Luften var blevet køligere, men det var også det eneste, der varslede vinterens komme. Ikke en dråbe regn havde faldet over Hovedstaden siden Tørkeplagens begyndelse, og byens var folk var efterhånden meget uvaskede, tørstige, sultne og ikke mindst desperate. Flere af byens brønde var nu helt tørret ud og vandet var blevet rationeret yderligere - dertil kom udfordringerne med at skaffe mad på bordet, for priserne på Markedspladsen var steget til uanede højder.

En hestetrukken vogn kørte langsomt gennem de smalle og stejle gader, der førte gennem beboelseskvarteret op mod de finere huse, der tilhørte Det Øvre Bydistrikt hvor de adelige holdt til. To mænd bevæbnede med armbrøster fulgte efter vognen - Der var mange fattige folk på gaderne, og mængden af vold og overfald var steget betydeligt i byens gader.
Vognen drejede ud på en lille plads og fandt sin vej spærret af en større menneskemængde. Det var fattige folk, der var mødt op for at råbe protester og skældsord i retning af de adeliges huse: foragelsen mod dem, der sad i deres fornemme huse, gemmende på rigdomme i former af forråd og ignorerende resten af byens kvaler, var nået voldsomme højder i den senere tid.

"Af vejen. Denne vogn skal til familien Valthus' hus!" Råbte vognkusken kommanderende, men det viste sig hurtigt at være en fejl. Menneskemængden begyndte at presse sig sammen om vognen på trods af de truende hævede armbrøster, og det lykkedes at få væltet en af kasserne, som lå i vognen, ned på jorden. Træet splintredes og afslørede at kassens indhold var en større mængde af tørret kød.
Nu begyndte kaos for alvor at udbryde. Et større håndgemæng udbrød mellem de, de forsøgte at plyndre kassens indhold - andres blikke var med det samme draget mod de tønder, som befandt sig på vognen, og som måtte indeholde det, de alle tørstede efter: vand. Vreden mod den adelige familie, som var i stand til at købe sig fra plagens kvaler var så stor, at boltene fra vagternes armbrøster på ingen måde kunne holde menneskemængden tilbage. Kusken faldt med et skrig fra førersædet, som adskillige begyndte at klatre op på vognen og hive og flå i kasser og tønder..

Alle der har karakterer, som befinder sig i Hovedstade, kan deltage. Det er op til jer, hvad der videre sker med vognens indhold og folkemængden. Da denne tråd foregår under tørkeplagen, kan og må ingen deltagere i tråden benytte sig af magi.

Det havde stået til længe. De fattige beklagede sig højt over de riges formuer, og det havde irriteret Elion grænseløst. Derfor havde han for nogle dage siden valgt at bosætte sig i et lille hus, han ejede udenfor byen, men desværre havde han nu en aftale inde i byen, og han havde brug for nogle papirer, han havde glemt i sit hus. Elions hest fladede ørerne ned for at vise ubehag, da folkemængdens råben og skrigen nåede hestens ører. Elion bandede lavt over volden han kunne se. Hvorfor var fattige så irriterende? Kunne de ikke forstå at det var hårdt arbejde, der skulle til for at blive rig? Elion havde kæmpet bravt for at skaffe sin families formue tilbage, han havde ikke siddet og dovnet, som de fattige nok troede at de adelige gjorde! Det var hårdt arbejde at være rig. 
Elion havde sin sædvanlige meget fint broderet kofte, sine fine bukser og sko på, men han havde også en sort kappe slynget henover sin ene skulder, der også gemte sværdet ved hans venstre hofte lidt. Hans platinum blonde hår var kørt tilbage og samlet i en hestehale. Hans ansigt viste ingen følelser imens han nærmede sig menneskene. 

