Som så mange andre dæmoner, havde Rakshasa søgt mod Kzar Mora da tørken ramte landet. Det var ikke fordi at hun manglede mad eller drikke. Hendes kroppe holdt sjældent lang tid nok til at hun behøvede at fodre dem ordentlig, men mere fordi at uden magi var hun fanget i et udseende. Det gjorde hende ubehagelig tilpas, da hun havde været så vant til at skifte ansigt som det passede hende, men det var ikke muligheden uden magi. At hun ikke kunne kopiere ansigter var ikke et ligeså stort tab. Men verdenen var kedelig uden denne evne, så Rakshasa havde søgt mod dæmonriget.
Ærligtalt var Rakshasa for ung til at kunne have oplevet dæmonriget før i sit liv, men hun havde ikke nogen synderlig interesse for det. Det var vel ligesom så mange andre steder i Krystallandet. Dødt helt inden i. Alligevel havde Rakshasa taget et lille barns ansigt på, da hun var trådt ind i riget, og kunne mærke hvordan den barnlige nysgerrighed fyldte hende. Hvad hun havde behov for var optimistisk, og det kunne dette barn altid give hende. Ansigtet passede dog ikke på kroppen, tiltrods for at det var en kvindelig krop hun havde fået fat i. Men det var tydeligvis en voksen krop med alle formerne.

Rakshasa's skridt ekkoede i den døde bo Aztaroth. Der var et par enkelte væsner der havde passeret hende, men ingen tog note af den fremmede. Der kom nok alligevel så mange fremmede heromkring, så en enkelt dæmon til eller fra var der ikke nogen der lagde mærke til.
Hun kunne ikke lade vær med at undre sig over hvorfor de havde ladet byen forfalde. Det havde tydeligvis været pragtfuldt da den var levende, men nu var den kun en skygge af sig selv. Det var da et spild, og selv barnets glæde der var bag masken, kunne ikke oplive dette syn. Måske hun skulle spørge den næste der kom forbi?

Tick gik som i trance langs vejen, uden for en lang række af gamle ruiner. Hun var ikke sikker på hvor hun var, hun havde vandret i dagevis, og havde efterhånden mistet fokus.
Hun var svimmel og desorienteret, efter de mange dage uden mad. En streng stemme i hendes hoved skældte hende ud for ikke at spise nok, og belærte hende om at en pige i hendes alder brude spise mere, men Tick lukkede den ude. Hun var bare så træt. Hun slæbte sine bare fødder hen ad jorden og hun gøs. Her var koldt. Hendes fløjte sagde et rytmisk klik i hendes pilekogger for hvert skridt hun tog, og det blev hurtigt hendes eneste fokus, imens hun fortsatte.
Men pludselig blev hendes rytme afbrudt da hun stødte til en sten og faldt på vejen. Støv hvirvlede op omkring hende, ide hun lå med hovedet i jorden og kæmpede en kamp for ikke at gå i sort.
Hun kunne ikke klare det her, hun havde brug for hjælp, vand, mad, nogen. Hun kunne høre hendes fløjte glide opad i koggeret, og mærkede det da den stødte til hendes hoved.
Hun kunne ikke komme op. Det var ikke muligt. I et desperat forsøg på at tiltrække sig nogens opmærksomhed slog hun klik med tungen. En gang, to gange, tre gange. 

Der var noget der fangede Rakshasa's opmærksomhed. En klikken af en art. Meget ulig de andre lyde der var i dæmonriget. Det var en nysgerrighed der drev hende fremad mod klikken, og hun var da også forundret da hun så noget der helt klart ikke lignede en dæmon. Med mindre det selvfølgelig var en af de dæmoner der var ude på at snyde hende, men hun var ikke bange for det. Det ville da skabe en smule interesse i hendes liv.

Hun gik hen til det sølle væsen der lå på jorden, og satte sig på hug. Var det en elver? Hvad i alverden lavede sådan en lille ting i Kzar Mora, og begyndte at prikke lidt til pigen. Nej, hun virkede som om at hun stadig var i live, og det var alligevel imponerende. "Hvad laver sådan en som dig heromkring. Du kan da ikke være en dæmon," kom den rolige stemme fra Rakshasa's mund. Men grundet masken der sad foran hendes ansigt, var der ikke nogen mund man kunne se. Man kunne kun et par mørke uskyldige øjne, med en mørk hud omkring,  og så ellers en maske i solopgangens farver og mønstre der kunne minde om blomster. 

