Lyden af mumlende stemmer kunne høres i den højloftede riddersal, hvor en gruppe af Mørkets Krigere, var samlet. Som ugerne var gået inden for dæmonrigets porte, var det tydeligt, at mange af Mørkets tilhængere, var begyndt at blive rastløse. 
I starten havde der været nok at lave: området skulle sikres, føde skulle skaffes og Kzar Dûn skulle gøres nogenlunde beboelig for de mange tilhængere af Mørket, der nu opholdt sig i og omkring fæstningen. Som tiden gik spredte rastløsheden sig dog: der var stadig de stigende udfordringer med at finde føde, for Kzar Mora var ikke et frugtbart land, men den stigende mængde af stridigheder, der udbrød blandt krigere og soldater viste tydeligt, at der ikke var nok at lave.

Mørkets Lord havde derfor kaldt en større gruppe af krigere til forsamling og forhåbningerne om, at endelig få noget at foretage sig, var høje. Uden for de smalle vinduer viste det disede lys, at det endnu var midt på dagen, og i horisonten kunne man se Kzar Moras uvenlige bjergtinder.
Lyden af de tunge dobbeltdøre ind til Riddersalen, der blev åbnet, fik støjen i rummet til at forstumme. Lord Sabbatins indhyllede skikkelse trådte ind i rummet, tæt efterfulgt af de efterhånden uundgåelige skikkelser af ærkedæmonerne, der havde befundet sig i hans nærvær siden portenes åbning.
Blikke fulgte de fires gang hen til langbordet, der befandt sig i midten af rummet. Mørkets Lord forblev stille, og i stedet trådte den ældste ærkedæmon Abraxas frem til bordet. Hans dæmoniske skikkelse var høj og bredskuldret og et par store horn udsprang fra hans hoved. Den nærmest skællede hud var rødlig, og en jernbeslået handske dækkede hans store næve, der blev hamret ned i bordet for (unødvendigt) at gøre opmærksom på sig selv.
"På trods af, at plagerne har taget magien fra Krystallandets befolkning, er der én magi, vi ikke har kunnet røre." Hans stemme var dyb og buldrende. "Båndene mellem slavebundne dæmoner og deres herrer er intakte. Dæmonerne er svage uden deres magi, men deres herrer er endnu svagere: hvis vi skal befrie dæmonerne og få dem til at slutte sig til vores ... Mørkets .. tjeneste, er tiden inde." Sagde han med et langt blik på Lord Sabbatins ubevægelige skikkelse.

Der var stilhed et øjeblik. Så rømmede Lord Sabbatin sig, hans stemme ikke meget mere end en hvisken, der dog nåede ud til alle hjørner af den store sal. "Dette er en mission, der først og fremmest skal udføres med forsigtighed. Find de slavebundne dæmoner - dræb deres herrer og få dem til at sværge loyalitet til Mørket. For hver dæmon, I kan få til at slutte sig til hæren, vil der være en rigelig belønning.." Et svagt lys flakkede i øjenhulerne, som Lord Sabbatin trådte tilbage fra bordet og forlod rummet efterfulgt af ærkedæmonerne. Nu var det op til rummets tilstedeværende at tage missionen i egen hånd og trodse tørkeplagen..


Ønsker man at deltage i dette plot med sin Mørkets Kriger/Ridder, skriver man et svar i denne tråd med sin karakters reaktion på missionen. Herefter bestemmer man om man vil drage ud alene eller i selskab med andre krigere. Man kan både spille med NPC'er eller inddrage eksisterende slavebundne dæmoner i plottet - såfremt de er med på dette. (Husk at det ikke er nødvendigt at missionen bliver succesfuld - så får din kriger bare ikke nogen belønning ;) )

Folk havde været så irriterende restløse den sidste tid. De havde lavet uhensigtmæssige episoder, kastet sig over hinanden som vilde dyr.
Sarafina undrede sig nogle gange over hvorfor hun blev der, taget mange af de andre krigere og endda ridderes, intelligens niveau i betragtning. De var simpelthen for fyrige og uforusigelige. Hun selv havde holdt sig indenfor Kzar Moras tunge porte, siden hun var kommet tilbage fra Rubinien med den sære runde kugle, som åbenbart skulle være af stor vigtighed. Ikke at hun spurgte.
Derefter havde hun brugt al sin tid på at træne, læse, træne lidt mere, og måske studere de andres bedrifter, gøremål og ikke mindst, inkompetence.

Men nu faldte stilheden over hver og en. Spændingen var som et spændt trommeskin. Alles øre var på stikkerne og selv vejrtrækningen hos de mange individer i salen, var næsten dæmpet til ikke eksisterende. Sarafina sad hovmodigt lænet tilbage på en stol, mens de matte øjne fulgte den højtrystende ærkedæmon, hvis ord løb højt igennem lokalet. Sarafina smilede svagt.