Han skulle forbi dem, hvis han gerne ville hjem, men han vidste også at han ikke bare kunne vade igennem. Hans hest brokkede sig ved at slå hovedet lidt tilbage. Han kunne ikke tvinge sin hest igennem, den var for nervøs, og han kunne risikere at de blev angrebet. Hvorfor skulle det også blive så besværligt for ham? Elion så rundt, og så en af de ødelagte kasser. Han rynkede på panden. 
Hvem var det, det hele skulle hen til? Valthus? Han overvejede kort om det var besværet værd at rode sig ind i dette, men han kunne ikke vurdere det endnu. Elion steg ned af sin hest, og tog fat i tøjlerne, så hesten ikke bare stak af. Han flyttede også sin kappe lidt, så man kunne se sværdet, og hans venstre hånd hvilede roligt på sværdet. Han viste tydeligt at han ikke var bange for at bruge det, hvis de skulle prøve på noget med ham, men han valgte ikke at sige noget endnu. Han ville se hvad der skete. Han holdte sig lidt på afstand i starten.

Det hele var gået over gevind.
Den simple opgave med at stjæle øltønder og andet væske og føde var efterhånden som tørken fortsatte blevet en direkte umulighed. Så snart det var gået op for den øvre ring at ting så småt forsvandt uden deres viden, blev vagter ansat. Vagter der blev betalt i mad og drikke. Det var den eneste betaling folk tog imod i øjeblikket.
Det betød også at Mayas levevej var forhindret drastisk og det var ikke rart! Tvært imod. Hun havde fået sparet sammen med desperationen var ved at melde sig. Hun følte sig konstant som en tør sandkasse og bare den mindste lille dråbe vand nærmest fordampede på hendes læber inden hun kunne nyde den.

Og alligevel så de rige ud til stadig at være i bedste velbefindende. Nogen af dem så endda ud som om de førhen havde haft overskud nok til at vaske sig i noget af deres vand.
Men det skulle være slut! Mængden af illelugtende desperate mennesker var mødt op for at protestere. Maya deriblandt. Hun brød sig ikke synderligt om at befinde sig i store mængder hvor hun ikke havde mulighed for en hurtig smutvej, men det kunne være ligemeget nu. Ligemeget hvis man intet mad eller drikke fik. Ligemeget hvis man alligevel snart skulle dø.

Det var også derfor at da panikken rigtig brød ud som vognens indhold kom til syne, at Maya ikke tog den normalvis kloge beslutning og løb den anden vej. Nej, hun maste sig frem i mængden, sparkede, skubbede og bed af folk for at komme til. Bare rage et eller andet til sig. Maya ville foretrække at tage vand. Man kunne overleve længe uden føde, men uden vand, var man dødsens. "Skrid, møgunge!" Maya slog albuen velplaceret ind i ribbenet på en mindre knægt der havde kæmpet sig frem, og overtog hurtigt hans plads i at kravle op på vognen, fuldstændig ligeglad med vagterne. De kunne alligevel ikke overvinde dem alle sammen. Hun hev ud efter et vandskin og kom i konkurrence med en anden kvinde, men fortsatte iltret. Når det galt om overlevelse var det den stærkeste der vandt.

Elion rynkede på panden ved synet af en af menneskene, en pige, som var så desperat at hun slog en, der var mindre end hende selv. Han måtte indrømme at det var spændende at se på imens de fattige kæmpede for mad og vand, men hans interesse faldt. Han ville bare hjem. Han bandede lavt over den adelige familie, som var skyld bag dette. Vidste de ikke at det vakte opmærksomhed, når de gjorde det på den måde? Med vagter, der råbte op, og gemme det hele så godt? Men så igen, hvad kunne man ellers gøre?
Kort overvejede han om han skulle forsvare den adelige familie, eller om han skulle forsvare de fattige. Mange ville se op til ham, hvis han forsvarede de svage, men andre ville også tænke at han var latterlig. Hvad ville han helst, var spørgsmålet? Han kunne få noget ud af dette, det handlede bare om at takle det rigtigt. Desuden var han pænt træt af at blive holdt hjemmefra bare fordi at nogle brokhoveder ikke var tilfredse med deres eget liv.
Han kunne risikere at blive flået i små stumper, hvis han bare brasede ind. Han skulle have en god taktik. Man skulle ikke undervurdere sultne og desperate mennesker. Beviset var foran ham; de var villige til at gøre alt. Men mon han kunne snakke lidt fornuft ind i dem? Tvivlsomt... men hvad kunne han så gøre? Noget skulle uden tvivl gøres, og der virkede ikke til at være andre end ham, som havde muligheden for at gøre noget.