Tick mærkede en prikken og vendte sit hoved, og derefter sin krop. Den simple bevægelse tog meget mere energi end den burde og hun skar ansigt af udmattelse.
Hun så op på den mystiske skikkelse der sad bøjet over hende og betragtede synet, der mødte hende. Masken som skikkelsen bar var smuk og lavet i farver som den opstående sol. Bag masken så et par uskyldige øjne ned på hende, og Tick følte sig ikke truet af personen der sad over hende.
"Hvad laver sådan en som dig her omkring. Du kan da ikke være en dæmon." stemmen fra under masken beroligede Tick og gjorde hende mere sikker på at de ikke ville hende noget ondt. Hun håbede på at kunne få hjælp.
Med en slap bevægelse bragte hun sin lille hånd op til sit øre og pegede på spidsen, som for at tilkendegive sin race som elver. Nej, hun var ikke en dæmon... Var det da meningen at hun skulle være det? Det slog pludselig Tick at hun ikke var sikker på hvor hun var. Var der mange dæmoner her?
Tick kunne dårligt se ud af sine øjne, så svimmel og træt var hun. Hun så bedende på personen bag masken, og lagde en hånd på sin hals. Håbet var at de ville forstå at Tick ikke kunne tale. 
Tick formede også ordet "vand" med sine læber, og kæmpede en desperat kamp for ikke at lade hendes øjne rulle om i hendes baghoved.

Rakshasa var først lidt uforstående omkring dette lille væsen. Ja, det kunne meget vel være at det var en elver, men nu havde Rakshasa altså også stødt på andre dæmoner i skikkelser af elvere. Ja, hun var sågar selv en elver til tider, når hun følte for det. Men et lille elver barn var ikke normalt at se udenfor Elverly. Gad vide hvorfor hun var her?
Vand? Hun ville have vand? "Her er ikke noget vand," sagde hun roligt. Hun havde ingen grund til at bære rundt på vand, og hun havde heller ikke set noget på sin tur gennem ruinerne. Hun tvivlede da også stærkt på at der var andre der havde vand heromkring. Måske hvis det var nogle af de andre racer, de havde nok mere behov for det, men ikke mange betrådte disse ruiner. Her skete heller ikke rigtig noget.

"Er der noget andet du har lyst til? Jeg har nemlig ikke planer om at bære dig ud af riget, bare fordi du har fået forvildet dig herind," sagde Rakshasa. Det var ikke fordi hun mente det ondt, men hun havde bare ingen grund til at gøre sådan noget for et fremmed væsen. Desuden ville hun miste sin evner af at gå ud af riget, og det havde hun ikke lyst til. Selvom hendes kroppe holdt længere, så var det ikke holdbart. Så kunne hun jo intet gøre, og hun havde aldrig gidet at bruge tid på at raffinere sine egne evner.

Asakura var for nogle dage siden nået frem til dæmonriget hvor han atter havde fået kontakt med de mange ånder han holdt så meget af at snakke med. Det var skønt atter at kunne snakke med sin bedstefar og de andre ånder der havde valgt at følge ham. 
I starten da han første gang havde hørt rygter om at magien stadig var aktiv i dæmonriget havde han været skeptisk, men ligeså snart han havde hørt de første stemmer fra åndeverdenen og set dem var han omgående blevet lykkelig over at han alligevel havde fulgt rygterne.

Nu befandt han sig dog i nogle ruiner. Årsagen var at hans bedstefar havde ledt ham dertil grundet en mystisk følelse han havde fået som han aldrig før havde følt, hverken i live eller som ånd. Hvad var det dog der havde påvirket hans bedstefar? "Bedstefar hvad er det jeg leder efter?" spurgte Asakura imens han drejede hovedet mod spøgelset af den gamle mand der gik ved siden af ham. Der gik dog ikke længe før skikkelsen kort efter stoppede op og pegede "Når man taler om skæbnen". Asakura drejede hovedet og fik øje på 2 skikkelser længere fremme.
    

Tick lyttede til hvad hun formodede var en dæmon og hun lagde sit hoved udmattet ned på jorden. Hun overvejede hvad hun kunne gøre. Hvordan kunne hun...
Pludselig slog noget ned i hende. En ide, eller måske mere et desperat håb. Hun syntes at mærke en tilstedeværelse hun ikke havde mærket siden alle evnerne forsvandt.
Hun rakte ud og lukkede sin hånd om hendes samtalepartners ene pegefinger. Hendes greb var svagt, og hun så opad for at få øjenkontakt.
Tick forsøgte at få sin telepati til at virke, og sendte så en tanke: "Kan du høre mig?" 
Tick vidste at det var et vildt kort at trække, hendes evner havde været ude af funktion i lang tid efterhånden, men hun havde en underlig følelse om at det måske kunne virke.
Et sted i baggrunden kunne hun høre en ny stemme, men hun fortsatte med at koncentrere sig om at sende en tydelig sætning til dæmonen.

