiftede placering til at blive holdt fast af den anden. "Har din ikke lært dig at blande dig udenom andre folks sager?" Mayas øjne skød lyn, som hun lod hånden hvile på sin hofte, en anelse ligegyldig overfor at den anden var i livsfare. Oh ja.. flere helte til dagen.. Maya vendte sig brat ved lyden af endnu en stemme og sukkede opgivende og irriteret. "Seriøst!"

Luko så efter manden med kåren. Tydeligvis fra byvagten. Dette var som regel ikke en konklusion Luko kunne lide at drage, men i dette øjeblik var det nu meget rart at have loven på sin side. Desuden var Luko ikke dum. 4 imod 1? Det ville være snævre odds, selv for Luko.
Han så på pigebarnet der snerrede af Lukos nu allierede.
noget lille til at være ude på denne tid. tænkte hans spydige side.
“Tvært imod, tøs.” sagde Luko. “Min har netop lært mig at stoppe folk når deres SAGER pludselig ikke kun er deres egne. Lad kvinden gå, ellers vil i fortryde det."
Han så imod vagten. Han så kompetent og kampklar ud, så Luko var sikker på at der i det mindste var en lille chance for at få gjort noget.
Han trak manden tættere på sig og pressede til med dolken.
“Hvis du prøver på noget så skærer jeg dit hoved af og planter dine gravsblomster i din hals.”

Victor ønskede ikke nogen problemer og hvis han kunne ville han helst undgå kamp helt. Han så måske klar ud som altid, men bag facaden af den falske identitet sov han en smule, da trætheden snart indhentede ham. Han så mod mændene med den lettere spydige pige "Forsvind, nu.  Lad alt være her og forsvind som om intet er sket, ellers kan jeg love jer at hver eneste af jer kan komme en tur med mig tilbage til arresten. Og tro mig. Det bliver ikke bare et kort besøg." hans blik blev unaturligt koldt som hans ansigts træk kort så ud til at bare blive et blankt ansigt som en maske nærmest. Men han rystede det tilbage og stod i sin stand.
Pithan vågnede dog en smule og som den så ud af Victors øjne var det sjovt for den hvordan disse folk stod der og patetisk halv råbte af hinanden. For længe siden ville den bare have gjort sit arbejde, men nu var den bange. Hvad nu hvis nogen af dem kunne dens faktiske navn? Hvad nu hvis de gav dens navn videre. Ellers tak. For nu måtte Victor stå der og blokkere udgangen af denne vej. Dog var det svære at høre hvad ham den sidste mand der virkede til at være på Victors side sagde til manden han stod nær, men fra mandens blik så det ikke ud til at være rart.

Maya klikkede irriteret med tungen og fortsatte med at havde sine hænder solidt plantet på hoftet og med et spydigt blik vendt mod mørkelveren. "Ser man det.. tager sagen i egne hænder.. Jeg troede lovlydige mænd ventede på de autoritære magter" Svarede hun igen, uden at skænke livet af sin kriminelle kammerat mange tanker. Kammerat og kammerat var vel så meget sagt. Svagt bekendt var han vel mere. Mest af alt, kunne han ikke holde sig selv i live, hvorfor fanden skulle hun så til at risikere nakken for ham?
Den unge kvinde vendte opmærksomheden mod byvagten og knurrede sagte. "Store ord" fnøs hun hånligt. "Men vi kan godt lege" Som havde hun sagt guldorderne, fandt den anden knægt, som vist efterhånden nærmede sig de nitten, en kniv frem og pressede den mod kvindens hals, som klynkede ganske let som hun mærkede spidse presse mod huden. "Slip min 'ven'.. Eller hun dør" Der var en skræmmende kølighed over Mayas stemme, som ikke burde høre til en pige hendes alder. Køligheden gav også et tydeligt billede af at hun mente sin trussel og ikke skænkede liv en større tanke - alle døde alligevel til sidst.