Elion bandt sin hest godt fast til en pæl ved en af husene i nærheden, inden han gik hen imod flokken. Han sørgede for at hans sværd var fuldt synligt, men hans hånd var ikke længere på sværdet. Han maste sig igennem flokken og trådte op på vognen. "Holdt! Stop!" Han havde hævet sin stemme og var på grænsen af et råb. Uanset om de stoppede med at råbe og kæmpe eller ej, så fortsatte Elion. "Jeg forstår jeres vrede imod de adelige! Det gør jeg virkelig! Men at kæmpe imod hinanden - er det virkelig svaret? I vil få mere, hvis I slutter jer sammen! I står i samme båd. Hvis dette fortsætter går der ikke lang tid før nogen dør - før en uskyldig dør! Er det virkelig det I vil have?" Han sparkede en af tønderne ned på asfalten. "Jeg kender de adelige. De vil få vagter, de vil ikke tøve med at dræbe jer, for I betyder intet for dem! Tænk over hvad I gør." Han var klar over at han sikkert gjorde sig selv til en målskive lige nu, eller at han snakkede volapyk for dem, men der måtte være en måde at trænge ind til dem! Så han kunne få fred. "Jeg kan love jer mad og vand - hvis I bare stopper med dette! Vi kan løse dette på en fredelig måde, hvor alle parter er tilfredse og der ikke bliver udgydet blod."

Quin der først nu var ankommet til beboelseskvartert. Så pludselig virvaret af mennesker der kæmpede om vand og mad som sultne dyr. Quin selv var også sulten, men tørst havde han dog formået at begrænse igennem metoder han havde studeret dengang han stadig havde boet iblandt sin familie og endnu ikke havde fundet sin livsfilosofi.

En mand var netop trådt op på vognene der indeholdt mad og drikke og han talte til folket. Hans ord faldt i godt jord hos Quin da han også mente at folk skulle arbejde sammen og dele ressourcerne imellem hinanden frem for at slås og muligvis også dræbe. Han forstod slet ikke hvordan de rige bare kunne ignorere de fattige på denne måde... Var de bare ligeglade så længe de selv havde rigeligt?

"Lyt til ham" udbrød Quin efter hans tale. "Vi bør ikke opføre os som vilde dyr og dræbe for at overleve. Vi bør i stedet arbejde samme og dele ressourcerne retfærdigt iblandt alle." Han holdt en lille pause "De rige ignorere os, det er sandt, men lad os i stedet arbejde sammen for at gøre det samme imod dem samtidig med at vi selv høster frugterne for at overleve. så kan de selv føle hvordan vi har det. Vi skal da ikke lade de rige eller tørken spildte os i vores desperation på mad"

Maya kunne helt ærligt ikke være mere ligeglad med hvem denne vogn tilhørte eller om hvem der mente der havde mere ret end andre. Hun ville bare ha noget! Og det fik hun da også tilraget sig. Hun vristede vandskinnet ud af den andens hånd og tog det over hovedet, men det dyrebare indhold hvilende på brystkassen. Havde hun det bagtil ved ryggen, fik nogle af de andre måske alt for fikse ideer.

Så begyndte en eller anden at råbe op. Maya stoppede ikke hvad hun havde gang i for at kigge, men lyttede da med et halvt øre, som hun forsøgte at kæmpe sig videre. Men noget stoppede. Lyttende. Idioter. Men hey, så var der mere til hende.
"Pft.. De rige er sgu da ligeglade med hvem der lever eller dør.. så hvorfor skulle vi være anderledens?" det var mest af alt en grynten for sig selv der kom over hendes læber, der muligvis blev overdøvet. Men selv hvis det var blevet hørt af den fine herre ragede det hende.
Hun fnøs igen mistroende. Love dem vand. Det kunne hun så absolut ikke stole på. Der var ingen der havde vand lige nu. "Jeg sagde skrid" vrissede hun igen af knægten som puffede til hende for at komme til. Det var en kold og kynisk verden.

