Tørken havde ramt hele landet, og selvom man ikke boede på overfladen, så blev man stadig ramt. Magien som ellers drev det meste af Thal'Elor var væk. Deres planter groede muligvis tættere på undergrunden, så de havde større sandsynlighed for faktisk at nå noget vand, men selv der var det svært. Meget af deres belysning var nu også blevet erstattet af ikke magiske metoder. Alting virkede lidt mere dystert hernede nu om dage.
Siden at der ikke rigtig var meget mad til at gå rundt i byen, betød da også at de voksende ungelvere ikke fik nok at spise... det blev Bandorion og Halia da i hvert fald enige om. De var sultne, og mon ikke de ældre alligevel havde bygget et godt forrådskammer op. De var jo så gamle og vise, så de to ungelvere var gået på togt. De ville have lidt ekstra at spise og de vidste præcis hvor det var. Dog at organisere det var lidt sværere uden deres telepati. En ting de normalt brugte hele tiden.

Han stod ikke langt fra forrådsdørene sammen med Halia, hvor en vagt stod og holdt øje med døren. De skulle have ham væk før de kunne dirke låsen op og komme ind. Men først skulle de finde ud af at distrahere ham.
"Vi bliver nødt til at distrahere ham... kan du gøre det?" spurgte Bandorion lavmeldt til sin bedste ven og kiggede på hende med spørgende øjne. Han kunne i princippet også godt, men Halia havde da stadig en hvis kvindelig charme, som gjorde det lidt nemmere når det var mænd de skulle distrahere. Ellers kunne de altid finde på noget andet. 

Der har været tørke så længe nu, at jeg knap kan huske hvordan det var før. Det var ihvertfald knap så dystert og mørkt. Knap så kedeligt. Faktisk, så har den største nedtur ved den hør tørke helt sikkert været manglen på magi - mangel på magi er lig med en hel masse kedsomhed. Jo vist er det da også mega træls, at der ikke er så meget mad. Men det er der jo løsninger for, og det er derfor, at Ban og jeg lige nu sidder på lur. Målet er det forrådskammer, som de ældre har samlet. Der må helt sikkert være en masse lækkert derinde! Og de siger jo selv, at man skal dele sine midler.. Sådan hørte jeg det. 
Ban's stemme afbryder min dagdrøm om kager, og jeg ser på ham med store, overraskede øjne. Så kommer mit sædvanlige drilske udtryk tilbage i mit blik, og et skævt smil finder plads på mine læber. "Der findes ikke dét, jeg ikke kan - det ved du da, Ban", overbevisningen og selvtilliden i min stemme er slet ikke til, at tage fejl af. 
Jeg kaster endnu et hurtigt blik på vagten, før jeg tager min store overtrøje af og kaster i armene på Ban. I en let bevægelse retter jeg på brysterne, og resten af tøjet. Bare for at se en lille smule mere.. lokkende ud. Et kort nik mod min partner in crime, før jeg i vild panik løber mod vagten - med det aller mest troværdige "ungmø i problemer"-skuespil jeg overhovedet kan. "Åh vagt! Du er nødt til at komme", siger jeg med en fløjlsblød stemme og ligger en hånd på hans arm. Det er tydeligt, at det kommer bag på vagten - og han tøver da også en smule. Mine øjne bliver om muligt endnu mere store og hundehvalpe-agtige. Nu er der kun tilbage og håbe, at han ikke genkender mig. Det er trods alt kendt, at der render nogle ballademagere rundt med lyst hår. 

Bandorion greb den store bluse fra Halia, og måtte da kvæle et højlydt grin. Javist var Halia attraktiv, men årevis af fjollen rundt med hende, havde gjort Bandorion immun for hendes charme. Han var muligvis fanget i et par dage da de lærte hinanden at kende, men ikke mere. Nej, nu så han bare hendes skønhed og det var det. Ingen mærkelige følelser i hans mave nej. Det med at være forelsket var alligevel også noget rod han ikke ville ud i.
Det med at han måtte kvæle et grin, hjalp dog ikke da Halia så begyndte at spille skuespil overfor den forvirrede vagt. Det kunne muligvis godt være at han stadig var ny, siden nogle af de ældre vagte, helt klart allerede ville have jaget Halia væk. Hvilket også kunne virke, hvis hun fik vagten langt nok væk med jagten.

