Maralindas blik prikkede Tremor i nakken henover stoleryggen. Han var ikke ligefrem imponeret over hendes i mangel af bedre ord, 'tøsede' reaktion på, at Lysets soldater kom i deres retning. Maralinda var trods sit udseende, alt for gammel og ikke mindst umenneskelig til at være en tøs. Ærligt talt var reaktionen pinlig. Særligt når man tog med i betragtning, at soldaterne ikke havde den mindste interesse i hverken hende eller ham selv; de var på deres sædvanlige sikkerhedsrunde.
Vagterne kiggede dog i deres i retning af sofaarrangementet flere gange. Susan ignorerede det, lige som han ignorerede det svar, Maralinda gav på hans spørgsmål. Det var tydeligt på tonefaldet, at det ikke var det svar, han ønskede. Det var til gengæld lidt sværere at ignorere den lille dæmonunges stirren. Han bildte sig ind, at selv hendes åndede nåede hans nakkehår, hvilket gav en svag kuldegysning som havde en dunst af råden fisk eller nogt tilsvarende væmmeligt nået Tremors (overfølsomme)* næsebord. Irriterende lille tingest... Nuvel. Den ældre dæmon var vandt til stirren. Vagterne havde svært ved ikke at sende et blik i hans retning fra tid til anden. Maralinda føltes nærmest limet til den stol, han sad i. Herren, der netop var kommet tilbage fra en tur på dansegulvet, Galavant, havde også virket en smule interesseret. Judah holdt sikkert også stadig øje med ham, selvom Tremor ikke havde tjekket efter de sidste mange minutter. Man kunne vel knapt bebrejde nogen af dem. Dæmoner i hans alder havde auraer, der til tider kunne påvirker selv mennesker en smule. Desuden var han ikke noget skidt syn, hvis han selv skulle sige det. Ved den tanke strakte han sine slanke, bleger fingrer netop nok til at kunne rette lidt på sin krave og stryge et skinnende, rødbrun tot hår om bag øret.
Selv Melkor havde han fanget i at-Vent... Tremor havde ofte overbevist sig selv om, at han var et overlegent væsen, selv for sin egen race. Små mider som Maralinda var ikke væsner, han normalt yndede at skænke så meget som en tanke, med mindre det lille krapyl tvang ham til det. Det betød også, at han alt for ofte overså små, ubetydelige, ligegyldige ting som, at Maralindas aura virkede alt for bekendt. Tremor rynkede lidt på snuden. Det var lettere pinligt... Nå, men hvis den irriterende, lille alf ikke vil gå, må jeg jo få det bedste ud af det.
Og med det i tankerne, uden at vende sig og med et selvhøjtideligt smil henvendte han sig til iglen bag hans stol: "Hvis du med 'ven' mener din far, så ja. Han har en tendens til at dukke op til disse begivenheder."

Det var ikke ligefrem fordi det var dæmoner Maralinda havde brugt mest tid sammen med i hendes levetid. Forladt som lille i en verden mest befolket af Mennesker og andre race var det dem hun havde lært fra og skabt et verdensbillede udfra. Et billede med hende selv i centrum eller nær centrum for hvordan kunne det var sat anderledes op. Det havde været fascinerende at være på Mørkets borg af lige den grund. For en gang skyld havde hun mærket tyngden af andres alder og styrke - begge dele langt over hendes egen - og måtte agere under den. Ikke at det havde forekommet hende svært for alle havde som her ignoreret hendes eksistens og affærdiget hende som ubetydelig.
Noget der oftest var en fordel og altid kunne udnyttes.
Nu havde hun dog tiltvunget sig en smule af oldsagens opmærksomhed. Ikke meget til en start for han nægtede stædig at anderkende hun var nær ham, men nok til at han talte til hende. Ikke at han reagerede på hendes svar, men det var nok heller ikke hvad han ønskede. Resten af salen kom dog heller ikke nærmere så han hang på at rejse sig og gå eller nedværdige sig til hendes selskab bag ham og i skygger.
En sær flakkende fornemmelse og det var med en del mindre skygger omkring hende. Magien var ophørt med at samle dem til en kjole for hende og hun var tilbage i en almindelig, grov uldkjole af langt billigere kvalitet end hvad resten af salen var klædt i. Et lille irriteret suk undslap hende, før hun spidsede ører. Havde han lige...? Hun vippede frem, så hun kunne se på ham rundt om stolen og kunne ikke lade være med at smile tilbage til ham. "Yeah... Ham. Han har vist bare tendenser... til at dukke op hvor mindst belejlig..." Det var ikke et alment kendt slægtskab, men så heller ikke ligefrem et hun kunne løbe fra. Hun havde ikke kunne lade være med at indlægge den lille pause efter tendenser. Totalt upassende for hendes antagede alder, men helt i stil med hendes opvækst. "En gammel bekendt?"

