det var rimelig koldt uden for. men ikke nok til at der var sne. Joban havde en strikket trøje på og et tæppe om resten af kroppen. han kom til et vandløb og tog en gren for at tjekke hvor dybt det var. det var heldigvis ikke så dybt her. han havde ikke rigtigt hørt om tørken endnu. den var vidst en halv cm dybt. han tog og satte sig ned på sine knæ og tog hånden ned og tog en lille smule vand op og fik lidt. han kom op og stå igen og så rundt.
han savnede dog sin magi ret så meget for han farede hele tiden vild nu. han havde magi der navigerede ham når han kom nogle steder hen. men nu hvor magien var væk var han faret vildt hele tiden.  han ønskede nu at magien kom tilbage snart så han kunne finde forskellige steder hen.

Kiri havde altid været ret lille og tynd, så det var ikke altid at hun håndterede kulden helt godt, men alligevel havde Moretti sendt hende op for at se om der var nogen dæmoner de kunne rekruttere heroppe nordpå. Indtil videre havde hun ikke fundet gevinst. Men i det mindste havde hun med tiden fundet nogle varmere støvler og tøj. Det var dog så koldt, at hun for det meste måtte vade rundt i sneen, i stedet for at bruge sine vinger. Hendes vinger vær nær frosset til is den første dag, så det var ikke en god ide. Alligevel kunne hun ikke hade Nordlandet, for når hun det blev mørkt og hun kiggede op, så kunne hun se oceaner af stjerner. Det flotteste hun nogensidne havde set.

HUn kunne se en kentaur ikke langt fra hvor hun var, og begyndte at traske den vej, det måtte vel betyde at der var noget civilisation denne her vej. Om ikke andet kunne hun i hvert fald spørge kentauren om vej, siden kentaurer alligevel ikke rigtig var noget man spiste til mad, og hun havde stadig lidt tørret kød i sin taske, så det var fint nok.
Da hun kom nærmere måtte hun nok erkende at kentaurer var lidt højere end hvad hun huskede, og hun kunne ikke engang flyve op så hun var på højde med ham. Hun sagde dog ikke noget, som hun trådte nærmere og nærmere ham. Den enste lyd fra hende, var sneen der knasede under hendes støvler.

Joban kløede sig lidt i nakken. vandet havde været dejligt køligt. så han havde fået lidt køligt i halsen når man havde vandret længe og var blevet varm. han hørte pludselig knassen sne bag ham og drejede sin menneskekrop mod lyden. han så et besynderligt væsen. ikke rigtigt menneske ikke rigtigt dyr. hvad var det mon. det var jo ikke en kentaure som ham selv. han nikkede til personen så hun havde set han havde opdaget hende. 
"hej, hvorfor lister De sådan ind på mig?" sagde Joban da han synes at det lød mere som listen end som at gå men det var nok fordi at hun frøst men det tænkte Joban ikke lige over. han smilte blot og tog armende om sig selv og gned dem op og ned af armende for at beholde varmen. han tænkte dog stadig over hvad hun mon var for en. han havde aldrig set et halvdyr før så det var nyt for ham. og så at de lignede mennesker så meget iforhold til en kentaure. han gik et par skridt med sine bagben for at vende hele kroppen mod hende. han ville jo ikke virke ubehømlet. det ville jo ikke være godt førstehåndsintryk.

Kiri var nu også et usædvanlig halvdyr, med hendes blå hud og hår, og hornene, som ikke kunne skjules, selv under hætten hun havde på. Men denne her gang, skulle hun jo også bruge hjælp, så det nyttede ikke noget at skjule hendes eksistens.
"Jeg lister ikke," pointerede hun med sin hæse stemme og kiggede med gule øjne, der næsten så uskyldige ud, op på kentauren. Hun stod stadig et par meter væk, hvis hun kom for tæt på, så kom han jo for højt op. "Ved du om der er nogle byer i nærheden. Jeg har mistet min vej desværre," indrømmede hun. HUn var ikke meget for at indrømme at hun ikke finde vej, men meget af Nordlandet lignede det samme, og hun følte at hun havde gået i lang tid nu, uden at støde på en by.
Hun lagde armene over kors og prøvede at varme sine arme lidt, for selv under lagene af jakken, var det stadig koldt, og det bed næsten ind i hendes hud, men hun havde lært ikke at vise svaghed, så det gjorde hun ikke.

okey hun listede ikke. point taget. men så langsom som hun havde gået lød det som om hun listede. Joban smilte venligt og kunne ikke rigtigt sætte finger på hvad hun var for noget dyr. han så på hende og lyttede opmærksomt. da hun spurgte til byer forsvandt hans smil og han så rundt. ja det var et godt spørgsmål. hvor var det nu byen lå.
Joban havde nærmest rigtig fantastisk stedsans med sin magi og nu var han. ja han var ærligtalt faret vild. han så rundt for at se om han kunne se byen. men de halvdøde træer blokerede hans syn. "jeg kommer fra en by... men jeg har lige som mistet min evne til at finde vej så.... " Joban så ned på hende igen. ".... jeg er faret vild selv. men vis du er heldig kan du følge mine spor tilbage til byen." fortalte han roligt og følte lidt dårlig samvittighed da han ikke kunne hjælpe og det var det han elskede at gøre.

