Der var efterhånden gået længe siden den første plage ramte landet, og ikke mindst Hovedstaden og siden da havde det hele ligget i kaos og ruiner, hvilket jo egentligt også var dæmonernes hensigt og der gik da heller ikke længe efter den anden plage var overstået før den tredje hang tykt over Krystallandet.  
Efter Henry's mening var dette dog den værste af dem alle, i hvert fald for ham, han levede jo af afgrøder og den levende jord. Når tørken var så slem som den var nu, var det ikke muligt at høste eller så noget som helst, end ikke hvis en flodbølge ville ramme Medanien og hans store gård. Dog var alt håbe endnu ikke ude, måske for de fattige inde i Hovedstaden, hvilket selvfølgelig var trist, men det ar ikke ude for Henry.  

I de to store lægter som, hvor den ene indeholdte en del af stalden, så var resten af den ene og den sidste bygning ren opbevaring af den allerede høste høst, hvilket var en hel del. Men ingen kunne vide hvor lang tid at tørken ville vare og derfor var det ikke muligt at sige hvor meget der var brug for. 
Korn bugnede i store sække og det som ikke allerede var i sækker lå i store bunker op ad vægge, og selvfølgelig var musene også gået i sagerne, tørken lå jo også over dem, og det var ikke rigtigt muligt at holde dem ude. Korn var ikke det eneste som var blevet høstet, men det var selvfølgelig hoved elementet i hans gård og Henry's produktion af fødevare. Resterne var; Kål, salathoveder, græskar og tomater. 
 
Selvom Henry ikke havde meget tilovers for de fattige inde i Hovedstaden så kunne han ikke se sit folk gå til og blev derfor enig med sig selv om at få bragt noget af høsten ind til Hovedstadens marked hvor han så kunne sælge sine varer og ikke mindst tjene god en skilling på de forskellige ting. Lige nu var priserne sky høje, og det var jo klart, folk sultede og manglen på mad var enorm. 
-- 
Den store bod blev hurtigt sat op på marked og ved siden stod det store lad parkeret og hesten stod ved siden af og havde fået en spand med vand, selvom det var svært at opdrive. Folket havde allerede fået et nys omkring den nye bod, og de stod samlede rundt om Henry for at få fingrene i noget af det han havde medbragt til byen. [B]"Kom og gør en god handel"[/B] råbte Henry ud over pladsen i håb om at få flere mennesker til boden, så han kunne tjene flere penge. 

Endnu en dag med enorm travlhed på markedspladsen. Det summer af aktivitet og det lyder, trods alt, som om at der er godt gang i boderne. Jeg befinder mig i yderkanten af markedspladsen, hvor der er mere stille. I fuld gang med at lytte til en samtale, som ikke just lyder positiv. Tørken bliver værre og værre. Selv har jeg kun spist tørt brød de sidste par dage. Et tørt, stjålet brød, vel og mærke. Andre ville måske have dårlig samvittighed, over at stjæle i en tid, hvor vand og føde er en mangelvare - men for mig handler det om overlevelse. 
De sidste par dage har jeg holdt til i Hovedstaden, oftest tæt på markedspladsen. Jeg ville nok kunne fange mere mad i skoven end jeg kan stjæle her, men Hovedstaden giver bedre mulighed for, at høre de sidste nye nyheder og informationer. Sladder, kort og godt. 
En ny sælger kommer til; ikke lang tid efter står der en ny bod klar. En bod fyldt til randen med lækre ting, så det overrasker mig ikke, at folkene på markedspladsen hurtigt flokkes omkring. Folk er desperate og vild betale store priser for næsten ingenting. Hvilken skam. Det irriterer min nærighed. Men.. jeg må indrømme, at jeg er sulten efter andet end tørt brød.
Helt stille bevæger jeg mig tættere på, helt op ad hesten, som står ved siden af boden. Jeg tysser svagt af den, da den pruster. Åh, hvor havde det dog været nyttigt, at kunne blive usynlig nu. Fra mit gemmested bag hesten, betragter jeg boden og den højtråbende mand for at lure, hvornår den bedste mulighed opstår. 