Rakshasa's behandskede hånd blev grebet fat i, og hun kiggede lidt på den lille person. Det var dog forunderligt, at der var nogen der havde taget fat i hende, inden hun selv havde bestemt sig for at kopiere en andens ansigt. Normalt skyede de væk fra hende, men nogen folk var vel godtroende, selvom hun var en dæmon.
"Hmm... ja, det kan jeg. Men det hjælper nok ikke på det vand," sagde hun lavmeldt, men kiggede så op da hun hørte en til stemme, og snart kom en mand til syne. Var han en dæmon? Han udgav i hvert fald ikke den dæmoniske aura, som dæmoner ellers kunne mærke i nærheden når det var, men måske var der også bare altid en dæmonisk aura.

"Hey, dig der!" råbte hun højt, det eneste der kunne indikere hvilket køn hun var, var kroppen det kom fra, for stemmen kunne være gået begge veje. "Har du noget vand?" Så måske hendes ansigt var lidt for behjælpelig og det smittede af på hende, men det var et godt barn hun havde fået ansigtet af. Ganske sødt. Ærgerligt at det måtte lade livet kort efter.

"Hey, dig der!" kom det pludselig fra den største af skikkelserne der på afstand lignende en kvinde, men stemmen var dog ikke helt til at sætte en finger på "Har du noget vand?" Asakura bevægede sig forsigtigt nærmere. På jorden så han den anden skikkelse som han nu opdagede lignende en lille pige. Han begyndte at småløbe hen imod pigen på jorden og trak et vandskind frem som han hurtigt fik sat for munden af pigen "Her skynd dig at drik lille ven" han opmærksomhed var for tiden kun rettet imod den lille pige, for han vidste at hans bedstefar ville advarer ham hvis kvinden pludselig skulle bevæge sig. 

Tick mærkede få dråber der fugtede hendes læber og hun tog imod vandet med det samme og gav sig til at drikke. Hun drak et par mundfulde og holdt så en pause for at trække vejret, før hun drak lidt igen.
Hun kunne mærke hendes krop fungerede bedre allerede, da hun lod vandet løbe ned igennem hendes system. Hun lagde hovedet tilbage for at signalere at hun havde fået nok for nu, og hun lå et øjeblik og trak vejret dybt. 
Så åbnede hun øjnene og så på den unge mand der havde givet hende vandet. Han var pæn, det var det første hun bemærkede, men hun bemærkede også et par usædvanlige hvide striber i hans ansigt. Hun smilede uskyldigt til ham og rakte op til hans kind. Der lagde hun sin lille hånd og sendte ham en tanke: Tak for vandet, jeg tror lige du redede mit liv. Hvem er du?
Hun smilede til ham, og beklagede hvor underligt det måtte være for folk der ikke kendte hende, pludselig at høre hendes stemme i deres hoved.
Tick havde ikke indtrykket af at nogle af disse væsner ville hende noget ondt, så hun var ikke på grundig vagt overfor nogen af dem. Hun havde også på fornemmelsen at hun havde været heldig med hvem hun havde stødt ind i.

Det var ikke nødvendigvis at Rakshasa bekymrede sig om barnet der lå nede på jorden, og hun havde da ikke planer om at spørge mere end en person om han havde vand. Det var vel bare heldigt at han havde det, for ellers var den lille pige da død. Men mon hendes ansigt var godt? Mon ikke det kunne bruges?
Hun blev dog stoppet i at række ud og røre ved ansigt, og kopiere det til hendes samling, da pigen pludselig begyndte at røre på sig. Måske var det for at sige noget til den fremmede mand der var kommet hen og givet hende vand.
"Du ligner heller ikke en dæmon," nævnte Rakshasa så og kiggede på manden. Nej, han var helt sikkert ikke en dæmon. Dæmoner gik normalt heller ikke rundt med vand. "Hvad laver I to dog i Kzar Mora," spurgte hun, der var en vise nysgerrighed i stemmen, men tiltrods for det, så overskyggede ligegyldigeheden næsten den smule nysgerrighed der var.