"Nødt til at komme, hvad sker der?" spurgte han forvirret. Og ja, det var helt klart en af de første dage på jobbet. Han kunne ikke være meget ældre end de to rebelske elvere der lige nu ville bryde ind i madkammeret. Måske var det også derfor at han var mere tilbøjelig til at hjælpe den lyshårede elverkvinde, selvom han måske genkendte hende en smule. Men et blødt hjerte for en vagt fik virkelig ikke folk nogen vegne. Så skulle Halia og Bandorion da nok sørge for at løbe om hjørner med dem.
Bandorion sad stadig i skjul og ventede på at vagten og Halia skulle gå væk, så han kunne smutte hen til døren.

Min hånd hviler fortsat på vagtens arm, men jeg lader den nu glide ned til hans hånd, som jeg tager et fast greb i. "Det.. Der er én som har stjålet min taske!", siger jeg endnu mere panisk end før, men med samme fløjlsbløde tone. "Den er fyldt med vigtige ting, du er nødt til at hjælpe mig!", jeg begynder at trække afsted med vagten, som stadig ser noget forvirret ud. Perfekt. 
Med ét er det som om, at det slår klik for vagten; i stedet for at jeg trækker afsted med ham, trækker han nu afsted med mig. "Han løb den vej!", siger jeg og peger mod en stor gade længere fremme, hvor der er fyldt med andre ørkenelvere. Vagten nikker og sætter i fuldt firspring afsted, stadig med min hånd i hans. Jeg må kvæle et fnis og kæmpe for at holde ungmø-facaden. Han er simpelthen for dum. Mænd altså. 
Det første stykke vej følger jeg bare med, ind mellem mængden af travle elvere. Efterhånden som vi er nået et godt stykke op ad gaden, lader jeg stille min hånd glide ud af hans. Og så forsvinder jeg - eller, det vil sige at jeg smutter ind ad en sidegade, og lister tilbage til Ban - som forhåbentlig er igang med hans del af planen. 

Bandorion begyndte at fnise lidt for sig selv, da Halia trak afsted med vagten. Ja, han skulle da nok få det sjovt i den menneskemængde. Især fordi Halia udentvivl snart ville efterlade ham. Ung elveren rystede lidt på hovedet, men skyndte sig så over til døren, for at begynde at dirke den op.
Han tog sit arbejdsværktøj ud af sin lomme, og lænede sig så ned og begyndte at dirke. Han var stadig ikke den hurtigste til det, og det var jo ikke fordi at han var professionel tyv, men han kunne da stadig en ting eller to.

Han stod ligeså stille og gjorde det, og kiggede sig ikke engang over skulderen, men et lille "Aha!" lød da fra ham da låsen endelig åbnede sig og han havde adgang til Ørkenelvernes madkammer. Ja, det her skulle nok bliver godt. Så forsigtigt åbnede han døren, som da knirkede en smule, men det gjorde da at der blev kastet noget lys ind i et det mørke kammer. Der så godt nok lidt tommere ud end han havde forventet det ville se ud.

Tørken havde ramt verden og Thal'Elor var med på denne plage. De ældste havde samlet et forrådskammer i frygt for at sådanne en ting ville ramme vores samfund. Planen var at vente til resten af vores mad var sluppen op og så begynde at dele ud af den mad der var blevet laget. Problemet med planen var nu at stedet ikke var særligt godt skjult så nogle få folk havde allerede været inde og tage noget, men rådet svarede tilbage med at ansætte en vagt. Dog med Izvaras eftertanker om at sætte en vagt ikke bare ville hjælpe da hun personligt kende vagten og ikke så ham som den bedste til hans arbejde satte hun sig selv på også at bringe noget beskyttelse til stedet.

Hun havde valgt at sætte sig selv i posten af at holde forrådet i orden og holde ting friske. Det var ikke hendes normale opgaver, men for at ikke være vagt, men stadig passe på maden måtte hun jo gøre det. Hendes ide var også ret og som hun stod ved en tønde af nogle urter der ikke så særligt gode ud og ordnede dem hørte hun den ellers låste dør til hallen åbne. Hun kiggede hen mod striben af lys der blev kastet ind af døren og hende øjne mødtes med en andens. "Goddag Bandorion, hvor sjovt at møde dem herinde, i et ellers aflåst lokale.". Hendes blik var varmt og hun så på ingen måder sur ud, mere så hun ud som om hun var stolt over at det var ham lykkedes at dirke låsen op og bevise hendes mistanke om at deres vagt var uduelig.