Der var begyndt at komme flere mennesker på pladsen efter at Henry havde fået sin lille midlertidige bod op på markedet. Rygtet havde spredt sig, og salget var stille og roligt kommet i gang. Selvfølgelig var der mange som måtte gå derfra med skuffede miner, fordi at de simpelthen ikke havde råd. Lige for tiden lå det hele til en høj kurs, og derfor var det nødvendigt at have penge, eller noget at bytte med for at kunne brødføde sin familie. Det var selvfølgelig hårdt, men sådan var det nu en gang. Det hele havde ændret sig efter plagerne havde ramt landet. Det var hårde tider, og fattige familier var hårdest ramt, men det var der ikke så meget at gøre ved. Man kan ikke gå og forære dem ting, det ville gå galt.

Mens folk strømmede om boden, var det nødvendigt at holde et øje med typerne som ikke kunne kende forskel på dit og mit. Sådanne typer var der altid, i alle byer. Men det var ikke noget som henrykte Henry, der var jo en grund til at alt var som det var, og det var ikke fordi at Henry var grisk, selvom han var det. Men det var ikke grunden til det. Det var plagernes skyld. Dæmonernes.

"Hvad skulle det være frøken?" sagde han friskt til en ældre dame som var kommet hen for at kigge på alle fristelserne. Der var mange typer som kom hen til ham. [/B]"En lille sække med korn? Ja så gerne. Så skal jeg be om 1 jade"[/b] kunden smilede tilfreds og luntede afsted med sin pose.

Flere og flere folk strømmer til boden, hvilket passer mig helt fint. Det giver udmærkede muligheder for at 'låne' lidt. Desperate folk er ofte lettere at stjæle fra; mit største problem er ejeren af boden. Men forhåbentlig forbliver han distraheret af kunderne. Jeg bliver stående bag hesten lidt tid endnu, før jeg roligt bevæger mig ind gennem menneskemængden. Min lave højde gør det relativt let, at forsvinde. Igen; usynlighed havde været ekstra godt lige nu. Noglegange er den evne altså meget nyttig. Hvornår mon tørken forsvinder? 
*Koncentration, Fadia, koncentration*, må jeg i tankerne huske mig selv på. Vække mig fra mit dagdrømmeri, så at sige. En dame foran mig har købt noget frugt, som hun har i en kurv ved sin side. Da hun kæmper sig ud gennem menneskemuren, får jeg taget et æble, uden at hun opdager det mindste. Jeg smiler tilfreds for mig selv, da jeg gemmer æblet i en lille taske. En lille sejr, men ikke desto mindre en sejr. Videre til næste offer. Jeg sniger mig længere ud til siden, da en mand sender mig et irriteret blik - af ren refleks finder jeg den mest uskyldige grimasse frem. Om det virkede eller om manden blot var ligeglad, er jeg ikke sikker på. Han reagerede ihvertfald ikke på det, så jeg fortsætter min jagt. 
Jeg behøver ikke vente længe, så er mit andet bytte foran mig. Tomater! Hvilken delikatesse. Men efterhånden er alt andet end tørt brød en delikatesse for mig. Denne gang betyder det dog, at jeg må stjæle direkte fra boden - og selvom at det er muligt, er det ikke let. Med rolige bevægelser stiller jeg mig helt ude på siden, og giver mig til at kigge på varene. Da bodens ejer har travlt med en anden kunde, lister jeg et par tomater ned i tasken. 

Det var bestemt svært at holde et øje med alt hvad der skete på pladsen denne formiddag, for det var virkelig mange mennesker, på trods af landets og byens situation. Der var mange var mange ting at holde øje med, for kunderne bestilte alle sammen noget vidt forskelligt, og så var det med at holde øje med folk som ikke kunne kende forskel på dit og mit. Der havde allerede været et par episoder, med folk som var tvunget i det, og han kunne jo godt forstå dem på et eller andet plan, men det var ikke noget han så stille på, for det var jo hans varer. 
Henry havde et øje for hvem og hvordan de typisk så ud, dem som stjal fra ham. Han var jo selv en fin herre, fra en meget fin familie, så det var faktisk lidt uvant for ham, at det var ham selv som var taget afsted på marked, det var sjældent det skete. Normalt ville han bare have sendt en af sine mange hjælpere. Det ville de fint kunne klare. Der var jo så mange ting hjemme på gården som han selv kunne tage sig af. Han var i gang med endnu et af hans store malerier, som han meget gerne ville have færdigt.