okey hun listede ikke. point taget. men så langsom som hun havde gået lød det som om hun listede. Joban smilte venligt og kunne ikke rigtigt sætte finger på hvad hun var for noget dyr. han så på hende og lyttede opmærksomt. da hun spurgte til byer forsvandt hans smil og han så rundt. ja det var et godt spørgsmål. hvor var det nu byen lå.
Joban havde nærmest rigtig fantastisk stedsans med sin magi og nu var han. ja han var ærligtalt faret vild. han så rundt for at se om han kunne se byen. men de halvdøde træer blokerede hans syn. "jeg kommer fra en by... men jeg har lige som mistet min evne til at finde vej så.... " Joban så ned på hende igen. ".... jeg er faret vild selv. men vis du er heldig kan du følge mine spor tilbage til byen." fortalte han roligt og følte lidt dårlig samvittighed da han ikke kunne hjælpe og det var det han elskede at gøre.

Kiri skød sin underlæbe lidt ud, det var ikke ligefrem det svar hun havde håbet på at finde, men så undrede det hende lidt. Hvad med ham? Havde han bare selv planer om at vandre indtil han slet ikke kunne finde hjem? "Hvad med dig? SKal du ikke tilbage til byen også? Der er ikke så meget herude," pointerede hun. Det var ikke ofte hun kunne snakke med en kentaur, og selvom hun havde en mission, så kunne den godt vente en lille smule. Moretti havde allerede sagt at han ikke forventede at hun fandt nogen, men hun blev nødt til at være grundig. For hvis der var en.... han ville blive så glad, og så ville han måske belønne hende. Bare tanken varmede hendes hjerte. Det eneste hun ville i sit liv var at gøre ham stolt.

ja hvad med ham. han anede faktisk ikke hvilken vej han skulle hen eller hvor han gerne ville ende. han var måske bare blevet glad for at vandre rundt så det med at slå sig ned var ikke lige ham, men han kunne vel godt vælge efter hende tilbage til byen. "ja mig? jeg skal ikke noget i byen men kan da godt følges med dig tilbage til byen" sagde han med et venligt smil.  han anede ikke helt hvad hun ville i byen men det gjorde ham ikke noget. han kunne jo bare samle forsyning til turen han nu skulle ud på. men hvilken tur mon det var for han havde ikke noget bestemmelses sted han havde for sig.

Kiri stod lidt og overvejede det, som hun stod der nær kentauren. Havde hun lyst til at følge med ham. Han var nok ikke farlig, og hvis hun kunne vejen, ville det også hjælpe gevaldigt på at komme frem. Desuden så det ikke ud til at han stille spørgsmål til hendes usædvanlige udseende, og det var altid noget hun priste sig lykkelig over.
"Hvis du kunne vise mig vejen, ville det være rart," sagde hun så endelig. For selvom de kunne følge hvor Joban's hove hvade været, så var det ikke sikkert at de blev ved med at være så tydelige eller at andre dyr eller væsner ikke havde fået slettet dem. For ikke at tænke på vinden eller nyfalden sne.

Joban så på Kiri da hun sagde at vis han vidste vejen kunne det være rart. ja vis han havde sin evne ville det være nemmere. han kunne godt følge et spor men det var sværre uden evnen. for han kunne hverken finde syd nord eller øst og vest. *øhm jeg kan da gøre et forsøg" han smilte og begyndte at gå i sine egne fodspor tilbage. og kiggede tilbage for at tjekke hun var med. hun skulle nøde fare vild.

Kiri prøvede at holde trit med kentauren men det var lidt svært, fordi hun var utrolig kort, og selvom han måske ikke gik så stærkt som han kunne, så havde han bare længere ben. Det ville selvfølgelig også have hjulpet hvis hun kunne flyve, men kulden gjorde det helt og aldeles umuligt.
"Du må vel komme heroppe fra hvis du er herude?" spurgte Kiri så nysgerrigt. Det var ikke så ofte at hun fik lov til at tale med fremmede væsner. "Altså, du sagde du var faret vild, men hvis vi er på vej tilbage til din by, så?" hun lignede lidt et spørgsmålstegn som hun stillede alle de spørgsmål.

Joban så på hende da hun spurgte ham om han kom fra byen af siden han havde været der. han stoppede kort op så hun kunne nå op på siden af ham. han gik langsommere end normalt men havde ikke brug for at gå hurtigt. "jeg kommer ikke fra byen af. alsår jeg bor der ikke. jeg har bare haft lejet mig ind i en stald for at få lidt søvn. ellers bor jeg uden for hvor jeg lige finder mig tilpas" forklarede han roligt med et smil. for ærligtalt så var han i tvivl lige nu om de gik den rigtige vej tilbage mod byen. han vidste bare at de svage hov mærker i sneen kunne anes.

/Afsluttet