Hun var mere eller mindre for fødderne af manden der talte op og så fiiiint viste sit sværd frem som værende en vigtig herre. Problemet var at Maya og nogen af de andre stadig var fuldstændig ligeglade. og var der nogen der var ligeglade, gik der panik i de andre. Maya fik fristet et vandskin mere til sig, satte det over det andet, holdte solidt i en pose med noget tørret kød og sprang ned fra vognen. Hun kunne ikke rigtig håbe på at få mere, så nu var det med at komme væk. Hvis de delte var der slet ikke så stor en ressurse til hende, og den chance løb hun ikke. Men selvfølgelig skulle en eller anden gribe fat i posen hun havde i hånden. "Hop sgu da på vognen, nar.. Der er mere at tage af" En kniv blev smidigt guidet fra hendes belte til at snitte over modstanderens hånd der med en mærkelig lyd trak den til sig. Så var det med at komme væk.

Elion måtte indrømme at han blev noget overrasket over manden, som var enig med ham. Han havde regnet med at blive angrebet af nogen, men sådan så det ikke ud. Han hørte svagt en mumle noget, men han forstod ikke ordene, så han lod det være. Sjovt at manden råbte op om at de rige ignorerede dem, når en adelig stod lige ovenpå vognen og foreslog dem hans hjælp. Kunne de ikke se at han var adelig? Måske skulle han købe nyt tøj, så man bedre kunne se det. For det var altså lidt fornærmende. Han havde arbejdet hårdt for at beholde sin titel og man kunne end ikke se at han var adelig! Hans rødlige øjne søgte hen imod en af menneskene, som var på vej væk. Han nåede lige at se hendes kniv og han rynkede lidt på panden. Havde hun snittet en? At dømme udfra fyrens mærkelige lyd var svaret til det et ja.
Elion så straks en mulighed og pegede på pigen. "Et perfekt eksemplar af hvad jeg mener! Kvinden griber fat i et våben og angriber en anden. Vi bør dog ikke dømme hende; hun er desperat, sulten og tørstig." Elion vendte sit blik imod manden, som højlydt havde været enig med hvad han havde sagt. "Jeg er adelig. Jeg er rig. Men jeg var tæt på at gå til grunde og miste alt jeg ejede på grund af min fars idiotiske opførsel - jeg påstår ikke at kende jeres smerte, men jeg har en ide om hvordan I har det! Det er heller ikke retfærdigt det der sker her." Han pegede på vognen og hævede sin stemme igen. "Hvad der er sket her er ikke retfærdigt! Det kaldes grådighed! Men jeg ved hvordan det hele skal blive retfærdigt - Lad mig snakke med de adelige og få skaffet penge til mad til jer! For at bevise at jeg mener det kan I få al maden i denne vogn og I skal ikke bekymre jer om nogen ikke får nok. I vil alle få rigeligt!" Han så muligheder her. Hans ry kunne blive bedre, og han vil blive set som en helt. Samtidig kunne han måske få opmærksomhed af nogle mere magtfulde mennesker.

Elion hoppede ned af vognen og gik hen til manden, Quin, og lagde en arm om hans skuldre. "Og denne mand skal hjælpe mig med at hjælpe jer! Det er mit tilbud til jer. I kan lade mig hjælpe jer, eller I kan risikere at blive jagtet, dræbt og smidt i fængsel. Det er jeres valg." Han rettede blikket imod pigen med kniven. "Og I skal bestemme jer nu."

Maya var faktisk ret ligeglad med hvad denne adelsmand eller hvad fanden han var havde at sige. Nok lovede han guld og grønne skove, men faktum var, at han ikke forstod dem og aldrig kom til det. Maya var en simpel tyv, det havde hun alle dage været, så han skulle ikke til at belemre hende, selv da han valgte at adressere hende med sit brug af kniv. Det hed forsvar, din papand! Hun fnøs foragteligt og himlede med øjnene. Spændende som ting kunne udfolde sig, og folk var da også begyndt at fokusere mere på manden og knægten end på vognen. Dog kun en smule. Det var en delt opmærksomhed.