Med lange, flydende skridt bevæger jeg mig tilbage til forrådskammeret. Jeg får hurtigt øje på Ban, som er i fuld gang med, at få åbnet døren. Han er ved at blive helt god til det! Et skævt smil formes på mine læber, da det går op for mig, at det er sådan det må føles, når man er stolt af nogen. Jo, jeg er vidst nok lidt stolt af ham. Sådan en rebel. Og så falder tankerne tilbage på al den mad, jeg håber der er i forrådskammeret. Men mest af alt, håber jeg at der er kage! Det ville så absolut være toppen. 
"Han var simpelthen så let at narre!", siger jeg med en hånlig latter, da jeg kommer tættere på. "Er der noget godt, Ban?", når jeg at spørge, før det går op for mig, at noget er galt. Forvirret stikker jeg hovedet ind ad døren, og da mit blik rammer Izvara, falder min kæbe til jorden. Måbende og med en voksende irritation træder jeg ind i rummet. "Izvara", hilser jeg kort, koldt, på den anden ørkenelver kvinde. Selvfølgelig. Selvfølgelig skulle hun ødelægge en ellers fantastisk plan. Pis også.  

Bandorion's krop stivnede da han hørte en stemme inden fra forrådskammeret. Nej, de kunne ikke blive taget! Men hvem var så skør at sætte sig ind i forrådskammeret for at vente på at nogen kom forbi. Det gav dog lidt mere mening da det gik op for Bandorion hvem den kvindelige stemme tilhørte. Det fik ham til at ånde lettet op.
"Det er bare Izvara," sagde han og rystede på hovedet. Han var fuldstændig ligeglad med hvad Izvara mente om dette tyveri, som om at hun rigtig kunne gøre noget ved det. "Kom så, Halia," sagde han, med et stort smil og gik længere ind i forrådskammeret for at se hvad de kunne udvælge af god mad. God mad var der ikke meget af, men der var vidst visse ting de godt kunne spise af snacks og andre godter.
Hans respekt for de ældre elvere var ikke særlig stor, og det gjorde det også meget tydelig ved hans behandling af Izvara. Især rigtig mange på han egen alder elskede Izvara og tilbad jorden hun gik på, i hvert fald i Bandorion's øjne, fordi hun var så ung og stadig en ældre, men ikke Bandorion. Bandorion var blevet røvrendt af lidt for mange voksne og selvom han bedre kunne tolere Izvara, var det ikke ligefrem fordi at han specielt brød sig om hende. Ikke at de havde snakket specielt meget før, men Bandorion havde sine egne fordomme.

Izvara vidste godt at de to unge elvere der nu befandt sig i kammeret klart ikke var nogen af dem der til dagligt brød sig om hende, eller for den sags skyld de andre ældste. Men dog havde Izvara ingen intentioner om at stoppe dem på en aggressiv eller voldelig måde, men måske kunne hun tale mere deres sprog?
Ja, at tale deres sprog måtte være nemmest. Hun gik dem ikke tættere men blev ved med at lage noget af maden i nogle kasser. "Halia? Bandorian?" hun gav dem ikke et blik men arbejdede blot videre og måtte se om det kunne fange deres opmærksomhed. "Kunne i være interesseret i en handel? Hvis i vil give mig to korte øjeblikke så kan vi finde ud af noget mindre... Regelbrydende end det i har gang i nu, men i kan stadig gå ud herfra med hvad i kom efter så?" hun vendte sig nu om for at se om deres interesse skulle være vækket.

Izvara var ikke en af de slags folk der løj. Hun talte altid sandt og havde intet problem med at udtrykke sine meninger. Og hun havde forstået at det for nogen var hårdt at leve med mindre mad end normalt så hvis nu de kunne hjælpe hende med et af hendes mål, så kunne hun jo "bøje" reglerne en smule for dem.

Jeg nikker til Ban, da han opfordrer til at vi fuldfører vores mission - og giver mig så til, at lede kammeret efter for de mest spændende ting. Indtil videre er der - til min store skuffelse - intet kage, men kun nogle lidt sundere snacks. Jeg er ellers godt igang med at sætte tænderne i en frugt, da den ældre Izvara's stemme lyder. Jeg fnyser blot, og går tilbage til at ignorere hende. Ikke om hun skal have lov til at spolere mere, og siden hun bare er blevet stående på sin plads, kan det ikke være det store problem, at vi er her. 
Hendes stemme lyder igen, og på grund af min enorme nysgerrighed, kan jeg ikke lade være med, at lytte halvt til hvad hun siger. Jeg må indrømme, at det ikke umiddelbart er et dårligt tilbud. Jeg fanger et kort sekund Ban's blik, for derefter at se på Izvara med et skeptisk blik. Jeg lægger armene over kors foran mig. "Vi lytter", siger jeg koldt. 
Jeg er ikke helt sikker på om jeg forstår, hvad hun er ude på. De ældre plejer ikke lige frem at være til at diskutere med.