"Tak for vandet, jeg tror lige du redede mit liv. Hvem er du?" var der pludselig en lille stemme der sagde i hovedet på Asakura. Det gav et lille sæt i ham, men indså hurtigt derefter at det var pigen der havde talt til ham igennem en eller anden mystisk evne der var forbundet til hendes sind. Han mindedes et spøgelse der engang havde fortalt ham denne havde været udsat for samme oplevelse for nogle år tilbage. Så Asakura fandt hurtigt en måde at berolige sig på igen "Mit navn er Asakura" sagde han roligt "Spar på kræfterne." han tog fat om hende for at hjælpe hende op at sidde. "Du ligner heller ikke en dæmon," kom det bag hans ryg. Asakura drejede hovedet og kiggede på kvinden da han havde fået pigen op at side "Nej, for jeg er et menneske" han var ved at rettede blikket tilbage mod pigen da kvinden fortsatte "Hvad laver I to dog i Kzar Mora," Asakura kiggede atter på hende og så tilbage på pigen "Jeg kom hertil fordi jeg hørte rygter om at magien stadig var tilstede her" han forsatte med at se på pigen, hvor lille hun var, hendes hår og de små spidse øre "Men af mystiske og ukendte årsager blev jeg ledt hertil" han holdt en kort pause de han så pigen i øjnene "Åbenbar for at komme dig til hjælp" sagde Asakura med et smil på læben til den lille pige.

"Asakura... Jeg tror vi har fået gæster" kom det pludselig fra hans bedstefar. Asakura kiggede op og fik nu øje på 2 spøgelser der langsomt blev tydeligere foran ham og den lille pige. De stod begge med et smil på læben og ned af moderens kind kom der nu også en enkelt glædeståre. Asakura kiggede på dem, nikkede så anerkendene til dem hvorefter han atter kiggede på pigen. 
"Hør her lille ven" sagde han med en lidt alvorlig, men rolig stemme. "Jeg er en shaman, hvilket betyder at jeg kan se ind i åndeverdenen" han kiggede over mod de 2 ånderne, men med et nervøst udtryk. For det han nu ville sige var tit svært at tro for folk der ikke havde hans evner "Og lige nu står der 2 ånder lige der. Den ene er en mand og den anden en kvinde" han kiggede på hende "siger det dig noget?"      

Tick satte sig op og så ud i luften, i den retning hvor Asakura havde nikket.
Hun lyttede til hvad han sagde og lagde så hovedet på skrå. Tick kendte mange voksne, mange mænd, mange kvinder. De fleste var bare folk som hun besøgte, og som ejede kroer hun havde sovet på.
Men der var kun en mand og en kvinde der ville være hos hende som ånder. Med et forvirret udtryk i sine grønne øjne lagde Tick sin hånd på Asakuras hånd og sendte flere tanker: Det kan være mine døde forældre. 
Tick betvivlede ikke aldrig nogens evner. Hun havde været mange steder og mødt mange folk med en bred vifte af talenter, så tanken om at nogen kunne se ånder slog hende ikke som usandsynlig.

Ticks mor græd mere og så på sin datter med blandede følelser i hendes øjne. Hun havde efterladt hendes lille pige, hun døde fra hende, da hun havde mest brug for hende.
Men der var også lykke over at have fundet et link imellem dem. Ticks mor var en forholdsvis ung elverkvinde og hendes far, der stod ved siden af var også af en ung alder og med de samme grønne øjne og spidse ører som hans hustro og datter.
De så begge to på Asakura med smertetyngede, men venlige blikke.
"Vi elsker hende." sagde hendes mor så. Hun vidste ikke om den unge mand kunne høre dem, eller om han bare kunne se dem, men hun håbede. 

Det kom en irriteret klikken med tungen fra Rakshasa, og i et øjeblik var masken erstattet med en grå maske med sorte hvirvler på, og øjnene der nu kiggede ud af masken var smalle blå øjne. Det ansigt passede bare mere til hendes humør nu, og siden hun ikke havde behov for specielle evner lige nu, så kunne hun gå gennem sine ansigter som hun havde lyst til.
"At gå ind i dæmonriget, fordi der er magi, er en virkelig dårlig ide," sagde hun og rejste sig op fra jorden. De to fjollede folk var jo næsten bare gået ind i løvens gab. Her var ikke sikker for nogen og langt mindre et menneske og elver der ikke så ud til at de kunne forsvare sig selv. En dæmon kunne i det mindste gåi nogenlunde fred. Men selvom hun burde havde bekymret sig for hvad der skete for dem her, kunne hun godt konkludere at derr nok ikke behov for hende mere. Så måske skulle hun gå videre? Eller måske vente lidt, indtil hun havde haft en mulighed for at kopiere deres ansigter. De var jo ganske... interessante. Det var alligevel gjort så hurtigt at ingen lagde mærke til det. 
Snakken om ånder var hun dog ikke interesseret i på det fjerneste. Ånderne prøvede ikke at overtage hendes krop, så hun var ligelad med om der var nogen der hjemsøgte hende eller andre.