Luko smilede skævt og klukkede lavt. Okay så, en bisk lille tøs hva?
Med kniven balancerende imellem sine fingre, stadig faretruende tæt på mandens hals, tog Luko to, små, langsomme skridt rundt om hans eget gidsel.
"Hør nu, pige. Du er en tyvetøs, så jeg går ud fra at du besidder den basale logik der lyder: Hvis jeg gør som du siger, og opgiver din," han holdt en pause og imiterede hendes stemme og ansigt.
Det krævede kun et enkelt lag af illusionsmagi at kopiere hende stemme for ordet: "Ven,"
Han vendte derefter tilbage til sin egen stemme.
"Så er vi tilbage hvor vi startede. Så står i der, med en uskyldig kvinde, og så står vi her og vil stoppe jer, uden en eneste klemme på jer."
Luko smilede skævt. "For det tilfælde at i gør det du truer med, og slår kvinden ihjel, så er der et ret sikkert udfald: I dræber hende og der er blod på jeres tyvegods. Nu har i et lig i skal strippe for værdi, hvilket bliver besværligt med mig og min," han så imod den anden mand.
"Makker, der vil være over jer i det sekund i ikke har et liv at true os på. Dette udfald er også dårlige nyheder for denne fyr,"
Luko pressede lidt hårdere med kniven og manden bag den blev trukket tættere på. 
"Fordi jeg er fuldt i stand til at slå ham ihjel her hvor vi står, eller bare slå ham ud. Det er én mindre på jeres hold. Nu er i tre, i skal plyndre et lig, og i har byvagten og en plaprende fremmed på halen, der begge har set jeres ansigter. Jeg vil nu foreslå igen, at i slipper kvinden og bare forsvinder herfra."

Begge parter der ikke var Victor plaprede løs, men Victor kunne ikke rigtig fokusere på ordene der blev sagt, for mens hørte han blot Pithans brummen i baghovedet. Et nag til blot at lade sine evner bryde fri sad i ham som en torn, men han nægtede. "Så stop dog! Begge to. Læg jeres våben, nu. Tro mig. Det bliver værst for jer selv hvis i ikke bare gør det. Ingen behøver at dø her og ingen kamp behøves." hans blik var fredeligt og han stod med hænderne pejlet mod dem som stopt egn. Hvis ikke de lyttede til hans ord så måtte han jo finde på noget andet.
"Jeg har ikke lyst til at gøre nogen noget. I," hans blik var vendt mod pigen og hendes tyve bunke af venner "har tænkt jer at skade hende bliver straffen større. Jeg forstår at Mørket over landet har ramt jer hårdt, men så lad mig hjælpe jer istedet for at nogen bliver skadet." Victor vende da sit blik mod den fremmede mand og hans øjne blev igen hvide til han rystede dem tilbage til farve "Og du! Læg dit våben. Lad være med at spille helt. Du er ikke bedre end dem når du selv holder et liv ved hånden." han prøvede at være fornuftigt, mens Pithan blot sad og surmulende i hans hoved. Kamp var ikke noget Victor nød når liv var på spil og hvis den gruppe af unge virkelig blot ville have hendes tøj, så var han mere en glad for at kunne hjælpe dem til at få andet uden at noget liv skulle gå tabt. Han selv brugte jo ikke tøj der ikke blot var skabt af hans krop, så problemet ville ikke ligge deri.
Hvis blot de lyttede så kunne han hjælpe dem med en langt kortere straf og også med deres problem, men han var usikker som han så deres ansigter, usikker på om de overhovedet havde overvejet det.

Mayas øjne blev til smalle sprækker, mens hun vrængede sin mund i en provokerende form for hver gang at denne mørkelver fik orderne over sine læber. Generelt fik hun mere og mere lyst til at give ham en syngende lussing - men da hun var den eneste uden våben trukket frem, ud over kvinden der var holdt i et forsvarligt jerngreb, var det nok ikke hende der skulle til at gå i slåskamp. Hun lagde armene over kors og fnøs hånligt af mørkelveren. "Og du tror at du ikke bliver straffet af at slå en anden ihjel? Selv en tyv har rettigheder" Hvislede hun spydigt, som en klapperslange der havde løftet sig til angreb. Nok brugte hun kun sin stemme i øjeblikket, men det blev den ikke mindre giftig af.

Maya holdte sine arme over kors, da den anden deltog i samtalen, men en helt anden mentalitet. Hun fjernede sit blik fra Mørkelveren, hen til mennesket eller hvad han nu var og løftede et øjenbryn som svar. "Meget generøst af dig, min gode herre.. Men hvor var din hjælp hvis ikke vi havde stået her? hvornår har du sidst lagt en mønt i en tikkers udstrakte hånd? Hvornår har du sidst tænkt på luderen der sælger sin egen krop for at få brød på bordet? Aldrig.. Det er kun når de tilfældigvis krydser dit værdige blik at du kommer i tanke om at livet ikke er en dans på roser for alle og enhver. Pak dig sammen lille byvagt.. Du forstår intet af verden" hendes stemme var isende kold og man kunne næsten fornemme giften glide ned af hver eneste ord og finde vej ind til åbninger. "Tøm lommerne i stedet.. Betal hende fri - så kan du få hende uden skade" En svag klynken kom fra kvinden, men Maya værdigede hende ikke så meget som et blik. Hun var træt af at folk altid kom og sagde de levede livet forkert - det havde for helvede ikke andre valg.

