På den ene side regnede hun med det. På den anden side overraskede det hende: At se Fabian så vred over at hun ikke havde været hjemme, og at deres forældre var døde af bekymring. Hun havde ikke regnet med at de ville være bekymrede, faktisk var hun sikker på, at de havde været mere eller mindre ligeglade eller for opsatte på at hjælpe hendes varulvebror. Men som Fabian kogte af raseri over for hende, så det ikke sådan ud. Dog, ligegyldigt hvad, så var hun fast overbevist om, at hun havde gjort det rigtige: At holde sig væk fra dem betød, at
han ikke tog dem. Han havde sagt det flere gange. Hvis hun tog hjem, ville han gå efter hele hendes familie, for han vidste godt at hendes bror var en beskidt varulv. På den ene side skammede hun sig, på den anden side var hun stadig overbevist om, at hun ikke havde gjort noget som helst forkert og det frustrerede hende mere end noget andet.
"Tror jeg bare stak af? Tror du jeg bare holdt mig væk fordi jeg ikke lige gad tage hjem for at høre hvordan de har det?" hun lød næsten helt forvirret og hendes øjne skiftedes mellem at se Fabian i øjnene og stirre ned på knasterne i træbordet mens hendes tag om ølkruset blev mere og mere stramt.
"Der er intet jeg hellere vil end at tage hjem for at høre hvordan far og mor har det. Jeg vil fortælle dem at jeg er her, jeg vil fortælle dem, at der intet er hændt, men det er en stor fed løgn, og det ved du godt," hun sænkede stemmen og lænede sig lidt mere ind over bordet, af ren frygt for at han måske kunne sidde lige her, i kroen, lyttende. Snusende.
"Hvis jeg tager hjem, Fabian.. Så finder han mig, og dem, og så tager han dem. Alt hvad jeg har gjort, de mange år jeg har holdt mig væk har kun været for at beskytte dem. Og nu sidder jeg her sammen med dig og sætter dig i akkurat den fare, som jeg forsøgte at holde jer væk fra," hun tog en tår af sin øl og stillede den lidt for hårdt fra sig før hun brød øjenkontakten og kiggede væk, alt for emotionelt forvirret til at kunne se på ham.
Self-proclaimed do'er of dirty tricks