"Dertil, min gode herre.. Er det ikke dig der har fremvist dit sværd så snart du kom i nærheden? Truende og uden hensyn til hvad det kunne medbringe? Faktisk, er et trækning fra min side forsvar, hvilket ikke var tilfældet for dig. Du truer folk som det passer dig mens du forsøger at presse 'retfærdighed' ned om ørerne på os. Jeg har boet på gaden og klaret mig selv, inden din mor overhovedet var færdig med at tørre savlet af din kind. Gå din vej, og lad retfærdigheden ske som den burde. Nemlig ved at tage fra dem som ikke ønsker at dele med os der intet har. Vand og mad er blevet rationeret, men det er åbenbart lige meget for de rige.." Hun burde ikke blandet sig. Maya burde tage det hun havde og forsvinde, men hun var træt af de riges pis og papir om retfærdighed. De ønskede kun retfærdighed hvis det gavnede dem selv. Egoister. Alle var egoister, men de skulle ikke forsøge at overbevise andre om at de ikke var. Maya hankede op i posen, mens hun stadig holdte kniven i den anden hånd. Derefter kravlede hun op af andet omkringliggende, til hun til sidst sad på taget af et mindre hus. Maya havde ingen intentioner om at blive hængende længe.

Han kunne sandelig mærke at der var noget misforståelse lige nu. De anklagede ham for at true andre! Måske havde det været bedst ikke at fortælle dem at han var adelig? Men, på en måde, gjorde de det samme imod adelige, som de adelige gjorde imod dem. Det var en ond cirkel, en som ikke mange kunne se. Hvis en af de to store grupper stoppede og rakte hånden ud i venskab ville den blive slået væk i starten, men han troede på at stædighed kunne føre til fred. Selvfølgelig var der ikke andre, som indså dette, og ingen lyttede til ham lige nu. Eller, de lyttede, men de forstod ikke. Elion sukkede dybt og klappede Quin på skulderen.
"Du misforstår mig. Jeg er enig med dig. Jeg sagde at Valthus-familien er de grådige, at de er desperate, og ikke tænker klart. Jeg sagde ikke at jeg ville myrde jer, men andre adelige vil, hvis de ser jer som en trussel. Hvis de vifter lidt med pengene kan de få alt de vil have. Aldrig sagde jeg at jeg vil være den, som ville dræbe jer, gjorde jeg?" Tydeligvis et spørgsmål, der ikke behøvede svar. "Og hvis du tror at de vil nøjes med fængsler og bøder tager du grundigt fejl. Penge kan gøre et menneske hjerteløs. Jeg siger ikke at alle adelige er sådan, men der er få, som kan ende jer hurtigt og uden at blive straffet. Jeg, derimod, har ingen planer om at dræbe uskyldige, som bare vil have mad og vand. Jeg vil bruge mine penge på at hjælpe jer."

Han vendte sig om imod kvinden, der endelig snakkede højt nok til at han kunne høre, hvad hun sagde. "Du burde ikke snakke så nedladende om mig. Det er dig, som tog din kniv frem og angreb en anden. Er det fordi at jeg er adelig, at jeg ikke må vise mit sværd frem? Jeg har ikke taget det ud og viftet rundt med det, har jeg? Nej, jeg viser at jeg har det. Desuden så tvivler jeg kraftigt på at du har ret til at tro, at du er bedre end mig, når du ikke kender mig. Hvis vand og mad er blevet rationeret, hvorfor står I så her?" Han slog armene ud. "Jeg tilbyder jer min hjælp! Vil I tage den eller ej? Jeg er ved at miste min tålmodighed."

"Hvordan kan befolkningen være sikre på at du ikke stikker dem i ryggen senere hen?" spurgte Quin en smugle mistroisk "Du sige at du vil bruge din penge på at hjælpe folket, men samtidig har du også sagt at penge kan gøre et menneske hjerteløs. Jeg ved ikke om du selv kan se mønstret i dine egne ord, men pengene ser ud til at dukke op begge stedet" Han kiggede på den adelige "Og hvorfor giver du overhovedet et valg? Burde det ikke være dig selv der træffer beslutningen om at gøre det bedste og hjælpe befolkningen? Jeg er muligvis bare en gadedreng, men hvis jeg var adelig og så at folket sultende ville jeg sørger for dem" med den sidste kommentar vendte Quin ryggen til den adelige og begyndte at gå.