Asakura valgte at ignorere dæmonens ord. Han var ligeglad for tiden, desuden havde hans handlinger også redet den lille elverpige. Så for ham var det ligemeget om det var en dårlig idé.

Han så på den lille pige "Kvinden siger at de elsker dig" han så derefter op på hendes forældre.
Overvejede om han skulle sige det som for tiden var i hans tanker...  

Tick blev underligt tung om hjertet. Det var 3 år siden hun blev alene uden hendes mor og far, men også tre år siden hun havde hørt ordene "elsker dig".
Hun kom pludselig i tanke om et spørgsmål, og vendte sig imod dæmonen. Hun lagde en hånd på dæmonens arm og spurgte så: Hvad laver du så her?
Her var koldt nu. Tick kunne mærke kulden skære igennem hendes knogler, som knive i kød. Hun ville gerne gøre noget videre, men var ikke sikker på hvad. Hun så nu på Asakura. Han så tænksom ud, som om han overvejede noget.

"Fortæl hende at det gør os ondt at se hende så alene og fortabt." Ticks far havde taget ordet. "Vi ville ønske at vi kunne gøre noget, men vi er magtesløse."

Rakshasa havde nogen gange ingen problemer i at blive ignoreret, men hun advarede dem for deres eget bedste, og at man så var så flabet at ignorere det. Hun skulle da også til at træde på manden der tydeligvis snakkede på ånder, bare i irritation, da den lille elverpige greb fat i hende. Hvad hun lavede her? Det var da egentlig et godt spørgsmål.
Hun trådte helt tæt på elverpigen og satte sig på hug, for at se ind i hendes øjne. "Dæmoner kan få lov til at gå i fred. En elver," hun kiggede hen på manden kort og så tilbage på Tick, før hun førte sin behandskede op til Tick's ansigt og rørte det ligeså stille. "og et menneske... bliver ædt levende herinde, hvis de ikke passer på. Godt at jeg ikke er en af de kødædende dæmoner, var?" sagde hun. Masken skjulede det store smil hun havde på sine læber under den grå maske.

"I kan få lov til at besætte min krop" sagde Asakura pludselig til Ticks forældre. Han hans blik var fokuseret på forældrene "så kan i selv sige hvad i har behov for at sige" sagde han med et smil på læben. Kort efter blev hans ansigt en smugle bedrøvet "Jeg kan dog kun lade en af jer besætte mig af gangen og hvis i bruge for lang tid vil min krop blive afkræftet"

Tick lyttede til dæmonens svar og blev lidt nervøs. Med den tone hun sagde det med kunne det godt lyde som om hun VAR en af de  dæmoner der var kødædende, men Tick kunne ikke helt tyde hendes tone igennem masken. Hun syntes hun kunne høre et smil, hvilket ikke beroligede hende den mindste smule, men hun valgte alligvel at lade tvivlen komme dæmonen til gode.
Hvad er dit navn? spurgte Tick så, inden hun fjernede sin hånd for at vende sig imod Asakura.
Hvad var det han sagde? Besætte? Hendes forældre?

Ticks forældre så på hinanden og blev tavst enige om at Ticks far måtte gøre dette. Han fik jo aldrig lov til at sige farvel.
Ticks far trådte frem og besatte Asakura.

//Det er jeg ikke sikker på om der er noget særligt ved, så jeg vil lade dig forklare den del

"Rakshasa," hvislede det næsten ud mellem hendes læber. For nej, hun var muligvis ikke kødspisende (det var lidt svært at spise med en maske på), men nogen gange kunne en formskifter være mere skræmmende. Man vidste aldrig hvem de var. Gemt i mængden. Så selvom Rakshasa ikke var en af de farligere dæmoner, og havde destruktive kræfter, så var hun stadig farlig. Alle de evner hun kunne besidde.

Dog blev deres opmærksomhed på hinanden trukket fra hinanden, da mennesket igen blev ved med at snakke. Han havde ganske vidst reddet barnet og muligvis snakkede med hendes døde forældre, men mere brugbar var han ikke, og irritation bredte sig i Rakshasa igen. Han tog bare hendes legetøjs opmærksomhed.