Smilet blev kun større ved lyden af Mørkets lord stemme, som klargjorde deres mission tydeligere for dem. En tur ud og finde små dæmoner som havde været så uheldige - eller dumme nok - at lade sig binde til en menneskelig herre. Oh, det skulle nok blive sjovt.
Som mørkets lord forlod rummet, startede summen af snak, nogen mere højlydt end andre. Sarafina selv, rejste sig uden et ord til sine medkrigere, blot et enkelt blik hen mod en gruppe riddere. Hvis belønningen var hvad hun kunne bruge, ville hun snart være på deres niveau. Den halvork skulle nok for konkurrence.

//out

Især orkerne havde været rastløse den seneste tid. De lystrede kun de øverste i klanen, og Asha - på trods af sin nyerhvervede position som Ridder - havde intet at skulle have sagt over klanens gøren og laden. Det var med en hvis lettelse, at hun havde set dem drage ud på en eller anden færd i Dæmonriget for et par dage siden - det havde kun været et spørgsmål af tid, før der udbrød åben strid mellem orker og andre racer i hæren.

Men Asha manglede også noget at lave. Hun havde været på et par mindre ture uden for Dæmonriget under den sidste plage, men nu var hun tilbage i de trøstesløse omgivelser, hvor hun havde brugt noget af tiden på at forsøge at knytte et tættere bånd til dragen Desghora. Resten af tiden havde hun brugt på kamptræning.
Det var med en hvis spænding i kroppen, hun sammen med de andre riddere af Mørket, lyttede til Herrens ord. Hun stolede ikke på ærkedæmonerne, men en opgave var en opgave - og det ville blive godt at komme ud og strække benene. Hendes blik faldt et kort øjeblik på elverskikkelsen, der havde kurs mod salens udgang, og hendes øjne blev en anelse smallere: stakkels den person, der skulle trækkes med spidsøren på missionen..
Selv blev hun stående et øjeblik længere for at sikre sig, at der ikke kom mere information. Så satte hun hastigt kursen mod sine egne gemakker for at forberede sig på at tage af sted.

/out

Som altid, var en af skikkelserne ganske strategisk indhyllet i skyggerne i rummet. Kun skinnet fra metalhandsken som løb fra venstre hånd og op til skulderen, og de gule øjne afslørede han var der. Hele dette magiske pis, og mangel på mad, havde for så vidt ikke ramt denne vampyr særlig hårdt. Mennesker var der stadig nok af, når det begyndte at presse til med at få indtaget føde. Magien, havde han alligevel ikke haft før han havde tilsluttet sig mørkets hær. Og han så det ikke som det store at leve uden, når han befandt sig andre steder, ind i selve Kzar Mora.
Og selvom han følte hele dette, var spild af tid, blev det ikke afsløret i hans ansigts mimik. Apatisk stenstøtte, var nok det mest gældende billede man kunne tegne af ham.
Men da både ærkedæmonen og mørkets fyrste trådte frem og begyndte at tale, ja så var det svært for ham ikke at lade et enkelt bryn skyde i luften. Ganske interessant, så dette var hans nye arbejdsopgaver? Selve drabet var jo i og for sig, det eneste som Cryan typisk gjorde sig i. Men begynde at få dæmoner til at tilslutte sig hæren? Han kunne virkelig ikke se, hvorfor det pludselig skulle være hans opgave, at lege rekrutterings firma. Dette krævede nok hjælp, og til det havde han kun én han stolede nok på. Hans trofaste hjælper, i andres øjne slave, Kiri.
Da det var tydeligt at de var færdig med at tale, gled Cryan ind i skyggerne. Og forsvandt lige så lydløst, som han var opstået.

Kursen mod næste job, var allerede sat.

Ikaris orangegule øjne hvilede tungt på Abraxas så snar dørene til den store sal, han var et fascinerende væsen, alt omkring ham emmede af karakter og respekt, det var en lugt og en aura Ikaris særligt brød sig om. Den grå hud var som stivnet i et ulæseligt udtryk, og var så urokkeligt som sten. Det var af samme grund, at Ikaris ikke havde mange kammeratlige bekendtskaber i hæren, mange respekterede hende og anså hende som en bragende soldat, men ingen vidste rigtigt hvor de havde hende. Sandheden var, at Ikaris aldrig havde lært at sætte venskab højt på listen over vigtige ting. Hendes blinde loyalitet til sagen udviskede alle andre formål end at adlyde Lord Sabbatin.
Endelig, efter mange minutter, missede mørkelveren med øjnene, hun var tørstig, så tørstig at hun ikke havde svedt længe trods heden hendes rustning bibragte hende, kroppen kunne ikke undvære så meget som en dråbe vand. Jagten på de dæmonkontrollerende mennesker ville helt sikkert også bibringe noget væske, ingen ulemper, kun fordele.
Da både ærkedæmonen og Lorden havde snakket brød småsludren ud, Ikaris smilede kort, skævt. enkelte var urolige for den manglende magi, Ikaris så det udelukkende som en fordel, det var det hun var trænet til, en elitesoldat med våbenfærdigheder de færreste kunne hamle op med. Den hvidhårede samlede sine ting, lukkede sin rustning og gik mod sin drage. Jagtsæsonnen var sat ind, kun tåber indfangede dæmoner.