Han havde haft øje på en kvinde som gik rundt mellem pøblen af mennesker, men han havde endnu ikke set hende gøre noget, men hun virkede sådan og derfor måtte han være lidt mere obs. Det var selvfølgelig begrænset hvad han kunne gøre ved det, han kunne kalde på vagterne, men hvor meget de ville gøre, det var han ikke klar over. 
Han øjne fulgte hende roligt, men skjulte det så godt som han kunne, så han samtidig kunne holde styr på de andre kunder. Men efter noget tid fik han svar på sine bekymringer. Den unge kvinde fik hevet et par tomater i tasken. Men han kunne ikke gå fra boden, for at få på hende.

Tørke og en desperation så voldsom, at man næsten kunne smage den. Abel åndede umærkeligt ind, joh den lå lige der i luften, så tæt på overfladen, at man kunne lugte den.
Egentlig havde han ikke noget egentligt ærinde i Hovedstaden, men efter at tørken havde ramt Krystallandet havde det været nødvendigt at nødvendigt at besøge den store by endnu oftere end før. Både for at høre den nye sladder, men også for at danne sig et overblik over situationen.
Og situationen var desperat og mindede ham om den tørken han havde oplevet i Rubinen i 1918, hvor en stor del af befolkningen havde bukket under for tørsten. Så voldsomt ville det forhåbentligt ikke blive her, skønt han ikke nærede nogle forhåbninger om at det ville gå over lige med det første. De andre plager der havde ramt Krystallandet havde trods alt stået på længe, så mon ikke denne også ville? Man kunne jo håbe.
For ud over desperation betød tørke også kaos. Og i kaosset var der ingen der ville bemærke, de mennesker der unægteligt ville forsvinde fra tid til anden. For på det område var Abel ikke anderledes end så mange andre; han havde også brug for vand, og fik han ikke det døde hans krop hurtigere ud, hvilket betød, at han måtte finde nye dele oftere. Et stort arbejde, men dog prisen værd.

Markedspladsen var som sædvanligt fyldt med handlende, men hvor stedet før havde bugnet af frisk frugt og grønt var der nu kun et lille udpluk tilbage af Hovedstadens rigdomme. Abels egne marker havde været ramt af tørke, og skønt han sørgede for sine bønder (og dermed plejede sin egen formue), var det uundgåeligt at nogle ville bukke under. Sådan var livet trods alt. I hvert fald for alle andre end ham.
Den eneste bod der syntes at have nogenlunde frisk mad var omsværmet af folk, og selvom Abel selv ikke manglede mad fandt han alligevel sig selv stilende mod den store bod. Lyden af den sølvstok han spadserede med tiltrak sig et par omkringstående mennesker, men ved synet af det arrede ansigt slog de blikket ned. Abel ignorerede dem, pøblen og fokuserede i stedet sit blik på en ung kvinde, der havde gået rundt ved boden et godt stykke tid. Der var noget over hende, der fik ham til at tænke på hurtige hænder og brudte løfter, og ganske rigtigt: mens han stod og så til forsvandt et par af købmandens tomater ned i hendes taske.
Et smil trak hen over det hærgede ansigt, som han gik hen til kviden og lænede sig ind mod hende. "De der tilhøre vidst ikke dig," sagde han, så lavt at de omkringstående ikke kunne høre ham. Blikket der fulgte hans ord var ikke uvenligt, tværtimod, og på trods af konstateringen gjorde han ingen forsøg på at tiltrække sig vagtens opmærksomhed mod tyven.

Et meget selvtilfreds smil hviler på mine læber, da jeg har listet tomaterne ned i den lille taske. Spørgsmålet er nu om jeg skal forsøge at slippe afsted med flere varer, eller om jeg blot skal lade det være ved dette. Jeg tager chancen; det handler om at udnytte mulighederne, når de er der.
Med et opmærksomt blik betragter jeg menneskemængden, for at finde mit næste bytte. Jeg er så opmærksom på jagten, at jeg først opdager den gamle mand, da han læner sig mod mig og taler. Det giver et sæt i min krop, og jeg set forskrækket op på den gamle mand. Lige så forskrækket over den pludselige nærhed, lige så forskrækket bliver jeg over det voldsomt arrede ansigt.
Min forskrækkelse bliver dog hurtigt vendt til fjendskab, trods den gamle mands næsten venlige attitude. "Jeg deler ikke, find dit eget, gamle mand", hvæser jeg hviskende.