Bandorion stoppede i sin gang mod maden, da Izvara nævnte at de kunne gøre noget mindre ulovligt, men stadig komme fra stedet med hvad de ville have. Det var jo ikke fordi at Bandorion nødvendigvis ville gøre ting der fik ham i klemme, det var bare oftest nemmere på denne her måde. Men ligesom Halia, havde Bandorion en hvis mistillid til ældre råddet, en meget stor mistillid. Ikke fordi han normalt brød sig om voksne i det hele taget, selvom det godt kunne være at han selv snart var gammel nok til at være voksen. Men selvom det var tilfældet, så ville han ikke selv være sådan en som ældrerådet, eller som sin far. Den tanke fik det nærmest til at løbe ham koldt ned af ryggen. Nej, han skulle aldrig blive som sin far.
"hmmm?" km det som den eneste lyd fra ham, nej, Halia måtte være den der tog denne her samtale med Izvara, for Bandorion havde ikke super meget lyst til det lige nu. 

Izvara vende sig rundt og satte sine hander bag sig på kassen hun havde rodet i før. Hun satte sig på kanten og kikkede mod Halia med et lille kækt smil. "Hvis i to går herfra med noget uden at hjælpe til, så er det jo dårlig stil. Men jeg har større problemer end jer på det nuværende tidspunkt. Vagten derude som i må havde snøret?". Hun bevægede sig en smule videre til endnu en kasse blot to skridt fra Halia og begyndte at rode i den for at tjekke op på at maden i den ikke var blevet dårlig.

"Hvis i kan skaffe et bevis på hans inkompetence angående hans arbejde, så vil jeg?" hendes blik vende sig mod Halia igen mens hun stod der bøjet over kassen. "Ja så kunne jeg jo bage noget til jer og lade jer gå herfra med nogle ting i favnen" kassen blev igen skubbet ind og hun vende sig direkte mod Halia med en udstrakt arm som var klar til at gøre aftalen gyldig. "Har vi så en aftale?"

Med et fortsat skeptisk blik betragter jeg den ældre ørkenelver. Hendes kække smil giver mig næsten kvalme; det virker helt forkert, at en af de ældre kan gøre sådan. Være sådan helt ung-agtig. Trods min skepsis, lytter jeg opmærksomt til hendes ord. Jeg fnyser kort ved bemærkningen om, at det er dårlig stil bare at smutte med vores rov. Ha. Mit blik følger kvinden, da hun bevæger sig videre til den næste kasse. 
"Hvorfor skulle vi hjælpe dig, når vi bare kan tage tingene? Vi er hurtigt væk, før du får forstærkninger", jeg kaster et kort blik på Ban, for at se hans reaktion. Jo vist, hendes tilbud er da ikke dårligt, men mit omdømme bliver vel ikke lige frem godt af, at de andre rebeller finder ud af, at jeg har hjulpet en af de ældre. Mine arme forbliver samlede foran mig. 

Der var noget lusket ved det her, eller sådan følte Bandorion i hvert fald. Hvorfor ville en ældre hjælpe de to rebeller, bare for at få vagten ned med nakken. Det gav ingen mening for den unge elver... nej, overhoved ingen mening. Det var da også derfor at han så på Izvara med et meget mistroisk blik. 
"Jeg er enig. Vi får intet ud af at hjælpe... i hvert fald ikke noget vi ikke selv kunne få fat på," bakkede Bandorion sin bedste ven op. De havde dne sammen mening om dette her. Desuden, Izvara ville ikke ligefrem have beviser for at de to af dem kunne vær det. Nej, det kunne ligeså godt have været en hvilken som helst anden her i byen, bare fordi at Halia og Bandorion var kendt for som den blonde duo, betød det ikke at de var de eneste der lavede ballade heromkring.

Izvara vende sig bare om og begyndte at arbejde videre på nogle flere kassere og tønder med hendes tidligere arbejde. "Trist. I har ret, jeg kan ikke stoppe jer. I kan bare tage hvad i kom for og gå. Men er det ikke lidt trist at tænke på de andre folk der også lige nu lider under mangel af mad skal mangle endnu mere fordi at I absolut var mere vigtige end dem?" Izvara trak på skuldrene og så sig ikke tilbage som hun talte. Det var dem der måtte falde ned i det sorte hul af negative tanker nu. Stakkels andre beboere i Thal'Elor tænkte Izvara. "Jeg har en patient jeg snart skal tilbage til. Synd at hun kommer til at mangle mere mad end hun allerede gør fordi i to bare måtte have mere. Grådighed er en synd og vil kun bringe Thal'Elor tættere på Myth'Edhil's skædne. Men det er jeres valg."
Izvara kunne kun håbe at skyldfølelse ville bringe dem på bedre tanker.

Afsluttet / Inaktiv