Luko smilede skævt af begge deres kommentarer og hvad de sagde. Han var blevet kaldt alt under solen, så intet af det de sagde rørte ham rigtig.
Men Luko overvejede kraftigt om han kunne stole på pigen. Tyv... Når det kom til dem så var det ikke smart bare at gå med til hvad som helst, han havde ingen garanti for at de ville frigive kvinden når de betalte hende fri, hvis de besluttede sig for det.
Luko skævede over til byvagten. Tydeligvis en respektabel fyr, men nok også en der ikke havde prøvet kræfter med gadelivet. Luko kunne ikke bebrejde ham for at have de korrekte moraler, men de var jo ikke meget værd i moralsk forkerte siturationer.
"Først vil jeg nævne at min intention aldrig var at tage livet af denne unge mand, hvis det endelig kom til det vil jeg med største fornøjelse slå ham ud. Jeg spilder ikke blod i siturationer som denne."
Han så nu tilbage på pigen og hans øjne flygtede op til kvinden der blev holdt fanget. Luko kunne mærke et stik af vrede. Verden var et koldt sted.
"Hvis vi besluttede os for at gør som du siger og tømme lommerne hvor er så vores garanti for at i vil løslade hende?"

Victor var forbavset. Han ville helst ikke kæmpe, men ungen her forstod klart ikke hvad han prøvede at sige. Det var klart at hun havde ret. Han havde ikke hjulpet til rigtigt før nu, ikke før der var brug for det til at redde et liv, men det var ikke Victors skyld. Pithans greb var for dybt når det kom til at hjælpe tilfældige folk uden en grund, det gjorde næsten lige så ondt som når han var tvunget til at gøre det gennem hans eget navn.
"Stol på mig. Du har ikke lyst til at gøre hende noget." han fremviste roligt sine håndflader for at symbolisere han ikke ville gøre dem noget ondt, ikke på vilkår. Hvis pigen virkelig var så klog så måtte hun da kunne lægge to og to sammen. Jo mere skade indbefattet kvinden jo længere straf og jo hårdere. Victor skulle bare finde en måde at formulere det uden at Pithan bryd fri først.

"Du har ret..." Victors arme slappede af og faldt til hans sider som han rettede sig helt op. "Jeg har ikke været god nok til at hjælpe folk i nød, det var derfor jeg blev en byvagt jo." stemmen var sorgmodig, for Victor vidste at det han sagde var falskt, en løgn fabrikeret af monstret inde i ham. "Jeg vil gerne hjælpe jer, men jeg har intet i mine lommer i kan bruge, ingen penge, intet brugbart. Men jeg har hellere ikke lyst til ikke at kunne hjælpe jer når i ender i arresten eller værre. Lad mig hjælp jer uden nogen kommer noget til..." hans blik faldt mod jorden "Ellers kan jeg ikke holde ham fanget... Ikke længere." han var åben. Han var ikke klar til kamp, men det ville ha hellere ikke ønske at det kom til, så hvorfor overhovedet været forberedt på det. Hvis han var klar på det, så var det en plan B. Og han forventede ikke at plan A skulle fejle.

Maya løftede et øjenbryn, stadig med armene over kors. "Hvad med lidt tro?" svarede hun roligt - overraskende roligt med hovedet let på skrå. Der var ingen garentier. Ligesom at de ingen garenti havde for at de ville blive ladt alene skulle de vælge at slippe kvinden. En let forskrækket lyd kom fra kvinden, hvilket fik Maya til at himle med øjnene. "Ti nu stille" vrissede hun lavmeldt og skulderen.

Egentlig gav mandens tale ganske god mening, en person der indså at han ikke havde gjort det han kunne, eller måske burde. Selv sorgmodigheden var med ham - Maya ville ønske hun kunne sige at de pralede fuldstændig af på hende. Men det var ikke helt rigtigt - hun mærkede musklerne i skulderen løsne sig en lille smule, men stadig unden antræk til at trække sig. Faktisk gik der kun få sekunder før anspændtheden vendte tilbage. "Ham?" hun pegede prøvende mod mørkelveren, hun ligeledes skævede til, men det virkede ikke rigtig. "Det er ham du mener ikk?" lige nu var det svært for hende at bestemme sig til hvilken person hun skulle fokuserer på. Skete der ret meget mere underligt, bestemte hun sig for at ville stikke af. Forhåbentlig.