// Mental - 4
Skygger - 3

Tremors smil blev en smule mimdre ægte, mens han så på Maralindas mund, der stadig bevægede sig. Han havde sådan håbet at lukke den mund med sin sidste bemærkning. Folk plejede at blive mere skræmt, når han hentydede til, at han vidste præcis, hvem de var, og hvor de kom fra.
Men ak, det lod ikke til at påvirke det smilende yngel synderligt. I det mindste vidste han nu hvem, der kunne skræmme hende væk. For en gangs skyld ville Tremor faktisk ønske, at hans gamle ven ville dukke op og forstyrre freden eller manglen på samme.
"Det kommer an på, hvordan man definerer gammel..." svarede han tamt og lod sig glide tilbage til sin magelige nede i lænestol. Hvis ynglets erfaring med sin far var, at han kun dukkede op på ubelejlige tidspunkte, kunne hun ikke være et af de afkom, han havde invisteret interesse i. Det betød til Tremors fortrydelse, at pigebarnet var stortset ubrugelig som sendebud.
"Huuuh, er din mor her så?" Det var et skud i togen, for at få ungen til billedligt talt at slippe hans rober. Den gamle dæmon havde da en vag interesse i at vide, hvem hans 'gamle ven' havde været i lag med for at producere denne ynk, men hovedformplet var bestemt at komme af med Mara.

Maralinda flyttede sig helt fra bag stolen og hen ved siden af den. Fodskamlen var meget praktisk skubbet der hen for ikke at stå i vejen til festen og det var nu den hun slog sig ned på. Et tydeligt tegn på at hun ikke var specielt interesseret i at lade oldsagen være i fred nu hun havde fanget hans opmærksomhed.
Hans ord fik hende da også bare til at læne sig frem som hun tog en tydelig dyb indånding og smilede sagligt. "Gammel... veldestilleret bitterhed med en snert af fangenskab. Den smag er aldrig til at tage fejl af, men din... åh den er helt sublim i sin lagring..." Hun havde fundet ham smagen og nød at kunne snacke på den mens de talte. Pille ved hans følelser skulle hun ikke nyde noget af for hun var slet ikke det mindste i tvivl om hvem af dem der var den stærkeste.
"Jeg tvivler, men hun er sværere at holde styr på." Båndet til hendes mor var forsvundet helt som det var blevet erstattet af det til hendes far. Med lidt behændighed kunne hun undvige ham til det faldt væk, men modsat hendes moder så havde han haft vist overfladisk interesse i hende. Altid en uønsket ting når man var båndet til nogen.

Han sukkede dybt. Meget dybt. Det lød faktisk mere som en drages knurren. Så dukkede der et lusket glimt op i hans venstre øje.
"Nå! Men siden du er her, må jeg jo hellere præsentere dig for min hersker. Det går jo ikke at en dæmon, som dig går ubemærket til et bal som dette." Han placerede sine hænder på begge armlæn og  stilte sig op, så han kunne tårne over skvattet.
Uden at værdige ynglet flere trætte blikke, foldede han sine hænder elegant på ryggen, drejede sin fod og vendt rundt og vandrede så i retning af en af sine ejeres gemakker. Den stakkels, stakkels dronning gemte sig for langt væk, til at hun kunne nås, så måtte man jo gennemgå de andres et efter et. Startende med dem, Tremor vidste lå og sov i deres veludsmykkede senge.