Maya skulede ondt efter den adelige mand hun mest af alt havde lyst til at bide øret af på nuværende tidspunkt. Hvordan kunne man blive så højrøvet og provokerende i sin stemme? Nå jo, det var jo standard for adelige knøse. Det var lige før hun fik en væmmelig smag i munden. "For det første har det intet at gøre med din adelighed, selvom den er et minus i min bog. Det har noget at gøre med at du følte behovet for at vise dit smukke smukke sværd frem inden du overhovedet gik iblandt mængden." Hun spyttede foragtet fra sig på jorden, og rynkede næse af ham. Derefter gled hun over i et koldt grin som morede hun sig. "Tror du virkelig at der er mere vand og mad tilbage? Vi ville ikke stå her hvis vi fik nok, lille skat. Det er blevet rationeret ud til de riges fordel - hvilket betyder at vi må finde mad og vand hvor vi kan" Men nu var det også gået over gevind. hun havde været her for længe. Men det var så spændende at lytte til hvad der skete. For selvom knægten der talte op havde pointer var han også utrolig godhjertet. En egenskab som Maya ikke værdsatte synderligt. Hun satte sig i skyggen af en kasse og kiggede ned på mængden, halvt i skjul. Hvis man virkelig kiggede efter hende, kunne man også finde hende. Hun kiggede efter knægten, som havde sat sig for at udfordre den adelige i en helt anden retning end Maya selv. Men han var begyndt at gå. Sørgeligt.

Det var da utroligt, hvor dumme folk kunne være. Både adelige og fattige. Han blev overrasket hver gang. Med et højlydt suk, så han efter drengens ryg, imens han gik væk. Selvom at der var en stor chance for, at drengen ikke hørte ham begyndte han bare at svare på det, som drengen havde sagt. "Man kan ikke hjælpe dem, der ikke vil hjælpes. Det er bedre at foreslå ens hjælp og lade dem acceptere det, end at tvinge ens hjælp på dem." Det var sørgeligt at drengen ikke kunne indse at Elion havde ret. Elion havde altid ret - det mente han i hvert fald selv. "Bare fordi man ikke er adelig, eller har mange penge, så kan man stadig hjælpe. Du kunne hjælpe lige nu, men du går din vej. Du går væk fra muligheden om at hjælpe andre. Desuden, så kan man aldrig være helt sikker på om nogen vil stikke en i ryggen senere hen. Der er altid en chance for det. Sådan er det bare." Det var endnu mere sørgeligt at de troede at man behøvede penge for at hjælpe andre. Der var så mange måder at hjælpe, dem der havde brug for det, men ikke mange så det. Penge styrede verdenen. Penge gav magt, mad, vand, husly, det gav alt. Havde man ikke penge, så kunne man ikke overleve. Så simpelt var det.

"De rige vil det samme som jer - De vil overleve. De vil ikke gå sultne i seng. Javist bruger de metoder, der ikke er fair, men i bund og grund er vi de samme. Selvom man er gadedreng kan man stadig gøre en forskel." Han havde hørt, hvad pigen havde sagt, men hun fortjente ikke svar. Desværre kunne det virke som om at hun havde ret, hvis han ikke svarede. Så selvom hun ikke var til at se, så svarede han også hende. Han kunne ikke lade dem få sidste ord. Det lå ikke til ham. "Og I finder det ved at stjæle. Overvej at tage små jobs. Jeg hyrer gerne flere folk og jeg betaler godt. I vil kunne gå mætte i seng, være i et varmt værelse, men det er jeres valg. Beklageligvis er tiden gået og jeg må gå. Hav en god dag." Med et suk gik han hen til sin hest, bandt den fri, og steg op. Han klikkede med tungen og hesten travede hen imod hans hus. Det var ikke gået så godt, men omend ikke andet kunne han stadig bruge det til hans fordel. Fortælle folk om hvordan han havde prøvet at hjælpe dem, men de havde afvist. Han smilede lidt for sig selv. Det var farligt at være så snedig, men han elskede det.

Imens Quin var på vej væk lyttede han fortsat til manden, men særligt en sætning: "Selvom man er gadedreng kan man stadig gøre en forskel." fik ham til at tale. Dog vidste han ikke om manden hørte ham "Jeg har skam gjort noget. Jeg har givet dig noget at tænke over. Spørgsmålet er nu bare hvordan du reagere på det" han fandt derefter et sted hvorfra han fortsat kunne holde øje med menneskemængden i tilfælde af at ham den adelige eller en anden ville vende tilbage og anvende magt. Nok var Quin pacifist, men dette betød ikke at han var en kujon. Han ville stå sammen med folket og beskytte dem på de måde han kunne imod enhver form for uretfærdighed der kunne komme.