Henry som havde fulgt kvinden havde for et kort øjeblik mistet hende af syne, da flere kunder spurgte om forskellige ting på en gang. Det var virkelig desperation man kunne se i deres øjne. Det var klart. Det var han på en måde også selv.
Kort efter opstod en situation ved boden, det var kvinden igen, men nu var hun snerrede hun af en ældre ham. Henry var ikke sikker på at han kendte den ældre mand, men uanset var det ikke noget han ville være vidne til ved hans bod. Han havde ikke set hvad der var sket foruden, men nu hvor han havde holdt lidt øje med pigen, så var der sket et eller andet i mellem dem. "Undskyld mig lige et øjeblik" Sagde han til de resterende kunder og smuttede hen hvor de to var i gang med deres ting. "Undskyld" Han fik et bedre kig på den ældre, men nej det sagde ham ikke rigtig noget, og kvinden kendte han bestemt heller ikke, "Kan jeg hjælpe jer med noget eller?" Sagde han spørgende i en stadigvæk neutral tone. Han fandt sig ikke i at få ødelagt hans salg, så situationen skulle opløses så hurtigt som muligt.

Den unge piges svar fik kun Abels smil til at vokse, hvilket trak ud i den ødelagte hud og gav indtrykket af, at han skar en grimasse eller blottede tænder. En ikke helt forkert antagelse, for i bund og grund var han jo altid en jæger på jagt efter en ny del, der kunne gøre ham endnu stærkere end han havde været før. "Åh det tror jeg nu ikke er nødvendigt." Han trak lidt på skuldrene. På trods af at vaskekonen havde været nødt til at spare på vandet og ikke kunne vaske hans tøj, var han stadig iklædt et helt rent, nyt jakkesæt i fornemt stof; færdigsyet for få dage siden, og sikkert mere værd end hvad mange af de fattige her om boden havde til rådighed.
Lyden af købmandens stemme fik Abel til at se fra kvinden til købmanden, som han genkendte som Henry Fox. Det var ikke fordi han var på talefod med købmanden, faktisk havde han aldrig haft en chance for at tale med ham, men Abel kendte til alle de andre rigmænd i området. Det var trods alt bedst at være et skridt foran og vide, hvad de gik og lavede, hvilken side de støttede og hvad de tog for deres vare for på den måde at pleje egen interesse. Og var der noget Abel var interesseret i, så var det at pleje egen interesse. "De må være Henry Fox," det var ikke et reelt svar på mandens spørgsmål, men dog en måde at starte på. "Denne unge kvinde er interesseret i at købe et par af deres tomater og en enkelt fersken, jeg har lovet at betale, så hvor meget skylder jeg Dem?" Der var ingen grund til at starte en scene her midt på gaden, skønt det ikke ville have været svært, og Abel havde hverken tid eller lyst til at blive tilbageholdt af et par vagter, der forsøgte at hitte rede i tingenes tilstand. Så hellere komme det i forkøbet. "Nu jeg tænker over det er jeg sikker på, at børnehjemmet nede i Snedkerstræde kunne bruge noget frugt. Hvad ville prisen være for at få sendt fire poser æbler ned til dem?" Tilføjede han efter lidt betænkningstid, inden kvinden skulle begynde at tro, at han kun var venlig mod hende og ikke bare en gammel, venlig herre rent generelt.

Med et fjendtligt, men alligevel nysgerrigt blik, betragter jeg det arrede ansigt. Jeg kan slet ikke komme i tanke om noget, som kan give sådanne ar. Det ligner syninger, men det kan da ikke passe?
Jeg svarer ikke på hans kommentar, og pludselig kommer bodens ejer hen og stiller sig ved os. Satans, bare han ikke har set noget. Jeg ser på ejeren med et påtaget roligt blik, "ingen prob..", begynder jeg min kommentar, men bliver afbrudt af den ældre mand. Henry Fox hedder manden åbenbart, et navn jeg nok burde huske. Den gamle mands næste kommentar, giver mig en grimasse, som emmer af forvirring. Det varer dog kun et kort sekund, så nikker jeg og finder igen en påtaget rolig mine frem. Spiller med på skuespillet.
Ikke bare en lille smule taknemmelighed er der at finde i mit blik, og den gamle mand får da heller ingen tak. Jeg trækker blot hætten en smule mere ned over ansigtet.

/Afsluttet