Maya kunne simpelthen ikke lade hver med at grine. Og det var ikke et tvunget grin. Han var da direkte dum at høre på! Maya var der ikke for at forsvare hvad de fattig del af befolkning foretog sig, men hans udtalelser var simpelthen så forkerte at høre på. Specielt en mand der stod alene. "Nå ja, for vi ønsker jo ikke at arbejde.. det er rigtig.. arbejde hænger jo frit tilgængeligt på træerne for os.. det havde jeg fuldstændig glemt" Maya tykkede på et af de tørre stykker kød, og mærkede hvor sulten hun egentlig havde været. Men det lød til på hest at manden var på vej væk.
Maya så tydeligt den store kontrast mellem hende selv og knægten der havde modsat sig. Han var mere ædelig af hjerte og ønskede vidst tydeligt hvad der var bedst for alle.
Den boldgade ville Maya ikke sætte sig selv. Aldrig nogensinde faktisk. Hun var sin egen lykkes smed, for ingen andre sørgede for hende. Så hvorfor skulle hun sørge for dem.

Elion lyttede ikke længere efter. Han havde mistet interessen. Desuden havde han en plan nu, så han havde ikke længere brug for dem. Intet af hvad de havde sagt betød noget for ham, han var så ligeglad, som man kunne være. Han skulle bare hjem, og så ville han ordne sine pligter. Når han fik fri, ville han tage tilbage til sit lille hus, og slappe af dér. At hjælpe de fattige, det var noget en god person ville gøre. En præst, en helt, eller en ridder. Det var han bare ikke. Han var forretningsmanden, der intet hjerte havde. Eller, selvfølgelig havde han et hjerte, men personligheden manglede denne 'omsorg', eller hvad de nu kaldte det, når man ville hjælpe andre. Han havde glemt ordet for det. Den eneste han kunne hjælpe var sig selv. 
Man kunne ikke håbe på at han blev et bedre menneske, for det vidste han at han aldrig ville blive. Elion trådte ind i sit bopæl med følelsen af irritation over de fattige. Men, han nægtede at bruge mere energi på dem nu. Han havde arbejde, der skulle gøres.

//Out.

Quin havde nu placeret sig i en skugge i nærheden af husene. Han kiggede her i retningen af stedet hvor han havde hørt en kvindestemme råbe op. Det var svært at se noget for menneskemængden, men det lykkedes ham dog at få øje på en kvinde der var ifærd med at spise noget kød af en slags. Han forstod godt hendes handlinger, men han kunne ikke helt se hvorfor hun ikke delte noget af hendes ressourcer med andre. Hun så ud til at have rigeligt...

At påstå Maya havde rigeligt med mad og cvand ville være groteskt.. Maya sad godt nok lige nu og spise et lille stykke af det tørrede kød hun lige havde tiltaget sig, men det var også det første stykke mad hun havde fået i 4 dage. Det ville havde været langt værre havde hun ikke været god til at rationere gennem altid at vide vinteren bød på for lidt. Lige nu var det dog en tørke frem for isvinter som gjorde levetilværelsen dårligere. Hun sved tilraget sig godt. To skin med vand kunne holde hende oppe længe og den beskedne pose kød var også af stærk værdig. Men var der nok til mere end en uden de delene måtte tørste og sulte igen efter et par dage? Nej. Og Maya prioriterede sin egen overlevelse højest som hun altid havde gjort. Med en knurrende mave fik hun slugt det sidste stykke af den lille Kødbid og mærkede en let tilfredsstillelse. En følelse der hurtigt blev overtaget af bitterheden igen. Bitterhed over at de riges børn var født ind i et liv uden bekymringer mens hun selv hele livet nærmest har måtte slikke brostenene for at overleve. Hun skyldte ingen noget. Med et kort blik på vognen der stadig var stærk rift hvor de mindste ikke kunne komme til, vendte hun sig og småløb hen over tagene. Tilbage til templet hvor hun for en tid skjulte sig uden præsternes viden. Hvor længe det nu kunne vare.

//out